Vælg en side

De blå gendarmer på Strib

Fra 1886 til 1894 huserede en gruppe af konseilspræsident Estrups blå gendarmer i Strib. Middelfarts venstre-avis gjorde nar af godsejer-magthavernes politi. Gendarmerne løste de pålagte kontrolopgaver, men kedede sig tilsyneladende også bravt. De holdt f.eks. drikkegilder, og en stjal hyldebær hos en enke. En anden blev overrasket på et pigekammer.

Af Poul Christensen 

De første tre gendarmer kom med toget lidt før kl. 14, og man sagde, der ville komme flere til hest i løbet af eftermiddagen. I det grå og småkolde decembervejr stillede en lille flok sig op på landevejen et godt stykke fra Færgegården og skuede mod øst.

De kommer, lyder det lidt efter på Færgegården og i husene overfor og helt nede på stationen. De, som kan løsrive sig fra deres dont, løber op på landevejen, og en betragtelig del af den lille overfartsbys knap 200 indbyggere er denne lørdag eftermiddag den 11. december 1886 – for godt 125 år siden – klar til at tage imod tre blå gendarmer, der nærmer sig Strib til hest.

De er iført indigoblå kappe oven på våbenfrakken. Ryttersablen hænger ned i venstre side i det hvide lædergehæng. Pistolen sidder i hylsteret i bæltet og karabinen i holderen. Flokken følger dem hen mod Færgegården i respektfuld afstand, for drabelige ser de ud.

– Ned med Estrup!

Råbet kommer lidt usikkert fra en ung mand midt inde i flokken. Det er smedens 20-årige søn, Niels, der endelig drister sig til at råbe de tre ord, han så mange gange har hørt, når der blev snakket politik.

Nogle børn fniser forlegent, da de hører Niels råbe. Alle er spændt på, om gendarmerne reagerer. Måske lyder der også et par strofer fra en af tidens politiske sange som: ”Ned med Estrup, Scavenius og Ravn! Vi vil ingen revnet grundlov have i kongens København!” Måske knyttes et par næver i harme over dette overgreb mod fri mands ret.

Bereden og ubereden gendarm. Korpset blev oprettet ved en provisorisk lov af 27. oktober 1885 med det formål at ”yde civile Myndigheder Understøttelse til Opretholdelse af den offentlige Sikkerhed, Ro og Orden samt til Haandhævelse af de bestående Love og Anordninger”.

Korpset hørte under krigsministeriet og blev bemandet med officerer og befalingsmænd fra de forskellige våben. De menige gendarmer blev hvervet for mindst et år og skulle være ugifte, sunde, ædruelige og ikke være over 35 år. De fik en årlig løn på 750 eller 650 kr. afhængigt af, om de var beredne eller uberedne. Den samlede styrke var på 429 til 658 mand. Der blev oprettet stationer over hele landet. I 1887 var der flest, i alt 104 stationer. Var der ikke militære etablissementer, blev gendarmerne indkvarteret på større gårde og lejede huse, hvor stemningen var for korpset.

De opgaver, der fyldte mest, var af lettere politimæssig karakter som forkyndelse af tilsigelser og stævninger, opkrævning af bøder samt indsamling af oplysninger i anledning af forbrydelse. Men gendarmerne foretog også en lang række anholdelser af tyveknægte, betlere og vagabonder. Og de skred også ind for at forebygge opløb og uordner, men den type aktivitet var af beskedent omfang. Det var især i de første år, der var sammenstød med befolkningen.

Som årene gik, blev samarbejde med de lokale myndigheder bedre. Der blev i marts 1994 indgået et politisk forlig, der bragte provisorietiden til ophør. Krigsministeriet beordrede den 6. april 1894 korpset ophævet. Mange gendarmer søgte i øvrigt ind til politiet og statsbanerne efter deres afsked. (Træsnit i Illustreret Tidende 1886). 

Politisk spændt periode

Vi ved ikke, hvordan de blå gendarmer blev modtaget i Strib lørdag den 11. december 1886, men sådan blev de i hvert fald mødt mange steder. De blev godt og grundigt lagt for had af størstedelen af landets befolkning. Højre-regeringen med konseilspræsident Estrup i spidsen havde med en provisorisk lov oprettet gendarmkorpset, der som et slags politisk politi skulle holde øje med bønderne og bekæmpe tilløb til politisk uro.

Selv om Danmark havde fået en fri grundlov i 1849 med en lovgivende rigsdag, var landet slet ikke et demokrati, som vi kender det i dag. Rigsdagen havde to kamre. I Folketinget havde bøndernes parti, Venstre, flertal, og dette store flertal af datidens befolkning krævede at få del i regeringsmagten. I Landstinget havde de højest beskattede mænd forlods pladser, og kongen udpegede også medlemmer. Det betød, at godsejerne og de rige i byerne gennem partiet Højre sad på magten dér. Og ikke nok med det; kongen valgte sin regering af lutter højremænd.

 

Tegning fra vittighedsbladet ”Klovn” 1885 fra Holstebro, hvor herredsfogeden gelejdes ned fra tribunen ved et politisk møde med Venstre-lederen C. Berg. Gennem et cirkulære havde regeringen pålagt politiet at overvære de politiske møder. Berg nægtede at tale, da herredsfogeden satte sig på tribunen. Mødets to ledere opfordrede herredsfogeden til at forlade tribunen. Da han ikke gjorde det, førte mødelederne ham hen til trappen. Det kostede dem seks måneders fængsel for vold mod politiet. Berg fik også seks måneders fængsel som anstifter af vold mod embedsmand i funktion. De dømte blev fejret ved flere folkefester. C. Bergs sukkersyge blev forværret under hans afsoning, og han døde i 1891, kun 62 år gammel.

Begge ting skulle vedtage landets love. Som konflikten spidsede til, valgte Venstre gennem ”visnepolitikken” at sabotere lovgivningsarbejdet midt i 1880’erne. Estrup slog igen ved at udstede provisoriske love, for at få samfundet til at fungere. Deraf kom navnet provisorietiden, hvor Estrup regerede uden om Folketinget med provisoriske eller foreløbige love. Det gjaldt den årlige finanslov og altså loven om gendarmeriet i efteråret 1885. Den blev suppleret med en foreløbig lov om straffe for i skrift og tale at ”ophidse klasser eller dele af befolkningen til had og forbitrelse …. mod andre klasser”.

Inden da var de folkelige riffelforeninger blev forbudt. Deres sigte var da også, at der en dag kunne blive brug for gode skytter. Med det såkaldte mundkurvecirkulære skulle skolekommissionerne tilse, at lærerne ikke deltog i ophidsende agitation mod regeringen. Et mislykket attentatforsøg i august 1885 på konseilspræsidenten gjorde situationen endnu mere spændt.

Det var et samfund, der kunne minde meget om en af nutidens diktatoriske politistater. Derfor havde gendarmerne ikke grund til at føle sig velkommen – heller ikke i Strib.

Redaktør Claudius Madsen, Middelfart Avis’ legendariske redaktør og ejer. Som andre venstreredaktører deltog han i kampen mod Højre-regimet med sin spidse pen og skrev mange artikler, som bragte ham på kant med myndighederne. Pressefriheden og ytringsfriheden havde trange kår dengang, selv om vi havde fået en fri forfatning i 1849. Han skrev om sagerne om udpantning hos dem, der nægtede at betale skat, fordi lovene var ugyldige. Om den fattige og slemme dreng, Marius, i Silkeborg, der fik gratis mad hos byens Højre-spidser på kongens fødselsdag og bagefter kvitterede med den forbudte politiske sang: Ned med Estrup, Scavenius og Ravn. Da han havde lært den sang i sit hjem, blev dommen, at hans far skulle give ham de 10 slag ris. Det ironiserede Caludius Madsen over i sin avis. Det fik han en dom på en måneds fængsel for, men blev dog frifundet ved landsretten. Han benyttede enhver lejlighed til at påpege det tåbelige ved de blå gendarmers aktivitet. (Foto: Historiens Hus, Middelfart) 

Kontrol med de rejsende

Vi ved, at alle syv gendarmer ankom til Strib denne lørdag. De tre beredne menige, Andersen, Nielsen og Jensen, kl. 2.45 eftermiddag. Underkorporal Franck, menig Jacobsen og menig Hansen lidt før med toget kl. 1.40, mens kommandanten, bereden oversergent N. Jensen, først kom med toget kl. 8.25 om aftenen.

Ifølge Middelfart Avis fik de station på Strib Færgegård, hvor korporalen og de menige også blev indkvarteret, mens oversergenten fik logi hos skipper Rasmussen. Opgaven for den syv mand store styrke var at patruljere og udføre politivirksomhed. Den skulle opretholde lov og orden, anholde forbrydere og efterlyste samt holde øje med betlere, mistænkelige personer og hårdværkssvende. Stiftsamtmanden havde nogle dage før meddelt i de lokale aviser, at der var oprettet en gendarmstation på Strib med de nævnte opgaver.

Når gendarmerne fik station i Strib, skyldtes det ikke, at de nordvestfynske bønder og småkårsfolk var hverken særligt oprørske mod højre-regeringen eller særligt kriminelle. Årsagen var Stribs strategiske placering med jernbaneoverfart til Fredericia. Den blev oprettet i 1866, da der kom jernbane til Strib. Størstedelen af tiden gik da også med at kontrollere rejsende på stationen og ved færgen.

Det talstærke nye politilignende korps betød også, at politibetjent Bever blev opsagt fra sin tjeneste på Strib. Siden i hvert fald 1871 har der været et polititilsyn i Strib. Amtsrådet bevilgede da 100 Rd. (en rigsdaler = to kr.) årligt til opgaven. Bever var ifølge Middelfart Avis en ”veltjent ældre Underofficier”, der var invalid efter krigen i 1864. Han havde i en årrække været ”paapassende i sin Gjerning. Ved de mange Gensd’armers Ankomst er den Orden, han har holdt, formodentlig bleven anset for Overflødig,” skrev venstreavisen.

Omhu for en syg måttehandler

Mandagen efter ankomsten gik gendarmerne i gang med deres opgaver. Mens oversergenten opsøgte borgmesteren i Middelfart, tog de øvrige på patrulje i omegnen for at gøre sig bekendt med vejene. De begyndte også at kontrollere de rejsende – og det gav straks en specialopgave. Den var dog hverken mod slemme ugerningsmænd eller opsætsige venstre-bønder. De antraf måttehandler Laurits Hansen fra Brenderup sogn i ”sindsforvirret stand” på banegården og måtte ledsage ham og dennes 12-årige søn, Emil, til deres hjem. Franck og Hansen fik opgaven og løste togbilletter a 50 øre til Nr. Aaby. Men dér fik måttehandleren et nyt anfald af sindsforvirring. Doktor Dreyer i Nr. Aaby blev tilkaldt, og han beordrede måttehandleren indlagt på sygehuset i Middelfart. De to gendarmer løste billetter a 35 øre til Middelfart og måtte derefter gå til Strib, hvortil de ankom kl. 11 ¼ aften.

Den historie var guf for højreavisen Middelfart Dagblad, der roste gendarmernes omhu for den syge til skyerne. Måttehandleren døde dog næsten morgen. Det skal venstrebladene nok få gjort til en historie om, at ”Manden er død af Skræk ved at se de lyseblaa paa Strib Station”, skrev avisen. Doktor Dreyer var en fremtrædende venstremand. Artiklen slutter med, at denne omhu for trængende mennesker måske kan bidrage til, at ”han (Dreyer, red.) faar Øjnene opladte for deres (gendarmernes, red.) ”paatrængende Nødvendighed”, som Venstremændene ellers have saa ondt ved at fatte”.

Måske var et korps på syv gendarmer lige rigeligt mange til opgaverne i Strib. I hvert fald blev styrken hurtigt reduceret med de fire beredne gendarmer. Hvorfor er uklart. Flere heste var ifølge dagbogen syge, og der kom en ordre om at finde et kvarter til den beredne styrke. Samtidig anmodede Vedellsborg Birk om assistance, da politiassistenten dér var blevet syg. Den 11. januar 1887 drog de fire ridende gendarmer fra Strib og oprettede en bistation på Minedalgaard ved Håre mellem Middelfart og Assens. Venstreavisen i Middelfart ønskede, at også fodfolket rejste. ”Naar de ogsaa drager bort derfra vides ikke”, sluttede artiklen.

Passede på kejsertoget

Men de bliver. Der bliver oprettet kvarter hos skipper Rasmussen, der boede på den nuværende Rolighedsvej, til en månedlig husleje på 22 kr. Gendarmerne bliver antagelig indkvarteret privat. I 1890 logerer de ifølge folketællingen hos skibsbygger Niels Peter Larsen. De kommer ind i en arbejdsrytme med at kontrollere passagererne ved alle ankommende tog og færger døgnet rundt. De tager også ud på en daglig patrulje i omegnen enten til fods eller med jernbane. Fulderikker fra Fredericia bliver sendt tilbage, hvis de er jyder. Andre vagabonder og omstrejfende bliver afleveret til sognerådsformanden i Vejlby, som bringer dem videre til fattighuset Fælleshåb. Efterlyste og kriminelle bliver bragt til herredskontoret i Middelfart. Der er ifølge dagbogen intet tegn på, at styrken er brugt til at modvirke optøjer af politisk art i lokalområdet.

I november 1887 kom der en så stor opgave, at der måtte assistance til. Det russiske kejserpar kørte i tog gennem landet. Det krævede forstærkning af fire beredne gendarmer under premierløjtnant Jensens kommando for at sikre ”ordenens overholdelse”, når kejserparret ankom til Strib. Toget indtraf kl. 8.12 og afgik 10 minutter senere. Ifølge dagbogen var der ”intet at melde” fra den syv mand store gendarmeristyrke.

Flere lokale embedsmænd var ankommet til Strib for at hilse på kejseren. Men de måtte nøjes med at se på de fine vogne. De fyrstelige blev i deres vogne. Det ”prunktfulde tog” trak også nysgerrige til stationerne, berettede Middelfart Avis, som også benyttede lejligheden til at give gendarmerne et hak i tuden: De få, som anser gendarmerne som påtrængende nødvendige, vil nok sige, at kejsertoget netop er rullet lykkeligt hjemad, fordi gendarmerne var ude at påse, at alt gik rigtigt til. Men om de var til nogen nytte, kan ingen vide. Ved Middelfart Station var der også udstationeret et par gendarmer, men ”de maa have kjedet sig overmaade, thi der vistes ikke Spor af Nihilistsind (oprørssind, red.) mellem de henved 150 Nysgjerrige, der frøs langs Veien mellem Hovedlandeveien og Jernveistationen”, skrev avisen.

Gendarmer i en respektindgydende fremrykning i en stille gade i Hobro. (Fotografi i Forsvarets arkiver)

Det kedelige garnisonsliv

Arbejdet går sin vante gang på stationen alle ugens syv dage hele året rundt. Der er tre menige gendarmer, der dog skiftes ud oftest efter et års tjeneste. Ca. en gang om året har de nogle få dages orlov. Middelfart Avis kalder det ”det kedelige garnisonsliv i Strib”.

En dag i april 1889 bliver der dog mindre kedeligt. En tysk arbejdsmand, Carl Benick, bliver sendt tilbage med færgen, men udebliver, beretter dagbogen kortfattet. Men Middelfart Avis er mere ordrig den 12. april: Tyskeren tog flugten ud over Røjle Mose forfulgt af to gendarmer, der udviste ”baade Mod og Snildhed, som fortjener om ikke Belønning, saa dog Beundring”. Krigerne vendte usårede tilbage uden bytte. Og så kommer pointen: Havde vi dog beholdt vores gamle politibetjent, så var vi blevet fri for denne vagabond; han havde ikke ladet ham løbe.

Vagabonden stjal et ur og noget mad, inden han den næste dag blev fanget af politibetjent Eriksen på Hindsgavl. Betjenten i Middelfart kunne det, som de lyseblå krigere ikke kunne, triumferede venstreavisen.

Bakkanalier i de blås logi

De kunne til gengæld noget andet, som der ikke står noget om i dagbøgerne, men som Middelfart Avis til gengæld beskriver indgående den 9. november 1889. Der går nemlig mere end lystigt til på d´herrer Hans Peter Jensen, Lars Sørensen og Niels Peter Nielsens logi hos skibsbygger Niels Peter Larsen i hus nr. 7 på Strib. De tre unge mænd midt i 20’erne holder drikkegilder og spiller kort den halve nat. Avisen beklager ”de stakkels Mennesker, som have givet sig ind i dette trivielle Liv”, men når det giver anledning til uregelmæssigheder, så må det altså påtales. ”Disse aftenlige og natlige Sammenkomster i Gensd’armernes Logis ere Bakkanalier, (drikkegilde, fest til vinguden Bacchus’ ære, red.) hvor der drikkes mere baiersk Øl, Rom og Kognac, end forstandige Folk anse for godt og gavnligt for dem, der have Noget at tage vare paa om Dagen”, skriver avisen.

Og hvad værre er: De trækker jernvejens assistenter og portører ind i lastens hule, og de har jo en ansvarsfuld gerning, som de skal være oplagte til den næste dag. Der kan ske ulykker, når der er ”en Brist på en enkelt Mands fulde opmærksomhed, når han er i Jernveiens tjeneste”.

Vi ved ikke, om denne påtale fik disse bakkanalier til at stoppe, så jernvejens bestillingsmænd sikkert kunne styre jernbanedriften og rangeringerne, og gendarmerne uden tømmermænd kunne holde øje med trafikanterne ved færgehavnen og stationen. De fortsatte med at sørge for ”ordenens overholdelse”. Men vi ved fra dagbogen, at kommandokommandøren kom på inspektion tre dage efter avisartiklen.

Gendarmerne førte dagbog. Her blev alle aktiviteter noteret, og der var styr på, hvem der gjorde hvad og hvornår i tjenesten.

Gendarmerne betalte skat

Landets fastlåste politiske situation var ved at blive blødt op. Venstre blev svækket, da flere venstregrupper var begyndt at forhandle med Højre for at få gjort en ende på provisorie-tiden, men der var ikke kommet et gennembrud. Ikke alle højrepolitikere stod så stejlt som Estrup. Højre havde mistet mandater ved de seneste valg. Moderate venstrefolk vedtog således sammen med forhandlingsvenlige dele af Højre en række socialpolitiske love i 1890-91.

Gendarmeriet forblev i Strib. Der var fortsat tre mand. I en kort periode var der kun to. Det opdager Middelfart Avis og kommenterer den enes afgang sådan: ”Der er saa kjedeligt derude, at de vel snart forsvinde til Hobe, og der er da heller ingen af Beboerne, der have søgt om at faa den Forsvundne tilbage.”

Noget godt gør de, for de betaler skat til Vejlby Kommune. Jensen og Nielsen er således på skattelisten, der blev offentliggjort i Middelfart Avis den 3. februar 1891. De betaler hver syv kr. i lejlighedsskat. Det er småting i forhold til Færgegårdens ejer, enkefru Smiths 81 og stationsforstander Hansens 34 kr. Men fisker A. H. Hansen betaler tre kr. i skat. Matros P. Andersen og portør H. Hansen betaler hver fire kr.

Men Gendarmerne må finde sig i, at der fortsat gøres nar af dem i Middelfart Avis.

En rejsende drejersvend havde set, at der ikke var lang vej til Middelfart langs stranden. Dengang var der ingen vej, kun jernbane, langs med stranden mellem Middelfart og Strib. Den officielle og ”rette vej” til Middelfart gik over Stavrby. Men drejersvenden skulle ikke have skudt genvej, selv om han bare tog sig den frihed, som så mange dagligt gjorde for hurtigt at komme til Middelfart. Gendarmerne indfangede ham og førte ham til arresten i Middelfart. Det var de i deres gode ret til, for ifølge svendens papirer skulle han følge den ”rette landevej”. Det ”resultat” af de påtrængende lyseblå gendarmer ude på det stille Strib kan der være flere meninger om, konstaterer Middelfart Avis den 12. august 1891.

Venstremanden, pastor emeritus Henning Jensen, Frederiksberg, repræsenterede Middelfartkredsen 1886-92 i Folketinget. Han var selv offer for højre-regeringens udemokratiske metoder. Han viste i 1884 den formastelighed som præst at stille sig som kandidat imod Højre-kultusministeren, Jacob Scavenius. Det var manglende underdanighed for de foresatte. Med kongens billigelse blev han afskediget fra sognepræsteembedet i Stenmagle på Sjælland. Ved folketingsvalget i 1890 vandt han klart med 1082 stemmer. Gårdfæster Hans Poul Pedersen, Viby Vestergaard, der tilhørte reform-venstre, udfordrede den mere radikale venstremand og fik 393 stemmer, mens højremanden, proprietær J. B. Jensen, Skrillingegaard, fik 337 stemmer. Dengang var der valg i enkeltmandskredse. Den kandidat, der fik flest stemmer, var valgt. Valget foregik på torvet i Middelfart den 21. januar i ”et friskt, til dels klart vejr efter let frost om natten”. I alt knap 4000 var mødt op til et møde og en valghandling, der tog flere timer. Forhandlingerne led ifølge Middelfart Avis af og til af afbrydelser, og formanden måtte et par gange påbyde tavshed. Ifølge dagbogen passede gendarmerne deres arbejde i Strib på valgdagen.

På pigekammersjov

De blå gendarmer forbliver upopulære. Den 1. september 1892 er der et læserbrev i Middelfart Avis. Afsenderen og beboere i Strib føler sig forulempet af gendarmernes opførsel og tidens retstilstand. De er ikke til stede specielt ved de tidlige togafgange, især ikke den ene, som er blevet gift, lyder klagen.

Den gifte gendarm vælger at gå tur med sin kone på et stykke græsjord langs vejen. Det brød ejeren sig ikke om og spærrede af for arealet. Men det hjalp ikke. Så forlangte han, at gendarmen skulle betale, hvad loven bød for at gå på en anden mands mark. Men det ville gendarmen ikke. Så gik ejeren til herredsfogeden, som svarede, at gendarmerne har lov til at gå, hvor de vil, når de er i uniform. Heller ikke gendarmens foresatte ville gribe ind. Beboerne på Strib vil gerne vide fra en retslærd, hvor gendarmernes rettigheder hører op.

Det fik de næppe svar på. Heller ikke, om det hører med til rettighederne, når de bryder ind på andre endnu mere private enemærker. Nu drejer det sig næppe om den gendarm, som er blevet gift. Gendarmen bliver nemlig ifølge avisen overrasket hos en familie, hvor manden og konen ikke er hjemme. Mandens mor og to piger hører tummel ovenpå i et pigekammer. Den ene af pigerne, der er høj og kraftig bygget, går straks derop og ser en gendarm i fuld uniform. Han farer ud gennem et gavlvindue og lader sig glide ned af en uden for stående flagstang, står der i avisen, der fortsætter: ”Om det nu var Synet af den kraftige Pige, der gjorde Fyren bange, eller om det var en kjendt Vej han tog, det vides ikke, men havde hun faaet fat i ham, havde han ganske sikkert faaet Klabs”.

Det forklares ikke nærmere, hvorfor der stod en flagstang lige uden for pigekammervinduet. Heller ikke, hvad den anden pige synes om episoden. Det har i hvert fald næppe været den kraftige pige, som har været genstand for gendarmens besøg.

Gendarmerikorpset satte ifølge militærhistorikeren E. O. A. Hedegaard en række spor i lokalsamfundene. Antallet af børn født uden for ægteskabet steg bemærkelsesværdigt efter korpsets indtog i et sogn. Vi må nok notere som noget uafviseligt, at den urgamle magnetisme mellem kvinder og flotte uniformer også eksisterede dengang, skriver han.

Måske er der i dag folk i Strib og omegn, der har en oldefar eller tipoldefar, der for omkring 120 år siden bar en lyseblå uniform, og som et enkelt sted ikke var helt så upopulær.

Kontrol og patruljeringsopgaver i Strib bliver nedprioriteret. En gendarm tager næsten daglig til Middelfart for at sørge for ro og orden på stationen og hjælpe politiet i byen. Fra april 1893 afgiver Strib en gendarm til en nyoprettet bistation i Middelfart. I Strib får de to gendarmer flere opgaver med forkyndelser og tilsigelser, bl.a. er der flere eksempler på, at de skal finde mænd, så alimentationsbidrag (underholdsbidrag, red.) kan blive opkrævet.

Gendarm med damer på hyldebærrov

Gendarmerne fortsatte med at søge ind på andres enemærker. Nu gik det ud over en enkes hyldebær, skal man tro et læserbrev, som var i Middelfart Avis den 11. oktober 1892.

Hvad disse krigere dog udsætter folk for. En enke havde opfredet nogle hyldetræer, hvis frugt hun ville anvende i sin husholdning. Men frugten forsvandt. Der blev nu holdt vagt ved hyldetræerne, og den 6. oktober blev gåden opklaret. Vagten så en lille hvidmalet jolle sejle nordpå forbi Røjle Mose og nærme sig hyldetræerne. Det var næsten et vikingetogt, da en gendarm i lyseblå uniform med to skjoldmøer om bord gjorde landgang. Damerne bevæbnede med kurve gik løs på hyldetræerne. Efter et par timers kamp trak styrken sig tilbage rigt belæsset med bytte, berettes det i læserbrevet. Dagen efter kom en kone og hendes voksne datter til samme hyldetræer. De fik at vide, at det var tyveri, hvortil konen svarede ganske troskyldigt: ”Naar Gensd’armerne kunne gjøre det, kunne vi Andre ogsaa, men Tiden vil sikkert vise hende, at der er Forskjel paa Kong Salomon og Jørgen Hattemager”, slutter læserbrevet.

Vi ved ikke, hvad afdelingschefen og distriktskommandøren talte med gendarmerne J. V. Jørgensen, F. Nielsen og N. J. Nielsen om, da de den 15. oktober 1892 inspicerede stationen i Strib.

Helt upopulære var de blå gendarmer ikke, da korpset blev opløst, skal man tro Blæksprutten 1894.

Gendarmerne fik billetten

Tiden var ved at rinde ud for de blå gendarmer. Der skulle komme mere lighed for loven og demokratiske tilstande i Danmark. Den 30. marts 1894 indgik størstedel af Venstre i Folketinget et forlig med Højre – det store forlig – der bragte provisorietiden til ophør. Først i 1901 fik vi uformelt parlamentarismen indført, så regeringen blev sammensat på grundlag af folketingsflertallet.

Forliget betød ikke, at Højre og konseilspræsident Estrup opgav regeringsmagten, men de blå gendarmer blev opløst.

Den 6. april 1894 beretter Middelfart Avis, at ”de lyseblå krigere” har skiftet ham og nu går rundt blandt godtfolk i deres egne klæder. Revolvere og andre skarpe våben er afleveret. ”Med andre Ord: Gensd’armerne havde faaet Billetten og ere gaaede. Desværre have de ikke – som man havde Grund til at vente – taget deres Ophav (Estrup-regeringen, red) med!”, slutter artiklen.

Torsdag den 19. april lukker og slukker gendarmerne J. C. Jensen og N. J. Nielsen stationen på Strib og køber togbilletter til Svendborg for 6 kr. og 80 øre. Selv om solen ikke skinner den dag, holder det tørt, og ikke en vind rører sig. Det er forår i Strib.

Efter de blå gendarmers periode fik Strib igen en politiopsynsmand. Den 11. juni 1894 meddeler Middelfart Avis, at amtsrådet har ansat gymnastiklærer Olsen fra 1. juni med en årlig løn på 400 kr.

Artiklen er bragt i Vends 2005 og i Bavnen  nr. 1 2012.

Kilder:

Udklip fra Middelfart Avis og Middelfart Dagblad 1850-1894, samlet og ”oversat” fra gotisk skrift af Johannes Rasmussen.

Dagbøger og kassebøger fra Strib Stationen 10. december 1886-19. april 1894.

Danmarkshistoriens hvem, hvad og hvornår. Politikens Forlag 1994.

Frode Aagaard: Venstres historie, Bogforlaget Asa 1949.

Venstre i 100 år, bind 1, 1970.

Estruptidens politiske historie 1875-1894 af Troels Fink. Bind 2: Provisorietiden 1885-1894. Odense Universitetsforlag 1986.

O. A. Hedegaard: Artikel i Krigshistorisk Tidsskrift 1967 ”Det militære gendarmerikorps 1885-1894”.

Jørgen Smith: Artikel i Politihistorisk Selskabs Årsskrift 1983 ”Estrups blå gendarmer – Gendarmeri eller statspoliti”.

DMI, historisk vejr.