Vælg en side

Bang Hansen havde stadig sine sko på, da han drev i land 7 måneder efter den dramatiske nat på Lillebælt. Natten mellem den 6. og 7. september 1960 blev Bang Hans kiste gravet op og sendt til Farmakologisk Institut i København. Var Bang Hansen blevet forgiftet med giftstoffet bladan?

Den 23. november udkommer bogen ”Den fuldendte forbrydelse – Kriminalsagen Breving i Middelfart 1957-61”. Det er en journalistisk fortælling om dramatiske begivenheder, som udspandt sig i Middelfart og i Lillebælt.

Et klip fra bogen:

”Politiet er overbeviste om, at Inger og de to mænd, Bang Hansen og Bebe, har været bevidstløse eller på anden måde forsvarsløse, da de kom i vandet og druknede. Det kan være sket ved, at de har indtaget gift eller et bedøvelsesmiddel eller ved, at de er blevet kulilteforgiftet. Derfor besluttes det, at ligene skal graves op og undersøges.

Natten til den 7. september 1960 lyser et par flagermuslygter på et gravsted på kirkegården på Kongebrovejen i Middelfart. Månen, der tre dage før havde været fuld, kaster også lidt lys over kirkegården denne letskyede nat. Liget af Svend Peter Bang Hansen skal graves op, så der kan foretages nye undersøgelser, som kan kaste lys over de dramatiske begivenheder på Lillebælt natten til den 31. december 1957. Kirkegårdspersonalet foretager det praktiske arbejde overvåget af prosektor, dr. Vesterdal Jørgensen, Odense, kredslægen fra Assens og politimester Ib Trolle, Middelfart. Desuden er de to kriminalbetjente G. Mårtensson og Poul Jensen fra Rejseholdet til stede.

Arbejdet begynder ved midnatstid. Der bliver hurtigt gravet ned til en nylig nedsat kiste, som kan tages hel op. Under den i tre alens dybde (ca. 189 cm) ligger Bang Hansens kiste. Noget jord lige over kisten kommer de i en lille trækasse med en mærkeseddel: Jord over Bang Hansens kiste. Da de graver kisten fri, falder et af sidebrædderne af. Det lægger de oven på kisten, som det lykkes at få hel op. Den bliver straks indpakket i svær plastik og forsynet med en mærkeseddel: Bang Hansens kiste. Det viser sig, at kisten står oven på en gammel zinkkiste. Graveren tager lidt jord, der ligger oven på denne kiste og kommer det i en trækasse, som får en mærkeseddel: Jord fra under Bang Hansens kiste. Kisten og de to trækasser med jord bliver læsset ind i den ventende lukkede Falckvogn, som straks kører til Retsmedicinsk Institut i København, hvor vagtmesteren er blevet varskoet om transporten. Klokken 9.30 modtager instituttet kisten og de to kasser”.

https://www.poulc-strib.dk/bestil-bogen-her/