Vælg en side

Holger Lyngstrøm

Holger Lyngstrøm – den mærkelige mand på Tjærepletten

Han flyttede til Strib i 1937. Var kanonfotograf og byggede selv sit hus af genbrugsmaterialer. En gammel Ford T 1923 fra lossepladsen fik han til at køre tusindvis af km. Han oprettede badeanstalt og var en inderlig missionær. Han vendte hver en øre og blev kaldt en pengedjævel. Drillerier og chikanerier væltede ned over den mærkelige mand på Tjærepletten.

Af Poul Christensen

En kanonfotograf slår sig ned i Strib


Holger Lyngstrøm i 1940’erne. (Foto: Historiens Hus Middelfart)

Holger Lyngstrøm havde store planer. Han ville ud i verden og missionere. Han var klar til at drage til den missionsmark, Gud nu engang ville sende ham til. Bare han havde lidt værktøj, kunne han bygge et hus selv i den vildeste urskov. Han brændte efter at fortælle de stakkels ulykkelige hedninge, der tilbeder guder af træ og sten, om Jesu Kristi kærlighed til også dem, der stadig lever i angst for onde ånder.

Den glødende syvende dages adventist var i efteråret 1936, (47 år), rejst til England på missionsskole for at lære sig engelsk. Det fandt han nødvendigt for at begå sig på sin rejse i den store verden.

Fire måneder senere modtog hans kone, Magda (42 år), ham på Fredericia ny banegård, men hun nægtede pure at følge ham længere end til deres midlertidige hjem i en ombygget cirkusvogn i Snoghøj.

Det blev Holger fortørnet over. Han mente nok, at en ægtehustru ifølge biblen skulle stå sin ægtemand bi i enhver god gerning. Han havde nu valget mellem at rejse alene eller blive hjemme. Det kunne ikke komme på tale at tage alle pengene med til missionsmarkerne og efterlade hustruen i Danmark uden midler. Det stod klart for ham, og han ræsonnerede videre ifølge hans egen beretning:

– Skulle der deles, havde jeg kun 10.000 kr. og ingen medhjælp.

Han valgte at blive hjemme.

 

Kanonfotograf ved Lillebæltsbroen

Holger Lyngstrøm er født i 1889 i Havredal ved Karup i Midtjylland. Hans far var husmand på den magre midtjyske jord.

I 1917 giftede han sig med Magda. Hun er født i Løth i Hjørring Amt og fik navnet Susanne Magdalene Karlsen Bach. Hendes far var indsidder (daglejer). Begge ægtefæller kom således fra fattige kår på landet.

Forinden havde han i 1913 tilsluttet sig Syvende Dages Adventisterne og modtaget adventbudskabet og blevet døbt.

Vi ved meget lidt om, hvad Holger har lavet, og hvor parret har boet, til sidst i 1920’erne, hvor Lyngstrøm slår sig ned som kanonfotograf under det store brobyggeri og boede i en beboelsesvogn i Snoghøj. I en kortere periode har de også boet i Strib vistnok i en beboelsesvogn på en grund på Møgelvænget. Det var bygningen af den gamle Lillebæltsbro, der trak Lyngstrøm til denne egn. Han var kanonfotograf, og her kunne tjenes penge til livets ophold.

Tidligere ostegrosserer Arne Schmidt Andersen lærte Lyngstrøm og hans kone at kende i 1932 eller 33:

– Jeg var sammen med min far i Snoghøj med ost til højskolen, badehotellet og kroen og kom i snak med dem. De holdt til i en cirkusvogn, der holdt ved foden af broen, der var ved at blive bygget. Lyngstrøm fotograferede mennesker, der kom for at se byggeriet. Han havde et kanonfotografiapparat. Det var en stor firkantet kasse, og så stod han bagved med et sort klæde over hovedet og trykkede på en lille sort bold, når han tog billedet. Han levede af at sælge fotografier til besøgende. De havde en gammel rutebil fra 20’erne, som de kørte rundt i. De holdt også kristelige foredrag rundt omkring i landet.

Holger Lyngstrøm tog både portrætbilleder af besøgende og bromotiver, som han solgte som postkort til bl.a. de bilister, der holdt i kø for at komme med bilfærgen.

Lyngstrøm i Snoghøj

Holger Lyngstrøm var kanonfotograf, da den gamle Lillebæltsbro blev bygget. Her venter han på kunder. (Foto: Fredericia Lokalhistoriske Arkiv)

 

Rasmus Larsen fik som ni-årig job hos Lyngstrøm. Han skulle sælge postkort og fik en øre pr. solgt kort. Det kunne på en god dag give 25-30 øre til ispinde, fødselsdags- og julegaver. Til bogen om Lillebæltsbroen ”Et eventyr i stål og beton” fra 1996 siger han:

– Lyngstrøm var meget sparsommelig og gav ikke en krone ud, uden at han fik to ind igen, som man sagde. Han gik meget simpelt klædt. Det var ikke det store, vilde flotte, når han gik rundt og talte med folk, men han var god til at snakke. Han var i kedeldragt nogle gange, i overalls andre gange. Han var en ener, helt sikkert. Han havde ingen omgangskreds. Han boede i en vogn og arbejdede i den og var på Snoghøj hver dag døgnet rundt sommer og vinter”.

Broen stod færdig i maj 1935 og dermed blev Lyngstrøms indtægtsgrundlag i det område reduceret. Og planerne om at missionere blandt hedninge forduftede i foråret 1937.

Det faldt sig sådan, at der var en ledig byggegrund på den yderste spids af Strib lige ved fyret. Herfra kunne han gennemføre sine planer om at missionere, selv om der på de kanter var knap så mange hedninge at omvende som i Afrikas jungle. Han kunne også fortsætte med at fotografere og sælge billeder. Og han kunne gennemføre sine ideer om en helsebringende badeanstalt for den lille flok stribonitter. Ja, og så kunne han jo bygge et hus næsten med sine bare næver

Lyngstrøm brugte af sine sammensparede penge til at købe grunden på knap 1000 kvm, der som sælgere havde tolder Jensen, fyrmester Ungerskov og fisker Thomsen. Tolderen var svag af helbred og ønskede at sælge grunden, beretter Lyngstrøm. Den skulle koste 700 kr., men Lyngstrøm blev enig med de tre sælgere om en pris på 650 kr. Lyngstrøm fik sit ”mindre træhus” og ”beboelsesbilen” (Ford T-bussen) hentet fra Snoghøj. Og de fik hurtigt lavet en ”hyggelig, lille strandbolig”, som de boede i foreløbig.

Holger og Magda Lyngstrøm havde slået sig ned i Strib. Det lille hensygnende samfund, der for få år siden havde mistet jernbaneoverfarten til Jylland, havde til gengæld fået to nye indbyggere, som på flere områder vakte opsigt i byen og gav anledning til megen snak i de følgende årtier.

Lyngstrøm (bearb) fotograferer ved Nordenbro ca 1938

Holger Lyngstrøm fotograferer på færgebakken en sommerdag sidst i 1930’erne. Med koncertsalen i baggrunden. (Foto: Lokalhistorisk arkiv for Strib-Røjleskov sogn)

 

Skrammelhuset ved fyrtårnet

Det barnløse par gik i gang med at bygge et hus. Magda blandede cement, sand og sten til fundament og hus. Holger placerede huset mellem to små bakker på den sydlige del af grunden. Cement skulle de købe, men sand og sten var der nok af på byggepladsen og i bæltet uendelige mængder vand. Jern og ståltråd til betonen fandt han på lossepladsen i Middelfart, kaldet Jordmoderlodden ved Strandvejen, dér hvor fabrikken Walker senere blev bygget. Huset skulle bestå af et kælderplan, et stueplan til beboelse og et loft. Holger gravede ud til fundamentet og begyndte at støbe. Snart meldte de første problemer sig ifølge Holger:

– Folk var nysgerrige og undrede sig over, hvad vi på egen hånd ville få bygget op. Ja, nogle var ligefrem misundelige, for de ønskede, at det var dem, der havde fået lov til at bo der på den fredelige og dejlige plet, hvor der var en henrivende udsigt til Lillebæltsbroen, Middelfart og Fredericia. Tolderen havde fået det bedre og fortrød nu at have solgt jorden til ham.

Der blev gjort forsøg på at stoppe byggeriet. Nogen mente, at det var fredet jord. Der havde også været en fredningssag på den yderste spids af Strib. Men den endte med, at det kun var den alleryderste grund, hvor fyret ligger, der blev fredet. Fredningsnævnet fra Assens kom, men det kunne bevises, at der ikke var nogen fredning på grunden. Magda og Holger byggede videre.

Tusinder af søm i alle størrelser blev hentet hjem fra lossepladsen. Mursten og skiferplader til taget blev samlet sammen, hvor han kunne finde noget brugbart. På kabelfabrikken i Middelfart var der en stor ombygning i gang. Dér købte Holger for en billig penge en mængde ”så godt som nyt træværk”. Han supplerede med et par billæs brædder og planker fra Fredericia, hvor den nye havn netop var færdig. Det var træ, der var brugt til støbeforme og stillads. Nu kunne det gøre nytte til gulv og tag i deres nye hus.

Men det tog tid at bygge på den måde, og der skulle også tjenes penge til livets ophold. Han tog ud at fotografere folk, hvor de mødtes til markeder, dyrskuer og folkemøder. På disse ture kørte han i den specielle beboelsesvogn, Ford T-bus fra 1923, og som han selv havde indrettet med mørkekammer og køjeplads. Der var også påmalet religiøse slagord, så køretøjet var rigtig iøjnefaldende og publikumstiltrækkende, når han stillede op for at fortælle om Guds herlighed og sælge gudelige skrifter. Dertil kunne han og Magda supplere med salmesang og musik. Holger spillede på mandolin eller harmonika. Magda kunne også betjene harmonikaen.

Holger prøvede også at holde sit engelske ved lige og deltog i aftenskolen i Strib nogle vintre.

Da Danmark blev besat af tyskerne den 9. april 1940, var huset kun halvt færdigt. Magda og Holger boede stadig i ”strandhuset”, hvor de trods en streng vinter havde det lunt og godt. De så den morgen sværmevis af tyske flyvemaskiner flyve nordpå og krigsskibe ved Middelfart havn. Det dæmpede lysten til at bygge videre dér på spidsen af Strib, hvor der også kom tyske soldater, og hvor det rystede som et jordskælv, når der sprang dybvandsbomber ude i bæltet.

Nu var gode råd dyre. Var det for farligt at bo der? Og hvad med pengene i sparekassen, når Danmark var blevet besat? Der kunne nu kun hæves 25 kr. om ugen i Middelfart Sparekasse. Men heldet – eller Guds vilje – tilsmilede Lyngstrøm midt i hans finansielle grublerier. Biografejer Tholstrup havde sat ejendommen Hessgade 12 i Middelfart til salg. Holgers regnestykke var, at 10.000 kr., som han havde i sparekassen, svarede lige til husets pris fratrukket gælden i ejendommen. Tholstrup fik indeståendet i sparekassen. Så skulle der ikke hæves penge. Hessgade 12 med indtægter fra lejerne var Lyngstrøms. Fast ejendom var bedre end kontanter i de usikre tider, mente han.

– På den måde blev vi begge hjulpne, og mine penge var jo mere sikre i huset og gav mig en bedre rente, noterer Holger, der nu også ejede en mindre udlejningsejendom.

De valgte at bygge videre på Tjærepletten. Huset blev endelig færdigt, og Magda forlod det lille træhus til fordel for et ”dejligt hjem”, som blev beundret af alle, idet ”vi to havde bygget en dejlig rede uden spor hjælp fra håndværkere”, som Holger noterer det med stolthed.

Der var indlagt centralvarme og store støbejernsradiatorer. Der var badeanstalt i kælderen. Der var endog en vindmølle, der trak en bildynamo, så der kom strøm til de elektriske pærer i huset. De pudsede facader blev malet i en okker-agtig farve, og vinduerne var nærmest almueblå. Indvendig blev væggene tapetseret med en mosaik af små firkantede prøver fra tapetbøger.

Skur med vindmølle

I forgrunden skuret ”Luen” med toiletbygning foran og ovenover vindmøllen, som gav strøm til huset. Foto ca. 1950. (Foto: Lokalhistorisk arkiv for Strib-Røjleskov sogn)

 

Tidligere malermester Poul Daugaard er barnefødt i Strib og var malerlærling i Middelfart, da han første gang midt i 1940’erne mødte Holger Lyngstrøm på lossepladsen på jordemoderloden.

Lærlingen var sendt derud med en trækvogn med nogle kasserede materialer fra mesters værksted og skulle til at læse af mellem bunker af slagger fra tørv og brunkul. Lyngstrøm kom farende:

– Hvad har du dér?

– Jeg har noget hvidt pulver. Det er en fejl, jeg har lavet. Jeg har blandet noget gips op i en fustage med titanhvidt.

– Det kan jeg bruge.

– Til hvad?

– Det kan jeg kalke kælderen med.

– Må jeg tage det?

– Ja, det må du.

Og så fik han det. Gips og titanhvidt dur ikke sammen. Det kan en maler ikke bruge.

Så var der nogle gamle tapetbøger.

– Må jeg tage dem også?

– Ja, værsgo.

Malerlærlingen kom slet ikke af med noget på pladsen den dag. Senere kom han i genbrugshuset og så, at Lyngstrøm havde tapetseret hele huset med tapetprøver, stykke for stykke.

 

”Det er jo en fin villa”

Snakken om de mærkelige mennesker, der havde slået sig ned ved Strib Fyr, gik med øget styrke. Magda og Holger kunne endog læse om det i aviserne.

– Huset var bygget af skrammel, som andre havde kastet ud som ubrugeligt.

Sådan sammenfatter Holger selv indholdet af artiklerne og føjer så til, at journalisterne jo havde stillet sagen på spidsen; det skulle jo lyde af noget.

Det betød, at folk ligefrem kom langvejs fra for at se det besynderlige hus og deres Ford T.

– En dag kom der en bil med to familier helt fra Ringkøbing. Da de havde set huset og snakket med Magda og Holger, sagde den ene af mændene, en ældre herre: ”Jeg er bleven skuffet. Jeg havde ventet at se et enestående skrammelhus, og så er det jo en fin villa”, bemærker Holger og fortsætter:

– Efter sådanne udtalelser blev Magda stolt af det hele, men til andre tider blev hun ærekrænket, når Holger blev omtalt som et ”fænomen og særsyn”.

Der blev ved at komme folk til spidsen af Strib for at se det særprægede hus. For at få en ende på det, inviterede parret gennem aviserne til en slags åbent hus. Der kom et livligt rykind i hjemmet på Tjærepletten en hel eftermiddag. Holger skriver:

– Både min kone og hendes søster var stolte over at fortælle om og fremvise, hvad vi havde kunnet fremstille af kasserede ting.

Hus set fra kysten

Hele ejendommen på Tjærepletten, set fra vandsiden ca. 1950. (Foto: Lokalhistorisk arkiv for Strib-Røjleskov sogn)

 

Huset fik navnet ”Orion”. Det gamle træ-strandhus ”Luen”. Senere byggede han to små sommerhuse ”Disco” og ”Rold” på grunden. Igen var der brugt genbrugsmaterialer. Han fik også telefon. Den var også flikket sammen af dele, han havde fundet. Den lignede en gammeldags telefon med håndsving og telefonrør med en taletragt og hørestykke. Den hang i stuen på væggen ud til vandet.

Holger troede, at de nu kunne bo og virke dér uden problemer.

– Ja, vi havde begge glædet sig til en lykkelig alderdom i dette hyggelige og dejlige hjem. Men vi menneskers forhåbninger og planer synker ofte i gruset, skriver han. Og så fortæller han historien om den tristeste ægteskabshistorie, man nogensinde har læst om. Den vendes der kort tilbage til ved denne i et senere afsnit. I 1945 var Magda 51 og Holger 56 år.

 

Badeanstalt med svedekasser

Magda og Holger Lyngstrøm indrettede en badeanstalt i kælderen i deres nye, selvbyggede hus på Tjærepletten. Her kom mange stribonitter og fik en ikke helt almindelig oplevelse. Anstalten blev antagelig åbnet i et af de sidste krigsår og fungerede til omkring 1950.

Holger Lyngstrøm havde for år tilbage været ansat som badekarl på det mondæne kursted, Skodsborg Badesanatorium, nord for København. Her flokkedes folk med lammelser, nervesygdomme, overvægt og kredsløbsforstyrrelser under lægelig ledelse med det formål at lindre lidelserne. De fik dengang vandbehandlinger og massage; der var bevægelsesterapi, varmestråler og kulbuelysbade samt elektrisk behandling. Og så var Skodsborg Badesanatorium oprettet af folk med tilslutning til Syvende Dages Adventistsamfundet – den religiøse bevægelse, som Lyngstrøm havde tilsluttet sig.

Lyngstrøm har uden tvivl fået inspiration til sin badeanstalt derfra. Badeanstalter var der i de større byer. Middelfart havde sin udgave. På kommuneskolen kunne man få bruse- eller karbad fredag og lørdag i vinterhalvåret for 50 til 65 øre. Der var endnu ikke kommet badeværelser i hjemmene hos den brede befolkning. Derfor var der et vist kundeunderlag blandt ca. 1200 indbyggere i Strib.

Badeanstalten har været en væsentlig indtægtskilde for parret i sidste halvdel af 1940’erne. Det mest bemærkelsesværdige var svedekasserne. Som alt andet i huset havde Lyngstrøm selv fabrikeret dem.

Svedekasser

Kort tid før huset blev revet ned sidst i 1970’erne blev to svedekasser fotograferet i kælderen i det forfaldne hus. Kasserne var snedkereret sammen af træplader. (Foto: Erik Ulriksen/Lokalhistorisk arkiv for Strib-Røjleskov sogn)

 

Varm luft fra primusapparat

Vi lader den dengang unge badegæst og malersvend Poul Daugaard, fortælle:

– Det var egentlig udmærket, men meget primitivt. Der var to store kasser, som var lavet af enten masonitplader eller krydsfinér. Inde i dem stod en lille trebenet malkeskammel med et rent, hvidt viskestykke over til at sidde på. Lyngstrøm åbnede lågen foran. Man gik ind og satte sig med nakken op til en halvcirkelformet udskæring i en plade, der dækkede den bagerste halvdel af kassen. Et skydelåg med en tilsvarende udskæring blev skubbet ind forfra. Så sad man dér med hovedet ragende op gennem et rundt hul i kassen. Det håndklæde, vi havde med, slyngede Lyngstrøm rundt om vores halse, så kassen var helt tæt. Der kom varm luft ind i kassen, og det var effektivt, skal jeg love for. Alt det gamle skidt blev svedet ud. Man kom jo for at blive ren. Den varme luft kom fra et gammeldags primusapparat på petroleum. Det stod nedenunder og luften kom op i kassen. Der blev godt varmt. Vi svedte over det hele. Dér sad vi i 20 minutter. Ja, vi blev næsten kogt.

– Inde i rummet ved siden af, det var nærmest et pulterkammer, fik vi efter turen i svedekassen et koldt brusebad fra en gammeldags zinkbruser med en hel masse huller i. Lyngstrøm spurgte, om vi ville have ferskvand eller saltvand. Og det var koldt vand. Til dem, der ville have saltvand, hentede han en havekandefuld i bæltet. Han boede jo lige ned til vandet. Jo, man vågnede i hvert fald op, når man blev skyllet af. Da vi stod derude og blev skyllet af, blev vi også skrubbet med træuld. Det fik han fra nogle gamle madrasser, han havde fundet. Det var effektivt. Det tog gammel, død hud samt lus og lopper hos dem, der havde utøj.

– Jeg kan ikke huske prisen for et bad, men det var ikke dyrt. Jeg var arbejdsløs dengang, lige hjemsendt fra hæren, og havde da råd til det. Jeg kom der en gang imellem i nogle år sidst i 1940’erne.

Der kom både kvinder og mænd i badeanstalten. Holger tog sig af mændene, og Magda kvinderne. Men det var jo ikke altid den rette bademester var hjemme.

En dag var Lyngstrøm således ikke hjemme, da Poul Daugaard og en kammerat trængte til en tur i svedekassen.

– I kan selv gå ind i kasserne; min mand kommer først hjem med halv syv-bussen, sagde Magda.

Poul og hans kammerat gik ned i kælderen, hvor Magda havde gjort klar. De smed tøjet og kom ind i kasserne. Hun viklede håndklædet om halsen og satte primussen i gang til de 20 minutter. Men Lyngstrøm kom ikke hjem.

– Har I noget imod, at jeg bruser jer, spurgte Magda.

– Nej, vi var da ligeglade. Og det gik også udmærket, ler Poul Daugaard i dag.

 

Sort som en neger

Der er usikkerhed om, hvordan kasserne blev varmet op. Flere siger, der lå opvarmede sten i kasserne. Andre mener, der også kom damp ind gennem et rør. Men Poul Daugaard er sikker på, at der var et primusapparat.

– Jeg havde en kammerat, der var malersvend. Han var også gået derned. Han kom ind i kassen til de 20 minutter. Lyngstrøm gik. Men primussen brændte ikke rigtigt og sodede, så min kammerat var sort som en neger over det hele, da han kom ud. Det var sådan noget fedtet petroleumssod. Det har ikke været sjovt at få på sig. Han skulle rigtig vaskes bagefter og var forståelig nok godt tosset, husker Poul Daugaard.

Folk snakkede om, at det var sundt at komme i svedekassen, som man kaldte kasserne i Lyngstrøms kælder. Også forældre tog deres børn med, og det var noget af en oplevelse for børnene at komme ind i den gabestokagtige kasse, hvor man kun lige havde hovedet over. Det var en lidt uhyggelig fornemmelse, når Lyngstrøm smed en pøs havvand på de varme sten i kassen, så de spruttede og dampede. Også bagefter at blive skrubbet med træuld, der kradsede fælt. Flere husker dog, at den Storm P’ske bruser kunne levere både koldt og varmt vand.

 

Hus med fyrtårn1

Sådan tog huset med navnet ”Orion” sig ud omkring 1950. (Foto: Lokalhistorisk arkiv for Strib-Røjleskov sogn)

 

Sunde elektriske stød

En særlig specialitet var ”strømbehandling”. Lyngstrøm havde et elektrisk induktionsapparat. Han stod og drejede på et håndsving. Badegæsten skulle enten røre ved apparatet eller Lyngstrøm, så trak det gnister. Det kom svage elektriske stød. Det gjorde ikke ondt, men det skulle være godt for helbredet, lød forklaringen. Elektriske behandlinger var kendt også dengang til bl.a. at stimulere musklerne og fremme blodomløbet.

Drenge tog det som et mandfolk, men pigerne var bange, når de kom til strømmen.

– Jeg var der med min mor og mine søskende. Selv om vi holdt hinanden i hånden, så vi fik stødene samtidig, var jeg bange, husker Birgit Drejøe.

Svedekassen havde til formål at få affaldsstoffer svedt ud af kroppen. I en engelsk bog er der en omtale af en svedekasse, der ligner Lyngstrøms. De blev brugt til behandling af udmattede soldater, der havde været ved fronten i Anden Verdenskrig.

Selv om det var primitivt, er der mange gode oplevelser:

– Bagefter var vi rene og havde det godt.

– Jeg mindes det som en god oplevelse, men vore forældre har nok syntes, at det var skæppe morsomt; det var jo ikke almindeligt.

– Jeg blev i hvert fald 100 procent ren.

Men kritik var der, specielt fra kvinder, som Magda tog sig af.

En dag kom Lyngstrøm brasende ind, da der var damer i anstalten. Han skulle lige veksle nogle penge.

– Men Holger dog!, udbrød Magda.

– Jeg ser jo kun, hvad Vorherre har skabt, sagde Holger, inden han forlod lokalet.

Flere siger, at han også drev en badeanstalt i kælderen i hans ejendom i Hessgade i Middelfart.

 

 

Besynderlige biler

Det var ikke kun hus og badeanstalt, Holger Lyngstrøm kunne flikke sammen helt uden brug af håndværkere. Det gjaldt også biler. Han fandt eller købte for få penge bilvrag, som han fik til at køre både som praktiske transportmidler og som missionsbiler.

Lyngstrøm Tre køretøjer 04-76 EU, red

Sådan så Ford T-bussen (holder bagerst) ud i 1976, inden grunden på Tjæreplettet blev ryddet af Holger Lyngstrøms død. Den ser ynkelig ud. ”Jesus er ner”, er der godt nok malet på siden. Alligevel har vind og vejr og kvarterets drenge behandlet bussen ganske respektløst. Dækkene er smuldret bort. Rusten har tæret på chassiset og alt af jern. Råd har mørnet dele af karetmagerens oprindelige karrosseri og de senere ændringer. Flere ruder er smadret. Taget er utæt. Motoren og forenden er fjernet. Foran bussen en Ford V8 og en personbil. (Foto: Erik Ulriksen/fra Lokalhistorisk Arkiv for Strib-Røjleskov sogn)

 

Bussen blev autocamper

Den første af Holger Lyngstrøms biler, vi kender til, er Ford T-bussen. I 1923 var den en funklende ny bus. Ifølge veteranbilkenderen, Viklit Graae Jørgensen, er dens chassis samlet på Ford Motorkompagnis samlefabrik på Hejmdalsgade i København, og den har fået et karrosseri hos en karatmager, som man gjorde det dengang. Den har så kørt rutebil et eller anden sted, formentlig i det sydlige Jylland.

Det var ikke en hurtigbus. Den kunne kun køre 30-40 km/t, når speederen var i bund. Den rigtige betegnelse for modellen er Ford TT, en lastbiludgave. Understellet er kraftigere, og motoren lavere gearet end en Ford T. Sidst i 1920’erne kom en ny generation af rutebiler, der kunne køre hurtigere og var langt mere praktiske til formålet. De gjorde de gamle værdiløse.

Holger Lyngstrøm har antagelig købt eller fået bussen først i 1930’erne. Han har fortalt om, at han for næsten igen penge har samlet biler op på lossepladser og hos ophuggere. På det tidspunkt opererede han fra Snoghøj syd for Fredericia, hvor han fotograferede folk, der besøgte bygningen af den gamle Lillebæltsbro. Derfor er det sandsynligt, at han er faldet over den udrangeret bus et sted i Syd- eller Sønderjylland.

Han bevarede karrosseriet med forhøjningen midti – tagrytteren – så man kunne gå oprejst inde i bussen. Han fjernede bagdøren, hvor passagerne kom ind og ud, og forlængede bagtil køretøjet med 40-50 cm. Den bagerste del af bussen skærmede han af med to selvbyggede skabe på hver side. Glasset i de bagerste vinduer udskiftede han med træplader, så der, antagelig med et tæppe foran ind til den forreste del af bussen, kunne blive helt mørk i bagenden – fotografen havde skabt et transportabelt mørkekammer. I skabssektionen var der også en kobbervask, som nok er brugt både til opvaskervand og fremkaldervæske.

Han ændrede sæderne eller bænken langs bussens sider. De blev lavere og forsynet med anordninger, så der kunne lægges træplader på tværs til sovepladser. Flere mener, der også var toilet i den bagerste del af bussen. I hvert fald er der i dag i bunden af bussen et hul på en diameter på otte cm.

Gør det selv-manden, Holger Lyngstrøm, forvandlede den gamle Ford T-bus til sandsynligvis Danmarks første autocamper med mørkekammer. Og han har helt sikkert brugt materialer, han har samlet op på lossepladser eller tiltusket sig for næsten ingen penge.

DSC04636 (2) indvendig

Ford T-bussen er den eneste af Holger Lyngstrøms biler, som eksisterer i dag. Sådan så karrosseriet ud indvendig, da Poul Thostrup gik i gang med renoveringen sidst i 2006. Bemærk de grønne skabe bagtil og de slagbænkagtige sæderækker. (Foto: Poul Thostrup)

 

Beboelse og mission

Holger Lyngstrøm kalder i sine efterladte papirer bussen for sin ”beboelsesbil”. Hvis den kunne tale i dag, ville den uden tvivl kunne fortælle om dramaer og besynderlige oplevelser. Det kunne være sjovt at høre, hvordan Holger har købslået for at få prisen ned på et minimum, da han fik bussen. Han var kendt for at vende hver en femøre.

Og når Magda og Holger på deres missionsture sang om Guds herlighed, mens Holger trak i sin harmonika eller klemtede på sin mandolin. Hvad talte de to ægtefæller om, når de sad i fred og ro inde i bussen efter de drillerier og grovheder, de ustandselig blev udsat for. Det var f.eks. utallige piftede hjul og drenge, som ikke kunne lade være med at smide småsten ind i den His Master’s Voice-lignende tragt, Holger brugte for at forstærke Guds ord til fortabte sjæle. De fandt sig i gang på gang at blive ydmyget. Og hvordan fungerede mørkekammeret, når han fremkaldte film og forstørrede billeder?

En enkelt beretning om parrets levevis på tourné kender vi. Før Anden Verdenskrig kom Magda og Holger til Nordjylland i flere år. Birgit Vejby, der i dag bor i Daugård, husker, at de besøgte hendes bedsteforældre i Pandrup flere gange. De var som Lyngstrøms medlemmer af Adventistsamfundet. Det var ikke alle, der var lige begejstrede for at få besøg, men hendes bedstefar lyttede gerne til Lyngstrøm og fik også flere sjove oplevelser i tilgift.

– Bedstefar spurgte en dag, hvorfor Lyngstrøm havde en balje med vand stående uden for vognen, fortæller Birgit Vejby.

– Jo, min kone laver mad inde i vognen på en primus, og det kan jo være farligt. Går der ild i hende, kan hun løbe ud og springe i baljen, lød Lyngstrøms svar.

Der gik dog hverken ild i Magda eller bussen.

Men Ford T-bussen var nok ikke for driftssikker, som årene gik. I hvert fald fik Holger Lyngstrøm en anden bil – en almindelig Ford T 1923 et par år før Anden Verdenskrig. Bussen blev parkeret på grunden på Tjærepletten og gik i forfald.

Viklit Graae Jørgensen købte de bilvrag, der efter Holger Lyngstrøms død i 1976 stod på grunden. Ford T-bussen solgte han til Peter Lykkeberg, Farum, der i vinteren 2007 gik i gang med at restaurere den. Forpartiet er ved at blive genskabt, og der er sat en motor i. Poul Thostrup, Tullebølle, har genskabt karrosseriet. Efter planer kommer den til at køre på landevejen igen i 2008.

 

Den gamle Ford fra lossepladsen

En augustdag i 1947 kørte Holger Lyngstrøm sin Ford T 1923 ind på Rådhuspladsen i København og lod sig fotografere og interviewe til Dagbladet Politiken. Han og hans kone, Magda, var netop vendt hjem til Danmark efter deres første store tur i Skandinavien i denne bil. Han havde sagt farvel til hovedrystende stribbonitter et par måneder før. Han havde vist skeptiske nordmænd, at det var muligt at få den mærkeligt udseende vogn til at køre op ad de stejleste og skrappeste stigninger ved Troldtinderne i Romsdalen. Det skulle i den store Københavneravis.

Den 15. august 1947 bragte dagbladet Politiken en artikel med et billede af Holger Lyngstrøm og hans selvbyggede Ford T midt på Rådhuspladsen i København. ”Der findes faktisk mennesker, der er i stand til at præstere det usandsynlige med næsten ingenting til hjælp”. Sådan indleder journalisten sin artikel.

Scan0001 copy

Holger Lyngstrøm var rigtig kommet ud at køre igen, efter at det igen var blevet muligt efter Anden Verdenskrig. Han fandt Ford T-varevognen i 1931. I sine efterladte papirer ynder han at kalde den ”Den gamle Ford fra lossepladsen”. Han skilte den ad engang sidst i 1930’erne. Sådan blev den liggende på hans grund mellem meget andet ragelse krigen over.

Efter krigen kastede Holger Lyngstrøm sig over stumperne af Ford T’en. At købe en bil var alt for dyrt for ham, der var kendt for at have sin gang på lossepladser, hos klunsere og lignende steder. Han havde givet 25 kr. for bilvraget. Nu jagtede han reservedele på lossepladser og hos produkthandlere. Karrosseriet byggede han selv af træ og sømmede det godt sammen. Dæk og slanger fandt han, selv om det var mangeltid efter krigen. 50 kr. måtte han i alt punge ud for at få bilen til at køre. Den stod ham således i 75 kr. plus selvfølgelig et større antal arbejdstimer. Indregistreret blev den også, om end det skete med noget besvær.

 

Ingen som den i hele verden

Ældre stribbonitter kan huske køretøjet. Tidligere malermester Poul Daugaard kalder den en ”model Lyngstrøm”:

– Der var ingen modeller i hele verden, der lignede den. Det er sikkert. Der var kun plads til to personer på forsædet. Bagenden var afrundet ned mod kofangeren med brædder. En dag blev han stoppet af politiet i Middelfart og fik at vide, at den var helt gal. De brædder, han havde sømmet på, duede ikke – de skulle skrues på. Jeg tror aldrig, han har givet en krone ud til en mekaniker.

Den første store tur i 1947 gik fra Strib til Oslo, derfra på kryds og tværs i Norge til Skien, Kongsberg og videre gennem Gudbrandsdalen til Lillehammer. Han kørte derefter til Romsdalen og Åndalsnes lidt syd for Trondheim. Så gik det ellers hjem sydover, i alt en tur på 1700 km. Motoren slugte 170 l benzin og kun lidt olie. Han var stolt over, at den kunne køre 10 km på en liter benzin. Det største problem var punkteringerne i tide og utide. Men det og småreparationer klarede han på stedet.

Året efter begav parret sig ud på den anden skandinavienstur. Den kender vi ikke meget til. Men vi ved, at han elskede disse ture. Folk stimlede sammen, når de gjorde holdt, for at se den specielt udseende bil. Så var der også et publikum at missionere for. Han medbragte harmonika og mandolin, og parret spillede og sang kristelige sange. Lyngstrøm og hans bil kom i de lokale aviser.

 

Til midnatssolens land

I forsommeren 1949 indledte Magda og Holger Lindstrøm den største tur. Den gik til Norges vildeste isklædte bjerge, til midnatssolens land, ja, helt til Tromsø, Lapland og Finland, som Holger beskriver det.

I et interview i Middelfart Venstreblad den 10. juni 1949 ved afrejsen til den 6000 km lange tur, fortalte han om sin ”gamle ven”:

– Ford’en har tjent mig tro. Vi har været dus med hinanden, for der er ikke en skrue i den, jeg ikke kender, og den har aldrig i min tid været i berøring med en mekaniker. Uundgåelige skrøbeligheder ordner jeg selv, så man ved, hvordan det har sig med tilstanden, siger han og klapper ”sin svageligt udseende, men nymalede langtursoppudsede vogn”, som journalisten observerede den.

Journalisten spurgte, om han ikke vakte opsigt med vognen i Norge.

– Ih, ja. Folk rystede på hovedet, når de langt oppe i Norge så den vogn forcere fjeldvejene, og det skortede ikke på advarende ord om, at der kom klippeveje, som vi ikke kunne gøre os håb om at klare, men Ford’en gjorde alle skumlerier til skamme.

Han var stolt over, at han aldrig havde haft brug for en Falck-bugsering, og var der lidt i vejen med den, så klarede han det på pletten.

Han kørte turen med færgeoverfart fra Frederikshavn til Gøteborg, gennem Värmland i Sverige til Oslo og videre mod nord ad de norske veje fyldt med huller efter regn og forårets tøbrud. Men Ford T’en forcerede det hele.

– Den er jo ingen væddeløber, men en solid slider, der holder af et hvil, når den finder et seværdigt sted, sagde Holger Lyngstrøm til Middelfart Venstreblad, da han ringede på vej hjem fra turen.

Det tog en måned at nå Tromsø. De kørte ind over Finmarken nord om Sverige og nord for polarkredsen, ned gennem Finland til bunden af den Botniske Bugt. Her rullede de ind i Sverige og kørte sydover via Stockholm.

– Ford’en har gået udmærket, rapporterede Lyngstrøm fra den svenske hovedstad og tilføjede, at den vakte opsigt i disse fjerne egne. Den blev fotograferet utallige gange og flittigt omtalt i presse, så den er blevet kendt fra Nordkap til Gedser.

Magda og Holger Lyngstrøm samt Ford’en kom hjem i god behold. Huset havde de lejet ud til turister i de godt to måneder, turen varede. Rejsebudgettet var baseret på, at lejeindtægterne skulle dække færgeoverfarten Frederikshavn-Gøteborg og de 600 l benzin, der skulle til den lange tur.

Der er ingen tvivl om, at Holger Lyngstrøm nød at være i centrum på disse ture. I sine efterladte papirer skriver han:

– Overalt blev der skrevet i aviserne om den mærkelige turistfamilie. Hr. Lyngstrøm blev kaldt et fænomen, en original, der var noget for sig selv, der kunne få noget ud af ingenting.

 

Udstikkende dameben

Lyngstrøm brugte også Ford T’en hjemme i Strib og på sine mindre missionsture. En dag var han ifølge tidligere ostegrosserer Arne S. Andersen kommet i politiets søgelys efter en køretur.

Bilen var set i Middelfart med et par dameben stikkende ud af ladet. Politiet blev alarmeret, for der var en frygtelig sag, som optog folk. En unge pige, Gurli, fra Sønderjylland var blevet bortført, og hele landet ledte efter den stakkels pige og hendes bortfører. Var det mon den mærkelige mand fra Tjærepletten?

Politi og sognefoged mødte op, og rigtignok var der en pige i bilen. Men det var ikke Gurli.

Det var en mannequin med stålkrop og voksben, der blev brugt i udstillingsvinduer. Hende havde Holger Lyngstrøm fundet på lossepladsen, og hun skulle hjem til hans samling af ting og sager.

Hus med biler

Lyngstrøms bilpark og den sydlige del af huset på Tjærepletten ca. 1952. Yderst til venstre skimtes Ford T-bussen 1923. Dernæst en missionsbil af mærket Ford V8 1938 med braksnude (kort næse) og den åbne Ford T-varebil 1923 med det specielle karrosseri. Til højre en engelsk Bradford-varebil. (Foto: Fra Lokalhistorisk arkiv for Strib-Røjleskov sogn)

 

Den motorsagkyndiges dom

I 1950 ville han køre endnu en tur i den gamle bil fra lossepladsen. En tur rundt om Nordsøen over Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig (Paris), England, Skotland, Norge og Sverige. Lyngstrøm mente nok, at bilen kunne klare en sådan tur, men det mente den motorsagkyndige, kaptajn Svendsen, i Middelfart ikke. Han forlangte, at der blev påsat et nyt og moderne karrosseri. Men så ville den jo komme til at ligne andre biler og ikke blive den attraktion, som skulle til, når de ankom til nye steder for at missionere. Det ærgrede Holger Lyngstrøm, også fordi han havde fået ”helt godt gummi på hjulene”, som han noterede det.

Han måtte aflevere nummerpladerne. Ford’en blev langtidsparkeret på grunden på Tjærepletten, og parret kom ikke ud på deres tur. Ford’en fra lossepladsen stod stadig på grunden i 1976, men var så ødelagt, at dens rester endte på lossepladsen.

Holger tog alene til London for at lære mere engelsk og for at missionere. Det blev et dramatisk år, hvor Magda dør, og Holger købte en ny bil – en Armstrong Siddeley, for 15 £ hos en bilslagter i London.

 

I Vorherres tjeneste

Holger Lyngstrøm følte sig kaldet til at missionere blandt de mennesker, han mødte på sin vej. I 1913 havde han tilsluttet sig Syvende Dags Adventisterne – en protestantisk frikirke i Danmark og et verdensomspændende kristent fællesskab med over 14 mill. medlemmer i dag. Som nævnt ville Holger i 1937 drage til Afrika, eller hvor Gud ville sende ham hen, for at omvende hedninge, men Gud – og Magda – sendte ham til Strib.

Hans aktiviteter har næppe været en del af adventistsamfundets mission, men er sket på hans eget initiativ og med hans egne helt specielle midler. Også i adventistsamfundet blev han opfattet som usædvanlig og en ener, der ”blandt andet havde sin markante måde at drive mission på, som det vil huskes af mange”, som der stod i nekrologen i Adventnyt i september 1976.

Som adventist troede Holger Lyngstrøm på, at Jesus snart ville komme igen i spidsen for en hærskare af engle. De, som havde søgt Guds rige, ville så få et evigt liv i himlen. Holger ville, at så mange mennesker som muligt skulle ende der. Derfor var missionsgerningen vigtig. Når han skrev på sine biler: ”Det er tiden at søge Guds rige”, så mente han, at det skal ske, mens man er i live. Hvis det ikke er sket, inden man dør, er det uigenkaldeligt for sent. Og Guds rige kan snart komme. Selv om adventisterne ikke sætter årstal på Jesu genkomst, tror de, det vil ske inden for en overskuelig fremtid.

Der var ingen tid at spilde her og nu. Fra sit hus på Tjærepletten kørte han i de mere eller mindre selvbyggede missionsbiler ud til dyrskuer og folkefester for at få folk til at søge Guds rige. Samtidig kunne han tjene nogle penge ved at fotografere. Krigen satte en begrænsning på den aktivitet, men den kunne også udøves i Strib. Holger stillede sig op nede på færgebakken/Nordenbro med en His Master’s Voice-lignende grammofontragt som megafon og vedblev med den aktivitet i årtier.

Også hjemme på Tjærepletten indbød han folk til at høre Guds ord, og det tiltrak mange i flere år.

 

Kanonslag i bønnemødeteltet

Det skete i et telt, som stod på en af de ubebyggede grunde syd for Lyngstrøms.

Poul Daugaard kom der som stor dreng/ung mand ved slutningen af krigen:

– Det var et ret stort telt, hvor der vel kunne være op til 50 personer. Teltdugen var syet sammen af noget rødt og hvidt stof i strimler. Teltet var holdt fast med barduner. Dugen var sikkert nogle rester, han havde fundet et eller andet sted. Vi fik uddelt nogle sange, han selv havde trykt med en duplikator på noget mærkeligt papir, som må have været affaldspapir.

– Jeg husker de to første linjer i en: Alle burde elske Jesus, alle på den vide jord. Det var en naiv tekst og ikke den store digterkunst. Lyngstrøm spillede mandolin til sangene og hans kone på en toradet harmonika. Det lød ikke så godt, må jeg sige. Som jeg husker det, var der ikke mange, der sang med.

De unge mennesker kom der mest af kedsomhed og for at opleve noget spændende.

– Der var jo ikke så mange ting at gå til i Strib. Nu kunne der ske noget sjovt, siger Poul Daugaard, der ligesom flere andre ikke mener, at Lyngstrøm havde succes som missionær i Strib.

De fleste kom der, fordi Lyngstrøms var nogle mærkelige mennesker, og så skete der noget i den lille by.

En af attraktionerne var en gammel filmfremviser, hvor han skulle dreje filmen frem med et håndsving. Filmen blev belyst med karbidlys – en gasart som brændte. Det er f.eks. det lys, der var på hestevogne og biler i gamle dage. Poul Daugaard husker en film om kong Christian X’s besøg på Island et eller andet år. Det var levende billeder, men de var ganske utydelige, og der var mange tekniske uheld.

Men Lyngstrøm måtte også sande, at en profet sjældent er agtet i sin hjemegn. De unge var ude på skæg og ballade. Der blev grint ad Lyngstrøm, og han blev afbrudt. Efter mødet samlede han penge ind i en kurv, og her kvitterede selv de voksne med at smide bukseknapper i kurven i alles påsyn. Grovere ting skete også. De store drenge og de unge rev bardunerne op, så teltet brasede sammen. De smed kanonslag ind i teltet midt under bønnemødet.

Lyngstrøm for ikke op over disse grovheder. Han beskrives som en Gandhi-type, der fandt sig i de massive ydmygelser og uanfægtet fortsatte sin gerning i en højere sags tjeneste. De, som i dag fortæller om drillerierne og chikanerne, synes det var tragisk og er flove over det.

Balladen i teltet blev dog på et tidspunkt for meget for Lyngstrøm. Han kontaktede sognefogeden for at få ham til at komme og holde justits ved møderne. Ifølge sognefogedens søn, Arne Schmidt Andersen, dukkede sognefogeden kun op til et enkelt møde.

Holger Lyngstrøm holdt også møder i en mødesal i sin ejendom, Hessgade 12, i Middelfart. I en annonce i Middelfart Socialdemokrat den 7. december 1946 indbød han til ”foredrag med lysbilleder om de store verdensbegivenheder. Adam og Eva i Paradiset. Menneskehedens kamp for tilværelsen. Jødefolkets skæbne m.m. Virkelig smukke, kolorerede lysbilleder, som alle bør se. Ekstranummer en film”. Entreen var 65 øre for voksne og 35 øre for børn

 

En ægteskabstragedie

Holger Lyngstrøm kunne bygge hus og reparere biler, men på hjemmefronten kom hans talenter til kort. Ægteskabet med Magda skrantede, og det blev helt tydeligt omkring 1950.

– Nu vil jeg med sorg og smerte og tårefyldte øjne skrive vel nok den tristeste ægteskabshistorie, De nogensinde har læst.

Sådan indleder han sin beretning om det sidste dramatiske år af sit ægteskab med Magda, som han i efteråret 1950 havde været gift med i 34 år. Han skrev den i 1953, og den er et forsvarsskrift for hans handlinger, beregnet til offentliggørelse.

Detaljer fra deres opgør skal ikke gengives her. Han bekræfter det, som mere end den halve by vidste, at Magda ville skilles. Hun følte sig kuet og truet. Holger kunne ikke gå med til skilsmisse på grund af sin tro. Han opfattede alt som hvidt-sort – Kristus mod Satans værk, og han havde Gud på sin side.

I efteråret 1950 tog Holger Lyngstrøm alene til London. Han boede på forskellige pensionater og gik på engelskkurser. Han havde voldsomme sjælekvaler over de ægteskabelige problemer. Han var også besat af tanken om at komme ud og køre lange ture igen – sammen med Magda.

Hun kom derover, men det blev hverken til bilture eller genforening. Holger købte dog en bil, en Armstrong-Siddeley, som han satte i stand. Hen på sommeren kom der breve fra Magdas advokat. Det var alvor med skilsmissen. Holger tog hjem og fandt ikke Magda i huset på Tjærepletten. Inden sagen nåede retten, døde Magda den 15. november 1951 hos en kusine i Rudkøbing.

Holger oplevede, at mange i Strib havde vendt ham ryggen. Han bekræfter også chikanerne mod ham og skriver:

– Hadet imod mig havde, siden jeg kom hjem fra England, udartet sig til kanonslagskydning om natten og knuste vinduer og anden sabotage. En aften ved 20-tiden, medens jeg sad og bad min aftenbøn, sprang et vældigt kanonslag lige uden for vinduet, så det lynede som et tordennedslag, og sent på natten blev jeg skræmt med skydning, så dersom nerverne ikke var rigtig dårlig før, så skulle de nok blive det nu, og samtidig var alt så lusket i byen.

– Jeg hørte de utroligste og fantastiske historier om, at jeg havde flænget min kones mund op til ørerne og forsøgt at kværke hende og drukne hende i Lillebælt. Ja, en mand kom og fortalte mig, at rygterne var, at jeg havde fundet en adelig, fin dame i England og havde fået et barn med hende, og at jeg skulle have skrevet et brev hjem til min kone og forespurgt, om jeg måtte tage hende og barnet med hjem. Ja, det var sjovt at holde grin med den originale mand ved Strib Fyr, som aviserne havde rost i lange artikler både i Danmark, Norge og Sverige.

Lige efter begravelsen tager Holger sammen med noget familie hjem til Tjærepletten, hvor der efter midnat bliver kastet en bombe op på altanen ved soveværelset, hvor to kusiner sover. Holger kalder det en ”djævelsk forbandet forfølgelse” i sin beretning.

I de følgende dage fortsætter kanonslagene med at brage på Tjærepletten. Holger kalder det sabotage.

– Der blev slået et stort hul i skifertaget og en lægte var brækket. En sten på to kg var kastet ned gennem glastaget på værkstedet, skriver han.

To gange får han en rødplettet seddel i sin postkasse: ”Holger, du skal ikke få en times fred, Magdas ånd”.

Han bliver kaldt en pengedjævel, en hykler og det, der er værre. Det kommer til opgør med gamle venner.

Holger mener, at Magda og hendes støtter har gjort alle problemer fra en myg til en elefant.

– Jeg har arbejdet hårdt mange gange for at skabe et pænt hjem til os begge, og Gud velsignede mine hænders gerninger. Hvis jeg havde røget og drukken mine penge op, som så mange andre, ja, så var jeg såmænd ikke blevet kaldt en pengedjævel. Ak ja, den pengedjævel var i England nogle måneder og havde kun nogle få hundrede kr. at leve af, mens hans kone havde en formue hjemme i Danmark på ca. 60.000 kr. Ja, dersom jeg havde været en gudløs sjover, der drak og turede med løse kvinder på værtshuse, ja, så havde der været grund til at beklage min kone og stemple mig som en pengedjævel.

I et PS skriver og slutter Holger Lyngstrøm sit forsvar i 1953:

– Jeg sidder tilbage alene med den knugende sorg, der stadig truer med at føre mig i graven. Ja, nu er jeg 63 år, og snart er min livssol også gået ned, og endog vil det gå alle på den vis. Det, vi mennesker kan være helt sikre på, er, at døden kommer til alle. Og den tager alle, rige som fattige. Mine sidste ord skal være til alle: Søg Herren, medens han findes. Evigt liv fås kun gennem Jesus Kristus. Men vid, at kun de rene af hjertet skal se Gud. Og enhver skal på dommens dag gøre regnskab for, hvad han har gjort godt eller ondt. Igen ”søg Herren, medens han findes”. Der er ingen omvendelse mulig efter døden. Da er enhvers skæbne afgjort til evigt liv eller evig fortabelse. Gud har givet ethvert menneske en fri vilje – og enhver bestemmer i så henseende selv, hvor han vil tilbringe evigheden.

 

De engelske aktiviteter

Holger Lyngstrøm fortsætter trods alt med at bo i huset på Tjærepletten i Strib. Kundeunderlaget til badeanstalten synes at være forsvundet efter Magdas død og alt postyret ved skilsmissesagen. Holger lejer sine småhuse på grunden ud til turister. Han fotograferer og driver ejendommen i Hessgade. Han kalder sig evangelist. Missionsmøderne fortsætter og holdes mest inde i huset, hvor han synger, forkynder og viser film. Specielt filmene tiltrækker de store drenge og de unge, som ikke kan lade være med at drille den nu aldrende Holger.

Men han opholder sig også meget i England.

I 1954 mødte Birgit Vejby ham første gang på adventistskolen, New Bold, i Sydengland, hvor hun lærte engelsk:

– Han kom til kursusafslutningen og spurgte, om der var danskere på skolen. Der var så lige lille mig. Den mærkelige mand opsøgte mig, og jeg tænkte: Nu er der vel ingen, der tror, jeg kender ham.

I dag kan Birgit Vejby ikke huske, hvad han sagde, men det var en underlig oplevelse, og han blev opfattet som et besynderligt fænomen også i England. Han kom til afslutningerne på denne skole og kom også på andre adventiststeder. Han drev, som også de engelske tekster på hans biler viser, gademission i England og har hjemme i Strib fortalt om, at han blandt andet missionerede blandt ludere i Soho i London. Hans engelske aktiviteter har i den grad smittet af på ham, så han kunne finde på også at tale engelsk, når han missionerede på færgebakken i Strib. Der kom også mennesker fra bl.a. England på besøg i huset på Tjærepletten.

Heller ikke i England vakte hans aktiviteter og fremtræden uddelt begejstring. Han blev ifølge Birgit Vejby også drillet og chikaneret dér. I Watford, hvor adventisterne havde skole og hospital, blev hans bil – mon det ikke var Armstrong-Siddeley’en, han købte i 1951 – således udsat for hærværk.

Det er Birgit Vejbys oplevelse, at han var noget grænseoverskridende i sin adfærd og manglede pli. Det kom også til udtryk senere i 1960’erne, da hun arbejdede som sygeplejerske på Skodsborg Badesanatorium. Her kom Holger Lyngstrøm i perioder. Han boede i sin bil på en parkeringsplads, men brugte toiletter, hvor personalet boede. Det var ikke altid, han spurgte om lov. Han var ikke velset på Skodsborg.

 

En bil fra Vorherre

Armstrong-Siddeley’en var en rigtig Lyngstrøm-bil. Han købte den, da han sidst på vinteren 1951 flakkede rundt i London og prøvede at få Magda til storbyen.

– Jeg tænkte på at få fat i en bil og så få min Magda herover til foråret til en biltur rundt i det smukke England, men det var ikke let at finde en bil, som var brugelig, for små penge, noterede han. Han gik på auktion, men karosseri og motor skulle være i orden, og den skulle også kunne bruges til karavane (beboelse). Heldet var ikke med Holger. Fru Simpson fra pensionatet sagde en dag til ham:

– Du skal nok få en billig vogn. Jeg har bedt Gud ordne det således, men du må vente indtil hans time.

Holger fortsatte søgningen og håbede på, at det rette tidspunkt snart indtraf. Han tog ud til en autoophugger, som forlangte 28 £ for en bil. Mens Holger var i banken efter penge, solgte ophuggeren den til en anden. Endnu en skuffelse. Endelig var der bid hos en ”bilslagter”. Der fandt han ”den Armstrong, som jeg endnu (1953) er fint kørende i”, skriver han. Den fik han tilbudt for 15 £ (ca. 300 kr.), og den var godt egnet til karavane (beboelse), noterede han.

– Selvfølgelig var der en del reparation særlig på karrosseriet, men i løbet af tre uger havde jeg den i god stand. Jeg har ofte sagt, at det var den bil, Herren gav mig. Den var jo som fundet for disse penge. Gummien var i god stand, så der skulle ikke engang lappes.

Med Guds hjælp havde han nu en bil, og han glædede sig til at få Magda derover. Hun kom, men rejste hjem efter en måneds tid og døde som bekendt i 1951.

Holger Lyngstrøm fortæller også, at han søgte tilflugt i bilen, når han havde det værst og overnattede i den.

Armstrong-Siddeley’en kom også til Danmark. Den 1. oktober 1953 parkerer Holger Lyngstrøm bilen på Rådhuspladsen i København og får en Politiken-fotograf til at tage billeder. På et af dem sidder han på bagsædet i hvid skjorte med manchetknapper og spiller på sin mandolin. På forsædet ligger en ”His Master’s Voice”-tragt, som han brugte som magafon til at få sine budskaber ud til tilhørerne. På indersiden af bagdøren har han lavet hylder til ting og sager, og der hænger pjecer på indersiden af vinduerne i den anden side.

En forårsdag i 1955 eller 56 missionerer Holger Lyngstrøm fra sin Armstrong-Suddeley på Brovejen i Middelfart. Det engelske registreringsnummer er det samme som i 1953. Men han har lavet flere ændringer på bilen. På Rådhuspladsen var motorhjelmen sort, på Brovejen lys og i den lidt rundere form. Tilsyneladende en uoriginal hjelm. I København var der kun malet en engelsk tekst foran over frontruden. I Middelfart er der flere tekster på dansk og engelsk.

Missionsbil Brovej1

Her parkerer Holger Lyngstrøm sin Armstrong-Siddeley til et gademissionsmøde på Brovejen i Middelfart en sen forårsdag i 1955 eller 1956. Bilen med det påmalede ”Det er tiden at søge Herren” og ”Gud alene æren” tiltrak børn og unge. Bemærk at rattet sidder i højre side. Der er gardiner i det bagerste vindue. (Foto: Udlånt af Historiens Hus Middelfart)

Missionsbil Brovej2

Holger Lyngstrøm (længst til venstre med ryggen til) ved Shell-tanken på Brovejen i Middelfart med sin ombyggede Armstrong-Siddeley varevogn med det engelske indregistreringsnummer ?W7848, 1955-56. Teksten foran er: Danish English Way Mission. Belief in God. Tro paa Gud. (Foto: Udlånt af Historiens Hus Middelfart)

 

Småsten i tragten

Han kom fortsat på færgebakken med sin His Master’s Voice-tragt og harmonika. Han parkerede missionsbilen op mod det stakit, der dengang var ind til Nordstranden, og stillede sig op på den anden side af bilen og sang: ”Kast redningsbøjen, kast redningsbøjen, der faldt en mand overbord”. Han trak harmonikaen helt ud og ramte to tilfældige toner. Folk grinede, lyder en af beretningerne.

Der kom en del, mest børn og unge. De morede sig med at smide småsten i tragten, mens han talte. Grovere midler blev også taget i brug. Mens Lyngstrøm talte på den ene side af bilen, bandt de store drenge på den anden side et reb fast inde under bilen. Den anden ende af rebet bandt de til en stolpe i stakittet. Holger blev færdig og pakkede sammen. Han startede bilen, og motoren knurrede arrigt og gik i stå. Engang til. Bilen kom ingen steder. Han stod ud og fandt ud af, hvad der var galt. Bandt så stille og roligt rebet op og kørte. Han skældte ikke ud. Drengene, der havde gjort det, var ikke forduftet. De skulle have det hele med. Det hørte med, at han skulle drilles. Det skete tit.

– Det var jo ikke pænt gjort, men det gjorde man; også de voksne drillede ham, husker tidligere elinstallatør Helge Borre, der var 13 år i 1955.

En beboer ved Nordenbro var en dag utilfreds med larmen fra megafontragten, for hans lille barn skulle sove.

– Jeg trækker tragten ned over hovedet på dig, hvis du ikke stopper, råbte manden.

Efter at have sundet sig meddelte missionæren, at på grund af uforudsete hændelser måtte han flytte mødet til Tjærepletten.

 

De sidste missionsbiler

Sidst i 1950’erne fik han biler af nyere årgange. Den første var en grå Renault-kassevogn, der minder om et folkevognsrugbrød. Udstødningsrøret gik op gennem kabinen og ud gennem taget, så udstødningsrøret virkede som radiator i førerhuset. ”It is time to seek the Lord”, stod der malet på den bil.

Senere supplerede han med en Citroën-varevogn HY med ”bølgebliksider” – den bil, som politiet brugte som ”salatfad”. Disse biler brugte han til korte og lange missionsture. De var overmalet med slagord og skriftsteder.

Lyngstrøm tekst på bølgeblikcitroen 04-76 EU

Bagdørene på Citroën HY-varebilen, som han anskaffede omkring 1960, indeholder en opfordring og nogle af de spørgsmål, som Holger Lyngstrøm havde svarere på. (Foto: Erik Ulriksen/Lokalhistorisk arkiv for Strib-Røjleskov sogn)

 

Han søgte kun mekaniker, når det var nødvendigt. Han reparerede selv bilerne som f.eks. på turen i Citroën-bølgeblikbilen langt ned i Europa.

I Frankrig gav motoren sig til at hoste fælt. Et af de fire plejlstangslejer ville ikke mere. Men sådan et problem kunne Holger klare. Han fjernede resterne af det ødelagte leje og klippede nogle rektangulære stykker af en konservesdåse. Selv om pladsen var yderst trang, kunne han presse blikstykkerne op, så plejlstangen kunne køre i et nyt leje omkring krumtappen. Turen hjem er ikke gået stille af. Plejlstangen har protesteret højlydt i det uautoriserede leje af blødt metal. Men den holdt hjem til Strib. Da søgte han et autoværksted.

– Jeg skilte motoren ad, fjernede blikstykkerne og fik den repareret rigtig. Han kunne altid løse et problem med enkle midler. Han gav aldrig op, siger Stribdrengen, Villy Glesner, der dengang først i 1960’erne var automekanikerlærling i byen.

Holger Lyngstrøm genså Norge i sommeren 1961, hvor han sendte en beretning om sin færd hjem til Middelfart Venstreblad. Han er betaget af Hardangerviddas ismarker og de øde områder, hvor man må sætte farten ned til 15-20 km i timen. Vejene er ikke gode. Han giver gode råd til bilister, som måtte følge hans eksempel:

– Pas på, De ikke slider Deres bremser op, for her kan man komme til at køre flere kilometer ustandselig nedad. Man bør bremse med motoren i laveste eller mellemste gear. Ikke ved billeder eller i ord kan beskrives en sådan spændende tur, den må ses med egne øjne.

Holger kom ned ad de stejleste veje – ja, og op ad dem – i sine gamle, ombyggede biler. Folk i dag tager sig til hovedet og mener, at Gud må have holdt hånden over Lyngstrøm, så han og hans biler kom uskadte hjem fra de ture. Holger kom hjem, selv om bilerne gik i stykker undervejs.

Han fortsatte med at køre i de faldefærdige biler. Engang sidst i 60’erne blev han stoppet af færdselspolitiet ved Vejle. Det var galt med bremserne i Renault’en. Han havde selv repareret hovedcylinderne i bremsesystemet med en ekstra slange. Men helt godt var det ikke, for han skulle jo pumpe nogle gange med fodbremsen for at få bilen til at bremse.

– Den går ikke Lyngstrøm. Vi må klippe pladerne af, var betjentens dom. Holger fik lov til at køre med i politibilen til Middelfart til den ny politistation på Brovejen. Her skyndte han sig ind på motorkontoret efter prøveplader, tog bussen til Vejle og kørte Renault’en til Strib – dog på værksted. Engang imellem måtte han til en rigtig mekaniker.

– Han klarede enhver situation på sin måde, fortæller Otto Larsen, der dengang var omkring 20 år og mekaniker i Strib.

 

De sidste år i Strib

Helt op til sidst i 1960’erne var Holger Lyngstrøm aktiv. Ved de første byfester i begyndelse af 1960’erne dukkede han op for at redde fortabte sjæle. Folk trak overbærende på smilebåndet, hvis da ikke byens rødder fik ham overbevist om, at han skulle gå hjem, fortæller folk i Strib i dag.

Holger Lyngstrøm udgav også på eget forlag en bog, ”Menneskeslægtens skæbnetime – den rebelske jordklode, hvem kan styre den?”, hvor der var afsnit om f.eks.: Guds navn og menneskenes misbrug af det. Falske profeter. Den store strid mellem Kristus og Satan. Sjælene i helvedes ild.

Han blev beskyldt for at være en pengedjævel. Pengene sad ikke løst på ham. Rent faktisk har han forøget sin formue betragteligt, skal man tro hans egne ”selvangivelser”. Han havde 20.000 kr. i 1937, og i 1951 taler han om en formue på 60.000 kr. Hertil kommer måske værdien af Hessgade 12. Han har altså sparet mindst 40.000 kr. op på 14 år og bygget et hus. Det var ikke så lidt dengang.

Holger Lyngstrøm klarede sig gennem livet for små penge. Lossepladserne forsynede ham med byggematerialer, brændsel og meget mere. Han vendte hver en øre. Købte han noget, var det genbrugssager hos autoophuggere og marskandisere. Det gjaldt også tøj til Magda og ham selv.

Han og Magda, da hun levede, levede på en sten og spiste markens urter og havens frugter, lyder en vurdering.

Huset fra stranden

Huset på Tjærepletten forfaldt mere og mere. Her er det fotograferet sidst 1970’erne kort tid før, det blev revet ned. (Foto: Erik Ulriksen/Lokalhistorisk arkiv for Strib-Røjleskov sogn)

 

Fra først i 1970’erne forfaldt huset på Tjærepletten og bilerne mere og mere. Det var et eldorado for børn at gå på opdagelse der mellem faldefærdige biler og meget andet ragelse, men det var også farligt, for tænk nu, om Lyngstrøm kom. Mange børn var bange for ham, og han kunne også finde på at jage dem væk, men flere siger også, at han gerne ville snakke med de legende børn og kunne invitere dem indenfor.

Holger Lyngstrøm døde den 12. juli 1976. Den sidste tid boede han på Vejlby Plejehjem. Han blev begravet på Strib Kirkegård. Hans gravsten står stadig på kirkegården – 10 meter fra lågeindgangen fra Røjlemosevej.

Huset blev tømt, og hans besynderligheder af inventar spredt for alle vinde. Meget kom sikkert tilbage til lossepladsen. Et mere eller mindre hjemmegjort forstørrelsesapparat og andet fotoudstyr kom til Middelfart Museum. Men hvor mannequinen i Gurli-sagen, den hjemmelavede telefon, hans scrapbøger og meget mere endte, vides ikke.

Grunden blev ryddet. Det, som nogle kaldte skrammelhuset, og som Lyngstrøm selv kaldte en dejlig rede, blev revet ned, og størstedelen endte på lossepladsen, hvor meget af det kom fra. Badeanstaltens svedekasser gik samme vej.

Det, han brændte så inderligt for – at missionere – udøvede han livet igennem trods massive ydmygelser og drillerier. Han opfattede selv sit liv i Vorherres tjeneste.

– Det er egentlig imponerende, hvad den mand udrettede, lyder et af skudsmålene om Holger Lyngstrøm.

I løbet af 1980 skød en stor, moderne villa op på strandgrunden på Tjærepletten. Nu blev der brugt håndværkere og de ypperste materialer.

 

Artiklen bygger på Holger Lyngstrøms efterladte papirer, avisartikler og samtaler i 2005 med ca. 20 personer, der har oplevet Lyngstrøm, hans biler, hus eller aktiviteter. Artiklen er bragt i Bavnen 2007 nr. 1 og 2 samt 2008 nr. 1 og 2.

 

 

Holger Lyngstrøm døde den 12. juli 1976. Den sidste tid boede han på Vejlby Plejehjem. Han blev begravet på Strib Kirkegård. Hans gravsten står stadig på kirkegården – 10 meter fra lågeindgangen fra Røjlemosevej.

Huset blev tømt, og hans besynderligheder af inventar spredt for alle vinde. Meget kom sikkert tilbage til lossepladsen. Et mere eller mindre hjemmegjort forstørrelsesapparat og andet fotoudstyr kom til Middelfart Museum. Men hvor mannequinen i Gurli-sagen, den hjemmelavede telefon, hans scrapbøger og meget mere endte, vides ikke.

Grunden blev ryddet. Det, som nogle kaldte skrammelhuset, og som Lyngstrøm selv kaldte en dejlig rede, blev revet ned, og størstedelen endte på lossepladsen, hvor meget af det kom fra. Badeanstaltens svedekasser gik samme vej.

Det, han brændte så inderligt for – at missionere – udøvede han livet igennem trods massive ydmygelser og drillerier. Han opfattede selv sit liv i Vorherres tjeneste.

– Det er egentlig imponerende, hvad den mand udrettede, lyder et af skudsmålene om Holger Lyngstrøm.

I løbet af 1980 skød en stor, moderne villa op på strandgrunden på Tjærepletten. Nu blev der brugt håndværkere og de ypperste materialer.

 

Artiklen bygger på Holger Lyngstrøms efterladte papirer, avisartikler og samtaler i 2005 med ca. 20 personer, der har oplevet Lyngstrøm, hans biler, hus eller aktiviteter. Artiklen er bragt i Bavnen 2007 nr. 1 og 2 samt 2008 nr. 1 og 2.

 

%d bloggers like this: