Vælg en side

Billeshave-drengene

Billeshave-drengene

Fra 1959 til 1985 fik drenge p√• vej ind i en kriminel l√łbebane en sidste chance p√• Billeshave. Et hold af p√¶dagoger og fagl√¶rere fors√łgte at hanke op i de unge. Det lykkedes for en del. Men klientellet blev mere og mere belastet. Tiden l√łb fra den institution, der med forstander Harry Mielche i spidsen var bygget op. Beboerne p√• Nordvestfyn m√¶rkede ogs√• Billeshave-drengene p√• godt og ondt

Af Poul Christensen

‚ÄĚDet er nok Billeshave-drengene, der har gjort det‚ÄĚ. Det var i godt et par √•rtier standardbem√¶rkningen, n√•r en bilejer i Middelfart en morgen manglede sin bil. Eller familien i Strib s√łndag aften kom hjem til en opbr√¶kket terrassed√łr.

Drengene tog p√• springture, men ‚ÄĚhavde de lavet alt det, som de fik skyld for, s√• ville vi ikke have set dem ret meget p√• Billeshave‚ÄĚ. De ord brugte Harry Mielche gerne, n√•r han var ude at fort√¶lle om Billeshave og de forhold, der fik unge ud p√• det kriminelle skr√•plan.

Fra 1969 til 1985 husede den gamle herreg√•rd p√• R√łjlehalv√łen omkring 40 unge m√¶nd, som var begyndt en karriere, der gjorde dem til kandidater til et liv bag tremmer i en stor del af resten af deres liv. De havde pr√łvet at malke en automat eller det, der var v√¶rre, og var kendte hos politiet og det lokale b√łrnev√¶rn. Men et liv ind og ud af landets f√¶ngsler kunne m√•ske undg√•s, hvis nogle voksne i et lille √•rs tid med k√¶rlig og fast h√•nd gav dem noget skolel√¶rdom og gode manerer og l√¶rte dem at leve et normalt liv med at komme op om morgenen og passe et arbejde.

Harry Mielche var forstander fra oprettelsen i 1959 til 1979. Han betegnes som en foregangsmand, en dygtig p√¶dagog og leder. Her fotograferet p√• sit kontor p√• sin sidste arbejdsdag i 1979. Bem√¶rk den forgyldte leget√łjstpistol p√• v√¶ggen, som en kollega for√¶rede ham efter offentligt postyr om skydetr√¶ning p√• Billeshave.  (Foto: Peter Mielche)

 

Den l√¶reruddannede Harry Mielche havde erfaring med det klientel p√• Statsungdomshjemmet Skibbyh√łj ved Frederikssund og blev udset til at bygge et ungdomshjem op p√• Billeshave.   

Kriminelle drenge skulle afl√łse adf√¶rdsvanskelige piger i bygningerne, der ikke l√¶ngere var en herreg√•rd v√¶rdig. De var misligholdte og slet ikke egnede til en s√•dan institution. Men det lykkedes at komme i gang. Drengene blev stuvet sammen i de rum, der var p√• f√łrste sal i hovedbygningen. Der blev indrettet v√¶rksteder i de tilbagev√¶rende landbrugsbygninger. Drengene hjalp selv med at s√¶tte bygningerne i stand. Der blev lagt planer om at bygge nyt og en ny m√•de at indrette s√•danne institutioner p√•. De unge skulle have deres eget v√¶relse og bo i mindre enheder sammen med personalet i en slags familief√¶llesskab. De planer blev gennemf√łrt i de kommende √•r. I 1966 stod de nye bygninger klar, dog var der f√¶rre og dermed st√łrre afdelinger end oprindeligt √łnsket.

Noget af den store og flotte park m√•tte vige. Navnene p√• de fire nye huse blev fundet en fridag, Harry Mielche, snedkerfagl√¶rer Ole Madsen og kommende afdelingsleder Bendt Corfitz sad og snakkede om l√łst og fast. De store tr√¶er i parken m√•tte falde for at give plads til det nye. Det gav inspiration. Den ene tanke tog den anden. Jo, afdelingerne skulle have navn efter de tr√¶er, der havde v√¶ret dominerende i omr√•derne, og de unge skulle d√©r v√¶re i ly for kriminalitet. Kastanjely, B√łgely, Birkely og Egely blev navnene p√• afdelingerne.

 

Blodb√łgen i parken f√łrst i 1960‚Äôerne, inden de fire afdelinger blev bygget. Harry Mielche indf√łrte blodb√łgskaffe en for√•rsdag, n√•r det flotte tr√¶ var sprunget ud. S√• samledes drenge og medarbejdere til morgenkaffe ved tr√¶et og h√łrte dets historie blev fortalt. Den lyder i dag, n√¶ppe historisk helt korrekt: Godsejerparret ventede en arving i 1879. Blev det en dreng, ville faderen plante et egetr√¶. Blev det en pige et b√łgetr√¶. Det blev ‚ÄĚkun‚ÄĚ en pige, men faderen syntes, hun var s√• k√łn. Derfor skulle det v√¶re en s√¶rlig b√łg. (Foto: Harry Mielche)

Efterskolen Billeshave forts√¶tter traditionen med blodb√łgskaffe og inviterer tidligere ungdomshjemsmedarbejdere med. Her fra sammenkomsten i forsommeren 2006 fra venstre: Jens Laursen, murerfagl√¶rer, Ingse Laursen var i socialr√•dgiverpraktik og blev gift med Jens. Hanne Rath Pedersen, gift med afd√łde afdelingsleder Frede Rath Pedersen, B√łgely. Bendt Corfitzen, afdelingsleder p√• Egely. Lilly Pedersen, gift med Flemming Pedersen, der var l√¶rer. (Foto: Poul Christensen)

Ærlige tyveknægte

De fleste drenge kom fra stenbroen i K√łbenhavn og omegnskommunerne. De havde alle et st√łrre eller mindre kriminelt repertoire, men det var ikke deres skyld, pointerede Harry Mielche i artikler.

– Det er et symptom. Den egentlige baggrund skal afgjort s√łges i de sociale forhold, samfundet byder, og herunder ikke mindst den fortvivlede boligsituation, der har r√•det siden afslutningen af anden verdenskrig, skrev han.

Byerne var ikke til b√łrn og unge. Brudte hjem og manglende for√¶ldreomsorg. Og de mange materielle fristelser, som velf√¶rdssamfundet tilb√łd til dem med penge, kunne let g√łre det snublende n√¶rliggende for en s√•dan ung mand at komme p√• den forkerte side af loven gr√¶nse for at opleve sp√¶nding.

Sådan argumenterede Harry Mielche og stillede krav til sine pædagoger: De skulle kunne give drengene en vals, så væggene skælvede, men bagefter skal drengen mærke, at de kan lide ham, men at de ikke kan lide det, der havde foranlediget denne tordentale.

РDe fleste var dengang nogle gode drenge på 16-18 år, der bare var faldet ud af systemet. De passede ikke skolen og lavede typisk småkriminalitet. Der var ikke vold og misbrug dengang. Jeg vil kalde dem ærlige tyveknægte, siger Erik Maegaard, der blev ansat i 1961 og senere blev afdelingsleder på Kastanjely.

Alternativet til Billeshave var f√¶ngslet. De stod med det ene ben til at skulle ‚ÄĚspise af bliktallerkner‚ÄĚ, som Erik Maegaard udtrykker det, i det meget h√•rde milj√ł, som f√¶ngslet er is√¶r for meget unge mennesker. Billeshave var en sidste chance, selv om de fleste n√¶ppe f√łlte det s√•dan. Alligevel tog stort set alle imod tilbuddet og var positive.

Medarbejdere ca. 1962. Fra venstre: p√¶dagog Augustinus S√łrensen, murerfagl√¶rer Jens Laursen, malerfagl√¶rer Ib Normann, t√łmrerfagl√¶rer Ole Madsen og en unavngiven, som var ansat i kort tid. (Foto: Harry Mielche)

Det daglige liv

Da de nye afdelinger var kommet i gang, var der ca. 40 unge og godt 30 ansatte p√• Billeshave. P√• Birkely og B√łgely var der hvert sted 12 unge og 3¬Ĺ p√¶dagoger. Kastanjely med otte unge og ogs√• 3¬Ĺ p√¶dagoger var i begyndelsen et udslusningssted for de bedste unge, men de tre afdelinger kom til at ligne hinanden. Egely derimod skilte sig ud som en lukket afdeling, der var et s√•kaldt surrogatf√¶ngsel for varet√¶gtsf√¶ngslede unge under 18 √•r. S√• undgik de unge, mens sagen blev efterforsket og behandlet af domstolen, det langt h√•rdere milj√ł i et f√¶ngsel. P√• Egely var der otte unge og ca. syv p√¶dagoger.

Der var tre v√¶rksteder, murer, tr√¶ og metal, med hver en fagl√¶rer. I perioder var der ogs√• gartneri og malerv√¶rksted. I skolen var der ansat to l√¶rere. Forstander og viceforstander udgjorde ledelsen. Der var en visitator, der bl.a. havde kontakten til kommunerne. Der var en bogholder og en assistent i administrationen. Endelig var der et k√łkken med et par ansatte og en pedel/gartner.  

Om natten havde en p√¶dagog sovende nattevagt p√• hver afdeling, og en s√•kaldt runderende nattevagt gik rundt i omr√•det og p√• afdelingerne. De unge boede p√• enkeltv√¶relser som en familie sammen med p√¶dagogerne. I en √•rr√¶kke havde afdelingslederen og stedfortr√¶deren bop√¶lspligt, og hustruerne havde ogs√• opgaver og fik en latterlig lille l√łn, som Harry Mielche udtrykte det. De unge hentede morgenmaden i centralk√łkkenet og gjorde klar til f√¶lles morgenmad med havregryn, br√łd, ost, marmelade og kaffe/te.

De unge skulle lære ordentlige manerer, så de var til at være sammen med, når de forhåbentlig skulle ud i det virkelige og normale liv.

– N√•r du selv har √łst op, m√• du spise op. Kan du ikke, s√• m√• du v√¶re syg, og du m√• g√• op at l√¶gge dig, l√łd konsekvensp√¶dagogikken, der ogs√• bet√łd, at den unge ikke kom p√• arbejde og fik lommepenge.

Fra kl. otte til 12 var der skole og værksted. De fleste var langt bagud med skolelærdom og manglede udpræget lyst og måske for nogle også evner. Det var skolen indrettet efter. Men der var også unge, der gik i skole i omegnens skoler i Strib, Aulby og Middelfart.

Kl. 12 samledes flokken igen i afdelingerne til frokost. Almindelig frokost med br√łd og p√•l√¶g, m√¶lk og vand.

Birkely 1966. Eleverne boede på enkeltværelse på 1. sal, hvor der også var fjernsynsstue og billard og soverum til den vagthavende pædagog om natten. I den nærmeste ende i stueplanet var der afdelingslederlejlighed. Souschefen boede i den anden ende. Imellem lejlighederne var der spisestue. I sikringsrummet i kælderen var der bordtennis. (Foto: Willy Ketelsen)

 

Eftermiddagen blev tilbragt p√• v√¶rkstederne. De unge skulle finde ud af, hvad de interesserede sig for, og de skulle l√¶re at passe et arbejde. Den totale aktivitet med skole og arbejde var en normal arbejdsdag. V√¶rkstederne pr√łvede at komme virkeligheden n√¶r. Murerv√¶rkstedet producerede i en periode leca-blokke til en virksomhed i Nr. Aaby. Tr√¶v√¶rkstedet lave f.eks. paller. Virksomheden Cylindric i Middelfart fik h√•ndtag til gasflasker fra metalv√¶rkstedet. De mest motiverede unge kom i praktik i egnens virksomheder. Noget gik godt, og gik det rigtig godt, kunne det ende med en l√¶replads.

Sidst p√• eftermiddagen blev der igen liv i afdelingerne. Aftensmaden blev hentet i en termocontainer i f√¶llesk√łkkenet. P√¶dagogerne kontrollerede, at de unge havde vasket h√¶nder. Ville de ikke det, kunne de kun nyde duften af karbonaderne. M√•ltidet bestod s√¶dvanligvis af en k√łdret med sovs og kartofler eller andre gr√łntsager samt en efterret. 

Aftenen var fri, og det samme gjaldt weekenden. Det var op til afdelingens p√¶dagoger i samspil med drengene, hvad der skulle ske. Men p√¶dagogerne skulle v√¶re p√• forkant af eventuelle problemer og have aktivitet klar og tage styringen. Der var tv, billard og bordtennis p√• afdelingerne. I parken kunne der spilles bold. Ude-aktiviteter kunne v√¶re en cykeltur, biograftur til Middelfart. I weekenden kunne det v√¶re idr√¶t i gymnastiksalen p√• B√łgelundskolen t√¶t ved eller en divisionsfodboldkamp p√• Odense Stadion.

Eleverne dr√łnede rundt i gamle ombyggede biler, som de selv byggede op og satte i stand. Her en Chevrolet i ca. 1962, som blev kaldt ‚ÄĚT√łsen‚ÄĚ. Hun endte sine dage med at blive smadret og g√• op i luer. (Foto: Harry Mielche)

Postyr om skydning

En gang om √•ret lejede de sig ind p√• et feriecenter ved Vesterhavet. S√• kunne drenge v√¶re rigtige drenge, n√•r de om aftenen skulle pr√łve at fange smuglere, som var i gang med at lands√¶tte gods i klitterne. De ansatte, som var blevet hjemme, fors√łgte sig som smuglere og blev selvf√łlgelig til sidst fanget af drengene.

Det kunne ogs√• g√• lidt h√•rdt til, n√•r der var strid blandt de unge om den uformelle ledelse. Det var f√łr, rundkredsp√¶dagogikken var opfundet. Det skete p√• de unges betingelser. Ud i skoven en aften, og de bare n√¶ver afgjorde sagen under opsyn af p√¶dagogerne. Den form for p√¶dagogik oph√łrte dog og g√•r slet ikke i dag, men dengang var den effektiv og gav stabilitet i gruppen. 

Det var vigtigt, at de unge oplevede succeser, at der var noget, de var gode til. Ud fra den betragtning underviste Erik Maegaard drengene i salonriffelskydning. Men det at disse kriminelle drenge nu også skulle lære at skyde, faldt nogen for brystet. Det gik ikke stille af i dagspressen, og kritikken haglede ned over Billeshave. Det var galt nok, at de tog på springture og stjal fra hæderlige folk. Men skulle de unge mennesker nu også lære at blive mordere.

Internt bakkede Harry Mielche sit personale op.

– Men kravet var, at vi ville noget med det, vi gjorde, siger Erik Maegaard.

Udadtil forsvarede Harry Mielche skydningen som fritidsaktivitet.

– Vi er ogs√• blevet kritiseret, fordi drengene k√łrte rundt i gamle biler. Det ville forlede dem til at stj√¶le biler. Og n√•r vi har en billardstue, er det for at opdrage til at g√• p√• v√¶rtshus. Som en kollega har sagt: Hvis vi l√¶rer dem at sy stramaj, s√• f√•r vi skyld for at g√łre dem kvindagtige, og de bliver homoseksuelle. Ok jo, vi lever i et glashus, men vi har intet at skjule, sagde Harry Mielche i et interview.

Fagfolk bakkede ham op. En kollega udn√¶vnte ham til ‚ÄĚRidder af den Gyldne Pistol‚ÄĚ og tildelte ham diplom og en forgyldt leget√łjspistol, som i resten af hans Billeshavetid prydede en v√¶g p√• forstanderkontoret.

Men drengene var ikke altid lette at styre.

Unge p√¶dagog Erik Maegaard kunne egentlig ikke fatte, at drengene kunne finde p√• at forlade det dejlige sted Billeshave, da han oplevede det f√łrste gang, at en af hans drenge smuttede. Men han blev klogere. Harry Mielche forberedte ham p√•, at det ville ske igen og igen. Den v√¶rste r√łmning var ved at tage pusten fra Erik Maegaard.

En k√łbenhavnerdreng tog toget til K√łbenhavn p√• lokumsbillet. Han blev taget af politiet p√• Hovedbaneg√•rden og sov i detentionen, til Sundholm (center for hjeml√łse) √•bnede n√¶ste morgen. N√¶ste nat p√• Sundholm fors√łgte han at forts√¶tte springturen via et lagen fra anden sal. Lagenet holdt ikke. Drengen r√łg ned og slog baghovedet ned i nogle fliser ‚Äď og slog sig ihjel. 

S√• barsk kunne det ogs√• v√¶re. Men de fleste springture var mindre dramatiske. Ofte viste medarbejderne, hvor de unge s√łgte hen, og kunne hurtigt finde dem. Prisen for disse udflugter var stuearrest og inddragelse af en hjemrejseweekend. Plus det, som eventuel kriminalitet kunne kaste af sig.

Jyllandstur i luksusbil

P√• egnen havde Billeshave-drengene ‚Äď og dermed Billeshave som institution ‚Äď et blakket ry. Medarbejderne blev ringet op af sure folk, der havde mistet det ene og det andet. Nogle gange var det slet ikke Billeshave-drengene. Men de lavede mange br√¶k og tyverier. K-marked-k√łbmanden i Strib, Johannes Rasmussen, fort√¶ller s√•ledes om flere ubudne Billeshave-drenge i sin forretning og har s√•m√¶nd egenh√¶ndigt og sammen med naboer fanget flere og holdt dem i et fast greb, til politiet kom.

Medarbejderne p√• Billeshave fik ogs√• f√¶rten af indbrud, n√•r de fandt et lager af spiritus eller cigaretter, og de havde et fint samarbejde med politiassistent Rasmussen med at f√• opklaret ugerningerne. 

Billeshave havde et godt samarbejde med det lokale politi. Her inspicerer politiassistent Rasmussen en knallert, som de unge er ved at sætte i stand ca. 1962. (Foto: Harry Mielche)

 

Der var ogs√• mere muntre episoder, n√•r de unge boltrede sig ude i friheden: To gutter tog til Strib for at blive klippet. Foran den gamle f√¶rgeg√•rd for enden af Vestergade holdt en stor og funklende ny bil, som en repr√¶sentant var ved at s√¶lge til husets ejer, fabrikant Ib Drasb√¶k. Repr√¶sentanten lod n√łglerne sidde i bilen, da han og bilk√łberen p√• et tidspunkt gik ind. Det skulle han ikke have gjort. Hvalpene faldt for fristelsen. Ind i den flotte bil, og s√• gik turen op gennem Jylland i luksusbil. Men s√•dan √©n bruger benzin, og penge havde de ikke. De opdagede, at der luskede en hund rundt i vejkanten. De stoppede og fik den ind i bilen. I den n√¶ste by lykkedes det ungersvendene at s√¶lge hunden. S√• havde de kontanter til p√• n√¶sten √¶rlig vis at k√łbe benzin, og bilturen i det fri kunne forts√¶tte lidt endnu.

Den slags historier var man undertiden n√łdt til at dyrke blandt personalet, for at det ikke skulle blive for surt.

 

I lokal praktik

Det lokale erhvervsliv blev ogs√• involveret i at f√• Billeshave-drengene ind p√• rette spor. De bedste fik praktikpladser over et antal m√•neder for at pr√łve af i det virkelige liv, om de kunne klare et job og bevise, at de var en normal l√łn v√¶rd.

Mette og J√łrgen Petersen drev en t√łmmermesterforretning i Strib og var med fra starten, da Harry Mielche henvendte sig. Der var nogle uheldige tilf√¶lde, men de fleste klarede sig godt. Specielt √©n husker Mette Petersen tydeligt i dag:

– Jeg havde lige f√łdt min s√łn, Ole, i 1961, og s√• kom den unge mand med en k√¶mpe buket blomster til mig. Den havde kostet en stor del af hans ugel√łn. Er det ikke r√łrende?

Denne dreng havde en streng plejefar, som han dog altid forsvarede. Op til p√•ske var han meget ked af det, for plejefaren ville ikke have, han kom hjem. Men plejefaren ombestemte sig i sidste √łjeblik. De ringede fra Billeshave, og drengen fik fri.

РJeg kan endnu se ham jublende glad springe på sin cykel og spurte mod Billeshave, siger Mette Petersen.

Den unge mand blev ansat hos costerskipper Henning i Strib, men d√łde nogle √•r senere ved en tragisk ulykke.

Skipper Henning havde også drenge i praktik, ligesom maskinfabrikken Sværtek i Strib, elektriker Nielsen i Middelfart m.fl.

Fritz Petersen indledte samarbejdet med Billeshave midt i 1960‚Äôerne. Han var smedemester og ejede Strib Maskinfabrik, der fremstillede nibbelr√łr ‚Äď r√łr i forskellige tykkelser og l√¶ngder, som VVS-installat√łrer bruger til at forl√¶nge og tilpasse r√łr ved f.eks. vandhaner og centralvarmeanl√¶g. Det begyndte med, at han satte en maskine op p√• Billeshave, som s√•ledes fungerede som hans underleverand√łr. En dag blev han opfordret til at tage en praktikant, og det fortsatte han med til sidst i 1970‚Äôerne. Der var en ad gangen, som lavede forefaldende arbejde sammen med de ca. otte medarbejdere i det halve eller trekvarte √•r, han var der.

РDe har stort alle være flinke og passet deres arbejde som andre unge, siger Fritz Petersen.

I de f√łrste √•r havde han ogs√• VVS-installationsarbejde. Efter aftale med Billeshave kom drengene kun ud til nybyggerier, ikke til private hjem. Men de var da pr√¶get af, at noget var g√•et sk√¶vt for dem. En dreng havde s√•ledes lige mistet sin mor. Faren sad i Nyborg og en bror var vist ogs√• i f√¶ngsel.

– Jeg syntes, jeg skulle snakke lidt med den unge mand og m√•ske tr√łste ham. Men jeg blev kontant afvist. Det r√łrte ham ikke en pind, hvad der var sket. Det kunne jeg ikke forst√•.

Af de 12-15 drenge, der har arbejdet hos ham, var der en, som det endte galt med.

– Det var mod slutningen af perioden, og drengen havde fungeret tilfredsstillende. Men en morgen var en vinkelsliber v√¶k. Den var brugt til at lukke en pengeskab i Middelfart op samme nat, fort√¶ller Fritz Petersen.  

Sidst i 1980’erne stoppede ordningen. Der var ikke længere Billeshave-drenge, der var egnede til at komme i ekstern praktik.

Hvert √•r holdt Billeshave en sammenkomst for mestrene, der havde praktikanter. Det husker ostegrosserer Arne S. Andersen, der ogs√• tog imod de unge over en √•rr√¶kke, som nogle forn√łjelige fester, som ogs√• havde det praktiske form√•l at f√• snakket sammen under uformelle former.

S√łndagsaktivitet i skoven f√łrst i 1960‚Äôerne. S√•dan kan man komme over en b√¶k. (Foto: Jens Laursen)

Fors√łg p√• nyordning

Selv om der hele tiden skete justeringer, blev arbejdet med de unge sværere og sværere for Harry Mielche og hans medarbejdere.

– Vi k√¶mpede som vore kolleger rundt omkring med r√łmninger, kriminalitet og deraf f√łlgende antipati i lokalbefolkningen, hvilket igen skabte store vanskeligheder for vores √łnsker om at f√• drengene til at glide ind i normalsamfundet. Desuden m√•tte vi se vores elever falde tilbage kort tid efter udskrivningen, skriver Harry Mielche f√łrst i 1970‚Äôerne.

Det gav anledning til selvransagelse. Måske var staben ikke dygtig nok, antydede forstanderen, men snarere var opgaverne blevet vanskeligere. Billeshave-drengene var blevet mere belastet. Oftest havde de nu allerede en ret bastant kriminalitet med flere tiltalefrafald og flere institutionsophold bag sig.

Det f√łrte til √¶ndringer. De unge skulle komme p√• Billeshave, inden de var ramlet ind i det sidste og sviende nederlag, der placerede dem helt uden for p√¶dagogisk r√¶kkevidde. Som et fors√łg over to √•r skulle Billeshave g√łres mere efterskoleorienteret. Der skulle laves aftaler med de unge nu 14-16-√•rige, som kun havde tr√•dt de f√łrste trin i en kriminel l√łbebane, og som i √łvrigt var k√łrt fast i skoletr√¶thed og skulkeri, og som kom fra vanskelige familiem√¶ssige situationer. Med andre ord: Billeshave ville ‚ÄĚskumme fl√łden‚ÄĚ, som kritikere var hurtige til at beskylde institutionen for.  

Opholdet blev fra august 1974 et tilbud, som ikke kun den unge og for√¶ldrene, men ogs√• det p√•g√¶ldende b√łrne- og ungdomsv√¶rn skulle sige ja til og bakke op. Opholdet skulle vare et halvt √•r med mulighed for forl√¶ngelse. Det bet√łd ogs√•, at v√¶rkstederne mere blev en slags arbejdsterapi. De unge var ikke modne til en egentlig opl√¶ring. Der blev ogs√• lagt kreative timer som ridning, jagt- og naturl√¶re og foto ind i dagsprogrammet.

Sankt Hans aften på Egly 1967. Bagerst fa v: faglærer Kaj Andersen og pædagog Gunnar Sparre. De vagthavendes familier var inviteret til grillmad og bål med drengene. (Foto: Erik Nielsen)

 

Begyndelsen til enden

Harry Mielche skrev i 1977, at der var overvejende gode erfaringer med den nye ordning, og omegnen m√¶rkede mindre til Billeshave-drengenes natlige ture. Men den succes, som han kalder det, kunne ikke forts√¶tte. Samfundet var i de √•r inde i voldsomme forandringer. Bistandsloven var indf√łrt. Opgaver blev flyttet rundt mellem stat og amter. Institutioner som Billeshave blev flyttet fra staten til amterne. Basisaftalen med K√łbenhavns Amt oph√łrte, og Billeshave kom under Fyns Amt.  

De ansatte husker, at drengene over en √•rr√¶kke blev mere og mere belastet. Kriminalitet blandet med misbrug af alkohol og stoffer var ogs√• mere udbredt. Det begyndte med snifferi til lightergas, s√• kom hashen og senere h√•rdere stoffer. Det var blevet sv√¶rere at finde arbejde. Begrebet ungdomsarbejdsl√łshed dukkede op som en sv√łbe, der truede en stor del af en generation til et liv i samfundets skyggeside.

De bedste unge i den udsatte gruppe kom i privat familiepleje, der også var langt billigere for kommunerne. Og så fik Billeshave den meget behandlingskrævende restgruppe. Flere og flere elever var rystende ligeglade med alting. Billeshave var blevet noget anden end den institution, Harry Mielche og hans medarbejdere havde bygget op. De var ikke gearet til de unge med massive problemer. Det krævede mere personale og omstilling.

Nye arbejdstidsregler √¶ndrede ogs√• arbejdet ‚Äď nogle vil sige umuliggjorde det. Vagterne blev f.eks. spredt ud p√• flere personer. Den t√¶tte daglige kontakt med nogle f√• p√¶dagoger var oph√łrt. Ogs√• √łkonomien strammede til. Der var ikke altid fyldt op med elever.

I en artikel i 1977 fortæller Harry Mielche om Billeshaves udvikling. Han var klar over, at det måske var en nekrolog, han skrev. I 1979 gik han på pension.

 

De gode eksempler

Vel var der mange problemer og vel var arbejdet h√•rdt, men sp√łrger man i dag de gamle medarbejdere, om det var umagen v√¶rd at bruge en √•rr√¶kke af deres arbejdsliv p√• de store drenge, s√• lyser de op og istemmer et klart JA.

– De fleste kn√¶gte kom til at spise af bliktallerkner. For dem udsatte vi det lidt, at de kom ind i det barske f√¶ngselsmilj√ł. De blev √¶ldre og m√•ske ikke s√• √łdelagte af det, siger Erik Maegaard og forts√¶tter:

– I dag er det en gl√¶de, at vi har hjulpet en hel del til et bedre liv. Husk, at mange var skadet af svigt i deres f√łrste tre √•r, og det er n√¶sten ikke til at rette op p√•.

Og s√• bliver det en personlig forn√łjelse, n√•r en tidligere elev med kone og barn banker p√• privat og vil fort√¶lle, hvordan det er g√•et. Flere medarbejdere har haft og har stadig kontakt med deres drenge, som det er g√•et godt. Flere har ogs√• taget drenge i privat familiepleje. Netop de gode eksempler b√•de i det store og i det sm√• gjorde det h√•rde arbejde meningsfyldt.

 

Roden fra Silkeborg

En af dem bor og arbejder her p√• egnen. Ole M√łller, 44 √•r, tager imod i sit hus i Middelfart.

РJo, jeg var en rod, der absolut ikke gad gå i skole, griner han i dag, da han fortæller om sig selv som 14-årig i Silkeborg.

Han kommer fra et skilsmissehjem, hvor opbakningen til b√łrnene kunne ligge et meget lille sted. Hans held var, at han var inden for p√¶dagogisk r√¶kkevidde og havde i sig den evne at kunne skelne mellem, hvad der var rigtigt og forkert. Han har ‚Äď i mods√¶tning til de fleste Billeshave-drenge ‚Äď aldrig betr√•dt den kriminelle l√łbebane.

Billeshave-drengen Ole M√łller stikker hovedet ud af en snehytte, han og tre kammerater lavede i vinteren 1976. (Privatfoto)

 

Han kom, som flere andre utilpassede Silkeborgdrenge dengang, til Birkely en sensommerdag i 1975 og skulle ledes ind p√• rette spor af bl.a. Birkelys afdelingsleder, Willy Ketelsen. Han var turen rundt p√• v√¶rkstederne og lavede bl.a. klinkbyggede joller under Ole Madsens vejledning og passede den store park. Skoletr√¶tte Ole kom p√• skoleb√¶nken igen p√• Billeshave og blev s√• interesseret, at han fortsatte p√• Strib Skole. Han dr√łmte om at blive kok og var i praktik p√• Billeshaves k√łkken. Men samv√¶ret med de andre drenge var problemfyldt.

– Det har givet mig t√łrre t√¶sk, at jeg ikke ville v√¶re med til springture og stj√¶le biler. Jeg holdt p√• min sans for, hvad der er rigtigt og retf√¶rdigt, siger Ole M√łller.

Det blev hans held, at han flyttede ind som plejebarn hos Eva og Willy Ketelsen i Strib. De blev en vigtig st√łtte for ham og har en stor andel i, at han fik det liv, han fik. 

Han tog 8. og 9. klasse p√• Strib Skole og fik kammerater p√• skolen og i de lokale foreninger. Han var aktiv i bl.a. Strib Udspringsklub og som livredder i sv√łmmehallen.

Efter skolen fik han en l√¶replads p√• Sv√¶rtek i Strib. Roden fra Silkeborg blev smed og senere socialp√¶dagog ‚Äď og ansat p√• Egely.

I dag arbejder han med psykisk syge og misbrugere.

– Jeg fik med i min rygs√¶k, hvordan det er at bo p√• institution. Det kan jeg drage fordel af i dag, for jeg kan s√¶tte mig i beboernes sted og lettere snakke med dem og l√łse problemer, siger Ole M√łller. 

 

Billeshave lukker

Arne J√łrgensen afl√łste Harry Mielche som forstander og drev Billeshave videre under Fyns Amt. Problemerne blev ikke mindre. Klientellet blev mere spredt. I perioder var der ogs√• unge gr√łnlandske kvinder med en bred vifte af problemer. I midten af 1980‚Äôerne lukkede amterne mange store og gamle institutioner. Der var for mange ledige pladser. Tiden var definitivt l√łbet fra institutionen for √¶rlige tyvekn√¶gte, som med en k√¶rlig og fast h√•nd over et lille √•rs tid skulle have en sidste chance til at f√• et rimeligt normalt liv. Den sidste Billeshave-dreng forlod den gamle herreg√•rd i 1985, da Billeshave lukkede som ungdomshjem. Dog fortsatte den lukkede afdeling, Egely, under Fyns Amt og fungerer stadig som surrogatf√¶ngsel for unge under 18 √•r.

Derefter lejede Dansk Flygtningehjælp sig ind på Billeshave, der blev introduktionsskole for flygtninge indtil 1987. Så havde Vestfyns Ungdomskursus til huse i bygningerne, indtil Fyns Amt solgte den gamle herregård til Den fynske Fagbevægelse og Landsforbundet DUI-Leg og Virke. Siden 1989 har der været efterskole.

 

Kilder: Samtaler med Bendt Corfitz, Erik Maegaard, Jens Laursen, Willy Ketelsen m.fl. samt artikler i aviser og fagblade af og med Harry Mielche.

Artiklen er bragt i Bavnen nr. 1 2006, Vejlby-Strib Lokalhistoriske Forenings blad.

%d bloggers like this: