Af Poul Christensen
– I fælder ikke det træ. Det er natur og skal bevares.
Det var ordene, kort og klart, da 14-årige Kirsten brasede ind i køkkenet. På vejen hjem fra skole i Strib havde hun fra Munkegårdsvej set, at faren og medhjælpere havde lagt an til fælde egetræet i hegnet. Nu sad de i deres arbejdstøj og drak eftermiddagskaffe. Knejsende forlod teenageren køkkenet.
Det gav faren, Hans Jørgen Brogård Hansen, noget at tænke over.
Midt på en mark ved Munkegårdsvej ved Vejlby står et egetræ.
Vi skal tilbage til en kold vinterdag først i 1970. Hans Jørgen, hans bror, Poul Brogård Hansen, og en entreprenør havde brugt størstedelen af dagen på at fjerne et markskel, en jordvold med krat og buske – og et egetræ. To af Brogårde-gårdene ved Vejlby havde delt jorden fra den tredje, og skellet skulle fjernes, så man kunne udnytte jorden bedst mulig. En dozer gjorde det grove arbejde med at fjerne buskadset og jævne jordvolden. Hen på eftermiddagen manglede de kun egetræet.
De fastgjorde en kæde om stammen et stykke oppe. Spillet på en traktor skulle så få det store træ til at segne. Men nej. Det stod urokkeligt fast, fortæller Poul Brogård.
Det blev tid til eftermiddagskaffe. Den kunne de lige nå, inden de gjorde deres arbejde færdigt. Det ville også være godt at komme indenfor og få varmen. De sad om bordet i Anna Karina Brogård Hansens køkken og drøftede, hvad de skulle gøre. Det endte med, at de ville save stammen over og grave roden fri. Det kunne de lige nå inden fyraften.
Men, men…, så kom datteren, Kirsten, ind ad døren.
Hun indrømmer i dag, at hun også dengang havde temperament. Hun var optaget af naturen og var f.eks. imod den megen brug af sprøjtegifte. Derfor var hun ikke altid enig med sin landmandsfar.
Arbejdsholdet vendte tilbage til egetræet med motorsaven. De snakkede lidt frem og tilbage, inden Hans Jørgen føjede sin datter, og egetræet blev stående.
Det solitære egetræ midt på marken ved Munkegårdvej er ca. 200 år gammelt, vurderer Hindsgavl-skovfoged Dan Jensen. Det kan blive 300-400 år, da det er udsat for vind og vejr. Beskyttet i en skov kan et egetræ blive 600-800 år. Det agern, der blev til dette egetræ, er således spiret i begyndelse af 1800-tallet, da de store landboreformer med bl.a. udskiftning blev gennemført. (Foto: Ulrik Thomsen)
Efter studentereksamen tog Kirsten til USA og endte med at blive der. I dag bor hun med sin familie i Minnesota og hedder Kirsten Brogaard Vogt. Hun var i Danmark i juni i år og genså egetræet inde på marken ved barndomshjemmet.
– Det er dejligt, at jeg kunne redde træet, siger hun.
Træet har en helt speciel betydning for hende.
– Da min far døde, plukkede vi grønne egegrene fra træet og brugte dem til at pynte Vejlby Kirke med til begravelsen.
I juni 2013 genså Kirsten Brogaard Vogt træet, som har en særlig betydning for hende. (Foto: Ulrik Thomsen)
Se også: Billedserie: Året rundt ved Kirstens Eg 2020-21 | Poul C – Strib (poulc-strib.dk)
| Mon ikke en del læsere kan huske denne sang med tekst af H.C. Andersen, sunget i bl.a. giro 413 tilbage i 1950’erne:
Det gamle træ, o, lad det stå, indtil det dør af ælde. Så mange ting det husker på, hvad kan det ikke melde. Vi det så fuldt med blomster så, de friske grene hælde. Det gamle træ, o, lad det stå, det må I ikke fælde!
Nu vil jeg da på vandring gå, men det kan jeg fornemme, man rejser ud for hjem at nå, thi bedst er det dog hjemme. Når træet her har blomster på, det vil min hjemkomst melde. Det gamle træ, o, lad det stå, det må I ikke fælde! |
Skrevet 2013 – i Bavnen 2013 nr. 2