Vælg en side

En Strib-piges erindringer fra Anden Verdenskrig

En Strib-piges erindringer fra slutningen af Anden Verdenskrig

Erna Nielsen om hjemme-beskyttelsesrum, den hårde avisrute, gratis torsk og tørv i Lillebælt, børnesår og fnat samt en usædvanlig urinprøve.

Af Poul Christensen

Erna Nielsen var 9-12 år i de sidste år af Anden Verdenskrig. Her fortæller hun om oplevelser fra midten af 1940’erne.

Blå bog

Foto: Erna som konfirmand i 1947. De penge, hun tjente ved at gå med Middelfart Socialdemokrat, blev brugt til at holde hendes konfirmation for.

Erna Nielsen, født Johansen, er født i 1933 i Nyborg. Flyttede som 9-årig til Strib den 1. april 1942. Faren, H.P. Johansen, er opvokset i Strib, overskibsfyrbøder ved DSB til 1935, flyttede til Nyborg og sejlede senest med isbryderen Tyren. Moren, Anna Johansen, var hjemmegående. Parret købte i 1942 huset, Granly, på hjørnet af Sønder Alle og Møgelvænget. Erna havde to søskende og mange halvsøskende. Hun kom i Strib Skole i 2. kl., men rykkede snart op i 3. kl., da hun kunne læse. Gik ud af skolen efter 7. kl. Flyttede fra Strib i 1950. Gift i 1951 med kaptajn i forsvaret, Børge Nielsen. Parret boede mange steder i landet og fik tre børn, en døde ved en trafikulykke i 1977. Vendte tilbage til Strib i 1976 og overtog Bladcentralen i Vestergade. Det er nok derfra mange i dag kender Erna Nielsen, som også hjalp til i forretningen, efter at datteren Joan Thorning overtog den i 1984.

Beskyttelsesrum i haven

Min far var vagtværnschef i Strib dengang i de sidste krigsår. Var der luftalarm, stillede han nede i kælderen hos smedemester Weisbjerg i Vestergade 34. Jeg var bare en pige på en halv snes år, så præcis hvad han lavede, ved jeg ikke. Han tog krigen og dens farer alvorligt. Hjemme i haven lavede han et beskyttelsesrum. Det var gravet nogle spadestik ned og havde tykke betonvægge og -loft. Der var jern i betonen. Vi børn blev sendt ned på stranden og til havnen for at samle jernstumper. Tyskerne var der jo, og der kom skibe i havnen, så der blev også spildt noget rundt omkring.

Beskyttelsesrummet var en slags bunker, et par meter lang og 1½ meter bred. Vi børn kunne stå oprejst derinde, men vi skulle bukke os, når vi gik ind ad døren for enden.

Her kunne vi sove på halmmadrasserne, og vi brugte de tæpper, som lå der klar til brug. Der stod også en kuffert til os. Mor havde forsynet den med madvarer og forskellige fornødenheder som brød, kage, håndsæbe, 00-toiletpapir og kartoffelmel. Madvarerne blev skiftet ud, så de hele tiden var friske. Den kuffert skulle vi have med, hvis vi skulle evakueres i tilfælde af, at englænderne kom og bombede. Jeg skulle til min mors familie i Brenderup, som jeg ikke skulle lægge for meget til last. Når luftalarmen på vandtårnet hylede, gik vi ned i beskyttelsesrummet, og vi har sovet der flere gange.

Der var tyske soldater i Strib. De havde beslaglagt Færgegården. Der var torpedo-stillinger på Nordstranden, og tyskerne havde lavet en kanonstilling ved Røjle Klint. På vandtårnet var der en antiluftskytskanon, og der var vist også noget ude ved fyrtårnet. Så Strib kunne være et bombemål for englænderne.

Beskyttelsesrummet blev bevaret efter krigen og brugt til opbevaring af kartofler og andre grøntsager. Det var også solide sager, som man ikke sådan lige kunne fjerne, og beskyttelsesrummet står der den dag i dag.

Ernas barndomshjem, Granly, blev revet ned og en ny villa bygget i 2011. Men beskyttelsesrummet er bevaret. Der er muret sten i frontpartiet, som har fået en ny låge. (Foto: Poul Christensen)

Avisrute i al slags vejr

Mine forældre ville have, at jeg skulle gå med aviser. Det var Middelfart Socialdemokrat. Min far var politisk engageret i Socialdemokratiet og var medlem af sognerådet i Vejlby-Strib Kommune. Min rute var Røjle Mose, Dæmningen, Sofiendal, Strib Landevej og Gammel Strandvej. Jeg gik med aviser, altså til fods, sommer og vinter i al slags vejr. Det tog vel et par timer i godt vejr, men om vinteren meget mere. Det hændte, at jeg først kom hjem ud på aftenen, når det var snevejr. Jeg husker Ploug Hansen og hans kone, der boede i det gule hus på Strib Landevej tæt ved Rudbæksbankevej.

– Kom dog ind lille pige og få noget varme, sagde fru Ploug.

Det var rart at sidde i hendes køkken og blive varmet igennem. En streng vinterdag kom Ploug hjem, mens jeg sad der. Han var i sin jernbaneuniform og tog sig af avisen til en holder længere ude på Strib Landevej i ejendommen Møllelund, så jeg hurtigere kunne komme hjem.

Jeg var træt, når jeg endelig kom hjem. Vi havde lektier for, og dem kunne jeg ikke altid nå at lave. På avisruten lærte jeg salmevers. Når jeg gik, kunne jeg læse verset, og så ned i lommen med salmebogen og fremsige verset, til jeg kunne det.

Værre var det med de to regnestykker, vi havde for hver dag. Den slags lektier kunne jeg ikke lave til fods. Men lærer Jørgensen var flink. Jeg måtte jo sige, at jeg ikke kunne nå det, fordi jeg gik med aviser. En dag, hvor jeg ikke havde lavet mine lektier, bad han mig blive efter sidste time.

– Se, nu kan du lave dine regnestykker her, sagde han.

– Jamen, jeg skal jo ud med aviser, svarede jeg.

– Det tager jeg mig af, jeg ringer til din far, sagde lærer Jørgensen beroligende.

En anden erindring var den 4. maj 1945, dagen før befrielsen. Jeg havde lige afleveret avisen gennem køkkenvinduet til fru Barløse på Mosevænget og var gået over mosen, som dengang var farbar på en sti om sommeren. Da jeg kom til Dæmningen, lød der et frygteligt skyderi ude ved Røjle Klint. (Engelske flyvere, der angreb tre tyske ubåde og sænkede en af dem). Jeg kom ind til en skolekammerat i Trompeterhuset på Dæmningen, og hun og jeg krøb ind under køkkenbordet. Der blev ringet efter min far, som kom på cykel. Han hjalp med de sidste aviser på ruten. Med mig siddende på cykelstangen fik jeg de sidste aviser ud den dag.

Jeg spurgte en gang mine forældre, hvorfor jeg ikke fik penge for at omdele aviserne. Nej, de blev sat ind på en bankbog og skulle bruges til min konfirmation, lød forklaringen. Og der blev også holdt konfirmation for mig med mange gæster, for det var en stor familie.

At gå med aviser, synes jeg ikke var sjovt. Jeg lovede mig selv, at hvis jeg fik børn, så skulle de aldrig gå med aviser. Da mine børn blev teenagere og ville tjene lidt penge, ville de gerne gå med aviser, men det fik de ikke lov til. 

Købte is på klods

I årene efter krigen var vi en del, som om sommeren badede nede ved Nordenbro ved siden af færgelejet. Her lå også Steens ishus. Efter en dukkert var det skønt med en is, men det var ikke altid, vi havde penge. Men Steen gav kredit. Han satte et kryds i et kladdehefte, og når vi havde fået penge til den første, betalte vi vores gæld.

Mange år senere i 1976 kom Steen, som stadig havde sit ishus, ind i Bladcentralen for at købe nogle pakker cigaretter. Han solgte ikke nok til, at han kunne købe kartonner hos grossisten. Jeg kunne ikke lige finde en pris til ham og bad ham komme næste dag for at afregne. Han kom og betalte.

Så var det, at han mindede mig om, hvordan han godt 30 år før havde givet kredit til os piger.

– Og jeg er aldrig blevet snydt for så meget som en femøre, sagde han.

Sådan så Ernas barndomshjem på hjørnet af Sønder Alle og Møgelvænget i Strib ud, da hun med sin familie flyttede ind i 1942. Huset blev revet ned og et nyt bygget i 2011.

Fisk og tørv i Lillebælt

Et stykke tid efter afslutningen af krigen sprængte englænderne miner i Lillebælt. Fra vores hus på Sønder Alle havde vi fin udsigt til det sceneri. Der lød nogle brag, og store vandsøjler skød op. Flot var det at kigge på.

Men så lød jungletrommerne i Strib. Alle, der havde en båd af en eller anden art, sejlede ud på bæltet. Sprængningerne havde nemlig fået en mængde døde og besvimede fisk op til overfladen, hvor man kunne hale dem indenbords med de bare næver. Der blev i nogle dage spist mange torsk, rødspætter, og hvad det ellers var, ved middagsbordet i de fleste Strib-hjem.

Et efterår – vistnok i 1945 – var det ikke fisk, man fangede i Lillebælt. Det var tørv. Henne i nærheden af fyret var der et tørveskur, som min far, der sad i sognerådet, administrerede. Der var jo mangel på brændsel, og tørvene dér var et kommunalt tørvelager, der blev uddelt til mindrebemidlede, som jeg husker det. En stormfuld dag bankede det på døren derhjemme.

Der er sket noget med tørveskuret, lød meldinger. Jeg gik med min far derhen. Bagvæggen var blæst af, og vind og vand havde blæst og skyllet det meste af de dyrebare tørv ud i bæltet. Det fik også folk af huse. I både og med eller uden gummistøvler fiskede folk tørv og tog det med hjem til tørring.

– Må de det, spurgte jeg min far.

– Lad os lade som om, vi ikke ser det, lød svaret.   

Tyske flygtninge i Strib

Flygtningene kom med et skib til havnen i Strib, vistnok ret kort tid efter befrielsen i 1945. Jeg blev sendt derned med madpakker, som min mor havde smurt. Også andre børn kom med madpakker. Flygtningene var mest kvinder, mange gamle, og børn. Alle i slidt og laset tøj. De havde næsten ikke noget med. De var også sultne, husker jeg.

De voksne blev indkvarteret i den gamle banegårdsbygning og børnene i den dengang helt nye gymnastiksal i bygningen ud til Skolevej (revet ned nu). Vi elever måtte ikke gå ind i salen med vores fodtøj på. Men flygtningebørnene blev indkvarteret dér. Vi var noget oprevet over, at vores nye og fine gymnastiksal skulle bruges det formål. Flygtningene fik nogle madrasser, vistnok halmmadrasser, som de sov på. Mange var syge og dårlige.

Jeg husker, at drengene talte med flygtningedrenge, og de kom også op at slås, vistnok mest noget godmodigt slåsseri, som drenge gør. Men berøringen med flygtningebørnene gjorde, at vi børn fik både børnesår og fnat. Jeg fik begge dele.

Børnesårene tog søster Karen sig af. Hun var vist hjemmesygeplejerske. I det store frikvarter blev vi sendt ned til hende i dobbelthuset på Østre Alle. Hun stak en vatpind ned i sårene og fjerne skorpen. Det gjorde ondt. Til sidst kom hun jod på – vistnok rød jod – og det var noget, der sved.

Behandlingen for fnat var mere omfattende. Vi var en lille gruppe, der en dag gik ind til sygehuset på Brovejen i Middelfart. Her måtte vi af med alt tøjet, og en sygeplejerske smurte os ind i noget brun-sæbe-agtigt noget. Det skulle vi have på os et helt døgn; vi skulle altså overnatte på sygehuset i den mundering. Jeg kunne dengang ikke forstå, at jeg ikke bare kunne nøjes med at få smurt hænderne ind, når det kun kløede der.

Da vi lige var blevet smurt ind i dette stads, så jeg, at der stod en mandlig læge i døren til stuen. Jeg var en genert pige på 13 år. Det kunne jeg ikke klare. Jeg kastede mig ned under sengen i stuen og nærmest gled ind under den. Jeg ville ikke komme ud, før lægen var gået. Det var en anden tid dengang; vi var ikke vant til f.eks. at gå i bad sammen med andre, som man jo begyndte at gøre senere.

Næste dag kom vi i et stort badekar og fik det stads skrubbet af. Det var en stor lettelse og behageligt at få sit eget tøj på igen. Jeg kom af med både sår og fnat.

En usædvanlig urinprøve

Engang efter krigen stiftede jeg bekendtskab med skolelægeordningen. Vi fik besked på, at vi skulle til skolelæge og medbringe en urinprøve. Klassevis blev vi sendt over i den gamle andenlærerskole (revet ned for mange år siden), hvor der var skolekøkken. Her sad med alvorlige miner doktor Nørskov (Børge Nørskov) og en sygeplejerske, frøken Koch.

Vi stillede op i en lang række. Jeg afleverede en lille medicinflaske med urin. Mit navn blev omhyggeligt noteret. Efter mig kom Orla, en sjov dreng fra Sønder Alle, men med forældre, der nok ikke havde den bedste situationsfornemmelse.

Orla halede en stor flaske op af skoletasken og satte den med en bump på bordet: En enliters Kongens Bryghus ølflaske med patentprop – og fyldt helt op.

– Er det af én gang, ville Nørskov vide.

– Ja, ja, udbrød Orla. 

– Og jeg skulle sige fra min far, at jeg skal have flasken med hjem, for han skal bruge den til kaffe, når han skal på arbejde i morgen, fortsatte Orla.

– Jeg er ikke klar over, om han fik flasken med hjem, men jeg husker, at episoden fik blødt smilebåndet gevaldigt op på doktor og sygeplejerske, griner Erna Nielsen, da hun fortæller det i dag.

Artiklen har været bragt i Bavnen 2013, nr. 1.

%d bloggers like this: