En elinstallatør, en salgschef, en kunstmaler, en reservedelssælger, en øldepotbestyrer og tre højskolelærere blev til Papa Borres Jazzkapel, som skabte liv og farver i Strib.
Af Poul Christensen
‘When The Saints Go Marching in’ for fri udblæsning. Banjoen går forrest og får de svingende og sjælende cowboybukser og flade sko til at åbne en passage gennem mylderet på dansegulvet for de marcherende musikere. De fortsætter forbi bordene og får stearinlysene i vinflaskerne til at blafre og sende endnu mere stearin ned ad siderne. Bassen, trommerne og klaveret er blevet på forhøjningen midt på den ene langside i idrætshallen, mens banjo, klarinet, trækbasun og trompet snart solo, snart i kor fortsætter deres ’street parade’ mellem det dansende og klappende publikum. Klokken har passeret midnat i det røgfyldte lokale. Der har været gang i salget af øl og rødvin siden ved otte-tiden.
‘When The Saints Go Marching in’ kommer igen op på forhøjningen, og nummeret slutter i kor. De halvandet hundrede mennesker klapper og pifter og går ned til de syrenfarvede duge for at fylde mere i deres glas, for at ryge og snakke.
Jazzfest med Papa Borres Jazzkapel den 5. november 1982 med 150 i forsamlingshuset. De gik til den på dansegulvet. Orkestret fv: Olav Jonassen, Helge Borre, Bjarne Kingo, Birger Jensen (næsten skjult), Niels Madsen, Jesper Moesbøl (skjult) og Bob Ekman. (Foto: Hans Henrik Brandt)
Vi er til Jazz Festival i Strib Idrætshal en fredag aften i begyndelsen af 1980’erne. Orkestret er husorkestret Papa Borres Jazzkapel. Her var dette sammenrend af gode jazzamatører på hjemmebane. Her fik de den applaus og lidt til, som de kunne fortjene af et publikum, som gerne lod sig forføre og underholde.
– Vi dansede som gale. Papa Borres Jazzkapel skabte en mesterlig stemning. Noget af det sjove var, at vi kendte gutterne, der spillede, fra andre sammenhænge. I en pause over en øl, eller når vi mødtes i brugsen, kunne jeg godt drille dem, hvis noget i et nummer var gået galt, eller rose dem, når der havde været noget særligt godt, siger Søren Andersen, biolog og marsvinekspert, en af dem, der et antal fredag aftener i 80’erne oplevede en festlig aften med glad jazzmusik i idrætshallen, som forsamlingshuset kaldtes den gang.
Han mener, at de fleste stamgæster var tilflyttere, som han selv, typisk omkring de 40 år. Mange var pædagoger, lærere og offentligt ansatte. Måske havde de været medlemmer af en jazzklub, dér hvor de blev uddannet. De betalte en babysitter til børnene for at kunne slå sig lidt løs.
Den, der skriver disse linjer, har også moret sig igennem flere jazzaftener og gik ikke hjem, før ’Nyboders pris’ havde lydt for sidste gang.
På Helges kontor
Det hele begyndte en lørdag fem minutter i 12 i sensommeren 1978 i elinstallatør Helge Borres forretning i Vestergade i Strib. En pære var sprunget hjemme på Scharlingsvej hos Niels Madsen, sælger i tøjfirmaet Dranella, og han blev sendt hen til Helge Borre efter en ny. Niels og Helge faldt i snak og endte oppe på Helges kontor over en pilsner. Her havde Helge en banjo og en trompet. Han havde været med til at oprette det lokale FDF-orkester. Han havde også leget med en bas. Niels kunne spille trompet. De tog banjoen og trompeten og begyndte at spille. Det gik egentlig meget godt. Det blev til mange lørdag eftermiddage, hvor de to hyggede sig med spil og en øl. De begyndte at snakke om, at det måske kunne blive til noget med et orkester.
Lidt længere henne på Vestergade var kunstmaler Bjarne Kingo flyttet ind. Han spillede klarinet. Han syntes ikke, han spillede godt nok til at spille i et orkester, men kendte til gengæld Ole Risak, højskolelærer på Snoghøj Folkehøjskole og Middelfartdreng. Han var god på en klarinet, og kunne også spille bas. De kom begge to.
Ole havde en kollega på højskolen, Jesper Moesbøl, der spillede klaver og var klassisk musikuddannet. Skråt overfor Helge Borre var Olav Jonassen (Jonas), højskolelærer på Brogården, flyttet ind i Hotel Rona. Ham var der også musik i – mest på en guitar, men han kunne også håndtere en banjo.
Helge havde for nogle år siden lært Strib-drengen Birger Jensen at spille guitar. Nu var han trommeslager og sælger af autoudstyr. Han sagde også ja.
Så manglede de en trækbasun. Niels Madsen kom som sælger meget rundt i landet. Han kendte Bob Ekman, der bestyrede et øldepot i Fåborg. Han blev det eneste rigtig udenbys medlem af det jazzorkester, som var ved at blive dannet.
De mødtes på Helges kontor, men flyttede snart over til Jonas, hvor der var mere plads. Her lyttede de til jazzplader, som Niels kom med. De snakkede om, hvad de kunne tænke sig at spille.
– Kun Ole og Niels havde spillet jazz og vidste noget om det. Vi andre havde kun oplevet jazz i jazzklubber og lyttet til den musik, fortæller Jonas.
Men de begyndte at spille sammen i løbet af efteråret 1979. De ville spille traditionel jazz eller træskojazz, glad og ikke så indviklet musik. Helge på bas. Jonas på banjo. Birger på trommer. Jesper på klaver. Og blæserne var: Bob på trækbasun, Niels på trompet, Ole og Bjarne på klarinet. Det blev grundstammen i den første tid.
’Nyboders pris’
De begyndte med at indøve ’Nyboders pris’, som Papa Bues Viking Jazz Band havde gjort kendt. Nu gav også de otte mænd i Strib den gamle vise et jazzdrive. Det blev orkestrets kendingsmelodi. Andre numre kom til: ‘When The Saints Go Marching in’, ’Bourbon Street Parade’, ‘Royal Garden Blues’, ’Baby, Won’t You Please Come Home’ og mange flere.
De øvede hver tirsdag aften. Kl. 19.30 satte de sig om det store røde bord i stuen i Rona og planlagde aftenen. Normalt øvede de to numre og samlede op på tidligere. Men det kunne ende anderledes, når noget drillede. Det kunne tage meget tid at slå et nummer fast. Orkestermedlemmerne husker, de arbejdede seriøst, selvom der stod en kasse pilsnere på bordet til hver øveaften.
Hen på efteråret havde de et repertoire, som de turde afprøve offentligt. Premieren var lørdag den 8. december 1979 på restaurant Snoghøjgaard i Snoghøj.
Orkestret blev annonceret som ’navnløs’. Jonas var den, der præsenterede numrene, og så kom navnet helt naturligt: Papa Borres Jazzkapel.
– Helge var samlingspunktet, og vi kaldte ham for sjov ’papa’. Han var den, der tog sig af det praktiske og holdt sammen på det hele. Han var også kapelmester. Jeg tror, vi alle har levet godt med det navn, siger Jonas.
Det gik godt. De havde mod på at fortsætte. De fik lavet et logo, som blev brugt i annoncer og trykt på de bluser, de havde på, når de spillede.
Papa Borres Jazzkapel med fuld bemanding ved en øveaften i Rona ca. 1980. Fra venstre: Helge Borre, Bob Ekman, Jesper Moesbøl, Olav Jonassen, Ole Risak, Niels Madsen, Bjarne Kingo og Birger Jensen. (Foto: Hans Henrik Brandt)
Olav Jonassen og Niels Madsen i en pause ved orkestrets premiereaften den 8. december 1979 på restaurant Snoghøjgaard i Snoghøj. (Foto: Hans Henrik Brandt)
Jul i Strib 21.12.80. Efter optoget julejazz i brugsen. Fv: Klarinetten, som Bjarne Kingo spiller på, Birger Jensen med ryggen til, Jesper Moesbøl på harmonika, Ole Risak, Helge Borre og Olav Jonassen. (Privatfoto udlånt af Helge Borre)
Orkester med vedtægter
Der var allerede flere aftaler om at spille. Derfor skulle de også tage stilling til, hvordan orkestret skulle drives økonomisk. De vidste godt, at skattevæsenet også læser annoncer.
Orkestret blev gjort til en forening med vedtægter og det hele. Alle honorarer gik i foreningens kasse. Orkestermedlemmerne spillede uden honorar, men fik dækket udgifterne til trøjer og jakker, transport og fortæring. Det gjaldt også fortæringen, når de holdt øveaftener.
På den årlige generalforsamling valgte medlemmerne kapelmester, kassemester og kalendermester – og revision. Paragraf 10 slår fast, at ”hvis foreningen opløses, overgår dens midler og ejendele til ’Blå Kors’”. Jo, de hyggede sig over en øl eller flere. Det jokede de med på bedste mandemaner. I revisionsbemærkninger til regnskabet kunne der f.eks. stå: ”Forbruget af danskvand er steget betænkeligt i dette regnskabsår”. Det blev konstateret, at der er købt for 4.272 kr. hos Karen købmand, og det tilføjedes: ”Det er da vist ikke vores skyld, hvis hun holder op”. Det år, 1982, var indtægterne 41.100 kr.
I 1980 spillede Papa Borres Jazzkapel til 16 arrangementer. I 1981 til 14, og i 1982 til 22. I de følgende år færre sluttende med ni i 1987.
De spillede til 1. maj-arrangementer, på Højskolen Brogården, til private fester, firmafester hos f.eks. det lokale skattevæsen, til havnefest i Kerteminde, på Restaurant Skovlyst i Svanninge Bakker. Der var koncerter for mange, og optrædener hjemme i folks dagligstuer. Jazz Festivalerne i Strib var noget for sig.
Jazzfestivaler og juleoptog
Den første festival løb af stablen den 14. maj 1980. Grethe Madsen, Niels’ kone, og hendes nabo, Kamma Pedersen, tog initiativet. De fik flere med, og kl. 20 begyndte de at sælge billetter a 20 kr. i idrætshallen. Der var lavet en forhøjning til orkestret med et dansegulv foran. I begge ender af lokalet var der sat borde og stole op. Der var blevet syet syrenfarvede duge til bordene. Tomme vinflasker blev til lysestager til de levende lys. Der var indkøbt øl, vand og vin i rigelige mængder.
Papa Borres Jazzkapel var husorkestret. Ved det første arrangement spillede også Balslev Savværk som gæsteorkester. Til de følgende arrangementer var der altid inviteret et gæsteorkester.
Den første jazzfestival blev en succes, og den gav et mindre overskud, da orkestre, annoncer og forsamlingshus var betalt. Beløbet blev overført til Strib Amatørerne, som overtog det praktiske arrangement af jazzfestivalerne. 12 gange har folk fra Strib og omegn jazzet igennem, inden rækken af fester sluttede den 6. november 1987.
Papa Borres Jazzkapel blev også fast inventar ved juleoptoget i Strib. De sad på vognen gennem byen og frøs med anstand, mens de prøvede med kolde fingre at få musik ud af deres instrumenter. Så gjorde det godt at komme ind i brugsens baglokale og blive varmet op med en lille en og fylde brugsen med jazzmusik til glæde for juleindkøbende stribbonitter.
Et år havde der været snestorm op til optoget. Da de havde pakket instrumenterne sammen i brugsen, gik orkestret i samlet flok op ad Strib Landevej, der var indsnævret af snedriver på begge sider. De muntre musikere registrerede, at der kørte en bil bag dem. De så også ud gennem øjenkrogene, at det var en politibil, som ikke kunne komme forbi. Vi går videre og lader som ingenting, fik de aftalt. De opdagede, at betjentene satte det blå blik i gang. Pludselig vendte otte Papa Borre Jazzkapel-musikere sig om og omringede politibilen.
– Hvad vil I give for at komme forbi?
Betjentene var klar over, hvem de forfulgte, og enden på samtalen med ordensmagten blev, at orkestret blev hyret til at spille ved Middelfart Politis personalefest.
På Færøerne maj 1983. Fv: Bjarne Kingo, Bob Ekmann, Helge Borre, Olav Jonassen, Niels Madsen, Ole Risak, Mogens Haltou og Jesper Moesbøl. (Foto: Hans Henrik Brandt)
Den 1. juni 1982 hos Leif og Sus Nielsen til kobberbryllup. Der blev både spist og spillet. Fv: Sus Nielsen, Birger Jensen, Niels Madsen, Olav Jonassen, Bjarne Kingo og Helge Borre. (Privatfoto udlånt af Helge Borre)
I den syvende himmel
Selv om medlemmerne af Papa Borres Jazzkapel var til fest og farver, blev der også udført et seriøst øvearbejde, der gjorde orkestret bedre. De var ikke professionelle musikere, men det kunne lykkes at spille, så harmonierne var klare, og kor og improvisationer hang godt sammen.
En nat i maj 1983 i ’Perlen’ i Tórshavn gik Papa Borres Jazzkapel i gang med ’High Society’. Lige pludselig skete der det, at det hele bare hang sammen.
– Vi var et øjeblik i en helt anden verden, i den syvende himmel. Vi kiggede på hinanden, og jeg fik gåsehud, fortæller Jonas.
Det var orkestrets musikalske højdepunkt.
– Vi kan alle huske den situation, hvordan det præcis var. Det er nok til, at man bliver ved, siger Jonas.
Helge husker det også tydeligt:
– Sådan noget sker sjældent, og det fik os til at føle, at vi var gode musikere. Det gav et gevaldigt kick.
Papa Borres Jazzkapel var med bas og klarinet taget på otte dages tourné til de nordatlantiske øer. Her spillede de hver nat gratis i jazzklubben i Tórshavn, der holdt til i en nedlagt lagerbygning med navnet ’Perlen’. De spillede også i forretninger, i gågaden, i ølklubber, på det fine ’Hotel Føroyar’ og i Radiohuset. Der skulle skaffes indtægter til rejsen, mad og ophold.
Fiasko med prinse-jazz
Det musikalske højdepunkt i Tórshavn skulle snart blive efterfulgt af en dundrende fiasko.
Claus Ahlefeldt på Egeskov Slot ringede. Om Papa Borres Jazzkapel kunne spille lørdag aften den 30. juli? Der havde netop været fint komsammen på Gråsten Slot. Nu skulle der være ny fest på Egeskov med de unge prinser Joakim og Frederik og en hel masse børn af grever og andre high society-folk. Han syntes, det kunne være sjovt med noget jazz til dem.
De sagde ja, og det var Jonas, som skulle klare det praktiske med at samle folk midt i sommerferien. Han ringede og ringene til det ferierende orkester. Med et par musikere fra Odense lykkedes det til sidst at samle et orkester. Lars fra Strib Turistfart samlede dem op, og orkestret indfandt sig i god tid denne varme sommeraften på slottet, så de kunne være klar til som aftalt at spille for de unge mennesker kl. 20.
– Men der var ingen prinser og grevebørn. De kom i busser ved ottetiden, hvor vi havde gjort os klar i danselokalet. I det tilstødende lokale i stalden skulle de unge mennesker først spise. Vi blev også budt på mad. To frikadeller med kartoffelsalat og en enkelt øl. Mogens Haltou, der er kok, var med som trommeslager. Han kunne lugte sig frem til, at de unge inde ved siden af fik oksehøjreb, fortæller Jonas.
Det tog tid. I ventetiden lærte musikerne Piet Heins bambuslabyrint i parken at kende som deres egen bukselomme. Endelig ved 23-tiden ville de unge danse. Papa Borres Jazzkapel lagde ud med kendingsnummeret ’Nyboders pris” med de fleste unge på dansegulvet. Men kun til dette nummer.
– Var vi heldige, var der kun nogle få par på dansegulvet, og det var et stort gulv. Vi gjorde vores bedste, men der var ikke noget at gøre, siger Jonas.
Pausen blev fremskyndet. De unge var hurtige til at sætte et musikanlæg op ude på gårdspladsen. Der blev skruet op for larmende rockmusik, og her gik dansen i sommernatten.
Det var ikke til jazzmusik, de unge på Egeskov Slot ville danse. Papa Borres Jazzkapel forsøgte efter pausen igen at sætte dansen i gang inde i laden, men forgæves. Ved et-tiden kom den befriende forespørgsel, om de havde noget imod, at musikanlægget leverede musikken i danselokalet.
– Vi måtte vente til kl. to, hvor vi havde aftale med Lars om at blive hentet. Det gjorde, at vi blev mere selektive, når vi fik en forespørgsel, fastslår Jonas.
Honoraret var 2500 kr., og busturen kostede 1464 kr.
Papa Borres Jazzkapel spillede ved indvielsen af Sparekassens udvidelse i sommeren 1982. FV: Bjarne Kingo, Bob Ekmann, Niels Madsen, bag NM Birger Jensen, Ole Risak, bag OR Peter Chris, Helge Borre og Søren Ejstrup. (Privatfoto udlånt af Helge Borre)
Fællesskab i musikken
Man kan spørge, hvordan sådan en gruppe af meget forskellige mennesker kunne holde sammen gennem flere år. Højskolelærere, en elinstallatør, salgschef, kunstmaler og depotbestyrer.
– Vores interesser og holdninger var vidt forskellige. Det kom også til udtryk nogle gange. Hvis vi til en øveaften begyndte at diskutere holdninger, især efter et par øl, så gik tiden med det i stedet for at øve. Vi kunne ligefrem komme op at skændes. Hvis vi holdt os til at øve – til musikken – så havde vi det sjovt, siger Jonas.
Det afgørende var, at de kunne lide hinanden trods forskellighederne. Og så havde de det ”afsindigt sjovt sammen, fordi de var fælles om musikken”, som Jonas siger det.
Det kom f.eks. til udtryk i indbydelser til hinandens fødselsdage. De var skriftlige, og en slutter sådan:
”Da I selv de sidste to år har præget festlighederne ved at medbringe en flaske til det kolde bord, vil det ikke støde os, om denne tradition bliver videreført”.
Jo, stemningen var høj, når de mødtes, men også fødselsdagene endte – efter det kolde bord og snapsen – med, at de spillede musik.
Instrumenterne kom også frem, når de kørte til og fra arrangementer i Strib Turistfart-bussen. Ja, i flyveren til Færøerne havde de de mindre instrumenter med i kabinen. Det var dengang Erik Grips fortolkning af ’Velkommen i den grønne lund’ var et hit. Den sang alle i flyet flere gange, selv kaptajnen og styrmanden i cockpittet var med i koret.
De blev ikke kun gode kammerater, men også hinandens fortrolige. De var alle omkring de 40 år med de personlige kriser på hjemmefronten, som kan høre den aldersgruppe til. Måske for dem fremmet af det meget spilleri.
– Der var øveaftener, hvor vi lod instrumenterne stå. Det var dejligt, at vi kunne lægge øre til hinandens problemer, hvad enten det var knas i parforholdet eller et dødsfald tæt på, siger Jonas.
Når de spillede koncerter, kunne medlemmerne straks registrere, hvis en af kammeraterne ikke havde fortalt, at der var noget galt. Musik, og måske mest rytmisk musik, er en måde at få følelser ud på. De kommer ud gennem instrumenterne.
– Jeg har tænkt meget over denne side af vores virke. Vi havde et fællesskab i musikken, som bandt os sammen trods vores forskellighed. Selvfølgelig var der nogle i gruppen, der var tættere på hinanden end andre. Men generelt havde vi meget forståelse for hinandens problemer. Og det kittede os godt sammen, siger Jonas.
Den oprindelige gruppe holdt sammen, men det var nødvendigt at indkalde erstatning en gang imellem, for at orkestret kunne spille med fuld besætning. De nye var: Mogens Haltou, kok og trommeslager, Christian Klemmensen lærer og kontrabasspiller og Mogens Andersen fra Taulov på klaver. Desuden var der en række gæstemedlemmer.
I 1983 rejste Helge til Grønland og boede dér i en årrække. Christian overtog bassen og Ole kapelmestertjansen.
Jonas mener, at Papa Borres Jazzkapel nåede sit musikalske højdepunkt omkring midten af 80’erne. De havde øvet sig gennem flere år og havde mange arrangementer. De var sikre i et halvt hundrede numre.
– Da havde vi en standard, som vi godt kunne være bekendt, siger Jonas.
Der var forskel på de enkeltes jazzkunnen. Jonas fremhæver afdøde Ole Risak på klarinet, som var skrap både i kor og til improvisationer. Også Bob på trækbasun. De to tilsammen havde et godt drive.
Efter otte år gik Papa Borres Jazzkapel på pension. Det skete med et afskedsbal i Strib Forsamlingshus. Her fotograferet lige før ballet den 6.november 1987. Fv: Birger Jensen, Niels Madsen, Olav Jonassen, Bob Ekmann, Ole Risak og Christian Klemmensen. (Foto: Hans Henrik Brandt)
Afslutning med manér
I 1987 begyndte gruppen at drøfte fremtiden.
– Vi havde forskellige behov. Nogle ville gerne fortsætte og gøre mere ud af det. Andre kunne ikke få det til at hænge sammen med hjemmefronten, siger Jonas.
Det endte med, at der blev indbudt til et afskedsbal i idrætshallen den 6. november 1987.
Papa Borre-drengene ville slutte med manér og mødte op i smoking. En time før ballet kom alle, der havde været med til at spille i orkestret gennem årene, til en sildemad og en snaps samt skåltaler. Alle havde instrumenter med og aftenen kulminerede med en kæmpe jamsession med 20-25 mand på scenen.
Det synes Jonas var den rigtige måde at slutte på.
– For nogle år siden mødte jeg en dygtig musiker, som havde spillet sammen med os nogle gange. Han sagde: ”Jeg har ikke mødt nogen jazzmusikere som jer. Musikalsk var I ikke de største vidundere, men I kunne noget, som andre ikke kunne. I kunne underholde og lave sjov”. Jeg tror, at hemmeligheden bag Papa Borres Jazzkapels succes ligger her. Vi kan kalde det gøgl, der dækkede over vores musikalske uformåen, men det virkede, siger Jonas.
Et af gøglnumrene var sleeping jazz. Når det gik rigtig godt ud på de små timer i idrætshallen, kunne gejsten sive ud af musikerne på forhøjningen. Tempoet faldt til et søvndyssende niveau. Jonas og Ole gik i knæ og faldt om på ryggen med benene ud over scenekanten og med banjoen og klarinetten på maven. Publikum slow-dansede til et slumrende orkester, der dog snart gik op i tempo, så de to liggende vågnede op til dåd. Det endte med, at alle igen gav den hele armen – på forhøjningen og på dansegulvet.
Og så gik de street parade med ’When The Saints Go Marching in’ mellem de dansende og rundt mellem bordene i lokalet. Det kunne hjemmepublikummet i idrætshallen lide.
Efterlod Papa Borres Jazzkapel en formue til Blå Kors, da de gik på pension og nedlagde foreningen?
Nej, den var helt blanket af. De sidste penge blev brugt på afskedsfesten og et skrift med presseomtale, billeder og tegninger til alle, der havde spillet i orkestret gennem årene.
Men de stoppede ikke helt. Der har flere gange om året været bud efter Papa Borres Jazzkapel, som hele tiden genopstår med lidt skiftende besætninger. Som f.eks. til endnu et afskedsbal den 5. oktober 2007 i Strib Forsamlingshus.
Her var Søren Andersen også med. Nu omkring 25 år ældre end i de glade dage først i 80’erne. Han dansede knap så vildt som dengang.
– Jeg tror, at Papa Borres Jazzkapel og jazzfestivalerne var en af de aktiviteter, som var med til at få Strib til at blomstre op i 80’erne efter mange år som en lidt hensygnende by. Der var kommet mange tilflyttere til byen, og mange af dem var sammen i idrætshallen til jazz og en glad aften, siger han i dag.
For foreløbig sidste gang spillede Papa Borres Jazzkapel ’Nyboders pris’, da Søren Andersen og andre trofaste fans tog hjem – nu inden det var blevet midnat.
Papa Borres Jazzkapel i forsamlingshuset den 5. november 2007. Fv: Birger Jensen på trommer, Bob Ekman på trækbasun, Peer Vinge på trompet/cornet (udenbys forstærkning), Helge Borre på banjo, Olav Jonassen på banjo, Erland Larsen på sopransax (udenbys forstærkning), Christian Klemmensen på kontrabas og Bjarne Kingo på klarinet. (Foto: Kaj Henningsen)
Denne artikel er skrevet på baggrund af interviews med Helge Borre, Olav Jonassen og Søren Andersen 2008 samt avisartikler, Papa Borre Jazzkapels regnskabsbøger m.v.
November 2008, Poul Christensen, e-mail: poulc@stribnet.dk