En hyldest til humlebier og vores mangfoldige og underfulde natur
Af Poul Christensen, Strib
Nu sover dronningen i den løse muld i højbedet, som i juni var dækket af grønne kartoffelplanter med lækre guldklumper i jorden. I efteråret gravede hun sig ned og faldt i en dyb og lang vintersøvn.
En solrig dag i marts vågner hun og maser sig op i solskinnet. Solstrålerne varmer hendes kolde krop og flyvemuskler. Humlebien letter, og vingerne bærer den lodne, sorte, hvide og gule dronning hen til en gul krokus. Hun lander på kronbladene i en blomst, som bøjer sig mod jorden under hendes vægt. Her suger hun sød nektar og mæsker sig i nærende pollen. Fra blomst til blomst på løgplanter og pil går det.
Mæt og tung flyver tyksakken rundt i haven. Hun lander i hjørnet ved løvstikken og undersøger den lille stenbunke. Hun kravler ind mellem de to større sten og befinder sig i et underjordisk hulrum af en lyseblå, defekt børnevandkande, der er foret med visne rosenblade og tørret græs og mos.
Det er lige hendes dronningeslot – denne mørke jordhumlebi.
Hun begynder med at forme en løs kugle af strå og stængler, blade og mos. Hun maser sig ind i kuglen, skubber til materialerne og danner et hulrum på størrelse med en tennisbold. Her konstruerer hun en vokskrukke. Kirtler i bagkroppen producerer voksen, som hun skraber af og former som et fingerbøl med sine ben og kindbakker. Krukken fylder hun med honning. Dronningen samler pollen, som hun former til små kugler ved at bruge en dråbe klistret honning til at holde sammen på dem. Også dem overtrækker hun med voks.
Nu er hun klar til at lægge æg. Hvert æg befrugter hun med den sperm, som hun har opbevaret i sin krop. Hun graver et lille hul i pollenkuglen og skubber 16 små flødefarvede og pølseformere æg ind i det dejagtige materiale.
Hun begynder at ruge – på samme måde som fugle gør. Hun former pollenkuglen med æggene i, så den slutter tæt om hendes krop. Hun sørger for, at de hele tiden har en temperatur på 30 grader, også på kolde dage med nattefrost. Der kræver meget energi, men det har hun tænkt på. Honningkrukken står lige ved siden af. Hun nipper til honningen, men hun er også nød til at forlade reden for at hente mere føde. Hver dag, hun ruger, forbrænder hun sin egen vægt i sukker. Det svarer til, at hun hver dag skal besøge 6000 blomster. Derfor skal blomsterne være i nabolaget, ellers kan æggene blive kolde og gå til grunde. Hun skal nok klare det her. Her er erantis og vintergækker, krokus og anemoner, tulipaner og påskeliljer, blomstrende pil og moreller.
Efter fire dage udklækkes æggene og bliver til sultne larver. De æder løs af pollenmassen, men dronningen må også samle mad til sit larvekuld, som vokser og skifter ham tre gange. Inden længe spinder afkommet en silkepuppe om sig. Fjorten dage senere skærer de sig ud og er nu forvandlet til lodne arbejderdøtre i sorte, hvide og gule farver, dog mindre end moderen.
Dronningen lægger flere æg. Første kuld døtre samler nektar og pollen til søsterlarverne og moderen. De udbygger reden, og dronningen koncentrerer sig om at lægge æg og ruge. De stadig flere døtre sørger for den daglige føde til den voksende familie.
Det bliver sommer. Nu blomstrer lavendler, roser, timian, salvie, purløg, rødkløver, ærter, bønner, tomater og snebærbuske. Den store familien på flere hundrede har det godt.
Sidst på sommeren lægger dronningen de sidste æg. De mangler døtrenes signalstof, og larverne bliver til et hold dronninger og et hold droner. En dag kravler de ud gennem stenene. De letter usikkert og blander sig med andre dronninger og droner. Dronerne er i undertal, og mange må se sig forsmået. Men hverken dem, eller de droner, som har parret sig med en dronning og sikret næste års humlebiliv, har mere at gøre i denne verden og dør en stille død.
De befrugtede dronninger flyver rundt i sensommeren. De lever et dagdriverliv sammen med de sidste nedslidte søstre. Der er stadig lidt nektar og pollen i lavendelrækken, vintersaren og snebærbuskene. Og der er lunt i dronningeslottet. Men til sidst er der kun nye, velnærede dronninger tilbage.
En dag i september lander en dronning i højbedet, hvor der har groet kartofler. Hun graver sig ned i den løse muld og falder i en dyb søvn med sæd i kroppen til næste års eventyrlige liv i dronningeslottet.
—-
Jeg håber, en mørk jordhumlefamilie vil bo i min have til næste sommer. Mange humlebiarter er i dag truet. Miljøgifter og ensidig landbrugsdrift er vigtige årsager. Bier er uerstattelige bestøvere af mange både vilde og dyrkede planter. Vi skal passe godt på bierne og vores underfulde og mangfoldige natur. Vi har alle et ansvar.
Tak til professor Dave Goulson, som skrev ”Humlen ved det hele – mit eventyrlige liv med bier”.
November 2015