Inspireret af Patrick Svenssons bog ’Havet og mennesket’.
Af Poul Christensen
Lidt mere end 70 procent af jordens overflade er dækket af hav. Det viser de ikoniske fotos fra Apollo 17-rumstationen på vej til månen i 1972. En blå kugle af både skønhed og sårbarhed. Fyldt med vand, hvor liv blev skabt for fire milliarder år siden. For omkring 500 millioner år siden kravlede noget af dette liv op på stranden og blev til alverdens skabninger på landjorden. For ikke så længe siden, vi skal “bare” bare omkring 200-300.000 år tilbage, opstod det tænkende menneske, som har brugt denne egenskab til at udforske og bemægtige sig planeten. I dag befolker otte milliarder mennesker jorden.
I sin nye, oplysende og tankevækkende bog ’Havet og mennesket’ beretter svenske Patrick Svensson om, hvordan mennesket fra tidernes morgen har udforsket havet, har søgt ud mod horisonten, mod det ukendte, og i årtierne omkring år 1500 med det store opdagelsesrejser kom rundt om kuglen. Men også om, hvordan mennesket har udplyndret kloden og havet med f.eks. hvalfangst. Kaskelothvalen – det største rovdyr – var ved at blive udryddet af klodens farligste rovdyr. Og er dette farlige rovdyr måske ved at udrydde dette moderhav, hvor livets vugge stod?
Han fortæller også om, hvordan mennesker har udforsket havdybder. I 1960 nåede to vovehalse i en specialbygget kabine knap 11.000 meter ned under havoverfladen på bunden af Challengerdybet i Marianergraven øst for Pilippinerne. I 2019 lod amerikaneren Victor Vescovo sig i et højteknologiske undervandsfartøj sænke ned i det sorte dyb. Og hvad så han dernede? ”Uden for vinduet så han nogle uidentificerede krebsdyr og søpølser flimre forbi, men også et overraskende spor af det væsen, som trods alt stadig er en usandsynlig indtrængende her, hvor havet er allerdybest. I sandet på Challengerdybets bund – godt 10 kilometer under havoverfladen, langt væk fra solen, bølgerne og menneskene – lå der en plasticpose”.
03.06.2023