Vælg en side

Poul Daugaards drengeår i Strib

Tidligere malermester Poul Daugaard blev kaldt Poul Harmonika, da han i 1930’erne voksede op i Strib. Dette instrument fyldte meget i hans drengeår, men han deltog også i leg og drengesteger. Han lærte at passe et arbejde og ryge i smug. Og han var glad for at gå i skole.

Af Poul Christensen

Gl√¶den var stor juleaften 1931. Lille Poul havde f√•et en harmonika. Godt nok af pap og ganske skr√łbelig. Men den kunne spille, selv om den var begr√¶nset til de otte toner i en oktav. Dem fandt Poul hurtigt, og han underholdt sin familie.

Nogle dage efter skulle en af de store br√łdre pr√łve den. Han trak den for langt ud, og instrumentet gik i to dele. Poul skreg som en stukket gris, da kakkelovnsl√•gen blev √•bnet, og det kostelige instrument endte sine dage med at give et beskedent bidrag til at holde stuen i snedkerhjemmet lun.

Skrigeriet har han f√•et fortalt, men han husker endnu i dag, hvordan luerne √•d hans harmonika, da han var 4¬Ĺ √•r.

Poul Daugaard kom til verden i august 1927 i denne h√•ndv√¶rkerfamilie, der boede i en lejlighed i √ėsterhus ud til Vestergade lige overfor kirkeg√•rden (senere K-marked og nu boliger). Dengang var der en slags husvildeboliger i ejendommen. Lejligheden bestod af en stue, der ogs√• var sovev√¶relse, et mindre v√¶relse og et k√łkken. I et udhus var der et gammeldags f√¶lles lokum til ejendommens beboere. Pengene var sm√•, og s√łskendeflokken stor med tre hjemmeboende b√łrn dengang. Men de led ingen n√łd. Der var rigelig med k√¶rlighed og sammenhold, husker Poul.

F√łrst senere erfarede han, at hans for√¶ldre var hans mormor og morfar, som havde taget ham i pleje. Men det er en helt anden historie.

I 1933 flyttede familien til et lejet hus l√¶ngere ude p√• Strib Landevej, √ėstervang, (overfor Superbrugsen i dag). Og knap to √•r senere til √ėster Alle i et af de tre r√¶kkehuse, kaldet Treenigheden.

img_3231-bear-klon2

Poul Daugaard med sin harmonika i¬†2007. Harmonikaen var hans fars f√łdselsdagsgave til ham i 1935. (Foto: Poul Christensen)

Musikalske gener

Juleglæden vendte tilbage i snedkerhjemmet. Nogle dage senere kom den formastelige storbror med en rigtig harmonika, dog kun enradet.

РJeg har tænkt mig at lære at spille på den, men du må godt låne den, sagde broren.

Poul begyndte at spille p√• den, og det l√¶rte han i l√łbet af vinteren.

РJeg må have nogle musikalske gener, griner han i dag.

Han fortsatte spilleriet. Ogs√• da familien flyttede til √ėster Alle. En af hans andre br√łdres kammerater, Villy, havde k√łbt en ny toradet harmonika af hvid perlemor. S√•dan s√• det ud, men det var nok celluloid. Den var flot. Den fik 7-√•rige Poul lov til at pr√łve. Det gik fint med det samme p√• alle knapper.

– Se, han bruger ogs√• lillefingeren. Det kan jeg ikke, udbr√łd Villy.

Den f√łlgende februar i 1935 tog Poul og hans far toget fra Strib til Middelfart. Far bar en l√•nt harmonika, godt pakket ind i avispapir. De gik i regnvejr fra den gamle station p√• Gammel Baneg√•rdsvej helt ned til Hotel Melfar ved havnen. Poul og den noget √¶ldre Villy skulle optr√¶de hos harmonika-virtuoserne Gellin og Borgstr√łm ved en stor koncert. De gik op ad trappen. Poul s√• sig selv i det k√¶mpestore spejl ved indgangen til salen, men gik uanf√¶gtet videre. De gik ind ad scened√łren og op bag kulissen til en fremmedartet verden med fortravlede mennesker. Her l√łb de ind i ber√łmtheder som visesangeren Osvald Helmuth og revyskuespilleren Schi√łler Linck, som ogs√• skulle optr√¶de.

Nogen havde tilmeldt de to unge harmonikaspillere til koncerten, hvor de to professionelle p√• instrumentet indb√łd lokale amat√łrer til at optr√¶de.

Villy og Poul spillede f√łrst sammen ‚ÄĚDu lille sig√łjnerdreng‚ÄĚ ‚Äď et popul√¶rt stykke musik dengang ‚Äď for publikummet i den udsolgte sal. Det var noget uvant for ham, ogs√• fordi han spillede p√• den gamle, l√•nte harmonika. Derefter spillede Villy alene ‚ÄĚJeg har en ven, en rigtig sejler‚ÄĚ fra Barken Margrethe. S√• blev det Pouls solotur. Han var fuldst√¶ndig tom i hovedet, da han stod alene for scenen foran de mange mennesker. Han slog ogs√• den popul√¶re ‚ÄĚJeg har en ven‚ÄĚ an. Men pludselig skilte den gamle harmonika ad i toppen. Han stod d√©r mutters alene med √•ben b√¶lg og ingen toner. Poul bevarede fatningen og satte b√¶lgen fast igen p√• haspen. Han spillede f√¶rdig og stod p√• scenens rampelys og kiggede forg√¶ves efter sin far, for det var ham, han havde mest brug for.

– Buk og kom ud, r√•bte de flere gange ude fra kulissen. Der gik lang tid, inden Poul h√łrte det.

Situationen kom i avisen. De turnerende havde travlt med at slutte koncerten og komme af sted. Det var synd for den lille dreng fra Strib, stod der i avisen.

Honoraret var en medalje med inskriptionen: Gellin og Borgstr√łm Kunstnerforum 1935. Den er desv√¶rre blevet v√¶k ‚Äď og en karriere p√• landets musikscener blev aldrig til noget.

Men Pouls harmonikaspil fortsatte i en s√•dan grad, at han fik √łgenavnet Poul Harmonika. Det vidste han nu ikke meget om. Det gjorde R√łde Harald, Blod Andersen og alle de andre heller ikke, for n√¶sten alle havde √łgenavne dengang, men kun brugt, n√•r de p√•g√¶ldende ikke var til stede. Poul blev f√łrst rigtig klar over sit drenge√łgenavn, da han ved 50 √•rs skolejubil√¶et blev mindet om det.

Da han i august 1935 fyldte otte √•r, fik han sin egen harmonika af sin far. En Schneider Accordeon, der havde kostet 120 kr. eller ca. to ugel√łnninger. Han spillede her og der og alle vegne. Sad p√• trappen derhjemme og spillede. Nede p√• stranden. Gik rundt i byen og ind i forretningerne til fastelavn og scorede kassen i en s√•dan grad, at kammeraterne brokkede sig. Der var ikke mange penge til dem, n√•r Poul havde v√¶ret der.

Han kom ogs√• til at spille, da t√łmrermester Rasmus Petersen, Pouls fars mester, havde s√łlvbryllup. En g√¶st kom over til Poul og ville l√•ne harmonikaen. Men den gav han ikke fra sig, s√• Poul m√•tte med. Repertoiret var datidens popul√¶re melodier. Havde Poul h√łrt en melodi √©n gang, f.eks. i radioen, kunne han den og kunne huske den.

poul-1932-else-max

Poul og en svigerinde i 1932 p√• √ėsterhus. (Privatfoto)

Ildebrand og h√¶kkel√łb

Drenge√•rene var andet end musik. Da han boede p√• √ėstervang, legede han og kammeraterne nede p√• Lindallund ved Staurby Mose. Her var der t√łrvegrave, som dog blev fyldt op med grus. En tipvogn p√• skinner transporterede t√łrvene op til g√•rden og grus fra en grusgrav ned til t√łrvegravene. Et herligt og ugenert fristed at lege gemme og r√łvere og soldater. Ogs√• de to h√łje og skr√•ninger med fyrretr√¶er og krat ned mod Rudb√¶ksm√łllevej var et yndet legested.

En sensommerdag havde Poul og en kammerat fundet en t√¶ndstik√¶ske med fire t√¶ndstikker i. De gik over p√• en mark p√• den anden side af Strib Landevej (der hvor bil-udstillingshallen er i dag). Der var noget t√łrt, strit gr√¶s, m√•ske en stubmark. De to drenge skulle lige pr√łve, hvordan t√¶ndstikkerne virkede. Der gik mere ild i marken, end de havde forestillet sig, og de l√łb af sted. Poul hjem for at hente en skovl, s√• han kunne sl√• ilden ned. P√• vej derover igen m√łdte han en mand, der kom med to spande vand, og en hel del b√łrn fra nabolaget var i gang med at trampe ilden ned. Den blev slukket, og en overrasket Poul fik ikke engang sk√¶ldud. Men han fik respekt for ild.

Om vinteren k√¶lkede b√łrnene, og der var vintre dengang med sne og is. Mest fart p√• k√¶lken fik de p√• hulvejen ned mod fyret. Ogs√• K√•svej-bakken ned mod R√łrk√¶ret (hvor der nu er benzintank og d√łgnkiosk) var god. Det var forbudt at g√• ud p√• isen p√• k√¶ret, men det skulle jo pr√łves, og selvf√łlgelig blev en gummist√łvle fyldt med iskoldt vand.

En vinterdag f√łrst 40‚Äôerne havde skiftevis t√ł og frost forvandlet Vestergade fra kirken og ned til f√¶rgelejet til en herlig sk√łjtebane.

Den store have hos Blod Andersen p√• √ėster Alle var ogs√• et godt legested. Han var repr√¶sentant i blod-foder og far til en god legekammerat, Poul Viggo. Det trak ekstra, at der var mange gode hindb√¶r, som de ikke m√•tte spise af.

En sommeraften, da m√łrket var faldet p√•, skulle et kobbel drenge vise, at de kunne l√łbe ‚ÄĚh√¶kkel√łb‚ÄĚ. Det vilde l√łb gik ned igennem de 10 Vestergade-huses baghaver fra R√łjlemosevej til √ėster Alle. Haver og h√¶kke blev forceret i nok ikke alle lige elegante spring. L√łbet forblev en hemmelighed mellem drengene.

Nyt√•rsaften skulle de ud og lave l√łjer. De fyrede knaldende kinesere og spruttende skrubtusser af. Ogs√• ved Pnuel p√• N√łrre Alle (Pension Lilleb√¶lt i dag). De tre damer, der ejede pensionatet, inviterede indenfor p√• √¶bleskiver og saftevand. Drengene kvitterede traditionen tro ved nyt√•rsdag at sende de tre damer ud for at lede efter de to st√łbejernshavel√•ger ved indgangen. De var tunge ‚Äď men ikke gemt ret langt v√¶k.

Klassekampen fusede ud

I december 1935 d√łde Pouls far og familiens fors√łrger. Men familien klarede ogs√• det. Det v√¶rste af 30‚Äôernes krise var overst√•et, men nu satte en lokal nedgang ind, da jernbanestation og f√¶rge i Strib blev gjort overfl√łdige af Lilleb√¶ltsbroen i 1935. To br√łdre tr√•dte til i fors√łrgerrollen. Moren havde altid v√¶ret ferm til at holde hus, og hun syede selv b√łrnenes t√łj. En dag s√• Poul en dreng p√• Vestergade st√• og spise en stor humpel rugbr√łd med fedt og melis p√•. S√•dan en ville han ogs√• gerne have, da han kom hjem. Moren sagde bestemt nej. Der skulle p√•l√¶g p√• hendes mad.

Poul var dog helt klar over, at han boede i den fattige del af Strib, der l√• til venstre for Vestergade, n√•r retningen var ned mod f√¶rgelejet. P√• h√łjre side af vejene fra Vestergade ned til N√łrre Alle boede de rige. Direkt√łrerne, kaptajnerne, maskinmestrene og forretningsfolkene. Drengene derfra holdt sig mest for sig selv. S√•dan husker Poul det.

En sommerdag havde de fundet ud af, at de to drengegrupper skulle sl√•s. Hvad striden handlede om, har for l√¶ngst fortabt sig i erindringens t√•gedis. Det store opg√łr skulle finde sted henne p√• sportspladsen (hvor forsamlingshuset p√• Idr√¶tsvej ligger i dag), som ikke var kendt for det flotteste gr√¶s. Det var lidt af en pl√łjemark. To grupper p√• 12-15 drenge skulede olmt mod hinanden, og det f√łg med slemme sk√¶ldsord over kamppladsen, men det kneb med modet til at bruge de bare n√¶ver. Poul stod ude p√• sidelinjen og holdt selvf√łlgelig med sine klassef√¶ller, men han havde jo f√•et en god kammerat, som var kaptajns√łn. Ophidselsen tog af, og mange m√łdre slap for at vaske bukser og tr√łjer.

Strib var delt i to lejre. S√•ledes var det n√¶sten udelukkende b√łrn fra den fattige del, der spillede fodbold. Det gjorde Poul med stor inderlighed i sine drenge√•r i sommerhalv√•ret. Der var to m√•l, og det var vist en bane af normalst√łrrelse. Men der gik stier p√• kryds og tv√¶rs hen over banen, og der kunne godt komme en mand p√• cykel ind over banen midt i en kamp.

strib-luften-45-store-tal

Luftfoto af Poul Daugaards Strib. Det er fra 1945. Kun lidt har √¶ndret sig siden 1930’erne. 1. √ėsterhus. 2. √ėstervang p√• Strib Landevej. 3. Treenigheden √ėster Alle 4. Strib Skole. 5. Fodboldbanen med stier p√•. 6. R√łjlemosevej, hvor h√¶kkel√łbet startede. (Foto: Lokalarkivet i Strib)

Hylende grifler i skolen

Mange af de riges b√łrn kom i privatskole i Fredericia fra 5. klasse. Det var ogs√• med til at understrege opdelingen i de to lejre. Det havde Pouls familie ikke r√•d til. Poul gik den daglige tur til Strib Skole i de syv √•r, der var undervisningspligt. Men han f√łlte det ikke som en pligt. Han var glad for sin skoletid.

Poul begyndte i skolen den 1. april 1934, det √•r han fyldte syv √•r. Han boede endnu p√• Strib Landevej og gik inde i rabatten, for der k√łrte faktisk ret mange biler p√• den asfalterede vej, han skulle benytte. Der var stadig f√¶rgeoverfart med de to motorf√¶rger, som konkurrerede med Middelfart-ruten om bilerne, til Lilleb√¶ltsbroen var f√¶rdig i 1935. Bilerne susede forbi og gjorde den lille skoledreng bange. Det blev n√¶ppe mindre af, at en af de ‚ÄĚk√łbenhavner-biler‚ÄĚ for ikke l√¶nge siden havde k√łrt hans bedstefor√¶ldres hund ihjel lige uden for √ėsterhus.

Poul tilh√łrte en s√• stor √•rgang, at fr√łken Hassing kom p√• fuldtidsarbejde med 1. klasse. B√łrnene blev opdelt i to klasser med over 20 elever i hver. Den ene gik om formiddagen og den anden om eftermiddagen. Fr√łken Hassing var en stor dame, der sad ved katederet, mens poderne sad og ridsede bogstaver med griffel p√• skifertavlerne, s√• det hylede og peb i klassev√¶relset. Samtidig kunne hun finde p√• at tage fodbad og h√¶nge sit lyser√łde korset til t√łrre p√• radiatoren i klassev√¶relset

Det foregik i den gamle skole p√• Skolevej. I 3. og 4. klasse blev Poul og hans kammerater overladt til l√¶rer Harald J√łrgensen ‚Äď eller R√łde Harald, for han var r√łdh√•ret. Forskolen blev senere revet ned og l√•, hvor k√¶rneskolens legeplads nu ligger. Harald J√łrgensen var en rar l√¶rer. N√•r eleverne skulle ind, stillede de op i to r√¶kker ude i skoleg√•rden, inden de gik ind i klassen til skolepultene, hvor eleverne sad to og to.

Engang fik en af pigerne revet sin kjole i stykker. Hun vr√¶lede, og J√łrgensen troede, at hun sagde, at Poul havde revet den i stykker. Poul fik i hvert fald en p√• skrinet og skulle sidde p√• en tom b√¶nk nede bag ved pigerne. Det var en stor skam. Pigen hulkede videre og fik fremstammet, at det ikke var Poul, men Aage, der havde gjort det. J√łrgensen blev kobberr√łd i hovedet.

РDet må du undskylde, Poul. Gå hen på din plads.

Poul forlod den skamfulde plads, og Aage fik en √łret√¶ve, s√• det sang. Men Poul var ikke tilfreds, for Aage skulle ikke ned at sidde bag pigerne, og det var v√¶rre end at f√• en p√• skrinet.

oesterhus-og-kirke-1939-bear

√ėsterhus og Strib Kirke 1939. (Foto: Lokalarkivet i Strib)

Engelsk på kuldamperen

Fra 5. klasse flyttede Poul tilbage til den gamle skole p√• Skolevej, hvor to l√¶rere skulle forsyne eleverne med folkeskolens afsluttende l√¶rdom. F√łrstel√¶reren hed Poulsen ‚Äď en b√•de streng og dygtig l√¶rer. Han tog sig af regning, fysik, botanik, bibelhistorie, sang og skrivning. Den anden var Hjalmar Th√łgersen ‚Äď en ung, nygift l√¶rer, der var meget rar, men ogs√• bestemt. B√łrnene m√•tte godt snakke i timen, men kun om noget, der havde med faget at g√łre. Var det ikke tilf√¶ldet, blev de lige d√¶mpet ned. Th√łgersen underviste Poul i bl.a. dansk og to nye fag: engelsk og geometri. Han var en moderne l√¶rer, der ikke brugte √łret√¶ver og spanskr√łr.

Det gjorde Poulsen, og det fik Poul ogs√• at m√¶rke. I hans timer m√•tte man nemlig ikke snakke ‚Äď eller bare hviske. Det gjorde sidemanden en dag til Poul i regnetimen. De var lige blevet f√¶rdige med et regnestykke.

РHvad får du?

Poul nåede ikke engang at svare sidemanden. Den gamle rejste sig.

РNå, der er nok et par herrer, der skal have noget medicin.

De fik begge en p√• skrinet. Jo, √łret√¶verne sad l√łst. Spanskr√łret blev brugt, men det var slet ikke de sider, som dominerede Pouls skolegang.

Det nye fag, engelsk, var han glad for, og han sugede til sig. En sensommers√łndag i 1939 var han p√• bes√łg hos familien i Fredericia. Han gik ned til havnen, hvor der l√• en stor engelsk kuldamper. Bes√¶tningen var ude p√• agterd√¶kket. Han stod og kiggede op p√• det store skib. En af s√łm√¶ndene kiggede ud over r√¶lingen og sagde:

РWhat’s your name? РMy name is Poul. РDo you speak English? РYes, a little. РCome on board.

Poul gik op ad gangvejen til agterd√¶kket. S√łmanden hed Sims. Han spyttede fingeren v√•d og skrev navnet p√• d√¶kket. S√• gik snakken med en rigtig engl√¶nder for f√łrste gang. Hvor han havde l√¶rt engelsk? Om han ville se maskinen? Poul blev tilbage i klassen efter engelsktimen med Th√łgersen n√¶ste dag. Han fortalte, at han havde talt engelsk med en engelsk s√łmand, men at han talte et noget andet engelsk end det, de l√¶rte i skolen. Th√łgersen grinte,

РJa, Poul, du ved jo nok, at vi har dialekter; det har de også i England.

Det var skoleengelsk, b√łrnene l√¶rte. I can hop, I can run. Det var det f√łrste, der stod i deres engelskbog.

Sm√łger efter br√łdturen

Poul bidrog ogs√• til familiens √łkonomi. Han og en kammerat, John, hjalp et par gange om ugen br√łdmand Ejner J√łrgensen fra R√łjle, der havde et lille udsalg, som hans kone passede. Han k√łrte rundt med en brunmalet br√łdvogn, trukket af en hest. Drengene l√łb ind i husene og spurgte, hvad de skulle have. Og s√• ind igen med det bestilte. Det gav b√•de l√łn og drikkepenge.

Poul begyndte at spare op i banken. Det var i Fredericia Privatbank, for dengang var Strib meget mere knyttet til Fredericia end til Middelfart. Man tog f√¶rgen over til arbejde, skole og indk√łb. Julehandelen foregik i Fredericia, hvor der var juleudstillinger med nikkende nisser og modeljernbaner med futtende tog. Fredericia Privatbank havde en filial p√• hj√łrnet af M√ľnstervej og Vestergade. En, der hed Larsen, passede den i dagligstuen. D√©r fik Poul sin f√łrste bankbog.

Br√łdturen sluttede ude p√• Rudb√¶ksbanke. De to br√łddrenge gik op p√• knolden l√¶ngst ind mod Strib. Der var en fordybning. Her r√łg John cigaretter.

– Skal du ikke ryge?

РNaiij. Poul trak på det.

N√¶ste gang havde han k√łbt en cerut hos k√łbmand Eriksen p√• Vestergade, hvor hans bror k√łbte tobak. Efter br√łdturen t√¶ndte han den oppe i fordybningens skjul. Han sugede og hostede og blev s√• syg s√• syg. Han gik en omvej hjem og drak vand, for at hans mor ikke skulle lugte, at han havde r√łget. Det var den 12-√•riges debut med tobakken.

Poul forlod Strib Skole i april 1941 efter veloverst√•et eksamen. Der var skriftlige pr√łver i dansk og regning og en eksamination i klassen under overv√¶relse af skolekommissionen med pastor Schi√łdt i Vejlby som formand. Karaktererne kunne Poul kun v√¶re tilfreds med.

Han skulle ogs√• konfirmeres, inden han s√•dan rigtig kunne optages i de voksnes r√¶kker. Det blev han i oktober 1941. Der blev holdt fest i hjemmet p√• √ėster Alle. En af gaverne var et cigaretetui med cigaretter. Efter middagen stod han p√• hj√łrnet af Vestergade og r√łg. Gamle onkel Anders kom.

РNå, ryger du.

– Ja, det g√łr jeg.

– Du skulle stikke et str√• op i kattens r√łv og ryge det, l√łd onklens r√•d.

Men det r√•d fulgte Poul ikke. Han har r√łget siden. Poul blev udl√¶rt maler, var malermester i Strib til sin pensionering i 1997 og har v√¶ret en aktiv mand i byens liv. Bl.a. var han stifter af Lokalhistorisk arkiv for Strib-R√łjleskov sogn. Poul blev i 1952 gift med K√§rry, der d√łde i 1987. Parret fik to piger.

Harmonikaen? Ja, han spillede p√• den i sin ungdom og har altid nydt musik. Harmonikaen ‚Äď ikke den lille gamle, men en ny pianoharmonika ‚Äď kom igen frem, da han gik p√• pension og begyndte at spille i Strib Byorkester.

poul-okt-41

Poul Daugård som konfirmand i 1941.

 

Denne artikel er skrevet p√• grundlag af interviews med Poul Daugaard i januar 2007 ‚Äď 75 √•r efter at han som 4¬Ĺ-√•rig s√• ilden i kakkelovnen fort√¶re hans f√łrste harmonika. Den er bragt i Bavnen nr. 2 2007.

Poul Daugaard er f√łdt og opvokset i Strib og har gennem √•rene v√¶ret meget aktiv i byens liv. Han har altid v√¶ret optaget af byens historie. Han var drivkraften bag oprettelsen af Strib-R√łjleskov lokalhistoriske Arkiv og dets formand gennem mange √•r.

Poul Daugaard d√łde i 2010.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

%d bloggers like this: