Vælg en side

Et ordentligt hul i jorden

Plastisk ler gør undergrunden på Røjlehalvøen usikker. I 1966 begyndte otte tønder på Stutterigården at synke. I dag ligger den tidligere frugtbare agerjord som et natureldorado 8-16 meter nede i et kæmpe hul.

Tekst og foto: Poul Christensen

Vi har ikke jordskælv med høje Richtertal eller altødelæggende tsunamier i lille Danmark. Men vi har alligevel en undergrund, som ikke alle steder er stabil. Det har de mennesker, der i årtier har boet på kanten af Røjlehalvøen, mærket. Jorden under dem skrider og forsvinder ud i havet eller synker. Problemet er plastisk ler. Det er dannet af vulkansk aske, der sank ned på havbunden og blev blandet med ler for 50 millioner år siden efter fra et kæmpemæssigt udbrud i Nordatlanten. Istidens gletsjere lavede uorden i jordlagene, og det vandsugende og glatte plastiske ler kom til at ligge tæt på overfladen på Røjlehalvøen.

(Copyright: Kort- og Matrikelstyrelsen)

En decemberdag i 1966 går Lise Schaarup i den smalle skov langs med kysten lige nord for Stutterigården. Hun samler mos, lav og andre ting til de juledekorationer, der skal være med til at skabe julestemning i forpagterboligen. Hun kigger ud over de nypløjede, sorte marker, der ligger op til skoven, og ser, at et stort areal er sunket ned og en kant på op til en halv meter rejser sig i en svag bue på ca. 400 meter.
Hun skynder sig hjem.
”Har du set revnen i jorden? Et stort stykke er sunket ned. Hvad er dog det for noget?”
Først tror forpagter Bent Schaarup ikke sin kone. Men han kan jo se på hende, at der er sket noget usædvanligt. Han kommer så i tanke om, at der var en lille ryg på marken, da han pløjede den for et par uger siden. Det var dér, hvor jorden går fra lerjord til noget mere sandet.
De går ud og konstaterer, at ca. otte tdl. af Stutterigården agerjord er sunket omtrent en halv meter ned i løbet af ganske få dage.
Da Bent Schaarup skulle i gang med forårsarbejdet, var jorden sunket mere. Men han tog kampen op med naturkræfterne.
– Det var jo 1/10 af gårdens agerjord. Det var for meget at miste. Jeg forsøgte at udjævne kanten. Bl.a. kørte jeg hen over med en harve mange gang. Det lykkedes, så vi kunne så hele marken det forår, fortæller Bent Schaarup (75 år).
Men sænkningen tog til. Næste år blev det nedsunkne areal sået til med græs. Det blev indhegnet, så gårdens køer kunne græsse oven på den usikre undergrund.
– Det var en bet for os, men vi fik så noget gavn af jorden, når vi kunne bruge arealet til kreaturerne.
Sådan brugte Lise og Bent Schaarup arealet til 1974. De flyttede til Klovborg mellem Horsens og Nr. Snede, hvor de havde købt en gård. De efterfølgende forpagtere dyrkede det sunkne areal med korn i flere år, men det sank mere og mere.

Natureldorado
I dag (sommeren 2005) ligger det som et kæmpe hul fra 8 til 16 meter under sit gamle niveau. Inde i landet er der skrænter ned. Ude ved vandet er sænkningen minimal, og der er ikke noget, der er skredet ud i vandet. Nede i hullet er terrænet kuperet.

Et vue ud over sænkningen sensommeren 2005. Arealet er privat ejendom, og der er ikke offentlig adgang.

De flade jordstykker bliver slået en gang om året, så det ikke gror til og springer i skov. Der er en mangfoldighed af vækster. Fyr er plantet på skrænterne. Der er blandt meget andet selvsået birk og bøg, brombær og slåen. Der er brændenælder og tidsler, flere orkideer og massevis af græsser.
Guldspurve, stilister, tornsangere og mange andre fugle fylder hullet med sang forår og sommer. Grønspætter hamrer i træstammerne. Ravne laver luftakrobatik i opvinden over skrænten. Musevåger svæver årvågent over området. Der er mus og firben og et hav af insekter. Og så er der fasaner, hare og rådyr. Der hersker en stilhed uden lige en sensommerdag. Kun fra en flok flagrende krager lyder en serie hæse kra-kra-kra.
Hullet er et natureldorado.

Finn Simonsen har opsyn med den store sænkning. Ovenover den ca. otte meter høje skrænt op til det sted, hvor det foregående billede er taget. Nedenunder, hvordan der også er skrænter og kuperet terræn nede i hullet.

Havbunden hævet
Bent Schaarup er ikke i tvivl om årsagen til sænkningen.
– Der var dengang en omfattende sandsugning ude i vandet. Det blev brugt til at fylde halvøen ved Den ny Lillebæltsbro op. Når de fjernede sand fra havbunden, blev der skabt et undertryk dér. Den glatte undergrund af ler gled ud og kom op på havbunden nedenfra. Et sted inde over land opstod der et hul, og det skulle fyldes ud med en sænkning ovenfra, forklarer Bent Schaarup.
Han husker ikke, at der dengang blev gjort noget for at klarlægge årsagen.
– Men vi var som forpagtere ærgerlige over sænkningen. Det gav os besvær, markerne blev spoleret, og som nævnt måtte vi bruge det til græsning.

Lise og Bent Scaarup var forpagtere på Stutterigaarden, da jorden begyndte at synke i 1966.

Tidligere gartner Laurits Larsen (77 år) er også overbevist om, at sænkningen skyldes sandsugningen. Han er opvokset på en lille ejendom ud til vandet mellem Kasmoseskoven og Stutterigården og har i øvrigt boet hele sit liv på Røjehalvøen. Som ung har han også oplevet, at nogle rækker med æbletræer skred ud i Lillebælt derhjemme.
– Hævningen af havbunden ud for skredstedet ved Stutterigården var synlig. Jeg har sejlet over mange gange, og jeg har også blusset ål dér dengang. Der var meget mindre vand, og det var flere hundrede meter ude. Det gik også ud over bundgarnfiskerne, Christian og Ditlev? fra Blanke Mark. De havde sat bundgarn op ca. 50 meter øst for skellet mellem Nyskovs og Stutterigårdens jorde. Jeg snakkede tit med dem, og de beklagede sig over, at der var for lidt vand til deres fiskeri. De var dengang oppe i årene, og de stoppede vist få år derefter. Nu har hævningen fortaget sig. Østenstormene har gjort sit, fortæller Laurits Larsen.

Nyskov også ramt
Også ejendommen Nyskov, der er nabo til Stutterigården nordpå, er blevet mindre. Sænkningen på Stutterigården fra sidst i 1960’erne respekterede ikke matrikelgrænser.
– Jeg har i min ungdom pløjet helt derude, siger Jørgen Lundsgaard (70 år) og peger ud mod vandet.
En 400-500 meter lang 100 meter bred slugt går ind i landet. For 50 år siden lå den på niveau med den øvrige landbrugsjord, der hører til den lille ejendom. Som på Stutterigården blev sænkninger dybere, og slugten er blevet længere. I terrasser sænker den sig ned mod skrænten ud til vandet og er i dag et vildnis af vild kirsebær, småtræer og buske.
Jørgen Lundsgaard flyttede fra egnen i 1955 og blev politimand. Han bor i dag i Vejlby og overtog i 1978 sit fødehjem sammen med sine fire søskende.

Forlandet skred
Han har også personlige oplevelser med jordskred.
– Det var en efterårsdag i 1954. Jeg pløjede et stykke roejord ud til vandet tæt ved Stavrshoved, som ligger ca. 30 meter over vandet. Ja, jeg pløjede med heste selvfølgelig. Det var før, vi fik traktor. Jeg blev ikke helt færdig. Jeg manglede forlandet – det ca. fem meter brede stykke for enden, hvor hestene vender. Forlandet pløjes til sidst. Søndagen derefter var jeg på jagt. Og så var forlandet væk! Det lå 15 meter nede. Hestenes hovaftryk var stadig helt tydelige. Ja, så gibbede det i én. Forlandet var bare skredet ned. Jeg kom ikke til at pløje det forland mere, fortæller Jørgen Lundsgård.
Det var et skred, der skyldtes, at vandet gnavede sig ind i skrænten. Så skred hele skrænten.
Den store sænkning på Nyskov er stadig i aktivitet. Her i foråret (2005) er et stykke i bunden af faldet en meter ned. Det er ca. 10 meter bredt. Derved kommer sænkningen betænkeligt nærmere ejendommen. Afstanden er i dag ca. 50 meter.

Jørgen Lundsgaard viser det den seneste sænkning foråret 2005 i bunden af den store på Nyskov.

Stutterigården går i havet
Tilbage til Stutterigården. Her har der også været skred ved skrænten ned til vandet. Bent Schaarup husker, at der, mens han var forpagter, kom nogle fra Geodætisk Institut for at måle op. De sagde, at havet havde taget 50 meter på 70 år.
– Jeg hørte også gamle Aage Rasmussen, som havde opsyn med skoven og bygningerne, sige, at Stutterigården en dag vil gå i havet, fortæller Bent Schaarup.
Også efter at han rejste i 1974 har der været skred og jordsænkninger tæt på gården. I slutningen af 70’erne skred en skovvej fra gården ned til vandt ud under megen buldren og bragen, da mange store træer væltede. Der kom også nogle sænkninger i haven syd for gården.
Ketty Skov, datter af Aage Rasmussen og nabo til Stutterigården, legede som barn i Stutterigårdens skov. Specielt Abrahams Skød var en tumleplads for børnene. Det er en fordybning eller et hul inde i skoven, formentlig en gammel sænkning. Hun ved ikke, hvoraf navnet kommer. Heller ikke, hvorfor en anden og større halvcirkelformet sænkning hedder Månen. Det var nærmest en eng, da hun var barn, og spejderne brugte den som lejrplads.
– Jeg husker skoven som meget større dengang, jeg var ung. Havet har taget meget af den, og også sænkningerne i haven er kommet nærmere bygningerne, siger Ketty Skov.
Et stort landinspektørkort fra 1912 over gården jord synes at bekræfte disse iagttagelser. Specielt er det gået ud over skovstimlen ud for det store hul nord for gården. Den 50-80 meter brede skov er simpelthen væk i dag.

Nye sænkningerne truer
Geolog Gunnar Larsen, Fyns Amts Grundvandskontor, afviser, at sænkningen skyldes sandsugning i 1960’erne.
– Det er trods alt begrænset, hvor meget sand der er taget. Det er slet ikke nok til, at der er sket en trykudligning. Årsagen skal søges i det plastiske ler, siger han.
Det har den evne, at det kan opsuge store mængder vand, som kommer fra grundvandet eller nedsivende regnvand. Alle hulrum i laget bliver også fyldt med vand Så bliver det plastiske ler blødt og glat som smør. Her skrider arealet over det plastiske ler ikke ud i havet, som det jo sker flere steder på halvøen.
– Når det plastiske ler senere tørre ud, klasker laget så at sige sammen. Det kan give jordsænkninger på overfladen. Processen med at optage vand og tørre ud, kan også forskubbe sig til andre jordlag. Derfor kan hævningerne ude i vandet, som fiskerne har observeret, meget vel hænge sammen med sænkningerne inde på land, vurderer Gunnar Larsen.
Efter høst i år (2005) er der sket en ny sænkning i en bræmme på fem til 15 meter vest for det store hul. Jorden er sunket 20-30 cm. Med denne ny sænkning kommer hullet tættere på vejen over til ejendommen Nyskov. Desuden fortsætter sænkningen nede i det store hul. Den anlagte stejle vej ned i hullet er blevet ødelagt i løbet af sommeren. Her er jorden skredet ca. en meter ned.
– Det er umuligt at sige, om eller hvornår sænkningerne stopper. Tilsyneladende er der fortsat godt gang i processen i området, siger Gunnar Larsen og forsætter beroligende:
– Men det er ikke lige oppe over, at Stutterigården går i havet eller synker i jorden.

Artiklen var været i Bavnen nr. 1 2006.

%d bloggers like this: