Vælg en side

Brudstykker kapitel 1

Anders og Ane

”1774 bliver et skelsættende år for Anders Hansen. Tidligt på foråret overtager den 28-årige gårdmandssøn fra Røjle gård nr. 6 i Staurby i fæste. Det er en såkaldt dobbeltgård, der i 1719 er udskilt fra nabogården, nr. 7.

Anders er den ældste søn af fæster Hans Andersen og Ane Hansdatter. Givetvis kvik og velanskrevet. Han har lært at læse og skrive, sikkert hos degnen i Vejlby. Selvsikker må han også have været, for den ny herremand, ritmester Christian Holger Adeler, på Hindsgavl har lige fået dom for, at han kan sætte den forrige fæster, Jens Christensen og hans kone, Apolone Nielsdatter, ud. De har ikke kunnet svare herremanden, hvad de skulle, og har nok heller ikke kunnet vedligeholde gården. De sælger deres jordiske gods på en auktion og forlader den tomme gård i armod.

Fæsternes deroute skyldes ikke nødvendigvis, at de har været dårlige landmænd, for i de første år i 1770’erne har høsten ikke fyldt meget på korngulvet. Tre år i træk med dårlig høst kan knække selv en dygtig landmand. Og måske har de ikke overvundet kvægsygen sidst i 1760’erne, der gjorde mange kostalde halvtomme.

Ukendt med Anders fra Røjle er ritmesteren og hans foged heller ikke. Anders’ far er nemlig den eneste Hindsgavl-fæster i Røjle, hvor gårdene ellers hører under herregården Billeshave. Måske har Hindsgavl ligefrem tilskyndet ham til at overtage fæstet i nabolandsbyen, for Hindsgavl fæster typisk gårdmandssønner fra egne gårde, når der ikke er en søn til at overtage et ledigt fæstemål.

Trods dårlige år for landbruget skriver Anders under på fæstebrevet den 17. marts. Det er hans chance for at blive gårdmand. Da gårdens besætning og udstyr er væk, får han af ritmesteren 60 rigsdaler. De skal bruges til at købe besætning, som især består af køer, får og gæs, og til at købe det fornødne sædekorn, så der kan komme gang i driften. Han får også lovning på, at ritmesteren straks leverer to plove og to harver. Ja, det kan ikke gå hurtigt nok, for foråret med markarbejde ude på gårdens mange små agre står for døren”. …..

”Gårdmand uden kone er utænkeligt. At drive en gård er et arbejdsfællesskab mellem mand og kone og nogle karle og piger. Måske er Anders og 27-årige Ane Kirstine Olsdatter, datter af Ole Hansen Buse og Maren Hansdatter, fæster på gård nr. 20 i Staurby, allerede kærester, som bare venter på, at en passende gård bliver ledig. Men det kan også være arrangeret i en fart, da fæstet kom på tale. Forelskelse og kærlighed var dengang ikke nødvendigvis grundlaget for et ægteskab. Herremandens tilskyndelse og ikke mindst familieinteresser kan have spillet ind. Og de gamle regler om, at man ikke må gifte sig med søskendebørn indtil tre led tilbage, kan også sætte begrænsninger, da gårdmandsfamilierne er meget indgiftet i hinanden.

I hvert fald bliver trolovelsen mellem de to unge indført i kirkebogen i Vejlby under den 18. marts 1774, dagen efter at Anders har underskrevet fæstebrevet. De trolovede flytter, som det var normalt dengang, ind på gården, hvor de fæster en karl og en pige eller to. Måske har de overtaget den tidligere fæsters tyende.

Der er meget at se til for det unge par og deres hjælpere. Gårdens agre rundt omkring på bymarkerne skal gøres klar til såning, når bylauget giver startsignalet. Der skal købes nogle køer og det nødvendige sædekorn. Spændende er det, om rug- og bygnegene kommer til at fylde godt på korngulvet efter høst. Gården skal også sættes i stand. Og brylluppet skal holdes. Det er der tid til ved Sankt Hans. Vielsen foregår i Vejlby Kirke den 24. juni 1774. Man kan ane, at Ane har lagt sig lidt ud. Hun er gravid i anden måned. Og mon ikke der er festet i flere dage, som man holdt bondebryllupper dengang”.

Sådan indledes bogen. Det kommer til at gå Anders og Ane godt. De oplever de store landboreformer, som vender op og ned på meget. Først og fremmest får de samlet deres jord og fællesdriften opgives. Anders får i 1777 en påskønnelse fra herremanden på Hindsgavl – en flot sølvske. Anders bliver sognefoged. De oplever ufred under englandskrigene. Anders dør i 1812 inden den danske statsbankerot i 1813, og krigene afsluttes.

Staurby 1794, der viser gårdene med fæsternavne og nr. efter udskiftningen. Stribomfartsvejen vest for Staurby og vejen ned til den nye landevej mellem Odense og Middelfart er tegnet ind, selvom de først blev anlagt ca. 1810. De fire gårde nr. 16, 17, 19 og 20 bliver udflyttet først i 1800’tallet. De opførte numre er blyanttilføjelser på kortet i godsforvalter H. Hansens arkiv. Der er også tegnet ændringer i 1800-tallet (gård 4, 5 og 7). På de fire udflyttede gårdes tofter bygges tre husmandssteder. (Kort i H. Hansens arkiv, Landsarkivet Odense)

Anders’ dygtighed kommer også til udtryk i denne sølvske, som han fik i 1777. På bagsiden af skaftet er graveret: ”Fra Hindsgavl Flittighedshilsning for Pileplantning. Til Anders Hansen i Staurby. 1777”. Skeen er udstyret med smukke ciseleringer. Han har formentlig fået skeen for arbejde, han har udført på Hindsgavl. Efter udskiftningen, som skete i 1794, skulle hver bonde indhegne sit nye samlede jordareal og plante pil i digerne i skellet og på den måde markere markfreden – (respekten for skel mellem ejendommene). Ritmester Christian Holger Adeler på Hindsgavl må således have plantet pil allerede i 1777.

Bønderne på Staurby Skovgaard – lokalhistorie og landboliv i 240 år – fortalt gennem seks generationer i samme familie. Bogen er på 74 sider og udkom i 2015, udgivet af Vejlby-Strib Lokalhistoriske Forening. Et mindre restoplag sælges nu for 50 kr. pr. eksemplar. Kontakt: johannes.gregersen@stribnet.dk – eller ring på 2139 3275.

 

%d bloggers like this: