Vælg en side

Udspekuleret brandstifter eller tragisk offer?

Kronik i Fyens Stiftstidende 4. november 2017:

Dansk politi- og retsvæsen for 120 år siden

Peder Jørgen Poulsen: Udspekuleret brandstifter eller tragisk offer?

Af Poul Christensen, Strib, journalist og lokalhistoriker

 

Mandag den 21. oktober 1895 ankommer to politibetjente til Peder Jørgen og Bodil Poulsens husmandssted på Asperup Mark øst for Middelfart. Med sig har overbetjent Valdemar Petersen fra Sylow-kommissionen arrestordrer for brandstiftelse til både Peder Jørgen og Bodil. Han oplæser arrestordrerne. Peder Jørgen farer op og protesterer voldsomt. Overbetjenten kan se, at Bodil er gravid og undlader at arrestere hende, men Peder Jørgen tager han med i toget til Odense, hvor han indsættes i arresten kl. 22.

 

Var han en brandstifter og forbryder? Eller blev han et offer i datidens politi- og justitssystem – altså udsat for et justitsmord?

 

Vi er i slutningen af provisorietiden med Estrups højre-regeringer. Der lå 150 brandsager i Justitsministeriet, som lokale myndigheder havde henlagt, selv om de kunne lugte af, at gårdmænd og husmænd havde sat ild til deres ejendom for at få fingre i forsikringspengene. Justitsminister Nellemann ville rydde op i de sager og udpegede byfoged og dr.jur. Sylow i Korsør til den opgave. Han skulle undersøge og om muligt sørge for, at skyldige blev dømt.

Det lykkedes ham at få dømt gårdmænd og husmænd i næsten alle 150 sager. Hans metoder var barske. Som regel blev både mand og kone arresteret. De blev isoleret og angiveligt udsat for trusler fra de politifolk, som Sylow havde ansat. Lykkedes det ikke at få en tilståelse, kom arrestanten efter hvert forhør tilbage i cellen, hvor man lod ham ”sidde på bekendelse” – det skulle nok lykkes til sidst. Ofte var konen også mistænkt. Det blev brugt til at fremkalde en tilståelse hos manden. De fik ikke advokatbistand.

Sagerne vakte opsigt rundt omkring i landet. Sylow blev udsat for kritik især i de mange Venstre-aviser. De føg med beskyldninger. Injuriesager endte i retten. Det suverænt største parti, Venstre, tog sagen op i Folketinget i 1896 og beskyldte højre-regeringen og Sylow-kommissionerne for at forfølge fattige husmænd og gårdmænd. Men justitsministeren affejede kritikken. 

 

En af de sager var en brand på Peders Jørgens gård i Viby syd for Middelfart den 19. april 1884. Husmandskonen Ane har lidt før klokken otte tændt op i bageovnen. Pludselig bryder branden ud. Efter to omgange brandforhør konkluderer birkedommer Schroll, at ilden må være opstået ved, at en flamme er sprunget ud af en revne i skorstenen over bageovnen og har antændt halm på loftet ovenover. Hele gården brænder ned. Peder Jørgen får udbetalt erstatningen og bygger en ny gård på marken uden for landsbyen.

Men han betaler også en gældspost, der plager ham. Og den gæld snakker man meget om i Viby og omegn. Derfor er der to brandforhør. Men Peder Jørgen klarer frisag.

 

Gang på gang i efteråret 1895 bliver Peder Jørgen hentet i arresten til forhør med det ene spørgsmål: Erkender du dig skyldig i at have påsat branden? Peder Jørgen svarer: Nej. Tilbage til cellen. Hjemme sidder højgravide Bodil med fem børn og er uden forsørger. Samtidig kører Sylows politifolk ud til vidnerne i Viby og afhører dem igen. De er nu ikke så sikre på, at deres forklaringer 11 år tidligere er helt retvisende, skal man tro politifolkenes rapporter.

Den 9. december tilstår Peder Jørgen. Om morgenen den 19. april 1884 gik han op på loftet med et tællelys. Han tændte det og lagde noget hør rundt om. Han tænkte, at når lyset var brændt ned, ville det antænde det omkringliggende hør, samtidig med at Ane tændte op til bagning. Derefter kørte Peder Jørgen ud på marken for sammen med en daglejer at så rug. Her opdagede de røgen og skyndte sig hjem.

 

Sagen kommer for en kommissionsdomstol med Sylow som den ene dommer. To advokater har fået sagens akter. Den ene – aktor – fremstiller sagen som anklager og kræver Peder Jørgen idømt lovens strengeste straf. Den anden – defensor – er en slags forsvarer og fremstiller sagens formildende omstændigheder. Men der er ingen egentlig forsvarer til stede i retten, som dømmer Peder Jørgen til to års forbedringshusarbejde.

Han kommer til afsoning i forbedringsanstalten på Vridsløselille Mark, hvor han bliver totalt isoleret, for at han kan ”angre sine synder og forlige sig med Gud”. Samtidig søger hans kone, Bodil, kongen om benådning. I en gribende ansøgning fortæller hun om sin nød og mangel på forsørger til sine seks ukonfirmerede børn.

 

Under sagsbehandlingen kommer det frem, at Peder Jørgen over for fængselspræsten har tilbagekaldt sin tilståelse. Han sagde kun ja, fordi det ”ideligt af betjenten blev sagt ham, at han aldrig slap fri, fordi arrestforvarerens kone sagde til ham, at folk havde siddet i arresten i flere år, og fordi andre arrestanter kom ind til ham og sagde det samme. Endvidere blev der truet med, at hans kone, som ventede en nedkomst, skulle arresteres”.

Der bliver nu ribbet op i sagen. Sylow afviser truslerne om, at politiet truede med at hente hans gravide kone. Tilbagekaldelsen skyldes ”fangens umodenhed”, skriver han blandt andet. Overbetjenten afviser også beskyldningen og kalder Peder Jørgen ”en brøsig og udspekuleret stedsøn”.   

 

Det lykkedes at afkorte straffen med nogle måneder. Peder Jørgen kom hjem til sin familie og flyttede til nabolandsbyen Vejlby. Her ernærede han sig som tømrer og levede tilsyneladende et normalt liv. I 1902 søgte han kongen om æresoprejsning. Sogneråd og lokale præster anbefalede ansøgningen. Sognerådet bevidnede, at Peder Jørgen siden løsladelsen har ”ført en i enhver henseende ulastelig vandel”.  Lige før jul i 1902 kom brevet med Chr. X’s navnetræk og justitsminister Albertis underskrift: Peder Jørgen Poulsen havde fået æresoprejsning. Han døde i 1933.

 

Om Peder Jørgen og mange af de andre dømte var forbrydere eller udsat for justitsmord, kan man kun gisne om i dag. Men vi fik senere en retsreform, der bl.a. gav sigtede og anklagede et bedre forsvar.

 

Kronikken er skrevet på baggrund af fortællingen ”I kløerne på brandkommissionen”, som udkom 4. november i Fynske Årbøger.

%d bloggers like this: