Jordemoder Karen Dorthea Andersen tog i 1902 imod 65 børn i Vejlby Kommune. Næsten alle fødsler forløb godt, men hun oplevede også ulykkelige udgange på det, man kalder lykkelige omstændigheder. I 1902 forærede en kreds af borgere hende en cykel, så hun lettere kunne tilse sine patienter.
Af Poul Christensen
|
| Notitser i Middelfart Avis den 7. og 8. juni 1902. |
I begyndelsen af juni 1902 blev det nemmere for distriktsjordemoder Karen Dorthea Andersen at passe sit arbejde. Hun havde fået en cykel. En række af sognets beboere havde alle efter evne skillinget sammen til ”dette for en jordemoder særligt nyttige befordringsmiddel”, som Middelfart Avis skrev.
Erfaren jordemoder
Karen Dorthea Andersen var i 1902 en erfaren jordemoder. Hun var født i 1838 og flyttede fra Jordløse til Røjle Mark inden 1870 sammen med sin mand og to børn. Manden var drejer og brystsyg (sikkert tuberkulose) og døde i 1880. Hun var i folketællingen i 1870 registreret som ”Gjordemoder” og var således begyndt som jordemoder inden 1870. Det var ret almindeligt, at enker eller kvinder, der var gift med svagelige mænd, blev jordemødre, så de kunne forsørge sig selv og eventuelt familien – og ikke ligge sognet til last.
Midt i 1700-tallet begyndte man at gøre mere for at bistå fødende kvinder og på den måde nedbringe antallet af dødsfald både blandt fødende kvinder og nyfødte børn. Der blev bl.a. oprettet en jordemoderuddannelse i København. De uddannede jordemødre virkede i et distrikt og var ansat af amtet. Karen Dorthea Andersen arbejdede i Vejlby Kommune. Hun fik en beskeden fast løn, som blev suppleret med brugerbetaling og sikkert også naturalier. I 1902 blev hun sat til 30 øre i indkomstskat. Det er cirka samme beløb, som flere skræddere, drejere, smede og arbejdsfolk betalte. Hun havde dog råd til at have ansat en husassistent, viser folketællingen i 1901.
Skindødt drengebarn
Næsten alle 65 fødsler i kommunen i 1902 forløb normalt. Kun i tre tilfælde var der problemer, kan man se i jordemoderprotokollen. Natten til den 11. maj 1902 blev en barsk oplevelse for træskomandskonen i huset på Vejlby Mark og for jordemoder Karen Dorthea Andersen. Vandet gik ved 23-tiden. Trods venten og pressen kunne barnet ikke blive forløst. De sendte bud efter doktor Martin i Middelfart, som blev kørt de ca. otte km til Vejlby Mark. Afslutningen på fødslen blev hårdhændet. Doktor Martin måtte bruge tang, da konen fødte et drengebarn, som der ikke var meget liv i. ”Skindød” har jordemoderen skrevet i sin protokol. Alligevel fik de mere liv i drengen. For en sikkerheds skyld sendte de bud efter pastor Larsen i Vejlby, som kom den følgende dag og hjemmedøbte drengen, som fik navnet Laurits Thorvald Hansen. Han var træskomandsparret femte barn. I 1904 fik parret yderligere en datter.
Den ”skindøde” dreng klarede skærene. Han kom ud at tjene efter endt skolegang. I 1925 boede han hos slægtninge Buggesgade 20 i Middelfart. Han var ugift og stod opført som tjenestekarl under erhverv i Folketællingen. Derefter kan han ikke umiddelbart spores.
Udsnit af jordemoderprotokol for Vejlby Kommune 1902.
Tragisk tvillingefødsel
Meget værre var fødslen den 31. oktober om formiddagen. 20-årige ugifte Ane var kommet hjem til sine forældre i Røjle Mose i, hvad der normalt er lykkelige omstændigheder. Sidst på aftenen blev der sendt bud efter Karen Dorthea Andersen, og hun cyklede med jordemodertasken på bagagebæreren til husmandsstedet. 12 timer skulle der gå fra vandet gik, til Ane med en halv times mellemrum fødte to små piger. Små var de, for jordemoderen skønnede, at de var født to måneder for tidligt. Den ene døde allerede efter 1½ time, den anden efter 24 timer. De kunne åbenbart ikke få fat på præsten og tyede til lærer Therkildsen i Strib, som hjemmedøbte begge piger, der fik navnene Anna og Kirstine. En ungkarl fra Fredericia blev udlagt som far, står der i kirkebogen.
Det var flere tragiske fødsler det år. Den 30. juli blev der født en dødfødt dreng, og en tvillingedreng født den 27. oktober døde den 13. december. Han må have været svagelig, for han var blevet hjemmedøbt.
Der kan ikke spores dødsfald i barselsseng ved at sammenholde oplysningerne i fødselsprotokollen med kirkebogen liste af kvindelige dødsfald i 1902. Det var ellers op gennem 1800-tallet en ikke ualmindelig dødsårsag.
Mon ikke befolkningen og især de mange fødende kvinder har været tilfredse med jordemoderens indsats og de forbedrede forhold, der var skabt. Det var nok også baggrunden for, at de skillingede sammen til cyklen.
Jordemodertasken var en både rummelig og praktisk, sammenklappelig lædertaske, som var let at bære og med mange små hængelommer til de tilladte remedier, navlesaks, navlebind, snor, træstetoskop, lapisdråber, borvand o.l. Derimod måtte jordemoderen ikke medbringe bedøvelsesmidler, sprøjter eller fødetænger. Det måtte kun bruges af lægen. Tasken med indhold fra ca. 1920 findes på Medicinsk-Historisk Museum. (Foto: Medicinsk Museion, Københavns Universitet)
Trygt at føde
Det var altså trygt at føde børn i Vejlby Kommune. Sådan var det, da Ane Jeppesen på Staurby Skovgaard den 21. juni fødte en dreng – bistået af den cyklende jordemoder. Bare to timer og et kvarter gik der, fra vandet gik, til drengen blev forløst. Ane og Peter Jeppesens dreng fik navnet Otto. Han fik en god landbrugsuddannelse, blev gift med Kirstine, og overtog gården, først som forpagter og senere som gårdejer. Han engagerede sig i andelsbevægelsen, fik ledende tillidsposter i f.eks. Brugsforeningen og Ægcentralen i Vejlby Sogn. Efter Anden Verdenskrig blev Otto Jeppesen formand for Dansk Andels Ægeksport og medlem af Landbrugsraadets præsidium samt ridder af Dannebrog.
| Fakta om jordemodervæsen i Danmark
I 1500-tallet bestemtes det, at kirken/præsterne skulle varetage den praktiske og religiøse undervisning af jordemødre. De virkede især i byerne. På landet var ofte nabokoner, som varetog den opgave som en del af landsbyfællesskabet. I 1700- og 1800-tallet blev jordemoderordningen forbedret med mere uddannelse. Der var fokus på at nedbringe børnedødelighed og den fødende kvindes død i barselsseng (typisk barselsfeber), men midler og viden var begrænset. I 1787 kom det første reglement for jordemoderskolen, hvor der var en læretid på et halvt år. I 1895 blev uddannelsestiden øget til et år. På landet var jordemødre oftest enker eller koner, som var gift med en svagelig mand, eller ligefrem en fattig kone, som sognet så kunne slippe for at give fattighjælp. På den måde kunne familien få et udkomme. Den sidstnævnte kategori ønskede flere gårdmandskoner ikke at bruge. Jordemødrene var omkring 1900 ansat af amtet. De fik en ret lav fast løn (på landet højest 160 kr. om året), og brugerbetaling efter indkomst. Mon ikke der også faldt lidt naturalier af ved en del fødsler i velhavende hjem? Dette kvindefag var et lavtlønsområde. I 1902 blev Den Almindelige Danske Jordemoderforening stiftet. I 1914 blev jordemodervæsenet reformeret i den ny lov. Uddannelsen blev forbedret og udvidet. I 1972 vedtog Folketinget en ny lov, der bl.a. betød centerordninger og fødeafdelinger på sygehusene. Ordet jordemoder kommer nok af, at fødsler fra gammel tid fandt sted på jorden, hvorfra jordemoderen løftede barnet op. Men ordet kan også have den oprindelse, at fødselshjælpersken bandt en gjord om den fødende eller svøbte barnet. I gamle kirkebøger og forordninger står der således ”Gjordemoder”. |
Kilder:
Den Store Danske Encyklopædi
Mogens Osler: Fødselshjælpens Historie
Helen Cliff: Jordemoderliv, 1992
Jordemoderprotokol for Vejlby Sogn fra 1862
Folketællinger og kirkebøger
Bønderne på Staurby Skovgaard, 2015 – se: Brudstykker kapitel 5 | Poul C – Strib (poulc-strib.dk)