Vælg en side

Negerbørn i Staurby

Negerbørn i Staurby

I 1905 kom Alberta og Victor, to børn fra de Dansk Vestindiske Øer, til Danmark. De skulle udstilles i Tivoli i København. Skæbnen ville, at de blev i landet. Tre sommerferier tilbragte Alberta på Staurby Skovgaard. Hun døde som 15-årig. Victor blev lærer og en kendt dansker.

Af Poul Christensen

 

Victor Cornelins sidder på græsset i mørk jakke, Alberta Roberts sidder på bænken. I baggrunden sidder Ane og Peter Jeppesen. De to drenge på græsset er deres børn: Albert og Otto. Manden i den hvide jakke er ifølge Kaj Skovgaard Jeppesen gårdens bestyrer. Peter Jeppesen havde sklerose og kunne ikke varetage gårdens drift. Manden og kvinden til højre er ukendte. (Foto: Ca. 1911, Middelfart Byarkiv, skænket af Kaj Skovgaard Jeppesen)

 

De to negerbørn på billedet, Alberta og Victor, blev fotograferet en sommerdag omkring 1911 hos Ane og Peter Jeppesen på Staurby Skovgaard. Det ser hyggeligt ud i haven.

Men Alberts og Victors møde med det danske koloniland var alt andet end hyggeligt. De var efterkommer af negerslaver på de Dansk Vestindiske Øer. Victor var søn af en enlig mor på Sankt Croix. Albertas mor gav afkald på sin datter ”frivilligt, om end af nød”, indberettedes det fra kolonien. 7-årige Victor og 4-årige Alberta kom alene til København i 1905. Victor græd og slog om sig, da han skulle om bord på skibet.

De skulle udstilles i den vestindiske pavillon på koloniudstillingen i Tivoli. De øvrige kolonier: Island, Færøerne og Grønland kunne man let finde folk til at agere indfødte, men negre var der ikke mange af i København. Derfor sendte arrangørerne i det københavnske borgerskab med forfatteren Emma Gad i spidsen bud efter vaskeægte sorte børn.

Det var en nødløsning. Oprindelig var det tanken, at det skulle være et negerpar, der kunne flette kurve og arbejde i de vestindiske omgivelser på udstillingen. Hvis de to negre ikke var gift, så kunne man få dem gift undervejs, for det ville spare udgiften til en kupé, lød meldingen fra arrangørerne.   

Alberta og Victor, da de kom til Danmark i 1905. (Foto: Kopieret, Det kgl. Bibliotek)

 

Anbragt i et bur

De to børn vakte opsigt. Mange år senere fortæller Victor Cornelins, at en pige ledsagede dem, når de gik til Tivoli, og når de nærmere sig Rådhuspladsen, blev der trængsel.

”Alle trafikanterne glemte deres oprindelige ærinde, fodgængere, cyklister, ja sågar sporvognspassagerer stimlede sammen om os for at se de mærkværdige skabninger, den unge pige havde i hånden. Man troede ikke på vores ægthed, og flere prøvede med tommelfingrene vores kinder, om den sorte farve lod sig gnide af, andre ruskede i vores hårtotter for at finde ud af, om det paryk eller virkelig ægte negerhår”, skriver Cornelins i sine erindringer.

Ydmygelserne blev værre i udstillingsområdet. De blev placeret mellem øernes handelsvarer, negerhytter, palmer, 20 sorte vestindiske grise, en himmelseng med moskitosnet, plancher og tegninger fra den eksotiske koloni. De blev nærmest befamlet af publikum, som også tog billeder af de to børn, gerne i selskab med hvide danske børn. Victor lod sig ikke dirigere med. Engang nægtede han at tage en pige i hånden og sendte endog en spytklat på pigens fine hvide kjole.

De endte med, at de to negerbørn blev anbragt i et bur. Samtidig gik der rygter om, at de var menneskeæderbørn, der var farlige og ikke måtte gå løse. Det øgede tilstrømningen til udstillingen.

”Der kom da også mange børn, som stak fingrene ind til os for at prøve, om vi bed på, og mange voksne kom med chokolade og andet mundgodt for at vise deres venlighed. Alberta, der var meget medgørlig, indkasserede mangen en lækkerbid i dagens løb, men jeg, hvem denne indespærring gjorde ganske desperat, lønnede enhver tilnærmelse, den være sig venlig eller uvenlig, med nøjagtig samme konfekt: — en velrettet spytklat —!!”. Det var jo ikke særlig pænt, men jeg havde dengang ikke bedre midler til at hævde min menneskeværdighed, fortæller Cornelins.

Alberta døde af tuberkulose

Da udstillingen var forbi, kunne børnene ikke komme hjem på grund af deres familiers dårlige økonomi. De kom i pleje hos københavnske familier og blev optaget på Det kongelige Vajsenshus’ skole, som optager børn af enlige forældre, forældreløse børn eller børn i familiepleje. Tanken var, at de skulle opdrages til at blive nyttige medlemmer af samfundet. Alberta skulle lære hårdgerning og Victor et håndværk. Men skæbnen ville de anderledes.

I sommerferierne kom børnene på landet. Alberta kom ifølge skolen landopholdsbog til Staurby hos familien Jeppesen i årene 1910-12. I 1916 blev Alberta konfirmeret og kom på Kronprinsesse Louises Tjenestepigehjem på Frederiksberg, angiveligt en institution for arbejdsløse kvinder, der havde pligt til at vaske, sy og gøre rent som modydelse for deres midlertidige ophold. Hun fik tuberkulose og døde den 24. marts 1917 få måneder før sin 16 år fødselsdag. Hun blev begravet den 31. marts – samme dag, som de Dansk Vestindiske Øer blev overdraget til USA.

Victor var dygtig i skolen, fik gode kammerater og støtte fra flere lærere og andre. Mange sommerferier tilbragte han hos proprietær Balck på Lønstrupgaard på Lolland. Det fik også stor betydning for hans liv.

Det blev en del af historien om de to negerbørn, at de kom til Danmark for at blive uddannet til lærere og senere skulle vende tilbage til øerne og undervise og udbrede den danske kultur til deres racefæller. Det skriver Cornelins også i sine erindringer i 1977.

Men nyere forskning viser, at dette ikke var tilfældet. Planerne om at reformere skolevæsnet på St. Croix blev først indført efter, at de to børn for længst havde forladt øen. Skoledirektør O. Rübner-Petersen, som ifølge Cornelins i 1905 overtalte hans moder til at sende ham til København for at blive uddannet til lærer, ankom først to år senere til øerne ifølge Birgit Freieslebes historiske beretning fra 1998.

Victor blev lærer

Efter Vejsenshus’ skole kom Victor på Jonstrup Seminarium. Da Danmark solgte de Vestindiske Øer til USA i 1917, valgte han at blive i Danmark. Som født i kolonien var han dansk statsborger. Med en lærereksamen i hånden blev han i 1919 ansat som lærer i Nakskov.

Hvad der begyndte så grusomt, fik en god afslutning for hans vedkommende. Han var en dygtig lærer og var desuden meget musikalsk. Han blev leder af kommunens musikskole og viceskoleinspektør. Han var også involveret i kirkeligt arbejde. I en årrække var han en eftertragtet foredragsholder. Det nød denne artikels forfatter godt af i vinteren 1959 på Ringe Efterskole. Den sorte og syngende viceskoleinspektør åbnede øjnene for, at sorte menneske også kan være pære danske.

Negerbørn i Staurby

Alberta tilbragte altså tre sommerferier hos Ane og Peter Jeppesen i Staurby. Afdøde Kaj Skovgaard Jeppesen, Ane og Peter Jeppesens barnebarn, fortalte i 2009, at han er blevet fortalt, at Victor Cornelins kom på gården flere gange. Han har også hørt om Alberta.

Victor Cornelins omtaler ikke Staurby Skovgaard i sine erindringer. Men han fortæller om sine sommerferier på landet, mens han gik i skole. Antagelig har han besøgt Alberta en af de tre somre, hun var i Staurby.

Hvordan det er gået til, at Alberta tilbragte sommerferier i Staurby, ved vi ikke. Det kan være sket gennem kontakter til kirkelige organisationer. Ane og Peter Jeppesen var medlemmer af Indre Mission, og Peter Jeppesen var i en årrække formand for den lokale kreds. Den gang blev der i missionske blade og i landets missionshuse fortalt beretninger om, at danske missionerer i Indien og Afrika tog sig af indfødte børn. Det blev betragtet som en god kristen opgave.

Kilder:

Fra St. Croix til Nakskov. V. Cornelins. 1977.

Fra St. Croix til Tivoli. Birgit Freiesleben. 1998.

da.vikipedia.com

Kronik i Politiken 26.01.13: Karen Vallgårda: Adoptionssystemet hviler på en kolonial fortid.

Artiklen er bragt i Bavnen nr. 1 2013, Vejlby-Strib Lokalhistoriske Forenings blad.

%d bloggers like this: