Vælg en side

Landbrug i Ørestad

Landbrug i Ørestad

Lidt af den gamle bondekultur har overlevet i et par generationer trods store omvæltninger i samfundet. Det glæder en gammel bondedreng fra Dræby.

Af Poul Christensen, Strib

Metroen piler frem og tilbage bare 30 meter fra rækkehushaven. Hotel Bella Sky breder sig naturstridigt mod himlen som et modernistisk babelstårn, mens Bellacentrets vindmølle ved siden af snurrer rundt og forsyner centret med grøn energi. Jeg står i en lille Ørestad-have på Amager foran ”landbruget” – et højbed af en ombygget sandkasse, som mine børnebørn, Emil og Hugo, skal så ærter og gulerødder i og passe. Se frøene spire og planterne vokse. Til sommer trække gulerødder op, bælge ærter og spise markens høst.

Det var deres mor, som bad mig hjælpe dem med at lave det lille bed. Det står ved siden af det højbed til krydderurter, som hun ønskede sig i indflytningsgave fra sine forældre for nogle år siden. Her har vokset salvie, timian, mynte og fransk estragon, som hun fik som aflæggere fra forældrenes have.

Så er det, at det slår mig, at en lille bitte – men ganske grundlæggende – del af Danmarks gamle landbokultur har slået rod med aflæggere og bliver videreført i København Kommunes nye og moderne bydel – Ørestad.

Jeg – morfaren – er vokset op på en gård i landsbyen Dræby mellem Odense og Kerteminde i 1950’erne. Til jeg var 15 år, kendte jeg ikke til andet end landboliv. Det var livet. Så og høste. Passe dyrene. Sælge mælk og grise. Det gav mad på bordet i hjemmet i Dræby som i så mange andre hjem i hele verden. Den danske muldjord var grundlaget for livet. Landbrug har været landets absolutte hovederhverv og kilden til velstand siden oldtiden. Og var det vel endnu i 1950’erne.

Bondestanden var et stolt folkefærd, der også satte en ære i at leve i pagt med naturen. At dyrke jorden og opdrætte og passe dyrene, men ikke drive rovdrift på natur og husdyr.

Som dreng begyndte jeg at hjælpe til i mark og stald. Alle skulle hjælpe til og gøre gavn. Da jeg gik i skolen hver anden dag, var der masser af tid til at arbejde – men også til at lege. Jeg skulle være landmand. Hvad ellers?

Men efter et efterskoleophold begyndte jeg at sætte et spørgsmålstegn ved den naturlige fremtid. Jeg ville lære mere og kom på Nørregades Friskole i Odense. Her åbnede en ny verden sig for mig. Jeg valgte landbruget fra.

Da min kone og jeg først i 1970’erne købte et halvt dobbelthus i Lyngby nord for København, skulle der bare være en køkkenhave i den lille have. Små rækker med bønner, gulerødder, salat, ærter og squash skød op. Og tidens grønne modedille – et krydderurtebed – skulle vi også have.

Når jeg besøgte mine forældre, faldt jeg tilbage til mit landboliv. Jeg nød at gå en tur ned ad markvejen og se, hvordan kornet stod eller se de lige rækker med små sukkerroeplanter spire frem. Jeg skulle mærke efter på de tunge aks, om de snart var høstklare. Jeg nød synet af en nypløjet mark en grå novemberdag.

Sidst i 1970’erne flyttede vi til Strib og købte hus med en stor have. En del af den blev til køkkenhave. Nu blev vi næsten selvforsynede med grøntsager: Kartofler, løg, gulerødder, pastinak, bønner osv. Og selvfølgelig tog vi krydderurterne fra Lyngby med og købte flere til et stort krydderurtebed.

Vi fik børn, som fik et lille havestykke i nogle år – og i øvrigt hjalp til med at passe haven. Så, luge og høste. Ikke altid syntes de, det var den sjoveste beskæftigelse.

For nogle år siden flyttede vi til et mindre hus med en lille grund. Køkkenhave skulle der være – nu i pensionistvenlige højbede. Vores to piger var for længst flyttet hjemmefra og kom hjem fra hovedstaden med børnebørn. De hjalp morfar med at lægge kartofter og om sommeren grave friske kartofler op til aftensmaden. Det nød både morfar og børnebørn – og børnenes forældre bakkede op og tog flittigt billeder af landbrugsaktiviteterne.

Og så står bondedrengen fra Dræby i storbyens moderne kvarter og tænker. Alle i familien skal hjælpe til med det, de hver især kun. Den mad, vi sætter på vores bord, kommer fra vores jord. Den jord skal vi dyrke, men også passe på. Den skal også kunne frembringe vores mad i fremtiden. Han glæder sig over, at et frø kan blive til en række roer eller en kornmark – til gulerødder eller ærter. At en gammel kartoffel kan blive til 10 små ”guldklumper” en junidag.

Jeg håber, at Emil og Hugo bliver glade for deres lille ”landbrug” og lærer, at de skal passe og passe på den danske muld, hvad enten de kommer til at bo i Singapore, San Francisco eller Svendborg. Trods alle omvæltninger skal mulden frembringe den mad, vi skal leve af – også når de bliver voksne og får børn.

%d bloggers like this: