I 1882 blev den gamle biskop, grundlovsfader og konseilspræsident i 1863-64 hevet frem. Med sin pondus skulle han i Folketinget prøve at mægle mellem Højre og Venstre i den anspændte politiske situation i Rigsdagen. Den radikale del af Venstre opstillede Monrad, men den moderate del opstillede en ”rigtig” venstremand mod Monrad.
Af Poul Christensen
Allerede fra morgenstunden begynder mænd at bevæge sig mod Torvet i Middelfart. Med jernbane, i jumber og charabancer, til fods, ja og med dampskib. Flere hundrede koldingensere lader sig sejle til Middelfart for at overvære det, som Middelfart Avis (MA) kalder ”et historisk valg”. Ved middagstid denne 16. maj 1882 har den kølige nordøstlige morgenvind lagt sig, og solen bryder frem. Da er torvet sort af mænd. 4000 mener MA at kunne tælle; flere end ved noget tidligere valg. Oppe på en sammenflikket valgtribune sidder omkring 100 honoratiores: Valgbestyrelsen med borgmester Holm i spidsen, kandidaternes stillere, rigsdagsmedlemmer fra nær og fjern og selvfølgelig sagens to hovedpersoner: Den 71-årige grundlovsfader, tidligere nationalliberale politiker, biskop, konseilspræsident i 1863-64, hjemvendt New Zealand-emigrant med meget mere Ditlev Gothard Monrad og den 41-årige skolelærer Niels Thomsen, Skrillinge. Nu skal det afgøres, hvem der skal være folketingsmand for Middelfartkredsen og afløse afdøde sagfører Balthazar Christensen.
Valg på torvet i Middelfart fra et valg mellem 1896 og 1901. Ved folketingsvalget i 1882 stod tribunen det samme sted foran sprøjtehuset, som blev fjernet i 1896. (Ligesom i 1882-beskrivelsen i MA lader tribunen på billedet også ”Adskilligt tilbage at ønske i Retning af at se godt ud: Stolperne ere uens både af Længde og af Tykkelse. Man glemmer, at sådan en Valgdag er en fælles Festdag for Alle, og Valgtribunen bør ikke se så bedrøvelig ud”, skriver MA. Fotograf Sick tog flere billeder fra torvet i 1882 og solgte postkort med billederne. De billeder og postkort er formentlig gået tabt). (Foto: Sick, Middelfart Byarkiv)
| Rigsdag og valgret
I 1849 fik Danmark en fri forfatning, der afskaffede det enevældige monarki. Nu skulle folket vælge en Rigsdag med to kamre – Folketing og Landsting – der skulle bestemme landets love, altså være den lovgivende magt. Kongen havde den udøvende magt gennem en regering, som kongen udpegede. Statsministeren blev i den periode kaldet konseilspræsident. Domstolene havde den dømmende magt baseret på lovgivning fra enevældens dage. Efter tabet af hertugdømmerne blev grundloven revideret i 1866. Den beskrevne magtens tredeling blev bevaret. Kongen havde en stærk magtstilling. Han indkaldte og hjemsendte rigsdagen. I særdeles påtrængende tilfælde kunne kongen, når Rigsdagen ikke var samlet, udstede foreløbige (provisoriske) love. De måtte ikke stride mod Grundloven og burde altid forelægges den følgende Rigsdag. Folketinget bestod af 102 medlemmer, alle valgt i enkeltmandskredse. Valgret havde alle uberygtede mænd med dansk indfødsret, der var fyldt 30 år. Der var dog flere begrænsninger. Havde man ikke egen husstand og stod i privat tjenesteforhold, havde man ikke stemmeret. Det vil sige, at tyende, karle og piger på land og i by og håndværkere, der boede hos mester, ikke havde valgret. Man mistede også sin valgret, hvis man f.eks. modtog fattighjælp. Og kvinder havde ikke valgret. Det kaldte man den almindelige valgret. De valgte folketingsmænd fordelte sig efter anskuelse. De fleste bekendte sig i 1882 til Venstre, som var opdelt i to hovedfraktioner: De moderate og de radikale. Sidstnævnte kaldte sig Folketingets Venstre. Begge fraktioner repræsenterede især landbobefolkningen og ønskede en regering, der udgik fra flertallet af befolkningen, altså af flertallet i Folketinget (parlamentarisme). Højre stod for en samfundsbevarende politik og blev støttet af godsejere, proprietærer samt byernes overklasse. Endelig var der nogle få uafhængige medlemmer. Landstinget havde en bevidst samfundsbevarende funktion. Det bestod af 66 medlemmer. Af dem valgte kongen 12 medlemmer på livstid. Resten blev valgt af valgmænd i 54 kredse. Valgret til at vælge valgmænd havde kun mænd, som havde valgret til Folketinget, og som betalte et betragtelig stort beløb i skat. Det kaldte man privilegeret stemmeret. I Landstinget udgjorde højremænd, nogle nationalliberale og konservative uafhængige flertallet. Venstremænd var i mindretal. |
Venstre og Højre i strid
I Rigsdagen var der en spændt politisk situation. Partiet Venstre havde flertal i Folketinget, mens Højre og konservative kræfter dominerede Landstinget. Venstre mente, at folketingsflertallet skulle styre landet. Men kongen valgte højremænd til at regere det. Godsejer Estrup fra Skaføgård i Randers Amt blev i 1875 konseilspræsident. Han var modstander af almindelig valgret og parlamentarisme. Begge ting skulle vedtage love og bevillinger, for at de kunne gennemføres. Især den radikale del af Venstre nægtede at behandle regeringens lovforslag – visnepolitikken – og det truede med at lamme staten.
Specielt var finansloven vigtig, for uden en vedtaget finanslov kunne staten ikke bruge penge. I 1877 kunne Venstre og Højre ikke enes om finansloven, og regeringen valgte at regere med en provisorisk finanslov. Venstre anklagede regeringen for grundlovsbrud. Lige nu i foråret 1882 forhandlede man om næste års finanslov.
Begge venstregruppe ønskede parlamentarisme. De moderate var indstillet på at samarbejde med og indgå forlig med Højre om andre spørgsmål som forsvar, social- og skolepolitik og andre sager. Det radikale ville med visnepolitikken blokere for lovgivning og fremtvinge en situation, hvor kongen måtte vælge en regering, der udsprang af folketingsflertallet. De moderates ledere var: Højskolemanden Frede Bojsen og sagfører Sofus Høgsbro. De radikales: Lærer Christen Berg og redaktør Viggo Hørup.
| Ditlev Gothard Monrad
(Foto: Kgl. Bibliotek) Født i 1811. Cand.theol. i 1836. Politisk aktiv som nationalliberal, medlem af Københavns Borgerrepræsentation. Redaktør og skribent. Arbejdede for almindelig valgret og en fri forfatning. Sognepræst. Minister i 1848 og skrev det første udkast til grundloven. Biskop over Lolland-Falster 1849-1854. Fremtrædende minister og embedsmand. Folketingsmand 1849-1865. Konseilspræsident 31.12.1863-11.6.1864 og bar et stort ansvar for, at Danmark tabte hele Slesvig. Trak sig ud af politik og udvandrede til New Zealand 1865, men vendte hjem 1869. Blev politisk skribent på Berlingske Tidende og foredragsholder. Blev igen biskop i 1871. Forsøgte forgæves at blive valgt til Folketinget. Da forfatningskampen spidsede til, erklærede han sig som tilhænger af parlamentarisme. Valgt til Folketinget i Middelfartkredsen i 1882, genvalgt i 1884. Nedlagte mandatet i 1886. Døde i 1887. Kilde: Den Store Danske. |
Monrad som mægler
Så var det, at gamle Monrad blev halet frem. Angiveligt fordi han med pondus kunne optræde som mægler og få Venstre og især moderate højrepolitikere til at samarbejde og skridt for skridt arbejde henimod at få et regeringsskifte og få indført parlamentarisme. Forinden havde Monrad i politiske skrifter afskrevet sin mere konservative fortid og åbent bekendt sig til parlamentarisme. Han havde også tidligere forgæves forsøgt at blive valgt til Folketinget både som højremand og som venstremand.
Christen Berg, der var valgt i Koldingkredsen, var hovedarkitekten bag dette forsøg.[1] MA’s ejer og redaktør Claudius Madsen var med på ideen og påtog rollen som banner- og pennefører for Monrad. Valget blev fastsat til den 16. maj.
Allerede den 24. april indbyder ”Flere Vælgere” i en annonce i MA afdøde Balthazar Christensens stillere og vælgere til et møde dagen efter for ”at forhandle angående Afsendelse af en Deputation til han Jordefærd”. Dengang var der ikke vælgerforeninger, der tog sig af opstillinger til valg.
Den 28. april skriver redaktør Madsen i sin avis: ”Det vil formodentlig ikke vare mange Dage, før … de (kredsens vælgere) retter en indtrængende Opfordring til Biskop D.B. Monrad om at ville stille sig, og at de gør det i et sådant Antal, at hans Valg er nogenlunde sikkert”. Han mener, at netop Monrad ved, hvordan ”vor forvredne grundlov” bør forstås og leves efter. ”Hans (Monrads) valg i dette Øjeblik ville vi anse for en Lykke for Fædrelandet og dets Frihed og en Hæder for Kredsen”, slutter redaktør Madsen, der åbenbart skriver på baggrund af drøftelserne på mødet den 25. april. Her blev opstilling af Monrad også drøftet, og der var bred tilslutning til at opstille ham.
Modstand og valgkamp
Det falder friskolelærer J. Kristensen, Bækkelund, for brystet. Den 29. april spørger han i MA: Hvad er denne mand? Og svarer selv: ”Til Hr. Biskop Monrads Navn knytter sig minder af den mørkeste Art, som vor Historie kan opvise. Allerede dette giver en forståelig Forklaring af det Fakta, at han hidtil er vraget af både Venstre og Højre”. Han mener ikke, at Monrad går ind for Venstres program og kalder ham en ”moderat højremand”. ”Lad os finde en dygtig Venstremand her i Kredsen og enes om ham. Lad os blive ved det, vi har, og ikke vove os ud på Eventyr”.
Dette indlæg starter en valgkamp – moderate mod radikale. Kristennsen og redaktør Madsen krydser i MAs spalter klinger om Monrad og grundloven, 1864-nederlaget og den gennemsete grundlov af 1866. De boltrer sig med citater fra historiske værker og med pænt indpakkede uforskammetheder mod hinanden. De radikale og moderate i Middelfartkredsen står stejlt overfor hinanden.
Den 3. maj mødes en kreds af venstremænd i Middelfart. Redaktør Madsen åbner mødet, som bliver erklæret offentligt. En række venstremænd, moderate som radikale, har ordet, men avisen skriver ikke, hvad de sagde, eller hvem de mente skulle opstilles til valget.
Den følgende dag var et tilsvarende møde i Nr. Aaby. Her besluttede deltagerne at sende en formel forespørgsel til Monrad om at lade sig opstille til Folketinget. Den 8. maj meddeler MA, at Monrad har svaret ja. Han henviser til grundloven og ønsker at ”føre Danmark ud af Partikamp til Omsorg for Almenvellet”. Altså han påtager sig en rolle som mægler mellem Højre og Venstre. Der skal nu holder to vælgermøder, hvor opstillingen skal besluttes.
Den 2. maj bringer MA denne indbydelse til vælgermøder i Middelfart og Nr. Aaby. Bemærk, at lærer N. Thomsen, Skrillinge, står som indbyder sammen med fortalere for at opstille Monrad.
Thomsen skifter mening
På mødet den 25. april blev det besluttet at sende en delegation til København. Den skulle ikke bare deltage i Balthazar Christensens begravelse, men også tage kontakt til ledende Venstrepolitikere. Opdraget var at søge oplysning om, hvad flertallet af Venstres ledere mente om biskop Monrads valg til Folketinget. De kom hjem med en klar opfattelse af, at flertallet støttede, at Monrad kom i Folketinget. I hvert fald blev det på mødet den 3. maj besluttet at rette en formel forespørgsel til Monrad.
Den allerede nævnte friskolelærer Kristensen og skolelærer Thomsen var medlemmer af delegationen, og de talte meget med de moderate ledere Boisen og Høgsbro. Ja, så meget, at Thomsen, givetvis også tilskyndet af Kristensen, lader sig overtale til at stille op mod Monrad som moderat venstremand, selv om Thomsen på venstremøderne tidligere havde anbefalet Monrad.
Den 8. maj fortæller MA ikke kun, at Monrad siger ja til opstilling. Avisen bringer også uddrag af en artikel i Kolding Folkeblad, som anses for Bergs talerør. Her får Kristensen og Thomsen med grovfilen. ”Denne Kristensen er bekendt for en taktløs Person, som altid plejer at komme galt fra sine politiske Roller, så han skal ikke forstyrre Hovedet på ret Mange”. Bladet skoser Thomsen, som nu efter turen til København aktivt modarbejder Monrad og slutter: ”og dersom et sådant Udfald (at Monrad ikke vælges) kommer tilstede ved Påvirkninger ovre fra København, så pådrager de Pågældende sig efter vor Formening et stort Ansvar”.
MA bringer også en længere føljeton om biskop Monrads liv og gerningen.
Claudius Madsen var Christen Bergs tro væbner og ledende i det lokale arbejde for at få Monrad valgt. Men han lod også lærer Thomsen og hans støtter komme til orde i sin avis. (Foto: Middelfart Byarkiv)
Debat på opstillingsmøder
Torsdag den 12. maj holdes det andet af to vælgermøder. Omtrent 300 er mødt op i Middelfart. Diskussionen er livlig. Nu er det Monrad eller Thomsen. Lærer Thomsen forklarer sit meningsskift. Han stiller op ”kun efter indtrængende Opfordring, og fordi han fandt, at det var hans Pligt”. Også folketingsmænd fra andre kredse blander sig i diskussionen. Den moderate folketingsmand Jørgen Pedersen, der også er Fyens Tidendes redaktør, mener, at forudsætningen for at opstille Monrad er faldet bort, fordi der netop var indgået et forlig mellem Venstre og Højre om finansloven. Hen mener ikke, Monrad er en rigtig venstremand. ”Han vil i alt væsentligt gå imod Flertallets Anskuelser i alle Reformspørgsmål”. Og han påpeger, at Monrad for ikke så længe siden udtalte sig imod parlamentarismen.
Omvendt støtter den radikale folketingsmand, Jens Busk fra Horsens, Monrad og imødegår Jørgen Pedersen: ”Nej, mine Herrer! Vi får ikke rolige Tilstande. Vi får Kamp, og det bliver på Punkter, hvor vi nu slet ikke kunne forudse det”.
Mødet slutter med en afstemning. 70 for Monrad og 35 imod. Da havde en del forladt mødet, og mange stemte ikke. Biskop Monrads kandidatur til folketingsvalget er nu en kendsgerning. Men lærer Thomsen bliver hans modkandidat. Højre opstiller næppe nogen kandidat, erfarer MA.
| Niels Thomsen
Niels Thomsen ca. 1900. (Foto fra Wikipedia) Født i Græm sogn i Ringkøbing Amt i 1840. Tog lærereksamen fra Jelling Seminarium i 1860. Lærer på Møn, hvor han gennem politikeren og højskolemanden Bojsen blev påvirket af grundtvigianismen. Lærer på Gedved Højskole og Seminarium. Fra 1872 til 1883 lærer i Skrillinge. Købte i 1883 Julie Heins’ Skole og Kvindeseminarium i Odense, der i 1885 blev sammenlagt med mandsseminariet til et fællesseminarium, Odense Seminarium, hvis forstander han var 1895-1905. Han fortsatte som lærer ved seminariet til 1908. Døde i 1920. (Kilde: Niels Thomsen (skolemand) – Wikipedia, den frie encyklopædi). |
Monrad eller Thomsen
I MA den 15. maj, dagen før valgdagen, bringes to indlæg. Det ene er underskrevet af ”Flere vælgere”. Det er de moderate, som slutter med: ”Altså ærede Vælgere! Tænk over Sagen og mød talrigt op på Valgdagen for at stemme på Venstrekandidaten Lærer Thomsen fra Skrillinge”.
”Mange Venstrevælgere”, altså radikale, bebrejder igen Thomsen for hans skift fra at støtte Monrad til efter turen til København selv at stille op. Og så fik han rejsepenge til turen, fremhæves det. De slutter: ”.. nu råde vi Vælgerne til at afgive deres Stemme til vor Friheds, vor Grundlovs, vor almindelige Valgrets gamle, prøvede Ven og Forsvarer. Biskop D.G. Monrad”.
Samme aften var der vælgermøde i Middelfart med 500-600 deltagere. MA refererer kun lidt fra mødet. Monrad holdt et foredrag om ”sin Anskuelse om en Folketingsmands Opgaver”. Den radikale leder, Christen Berg, var kommet til Middelfart med en ”varm Anbefaling for Monrads Valg”. Lærer Thomsen var til stede, men ønskede ikke at tage ordet. Mødet sluttede med et leve for den almindelige valgret. ”Stemningen var afgjort for Monrad”, skriver MA med fed skrift.
Samme dag bringer avisen en redegørelse fra lærer Thomsen, hvor han forsvarer sit skift fra at støtte Monrad til selv at stille op. Jo, han støttede Monrads kandidatur, men ”vi burde ikke sende en Mand ”derind” (i Folketinget), som ikke det samlede Venstre synes om”. Han mener, der slet ikke var enighed blandt Venstres ledere. ”En fremragende Mand i Venstre, i øvrigt Tilhænger af Monrad” konstaterede til sidst, at der ikke var Enighed, og så lader vi Monrads Kandidatur falde”. Sådan skriver Thomsen, som dermed anså den sag for afgjort for ham. På det første møde efter hjemkomsten ”erklærede jeg åbent og ligefrem, at jeg ikke kunne give Monrad min Stemme”, understreger han.
Han føjer til, at der på det første møde i Nr. Aaby den 25. april blev afsendt en forespørgsel til Monrad: ”Er Biskoppen en Modstander af Provisoriet og af Estrups indre Politik i det hele taget?”. Et ja eller nej ønskes. Havde Monrad svaret ja, ville Thomsen intet gøre mod hans valg, men der kom ikke noget svar. ”Hvad Grund skulle der være for en Venstrekreds at vælge en Mand, der dog altid i Folkebevidstheden har været at betragte som Højremand?”, spørger han. Han selv stiller op, for at vælgerne har en med samme anskuelser som mig at stemme på.
Valget på torvet
Så oprinder valgdagen den 16. maj på Torvet i Middelfart. Borgmester Holm oplader sin røst, byder den tusindtallige forsamling velkommen og udbringer et Kong Christian den Niende leve. Han meddeler, at der har meldt sig to kandidater: Biskop D.B. Monrad fra Nykøbing Falster og skolelærer N. Thomsen fra Skrillinge. Han oplæser navnene på de to kandidaters stillere og anbefalere; Monrads 31 og Thomsens 46.
Gårdejer og sognefoged Morten Nielsen, Vesterdal, anbefaler at stemme på Monrad: Han er den eneste Mand i Danmark, som har gjort noget stort. I Strid har han været og er stadig god til at bringe Forståelse til Veje, og han har aldrig svigtet sine Løfter. Og så havde Monrad i sin tid kæmpet for den almindelige Valgret til Folketinget og forhindret, at Højres Krav om at eje to Tønder Hartkorn for at måtte stemme blev afvist.
Monrad får ordet. Han slår bl.a. fast, at han ikke anerkender provisoriske finanslove. Nej, de er ikke i overensstemmelse med grundloven. Derfor kunne man sætte provisoriets mænd under anklage. Han havde kæmpet for den almindelige valgret. Den er sjælen i vor frihed. ”En havde Ejendom, en anden havde Kundskaber, men det kommer an på, hvorledes hver især brugte dem. Den, der måtte dø for Fædrelandet, havde også Ret til at stemme for Fædrelandet. Der måtte være ens Pligter og ens Rettigheder.
Han gennemgår sin tid som nationalliberal politiker. Han mener ikke, at man alene kan give de nationalliberale skylden for Danmarks ulykke. Hele folket medvirkede hertil. Han havde ønsket en deling af Slesvig efter sprog allerede efter Fredericiaudfaldet i 1849, men kong Frederik den Syvende sagde: ”Slig Deling skal aldrig ske!”. Og vi fik et ministerium, der holdt på helstaten. Og så ville England ved fredsslutningen i 1864 ikke anerkende Kongens arveret til Sønderjylland og Holsten, og der var ikke enighed om, at Danmarks naturlige grænse var Dannevirke, siger Monrad. Han slutter med nogle programpunkter. Han vil f.eks. virke for fæstevæsenet fuldstændige overgang til selvejendom.
En ren venstremand
Gårdforpagter Peder Christensen, Balslev, anbefaler lærer Thomsen, som står på et rent venstrestandpunkt, den rolige og sindige venstrepolitik.
Så er det Thomsens tur: En fremmed skikkelse med et udenlandsk navn er trængt ind iblandt os, skønt hans nærværelse er stridende mod grundloven, nemlig ordet provisorium. Han omtaler derefter Monrad på denne måde: ”Så kom de og sagde: Hør du gamle Gubbekæmpe. Vil du love at komme her og føre Lansen imod Provisoriet. Man spurgte Monrad, om han anså provisoriske Finanslove for ulovlige, men det var mere, end han kunne svare på”. Han påpeger også, at dette års finanslov lige var blevet vedtaget af vores egne, jævne tropper. Bevillingsretten var blevet fastholdt. Biskoppen skulle have hjulpet os hertil, men nu står sagerne anderledes. Monrad står i folkebevidstheden som en højremand. Venstrestemmerne skulle samle sig om en ren venstremand. Derfor havde han valgt at stille op.
Vil knappe Højre og Venstre sammen
Der er spørgsmål til kandidaterne. Peder Christensen spørger Monrad (og forsamlingen råber: og Thomsen) hvorledes han vil have landets forsvar ordnet. Monrad havde tidligere udtrykt støtte til Københavns befæstning, som Venstre var imod. Thomsen vil ikke her fremlægge en forsvarsplan, men han vil gerne have hele landet dækket, f.eks. med en fæstning heromkring, samt søværnet udviklet med små skibe. Monrad har heller ingen plan klar. Han vil holde sig til de sagkyndiges dom, men mener dog, at man med en fæstning ved Lillebælt kunne komme på tale. Han beskriver sin rolle sådan ifølge MAs referat: ”Sådan vil han helst stå, så Højre og Venstre danner en Cirkel uden om ham, så han er Midtpunkt, så han ligesom en Frakkeknap kan knappe Højre og Venstre sammen til Medvirken fra begge Sider, på anden Måde vil han ikke vælges”.
P. Christensen borer i Monrads svar om provisoriet. Er provisoriske finanslove lovlige, når alle midler er strandede, vil han vide. Monrad: Et dygtigt ministerium vil se at opnå enighed bragt til veje. Kan det ikke ske, må det gå af. Den tidligere provisoriske finanslov var ikke i overensstemmelse med grundloven, slår han fast.
Monrad: 756, Thomsen: 492
Valgbestyrelsens formand har fornemmet, at de fleste vælgere er for Monrad og opfordrer til kåring, hvorefter han efter høje hurraråb erklærer Monrad for valgt ved kåring. Men modkandidater forlanger straks skriftlig afstemning.
Så begynder en langsommelig proces. Alle stemmeberettigede skal henvende sig til deres kommunes valgprotokol. Her skal de indskrive sig med eget navn og navnet på den kandidat, de stemmer på. Derefter bliver stemmerne lagt sammen. 756 stemmer på Monrad og 492 på Thomsen.
Monrad takker for den tillid, der er vist ham. Thomsen takker dem, der har stemt på ham og slutter med et leve for gamle Danmark.
De 1.248 skriftlige stemmer falder således:
Sogn Monrad Thomsen
Husby 30 2
Gjelsted-Rørup 51 41
Balslev-Ejby 44 25
Asperup-Roerslev 82 87
Fjelsted-Harrendrup 30 42
Middelfart med landsogn 272 3
Vejlby 63 143
Kauslunde 38 74
Nørre Aaby-Indslev 65 32
Udby 34 9
Føns-Ørslev 32 18
Gamborg 15 16
I alt 756 492
Efter valghandlingen er afsluttet klokken fem, samles flere hundrede vælgere fra alle partier i Schøtts Gæstgivergaards store lokale til et fællesmåltid. Her indfrier de to kandidater deres pagt fra valgkampen start, at den kandidat, der ikke bliver valgt, skal udbringe en skål for den sejrende. Begge kandidater holder smukke taler for hinanden, beretter MA.
I sin biografi om Monrad kalder Staunstrup valget af Monrad i Middelfart for ”årets store politiske begivenhed”. Han hæfter sig også ved, at det i virkeligheden var Middelfart bys højrevælgere, der sikrede valget af Monrad. Hvis bare halvdelen af Monrads stemmer i Middelfart var gået til Thomsen, var han blev valgt med stemmetallene: 628-620.
En samtidig debattør, F. Oldenburg, udgav en lille bog ”Monrad i den politiske Partikamp”. Han er Højre-kritiker, men vender sig mod Monrad og de venstrefolk, der sørgede for Monrads valg. Han kalder Monrad for en ”psykologisk Kamæleon” … med en ”utrolig Mangel på Selvkritik”. Han mener Christen Bergs spil er ”selvmodsigende”, når ”Oppositionens Mand (altså Berg), hvis Program er Krig, har sluttet sig til Overenskomstens Mand (Monrad), hvis program er Fred”. Han mener ikke, Monrad kan knappe nogen frakkeknapper og opnå samvirke mellem Højre og Venstre, når Venstre og først og fremmest Berg ikke vil samvirke. ”Det har Berg uimodsigeligt godtgjort på Alle sine Sommermøder efter Monrads Valg”.
Christen Berg, ledende i den radikale Venstregruppe i Rigsdagen og arkitekten bag opstilling af biskop Monrad. (Foto: Kgl. Bibliotek)
Monrad i Rigsdagen
Hvordan gik det så Monrad i Rigsdagen? Da Folketinget trådte sammen den 2. oktober 1882, blev Monrad som ældste medlem valgt til at lede det første møde.
Mod sædvane holdt han en tale, hvor han opfordrede partierne til at indgå en ”Fædrelandets Våbenhvile, hvorunder man glemte al Lidenskab, alt gammelt Nag og ganske simpelt og jævnt arbejdede på Fædrelandets Anliggender”. Det virkede ikke. Han fik ikke andet end bebrejdelser, fordi han havde brudt den parlamentariske sædvane og bare lede valget af formand.
Monrad forblev uafhængig folketingsmand. Han søgte ikke samarbejde med Christen Berg, som havde sat hans valg igennem, men med moderate venstrepolitikere som Bojsen. Monrad stillede flere lovforslag. Bl.a. om valg af borgmestre i købstæderne, indførelse af indkomst- og formueskat i kommunerne og om statens overtagelse af fæstegods under lens- og stamhuse. Men ligesom Venstre bremsede højreregeringens forslag i Folketinget, bremsede Højre Monrads forslag i Landstinget. Også hans kontakter med moderate højremænd led skibbrud. Så det lykkedes ikke at mægle mellem Venstre og Højre. MA berettede flittigt fra Rigsdagen. Monrad tager ofte ordet i Folketinget.
Da Folketinget i foråret 1884 behandlede et lovforslag om oprettelse af en sindssygeanstalt i Middelfart, var Monrad en varm fortaler for forslaget. Han sagde bl.a., at alle samfundsklasser lider under, at der ikke er tilstrækkelig plads på vore sindssygeanstalter. Det er påtrængende nødvendigt, at en ny bliver anlagt. Det lovforslag var et af de få, der undgik visnepolitikken.
Monrad genvælges
I juni 1884 er der folketingsvalg. Venstrefolkene i Middelfartkredsen ønsker at genopstille Monrad. Han indvilger. Fra sin avis styrer redaktør Claudius Madsen forberedelserne. Til den sidste dag gentager han opfordringen til at møde op på Torvet i Middelfart den 25. juni kl. ét. Godt nok har ingen modkandidat meldt sig, men han frygter, at Højre vil stille med en kandidat i sidste øjeblik, og så kan denne blive valgt, hvis kun få venstrefolk fra oplandet er mødt op. Biskop Monrad kommer til byen dagen før valget og mødes til spisning med sine stillere og ledende lokale radikale venstrefolk. Omkring 1200 er mødt på Torvet. Monrad holder tale, og der er mange spørgsmål til kandidaten, men ingen modkandidat, så Monrad bliver kåret under hurraråb.
Monrad fortsætter i Rigsdagen, men det slutter i januar 1886. Hans helbred svigter, og hans læge påbyder ham at blive i Nykøbing. I brevet til sine vælgere, som MA bringer, slutter Monrad: ”For mig står det, som om der ikke længere kan være Tvivl om, at Grundloven ligger knust, og at en ny Absolutisme er indført. På den, der for 46 År siden begyndte at arbejde på den konstitutionelle Frihed, kan det ikke Andet end gøre et dybt og smerteligt Indtryk at se den nuværende Tingenes Tilstand. Jeg tilstår, at jeg priser dem som lykkelige, hvis Øjne er lukkede, inden de så den Ødelæggelse, der er kommen over vor Frihed”.
Redaktør Madsen hylder og takker D.G. Monrad, som dør i marts 1887.
Forhenværende sognepræst Henning Jensen afløser Monrad i Middelfart. Ved suppleringsfolketingsvalget i september 1886 bliver han kåret på Torvet i Middelfart.
Henning Jensen havde i 1884 gjort den formastelighed som præst at stille sig som kandidat imod Højre-kultusministeren, Jacob Scavenius. Det var manglende underdanighed for de foresatte. Med kongens billigelse blev han afskediget fra sognepræsteembedet i Stenmagle på Sjælland.
Henning Jensen tilhørte den radikale del af Venstre og repræsenterede Middelfartkredsen til 1892.
Provisorietiden
Konflikten mellem Højre og Venstre blev yderligere anspændt. Fra midt i 1880’erne regerede Estrup-regeringen med provisoriske finanslove. Også loven om ”de blå gendarmer” fra 1885 blev gennemført som en provisorisk lov. Det var et særligt statspoliti med det formål at ”yde civile Myndigheder Understøttelse til Opretholdelse af den offentlige Sikkerhed, Ro og Orden samt til Haandhævelse af de bestående Love og Anordninger”. Der opstod flere sammenstød med lokalbefolkningen, som opfattede korpset som regeringens forlængede arm, som skulle få opsætsige venstrefolk og skattenægtere til at makke ret. Men de opgaver, der fyldte mest, var af lettere politimæssig karakter som forkyndelse af tilsigelser og stævninger, opkrævning af bøder samt indsamling af oplysninger i anledning af forbrydelse.
Den lov blev suppleret med en provisorisk lov om straffe for i skrift og tale at ”ophidse Klasser eller Dele af Befolkningen til Had og Forbitrelse …. mod andre Klasser”. Inden da kom en provisorisk lov, der gav politiet hals- og håndsret over indførsel af våben og forbød anskaffelse og uddeling af rifler og andre våben og andre krigsvåben og indøvelse i brugen af slige våben. Man kunne ikke forbyde de folkelige riffelforeninger, men man kunne forhindre dem i at få rifler. Deres sigte var da også, at der en dag kunne blive brug for gode skytter. Med det såkaldte mundkurvecirkulære skulle skolekommissionerne tilse, at lærerne ikke deltog i ophidsende agitation mod regeringen. Et mislykket attentatforsøg i august 1885 på konseilspræsidenten gjorde situationen endnu mere spændt.
Provisorietiden fortsatte til 1894, hvor Venstre og Højre blev enige om en finanslov, og Estrup blev overtalt til at gå af.
Christen Berg på talerstolen i Holstebro 1885. Herredsfogeden gelejdes ned fra podiet. Tegning i vittighedsbladet Klovn 1885.
De toneangivende i 1882
Hvordan gik det de toneangivende fra folketingsvalget i 1882? Lærer Thomsen flyttede til Odense og blev seminarieforstander.
Christen Berg fortsatte kampen for parlamentarisme. I 1885 nægtede at tale på et politisk møde i Holstebro, så længe herredsfogeden (politimesteren) sad på tribunen. Gennem et cirkulære, som Venstrefolkene mente var ulovligt, havde regeringen pålagt politiet at overvære de politiske møder. Mødets to ledere opfordrede herredsfogeden til at forlade tribunen. Da han ikke gjorde det, førte mødelederne ham hen til trappen. Det kostede dem seks måneders fængsel for vold mod politiet. Berg fik også seks måneders fængsel som anstifter af vold mod embedsmand i funktion. De dømte blev fejret ved flere folkefester. Bergs sukkersyge blev forværret under hans afsoning, og han døde i 1891, kun 62 år gammel.
Redaktør Claudius Madsen, Middelfart Avis, deltog som andre venstreredaktører i kampen mod Højre-regimet med sin spidse pen og skrev mange artikler, som bragte ham på kant med myndighederne. Pressefriheden og ytringsfriheden havde trange kår dengang, selv om vi havde fået en fri forfatning i 1849. Han skrev om sagerne om udpantning hos dem, der nægtede at betale skat, fordi lovene var ugyldige. Gjorde grin med Estrups blå gendarmer, når de optrådte uheldigt. Lande spalteplads til en ironisk artikel om den fattige og slemme dreng, Marius, i Silkeborg, der fik gratis mad hos byens Højre-spidser på kongens fødselsdag og bagefter kvitterede med den forbudte politiske sang: Ned med Estrup, Scavenius og Ravn. Da han havde lært den sang i sit hjem, blev dommen, at hans far skulle give ham de 10 slag ris. Det fik han en måneds fængsel for, men blev dog frifundet i landsretten.
I 1901 led Højre igen et valgnederlag. Det blev anledningen til, at venstreministeriet Deuntzer blev dannet, og parlamentarismen blev indført i Danmark. Den nye regering gennemførte også en ændring af valgloven. Der blev indført skriftlig og hemmelig afstemning. Med den nye grundlov i 1915 fik kvinderne og tjenestefolk uden egen husstand valgret. Samtidig blev der indført almindelig stemmeret til både Folketing og Landsting. I 1919 blev der gennemført en retsreform. Året efter blev valg i enkeltmandskredse endeligt afskaffet og erstattet med forholdstalsvalg. Dermed nærmede vi os det demokrati, vi kender i dag.
Denne artikel er bragt i Vends 23, som kan købes i egnens lokalhistoriske arkiver m.m.
Læs også De blå gendarmer på Strib om Estrups særlige politikorps under provisorietiden.
Kilder:
P. Stavnstrup: D.G. Monrad – politiker og gejstlig, 1948. Arne Fog Pedersen: Venstre i 100 år, bind 1, Et folk vågner. 1970. F. Aagaard: Venstres Historie,1949. F. Oldenburg: Biskop Monrad i den politiske partikamp. Middelfart Avis: Artikler 1882-87.
[1] Staunstrup side 378