Anders og Abelone
”Anders Hansen Olsen er længe ungkarl, mens han passer bedriften for sin stedmor, efter at hun er blevet enke. Som ung var han forlovet med Margrethe fra gård nr. 10 i Staurby. Hvad der sker de to unge imellem, ved vi ikke, men Margrethe bliver gift med en mand fra Barløse, berettes det i to slægtshistorier om den familie. Margrethe har en 10 år yngre søster, Abelone Olsen. Måske har ungkarl Anders ventet på, at Abelone skal vokse til og blive gifteklar. Vi lader hendes barnebarn, Abelone Sørensen, fortælle i en slægtsberetning fra 1975:
”Bedstemor har fortalt mig, at hun kun var 20 år, da hun blev kaldt ind i soveværelset, den tids pænere stue, og fik at vide, at Anders Hansen Olsen fra Staurby Skovgaard havde sendt en frier. (Dengang friede man ikke selv, men sendte en, der specielt tog sig af den slags. Han fik så en kalvefjerding eller lignende, hvis forehavendet lykkedes). Og bedstemor har jo så taget imod tilbuddet og er flyttet derned, som hun selv sagde, lige fra køerne af. Hun havde aldrig lært andet, men der var en gammel pige på gården, som satte sin unge husmoder ind i det fornødne og lærte hende at blive en god husmoder”.
Anders og Abelone bliver gift den 21. maj 1852 i Vejlby Kirke og Abelone flytter ind i stuehuset. Året efter overtager Anders overtager fæstet i 1853”.
—
Dette oliemaleri fra ca. 1920 viser indgangsporten med den vestre side af tilbygningen. Foran dammen, som er en del af et fugtigt bælte, der går lige syd for gården gennem Skovhaven. Foran indgangen går der nogle høns, som åbenbart er smuttet ud af hønsegården for enden af sydlængen. Sådan har det nok også set ud efter 1876, hvor tilbygningen til højre for porten blev bygget. (Foto af oliemaleri)
Der er gode tider for landbruget, og Anders moderniserer gården, bl.a. får han en hestegang, så hestene kan levere kraft til kværn og det første tærskeværk. Han oplever også, at hoveriet på Hindsgavl ophører i 1854 og erstattet med en kontant ydelse til herregården.
…
”Familielivet på gård nr. 6 går også sin gang. I 1853 føder Abelone deres første barn, Ane Kristine. Johanne kommer til verden i 1855, Maren i 1861, Ole i 1866 og Ane i 1868. Der kommer to børn mere, Maren i 1860 og Ole i 1865, men de dør som helt små. Et år efter kommer en ny Maren og Ole til verden.
Krigen 1864
I 1864 er landet igen ramt af krig, som også påvirker Vejlby Sogn. Sognets unge må drage i krig, og flere fra sognet falder, heriblandt Rasmus Hansen, Staurby, 29. juni 1864 på Als. Der er officerer og soldater, der skal indkvarteres. Igen skal bønderne køre i kongens tjeneste, den såkaldte ægtkørsel. Ikke mindre end 33 gange fra 19. februar til 19. september må Anders Hansen Olsen spænde et spand heste for sin arbejdsvogn og køre ægter. I de første måneder er der f.eks. transporter af sårede og syge soldater. Formentlig soldater fra Fredericia, som østrigske hærenheder har belejret og beskudt samt syge soldater fra de danske styrker, som opholder sig på Vestfyn eller er på gennemrejse. Igen bliver der indrettet lazaret på herregården Billeshave.
10. april kører Anders helt til Assens sammen med mange andre vestfynske bønder. Hele 8. Brigade på over 3000 mand skal fra Fredericia til Dybbøl for at forstærke de danske soldater, som er under hårdt pres af de preussiske belejrere. De sejles til de militære skibsbroer i Strib og Baaring Vig for enden af vejen, der i dag fører ned til campingpladsen på Vejlby Fed. Anders møder ind i Strib sammen med ca. 200 andre vestfynske bønder. Lige så mange kører til Baaring Vig. Længere sydpå overtager andre bønder transporten. 8. Brigade når frem og deltager i kampene, da Dybbøl-skanserne falder den 18. april.
Efter nederlaget ved Dybbøl får hæren travlt med at forsvare Fredericia mod de belejrende østrigske tropper. Skibsbroen ved Baaring Vig er netop færdig og klar til at være udskibningssted for udstyr og personel til byen. Det giver også køreture til Anders og de andre bønder. Bønderne har kørt med krudt og kugler, havre til heste og brød til soldater, tømmer og alskens militært udstyr.
Da hæren rømmer Fredericia i slutningen af april, øges igen den militære aktivitet på Vestfyn. 15.000 mand med udrustning sejles til Fyn ad flere ruter, bl.a. over Strib og broen ved Baaring Vig. Nu begynder man også at udbygge batterier og forsvarsanlæg langs Lillebælt, så man kan forsvare Fyn, hvis tyskerne gør landgang. Det giver også kørsler til Anders og de andre bønder.
Der er dog en stilstand i krigen, mens der er fredsforhandlingerne i London. Men de bryder sammen. Den 29. juni angriber preusserne den danske hær på Als. Efter blot to dage forlader den slagne danske hær Als og flygter til Fyn. Nu bliver truslen om invasion på Fyn alvorlig. Anders stiller på vagter på 12 og 24 timer i Vognparken i Kauslunde eller på torvet i Middelfart klar til at udføre dagens opgaver. En af de vigtige opgaver er at være klar til at transportere soldater til et kampområde, hvis invasionen kommer.
Krigen slutter først i august, men helt frem til den 19. september er der kørselsopgaver. Ved freden i Wien den 30. oktober må Danmark afstå hele Slesvig og Holsten samt Lauenborg – en tredjedel af helstatsriget.
Alle bønder har fra gammel tid pligt til at udføre ægtkørsel. Bønderne i Aulby, Kustrup og Staurby, ca. 37 gårde, har brugt knap 1000 arbejdsdage med en mand, en vogn og to heste. Hertil kommer et antal rådighedsvagter hjemme på gårdene. I hele Vends Herred, der i det store og hele dækker Middelfart Kommune i dag, har der været ægtkørsel i samme omfang. En kæmpe opgave, som også må have påvirket arbejdet på gårdene især om foråret og i høsten. Dog har bønderne – som Anders’ farfar, Anders Hansen, under Napoleonskrigene i 1807 – fået betaling for deres ægtkørsel. Men pengene kom fra en skat, som bønderne selv betalte”.
Aktivitet ved (formentlig den søndre) militære skibsbro i Strib. (Fra bogen 200 træsnit 1864)
”Anders’ helbred er ikke godt. Barnebarnet Abelone Olsen fortæller, at han altid har været svagelig og lider af det, man dengang kaldte brystsyge (formentlig tuberkulose).
Da de i sommeren 1869 kører korn hjem fra marken, er han uheldig. Han kommer i klemme, da vognen fyldt med neg kører gennem den snævre port ind til gårdspladsen. Derefter spytter han blod og sygner hen. De har ikke en bibel i huset, men Anders søger trøst i salmebogen. Han dør den 14. november 1869. Enken Abelone skal nu ikke bare være husmor, hun overtager fæstet og driver gården, tilsyneladende med en ældre karl, Hans Mathias, til at forestå den daglige drift i en del år”.
Det bliver således enken, der fører gården gennem de store ændringer i landbruget de sidste årtier i 1800-tallet.
Bønderne på Staurby Skovgaard – lokalhistorie og landboliv i 240 år – fortalt gennem seks generationer i samme familie. Bogen er på 74 sider og udkom i 2015, udgivet af Vejlby-Strib Lokalhistoriske Forening. Et mindre restoplag sælges nu for 50 kr. pr. eksemplar. Kontakt: johannes.gregersen@stribnet.dk – eller ring på 2139 3275.