Vælg en side

37 års købmandsliv i Strib

37 års købmandsliv i Strib

Johannes Rasmussen og hans kone, Grete, overtog i 1955 pladsen bag disken i G. Borres købmandsbutik. De shinede den 27 kvm store butik op, indførte frostvarer og var i øvrigt leveringsdygtige i næste alle varer.  Butikken udviklede sig til selvbetjeningsbutikken, K-Marked, der lukkede i begyndelsen af 1993. 

 

Af Poul Christensen 

I flere årtier var der ikke sket forandringer i købmand Borres butik i den nedlagte lejlighed i huset Vestergade 10. Tiden var gået i stå, som den også var gået noget i stå i den lille by, da Lillebæltsbroen i 1935 lagde stationen og færgehavnen øde. Men midt 1950’erne, 10 år efter afslutningen af Anden Verdenskrig, var Strib så småt begyndt at vågne op af sin dvale.

Den unge købmand, Johannes Rasmussen, var med til at puffe til udviklingen, da han og Grete overtog Borres forretning med diske og hylder, varelager og skålvægt, kaffekværn og telefonnummer Strib 60.

valborg-og-gunnar-borre-40-45

Billedet af Valborg og Gunner Borre er fra 1940’erne, men der var næsten intet forandret i butikken i 1955. (Foto: Udlånt af Johannes Rasmussen)

 

Johannes stammer fra Tommerup vest for Odense og kom i lære i Skalbjerg Handelshus. En landkøbmandshandel, hvor han lærte at bære en 100 kg kornsæk på ryggen, veje af og pakke ind, lange varer over disken og regne de rigtige priser ud. Han blev faktisk førstekommis i sit sidste læreår, mens han tog handelsmedhjælpereksamen. Hans interesse for historie førte ham til i nogle år at hjælpe folk med at finde deres aner. Men købmand var nok en mere sikker levevej.

Gennem en bror, der var købmand i Fredericia og en handelsrejsende, kom han under vejr med, at købmand Gunner Borre i Strib tænkte på at nyde sit otium.  Det endte med, at 24-årige Johannes blev købmand i Vestergade 10. Han åbnede forretningen den 28. november 1955 under navnet G. Borres Efterfølger, Johannes Rasmussen, for der var allerede en købmand Rasmussen i Strib. Og så var der yderligere tre købmænd, en brugsforening, en tatolforretning, flere slagtere, bagere og mælkeudsalg til at betjene de ca. 1200 indbyggere i Strib, der også tog færgen til Fredericia for at købe ind.

Johannes Rasmussen er født i 1931 i Ubberud ved Odense. Efter syv års skolegang i Tommerup og 8. kl. på Nørregades Friskole i Odense, kom han i købmandslære fra 1946-49 og tog handelsmedhjælpereksamen i Aarup. I 1953 var han kommis i en skibshandel i Nyborg. Fra 1953-55 hjalp han folk med slægtshistorie. Han blev gift med Grete, og de fik tre børn.

I 1960’erne var Johannes medlem af Initiativrådet i Strib (en sammenslutning af Stribs foreningsliv), var engageret i de første byfester (festivaler), i oprettelsen af Børnehaven Bambini, og var formand for det udvalg, som forberedte og byggede Svømmehallen. I en årrække var han formand for de vestfynske købmænd og medlem af hovedbestyrelsen for De samvirkende danske Købmandsforeninger.

Efter pensioneringen har han for analyseinstituttet AIM Nielsen besøgt detailhandlere for at registrere, hvordan de har placeret kampagnevarer. Han har sammen med andre seniorkøbmænd oprettet en museumskøbmandsforretning på Egeskov Slot, hvor han sammen med Grete har kværnet kaffe og ekspederet om sommeren. Han var medarbejder i Lokalhistorisk arkiv for Strib-Røjleskov sogn, hvor han bl.a. bestyrede hjemmesiden: www.striib.dk

Johannes Rasmussen døde den 14. februar 2014.

johsrapril11img_0862_edit1.

Johannes Rasmussen 2011 (Foto. Poul Christensen)

Johannes lejede lokalerne i 10 år. I afståelse eller goodwill betalte han 5000 kr. til Borre.  Butikken bestod af selve butikslokalet på 27 kvm med en disk. Alle varer stod på hyller bag disken eller i skuffer og hylder i diskens bagside. Det var diskbetjening. Kunderne kunne ikke røre ved varerne eller selv tage dem. En lille stue bagved var bagbutik. I det tidligere køkken var der nedgang til en lille kælder, hvor der var lager til øl og vand. Der var et lille toilet med en håndvask. I udhuset bag huset var der plads til grovvarerne. Købmandsfamilien boede i lejligheden ovenpå.

jr-grete-john4aat-bydreng-egon-bak-55-56

Det ny købmandspar, Johannes og Grete Rasmussen, foran forretningen. Imellem dem sønnen, John, og ude til højre bydrengen, Egon Bak. (Foto: Udlånt af Johannes Rasmussen)

 

Lille butik med alle varer

Den ny købmand gjorde klar til at åbne. Varelageret skulle fyldes op, så han var klar til den gode julemåned. Han indrykkede annonce i Strib Annoncetidende om forretningsoverdragelsen. Forinden gik Gunner Borre fra dør til dør for at takke og anbefale den ny købmand til sine gamle kunder.

Borres kunder fulgte den gamle købmands opfordring. Johannes var kommet i gang, og julehandelen havde været god. Der kom penge i kassen, som endnu bare var en skuffe i disken. Nye kunder dukkede op, måske var de bare nysgerrige, eller kunne de blive faste kunder? I det nye år gik Johannes og Grete i gang med at modernisere butikken.  De gamle hylder blev erstattet af løse hylder på skinner på alle væggene. Der kom nye glasdiske, så kunderne kunne se varerne. Balancevægten blev udskiftet til en, der også kunne regne prisen ud. En ny og moderne kaffemølle begyndte at kværne kaffebønnerne.

– Vi ønskede, at kunderne kunne få alle varer hos os. Det havde vi ry for i mange år. Havde vi ikke en vare hjemme, kunne vi skaffe den, siger Johannes.

Varerne var mel, sukker og gryn. Øl, saft og kulør. Tobak, bolsjer og kaffe. Spegesild, konserves-ærter og kaffestel. Sæbe, terpentin og gummistøvler. Malerpensler, søm og trillebøre. Træbriketter, cement og salpeter. Robåde, jagtpatroner og oliekaminer. Der var næsten ingen grænser, når man så bort fra de varer, som mælkeudsalgene, slagterne og bagerne solgte.

Der var plads til alt trods det beskedne areal. Men oliekaminer blev solgt efter brochure, og der var en aftale med en montør, der installerede dem.

Det var hovedsagelig husmødrene, der købte ind. Mange kom med kontrabogen, hvor dagens indkøb var skrevet ned hjemmefra. Købmanden hentede varen og skrev prisen ind i bogen. Måske blev der foretaget nogle ekstrakøb. Kunden gik med kurven fyldt med varer og med kontrabogen. Engang om måneden blev den gjort op, og regningen blev betalt. For nogen kunne det knibe lidt om vinteren, hvor arbejdsløsheden ofte tog til. Så måtte kreditten forlænges.

kontyrabog-brugt-til-status-fra-57-fritlagt_edited-1

Kontrabog.

 

Først med juletræ

Dengang skulle købmanden ikke bare hente varerne fra hylder og skuffer. Flere varer skulle også vejes af eller tælles op. De mest gængse som mel, gryn og sukker var afvejet og lå i poser. Kaffebønnerne lå også i halvpunds-poser klar til at blive kværnet. Så brummede kværnen og sendte duften af Johannes’ kaffe ud i butikken. Spegesild skulle Johannes fiske op af tønden ude under trappen i baglokalet og pakke ind i vokspapir. Det var diskbetjening, der tog tid. Men så var der også tid til en snak med kunderne, mens varerne blev hentet frem. Snakket blev der, også kunderne imellem. Alle kendte hinanden.

Det varede ikke længe, før konkurrenterne og byen mærkede, at der var kommet en ny købmand. Handels- og håndværkerforeningen talte om at anskaffe et juletræ, der kunne lyse op i den ellers aftenmørke by, men de kunne ikke blive enige om, hvor træet skulle stå. Johannes tog sagen i egen hånd og købte et juletræ, som han satte på fortovet foran sin butik. Han annoncerede: ”Det er, hvor juletræet står/ det foregår”.  Lysene tiltrak byens børn, som dansede rundt om træet. Og børnene trak kunder til julehandlen hos Johannes.

Julen var en meget travl tid for købmanden. Han gjorde den ekstra travl med en annoncering i Strib Annoncetidende. ”Nu har vi jul igen,” lød hans glade budskab, og så bød han på californiske svesker, Tretorn hjemmesko og meget mere.

annoncer-56-a-julekaffe-edit

Annonce fra julen 1956, hvor Johannes rimer.

 

Kunderne kom også med opskrifter på alverdens bagværk. De angivne kvanta var i gamle vægtenheder. Mange havde ikke nøjagtige vægte derhjemme. Derfor blev det købmandens opgave at veje nogle få kvint hjortetakssalt og potaske af, så der kunne komme kager på bordet i juledagene. Det tog tid at ekspedere en sådan bestilling.

Johannes husker en lillejuleaften, som var en lørdag, og forretningen derfor var lukket juleaftensdag. De to lærlinge og købmandsparret havde ekspederet hele dagen. Da klokken var otte om aftenen, gik den sidste kunde, men så lå der 28 ordre, som skulle pakkes og sendes ud til kunderne. Det blev en sen fyraften den dag, også for buddet.

 

Konkurrence og missionen

Måske så de andre købmænd lidt skævt til den driftige, unge købmand. Købmændene hjalp ikke hinanden, hvis en ikke var leveringsdygtig i en vare. I hvert fald har Johannes erfaret, at de kunne finde på at henvise en kunde til ærkerivalen, brugsforeningen.

Det slog ikke den ny købmand ud. Og havde han mistet en god kunde, opsøgte han kunden og spurgte, om hun var utilfreds med varerne. En sådan snak fik kunden tilbage til Johannes’ butik.

Indre Mission stod stærkt i Strib dengang. Men Johannes gjorde ikke som sin forgænger, der gemte snapsen bag flaskerne med frugtsaft. Han viste, hvad han solgte.

Han lagde lokaler til kirkebladet. Oplaget blev leveret til ham, og så kom omdelerne og hentede de eksemplarer, de hver især skulle omdele. En af omdelerne sagde en dag:

– Hvis du virkelig vil have handel her i byen, så skal du komme om i missionshuset.

– Hvis jeg nogensinde kommer i missionshuset, så bliver det ikke af den årsag, lød Johannes’ svar.

Så kunne hun tygge på den. Han var ikke til salg.

 

Først med dybfrost

Den ny købmand var lidt friskere end sine medkøbmænd i byen.

– Jeg var lidt forud for de fleste, siger Johannes med påtaget beskedenhed og skynder sig at forklare.

I 1959 begyndte han at sælge frostvarer. Han købte en frostdisk, der skulle afises en gang om ugen, og han omdelte en folder, hvor han fortalte om, hvordan kunderne skulle behandle frostvarerne: Færdigretter, ærter, bønner og andre grøntsager. Jordbær, solbær og andre bær. Det var så nemt, så billigt og så friskt, lød salgsargumenterne. Kunderne hentede frostvarerne om lørdagen. Havde de ikke køleskabe, skulle de pakke varerne ind i avispapir og lægge dem på kældergulvet, så kunne de sagtens holde sig til søndag. Ja, og køleskabe begyndte han for resten også at sælge efter brochure.

Ret hurtigt måtte han købe en større frostboks.

dybfrostannonce60_edited-1

Annonce for frostvarer 1960.

 

I de år var der et større slag om kaffen. Købmændene hægede over den friskmalede købmandskaffe, og hver købmand påstod, at hans kaffe var byens bedste. Konkurrencen var på kvaliteten. En ting var i hvert fald uomtvistelig: Fortjenesten på den friskmalede kaffe var god. Købmændene var arge modstandere af den vakuumpakkede kaffe, som kaffeleverandørerne lancerede. Den spredte heller ikke duft i butikken. Kom der priskonkurrence på kaffen, gik det ud over fortjenesten. Købmændenes svar var ”Det store Kaffelotteri”. 20 NSU Prinz-biler til 11.000 kr. stykket var hovedgevinsten. Det skabte opmærksomhed omkring kaffe. Også hos bagere og andre, som begyndte at sælge vakuumpakket kaffe. Til sidst spurgte også kunderne købmændene, om de havde vakuumpakket kaffe. Kaffe blev i løbet af 1970’erne en mærkevare i vakuumpakkede poser. Johannes beholdt dog sin kaffekværn, så han kunne sprede lidt kaffeduft i sin butik og gøre nogle standhaftige kunder glade.

 

Det gik mod selvbetjening

De første år i Strib var gået godt, men købmandsfamilien måtte også arbejde hårdt og mange timer om dagen. Johannes overtog butikken med en årlig omsætning på 86.000 kr. I 1956 var omsætningen øget til 167.000 kr., og den steg i de følgende år. Han ansatte først en og senere to lærlinge.

Der kom ikke bare kunder i butikken. Der kom også mange handelsrejsende på jagt efter en ordre. En gang talte Johannes op, at han havde 56 forskellige leverandører.

Man talte nu om tempo-forretninger, hvor betjeningen gik hurtigere. Flere varer lå fremme, så kunderne selv kunne tage dem, og mange flere varer var færdigpakket fra grossisten.

Johannes var klar over, at han skulle ride med på denne ny bølge. Den gammeldags diskbetjening ville tage livet af den lille købmand, sådan som udviklingen tegnede sig.

Vi var kommet ind i 1960’erne, hvor kvinderne begyndte at strømme ud på arbejdsmarkedet. Der var kommet mere velstand og meget mere købekraft. Strib var også begyndt at vokse, og der var planer om storstilede udstykninger i byens østlige udkant.

Det kunne mærkes, at der var kommet supermarkeder i Fredericia først i 1960’erne. De havde også slagtervarer, som var billigere end Strib-slagternes. Stribonitter tog færgen til Fredericia, hvor de i de nye supermarkeder også købte de almindelige købmandsvarer. Johannes forsøgte at få slagterne i Strib til at tage konkurrencen op med Fredercia-supermarkederne, men blev mødt med et: Hvorfor skal vi sælge kødet billigere, så skal vi bare arbejde dobbelt så hårdt.

Konkurrencen havde ændret sig. Flere og flere fik biler. Nu spillede det ikke længere en rolle, at købmanden boede lige om hjørnet.

Samtidig var det 10-årige lejemål ved at løbe ud. Johannes ledte efter et større lokale, hvor han kunne indrette et selvbetjeningsminimarked.

 

Minimarked

Johannes og Grete følte sig godt tilpas i den ”gamle” del af Vestergade, men her var ingen større lokaler af få. Den eneste mulighed var ”Østerhus” over for kirken i den anden ende af Vestergade, hvor der senest havde været en tæppefabrik, der var gået konkurs. Her var plads – ja, alt for meget. Forhandlingerne endte med, at Johannes købte hele komplekset og gik i gang med en større ombygning. Fløjen længst ud til Vestergade blev revet ned, så der blev plads til parkering. I den tidligere mellembygning indrettede han et ca. 150 kvm stort butikslokale. Bagved var der lager. Resten lejede han ud.

Det var en fødsel med komplikationer og forsinkelser. Ombygningen var omfattende, og byggetilladelsen trak ud, fordi der var mangel på arbejdskraft, og så holdt myndighederne igen på byggetilladelser i sommermånederne. Handelen var også ved at gå fløjten.

Det viste sig, at der var et servitutbestemt forbud mod at handle med øl og spiritus på matriklen. Afholdslogen havde tidligere ejet huset og havde tinglyst denne bestemmelse, da de solgte bygningen og flyttede til Sofievej. Med denne servitut kunne han ikke bruge bygningerne til forretning.

Sagføreren anviste en udvej. Hvis Johannes kunne finde en af dem, der havde underskrevet bestemmelsen og få ham til at frafalde servitutten, så kunne den ophæves. På kommunekontoret i Røjle fik Johannes adresserne på dem, der havde skrevet under. Flere var døde. Han fandt en underskriver, der boede i Solgården. Johannes bankede på en dag ved middagstid. Afholdsmanden skrev under på det stykke papir med en tekst, sagføreren havde skrevet, selv om Johannes havde vækket ham i hans middagssøvn.

kmarked-c1992x

Omtrent sådan så K-Marked ud efter ombygningen i 1965. Dette billede er fra tiden ”1 af de friske”, ca. 1990. (Foto: Udlånt af Johannes Rasmussen)

 

K-Marked

Onsdag den 8. december 1965 åbnede K-Marked – K for Købmand.

Butikslokalet var indrettet med bistand fra købmandsforeningens konsulenter, og Købmændenes Finansieringsinstitut havde garanteret for lån til ombygningen.

Der var en selvbetjeningskasse ved indgangen/udgangen og en kasse ved en disk. Bag disken var der tobak og vin. Der var hylder på væggene og rækker med varemontrer i lokalet til toiletartikler, vaskemidler, maling, babyartikler, legetøj, gaveartikler, glas og porcelæn, mel og sukker, gryn, dybfrost, frugtkonserves, kødkonserves, husgeråd, plastikvarer, værktøj, redskaber, papirvarer, øl og vand.

Nye varer var mælkevarer og ugeblade. I det hele taget udvidede Johannes sortimentet. Selv vakuumpakket kød havde han i en årrække.

Brugsforeningen gød dog lidt malurt i Johannes’ indvielsesbæger. Brugsen var også i gang med at indrette butikken (i det nuværende bibliotek) og nåede at indvie selvbetjeningsbutikken før Johannes.

Nogle år senere blev noget af bagbutikken lagt ind til butikslokalet, og Johannes brugte hele baghuset til lager. I 1970 var omsætningen steget til 1.150.000 kr. og i 1982 til 3,9 mio. kr.

juletilbud-66farve

Juleannonce 1966.

 

Der var stadig fem købmænd i Strib. K-Markeds største konkurrent var Brugsen, som i 1975 flyttede ud til sin nuværende adresse og i 1991 blev til SuperBrugsen.

Johannes’ ny forretning kom godt fra start. Der kom nye kunder fra de mange nye huse, der blev bygget på Kåsvænget, Møllebakken og Stribgaardens jord. Derimod overraskede det Johannes, at det var svært at få flere af de gamle kunder i den anden ende af Vestergade til at tage turen ud til K-Marked.

Købmanden var stadig meget i butikken til at hjælpe eller til en snak med kunderne. I nogle år var der lærlinge, men Johannes gik over til at have tre halvdagsdamer ansat. Det blev senere til en heldags, Jonna Bak, og en halvdags, Tove Madsen, som arbejdede der i 23 og 27 år.

Købmandens arbejdsdag begyndte kl. 6.30, og 7.15 lukkede han op. Det passede med, at rengøringspersonalet fra skolen kørte hjem. Fra kl. 8, når damerne kom, stod den på regnskabsarbejde. Han holdt en times middagspause. Kl. 17.30 lukkede han og var normalt hjemme kl. 18.30. Lørdagen lukkede K-marked kl. 13.

Grete og Johannes’ børn var ikke i tvivl om, at når de blev store, skulle de ikke være købmand. De ville have et arbejde, hvor de kunne holde ferie. Lidt ferie blev det dog til for købmandsfamilien. I nogle år kørte de med børnene til Skagen og Hamborg. Senere blev ferien på otte dage, og turene gik f.eks. til Østrig og Schweiz.

jr-1975-10-aars-jub-edit_edited-1

Johannes ved kasseapparatet i 1975. (Foto: Udlånt af Johannes Rasmussen)

 

Vanskeligt for købmændene

I løbet af 1970’erne og 1980’erne skete der flere større forandringer. K-Marked blev tilsluttet indkøbskæder. Først den købmandsejede OCEKA og senere ”1 af de friske”. Det betød, at købmanden knyttede sig til kædens varesortiment og fik gjort indkøb og lager mere effektivt. Kæden bakkede også købmanden op med annoncer for kædens mærker. Kontrabogen var for længst blevet afskaffet, og stort set al handel foregik kontant. Johannes’ annoncer mistede det personlige særpræg. Ikke flere hjemmegjorte rim, men opremsning af varer og priser.

Da Brugsen i 1975 flyttede til nye lokaler som supermarked med kødvarer, blev den for alvor en konkurrent til K-marked. Også konkurrencen fra Middelfart med den store Kvickly og senere Føtex var mærkbar. I 1988 overtog K-Marked håndkøbsudsalget fra apoteket i Middelfart.

Mange købmænd landet over gav op. Disse tal illustrerer udviklingen. Da Johannes i 1959 blev formand for de Vestfynske købmænd var de ca. 60 købmænd. Efter nogle år blev tallet reduceret til 40. Så blev foreningen lagt sammen med Middelfart Kolonialhandlerforening, og medlemstallet var igen ca. 60. Denne forening var skrumpet til 15, da der i 1983 blev oprettet en købmandsforening, der dækkede hele Fyn.

k_marked-25-aars-jub-farve8-dec

Butikken i 1991, da K-Marked havde 25 års jubilæum. (Foto: Udlånt af Johannes Rasmussen)

jr-tove-madsen-jonna-bach-90

Johannes med sine to mangeårige medarbejdere: Jonna Bach (tv) og Tove Madsen. Foto fra artikel i Stribonitten 1990.

 

K-Marked lukker

Sidst i 1980’erne var en periode med økonomisk krise og indgreb som den såkaldte kartoffelkur, der skulle begrænse danskernes forbrug. Det mærkede K-marked også. Købmandsparret nærmede sig også de 60 år og begyndte at tænke på at sælge forretningen. I foråret 1992 traf de så beslutningen om at stoppe og gå på efterløn. Den 29. maj blev de to medarbejdere opsagt, så forretningen kunne lukke ved overgangen til 1993. Købmanden satsede på, at ejendommen kunne sælges til en forretning.

Den 2. juni 1992 stemte Danmark nej til Mastrichttraktaten, og det hele gik i sort, oplevede Johannes. Bankerne ville ikke låne penge til en købmandsbutik. Der var fuldstændig lukket. Det kom bag på ham. Havde han vist det, ville han have ventet med at lukke. Men lukningen kunne ikke trækkes tilbage. I december meddelte Johannes officielt, at K-marked lukker. Han takkede sine kunder gennem 37 år. Han annoncerede for sidste gang, nu med totalt ophørsudsalg, og lukkede endegyldigt lidt inde i 1993. Bygningerne stod tomme i 1½ år, inden de blev solgt.

Købmandsparret gik på efterløn og har levet en aktiv pensionisttilværelse. Døde 14. februar 2014.

johsrapril11img_0862_edit

Som lærling lærte Johannes Rasmussen, at der altid skulle være et lod i den ene vægtskål. Så undgik man en diskussion med kunden om, hvilken skål der skulle være lodder i. Den gamle balancevægt fra Borres butik står nu hjemme i Johannes’ ”hule” – med et lod i den ene skål. (Foto: Poul Christensen)

 

Kilder:

Interview med Johannes Rasmussen marts 2011

Johannes Rasmussens scrapbog med dokumenter om hans købmandsliv

Købmændenes historie, Søren Mørch og Tom Buk-Swienty 2007

 

Artiklen er bragt i Bavnen nr. 2 2011.

%d bloggers like this: