Vælg en side

Drengeår i Strib

Drengeår i Strib

Tidligere malermester Poul Daugaard blev kaldt Poul Harmonika, da han i 1930’erne voksede op i Strib. Dette instrument fyldte meget i hans drengeår, men han deltog også i leg og drengesteger. Han lærte at passe et arbejde og ryge i smug. Og han var glad for at gå i skole.

Af Poul Christensen

Glæden var stor juleaften 1931. Lille Poul havde fået en harmonika. Godt nok af pap og ganske skrøbelig. Men den kunne spille, selv om den var begrænset til de otte toner i en oktav. Dem fandt Poul hurtigt, og han underholdt sin familie.

Nogle dage efter skulle en af de store brødre prøve den. Han trak den for langt ud, og instrumentet gik i to dele. Poul skreg som en stukket gris, da kakkelovnslågen blev åbnet, og det kostelige instrument endte sine dage med at give et beskedent bidrag til at holde stuen i snedkerhjemmet lun.

Skrigeriet har han fået fortalt, men han husker endnu i dag, hvordan luerne åd hans harmonika, da han var 4½ år.

Poul Daugaard kom til verden i august 1927 i denne håndværkerfamilie, der boede i en lejlighed i Østerhus ud til Vestergade lige overfor kirkegården (senere K-marked og nu boliger). Dengang var der en slags husvildeboliger i ejendommen. Lejligheden bestod af en stue, der også var soveværelse, et mindre værelse og et køkken. I et udhus var der et gammeldags fælles lokum til ejendommens beboere. Pengene var små, og søskendeflokken stor med tre hjemmeboende børn dengang. Men de led ingen nød. Der var rigelig med kærlighed og sammenhold, husker Poul.

Først senere erfarede han, at hans forældre var hans mormor og morfar, som havde taget ham i pleje. Men det er en helt anden historie.

I 1933 flyttede familien til et lejet hus længere ude på Strib Landevej, Østervang, (overfor Superbrugsen i dag). Og knap to år senere til Øster Alle i et af de tre rækkehuse, kaldet Treenigheden.

img_3231-bear-klon2

Poul Daugaard med sin harmonika i 2007. Harmonikaen var hans fars fødselsdagsgave til ham i 1935. (Foto: Poul Christensen)

Musikalske gener

Juleglæden vendte tilbage i snedkerhjemmet. Nogle dage senere kom den formastelige storbror med en rigtig harmonika, dog kun enradet.

– Jeg har tænkt mig at lære at spille på den, men du må godt låne den, sagde broren.

Poul begyndte at spille på den, og det lærte han i løbet af vinteren.

– Jeg må have nogle musikalske gener, griner han i dag.

Han fortsatte spilleriet. Også da familien flyttede til Øster Alle. En af hans andre brødres kammerater, Villy, havde købt en ny toradet harmonika af hvid perlemor. Sådan så det ud, men det var nok celluloid. Den var flot. Den fik 7-årige Poul lov til at prøve. Det gik fint med det samme på alle knapper.

– Se, han bruger også lillefingeren. Det kan jeg ikke, udbrød Villy.

Den følgende februar i 1935 tog Poul og hans far toget fra Strib til Middelfart. Far bar en lånt harmonika, godt pakket ind i avispapir. De gik i regnvejr fra den gamle station på Gammel Banegårdsvej helt ned til Hotel Melfar ved havnen. Poul og den noget ældre Villy skulle optræde hos harmonika-virtuoserne Gellin og Borgstrøm ved en stor koncert. De gik op ad trappen. Poul så sig selv i det kæmpestore spejl ved indgangen til salen, men gik uanfægtet videre. De gik ind ad scenedøren og op bag kulissen til en fremmedartet verden med fortravlede mennesker. Her løb de ind i berømtheder som visesangeren Osvald Helmuth og revyskuespilleren Schiøler Linck, som også skulle optræde.

Nogen havde tilmeldt de to unge harmonikaspillere til koncerten, hvor de to professionelle på instrumentet indbød lokale amatører til at optræde.

Villy og Poul spillede først sammen ”Du lille sigøjnerdreng” – et populært stykke musik dengang – for publikummet i den udsolgte sal. Det var noget uvant for ham, også fordi han spillede på den gamle, lånte harmonika. Derefter spillede Villy alene ”Jeg har en ven, en rigtig sejler” fra Barken Margrethe. Så blev det Pouls solotur. Han var fuldstændig tom i hovedet, da han stod alene for scenen foran de mange mennesker. Han slog også den populære ”Jeg har en ven” an. Men pludselig skilte den gamle harmonika ad i toppen. Han stod dér mutters alene med åben bælg og ingen toner. Poul bevarede fatningen og satte bælgen fast igen på haspen. Han spillede færdig og stod på scenens rampelys og kiggede forgæves efter sin far, for det var ham, han havde mest brug for.

– Buk og kom ud, råbte de flere gange ude fra kulissen. Der gik lang tid, inden Poul hørte det.

Situationen kom i avisen. De turnerende havde travlt med at slutte koncerten og komme af sted. Det var synd for den lille dreng fra Strib, stod der i avisen.

Honoraret var en medalje med inskriptionen: Gellin og Borgstrøm Kunstnerforum 1935. Den er desværre blevet væk – og en karriere på landets musikscener blev aldrig til noget.

Men Pouls harmonikaspil fortsatte i en sådan grad, at han fik øgenavnet Poul Harmonika. Det vidste han nu ikke meget om. Det gjorde Røde Harald, Blod Andersen og alle de andre heller ikke, for næsten alle havde øgenavne dengang, men kun brugt, når de pågældende ikke var til stede. Poul blev først rigtig klar over sit drengeøgenavn, da han ved 50 års skolejubilæet blev mindet om det.

Da han i august 1935 fyldte otte år, fik han sin egen harmonika af sin far. En Schneider Accordeon, der havde kostet 120 kr. eller ca. to ugelønninger. Han spillede her og der og alle vegne. Sad på trappen derhjemme og spillede. Nede på stranden. Gik rundt i byen og ind i forretningerne til fastelavn og scorede kassen i en sådan grad, at kammeraterne brokkede sig. Der var ikke mange penge til dem, når Poul havde været der.

Han kom også til at spille, da tømrermester Rasmus Petersen, Pouls fars mester, havde sølvbryllup. En gæst kom over til Poul og ville låne harmonikaen. Men den gav han ikke fra sig, så Poul måtte med. Repertoiret var datidens populære melodier. Havde Poul hørt en melodi én gang, f.eks. i radioen, kunne han den og kunne huske den.

poul-1932-else-max

Poul og en svigerinde i 1932 på Østerhus. (Privatfoto)

Ildebrand og hækkeløb

Drengeårene var andet end musik. Da han boede på Østervang, legede han og kammeraterne nede på Lindallund ved Staurby Mose. Her var der tørvegrave, som dog blev fyldt op med grus. En tipvogn på skinner transporterede tørvene op til gården og grus fra en grusgrav ned til tørvegravene. Et herligt og ugenert fristed at lege gemme og røvere og soldater. Også de to høje og skråninger med fyrretræer og krat ned mod Rudbæksmøllevej var et yndet legested.

En sensommerdag havde Poul og en kammerat fundet en tændstikæske med fire tændstikker i. De gik over på en mark på den anden side af Strib Landevej (der hvor bil-udstillingshallen er i dag). Der var noget tørt, strit græs, måske en stubmark. De to drenge skulle lige prøve, hvordan tændstikkerne virkede. Der gik mere ild i marken, end de havde forestillet sig, og de løb af sted. Poul hjem for at hente en skovl, så han kunne slå ilden ned. På vej derover igen mødte han en mand, der kom med to spande vand, og en hel del børn fra nabolaget var i gang med at trampe ilden ned. Den blev slukket, og en overrasket Poul fik ikke engang skældud. Men han fik respekt for ild.

Om vinteren kælkede børnene, og der var vintre dengang med sne og is. Mest fart på kælken fik de på hulvejen ned mod fyret. Også Kåsvej-bakken ned mod Rørkæret (hvor der nu er benzintank og døgnkiosk) var god. Det var forbudt at gå ud på isen på kæret, men det skulle jo prøves, og selvfølgelig blev en gummistøvle fyldt med iskoldt vand.

En vinterdag først 40’erne havde skiftevis tø og frost forvandlet Vestergade fra kirken og ned til færgelejet til en herlig skøjtebane.

Den store have hos Blod Andersen på Øster Alle var også et godt legested. Han var repræsentant i blod-foder og far til en god legekammerat, Poul Viggo. Det trak ekstra, at der var mange gode hindbær, som de ikke måtte spise af.

En sommeraften, da mørket var faldet på, skulle et kobbel drenge vise, at de kunne løbe ”hækkeløb”. Det vilde løb gik ned igennem de 10 Vestergade-huses baghaver fra Røjlemosevej til Øster Alle. Haver og hække blev forceret i nok ikke alle lige elegante spring. Løbet forblev en hemmelighed mellem drengene.

Nytårsaften skulle de ud og lave løjer. De fyrede knaldende kinesere og spruttende skrubtusser af. Også ved Pnuel på Nørre Alle (Pension Lillebælt i dag). De tre damer, der ejede pensionatet, inviterede indenfor på æbleskiver og saftevand. Drengene kvitterede traditionen tro ved nytårsdag at sende de tre damer ud for at lede efter de to støbejernshavelåger ved indgangen. De var tunge – men ikke gemt ret langt væk.

Klassekampen fusede ud

I december 1935 døde Pouls far og familiens forsørger. Men familien klarede også det. Det værste af 30’ernes krise var overstået, men nu satte en lokal nedgang ind, da jernbanestation og færge i Strib blev gjort overflødige af Lillebæltsbroen i 1935. To brødre trådte til i forsørgerrollen. Moren havde altid været ferm til at holde hus, og hun syede selv børnenes tøj. En dag så Poul en dreng på Vestergade stå og spise en stor humpel rugbrød med fedt og melis på. Sådan en ville han også gerne have, da han kom hjem. Moren sagde bestemt nej. Der skulle pålæg på hendes mad.

Poul var dog helt klar over, at han boede i den fattige del af Strib, der lå til venstre for Vestergade, når retningen var ned mod færgelejet. På højre side af vejene fra Vestergade ned til Nørre Alle boede de rige. Direktørerne, kaptajnerne, maskinmestrene og forretningsfolkene. Drengene derfra holdt sig mest for sig selv. Sådan husker Poul det.

En sommerdag havde de fundet ud af, at de to drengegrupper skulle slås. Hvad striden handlede om, har for længst fortabt sig i erindringens tågedis. Det store opgør skulle finde sted henne på sportspladsen (hvor forsamlingshuset på Idrætsvej ligger i dag), som ikke var kendt for det flotteste græs. Det var lidt af en pløjemark. To grupper på 12-15 drenge skulede olmt mod hinanden, og det føg med slemme skældsord over kamppladsen, men det kneb med modet til at bruge de bare næver. Poul stod ude på sidelinjen og holdt selvfølgelig med sine klassefæller, men han havde jo fået en god kammerat, som var kaptajnsøn. Ophidselsen tog af, og mange mødre slap for at vaske bukser og trøjer.

Strib var delt i to lejre. Således var det næsten udelukkende børn fra den fattige del, der spillede fodbold. Det gjorde Poul med stor inderlighed i sine drengeår i sommerhalvåret. Der var to mål, og det var vist en bane af normalstørrelse. Men der gik stier på kryds og tværs hen over banen, og der kunne godt komme en mand på cykel ind over banen midt i en kamp.

strib-luften-45-store-tal

Luftfoto af Poul Daugaards Strib. Det er fra 1945. Kun lidt har ændret sig siden 1930’erne. 1. Østerhus. 2. Østervang på Strib Landevej. 3. Treenigheden Øster Alle 4. Strib Skole. 5. Fodboldbanen med stier på. 6. Røjlemosevej, hvor hækkeløbet startede. (Foto: Lokalarkivet i Strib)

Hylende grifler i skolen

Mange af de riges børn kom i privatskole i Fredericia fra 5. klasse. Det var også med til at understrege opdelingen i de to lejre. Det havde Pouls familie ikke råd til. Poul gik den daglige tur til Strib Skole i de syv år, der var undervisningspligt. Men han følte det ikke som en pligt. Han var glad for sin skoletid.

Poul begyndte i skolen den 1. april 1934, det år han fyldte syv år. Han boede endnu på Strib Landevej og gik inde i rabatten, for der kørte faktisk ret mange biler på den asfalterede vej, han skulle benytte. Der var stadig færgeoverfart med de to motorfærger, som konkurrerede med Middelfart-ruten om bilerne, til Lillebæltsbroen var færdig i 1935. Bilerne susede forbi og gjorde den lille skoledreng bange. Det blev næppe mindre af, at en af de ”københavner-biler” for ikke længe siden havde kørt hans bedsteforældres hund ihjel lige uden for Østerhus.

Poul tilhørte en så stor årgang, at frøken Hassing kom på fuldtidsarbejde med 1. klasse. Børnene blev opdelt i to klasser med over 20 elever i hver. Den ene gik om formiddagen og den anden om eftermiddagen. Frøken Hassing var en stor dame, der sad ved katederet, mens poderne sad og ridsede bogstaver med griffel på skifertavlerne, så det hylede og peb i klasseværelset. Samtidig kunne hun finde på at tage fodbad og hænge sit lyserøde korset til tørre på radiatoren i klasseværelset

Det foregik i den gamle skole på Skolevej. I 3. og 4. klasse blev Poul og hans kammerater overladt til lærer Harald Jørgensen – eller Røde Harald, for han var rødhåret. Forskolen blev senere revet ned og lå, hvor kærneskolens legeplads nu ligger. Harald Jørgensen var en rar lærer. Når eleverne skulle ind, stillede de op i to rækker ude i skolegården, inden de gik ind i klassen til skolepultene, hvor eleverne sad to og to.

Engang fik en af pigerne revet sin kjole i stykker. Hun vrælede, og Jørgensen troede, at hun sagde, at Poul havde revet den i stykker. Poul fik i hvert fald en på skrinet og skulle sidde på en tom bænk nede bag ved pigerne. Det var en stor skam. Pigen hulkede videre og fik fremstammet, at det ikke var Poul, men Aage, der havde gjort det. Jørgensen blev kobberrød i hovedet.

– Det må du undskylde, Poul. Gå hen på din plads.

Poul forlod den skamfulde plads, og Aage fik en øretæve, så det sang. Men Poul var ikke tilfreds, for Aage skulle ikke ned at sidde bag pigerne, og det var værre end at få en på skrinet.

oesterhus-og-kirke-1939-bear

Østerhus og Strib Kirke 1939. (Foto: Lokalarkivet i Strib)

Engelsk på kuldamperen

Fra 5. klasse flyttede Poul tilbage til den gamle skole på Skolevej, hvor to lærere skulle forsyne eleverne med folkeskolens afsluttende lærdom. Førstelæreren hed Poulsen – en både streng og dygtig lærer. Han tog sig af regning, fysik, botanik, bibelhistorie, sang og skrivning. Den anden var Hjalmar Thøgersen – en ung, nygift lærer, der var meget rar, men også bestemt. Børnene måtte godt snakke i timen, men kun om noget, der havde med faget at gøre. Var det ikke tilfældet, blev de lige dæmpet ned. Thøgersen underviste Poul i bl.a. dansk og to nye fag: engelsk og geometri. Han var en moderne lærer, der ikke brugte øretæver og spanskrør.

Det gjorde Poulsen, og det fik Poul også at mærke. I hans timer måtte man nemlig ikke snakke – eller bare hviske. Det gjorde sidemanden en dag til Poul i regnetimen. De var lige blevet færdige med et regnestykke.

– Hvad får du?

Poul nåede ikke engang at svare sidemanden. Den gamle rejste sig.

– Nå, der er nok et par herrer, der skal have noget medicin.

De fik begge en på skrinet. Jo, øretæverne sad løst. Spanskrøret blev brugt, men det var slet ikke de sider, som dominerede Pouls skolegang.

Det nye fag, engelsk, var han glad for, og han sugede til sig. En sensommersøndag i 1939 var han på besøg hos familien i Fredericia. Han gik ned til havnen, hvor der lå en stor engelsk kuldamper. Besætningen var ude på agterdækket. Han stod og kiggede op på det store skib. En af sømændene kiggede ud over rælingen og sagde:

– What’s your name? – My name is Poul. – Do you speak English? – Yes, a little. – Come on board.

Poul gik op ad gangvejen til agterdækket. Sømanden hed Sims. Han spyttede fingeren våd og skrev navnet på dækket. Så gik snakken med en rigtig englænder for første gang. Hvor han havde lært engelsk? Om han ville se maskinen? Poul blev tilbage i klassen efter engelsktimen med Thøgersen næste dag. Han fortalte, at han havde talt engelsk med en engelsk sømand, men at han talte et noget andet engelsk end det, de lærte i skolen. Thøgersen grinte,

– Ja, Poul, du ved jo nok, at vi har dialekter; det har de også i England.

Det var skoleengelsk, børnene lærte. I can hop, I can run. Det var det første, der stod i deres engelskbog.

Smøger efter brødturen

Poul bidrog også til familiens økonomi. Han og en kammerat, John, hjalp et par gange om ugen brødmand Ejner Jørgensen fra Røjle, der havde et lille udsalg, som hans kone passede. Han kørte rundt med en brunmalet brødvogn, trukket af en hest. Drengene løb ind i husene og spurgte, hvad de skulle have. Og så ind igen med det bestilte. Det gav både løn og drikkepenge.

Poul begyndte at spare op i banken. Det var i Fredericia Privatbank, for dengang var Strib meget mere knyttet til Fredericia end til Middelfart. Man tog færgen over til arbejde, skole og indkøb. Julehandelen foregik i Fredericia, hvor der var juleudstillinger med nikkende nisser og modeljernbaner med futtende tog. Fredericia Privatbank havde en filial på hjørnet af Münstervej og Vestergade. En, der hed Larsen, passede den i dagligstuen. Dér fik Poul sin første bankbog.

Brødturen sluttede ude på Rudbæksbanke. De to brøddrenge gik op på knolden længst ind mod Strib. Der var en fordybning. Her røg John cigaretter.

– Skal du ikke ryge?

– Naiij. Poul trak på det.

Næste gang havde han købt en cerut hos købmand Eriksen på Vestergade, hvor hans bror købte tobak. Efter brødturen tændte han den oppe i fordybningens skjul. Han sugede og hostede og blev så syg så syg. Han gik en omvej hjem og drak vand, for at hans mor ikke skulle lugte, at han havde røget. Det var den 12-åriges debut med tobakken.

Poul forlod Strib Skole i april 1941 efter veloverstået eksamen. Der var skriftlige prøver i dansk og regning og en eksamination i klassen under overværelse af skolekommissionen med pastor Schiødt i Vejlby som formand. Karaktererne kunne Poul kun være tilfreds med.

Han skulle også konfirmeres, inden han sådan rigtig kunne optages i de voksnes rækker. Det blev han i oktober 1941. Der blev holdt fest i hjemmet på Øster Alle. En af gaverne var et cigaretetui med cigaretter. Efter middagen stod han på hjørnet af Vestergade og røg. Gamle onkel Anders kom.

– Nå, ryger du.

– Ja, det gør jeg.

– Du skulle stikke et strå op i kattens røv og ryge det, lød onklens råd.

Men det råd fulgte Poul ikke. Han har røget siden. Poul blev udlært maler, var malermester i Strib til sin pensionering i 1997 og har været en aktiv mand i byens liv. Bl.a. var han stifter af Lokalhistorisk arkiv for Strib-Røjleskov sogn. Poul blev i 1952 gift med Kärry, der døde i 1987. Parret fik to piger. 

Harmonikaen? Ja, han spillede på den i sin ungdom og har altid nydt musik. Harmonikaen – ikke den lille gamle, men en ny pianoharmonika – kom igen frem, da han gik på pension og begyndte at spille i Strib Byorkester.

poul-okt-41

Poul Daugård som konfirmand i 1941.

 

Denne artikel er skrevet på grundlag af interviews med Poul Daugaard i januar 2007 – 75 år efter at han som 4½-årig så ilden i kakkelovnen fortære hans første harmonika. Den er bragt i Bavnen nr. 2 2007.

Poul Daugaard er født og opvokset i Strib og har gennem årene været meget aktiv i byens liv. Han har altid været optaget af byens historie. Han var drivkraften bag oprettelsen af Strib-Røjleskov lokalhistoriske Arkiv og dets formand gennem mange år.

Poul Daugaard døde i 2010.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

%d bloggers like this: