Vælg en side

Enevældens sidste krampetrækning

Enevældens sidste krampetrækning

For 120 år siden brugte konseilspræsident Estrup fra Højre sine blå gendarmer i kampen for at holde demokratiet nede. Venstreavisen Middelfart Avis gjorde nar ad gendarmerne.

Kronik ill_0002

 Af Poul Christensen

 Redaktør Claudius Madsen, Middelfart Avis, brugte behændigt sin spidse pen i sin kamp mod Estrup-regeringens udemokratiske politik. Den 9. april 1888 stod de blå gendarmer i Strib igen for skud. Venstreavisen kunne afsløre, at de unge gendarmer Hans Peter Jensen, Lars Sørensen og Niels Peter Nielsen på deres logi hos skibsbygger Niels Peter Larsen i hus nr. 7 på Strib holdt drikkegilder af værste skuffe.

”Der drikkes mere baiersk Øl, Rom og Kognac, end forstandige Folk anse for godt og gavnligt for dem, der have Noget at tage vare paa om Dagen”, skrev avisen.

Noget fornuftigt at tage vare på havde gendarmerne ifølge Cladius Madsen ikke. Igen påpegede han gendarmernes totale unødvendighed og beklagede ”de stakkels Mennesker, som have givet sig ind i dette trivielle Liv”, men når det giver anledning til uregelmæssigheder, så må det altså påtales. Og det gjorde han igen og igen.

 

Det er blot en af mange artikler i Middelfart Avis om de blå gendarmer, der huserede i overfartsbyen Strib fra 1886-94 i slutningen af provisorietiden. Selv om vi havde fået en grundlov i 1849, var det så som så med demokrati og retssikkerhed. Godsejerne og de rige i partiet Højre med J.B.S. Estrup som konseilspræsident styrede med kongens opbakning landet med hård hånd, mens bøndernes parti, Venstre, blev holdt udenfor, selv om det havde befolkningsflertallet bag sig i Folketinget.

Som konflikten spidsede til, valgte Venstre at sabotere lovgivningsarbejdet midt i 1880’erne. Estrup slog igen ved at udstede provisoriske love.

Det var en tid, hvor mødearrangører og politikere kunne få fængselsstraffe. Ved et møde i Holstebro i 1885 nægtede Venstrelederen C. Berg at tale, så længe regeringens kontrollant, herredsfogeden, sad på tribunen. Mødets to ledere opfordrede herredsfogeden til at forlade tribunen. Da han ikke gjorde det, førte mødelederne ham med fast hånd ned fra tribunen. Det kostede dem seks måneders fængsel for vold mod politiet. Berg fik seks måneders fængsel som anstifter af vold mod embedsmand i funktion.

Også redaktør Claudius Madsen fik en fængselsdom for at kritisere Højre-regimet, men blev dog frikendt ved appelretten.

De provisoriske love gjaldt først og fremmest den årlige finanslov, men også love, der indskrænkede den personlige frihed. De folkelige riffelforeninger blev forbudt. Skolelærerne fik mundkurv på, så de ikke kunne ophidse til agitation mod regeringen.

Og så kom der en provisorisk lov om de blå gendarmer i 1885. Korpset under krigsministeriet fik til formål at ”yde civile Myndigheder Understøttelse til Opretholdelse af den offentlige Sikkerhed, Ro og Orden samt til Haandhævelse af de bestående Love og Anordninger”. Altså en slags politisk politi, der bl.a. skulle holde øje med de opsætsige venstrefolk. Historikere har betegnet provisorietiden som enevældens sidste krampetrækning.

 

Garnisonen i Strib var på tre mand. De kontrollerede passagererne, der med tog og færge krydsede Lillebælt, og de tog også på patruljeture i omegnen til fods og med jernbane. De udgjorde bare tre af det 500-600 mand store korps fordelt på omkring 100 stationer landet over.

De blev lagt for had af befolkningen de fleste steder. Det kom også til sammenstød med befolkningen. De største var i Brønderslev i september 1886 og i Hobro i marts 1887, hvor en række mennesker blev idømt fængselsstraf eller bøder for vold og ulydighed mod militær og øvrighed.

Så var det fredeligere på Middelfartkanten. De blå gendarmer i Strib var ikke indblandet i politiske kontroverser. Men kontroverser var der, og de kom i avisen.

 

Her er nogle eksempler. Da en rejsende drejersvend stak af fra gendarmerne, skrev avisen: Havde vi da bare beholdt vores gamle politibetjent, var vi blevet fri for denne vagabond.

Gendarmerne gik ind over privat grund. Herredsfogeden afviste alle klager. På preussisk manér kunne de tillade sig alt, skrev Claudius Madsen, og preussisk manér var ikke et venligtsindet ordvalg.

Avisen lagde også spalter til en artikel om en gendarms besøg på et pigekammer. I fuld uniform tog han flugten gennem et gavlvindue.

En gendarm og to damer gik på hyldebærrov hos en enke. Det var næsten et vikingetogt, da en gendarm i lyseblå uniform med to skjoldmøer om bord gjorde landgang og gik løs på hyldetræerne, stod der i avisen.

Officerer kom på inspektion nogle dage efter de kritiske skriverier, men der blev ikke skredet ind over for gendarmerne.

 

Situationen for højreregimet blev mere og mere vanskelig. Højre mistede flertallet i Landstinget. I foråret 1894 indgik Højre og Venstre et forlig, der bragte provisorietiden til ophør. Garndarmerikorpset blev omgående nedlagt. Redaktør Claudius Madsen tog afsked med dem den 6. april 1894 og beklagede, at de ikke havde taget deres ophav – Estrup-regeringen – med. Der skulle yderligere en lang sej kamp til, inden vi fik det demokrati, vi har i dag. Nogle vigtige milepæle er parlamentarismen i 1901, valgret til Rigsdagen til kvinder og tydende i 1915 og Landstingets afskaffelse i 1953.

(Bragt som kronik i Fyens Stiftstidende 1. juli 2014).

%d bloggers like this: