Vælg en side

Billeshave-drengene

Billeshave-drengene

Fra 1959 til 1985 fik drenge på vej ind i en kriminel løbebane en sidste chance på Billeshave. Et hold af pædagoger og faglærere forsøgte at hanke op i de unge. Det lykkedes for en del. Men klientellet blev mere og mere belastet. Tiden løb fra den institution, der med forstander Harry Mielche i spidsen var bygget op. Beboerne på Nordvestfyn mærkede også Billeshave-drengene på godt og ondt

Af Poul Christensen

”Det er nok Billeshave-drengene, der har gjort det”. Det var i godt et par årtier standardbemærkningen, når en bilejer i Middelfart en morgen manglede sin bil. Eller familien i Strib søndag aften kom hjem til en opbrækket terrassedør.

Drengene tog på springture, men ”havde de lavet alt det, som de fik skyld for, så ville vi ikke have set dem ret meget på Billeshave”. De ord brugte Harry Mielche gerne, når han var ude at fortælle om Billeshave og de forhold, der fik unge ud på det kriminelle skråplan.

Fra 1969 til 1985 husede den gamle herregård på Røjlehalvøen omkring 40 unge mænd, som var begyndt en karriere, der gjorde dem til kandidater til et liv bag tremmer i en stor del af resten af deres liv. De havde prøvet at malke en automat eller det, der var værre, og var kendte hos politiet og det lokale børneværn. Men et liv ind og ud af landets fængsler kunne måske undgås, hvis nogle voksne i et lille års tid med kærlig og fast hånd gav dem noget skolelærdom og gode manerer og lærte dem at leve et normalt liv med at komme op om morgenen og passe et arbejde.

Harry Mielche var forstander fra oprettelsen i 1959 til 1979. Han betegnes som en foregangsmand, en dygtig pædagog og leder. Her fotograferet på sit kontor på sin sidste arbejdsdag i 1979. Bemærk den forgyldte legetøjstpistol på væggen, som en kollega forærede ham efter offentligt postyr om skydetræning på Billeshave.  (Foto: Peter Mielche)

 

Den læreruddannede Harry Mielche havde erfaring med det klientel på Statsungdomshjemmet Skibbyhøj ved Frederikssund og blev udset til at bygge et ungdomshjem op på Billeshave.   

Kriminelle drenge skulle afløse adfærdsvanskelige piger i bygningerne, der ikke længere var en herregård værdig. De var misligholdte og slet ikke egnede til en sådan institution. Men det lykkedes at komme i gang. Drengene blev stuvet sammen i de rum, der var på første sal i hovedbygningen. Der blev indrettet værksteder i de tilbageværende landbrugsbygninger. Drengene hjalp selv med at sætte bygningerne i stand. Der blev lagt planer om at bygge nyt og en ny måde at indrette sådanne institutioner på. De unge skulle have deres eget værelse og bo i mindre enheder sammen med personalet i en slags familiefællesskab. De planer blev gennemført i de kommende år. I 1966 stod de nye bygninger klar, dog var der færre og dermed større afdelinger end oprindeligt ønsket.

Noget af den store og flotte park måtte vige. Navnene på de fire nye huse blev fundet en fridag, Harry Mielche, snedkerfaglærer Ole Madsen og kommende afdelingsleder Bendt Corfitz sad og snakkede om løst og fast. De store træer i parken måtte falde for at give plads til det nye. Det gav inspiration. Den ene tanke tog den anden. Jo, afdelingerne skulle have navn efter de træer, der havde været dominerende i områderne, og de unge skulle dér være i ly for kriminalitet. Kastanjely, Bøgely, Birkely og Egely blev navnene på afdelingerne.

 

Blodbøgen i parken først i 1960’erne, inden de fire afdelinger blev bygget. Harry Mielche indførte blodbøgskaffe en forårsdag, når det flotte træ var sprunget ud. Så samledes drenge og medarbejdere til morgenkaffe ved træet og hørte dets historie blev fortalt. Den lyder i dag, næppe historisk helt korrekt: Godsejerparret ventede en arving i 1879. Blev det en dreng, ville faderen plante et egetræ. Blev det en pige et bøgetræ. Det blev ”kun” en pige, men faderen syntes, hun var så køn. Derfor skulle det være en særlig bøg. (Foto: Harry Mielche)

Efterskolen Billeshave fortsætter traditionen med blodbøgskaffe og inviterer tidligere ungdomshjemsmedarbejdere med. Her fra sammenkomsten i forsommeren 2006 fra venstre: Jens Laursen, murerfaglærer, Ingse Laursen var i socialrådgiverpraktik og blev gift med Jens. Hanne Rath Pedersen, gift med afdøde afdelingsleder Frede Rath Pedersen, Bøgely. Bendt Corfitzen, afdelingsleder på Egely. Lilly Pedersen, gift med Flemming Pedersen, der var lærer. (Foto: Poul Christensen)

Ærlige tyveknægte

De fleste drenge kom fra stenbroen i København og omegnskommunerne. De havde alle et større eller mindre kriminelt repertoire, men det var ikke deres skyld, pointerede Harry Mielche i artikler.

– Det er et symptom. Den egentlige baggrund skal afgjort søges i de sociale forhold, samfundet byder, og herunder ikke mindst den fortvivlede boligsituation, der har rådet siden afslutningen af anden verdenskrig, skrev han.

Byerne var ikke til børn og unge. Brudte hjem og manglende forældreomsorg. Og de mange materielle fristelser, som velfærdssamfundet tilbød til dem med penge, kunne let gøre det snublende nærliggende for en sådan ung mand at komme på den forkerte side af loven grænse for at opleve spænding.

Sådan argumenterede Harry Mielche og stillede krav til sine pædagoger: De skulle kunne give drengene en vals, så væggene skælvede, men bagefter skal drengen mærke, at de kan lide ham, men at de ikke kan lide det, der havde foranlediget denne tordentale.

– De fleste var dengang nogle gode drenge på 16-18 år, der bare var faldet ud af systemet. De passede ikke skolen og lavede typisk småkriminalitet. Der var ikke vold og misbrug dengang. Jeg vil kalde dem ærlige tyveknægte, siger Erik Maegaard, der blev ansat i 1961 og senere blev afdelingsleder på Kastanjely.

Alternativet til Billeshave var fængslet. De stod med det ene ben til at skulle ”spise af bliktallerkner”, som Erik Maegaard udtrykker det, i det meget hårde miljø, som fængslet er især for meget unge mennesker. Billeshave var en sidste chance, selv om de fleste næppe følte det sådan. Alligevel tog stort set alle imod tilbuddet og var positive.

Medarbejdere ca. 1962. Fra venstre: pædagog Augustinus Sørensen, murerfaglærer Jens Laursen, malerfaglærer Ib Normann, tømrerfaglærer Ole Madsen og en unavngiven, som var ansat i kort tid. (Foto: Harry Mielche)

Det daglige liv

Da de nye afdelinger var kommet i gang, var der ca. 40 unge og godt 30 ansatte på Billeshave. På Birkely og Bøgely var der hvert sted 12 unge og 3½ pædagoger. Kastanjely med otte unge og også 3½ pædagoger var i begyndelsen et udslusningssted for de bedste unge, men de tre afdelinger kom til at ligne hinanden. Egely derimod skilte sig ud som en lukket afdeling, der var et såkaldt surrogatfængsel for varetægtsfængslede unge under 18 år. Så undgik de unge, mens sagen blev efterforsket og behandlet af domstolen, det langt hårdere miljø i et fængsel. På Egely var der otte unge og ca. syv pædagoger.

Der var tre værksteder, murer, træ og metal, med hver en faglærer. I perioder var der også gartneri og malerværksted. I skolen var der ansat to lærere. Forstander og viceforstander udgjorde ledelsen. Der var en visitator, der bl.a. havde kontakten til kommunerne. Der var en bogholder og en assistent i administrationen. Endelig var der et køkken med et par ansatte og en pedel/gartner.  

Om natten havde en pædagog sovende nattevagt på hver afdeling, og en såkaldt runderende nattevagt gik rundt i området og på afdelingerne. De unge boede på enkeltværelser som en familie sammen med pædagogerne. I en årrække havde afdelingslederen og stedfortræderen bopælspligt, og hustruerne havde også opgaver og fik en latterlig lille løn, som Harry Mielche udtrykte det. De unge hentede morgenmaden i centralkøkkenet og gjorde klar til fælles morgenmad med havregryn, brød, ost, marmelade og kaffe/te.

De unge skulle lære ordentlige manerer, så de var til at være sammen med, når de forhåbentlig skulle ud i det virkelige og normale liv.

– Når du selv har øst op, må du spise op. Kan du ikke, så må du være syg, og du må gå op at lægge dig, lød konsekvenspædagogikken, der også betød, at den unge ikke kom på arbejde og fik lommepenge.

Fra kl. otte til 12 var der skole og værksted. De fleste var langt bagud med skolelærdom og manglede udpræget lyst og måske for nogle også evner. Det var skolen indrettet efter. Men der var også unge, der gik i skole i omegnens skoler i Strib, Aulby og Middelfart.

Kl. 12 samledes flokken igen i afdelingerne til frokost. Almindelig frokost med brød og pålæg, mælk og vand.

Birkely 1966. Eleverne boede på enkeltværelse på 1. sal, hvor der også var fjernsynsstue og billard og soverum til den vagthavende pædagog om natten. I den nærmeste ende i stueplanet var der afdelingslederlejlighed. Souschefen boede i den anden ende. Imellem lejlighederne var der spisestue. I sikringsrummet i kælderen var der bordtennis. (Foto: Willy Ketelsen)

 

Eftermiddagen blev tilbragt på værkstederne. De unge skulle finde ud af, hvad de interesserede sig for, og de skulle lære at passe et arbejde. Den totale aktivitet med skole og arbejde var en normal arbejdsdag. Værkstederne prøvede at komme virkeligheden nær. Murerværkstedet producerede i en periode leca-blokke til en virksomhed i Nr. Aaby. Træværkstedet lave f.eks. paller. Virksomheden Cylindric i Middelfart fik håndtag til gasflasker fra metalværkstedet. De mest motiverede unge kom i praktik i egnens virksomheder. Noget gik godt, og gik det rigtig godt, kunne det ende med en læreplads.

Sidst på eftermiddagen blev der igen liv i afdelingerne. Aftensmaden blev hentet i en termocontainer i fælleskøkkenet. Pædagogerne kontrollerede, at de unge havde vasket hænder. Ville de ikke det, kunne de kun nyde duften af karbonaderne. Måltidet bestod sædvanligvis af en kødret med sovs og kartofler eller andre grøntsager samt en efterret. 

Aftenen var fri, og det samme gjaldt weekenden. Det var op til afdelingens pædagoger i samspil med drengene, hvad der skulle ske. Men pædagogerne skulle være på forkant af eventuelle problemer og have aktivitet klar og tage styringen. Der var tv, billard og bordtennis på afdelingerne. I parken kunne der spilles bold. Ude-aktiviteter kunne være en cykeltur, biograftur til Middelfart. I weekenden kunne det være idræt i gymnastiksalen på Bøgelundskolen tæt ved eller en divisionsfodboldkamp på Odense Stadion.

Eleverne drønede rundt i gamle ombyggede biler, som de selv byggede op og satte i stand. Her en Chevrolet i ca. 1962, som blev kaldt ”Tøsen”. Hun endte sine dage med at blive smadret og gå op i luer. (Foto: Harry Mielche)

Postyr om skydning

En gang om året lejede de sig ind på et feriecenter ved Vesterhavet. Så kunne drenge være rigtige drenge, når de om aftenen skulle prøve at fange smuglere, som var i gang med at landsætte gods i klitterne. De ansatte, som var blevet hjemme, forsøgte sig som smuglere og blev selvfølgelig til sidst fanget af drengene.

Det kunne også gå lidt hårdt til, når der var strid blandt de unge om den uformelle ledelse. Det var før, rundkredspædagogikken var opfundet. Det skete på de unges betingelser. Ud i skoven en aften, og de bare næver afgjorde sagen under opsyn af pædagogerne. Den form for pædagogik ophørte dog og går slet ikke i dag, men dengang var den effektiv og gav stabilitet i gruppen. 

Det var vigtigt, at de unge oplevede succeser, at der var noget, de var gode til. Ud fra den betragtning underviste Erik Maegaard drengene i salonriffelskydning. Men det at disse kriminelle drenge nu også skulle lære at skyde, faldt nogen for brystet. Det gik ikke stille af i dagspressen, og kritikken haglede ned over Billeshave. Det var galt nok, at de tog på springture og stjal fra hæderlige folk. Men skulle de unge mennesker nu også lære at blive mordere.

Internt bakkede Harry Mielche sit personale op.

– Men kravet var, at vi ville noget med det, vi gjorde, siger Erik Maegaard.

Udadtil forsvarede Harry Mielche skydningen som fritidsaktivitet.

– Vi er også blevet kritiseret, fordi drengene kørte rundt i gamle biler. Det ville forlede dem til at stjæle biler. Og når vi har en billardstue, er det for at opdrage til at gå på værtshus. Som en kollega har sagt: Hvis vi lærer dem at sy stramaj, så får vi skyld for at gøre dem kvindagtige, og de bliver homoseksuelle. Ok jo, vi lever i et glashus, men vi har intet at skjule, sagde Harry Mielche i et interview.

Fagfolk bakkede ham op. En kollega udnævnte ham til ”Ridder af den Gyldne Pistol” og tildelte ham diplom og en forgyldt legetøjspistol, som i resten af hans Billeshavetid prydede en væg på forstanderkontoret.

Men drengene var ikke altid lette at styre.

Unge pædagog Erik Maegaard kunne egentlig ikke fatte, at drengene kunne finde på at forlade det dejlige sted Billeshave, da han oplevede det første gang, at en af hans drenge smuttede. Men han blev klogere. Harry Mielche forberedte ham på, at det ville ske igen og igen. Den værste rømning var ved at tage pusten fra Erik Maegaard.

En københavnerdreng tog toget til København på lokumsbillet. Han blev taget af politiet på Hovedbanegården og sov i detentionen, til Sundholm (center for hjemløse) åbnede næste morgen. Næste nat på Sundholm forsøgte han at fortsætte springturen via et lagen fra anden sal. Lagenet holdt ikke. Drengen røg ned og slog baghovedet ned i nogle fliser – og slog sig ihjel. 

Så barsk kunne det også være. Men de fleste springture var mindre dramatiske. Ofte viste medarbejderne, hvor de unge søgte hen, og kunne hurtigt finde dem. Prisen for disse udflugter var stuearrest og inddragelse af en hjemrejseweekend. Plus det, som eventuel kriminalitet kunne kaste af sig.

Jyllandstur i luksusbil

På egnen havde Billeshave-drengene – og dermed Billeshave som institution – et blakket ry. Medarbejderne blev ringet op af sure folk, der havde mistet det ene og det andet. Nogle gange var det slet ikke Billeshave-drengene. Men de lavede mange bræk og tyverier. K-marked-købmanden i Strib, Johannes Rasmussen, fortæller således om flere ubudne Billeshave-drenge i sin forretning og har såmænd egenhændigt og sammen med naboer fanget flere og holdt dem i et fast greb, til politiet kom.

Medarbejderne på Billeshave fik også færten af indbrud, når de fandt et lager af spiritus eller cigaretter, og de havde et fint samarbejde med politiassistent Rasmussen med at få opklaret ugerningerne. 

Billeshave havde et godt samarbejde med det lokale politi. Her inspicerer politiassistent Rasmussen en knallert, som de unge er ved at sætte i stand ca. 1962. (Foto: Harry Mielche)

 

Der var også mere muntre episoder, når de unge boltrede sig ude i friheden: To gutter tog til Strib for at blive klippet. Foran den gamle færgegård for enden af Vestergade holdt en stor og funklende ny bil, som en repræsentant var ved at sælge til husets ejer, fabrikant Ib Drasbæk. Repræsentanten lod nøglerne sidde i bilen, da han og bilkøberen på et tidspunkt gik ind. Det skulle han ikke have gjort. Hvalpene faldt for fristelsen. Ind i den flotte bil, og så gik turen op gennem Jylland i luksusbil. Men sådan én bruger benzin, og penge havde de ikke. De opdagede, at der luskede en hund rundt i vejkanten. De stoppede og fik den ind i bilen. I den næste by lykkedes det ungersvendene at sælge hunden. Så havde de kontanter til på næsten ærlig vis at købe benzin, og bilturen i det fri kunne fortsætte lidt endnu.

Den slags historier var man undertiden nødt til at dyrke blandt personalet, for at det ikke skulle blive for surt.

 

I lokal praktik

Det lokale erhvervsliv blev også involveret i at få Billeshave-drengene ind på rette spor. De bedste fik praktikpladser over et antal måneder for at prøve af i det virkelige liv, om de kunne klare et job og bevise, at de var en normal løn værd.

Mette og Jørgen Petersen drev en tømmermesterforretning i Strib og var med fra starten, da Harry Mielche henvendte sig. Der var nogle uheldige tilfælde, men de fleste klarede sig godt. Specielt én husker Mette Petersen tydeligt i dag:

– Jeg havde lige født min søn, Ole, i 1961, og så kom den unge mand med en kæmpe buket blomster til mig. Den havde kostet en stor del af hans ugeløn. Er det ikke rørende?

Denne dreng havde en streng plejefar, som han dog altid forsvarede. Op til påske var han meget ked af det, for plejefaren ville ikke have, han kom hjem. Men plejefaren ombestemte sig i sidste øjeblik. De ringede fra Billeshave, og drengen fik fri.

– Jeg kan endnu se ham jublende glad springe på sin cykel og spurte mod Billeshave, siger Mette Petersen.

Den unge mand blev ansat hos costerskipper Henning i Strib, men døde nogle år senere ved en tragisk ulykke.

Skipper Henning havde også drenge i praktik, ligesom maskinfabrikken Sværtek i Strib, elektriker Nielsen i Middelfart m.fl.

Fritz Petersen indledte samarbejdet med Billeshave midt i 1960’erne. Han var smedemester og ejede Strib Maskinfabrik, der fremstillede nibbelrør – rør i forskellige tykkelser og længder, som VVS-installatører bruger til at forlænge og tilpasse rør ved f.eks. vandhaner og centralvarmeanlæg. Det begyndte med, at han satte en maskine op på Billeshave, som således fungerede som hans underleverandør. En dag blev han opfordret til at tage en praktikant, og det fortsatte han med til sidst i 1970’erne. Der var en ad gangen, som lavede forefaldende arbejde sammen med de ca. otte medarbejdere i det halve eller trekvarte år, han var der.

– De har stort alle være flinke og passet deres arbejde som andre unge, siger Fritz Petersen.

I de første år havde han også VVS-installationsarbejde. Efter aftale med Billeshave kom drengene kun ud til nybyggerier, ikke til private hjem. Men de var da præget af, at noget var gået skævt for dem. En dreng havde således lige mistet sin mor. Faren sad i Nyborg og en bror var vist også i fængsel.

– Jeg syntes, jeg skulle snakke lidt med den unge mand og måske trøste ham. Men jeg blev kontant afvist. Det rørte ham ikke en pind, hvad der var sket. Det kunne jeg ikke forstå.

Af de 12-15 drenge, der har arbejdet hos ham, var der en, som det endte galt med.

– Det var mod slutningen af perioden, og drengen havde fungeret tilfredsstillende. Men en morgen var en vinkelsliber væk. Den var brugt til at lukke en pengeskab i Middelfart op samme nat, fortæller Fritz Petersen.  

Sidst i 1980’erne stoppede ordningen. Der var ikke længere Billeshave-drenge, der var egnede til at komme i ekstern praktik.

Hvert år holdt Billeshave en sammenkomst for mestrene, der havde praktikanter. Det husker ostegrosserer Arne S. Andersen, der også tog imod de unge over en årrække, som nogle fornøjelige fester, som også havde det praktiske formål at få snakket sammen under uformelle former.

Søndagsaktivitet i skoven først i 1960’erne. Sådan kan man komme over en bæk. (Foto: Jens Laursen)

Forsøg på nyordning

Selv om der hele tiden skete justeringer, blev arbejdet med de unge sværere og sværere for Harry Mielche og hans medarbejdere.

– Vi kæmpede som vore kolleger rundt omkring med rømninger, kriminalitet og deraf følgende antipati i lokalbefolkningen, hvilket igen skabte store vanskeligheder for vores ønsker om at få drengene til at glide ind i normalsamfundet. Desuden måtte vi se vores elever falde tilbage kort tid efter udskrivningen, skriver Harry Mielche først i 1970’erne.

Det gav anledning til selvransagelse. Måske var staben ikke dygtig nok, antydede forstanderen, men snarere var opgaverne blevet vanskeligere. Billeshave-drengene var blevet mere belastet. Oftest havde de nu allerede en ret bastant kriminalitet med flere tiltalefrafald og flere institutionsophold bag sig.

Det førte til ændringer. De unge skulle komme på Billeshave, inden de var ramlet ind i det sidste og sviende nederlag, der placerede dem helt uden for pædagogisk rækkevidde. Som et forsøg over to år skulle Billeshave gøres mere efterskoleorienteret. Der skulle laves aftaler med de unge nu 14-16-årige, som kun havde trådt de første trin i en kriminel løbebane, og som i øvrigt var kørt fast i skoletræthed og skulkeri, og som kom fra vanskelige familiemæssige situationer. Med andre ord: Billeshave ville ”skumme fløden”, som kritikere var hurtige til at beskylde institutionen for.  

Opholdet blev fra august 1974 et tilbud, som ikke kun den unge og forældrene, men også det pågældende børne- og ungdomsværn skulle sige ja til og bakke op. Opholdet skulle vare et halvt år med mulighed for forlængelse. Det betød også, at værkstederne mere blev en slags arbejdsterapi. De unge var ikke modne til en egentlig oplæring. Der blev også lagt kreative timer som ridning, jagt- og naturlære og foto ind i dagsprogrammet.

Sankt Hans aften på Egly 1967. Bagerst fa v: faglærer Kaj Andersen og pædagog Gunnar Sparre. De vagthavendes familier var inviteret til grillmad og bål med drengene. (Foto: Erik Nielsen)

 

Begyndelsen til enden

Harry Mielche skrev i 1977, at der var overvejende gode erfaringer med den nye ordning, og omegnen mærkede mindre til Billeshave-drengenes natlige ture. Men den succes, som han kalder det, kunne ikke fortsætte. Samfundet var i de år inde i voldsomme forandringer. Bistandsloven var indført. Opgaver blev flyttet rundt mellem stat og amter. Institutioner som Billeshave blev flyttet fra staten til amterne. Basisaftalen med Københavns Amt ophørte, og Billeshave kom under Fyns Amt.  

De ansatte husker, at drengene over en årrække blev mere og mere belastet. Kriminalitet blandet med misbrug af alkohol og stoffer var også mere udbredt. Det begyndte med snifferi til lightergas, så kom hashen og senere hårdere stoffer. Det var blevet sværere at finde arbejde. Begrebet ungdomsarbejdsløshed dukkede op som en svøbe, der truede en stor del af en generation til et liv i samfundets skyggeside.

De bedste unge i den udsatte gruppe kom i privat familiepleje, der også var langt billigere for kommunerne. Og så fik Billeshave den meget behandlingskrævende restgruppe. Flere og flere elever var rystende ligeglade med alting. Billeshave var blevet noget anden end den institution, Harry Mielche og hans medarbejdere havde bygget op. De var ikke gearet til de unge med massive problemer. Det krævede mere personale og omstilling.

Nye arbejdstidsregler ændrede også arbejdet – nogle vil sige umuliggjorde det. Vagterne blev f.eks. spredt ud på flere personer. Den tætte daglige kontakt med nogle få pædagoger var ophørt. Også økonomien strammede til. Der var ikke altid fyldt op med elever.

I en artikel i 1977 fortæller Harry Mielche om Billeshaves udvikling. Han var klar over, at det måske var en nekrolog, han skrev. I 1979 gik han på pension.

 

De gode eksempler

Vel var der mange problemer og vel var arbejdet hårdt, men spørger man i dag de gamle medarbejdere, om det var umagen værd at bruge en årrække af deres arbejdsliv på de store drenge, så lyser de op og istemmer et klart JA.

– De fleste knægte kom til at spise af bliktallerkner. For dem udsatte vi det lidt, at de kom ind i det barske fængselsmiljø. De blev ældre og måske ikke så ødelagte af det, siger Erik Maegaard og fortsætter:

– I dag er det en glæde, at vi har hjulpet en hel del til et bedre liv. Husk, at mange var skadet af svigt i deres første tre år, og det er næsten ikke til at rette op på.

Og så bliver det en personlig fornøjelse, når en tidligere elev med kone og barn banker på privat og vil fortælle, hvordan det er gået. Flere medarbejdere har haft og har stadig kontakt med deres drenge, som det er gået godt. Flere har også taget drenge i privat familiepleje. Netop de gode eksempler både i det store og i det små gjorde det hårde arbejde meningsfyldt.

 

Roden fra Silkeborg

En af dem bor og arbejder her på egnen. Ole Møller, 44 år, tager imod i sit hus i Middelfart.

– Jo, jeg var en rod, der absolut ikke gad gå i skole, griner han i dag, da han fortæller om sig selv som 14-årig i Silkeborg.

Han kommer fra et skilsmissehjem, hvor opbakningen til børnene kunne ligge et meget lille sted. Hans held var, at han var inden for pædagogisk rækkevidde og havde i sig den evne at kunne skelne mellem, hvad der var rigtigt og forkert. Han har – i modsætning til de fleste Billeshave-drenge – aldrig betrådt den kriminelle løbebane.

Billeshave-drengen Ole Møller stikker hovedet ud af en snehytte, han og tre kammerater lavede i vinteren 1976. (Privatfoto)

 

Han kom, som flere andre utilpassede Silkeborgdrenge dengang, til Birkely en sensommerdag i 1975 og skulle ledes ind på rette spor af bl.a. Birkelys afdelingsleder, Willy Ketelsen. Han var turen rundt på værkstederne og lavede bl.a. klinkbyggede joller under Ole Madsens vejledning og passede den store park. Skoletrætte Ole kom på skolebænken igen på Billeshave og blev så interesseret, at han fortsatte på Strib Skole. Han drømte om at blive kok og var i praktik på Billeshaves køkken. Men samværet med de andre drenge var problemfyldt.

– Det har givet mig tørre tæsk, at jeg ikke ville være med til springture og stjæle biler. Jeg holdt på min sans for, hvad der er rigtigt og retfærdigt, siger Ole Møller.

Det blev hans held, at han flyttede ind som plejebarn hos Eva og Willy Ketelsen i Strib. De blev en vigtig støtte for ham og har en stor andel i, at han fik det liv, han fik. 

Han tog 8. og 9. klasse på Strib Skole og fik kammerater på skolen og i de lokale foreninger. Han var aktiv i bl.a. Strib Udspringsklub og som livredder i svømmehallen.

Efter skolen fik han en læreplads på Sværtek i Strib. Roden fra Silkeborg blev smed og senere socialpædagog – og ansat på Egely.

I dag arbejder han med psykisk syge og misbrugere.

– Jeg fik med i min rygsæk, hvordan det er at bo på institution. Det kan jeg drage fordel af i dag, for jeg kan sætte mig i beboernes sted og lettere snakke med dem og løse problemer, siger Ole Møller. 

 

Billeshave lukker

Arne Jørgensen afløste Harry Mielche som forstander og drev Billeshave videre under Fyns Amt. Problemerne blev ikke mindre. Klientellet blev mere spredt. I perioder var der også unge grønlandske kvinder med en bred vifte af problemer. I midten af 1980’erne lukkede amterne mange store og gamle institutioner. Der var for mange ledige pladser. Tiden var definitivt løbet fra institutionen for ærlige tyveknægte, som med en kærlig og fast hånd over et lille års tid skulle have en sidste chance til at få et rimeligt normalt liv. Den sidste Billeshave-dreng forlod den gamle herregård i 1985, da Billeshave lukkede som ungdomshjem. Dog fortsatte den lukkede afdeling, Egely, under Fyns Amt og fungerer stadig som surrogatfængsel for unge under 18 år.

Derefter lejede Dansk Flygtningehjælp sig ind på Billeshave, der blev introduktionsskole for flygtninge indtil 1987. Så havde Vestfyns Ungdomskursus til huse i bygningerne, indtil Fyns Amt solgte den gamle herregård til Den fynske Fagbevægelse og Landsforbundet DUI-Leg og Virke. Siden 1989 har der været efterskole.

 

Kilder: Samtaler med Bendt Corfitz, Erik Maegaard, Jens Laursen, Willy Ketelsen m.fl. samt artikler i aviser og fagblade af og med Harry Mielche.

Artiklen er bragt i Bavnen nr. 1 2006, Vejlby-Strib Lokalhistoriske Forenings blad.

%d bloggers like this: