Vælg en side

Brudstykker kapitel 4

Peter og Ane

”Søren Peter Jeppesen tjener som karl på den udflyttede Vejlbygård, Lundsbjerggaard, først i 1890’erne. Han er født i Brobyværk i 1867, søn af gårdmand Jens Jeppesen, Brobyværk. Han er søgt ud for at lære mere om landbrug; måske er det forbindelser i Indre Mission, der har ført ham til Vejlby. Gårdejer Jørgen Jørgensen på Lundsbjerggaard er et fremtrædende medlem af Indre Mission og har i 1883 skænket grunden til missionshuset i Vejlby.

Samtidig hjælper Ane sin mor på gård nr. 6 i Staurby. Ane er født i 1868 som den sidste i søskendeflokken.

De to unge har fået et godt øje til hinanden. En aften, formentlig den 20. juli 1892, sidder Peter i sit kammer på Lundsbjerggaard og skriver et brev med pen og blæk, indtil det bliver mørkt. Han har udtænkt en snedig plan, så han kan sende et vigtigt brev til Ane – uden at noget bliver opdaget.

Han længes inderligt efter at komme til at tale med hende. ”Lad os mødes i Skovhaven på lørdag Aften kl. 10”, skriver Peter. Han betror Ane, at han nu ved, hvad der er Vor Faders vilje i denne sag. ”Kære Ane, jeg elsker dig og er glad for at række min Hånd, så vi kan gøre Følgeskab hernede”.

Det var det væsentlige. Nu kommer det snedige. Han sender brevet i en konvolut til gårdmanden på nabogården, Hans Rasmussen, som er hans gode ven og ”medsammensvorne”. Hans Rasmussen er desuden gift med Anes storesøster. Hans skal sørge for, at svigerinden får brevet, uden at nogen ser det.

Peter skal samme lørdag aften besøge sin bror, som tjener på en anden gård i nabolaget, og vil gå forbi Skovhaven, en lund der ligger lige syd for gård nr. 6.

Den dag i dag kan man se indridsede hjerter i barken på de gamle træer i resterne af Skovhaven. Dette hjerte på et bøgetræ i Skovhaven er dog af yngre dato. (Foto: Poul Christensen)

Konvolutten med poststemplet 4.8.1892.

Hvad de unge taler om lørdag aften den 23. juli, ved kun Skovhavens træer, som er vant til at skjule unge, der har sat hinanden stævne.

Endnu et brev, som Peter går i gang med at skrive på karlekammeret den 2. august, viser, at de to unge holder sammen. Åbenbart er et problem, som ikke nærmere omtales, nu ryddet af vejen. ”Kære Ane, du kan tro, det har været 14 lange Dage, siden jeg sidst talte med dig”, indleder Peter brevet. ”Du kan tro, kære Ane, at jeg ikke har glemt det, du sagde, at vi skulle give hinanden en kærlig Tanke. Jeg tror heller ikke, du har glemt det”. Og så foreslår han, at de igen mødes i Skovhaven lørdag aften efter hendes fødselsdag.

Igen har han udtænkt snedige planer, så ingen opdager den endnu hemmelige forbindelse. Han sender nu et brev til ”Ane Andersen, Adr. Gdm. A. Hansen Olsens Enke, Staurby” – uden afsender. Han lægger brevet i brevkassen i Aulby om torsdagen, så det kan komme frem til den 5. august, den dag Ane har fødselsdag. Et fødselsdagsbrev mere eller mindre vækker næppe opsigt. Han beder hende svare onsdag, for så vil han om torsdagen passe landposten op, så han får brevet direkte.

Peter skriver nærmest stolt i brevet, at ingen har opdaget, at han kom sent hjem i seng den lørdag aften. Han havde dog mødt en dreng, som nok ikke havde genkendt ham. Peter håber, at Ane heller ikke er blevet røbet.

Om stævnemødet den 13. august bliver til noget, ved vi ikke. Men mon ikke. I hvert fald vier sognepræst Vilh. Larsen Ane og Peter i Vejlby Kirke fredag den 27. september1895. Forloverne er Peters medsammensvorne tre år tidligere: gårdfæster Hans Rasmussen og broren Christian Jeppesen”.

Ane og Peder, bryllupsbillede 1895 (Foto skannet fra familiefortælling)

Det nygifte par flytter ind i stuehuset, hvor også Abelone bor. Peter overtager driften af gården som bestyrer, men svigermoren beholder fæstet.

….

”En hård skæbne

Peter var ikke bare en dygtig landmand, han var også et ihærdigt bestyrelsesmedlem i Indre Missions Samfund i sognet. Men han bærer på en hård skæbne. Bentøjet begynder at svigte; han har sklerose, eller som det hed dengang rygmarvstæring, der tvinger ham i rullestol omkring 1905. Niecen Abelone Sørensen skriver i 1975: ”Jeg mindes, hvor mange hjælpende hænder der altid var, når han i sin lille fjedervogn holdt foran den store trappe op til missionshuset. Hjælpeløs, men dog glad i sindet lige til det sidste”.

Efter det store opsving i 1882/83 er aktiviteten og medlemstallet i Indre Mission dalet. I julen 1896 kommer den anden store vækkelse, og medlemstallet stiger fra 20 til 70.

Landbruget fortsætter han med at styre fra sin rullestol. Abelone Sørensen: ”Jeg husker, far engang sagde: ”Det er dog mærkeligt, onkel Peder kan sidde på ét sted og få mere ud af sin gård end os, der slider i det”.

I Indre Missions protokol kan man læse: ”… skønt svag, så han i flere Aar måtte sidde i Rullestol, var han aandelig frisk, varmhjertet i sit Arbejde for at skaffe Talere””.

Albert (til hest), Peter, Ane og Otto foran indgangen til stuehuset ca. 1910. (Foto: Historiens Hus i Middelfart, foræret af Kaj Skovgaard Jeppesen)

Peter dør i 1913 og nåede ikke at opleve, at Skovgaard blev en selvejergård i 1914. Da er der to enker på gården, Abelone, og Ane, som nu bliver gårdejer med den ældste søn Otto som bestyrer.

Bønderne på Staurby Skovgaard – lokalhistorie og landboliv i 240 år – fortalt gennem seks generationer i samme familie. Bogen er på 74 sider og udkom i 2015, udgivet af Vejlby-Strib Lokalhistoriske Forening. Et mindre restoplag sælges nu for 50 kr. pr. eksemplar. Kontakt: johannes.gregersen@stribnet.dk – eller ring på 2139 3275.

%d bloggers like this: