Vælg en side

Geografi og sang for livet

Hver anden dag fra 1928 til 1935 traskede Svend Sørensen fra Bakkegaard ad stien hen over markerne til Røjle-Taarup Skole. Enelærer Hornbeck lærte ham at regne, læse og skrive, indførte ham i bibelhistorie og danmarkshistorie. Han overhørte Svend og de andre poder i salmevers. Svend elskede at gå i skole. Det skyldes ikke mindst hans yndlingsfag: Geografi og sang, som satte spor i Svends liv.

Af Poul Christensen

Svend sidder ved spisebordet i dagligstuen og har lagt pergamentpapiret over atlassiden med Tyskland. Ilden buldrer i kakkelovnen og giver god varme i stuen på Bakkegaard. I det svindende dagslys kan han endnu skimte konturerne af Tyskland under papiret; snart bliver det nødvendigt at tænde petroleumslampen over bordet. Moderen går lidt til og fra. Hun har mange gøremål dér sidst på eftermiddagen.

Svend tegner det store sydlige nabolands grænser op med en blyant. Han tegner floderne ind. Rhinen, der forsvinder ind i Holland. Donau, der løber den anden vej sydøst over. Elben og Oder. Med en rød farveblyant sætter han de store byer ind: Berlin, Hamborg, München, Köln, Leipzig, Breslau og Königsberg i Østpreussen helt over nord for Polen. Skiferbjergene, Harzen, Schwartzwald og de øvrige bjergområder giver han brune farver. De lave landområder i nord maler han grønne. Bodensøen og søerne i Preussen bliver blå.

Han kigger på det færdige Tysklandskort og glæder sig til at aflevere det til lærer Hornbeck i overmorgen.

Svend Sørensen

Født i 1921 på Bakkegaard på Abelonelundvej som nummer to i en søskendeflok på fire. Gik i Røjle-Taarup Skole fra 1928 til april 1935. Arbejdede hjemme og var ude at tjene på gårde. Var på Haslev Højskole og Hammerum Landbrugsskole. Gift med Henny i 1950. Købte i 1949 sammen med en bror Lykkegaard på Abelonelundvej, som de udbyggede med en stor jersey-besætning. Købte desuden Margrethesminde i Røjle i 1967, hvor han fra 1974 opbyggede en større produktion af rugeæg. En datter og svigersøn overtog gården. Flyttede i 1991 til parcelhus i Strib. Henny og Svend Sørensen har tre børn og ni børnebørn. Svend Sørensen døde den 18. november 2007. Artiklen er skrevet inden, og Svend nåede at læse og godkende den. Den bringes i Bavnen efter aftale med hans familie.

Svend som tre eller fire-årig hjemme på Bakkegaard. (Privatfoto, udlånt af Henny Sørensen)

 

Skønskrift i takt

Siden den første skoledag en forårsdag i 1928 har nu 86-årige Svend Sørensen været glad for at gå i skole hos lærer Hornbeck Røjle-Taarup Skole. Den første dag fulgte storesøster Inger ham på stien hen over markerne op til skolen. Seks piger og tre drenge begyndte i lille klasse, som bestod af de tre første årgange. De fire sidste gik i store klasse. Børnene gik i skole hver anden dag: lille klasse mandag, onsdag og fredag; store klasse tirsdag, torsdag og lørdag.

Svend fandt sin plads ved pulten i skolestuen. Dagens skoleprogram lå fast. Om sommeren begyndte de klokken halv otte, om vinteren en halv time senere klokken otte.  Lærer Hornbeck stemte violinen, som han også kunne spille på med tre strenge, og de sang en morgensang. Typisk en salme. Det kunne være nr. seks: Til himlene rækker din miskundhed, Gud, eller nr. 63: Morgenstund har guld i mund. Derefter holdt læreren en andagt og sluttede med et Fadervor. Første time var bibelhistorie. Hornbeck fortalte, overhørte og gav hjemmeopgaver for. De havde en bibelhistoriebog, og så gjaldt det om at huske salmeverset eller lignelsen, når man næste skoledag blev kaldt op til katederet.

I dansk gik Svend i gang med ”abc’en”. Han lærte skønskrift. Det blev der lagt meget vægt på. Eleverne skulle skrive i takt: Op ned. Op ned. Læreren skrev bogstaverne på den store tavle, og alle eleverne skulle skrive det samme i takt på deres tavler. I de første år brugte de skifertavler og skrev med grifler. Det skrattede og peb i klasseværelset, når eleverne håndterede griflerne. De skulle lære at skrive med samme hældning, så ordene stod pænt på siden.

De første regnestykker blev også griflet ned på tavlen. Senere på dagen var der danmarkshistorie og geografi. Der var også en sangtime i hvert fald en gang om ugen.

Indimellem var der frikvarterer, hvor børnene kom ud at lege. På den store legeplads kunne børnene pumpe vand op fra brønden og slukke tørsten. Et blikkrus var til fælles afbenyttelse. Midt på skoledagen var der spisefrikvarter, hvor de medbragte madpakker forsynede børnene med ny energi. Skolen sluttede hen på eftermiddagen. Store klasse klokken tre, lille klasse en eller to timer før. Så gik Svend hjem over marken og fik middagsmad.

Kludesko i tornystret

I syv år tog Svend turen i al slags vejr iført træsko og tøj efter årstiden. Børnene gik ind i gangen midt i huset. I den ene ende boede lærerparret, i den anden lå skolestuen. Fra yderdøren førte en trærist over til døren til skolestuen; så kunne det værste snavs fra fodtøjet samles op. Ellers var der ferniseret trægulv i gangen.

Langs væggen modsat skolestuen var der garderobepladser adskilt af et stykke træ. Her hængte børnene deres overtøj på en krog, satte træskoene på gulvet og iførte sig kludesko. Dem havde Svend i sit tornyster – en lædertaske med stropper, så den kunne bæres på ryggen. Tornystrets indhold var i øvrigt skolebøger, madpakke og penalhus med viskelæder, blyanter, penneskaft og lineal. I de første år havde Svend et dobbeltdækker-penalhus af træ. Det øverste dæk kunne åbnes med et tyndt skydelåg. Det nederste ved, at det øverste kunne drejes 180 grader om et punkt i midten. Senere fik han et penalhus af læder.

Kakkelovnen sagde wuuuf

Inde i den rektangulære skolestue med det næsten sortferniserede gulv stod tre rækker pulte med front op til lærerens kateder i enden af stuen. Her residerede Hornbeck. Der var skuffer og hylder i begge sider af katederet. I dem havde læreren sine ting og det lille skolebibliotek, hvorfra eleverne kunne låne ”Billig-Bents Bilfart”, ”Gynge-høvdingen” og ”De Seks”, der lavede alverdens hundekunster, med hjem. Bag ham på væggen var der to sorte tavler. En stor og en lille. Højere oppe på væggen ud mod vinduerne hang de oprullede landkort. Der var kort over Danmark, Europa og hele verden. Til højre for indgangsdøren op mod hjørnet stod et skab med fugle og dyr, som Hornbeck selv havde samlet og fået udstoppet. Der var bl.a. lappedykkere, høge, sangfugle, en lækat og noget så sjældent som en stortrappe.

På væggen mellem skabet og døren stod den store jernkakkelovn, som i vinterhalvåret skulle holde skolestuen lun. Det kneb gevaldigt om morgenen på kolde vinterdage. Sådanne dage havde duksene travlt med at hente brænde, koks og kul samt fyre. Det var en populær opgave. Når drengene åbnede lågen, kunne det nemlig slå ud med en eksplosion, så det sagde wuuuf, og der kom en røgsky.

Hver elevpult var til to elever. Bord og bænk var bygget sammen. Bordpladen var skrå og kunne trækkes ned mod elevernes skød. Så blev der åbent til rummet nedenunder, hvor de skolebøger, der ikke var i brug, madpakken m.m. kunne opbevares. Et smalt, vandret træstykke afsluttede bordet for oven. Heri var der blækhus og en aflang fordybning til blyanter og grifler. Børnene skrev med pen og blæk, f.eks. når de på ældre alderstrin havde skønskrift. En pen kostede tre øre. De klattede let, og det var noget rædsomt svineri. Ikke alle var lige snilde til at håndtere blækskrivningen.

Pumpen med en øse hængende ved tuden. Her kunne skolebørnene slukke tørsten. I baggrunden til venstre Billeshave. Billedet er nok fra før 1920. Der er tvivl, om det var præcis den pumpe eller en senere udgave, Svend fik vand fra, da han gik på skolen. (Foto: Privat, udlånt af Annelise Hornbeck Andersen)

Lærer Poul Hornbeck og hans kone Marie foran Røjle-Taarup Skole 1915, mens den endnu havde stråtag. (Foto: Fra privat fotokopi)

Enelærer Poul Jensen Hornbeck virkede på Røjle-Taarup Skole fra 1915 til 1954. Han var meget musikinteresseret og var organist ved Røjleskov Kirke og leder af Fyns Folkekors Røjleafdeling. (Foto: Privat, udlånt af Annelise Hornbeck Andersen)

Røjle-Taarup Skole med legepladsen med ribber og bom til gymnastik og de store kastanjetræer. Billedet er fra efter Anden Verdenskrig. (Foto: Privat, udlånt af Annelise Hornbeck Andersen)

 

Malkede jerseykøer

Hjemme på gården skulle Svend og hans søskende hjælpe til. De havde jo fri fra skole hver anden dag og skulle gøre gavn. Forældrene havde en besætning på ni køer; to af dem var jerseykøer. En af Svends opgaver var at malke de to jerseykøer. De havde små patter, der lige passede til en drengehånd. Han hjalp i det hele taget til med dyrene i stalden. Om sommeren var han med til at trække dem ud på marken og tøjre dem. Og ind i stalden igen om aftenen. Om vinteren skulle de strigles.

Det var en vinteropgave at ladetærske. Kornet blev stakket op i laden i sensommeren. Så kunne det blive tærsket senere, når der var bedre tid og brug for kernerne. Svend husker, hvordan han drev et spand heste rundt på hesterundgangen på gårdspladsen. Der blev først sent indlagt elektricitet på Bakkegaard. Hestene gik rundt og rundt og trak en træbom. Midt på bommen sad et tandhjul, der var forbunden med et mindre tandhjul. Den udveksling gav kraft til at trække det simple tærskeværk. Negene kom ind i den ene ende, og et sæt slagler slog kernerne af. De faldt ned, og de værste stråstykker og avner blev sorteret fra. Halmen kom løs ud i den anden ende af tærskeværket. Her var det også drengearbejde at binde halmbånd om halmen, så det blev til håndterbare knipper. Svend syntes ikke, det var skægt at drive hestene rundt, når de tærskede. Det var ensformigt og tog umindelig lang tid. Så var det bedre, når de kun skulle trække til en gang hakkelse til hestene.

Der var også tid til at lege. Og der var liv og glade dage på gården, hvor der var børn og karle. Svend husker blandt andet to karle, som var meget musikalske. De var brødre og kunne danse charleston, og de spillede på mundharmonika.

Når kammeraterne havde fødselsdag, udgik der indbydelser. Børnene fik chokolade og boller. Og de var ude at lege. Især husker Svend fødselsdagene hos en dreng, der boede i huset nederst i slugten ved Røjle Klint. Her var udfordringer for raske drenge. Den 40 meter høje skrænt. De voksne vidste næppe, at drengene kravlede op ad den.

40 børn i store klasse

Børnenes fødselsdage blev også markeret i skolen. Lærer Hornbeck læste en historie, f.eks. et eventyr af H. C. Andersen eller en fortælling af Bjørnstjerne Bjørnson som ”Synnøve Solbakken”. Så lyttede alle børn, som i store klasse på et tidspunkt kom op på 40 elever fordelt på fire årgange. De mange tilflyttere til statshusmandsbrugene på Billeshavejorden i 1926 havde gjort egnen så børnerig, at der skulle lånes pulte fra naboskolerne. Svend husker det ikke som et problem, at der var mange børn og stor aldersspredning i klassen. Sådan var det bare.

I regning havde de tre regnehæfter. De færreste nåede at skrive facitterne i alle tre, inden de forlod skolen. Svend mener, at der i nogle fag blev undervist gruppevis i den store klasse. Læreren gennemgik noget for nogle elever, mens andre skrev, læste eller tegnede.

Regneopgaverne blev sværere. Der kom brøker, procentregning og forholdsregning som: to mand kan grave en grøft på 20 meter på to dage; hvor mange meter kan fem mand grave på seks dage?  I dansk skulle børnene skrive genfortælling og fik stile som hjemmeopgave.

Børnene var også ude og bruge energi på gruslegepladsen. I frikvartererne legede pigerne tik og sjippede. Drengene spillede fodbold og viste kræfter i ribberne eller på bommen, som i sommerhalvåret blev brugt til gymnastiktimerne. Så blev der også sat en plint og en buk frem, og drengene lærte til at springe på redskaberne. De øvede sig i at gå på hænder. Hornbeck udlovede en krone til den, der kunne gå fra ribberne over til plinten ca. 10 meter væk.

– Jeg tjente enkronen, griner Svend i dag. Han havde øvet sig ihærdigt derhjemme.

Gymnastiktimerne blev varieret med rundbold og andre boldspil. I sommerhalvåret kom håndarbejdslærerinden Sofie Pedersen fra Vejlby og lærte pigerne at sy og strikke.

Om efteråret kom nye udfordringer. Drengene stoppede nedfaldne blade fra de store kastanjetræer ved skolen ind i ribberne, så de blev til en læmur.

Drengen fik violin

Svend var rimelig god til dansk og regning, men det var ikke det, som interesserede ham mest. Han nød at synge og holdt af sangtimerne. I store klasse lærte Hornbeck børnene at synge flerstemmigt. Svend sang anden-stemme og lærte alle de almindelige fædrelandssange, som han ligesom mange salmer kan udenad den dag i dag.

Sang og musik var også en af lærer Hornbecks kæpheste. Han var organist i Vejlby Kirke. En dag i en sangtime spurgte en af lærerens døtre, om Svend ikke måtte spille på lærerens violin. Hornbeck fraveg sin ellers skrappe linje og overlod violinen til Svend, som prøvede at file toner frem til en melodi. Næppe nogen stor musikalsk præstation.

Han var nemlig lige begyndt at spille violin hos lærer Therkildsen i Strib. I nogen tid havde han haft en mundharmonika, som han spillede på derhjemme, hvor også hans søskende og især hans mor interesserede sig for sang og musik. En dag var Therkildsen på besøg på Bakkegaard, for Svends storesøster skulle til at gå til orgelspil, og så skulle Therkildsen lige høre Svends mundharmonikaspil.

– Den dreng skal have en violin, var Therkildsens mening, og Svend begyndte at gå til violinspil hos musiklæreren i Strib. Det gik godt; selv mener Svend, at det skyldtes hans gode gehør. Ret hurtigt fik han sin egen violin, som han stadig har.

Men Hornbeck var også med til at fremelske Svends musikglæde. Måden han gjorde det på smittede godt af på den lærenemme elev.

Svend brugte violinen i nogle år efter konfirmationen, mest hjemme sammen med sine søskende, men violinspillet ebbede ud. Men absolut ikke sangen.

Han sang, når han gik bag ploven. På højskolen. På landbrugsskolen. Derhjemme. I kirken. Hans dage har været fulde af sang.

Da Henny og Svend holdt sølvbryllup i 1975 holdt en god nabo tale. Han hjalp til med at samle æg fra hønsebesætningen på Margrethesminde.

– Jeg kan godt forstå, Svend har held med sine høns. For han synger for dem hver eneste dag, sagde naboen.

Det gjorde Svend. Især nr. 113 i salmebogen: Grundtvigs ”Blomstre som en rosengård”:

Blomstre som en rosengård

skal de øde vange,

blomstre i et gyldenår

under fuglesange,

mødes skal i stråledans Libanons og Karmels glans,

Sarons yndigheder.

 

Ob, Jenesei og Lena

Libanon kendte Svend også fra timerne i geografi. Og han har husket det meste af sin geografiske børnelærdom.

– Asien bestod af 45 millioner kvadratkilometer med 850.000 indvånere, som man sagde dengang. Nu er det over tre milliarder.

Floderne verden over lærte han udenad. Ob, Jenesej og Lena, var en af remserne.

– Dengang var Mississippi-Missouri i USA den længste. Men så blev Nilen længere, for det fandt man senere ud af. Hvor er byerne vokset! New York overhalede London som verdens største by med omkring otte millioner indbyggere. Nu er mange byer rundt i verden meget større. Ufatteligt.

I det sidste skoleår i 1934 var store klasse på udflugt til København. Der havde hvert år været en udflugt i meget mindre skala. Det første år gik turen fra skolen til Gamle Slot i Strib. Derfra gik børnene og lærer Hornbeck trækkende med sin cykel og oppakning langs stranden til Røjle Klint, hvor der ventede en forfriskning, inden de gik hjem. Senere kom Hornbeck og børnene til Odense, Kolding, Dybbøl og Viborg med mere behagelige transportmidler.

Udflugtsrækken sluttede med, at Svend og hans klassekammerater for første gang besøgte kongens København. Med tog og storebæltsfærge. De blev indkvarteret i gymnastiksalen på Nyboder Skole, som var helt fyldt med provinsbørn. De så Tivoli, Carlsberg bryggerierne, Zoologisk have og Gutenberghus, der bl.a. trykte den populære tegneserie Knold og Tot. Det blev tre dage med masser af oplevelser.

Det var også der, hvor de unge begyndte at kigge godt til hinanden. Skolelærerens datter, Ingrid, var ikke så tovlig, kan Svend huske om den uskyldige og svundne tid. Han tror nok, at Hornbeck opdagede det, men han lod som ingenting.

Skolen sluttede til april med eksamen. Svend købte for en hel krone slik hos købmanden i dagens højtidelige anledning. Skolekommissionen med dens formand, pastor Hermann, Vejlby, i spidsen var der. Et medlem, toldforvalter Jensen på Rolighedsvej i Strib, foreslog, at de sang ”Som en rejselysten flåde”. Og Hornbeck overhørte børnene i de enkelte fag og uddelte karakterer.

Svend begyndte at arbejde hjemme på gården samtidig med, at han gik til præst i Vejlby, hvor han blev konfirmeret i oktober 1935. Han skulle som noget helt naturligt være landmand. Nogle få børn kom på realskole i Nørre Aaby eller Brenderup. Svends karakterer viser, at det kunne han nok klare, men han havde slet ikke lyst til det.

Naturlig udenadslære

Det var en skole med kæft, trit og retning, vil man sige i dag. Sådan var det almindeligt dengang. Hornbeck havde en naturlig autoritet. Børnene lavede deres lektier og gjorde sig sædvanligvis umage. Han kunne blive gal og skælde ud, og det havde børnene respekt for. Hornbeck havde et spanskrør, men det blev mest brugt til at slå ned i katederbordet, når der skulle være ro. Svend kan kun huske, det blev brugt én gang, da en dreng lige skulle spille op og drille Hornbeck. Han fik spanskrøret at mærke.

Ikke alle børn var glade for at gå i skole. Svend husker, hvordan en far kom med sin datter i en kassevogn om morgenen og satte hende af. Hun hylede, og faren piskede hestene i fuld fart hjem. Børn løb hjem, og der var børn, der havde svært ved at følge med. Dem gav Hornbeck også plads til, og man kan i dag undrer sig over, hvordan det kunne lade sig gøre i den store og aldersspredte klasse.

Der var megen udenadslære. Men Svend synes ikke, det blev terpet eller hamret ind, snarere blev det lirket ind af lærer Hornbeck. Svend var også modtagelig. I hvert fald føler han sig velsignet med salmer og sange – og med sin viden om geografi.

Svend Sørensen har sit udgangspunkt i Vejlby Sogn, men lærte i skolen hele verden at kende. Han fandt megen glæde i sang og musik og har stadig sin violin fra drengetiden og den bue, som han fik i konfirmationsgave af musiklærer Therkildsen. (Foto: Poul Christensen)

 

Kom ud i verden

Han har hele livet igennem fulgt med i, hvad der er sket i verden. Nye lande er opstået. Krige har hærget. Byerne er blevet større. Hvor er det nu lige Accra og Baku ligger? Svend har altid kunnet svare på geografiske spørgsmål. Som f.eks. dengang han hjalp en nabo med et krydsord. Øgruppe mellem Alaska og Kamtjatska, lød spørgsmålet. Aleuterne, naturligvis.

Svend Sørensen drømte om at komme ud i verden og opleve de mange spændende steder, han hørte om i geografitimer i Røjle-Taarup Skole. Krigen kom, og alt rejseri var udelukket.

– Men vores ene søn har fået en snert af det her. Han fik fornøjelsen at rejse ud og kom til at bo i USA. Det har min kone og jeg også haft glæde af. Det er blevet til mange ture, især til Amerika.

Røjle-Taarup Skole

Oprettet i 1815 efter skoleloven af 1814. Dækkede oprindelig området vest for Vejlby fra Strib til Fladskens Bugt (Vejlby Fed).  Ligger 500 meter vest på Røjle. I 1882 blev de gamle bygninger revet ned, og en ny skole med skolestue og lærerbolig opført. I 1864 blev Vejlby Skov Skole oprettet, dækkende Røjleskov. Strib Skole blev oprettet i 1901. I området var der også privatskoler. Røjle-Taarup Skole blev i 1928 beskadiget af en brand efter lynnedslag og fik derefter skifertag.  Den blev nedlagt i 1955, da Bøgelund Skole blev indviet. Bygningerne eksisterer stadig og bruges til beboelse.

Hovedkilde: Knud Madsen, Bavnen 2001/2: Tre gamle landsbyskoler.

Artiklen er skrevet på grundlag af interview efteråret 2007 med Svend Sørensen, suppleret med oplysninger fra skolekammeraten, Ingrid Nielsen. Bragt i Bavnen 2008, 1.