Vælg en side

Ægtkørsel 1864

Ægtkørsel i 1864

Vestfynske bønder hjalp hæren med tusindvis af kørsler med krudt og kugler, havre og brød, syge soldater og officerers bagage samt alskens militært udstyr.

Af Poul Christensen

Kronik ill_0004 

Det er de voldsomme begivenheder ved Dybbøl-skanserne, vi mest tænker på i dag 150 år efter krigen. Det var ved Dybbøl, Danmark led det smertefulde nederlag den 18. april 1864. Da krigen sluttede, havde landet mistet en tredjedel af sit område: Slesvig, Holsten og Lauenborg. Men krigen satte også sine spor længere væk fra frontlinje.

 

Efter tilbagetrækningen fra Dannevirke først i februar satte den danske hær sig på Dybbøl-skanserne og fæstningsbyen Fredericia, mens østrigske hærenheder besatte det meste af Jylland. Det betød, at Fyn blev bagland for den danske hær. Nordvestfyn blev det for Fredericia.

Det gav militær aktivitet på Vestfyn og dermed en omfattende militær ægtkørsel for de vestfynske bønder. Ægt er en pligt, der går tilbage til middelalderen. Når kongen og hans følge var på rejse, skulle bønderne stille med heste, vogne og mandskab.

Omfanget af den enkelte bondes pligt afhang af ejendommens antal hartkorn; de bredeste skuldre skulle bære mest. Pligten gjaldt for såvel husmand som jorddrot.

 

Sognefoged Niels Jørgensen, Aulby, har ført protokol over de kørsler, som bønderne i landsbyerne Aulby, Kustrup og Staurby udførte. Godt 1100 gange har de ca. 50 bønder spændt heste for en arbejdsvogn. En del husmænd har kun kørt få ægter. Bønderne på 37 almindelige gårde har kørt knap 1000 ægter i perioden fra sidst i februar til hen på efteråret.

Sognefogeden har noteret dato, hvorfra og hvortil kørslen er gået, ofte med hvad, rekvirent og hvilken bonde, som har kørt. I de første måneder var der få ægter. De har f.eks. kørt med militært udstyr, syge og sårede soldater. Først i april stiger omfanget.

Den 10. april sender Niels Jørgensen 28 vogne til den militære skibsbro i Strib. De og op mod 200 andre skal køre halvdelen af 8. Infanteribrigade til Assens. Denne brigade har deltaget i forsvaret af Fredericia og skal nu hurtigt til Dybbøl som forstærkning. I Assens tager andre bønder over. I Faaborg sejles de til Als og når frem til de sidste kampe ved Dybbøl.

 

Dagen efter sejles den anden halvdel af 8. Brigade til den næsten færdige skibsbro ved Baaring Vig. Niels Jørgensen sender 17 bønder hertil. Igen er der ca. 200 vogne, som kører soldater, officerer og udstyr sydpå. Gårdmand Morten Nielsen, Kauslunde, deltager også i denne transport og støder til ved Indslev Kro. Han beretter i sin dagbog:

”Der mødte i alt 300 vogne. Soldaterne havde overnattet i byerne deromkring og kom straks derefter med klingende spil. Turen var ualmindelig interessant, thi soldaterne var ved godt mod. Der var en ypperlig ånd herskende. Vittighederne regnede ned, de sang og støjede. Min vogn var den næstsidste i hele rækken, og jeg var ikke kommet langt fra Gribsvad, før de første vogne kom tilbage. Derfra og lige indtil midtvejs mellem gyden til Ørsted og om efter Vedtofte var et rigtigt mylder af vogne, thi der var 600. Jeg fik allersidst læsset af”.

 

Sidst i april rømmer den danske hær Fredericia. 13.500 soldater, over 600 heste, kanoner og militært udstyr sejles til Fyn. Det giver opgaver til bønderne.

Frygten for en tysk invasion lurer. Hæren begynder at udbygge batterierne langs Lillebælt, og der oprettes lagerpladser og et artillerimagasin i Kauslunde. Kauslunde Kirke bliver krudtkammer og udstyret med lynafleder. Bønderne kører med krudt og kugler, tømmer og byggematerialer, havre til heste og brød til soldater, syge soldater til et af de mange lazaretter.

Da de danske styrker bliver fordrevet fra Als sidst i juni, truer invasionen. Hæren bygger en hyttelejr i Svendstrup til 1500 soldater; en mindre bliver påbegyndt i Røjle. Middelfarts indbyggere flygter ud af den truede by. Bønder i hundredevis bliver udskrevet til lange beredskabsvagter på torvet i Middelfart og i en vognpark i Kauslunde eller hjemme på gårdene. De skulle være klar til forefaldende opgaver og ikke mindst til at køre soldater til et muligt kampområde.

Så galt går det ikke. En foreløbig våbenhvile bliver indgået den 20. juli og den endelige først i august. Ægtkørslerne fortsætter, for der skal ryddes op og militært udstyr flyttes. Sidst på efteråret ebber ægtkørslerne ud.

 

I Vends Herred (dækker ca. Middelfart Kommune i dag) har ca. 950 bønder kørt godt 16.000 ægter og 173.000 km på syv-otte måneder. Hertil kommer ca. 5.000 dage, hvor en bonde hjemme skulle holde en mand, en vogn og to heste klar til at rykke ud med kort varsel. I herrederne syd og vest for har der også været et betydeligt omfang ægtkørsel.

Ægtkørslerne var en belastning for bønderne. Landbrugsarbejdet blev forsømt, og det sled på vogne og heste. De fik dog en kompensation, som de i øvrigt selv betalte gennem en skat. Også på andre områder var Vestfyn belastet. Store kontingenter soldater skulle indkvarteres og bespises, ligesom hærens mange heste skulle fodres; lader og loer blev inddraget til lager. Der var mange flygtninge, først fra Fredericia og i juli fra Middelfart.

(Bragt som kronik i Fyens Stiftstidende 6. september 2014).

%d bloggers like this: