VĂŠlg en side

En Strib-piges erindringer fra Anden Verdenskrig

En Strib-piges erindringer fra slutningen af Anden Verdenskrig

Erna Nielsen om hjemme-beskyttelsesrum, den hÄrde avisrute, gratis torsk og tÞrv i LillebÊlt, bÞrnesÄr og fnat samt en usÊdvanlig urinprÞve.

Af Poul Christensen

Erna Nielsen var 9-12 Ă„r i de sidste Ă„r af Anden Verdenskrig. Her fortĂŠller hun om oplevelser fra midten af 1940’erne.

BlÄ bog

Foto: Erna som konfirmand i 1947. De penge, hun tjente ved at gÄ med Middelfart Socialdemokrat, blev brugt til at holde hendes konfirmation for.

Erna Nielsen, fÞdt Johansen, er fÞdt i 1933 i Nyborg. Flyttede som 9-Ärig til Strib den 1. april 1942. Faren, H.P. Johansen, er opvokset i Strib, overskibsfyrbÞder ved DSB til 1935, flyttede til Nyborg og sejlede senest med isbryderen Tyren. Moren, Anna Johansen, var hjemmegÄende. Parret kÞbte i 1942 huset, Granly, pÄ hjÞrnet af SÞnder Alle og MÞgelvÊnget. Erna havde to sÞskende og mange halvsÞskende. Hun kom i Strib Skole i 2. kl., men rykkede snart op i 3. kl., da hun kunne lÊse. Gik ud af skolen efter 7. kl. Flyttede fra Strib i 1950. Gift i 1951 med kaptajn i forsvaret, BÞrge Nielsen. Parret boede mange steder i landet og fik tre bÞrn, en dÞde ved en trafikulykke i 1977. Vendte tilbage til Strib i 1976 og overtog Bladcentralen i Vestergade. Det er nok derfra mange i dag kender Erna Nielsen, som ogsÄ hjalp til i forretningen, efter at datteren Joan Thorning overtog den i 1984.

Beskyttelsesrum i haven

Min far var vagtvÊrnschef i Strib dengang i de sidste krigsÄr. Var der luftalarm, stillede han nede i kÊlderen hos smedemester Weisbjerg i Vestergade 34. Jeg var bare en pige pÄ en halv snes Är, sÄ prÊcis hvad han lavede, ved jeg ikke. Han tog krigen og dens farer alvorligt. Hjemme i haven lavede han et beskyttelsesrum. Det var gravet nogle spadestik ned og havde tykke betonvÊgge og -loft. Der var jern i betonen. Vi bÞrn blev sendt ned pÄ stranden og til havnen for at samle jernstumper. Tyskerne var der jo, og der kom skibe i havnen, sÄ der blev ogsÄ spildt noget rundt omkring.

Beskyttelsesrummet var en slags bunker, et par meter lang og 1Âœ meter bred. Vi bĂžrn kunne stĂ„ oprejst derinde, men vi skulle bukke os, nĂ„r vi gik ind ad dĂžren for enden.

Her kunne vi sove pÄ halmmadrasserne, og vi brugte de tÊpper, som lÄ der klar til brug. Der stod ogsÄ en kuffert til os. Mor havde forsynet den med madvarer og forskellige fornÞdenheder som brÞd, kage, hÄndsÊbe, 00-toiletpapir og kartoffelmel. Madvarerne blev skiftet ud, sÄ de hele tiden var friske. Den kuffert skulle vi have med, hvis vi skulle evakueres i tilfÊlde af, at englÊnderne kom og bombede. Jeg skulle til min mors familie i Brenderup, som jeg ikke skulle lÊgge for meget til last. NÄr luftalarmen pÄ vandtÄrnet hylede, gik vi ned i beskyttelsesrummet, og vi har sovet der flere gange.

Der var tyske soldater i Strib. De havde beslaglagt FÊrgegÄrden. Der var torpedo-stillinger pÄ Nordstranden, og tyskerne havde lavet en kanonstilling ved RÞjle Klint. PÄ vandtÄrnet var der en antiluftskytskanon, og der var vist ogsÄ noget ude ved fyrtÄrnet. SÄ Strib kunne vÊre et bombemÄl for englÊnderne.

Beskyttelsesrummet blev bevaret efter krigen og brugt til opbevaring af kartofler og andre grÞntsager. Det var ogsÄ solide sager, som man ikke sÄdan lige kunne fjerne, og beskyttelsesrummet stÄr der den dag i dag.

Ernas barndomshjem, Granly, blev revet ned og en ny villa bygget i 2011. Men beskyttelsesrummet er bevaret. Der er muret sten i frontpartiet, som har fÄet en ny lÄge. (Foto: Poul Christensen)

Avisrute i al slags vejr

Mine forÊldre ville have, at jeg skulle gÄ med aviser. Det var Middelfart Socialdemokrat. Min far var politisk engageret i Socialdemokratiet og var medlem af sognerÄdet i Vejlby-Strib Kommune. Min rute var RÞjle Mose, DÊmningen, Sofiendal, Strib Landevej og Gammel Strandvej. Jeg gik med aviser, altsÄ til fods, sommer og vinter i al slags vejr. Det tog vel et par timer i godt vejr, men om vinteren meget mere. Det hÊndte, at jeg fÞrst kom hjem ud pÄ aftenen, nÄr det var snevejr. Jeg husker Ploug Hansen og hans kone, der boede i det gule hus pÄ Strib Landevej tÊt ved RudbÊksbankevej.

– Kom dog ind lille pige og fĂ„ noget varme, sagde fru Ploug.

Det var rart at sidde i hendes kÞkken og blive varmet igennem. En streng vinterdag kom Ploug hjem, mens jeg sad der. Han var i sin jernbaneuniform og tog sig af avisen til en holder lÊngere ude pÄ Strib Landevej i ejendommen MÞllelund, sÄ jeg hurtigere kunne komme hjem.

Jeg var trÊt, nÄr jeg endelig kom hjem. Vi havde lektier for, og dem kunne jeg ikke altid nÄ at lave. PÄ avisruten lÊrte jeg salmevers. NÄr jeg gik, kunne jeg lÊse verset, og sÄ ned i lommen med salmebogen og fremsige verset, til jeg kunne det.

VÊrre var det med de to regnestykker, vi havde for hver dag. Den slags lektier kunne jeg ikke lave til fods. Men lÊrer JÞrgensen var flink. Jeg mÄtte jo sige, at jeg ikke kunne nÄ det, fordi jeg gik med aviser. En dag, hvor jeg ikke havde lavet mine lektier, bad han mig blive efter sidste time.

– Se, nu kan du lave dine regnestykker her, sagde han.

– Jamen, jeg skal jo ud med aviser, svarede jeg.

– Det tager jeg mig af, jeg ringer til din far, sagde lĂŠrer JĂžrgensen beroligende.

En anden erindring var den 4. maj 1945, dagen fÞr befrielsen. Jeg havde lige afleveret avisen gennem kÞkkenvinduet til fru BarlÞse pÄ MosevÊnget og var gÄet over mosen, som dengang var farbar pÄ en sti om sommeren. Da jeg kom til DÊmningen, lÞd der et frygteligt skyderi ude ved RÞjle Klint. (Engelske flyvere, der angreb tre tyske ubÄde og sÊnkede en af dem). Jeg kom ind til en skolekammerat i Trompeterhuset pÄ DÊmningen, og hun og jeg krÞb ind under kÞkkenbordet. Der blev ringet efter min far, som kom pÄ cykel. Han hjalp med de sidste aviser pÄ ruten. Med mig siddende pÄ cykelstangen fik jeg de sidste aviser ud den dag.

Jeg spurgte en gang mine forÊldre, hvorfor jeg ikke fik penge for at omdele aviserne. Nej, de blev sat ind pÄ en bankbog og skulle bruges til min konfirmation, lÞd forklaringen. Og der blev ogsÄ holdt konfirmation for mig med mange gÊster, for det var en stor familie.

At gĂ„ med aviser, synes jeg ikke var sjovt. Jeg lovede mig selv, at hvis jeg fik bĂžrn, sĂ„ skulle de aldrig gĂ„ med aviser. Da mine bĂžrn blev teenagere og ville tjene lidt penge, ville de gerne gĂ„ med aviser, men det fik de ikke lov til. 

KÞbte is pÄ klods

I Ärene efter krigen var vi en del, som om sommeren badede nede ved Nordenbro ved siden af fÊrgelejet. Her lÄ ogsÄ Steens ishus. Efter en dukkert var det skÞnt med en is, men det var ikke altid, vi havde penge. Men Steen gav kredit. Han satte et kryds i et kladdehefte, og nÄr vi havde fÄet penge til den fÞrste, betalte vi vores gÊld.

Mange Ă„r senere i 1976 kom Steen, som stadig havde sit ishus, ind i Bladcentralen for at kĂžbe nogle pakker cigaretter. Han solgte ikke nok til, at han kunne kĂžbe kartonner hos grossisten. Jeg kunne ikke lige finde en pris til ham og bad ham komme nĂŠste dag for at afregne. Han kom og betalte.

SĂ„ var det, at han mindede mig om, hvordan han godt 30 Ă„r fĂžr havde givet kredit til os piger.

– Og jeg er aldrig blevet snydt for sĂ„ meget som en femĂžre, sagde han.

SÄdan sÄ Ernas barndomshjem pÄ hjÞrnet af SÞnder Alle og MÞgelvÊnget i Strib ud, da hun med sin familie flyttede ind i 1942. Huset blev revet ned og et nyt bygget i 2011.

Fisk og tĂžrv i LillebĂŠlt

Et stykke tid efter afslutningen af krigen sprÊngte englÊnderne miner i LillebÊlt. Fra vores hus pÄ SÞnder Alle havde vi fin udsigt til det sceneri. Der lÞd nogle brag, og store vandsÞjler skÞd op. Flot var det at kigge pÄ.

Men sÄ lÞd jungletrommerne i Strib. Alle, der havde en bÄd af en eller anden art, sejlede ud pÄ bÊltet. SprÊngningerne havde nemlig fÄet en mÊngde dÞde og besvimede fisk op til overfladen, hvor man kunne hale dem indenbords med de bare nÊver. Der blev i nogle dage spist mange torsk, rÞdspÊtter, og hvad det ellers var, ved middagsbordet i de fleste Strib-hjem.

Et efterĂ„r – vistnok i 1945 – var det ikke fisk, man fangede i LillebĂŠlt. Det var tĂžrv. Henne i nĂŠrheden af fyret var der et tĂžrveskur, som min far, der sad i sognerĂ„det, administrerede. Der var jo mangel pĂ„ brĂŠndsel, og tĂžrvene dĂ©r var et kommunalt tĂžrvelager, der blev uddelt til mindrebemidlede, som jeg husker det. En stormfuld dag bankede det pĂ„ dĂžren derhjemme.

Der er sket noget med tÞrveskuret, lÞd meldinger. Jeg gik med min far derhen. BagvÊggen var blÊst af, og vind og vand havde blÊst og skyllet det meste af de dyrebare tÞrv ud i bÊltet. Det fik ogsÄ folk af huse. I bÄde og med eller uden gummistÞvler fiskede folk tÞrv og tog det med hjem til tÞrring.

– MĂ„ de det, spurgte jeg min far.

– Lad os lade som om, vi ikke ser det, lĂžd svaret.   

Tyske flygtninge i Strib

Flygtningene kom med et skib til havnen i Strib, vistnok ret kort tid efter befrielsen i 1945. Jeg blev sendt derned med madpakker, som min mor havde smurt. OgsÄ andre bÞrn kom med madpakker. Flygtningene var mest kvinder, mange gamle, og bÞrn. Alle i slidt og laset tÞj. De havde nÊsten ikke noget med. De var ogsÄ sultne, husker jeg.

De voksne blev indkvarteret i den gamle banegÄrdsbygning og bÞrnene i den dengang helt nye gymnastiksal i bygningen ud til Skolevej (revet ned nu). Vi elever mÄtte ikke gÄ ind i salen med vores fodtÞj pÄ. Men flygtningebÞrnene blev indkvarteret dér. Vi var noget oprevet over, at vores nye og fine gymnastiksal skulle bruges det formÄl. Flygtningene fik nogle madrasser, vistnok halmmadrasser, som de sov pÄ. Mange var syge og dÄrlige.

Jeg husker, at drengene talte med flygtningedrenge, og de kom ogsÄ op at slÄs, vistnok mest noget godmodigt slÄsseri, som drenge gÞr. Men berÞringen med flygtningebÞrnene gjorde, at vi bÞrn fik bÄde bÞrnesÄr og fnat. Jeg fik begge dele.

BĂžrnesĂ„rene tog sĂžster Karen sig af. Hun var vist hjemmesygeplejerske. I det store frikvarter blev vi sendt ned til hende i dobbelthuset pĂ„ Østre Alle. Hun stak en vatpind ned i sĂ„rene og fjerne skorpen. Det gjorde ondt. Til sidst kom hun jod pĂ„ – vistnok rĂžd jod – og det var noget, der sved.

Behandlingen for fnat var mere omfattende. Vi var en lille gruppe, der en dag gik ind til sygehuset pÄ Brovejen i Middelfart. Her mÄtte vi af med alt tÞjet, og en sygeplejerske smurte os ind i noget brun-sÊbe-agtigt noget. Det skulle vi have pÄ os et helt dÞgn; vi skulle altsÄ overnatte pÄ sygehuset i den mundering. Jeg kunne dengang ikke forstÄ, at jeg ikke bare kunne nÞjes med at fÄ smurt hÊnderne ind, nÄr det kun klÞede der.

Da vi lige var blevet smurt ind i dette stads, sÄ jeg, at der stod en mandlig lÊge i dÞren til stuen. Jeg var en genert pige pÄ 13 Är. Det kunne jeg ikke klare. Jeg kastede mig ned under sengen i stuen og nÊrmest gled ind under den. Jeg ville ikke komme ud, fÞr lÊgen var gÄet. Det var en anden tid dengang; vi var ikke vant til f.eks. at gÄ i bad sammen med andre, som man jo begyndte at gÞre senere.

NÊste dag kom vi i et stort badekar og fik det stads skrubbet af. Det var en stor lettelse og behageligt at fÄ sit eget tÞj pÄ igen. Jeg kom af med bÄde sÄr og fnat.

En usĂŠdvanlig urinprĂžve

Engang efter krigen stiftede jeg bekendtskab med skolelÊgeordningen. Vi fik besked pÄ, at vi skulle til skolelÊge og medbringe en urinprÞve. Klassevis blev vi sendt over i den gamle andenlÊrerskole (revet ned for mange Är siden), hvor der var skolekÞkken. Her sad med alvorlige miner doktor NÞrskov (BÞrge NÞrskov) og en sygeplejerske, frÞken Koch.

Vi stillede op i en lang rĂŠkke. Jeg afleverede en lille medicinflaske med urin. Mit navn blev omhyggeligt noteret. Efter mig kom Orla, en sjov dreng fra SĂžnder Alle, men med forĂŠldre, der nok ikke havde den bedste situationsfornemmelse.

Orla halede en stor flaske op af skoletasken og satte den med en bump pĂ„ bordet: En enliters Kongens Bryghus Ăžlflaske med patentprop – og fyldt helt op.

– Er det af Ă©n gang, ville NĂžrskov vide.

– Ja, ja, udbrĂžd Orla. 

– Og jeg skulle sige fra min far, at jeg skal have flasken med hjem, for han skal bruge den til kaffe, nĂ„r han skal pĂ„ arbejde i morgen, fortsatte Orla.

– Jeg er ikke klar over, om han fik flasken med hjem, men jeg husker, at episoden fik blĂždt smilebĂ„ndet gevaldigt op pĂ„ doktor og sygeplejerske, griner Erna Nielsen, da hun fortĂŠller det i dag.

Artiklen har vĂŠret bragt i Bavnen 2013, nr. 1.

%d bloggers like this: