Vælg en side

Røjle Mejeri i 97 år

Røjle Mejeri i 97 år

Foregangsmænd oprettede mejeriet i ekspresfart. Det forædlede mælken til kvalitetsprodukter. Mejeriet levede højt på smør fra den fede mælk fra egnens jerseykøer. Senere blev ost en vigtig produktion. Men det lille mejeri måtte give op efter de store omvæltninger i samfund og landbrug fra 1960. Og så har der været kriseår og forskellige skærmydsler undervejs.

Af Poul Christensen

Lørdag den 17. januar 1885 havde gårdejer Niels Christian Petersen, Røjle, samlet en håndfuld venner, alle gårdmænd i deres bedste alder fra Røjle, til et fødselsdagsgilde. Mon ikke de har snakket om Indre Missions fremmarch i Vejlby Sogn i disse år og deres nye missionshus i Vejlby. Det syntes disse mænd næppe om. De tilhørte den kirkelige modsætning: den glade, grundtvigske kristendom.

Og alle bønder brød sig ikke om konseilspræsident Estrups Højre-regering. Den trynede deres parti, Venstre, der havde flertal i Folketinget. Estrup truede igen med at regere med provisoriske love helt uden om Folketinget.

De har også talt om de dårlige tider for landbruget og de mange nye tiltag som f.eks. fælles- og andelsmejerier, der skulle rette op på det. De mejerier erstattede flere og flere steder smørfremstillingen i bryggerset på de enkelte gårde. På de større mejerier kunne man behandle mælken efter de nyeste metoder og få mere og bedre smør og ost ud af mælken. Og dermed flere penge til landmændene.

Bønderne i Baaring havde allerede oprettet et sådant mejeri, og man hørte, at det var kommet godt i gang. Det kunne man jo også gøre Vejlby Sogn.

– Hvad, om vi tog en tur til Baaring for at få klaring på sagen, foreslog en af fødselsdagsgæsterne.

Og det gjorde de handlekraftige Røjle-gårdmænd. Næste dag på Niels Chr. Petersens fødselsdag kørte han og hans venner, Jørgen Madsen, Jørgen Hansen, Mikkel Jørgensen og Søren Petersen, iført vinterfrakker, til Baaring. På vejen samlede de gårdmand Hans Hansen, Brogaard, op i charabanc’en. Nu var der også en missionsmand i kredsen.

For første gang så de en centrifuge trukket af en dampmaskine i drift. Mejerist Jens Kragholm viste rundt og fortalte. Gårdmand Niels Hansen i Blanke var mødt op. Han var kendt for sin store besætning på over 20 malkekøer og et velfungerende mejeri på gården. Han kunne fortælle, at han i det år, han havde leveret mælk til mejeriet, havde haft en meget større indtægt af sine køer.

Det gjorde indtryk.

De ville oprette et fællesmejeri i Vejlby Sogn, og det skulle være nu. De forfattede en annonce, som kom i Middelfart Avis den 21. januar. Lørdag den 24. januar mødte en stor forsamling op i Vejlby Skole.

img_6653-annonce-1885

Annoncen i Middelfart Avis den 21. januar 1885, der indbyder til møde den 24. januar.

aktie-i-roejle-mejeri-rettet-op

Aktie i Røjle Fællesmejeri 1885.

Kaos på første møde

Nogen skepsis var der. Det medførte jo forpligtelser. De skulle ikke bare levere mælken i god stand hver morgen, men også hæfte for en del af mejeriets gæld. Og så skulle kvinderne hjemme på gårdene ikke længere arbejde med mælken og lave smør og ost. Men det helt store spørgsmål var: Hvor skal mejeriet ligge?

De fleste ville have, at det skulle ligge uden for deres egen dør. Bølgerne gik højt, og de blev ikke mindre af, at der også var kommet deltagere fra Kauslunde. De udensognske udvandrede, da ordstyreren kom til at svare dem hvast. Også flere fra sognet gik hjem, før mødet var slut. Trods kaos var der en del, som ville oprette et mejeri, og bønder fra alle sognets landsbyer tilbød i de kommende dage at agitere for sagen. Efter nogle dage havde så mange skrevet under på, at de ville være med, at der blev indkaldt til en stiftende generalforsamling. Den blev holdt den 14. februar, og her valgte forsamlingen at placere mejeriet i Røjle, men det skete ikke uden sværdslag. Røjlebønderne måtte acceptere selv at levere mælken, mens kuske skulle hente mælken på mejeriets regning hos de øvrige leverandører. En aftale, Røjlebønderne senere bitterligt fortrød, da det gik op for dem, at deres græsmarker ofte lå længere væk fra mejeriet, end mange Vejlby-, Aulby- og Staurby-gårde. 

På mødet var der tilslutning fra 55 aktionærer, der tegnede en aktiekapital på 11.625 kr. Hver aktie lød på 25 kr. Der blev nedsat et udvalg til at finde en byggeplads og forestå byggeriet og et udvalg til at købe maskiner og fæste en mejerist.

Også lovene kom på plads. Det blev et aktieselskab, hvor hver aktionær kunne tegne op til 20 aktier. Men ingen kunne få flere end 3 stemmer på generalforsamlingen. Der var pligt til at levere den mælk, man ikke selv brugte i husholdningen, og til at tage skummetmælk og kærnemælk retur. Og man fik del i overskuddet efter mængden af leveret mælk, mens et underskud skulle fordeles ligeligt på aktionærerne. Det var altså ikke et egentligt andelsmejeri, selvom det var leverandørejet og på flere områder lignede et andelsmejeri.

Den 11. april blev der valgt en bestyrelse på fem medlemmer. Den unge Kustrup-gårdejer, Thomas Jensen, blev formand. På denne og en senere generalforsamling blev en række praktiske forhold ordnet: Fastsættelse af priser på mælken, kørsel af mælk, anskaffelse af vogn og ansættelse af kuske og en regnskabsfører.

tegning-mejeri-1885-besk_edit1

Tegning af mejeriet 1885. Om morgenen baksede kuskene de tunge junger ind i vejerummet. Her blev mælken hældt op i vægtskålen, og man tog prøver. I mejeriet blev mælken opvarmet, og fløden blev udskilt/skummet i centrifugen. Skummetmælken blev til oste eller leveret tilbage til gårdene. Fløden tilsat mælkesyre blev kærnet og derefter håndæltet. Kærnemælken fra smørfremstillingen blev også sendt retur til foderbrug. Ostekammeret blev kun brugt i beskedent omfang til formålet, da man opgav osteproduktion i de første mange år. Vallen, restproduktet fra ostefabrikationen, gik retur til landmændene til foderbrug. Der var et rum til dampmaskinen og en tilbygning til kedlen og til kul. Røgen gik op gennem en høj skorsten. På loftet ved sydgavlen var der en vandbeholder, og der var værelser. I 1890 boede her fire mejerister. Mejeribestyreren og hans familie boede i den nordlige ende af bygningen.

 

Nu går det hurtigt

Udvalgene arbejdede hurtigt. Mejeriet købte et stykke af jordemoderhusets have i Røjle. Bygmester var snedker Johan Lauritsen, Røjle Skov, og murer Kristian Nielsen, Nr. Aaby, stod for murerarbejde. Frichs i Aarhus leverede trækkraften, en dampmaskine. Kedlen var på fem hestes kraft og maskinen på fire. To Burmeister og Wain-centrifuger kunne hver skumme 600 pund mælk pr. time. To kærner kærnede hver 120 pund smør. Der var installeret to ostekar, som hver rummede 2000 pund mælk.

Den 1. maj 1885 tiltrådte 29-årige sønderjyde Christian Müller som bestyrer. Han havde søgt stillingen i Baaring et par år forinden, dog uden at få den. Men Baaring-folkene anbefalede ham, og han havde uddannet sig på flere mejerier. Han blev ansat til at drive mejeriet og sørge for den fornødne medhjælp. Årslønnen var 1200 kr. og 16 % af overskuddet, og det blev til i alt 2600 kr. det første år. Men af beløbet skulle han udrede lønnen til de ansatte på selve mejeriet. Han fik også naturalier: Fri bolig, en daglig kande sødmælk og den skummet- og kærnemælk, han kunne bruge, tillige med fri kul til opvarmning.

Allerede den 26. maj 1885 åbnede mejeriet. Der blev indvejet 4866 pund mælk fra 59 leverandører. En spand med sur mælk blev sendt retur til leverandøren, som var formanden for bestyrelsen. Mejerist Müller satte sig i respekt fra dag ét. Mælken skulle være i orden, uanset hvor den kom fra.

Efter 10 dage var den første smørproduktion klar til at blive kørt til købmand Thiedemann i Nr. Aaby. Mejeriet blev et smørmejeri. Hovedparten af mejeriets indtægter kom fra smørret, som var af god kvalitet. Heri lå fordelen for leverandørerne, som før solgte deres hjemmelavede smør som bondesmør til en langt lavere pris end det mere ansete herregårdssmør. Og det kunne de mærke allerede efter det første år. Mejeriet gav overskud, og det blev udloddet til aktionærerne.

Demokrati i praksis

Mejeriet var et demokratisk foretagende, hvor generalforsamlingen var den højeste myndighed. Her blev demokratiet praktiseret, selvom de store aktionærer havde flere stemmer end de små. Der var store landbrug med mange køer, og de havde 3 stemmer, men også en del husmænd og andre med en enkelt ko eller to, og de havde bare en stemme. Generalforsamlingen valgte bestyrelsen og traf alle vigtige beslutninger som fastsættelse af mælkeprisen, optagelse af nye aktionærer, mejeribestyrerens løn, mælkekørsel, køb af inventar og salg af skummetmælk.

Der var ofte diskussion. Også af mejeribestyreren, som blev ansat for et år ad gangen. Det berettes ved 25 års jubilæet, at han ofte stod for skud, når han stillede krav til mælkekvalitet og renlighed. Ja, han blev flere gange krævet fyret på gråt papir, men det er dog ikke refereret i bestyrelsens protokol.

De tørre tal viser, at det gik godt for mejeriet. Der var hele tiden en tilgang af nye aktionærer. Mælkemængden steg. Smørsalget steg. Og den gevinst, som initiativtagerne tilstræbte, og som var skrevet ind i lovene, at frembringe bedre produkter og dermed også højere priser, blev fuldtud indfriet.

Missionsfolk vil lukke om søndagen

Der var også modsætninger i kredsen af leverandører. På generalforsamlingen den 23. maj 1888 foreslog Hans R. Nielsen, Aulby, at mejeriet skulle ligge stille søn- og helligdage. Det blev forkastet med stort flertal. Det var en torn i øjet på mange missionsfolk, at mejeriet ikke kom hviledagen i hu og holdt den hellig. Men de var klart i mindretal i aktionærkredsen.

Initiativtagerne til mejeriet, fødselsdagsselskabet, var kendt som mere grundtvigsk orienterede bønder. Den første formand, Th. Jensen, Kustrup, var erklæret grundtvigianer og havde løst sognebånd til præsten i Asperup sogn. Men mange missionsfolk havde også sluttet op om mejeriet, og tre af de første fem medlemmer af bestyrelsen var knyttet til Indre Mission, viser en sammenligning med missionens lister over bidragydere til missionshuset. I bestyrelsesarbejdet drejede det sig om mejeridrift og kroner og øre.

Året efter forsøgte missionsfolk uden for bestyrelsen igen at lukke mejeriet på søn- og helligdage. Det vakte harme i indremissionske kredse, at kuskene kørte mælk, og der var fuld damp op af skorstenene på de mange nye mejerier fra 1882. Indre Mission havde iværksat en landsdækkende kampagne, og missionens formand, pastor Vilhelm Beck, er citeret for: ”Så længe I bliver ved med at vanhellige hviledagen med eders søndagsarbejde, skal I mindes derom, og mejeriskorstenen derhenne peger mod himlen om jeres synd”. Søndagslukning gav risiko for sur mælk og dårligt smør og blev kun udbredt i Jylland. I Røjle blev forslaget nu forkastet med 103 mod 39 stemmer.  

Det går bare fremad

Mejeriet var først og fremmest mejeri, men påtog sig også flere serviceydelser til aktionærerne. Mejeriet fik hurtigt en kassebeholdning, og den blev brugt til udlån til aktionærerne til en rente på fire procent p.a. Bestyrelsen godkendte låneansøgningerne og ydede 30-40 lån fra 1887 og op til århundredeskiftet.

I 1893 fik mejeriet telefon, som aktionærerne kunne bruge. I 1900 var taksten for en samtale 10 øre.

I 1890’erne blev flere maskiner udskiftet til nye og bedre udgaver og flere kom til. I 1896 tog man et pasteuriseringsapparat i brug. Det betød, at mejeriet opvarmede mælken, så skadelige bakterier blev dræbt. Det betød, at mælk og smør blev mere holdbart, og smørret fik et kvalitetsløft. Det samme resultat gav en bedre nedkøling af mejeriets produkter. Store mængder is fra egnens småsøer og vandhuller blev samlet i ishuset hver vinter.

Der var også en støt fremgang i antallet af leverandører, og den enkelte mælkeproducent anskaffede også ekstra køer. Køerne gav mere og mere mælk takket være bedre foder og en begyndende fremavl af de bedste køer. Der blev også øget bevidsthed om mælkens fløde- og fedtindhold. Der blev taget prøver af den indleverede mælk, oven i købet i overværelse af et valgt udvalg af leverandører. God og fed mælk var det, der skulle blive til den store salgsartikel, nemlig smørret, som englænderne aftog i stor stil.

Alt det betød en kraftig stigning i den mængde sødmælk, som mejeribestyrer Müllers mejerister hver morgen indvejede og skulle forvandle til smør, skummet- og kærnemælk. Og i perioder ost. Fra 1886 til 1896 blev mælkemængden fordoblet.

roejle-andelsmejer-interioer-byarkiv-i-middelfart

Interiører fra 1910. Dampmaskinen trak ved hjælp af remme centrifuger, kærner og andre maskiner. Her ses i forgrunden centrifuge og pasteurmaskiner, der pasteuriserer mælk og fløde. (Foto: Middelfart Byarkiv)

 

Mælkekusk med fusk

I begyndelsen var det planen, at ansatte kuske skulle hente mælken hos leverandørerne. Men hurtigt gik man over til at udlicitere mælkekørslen, og der blev lavet syv-otte ruter. Leverandører fra hver rute bød ind på opgaven, som omfattede afhentningen af mælken i spande om morgenen, og kørsel den anden vej med kærnemælk, skummetmælk og valle. Det var ikke altid let at få til at fungere. Der kom en del klager, og bestyrelsen måtte udstede advarsler og trække i løn, når kusken sjuskede. En kusk fuskede så meget, at han læssede andres returmælk af hjemme på sin egen ejendom. Han blev frataget jobbet. Flere havde svært ved at komme op om morgenen. De kom for sent, og det forstyrrede arbejdsgangen på mejeriet.

En vintermorgen sprang Kustrup-kusken nogle leverandører over, måske på grund af snedriver. De klagede, men bestyrelsen opfordrede parterne til selv at løse problemet. Det kunne de ikke, så sagen ebbede til sidst ud.

Mejeriet blev også medlem af flere organisation som f.eks. en indkøbsforening og Fyns Mejeriforening. Det var endnu et aktiebaseret mejeri, og i mange år blev hele smørproduktionen solgt til grosserer Esmann i Odense. Mon ikke det som det meste andet dansk smør endte i maven på englænderne, som betragtede det danske smør som kvalitetssmør. I 1901 begyndte eksportørerne at bruge lurmærket som et kvalitetsmærke for dansk smør. Det blev hurtigt udbredt, og i 1906 vedtog Rigsdagen en lov med krav til lurmærket smør.

Mejeriet bliver andelsmejeri

1903 blev et vigtigt år for Røjle Mejeri. Generalforsamlingen i maj besluttede med stort flertal at ændre mejeriet til et andelsmejeri. Det havde der været tilløb til i nogle år. Nu blev aktierne indløst. For at gøre det optog mejeriet et lån på 24.000 kr. i Nr. Aaby Sparekasse. Der blev udstedt nye andelsbeviser. Alle andelshavere havde én stemme på generalforsamlingen og fik del i overskud og skulle betale underskud i forhold til leveret mælkemængde.

Efter 18 års irritation tog Røjlebønderne sig sammen og foreslog en løsning på sagen om mælkekørsel. De ville indbetale et beløb på 600 kr. en gang for alle. Derefter skulle mejeriet uden beregning hente mælken på den offentlige vej ved gården hos alle leverandører. Der var diskussion om sagen, men afstemningen viste stort flertal for Røjleforslaget.

Igen prøvede missionsfolk at lukke mejeriet på søn- og helligdage. Igen blev forslaget nedstemt med massivt flertal.

En sørgelig begivenhed berørte mejeriet i 1904. Formanden fra mejeriets start, Th. Jensen, Kustrup, døde i oktober efter kort tids sygdom, kun 52 år gammel. Gårdfæster Hans Pedersen, Christiansdal, efterfulgte ham som formand.

th-jensen-mini-b521

Gårdejer Th. Jensen, Kustrup, blev i en alder af bare 33 år formand for Røjle Mejeri. Th. Jensen var en ledende figur i lokalsamfundet som bl.a. sognerådsmedlem, sognerådsformand og amtsrådsmedlem.  (Foto: Lokalhistorisk Arkiv for Strib-Røjleskov sogn)

c-muller-c1900-edit

Christian Müller blev betegnet som en dygtig og respekteret mejeribestyrer i en fremgangstid med nye tekniske fremskridt. Han modtog flere diplomer og anerkendelser af mejeriets smør. Han var dommer ved flere smørudstillinger og i bestyrelsen for amtets mejeristforening. Han var også en aktiv Røjleborger, var bl.a. med til at oprette Røjle Forsamlingshus i 1896 og var medlem af bestyrelsen. (Foto: Affotografering af familiefoto ca. 1900)

 

Problemer med vandet

Den øgede mælkemængde betød, at der blev brug for mere rent vand, end brønden på mejeriet kunne klare. Vandet blev brugt til rengøring, opvarmning, pasteurisering og nedkøling. I en periode måtte mejeriet i 1899 hente vand på Christiansdal ved Strib Landevej. Først i 1912 fandt man en løsning. På Hanne Petersens grund i nærheden var der vand. Der blev gravet brønd, og vandet blev ført til mejeriet gennem en rørledning. Mejeriet købte jordstykket for 150 kr.

Det skulle også af med meget vand. Skyllevandet, der indeholdt næringsholdige rester af smør, ost og valle, blev solgte til landmændene ved en årlig licitation. Det resterende spildevand blev ledt ud i en rende, som løb langs den gamle byvej, som blev kaldt Skidenstræde. Den har nok ikke altid lugtet lige godt. I april 1906 besluttede bestyrelsen ”at lade Jørgen Sørensen sørge for at få afløbsrenden fra mejeriet langs Skidenstræde oprenset og få oprensningen bortkørt”.

I 1908 besluttede generalforsamlingen med et knebent flertal på 17-16 at få indlagt elektricitet fra det ny Røjle Elværk.

Et hul i lovene

Op gennem det første årti af 1900-tallet kom der nye andelshavere til, og mælkemængden steg. I 1909 blev alle 240 andelshavere indskrevet i protokollen. Samme år ønskede Hans Pedersen ikke genvalg, og han blev som formand i maj afløst af proprietær S. Lacoppidan, Catrinebjerg. Nogle måneder derefter skrev Lacoppidan et brev til bestyrelsen, at han ønskede at udtræde af mejeriet den følgende 1. april 1910. Angiveligt ønskede han at sælge sin mælk direkte til Sindsygehospitalet i Middelfart. Det var ifølge lovene ikke muligt, slog generalforsamlingen fast i januar 1910. Der var leveringspligt til mejeriet. Men han blev tilbudt at købe kærnemælk af mejeriet og sælge det videre til hospitalet.

Det var ikke en forretning, han var tilfreds med. Han udtrådte af bestyrelsen, og meddelte lige før den 1. april ”den ærede bestyrelsen”, at han havde solgt Cathrinebjerg til aflevering den 1. april, idet ”jeg med henvisning til min udtræden henviser til § 2”. Han mente altså, at han med sin varslede udmeldelse og ejerskiftet kunne blive løst ikke bare fra sine rettigheder, men også sine forpligtelser. Her var et hul i § 2 i lovene. En generalforsamling havde dog et par år forinden slået fast netop over for proprietæren, som havde spurgt om betingelserne for udtræden, at den udtrædende skulle betale sin del af mejeriets gæld. Det skulle nemlig ikke være let kunne udtræde. Men det stod der bare ikke noget om i lovene.

Det udnyttede proprietæren, der også var jurist. Bestyrelsen skyndte sig at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, som enstemmigt vedtog denne præcisering af lovene: En andelshaver kan udtræde af mejeriet med ½ års opsigelse mod at betale sin del af mejeriets gæld beregnet efter 1/5 af de sidste 5 års mælkeleverance, uden at der kan gøres krav på mejeriets ejendele.

25 års jubilæum

Ellers stod 1910 i 25 års jubilæets tegn. Gårdejer Rasmus H. Jørgensen, Vejlby Skov, blev ny formand for det jubilerende mejeri. Mejeriet bevilgede 500 kr. til uddeling til værdigt trængende i sognet og forberedte et stor fest fredag den 27. maj.

Antallet af andelshavere var steget til over 242. Da mejeriet blev stiftet var der 55 aktionærer. Antallet af køer var steget fra 465 til 1195. Mælkemængden fra 1.819.311 til 6.522.611 pund. Smørmængden i pund forholdsmæssigt endnu mere fra 65.313 til 253.440 pund. Mejeriet havde forbedret smørfremstilling og fik nu mere smør af et pund sødmælk. Og leverandørerne har gennem årene været tilfredse med betalingen for mælken og deres andel af overskuddet. I hvert fald kan der ikke spores utilfredshed i protokollen, lige bortset fra at der af og til kom forslag om, at overskuddet skulle udbetales mere end to gange om året.

Vi kan også konstatere, at de køer, som forsynede mejeriet med mælk, i 1910 gav lidt mere mælk pr. ko end landsgennemsnittet, nemlig 2.729 mod 2.566 kg. Også smørmængden pr. ko var lidt bedre end landsgennemsnittet, nemlig 106 mod 105 kg.

Udviklingen på Røjle Mejeri har lignet udviklingen i hele landet. I næste hvert sogn var der i 1909 et mejeri, og langt de fleste var andelsmejerier, nemlig 1157 af de 1485 mejerier. Mejerierne udnyttede ny viden. Docent N.J. Fjord, Landbohøjskolen, lavede f.eks. foderforsøg, udviklede redskaber til at bestemme fedtindholdet i mælken og fandt ud af, at nedkøling af smør forbedrede holdbarhed og kvalitet. Den franske biolog Louis Pasteur påviste blandt meget andet, hvorledes man ved en kort opvarmning til omkring 60° C kunne dræbe skadelige bakterier, så mælk og andre fødevarer kunne holde længere. Den ny viden blev formidlet til mejerierne og bønderne gennem et netværk af landbrugsskoler, organisationer og tidsskrifter.

 

roejle-andelsmejeri-roejle-mejeri-1910-dampmaskinens-aksel-trak-ved-hjaelp-af-remme-centrifuger-og-andre-maskiner

Røjle Mejeri 1910 med mejerister i forgrunden og mælkekuske ved perronen foran bygningen. (Foto: Middelfart Byarkiv)

 

Andelsbevægelsen stod stærkt, og selvbevidstheden var stor, da langt de fleste andelshavere med ægtefæller, mejeriets personale og en række indbudte gæster mødtes den 26. maj – en solbeskinnet, sommerlig dag.

Festlighederne begyndte på mejeriet om formiddagen, hvor bestyrelsen tog imod gratulanter. Efter en frokost kørte en hærskare af vogne mod Middelfart. Både kørende og gående kom til. I Middelfart var skaren steget til 300, der med en lille damper og en motorbåd sejlede til Snoghøj Badehotel, hvor de lejrede sig på en skråning i restaurationshaven. Her blev sunget og talt. ”Langt højere bjerge så vide på jord” lød ud over haven og Lillebælt. Landbrugslærer Hans Appel holdt foredrag om andelsmejeriernes betydning. Han roste Røjle Mejeris smør og håbede, at det fortsat ville få ”englænderne til at smække med tungen, når de spiser Røjlesmør, og sige: Det vil vi have mere af”.

Efter ”I Danmark er jeg født” og en spadseretur i haven satte selskabet sig ved et veldækket bord i danserestauranten og den tilstødende veranda. Mejeribestyrer C. Müller og hans kone Ingeborg Müller fik hver et smukt og kostbart guldur som et synligt bevis på andelshavernes tilfredshed og påskønnelse. Den ene tale afløste den anden. Der blev udbragt, som man gjorde dengang, leve for Müller, hans kone, Sønderjylland, Dannebrog, mejeriets stiftere, de indbudte gæster, bestyrelsen og endnu flere.

Efter kaffen begav selskabet sig hjemad ad samme vej, som de var kommet.

roejle-andelsmejeri-25aarsjub-1910-besk

(2 SP) Deltagerne i 25 års jubilæumsfesten i Snoghøj den 26. maj 1910. Angiveligt deltog ca. 300 mennesker. Her er de stillet op i Snoghøj Badehotels have. (Foto udlånt af Peter Grønlund Rasmussen, Aulby)

 

Første Verdenskrig giver problemer

Det blev hverdag igen. I 1911 åbne Nordvestfynske Jernbane, og mejeriet begyndte at bruge den og stationen i Røjle, f.eks. når der skulle mælk til statshospitalet i Middelfart. Mælkemængden steg, og man begyndte at snakke om at bygge et nyt mejeri eller bygge til. Men så brød Første Verdenskrig ud i 1914. Det medførte øgede priser, men ikke på mælk og smør. Den vigtige smørpris svingede meget i de år. Kuskene forlangte mere i løn. Bødkeren ville have mere for sine dritler. Mejeribestyreren fik dyrtidstillæg. Kulforsyningen stoppede, og tørv og træ varmede nu dampmaskinen op. Mælkemængden faldt, da det kneb med at få kraftfoder. Da tyskerne i begyndelsen af 1917 erklærede uindskrænket u-bådskrig, stoppede eksporten af smør til England i nogen tid. Heldigvis var Røjle Mejeri begyndt at producere ost, som kunne sælges til gode priser. Mejeriet solgte også konsummælk til forhandlere i Strib og Middelfart samt til Sindsygehospitalet i Middelfart med en god fortjeneste.

Krigen sluttede i efteråret 1918, men der skulle gå nogle år, inden forholdene blev så normale, som de kunne med de mange statsreguleringer og begrænsende internationale handelsaftaler, der var.

I 1915 blev gårdejer Rasmus Petersen, Lundsbjerggaard, valgt til ny formand. Han var en dygtig landmand og havde siddet i bestyrelsen i nogle år, men han var også en del af den stærke grundtvigianske familie på egnen. Han var søn af gårdejer Niels Christian Petersen, Kroghøjgaard – en af fødselsdagsselskabet i 1885 – og gift med datter af et andet medlem af fødselsdagsselskabet, gårdejer Mikkel Jørgensen.

Rasmus Petersen døde sidst på året i 1919, og han blev i 1920 afløst af sin svoger, gårdejer Jørgen Hansen Jørgensen, Brøndgaard, der var gift med en anden af Niels Christian Petersens døtre. Formandsskabet blev i familien – i øvrigt i mange år til 1946.

Bestyrelsen genoptog byggeplanerne. I 1920 stod en ny bestyrerbolig færdig. Den gamle bolig blev indrettet til osteproduktion. Der blev bygget til på begge sider af bygningen, så den fik en korsform, og bagved blev der bygget et ostelager. Dampmaskinen blev udskiftet til en med større trækkraft. Røjle Mejeri stod klar til en ny tid.

Det kostede penge, som mejeriet lånte i Middelfart Sparekasse. Den gæld var ikke alle andelshavere glade for. Formanden modtog udmeldelser fra 10 andelshavere i Staurby. Efter reglerne skulle de ved udmeldelse indbetale deres andel af mejeriets gæld. Det ville de ikke. Men bestyrelsen havde fat i den lange ende. Den lod meddele, at beløbet blev modregnet i deres sidste overskudsbetaling. De 10 andelshavere truede med retssag. En af dem gjorde alvor af truslen. Et års tid senere stadfæstede landsretten underrettens dom om frifindelse af mejeri, og den forhenværende Staurby-andelshaver skulle betale alle sagens omkostninger. Staurbybønderne tilsluttede sig i øvrigt Middelfart Mejeri.

Müller glider i smørret

Den ny dampmaskine var stærk, men den var også lidt for hurtig. Det betød, at kærnen ikke fungerede korrekt. En oktoberdag i 1921 modtog formanden et brev fra Landbrugsministeriet. Der var konstateret for meget vand i mejeriets smør. Det kostede en bøde på 3000 kr. Problemet blev lokaliseret til kærnen og den hurtige dampmaskine. Maskinleverandørerne blev hidkaldt. De påtog sig at dække halvdelen af bøden, som var blevet nedsat til 2000 kr. Mejeriet stod nu med en regning på 1000 kr. Mejeribestyrer Müller tilbød at betale halvdelen, men sagen skulle for en generalforsamling i januar 1922. Her gentog Müller sit tilbud, men gårdejerne Rand, Vejlby Skov, og P. Nielsen, Bøgelund, foreslog, at mejeriet skulle betale alle 1000 kr. Det forslag fik 71 ja-stemmer og 73 nej-stemmer. Müller skulle altså betale.

Umiddelbart efter generalforsamlingen holdt bestyrelsen møde. Eneste punkt på dagsordenen var: Mejeribestyrer Chr. Müllers opsigelse.

Vi ved ikke, hvad der var blevet sagt på generalforsamlingen, og om den 66-årige bestyrer havde planlagt sin pensionering på det tidspunkt, men mejeriet skulle se sig om efter en ny bestyrer. Chr. Müller købte derefter en byggegrund ud til Bygaden og byggede et hus.

Stillingen blev opslået. Der var et rend af ansøgere i Røjle. 84 søgte. Bestyrelsen udtog fire, som de rejste rundt til og besøgte i deres hjem, inden de valgte Chr. Larsen fra Humlum.

Inden Müller forlod sit job, fik formanden endnu et brev fra Landbrugsministeriet. Og en anvisning på 425 kr., man af ”billighedshensyn tilbagebetalte”. Bestyrelsen vedtog at anbefale generalforsamlingen til maj, at pengene skænkes til mejeribestyrer Müller. Han slap med 75 kr.

jersey-tyr-paa-klintholm

Gårdejer og andelshaver Jens Jørgensen, Klintholm, var en af jersey-pionererne på Nordvestfyn. Han var med til at stifte jersey-kvægalvsforeningen i 1924. Her ses han (til højre) på et dyrskue i Nr. Aaby først i 1930’erne med en jerseytyr, som Vejlby Skov Tyreholderforening holdt opstaldet på Klintholm. Tyrene blev særlig udvalgt, så de kunne sikre, at dens afkom fik høj ydeevne og endnu federe mælk. Jerseykoen blev kaldt den lille mands ko. Der var mange små brug på Røjlehalvøen. Men koen vandt også indpas i staldene på de store gårde. Den krævede mindre foder, og dens fede mælk gav gode afregningerne til landmændene. Man regner med, at op til 90 procent af mælken til Røjle Mejeri kom fra jerseykøer efter Anden Verdenskrig. Mælkens fedtprocent var i gennemsnit seks procent og landets højeste. Røjle Mejeri var Danmarks ”fedeste” mejeri. (Foto: udlånt af Anker Jørgensen)

 

Krise i 1930’erne

I resten af 1920’erne var der ret stabile forhold på mejeriet, der fortsat satsede på smør, ost og konsummælk til Strib og Middelfart. I 1928 kunne man glæde sig over, at smørprisen lå pænt over landsgennemsnittet. Der opstod kvægtuberkulose, som også gav mejeriet omkostninger. Mund- og klovsyge var der også. Maskinerne skulle udskiftes til bedre. Der var problemer med vandforsyningen, som blev løst med et nye vandværk nær stationen i 1930. Samme år kom der klager over spildevandet. Det løb nu gennem en rende mod syd og ud på Jørgen Jørgensens mark sydvest for byen, og det næringsholdige spildevand havde stoppet nogle vandløb på klagernes marker. Men det kunne bestyrelsen ikke tage sig af, da det ikke var Jørgen Jørgensen, som klagede.

Der kom meget større problemer. Landbrugskrisen i 1930’erne. Priserne faldt. Især smørprisen. Ostepriserne holdt sig nogenlunde, og mejeriet tjente godt på konsummælk til Strib og Middelfart.

År efter år konstaterede formanden, gårdejer Jørgen Hansen Jørgensen, Brøndgaard, de faldende smørpriser. Også mælkemængden faldt. Som det øvrige landbrug var også mælkeproducenter presset på økonomien.

I 1933 købte mejeribestyrer Larsen et mejeri ved Esbjerg og sagde op. 62 søgte stillingen. 48 fremstillede sig personligt. Bestyrelsen udtog fem, som de besøgte. L. Olsen, Fraugde Kærby ved Odense, blev ny bestyrer.

l-olsen-c-1950-fra-dorthe-3001_edited-1

Mejeribestyrer Lars Olsen. (Foto fra ca. 1950 udlånt af Dorthe Jørgensen)

 

50 års jubilæumsfest uden dans

Midt i en krisetid fyldte Røjle Mejeri 50 år. På generalforsamlingen i november 1934 foreslog bestyrelsen under punktet ”Eventuelt” at holde en fest for andelshaverne på Kongebrogaarden i Middelfart. Mejeriet skulle betale to kuverter pr. andelshaver. Det blev efter ”lidt forhandling” vedtaget med 40 stemmer mod tre, at mejeriet skulle betale de to kuverter. Et festudvalg gik i gang med arrangementet.

I januar krævede 29 andelshavere indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling, da de var ”misfornøjede” med vedtagelsen. Misfornøjelsen uddybes ikke. Det kan være, at man ikke skulle bruge penge til fester i en krisetid. Talsmand var missionsmanden, gårdejer Marius Petersen, Kildegaard. De 29 var i hvert fald imod, at der skulle være dans, og de foreslog, at de andelshavere, der ønskede at deltage, selv skulle betale. Efter ”nogen diskussion og forhandling af mange leverandører” blev der stemt, om det skulle være en fest med dans. Der var 81 imod, men 45 stemte for. Men der var 94 stemmer for bestyrelsens forslag om, at mejeriet betalte to kuverter. 37 stemte for, at deltagerne selv skulle betale. Balladen fortsatte. Først i maj indløb en protest fra 51 andelshavere, som ikke ville deltage i udgifterne til festen. Ifølge protokollen blev den ”taget til efterretning”, tilsyneladende uden rette ind efter det. Al postyret blev for meget for de to missionske bestyrelsesmedlemmer, Søren Hansen Sørensen, Røjle Mark, og Peter Rasmussen, Vejlby Mark. De frasagde sig hvervet i festudvalget.

Det reducerede festudvalg entrerede med Kongebrogaarden. Suppe, to slag steg og en dessert var menuen. En øl eller sodavand pr. kuvert. Og cigarkassen skulle gå rundt efter spisningen. 4,40 kr. pr. kuvert.

Solen skinnede på festdagen den 23. maj. Forstander Petersen-Dalum holdt foredrag om eftermiddagen for 263 deltagere. Under middagen blev der holdt taler og udbragt leve for stiftere, bestyrere, bestyrelsen og flere. Mange festdeltagere tog en gåtur på den netop indviede Lillebæltsbro, da de tog hjem, berettede aviserne.

 Anden Verdenskrig følger efter krisen

Balladen om jubilæumsfesten fortsatte på de næste års generalforsamlinger. De to forhenværende festudvalgsmedlemmer, Søren Hansen Sørensen og Peter Rasmussen, ville ikke genvælges i 1936. De blev erstattet med Christian Petersen, Lerbjerggaarden, og Carl Knudsen, Aulby, som var kendt for at tilhøre den grundtvigske retning. I 1937 blev missionske Chr. Østergaard, Røjle Skov, væltet og erstattet med grundtvigianske gårdejer Klaus Larsen, Abelonelund. I de næste år vandt de missionske noget af det tabte tilbage.

Sidst i 1930’erne lettede krisen. I 1936 blev der bygget et nyt og større ostelager. I december 1939 begyndte en elektromotor at trække kærnen.

Så kom Anden Verdenskrig. Da Nazi-Tyskland besatte Danmark den 9. april 1940 ophørte al eksport til Storbritannien. Det gik hårdt ud over landbrugseksporten. Nu blev besættelsesmagten den store smøraftager, men også svenskerne spiste mere dansk smør. Der kom rationering og regulering af en masse varer. Kul og olie blev en mangelvare. Igen måtte Røjle Mejeri fyre med tørv for at varme kedlen op. Der er i protokollen ingen væsentlige beklagelser over priserne på mejeriets produkter i krigsårene, og mejeriet kom helskindet gennem krigen med en afsætning af smør, ost og konsummælk. Men mælkemængden faldt især på grund af manglen på kraftfoder.

Et enkelt tilbagevendende problem blev løst i 1943. Renden, der leder mejeriets spildevand ud i en mark syd for byen. Kommunens sundhedskommission mente den åbne rende var for farlig for byens vandværk tæt på renden. Kommissionen krævede den rørlagt. Det skete efter flere forhandlingsrunder og ekspertbistand.

Efter Anden Verdenskrig

Efter krigen kom landet langsomt i gang igen, men der gik flere år, inden der kom normale tilstande. Det lykkedes at genvinde eksporten af smør til Storbritannien. Og mælkemængden i Røjle kom op på det gamle niveau og nærmede sig først i 1950’erne rekordmængden sidst i 1920’erne på 5.000.000 kg.

Mejeriet havde fået eget vandværk ved Fabriksvej, men var også nødt til at købe vand af Røjle Vandværk. Det blev tappet i beholdere om natten, så der var vand nok til røjlebeboerne i dagtimerne. Udledningen af spildevand fortsatte med at give problemer og klager over f.eks. stoppede dræningsrør. Senere blev det næringsrige spildevand gennem rør spredt ud på græsmarker mellem Røjlevej og Abelonelundvej.

Dampmaskinen blev sendt på pension engang efter krigen, antagelig omkring 1950, og blev erstattet med elektromotorer, mens et oliefyr nu sørgede for opvarmning af vand og lokaler.

I 1946 stoppede Jørgen Hansen Brøndgaard som formand efter 26 år som formand. Han blev afløst af gårdejer Michael Petersen, Christiansdal, der i øvrigt var søn af Rasmus Petersen, der var formand i perioden 1915-19 og svigersøn til Hans Petersen, der var formand i en overgangsperiode 1908-9. Formandskabet blev i den grundtvigianske familie.

 roejle-mejeri-c-1960-fra-dorthe2992sylvest

Røjle Mejeri før 1960. Tværbygningen på det oprindelige mejeri og bestyrerhuset er fra 1922, hvor der også blev bygget et ostelager. Der blev senere, formentlig i 1950’erne, udvidet med en bygning i to-etager med fladt tag. (Foto: udlånt af Dorthe Jørgensen)

 

Først i 1950’erne satte den storstilede amerikanske Marshall-hjælp gang i hjulene i Europa og Danmark. Kostalde blev udvidet, og køerne fik igen det optimale foder og gav mere mælk. Mælkemængden på Røjle Mejeri steg og nærmede sig nye højder. En begyndende mekanisering, specialisering og stordrift satte ind overalt. Malkemaskinen var den første mekanisering af arbejdet i kostaldene.

Røjle Mejeri havde i nogle årtiet haft succes med en Maribo-ost (Maribo står for en særlig produktionsmetode). Nu kunne den sælges til bl.a. Japan. Den ellers runde ost blev firkantet, så den fyldte mindre under transporten til de nye udenlandske markeder. Den blev også gjort skorpefri, så den lettere kunne rives og bruges i fødevareindustrien. 

Smør var stadig en hovedartikel på Røjle Mejeri, og salg af konsummælk svandt ind i mejeriets sidste årtier.

pokaler-og-medaljer-roejlem-bestyrerkontor-c-1960-fra-dorthe3001_edited-1

Mejeribestyrer Lars Olsens mange sølvpokaler og medaljer fra udstillinger samlet i et hjørne på bestyrerkontoret. (Foto fra ca. 1965 udlånt af Dorthe Jørgensen)

olsen-i-mejeriet-2980_001-edit

Mejeribestyrer Lars Olsen ledede mejeriet fra 1933 til 67. Han er kendt som en dygtig mejerimand, der sikrede Røjle Mejeri en række præmier for kvalitetsprodukter. Især ost forstod han at udvikle. Han var på mange måder mejeriet en god mand – som dengang i 1960’erne, da ostelageret var fyldt til bristepunktet og lidt til. Der var lukket for eksporten, og juniterminen nærmede sig faretruende, for leverandørernes overskudsbetaling lå i ostelageret. Bestyrelsen ville ikke bede sparekassen om en kassekredit og pålagde Olsen at sælge ostelageret. Han fik et tilbud fra en grosserer, men prisen var lav. ”Bestyrelsen vil dæleme have, jeg sælger osten, men jeg leger ikke med tændstikker”, skumlede han en dag i frokoststuen. Han kunne ikke få sig selv til at sælge osten. Den ene dag gik efter den anden. Og så blev eksporten givet fri. Røjle Mejeri fik penge til overskudsbetalingen og mere til. ”Olsen tjente sin årsløn på en nat”, lyder den korte genfortælling i dag. (Foto fra ca. 1965 udlånt af Dorthe Jørgensen)

 

75 års jubilæum med dans

I 1960 fyldte mejeriet 75 år. Det skulle fejres, og det gik jo rigtig godt. Der var blevet mere travlt i indvejningen om morgenen. 6.000.000 kg mælk tog mejeriet imod i 1960. Stigningen skyldtes især, at Blanke Mejeri stoppede i 1951, og der kom 40 nye leverandører til Røjle.

Festen foregik på Indslev Kro. Formanden, gårdejer Michael Petersen, Christiansdal, bød velkommer til 450 deltagere. Menuen kendes ikke, men der var taler og underholdning. Koncertsangerinde Rina Jørgensen, der også var kromandens datter, sang en række sange, som vakte stærkt bifald, skrev Middelfart Venstreblad. Bifaldet var nok større efter mælkekusk Johannes Hansens selvskrevne sang. Her fik blandt andet sengeglade andelshavere et hip:

 

For andelshaver det kan jo hænde,

at de en dag sover lidt for længe.

Men mælkekusken gi’r først et trut

for at se, om de kommer udt.

 

For helst skal vi mælken hente

og helst en ko malke, mens vi vente,

Men nej, det går ej, det må I tro.

Det ender bare, det bli’r til to.

 

Kongelig skuespiller Poul Bundgaard var også på programmet, og festen sluttede med dans – denne gang.

Formandsskifte efter drabelig meningskamp

Året efter blev feststemningen afløst af en konflikt. Baggrunden var, at de fleste landboorganisationer pålagde medlemmerne at stoppe for levering af mælk – mælkestrejken blev den kaldt. Formålet var at lægge pres på regeringen for at få kompensation for ret store lønstigninger, som var resultatet af en ny overenskomst på arbejdsmarkedet.

Husmandsforeningerne var imod denne strejke. Ifølge daværende mælkekusk, Jens Ove Hansen, pålagede bestyrelsen kusken at køre deres rute. Men det var et klart mindretal og overvejende husmænd, der leverede mælk. Det var en kreds af andelshavere, anført af gårdejer Niels Byskov Ovesen, Staurby, utilfreds med. De foreslog vedtægtsændringer, der ophævede mejeriets pligt til at modtage mælk og give erstatning under strejker o.lign., der ”har til formål at skabe rentabel produktion”.

118 af de 248 andelshavere mødte op på generalforsamlingen den 20. maj. ”En drabelig meningskamp ved Røjle Mejeri”, lød overskriften på Middelfart Venstreblads referat. Der var stort flertal for forslagene til vedtægtsændringer, men der manglede få stemmer i at opnå de nødvendige 75 pct. flertal.

Afstemningen var et vink med en vognstang til formanden og flere bestyrelsesmedlemmer om utilfredshed med bestyrelsen. På den ordinære generalforsamling i november blev der vedtaget nye vedtægter, der imødekom kritikerne. De vigtigste ændringer var, at mejeriets pligt til at modtage mælk bortfalder, når der efter bestyrelsens skøn ikke leveres nok mælk til behandlingen. Desuden mister andelshaverne stemmeretten, hvis de ikke har leveret mælk i de sidste seks måneder.

Men det blev også et farvel til formanden siden 1946, Michael Petersen, og bestyrelsesmedlem Edv. Larsen. De blev erstattet med Niels Byskov Ovesen og husmand P. Andersen. Gårdejer Ejner Rasmussen, Vejlby Skov, blev ny formand. På generalforsamlingen i november 1962 blev yderligere to bestyrelsesmedlemmer udskiftet, og Byskov Ovesen overtog formandsposten, mens Ejner Rasmussen blev næstformand.

Stordrift presser det lille mejeri

Op gennem 1960’- og 1970’erne tog mekanisering, specialisering og stordrift rigtig fat i hele landbrugserhvervet.

To Bedford-tankvogne overtog mælketransporten og gjorde kuskene arbejdsløse den 1. oktober 1965. Nu var det slut med tunge mælkejunger, og mælken løb gennem rør og slanger. Vognene kostede 115.000 kr. stykket, som mejeriet skulle låne. Men Middelfart Sparekasse sagde nej, angiveligt fordi der på det tidspunkt var et udlånsloft. Så trådte et familiemedlem til et bestyrelsesmedlem til og lånte mejeriet pengene, som i øvrigt blev hævet på en bog i netop Middelfart Sparekasse.

Også på mejeriet blev der lavet om. Mere blev automatiseret og mindre mandskabskrævende. Der blev bygger garager til bilerne. Hele omlægningen kostede 450.000 kr.

Allerede dengang var der sonderinger om sammenlægning af mejerier. Men det tiltalte ikke bestyrelsen. Den valgte at bevare Røjle Mejeri som et selvstændigt mejeri.

Mejeriet solgte især to produkter i de sidste årtier. Smør og ost. Smørret var af høj kvalitet, og der blev meget smør af den fede jerseymælk. Det blev solgt til Andelssmør og blev eksporteret. Osten var en skorpefri Maribo-ost. De firkantede oste på 15 kg blev solgt til Kraft Food, som eksporterede dem til Japan og Tyskland.

Bent Hansen på Skovgaard i Vejlby Skov oplevede forandringerne i de år. Han var andelshaver med en jerseybesætning. Som nyetableret landmand bød han ind på en mælkerute og kørte hver dag først i 1960’erne med sin Ferguson og gummivogn. Da der kom tankbiler i 1965, koncentrerede han sig om sine køer, og han blev medlem af mejeriets bestyrelse.

Bent Hansen er tilflytter og har oplevet det gamle modsætningsforhold mellem missionsfolk og grundtvigianere på egnen.

– Men i min tid spillede det ingen rolle i mejeriet, hvor det først og fremmest drejede sig om mejeridrift og kroner og øre. Selvom jeg på ingen måde er missionsmand, var det en missionsmand, der foreslog mig til bestyrelsen, siger Bent Hansen.

Olsen gik på pension i 1967 efter 34 år som mejeribestyrer. Han blev afløst af Jens Peter Andersen. Han blev i 1972 bestyrer på et større mejeri i Sønderjylland. Bestyrelsen ansatte nu nordjyden Hans H. Christensen til det vanskelig job. Mejeriet var presset til at vende hver en kr.

Røjle Mejeri lukker og slukker

Det hele blev mere og mere kritisk. Efter Danmarks indtræden i EF i 1973 steg lønningerne, og olien blev meget dyrere. Mange kostalde blev til grisestalde. Fra 1972 til 1982 faldt antallet af andelshavere fra 96 til 47, dog med samme mælkemængde. Selvom mejeriet rationaliserede, steg omkostninger pr. behandlet liter mælk. Og de steg mere end på de større mejerier.

Bent Hansen husker, at afregningspriserne for mælk sakkede agterud. Der var nu en forskel på 13 øre pr. kg mælk. Med en besætning på 60 køer betød det ca. 31.000 kr. mindre i landmanden pengekasse om året. På generalforsamlingen i efteråret 1981 foreslog bestyrelsen, at mejeriet skulle undersøge betingelserne for et salg. Andelshaverne stemte med håndsoprækning. Det kneb med at få hænderne i vejret, da der skulle stemmes ja. Der var stort flertal for at stemme forslaget ned. Men så foreslog en andelshaver, at der skulle være skriftlig afstemning. Nu kom den sande mening frem.

Bestyrelsen indledte forhandlinger med VEKOFA (Vejle-Kolding-Fredericia Andelsmejeri), som ville overtage mejeriets aktiver og passiver – og 47 leverandører. På en generalforsamling den 28. maj 1982 stemte 29 af den 35 fremmødte andelshavere ja til endelig at lukke mejeriet, fire imod og to undlod at stemme. Den 5. juli 1982 overgik Røjle Mejeri til VEKOFA efter 97 års mejeridrift.

Som de fleste andelshavere fulgte Bent Hansen med til VEKOFA, som blev til Kløvermælk, som i 1999 blev opslugt af MD-Food, som blev til ARLA, som i dag er et multinationalt selskab med hovedsæde i Danmark.

I det gamle Vejlby Sogn er der siger og skriver fire kobesætninger tilbage.

Det skulle fødselsdagsselskabet den 17. januar 1885 bare lige vide!

 

Røjle Mejeris formænd

Gårdejer Thomas Jensen, Kustrup. 1885-93 og 1894-1904.

Gårdejer H. J. Jensen, Klinteløkken. 1893-94.

Gårdfæster Hans P. Jørgensen, Staurby. 1904-08.

Gårdfæster Hans Petersen, Christiansdal. 1908-09.

Proprietær S. Lacoppidan, Katrinebjerg. 1909-10.

Gårdejer Rasmus H. Jørgensen, Vejlby Mark. 1910-15.

Gårdejer Rasmus Petersen, Lundsbjerggaard. 1915-19.

Gårdejer Jørgen Hansen Jørgensen, Brøndgaard, Røjle. 1920-1946.

Gårdejer Michael Petersen, Christiansdal. 1946-61.

Gårdejer Ejner Rasmussen, Vejlby Skov. 1961-62.

Gårdejer Niels Byskov Ovesen, Staurby. 1962-67.

Gårdejer Erik Jensen, Vejlby Mark. 1967-82.

 

Mejeribestyrere på Røjle Mejeri

Chr. Müller, 1885-1922.

Chr. Larsen, 1922-33.

Lars Olsen, 1933-67.

Hans Peter Andersen, 1967-72.

Hans H. Christensen, 1972-82.

 

Kilder:

Forhandlingsprotokol 1885-1944. Senere protokoller findes ikke.

Avisartikler i Middelfart Avis og Middelfart Venstreblad 1885-1982.

Dansk Landbrugs Historie, fjerde bind, 1925-33.

Dansk Landbrugs Historie IV, 1914-1988.

Røjle Andelsmejeri 1885-1910, særtryk af artikel i Mælkeritidende.

Interview og samtaler med tidligere mejeribestyrer Hans H. Christensen, tidligere gårdejer Bent Hansen, Skovgaard, Vejlby Skov, tidligere gårdejer Poul Erik Pedersen, Brogaarde, og tidligere gårdejer, kusk og mejerimedarbejder Thyge Beck, Vejlby Skov/nu Strib m.fl.

Folketællinger og ejendomsoplysninger i Arkiveronline.

Protokol med indsamlingslister og regnskaber, Indre Mission, 1882-1900.

Mejerikrigen, en undersøgelse af de søndagshvilende mejeriers udvikling i Danmark. Harry Haue. Artikel i Tidsskrift for kulturhistorie og lokalhistorie, fortid og nutid, bind XXVII, 1977-78.

 

Artiklen er tidligere bragt i Bavnen nr. 2 2014 og nr. 1 2015.

%d bloggers like this: