En fynsk krigssejler
Peter Thorgny Hansen fra Strib sejlede over 80 farlige konvojture under Anden Verdenskrig. Det mærkede ham for livet.
Af Poul Christensen
Da Danmark blev besat af Nazi-Tyskland 9. april 1940, befandt styrmand Peter Thorgny Hansen (kaldet Tom) sig i engelsk havn med sit skib, S/S Norco af Svendborg. Som de fleste danske søfolk i hans situation valgte han at blive krigssejler i den britiske handelsflåde.
Det førte ham rundt i farvandene om Storbritannien, i Atlanten og sydpå til Gilbratar. Han var med, da der skulle sejles forsyninger til de allierede hære efter landgangen i Normandiet i juni 1944. Altid var der fare for angreb fra tyske fly eller for, at de stødte på en mine. Men værst var faren for dødbringende torpedoer fra armadaen af tyske ubåde. De skulle forhindre, at handelsskibene bragte råvarer, fødevarer og krigsmateriel til Storbritannien, som tyskerne også søgte at knægte ved at bombe havne og militære anlæg, skibe og byer.
Handelsflåden var således afgørende, ikke mindst for at kunne erstatte det omfattende tab af krigsmateriel, især skibe og fly. Den part, der bedst og hurtigst kunne erstatte og forbedre krigsudstyret, fik en fordel på de militære fronter.
Derfor blev konvojerne mellem Storbritannien og Nordamerika uhyre vigtige. Tom deltog i flere af dem. Helt sikkert var det, at de tyske ubåde fulgte med. Det skete også på konvoj SC 42 fra Halifax i Canada til Storbritannien. Konvojen bestod på 70 handelsskibe eskorteret af amerikanske og britiske krigsskibe.
Tom er styrmand på S/S Gunvor Mærsk, der er lastet med papirmasse. 7. september 1941 ved Cap Farvel i Sydgrønland opdager de tyske ubåde. Den dag sænker tyskerne tre handelsskibe og beskadiger et. Næste dag går det ud over et hollandsk skib og danske Sally Mærsk.
14 tyske ubåde jagter konvojen. 10. september får britiske Muneric en fuldtræffer og går ned med 63 søfolk. Tom på broen har hørt braget og set lysglimtet, for Muneric sejler side om side med Gunvor Mærsk.
Værre bliver det dagen efter, da det britiske tankskib Bulysses bliver forvandlet til et flammehav. Det sejler lige foran Gunvor Mærsk. Tom ser søfolkene fra det brændende skib springe i havet, som også er et ildhav af brændende olie. Kaptajnerne har ordre på at sejle videre og ikke samle skibbrudne op. Tom har hørt søfolkenes skrig, men intet kunnet gøre.
Ubådenes angreb fortsætter. Flere skibe går ned, og flere søfolk mister livet, men Tom og Gunvor Mærsk når britisk havn.
Tom kom gennem krigen og kom hjem til sin familie i Strib i juni 1945. I mere end fem år havde de ikke kendt hinandens skæbne. I 1940 var hans højgravide kone og to små piger overladt til sig selv og forsørgeren sat ud af spillet. De fik heldigvis god støtte fra familien, og et offentlig lån lettede. Men adskillelse og uvisheden gjorde hans kone syg i perioder.
Det var en anden far og ægtemand, der vendte hjem. Krigen var gået ham på nerverne. Smækkede en køkkenlåge for hårdt i, fór han hysterisk op, og nytårsaften kunne han ikke klare, når der blev fyret fyrværkeri af. Han led formentlig af posttraumatisk stress syndrom, mener hans datter. Han havde også fået sukkersyge og et dårligt hjerte.
Tom fortalte, at han følte det som sin pligt at tilbyde sig som krigssejler i den britiske handelsflåde og give sit bidrag til, at krigen kunne vindes af de allierede. Der kom kun få brudstykker om, hvad han havde oplevet. Han har således fortalt, at han har sejlet gennem brændende olie, hvor søfolk fra et synkende skib skreg om hjælp.
Han var som flere kolleger bitter og vred over den behandling, som denne gruppe danske krigsdeltagere fik. Krigssejlerne havde sat livet på spil i allieret tjeneste og var den gruppe danskere, hvor flest var omkommet. Flere søfolk i udeflåden end danske frihedskæmpere mistede livet. Mange af dem, som kom hjem, var mærket for livet.
Hædersgaverne, som blev tildelt krigens ofre efter krigen, var der forskel på. Frihedskæmpere og deporterede, der havde lidt tab her i landet, fik mere end søfolkene. Lige efter krigen var frihedskæmperne heltene, der blev hædret og fik fine mindesmærker.
– Vi fik bare et rustent anker i Nyhavn, lød Toms kommentar.
Han nægtede, som flere andre krigssejlere, at modtage de fortjenstmedaljer, som det britiske myndigheder tildelte ham.
Tom forsøgte at gå i land, men det gik ikke. Han var sømand. Han døde om bord på fragtskibet Skandseodde på reden i Gdynia i Polen 1. januar 1953, kun 54 år gammel.
Efter hans død sendte enken bud efter hans krigsmedaljer. Venner opfordrede hende til at søge en hædersgave. I den medfølgende lægeerklæring skrev Toms læge, at de dårlige nerver og hjertelidelsen kan sættes i direkte forbindelse med hans deltagelse i krigen. Hans kone fik hædersgaven, som supplerede hendes indtægter, så længe hun levede. Lidt hæder blev trods alt krigssejleren til del.
(Kronikken er bragt i Fyens Stiftstidende 22. marts 2014). Læs beretningen: Krigssejleren Tom fra Strib | Poul C – Strib (poulc-strib.dk)