Vælg en side

Glad jazz i Strib i 80’erne

En elinstallat√łr, en salgschef, en kunstmaler, en reservedelss√¶lger, en √łldepotbestyrer og tre h√łjskolel√¶rere blev til Papa Borres Jazzkapel, som skabte liv og farver i Strib.

Af Poul Christensen

‚ÄėWhen The Saints Go Marching in‚Äô for fri udbl√¶sning. Banjoen g√•r forrest og f√•r de svingende og sj√¶lende cowboybukser og flade sko til at √•bne en passage gennem mylderet p√• dansegulvet for de marcherende musikere. De forts√¶tter forbi bordene og f√•r stearinlysene i vinflaskerne til at blafre og sende endnu mere stearin ned ad siderne. Bassen, trommerne og klaveret er blevet p√• forh√łjningen midt p√• den ene langside i idr√¶tshallen, mens banjo, klarinet, tr√¶kbasun og trompet snart solo, snart i kor forts√¶tter deres ‚Äôstreet parade‚Äô mellem det dansende og klappende publikum. Klokken har passeret midnat i det r√łgfyldte lokale. Der har v√¶ret gang i salget af √łl og r√łdvin siden ved otte-tiden.

‚ÄėWhen The Saints Go Marching in‚Äô kommer igen op p√• forh√łjningen, og nummeret slutter i kor. De halvandet hundrede mennesker klapper og pifter og g√•r ned til de syrenfarvede duge for at fylde mere i deres glas, for at ryge og snakke.

Jazzfest med Papa Borres Jazzkapel den 5. november 1982 med 150 i forsamlingshuset. De gik til den p√• dansegulvet. Orkestret fv: Olav Jonassen, Helge Borre, Bjarne Kingo, Birger Jensen (n√¶sten skjult), Niels Madsen, Jesper Moesb√łl (skjult) og Bob Ekman. (Foto: Hans Henrik Brandt)

Vi er til Jazz Festival i Strib Idr√¶tshal en fredag aften i begyndelsen af 1980‚Äôerne. Orkestret er husorkestret Papa Borres Jazzkapel. Her var dette sammenrend af gode jazzamat√łrer p√• hjemmebane. Her fik de den applaus og lidt til, som de kunne fortjene af et publikum, som gerne lod sig forf√łre og underholde.

– Vi dansede som gale. Papa Borres Jazzkapel skabte en mesterlig stemning. Noget af det sjove var, at vi kendte gutterne, der spillede, fra andre sammenh√¶nge. I en pause over en √łl, eller n√•r vi m√łdtes i brugsen, kunne jeg godt drille dem, hvis noget i et nummer var g√•et galt, eller rose dem, n√•r der havde v√¶ret noget s√¶rligt godt, siger S√łren Andersen, biolog og marsvinekspert, en af dem, der et antal fredag aftener i 80‚Äôerne oplevede en festlig aften med glad jazzmusik i idr√¶tshallen, som forsamlingshuset kaldtes den gang.

Han mener, at de fleste stamg√¶ster var tilflyttere, som han selv, typisk omkring de 40 √•r. Mange var p√¶dagoger, l√¶rere og offentligt ansatte. M√•ske havde de v√¶ret medlemmer af en jazzklub, d√©r hvor de blev uddannet. De betalte en babysitter til b√łrnene for at kunne sl√• sig lidt l√łs.

Den, der skriver disse linjer, har ogs√• moret sig igennem flere jazzaftener og gik ikke hjem, f√łr ‚ÄôNyboders pris‚Äô havde lydt for sidste gang.

På Helges kontor

Det hele begyndte en l√łrdag fem minutter i 12 i sensommeren 1978 i elinstallat√łr Helge Borres forretning i Vestergade i Strib. En p√¶re var sprunget hjemme p√• Scharlingsvej hos Niels Madsen, s√¶lger i t√łjfirmaet Dranella, og han blev sendt hen til Helge Borre efter en ny. Niels og Helge faldt i snak og endte oppe p√• Helges kontor over en pilsner. Her havde Helge en banjo og en trompet. Han havde v√¶ret med til at oprette det lokale FDF-orkester. Han havde ogs√• leget med en bas.¬† Niels kunne spille trompet. De tog banjoen og trompeten og begyndte at spille. Det gik egentlig meget godt. Det blev til mange l√łrdag eftermiddage, hvor de to hyggede sig med spil og en √łl. De begyndte at snakke om, at det m√•ske kunne blive til noget med et orkester.

Lidt l√¶ngere henne p√• Vestergade var kunstmaler Bjarne Kingo flyttet ind. Han spillede klarinet. Han syntes ikke, han spillede godt nok til at spille i et orkester, men kendte til geng√¶ld Ole Risak, h√łjskolel√¶rer p√• Snogh√łj Folkeh√łjskole og Middelfartdreng. Han var god p√• en klarinet, og kunne ogs√• spille bas. De kom begge to.

Ole havde en kollega p√• h√łjskolen, Jesper Moesb√łl, der spillede klaver og var klassisk musikuddannet. Skr√•t overfor Helge Borre var Olav Jonassen (Jonas), h√łjskolel√¶rer p√• Brog√•rden, flyttet ind i Hotel Rona. Ham var der ogs√• musik i ‚Äď mest p√• en guitar, men han kunne ogs√• h√•ndtere en banjo.

Helge havde for nogle år siden lært Strib-drengen Birger Jensen at spille guitar. Nu var han trommeslager og sælger af autoudstyr. Han sagde også ja.

S√• manglede de en tr√¶kbasun. Niels Madsen kom som s√¶lger meget rundt i landet. Han kendte Bob Ekman, der bestyrede et √łldepot i F√•borg. Han blev det eneste rigtig udenbys medlem af det jazzorkester, som var ved at blive dannet.

De m√łdtes p√• Helges kontor, men flyttede snart over til Jonas, hvor der var mere plads. Her lyttede de til jazzplader, som Niels kom med. De snakkede om, hvad de kunne t√¶nke sig at spille.

РKun Ole og Niels havde spillet jazz og vidste noget om det. Vi andre havde kun oplevet jazz i jazzklubber og lyttet til den musik, fortæller Jonas.

Men de begyndte at spille sammen i l√łbet af efter√•ret 1979. De ville spille traditionel jazz eller tr√¶skojazz, glad og ikke s√• indviklet musik. Helge p√• bas. Jonas p√• banjo. Birger p√• trommer. Jesper p√• klaver. Og bl√¶serne var: Bob p√• tr√¶kbasun, Niels p√• trompet, Ole og Bjarne p√• klarinet. Det blev grundstammen i den f√łrste tid.

’Nyboders pris’

De begyndte med at ind√łve ‚ÄôNyboders pris‚Äô, som Papa Bues Viking Jazz Band havde gjort kendt. Nu gav ogs√• de otte m√¶nd i Strib den gamle vise et jazzdrive. Det blev orkestrets kendingsmelodi. Andre numre kom til: ‚ÄėWhen The Saints Go Marching in‚Äô, ‚ÄôBourbon Street Parade‚Äô, ‚ÄėRoyal Garden Blues‚Äô, ‚ÄôBaby, Won‚Äôt You Please Come Home‚Äô og mange flere.

De √łvede hver tirsdag aften. Kl. 19.30 satte de sig om det store r√łde bord i stuen i Rona og planlagde aftenen. Normalt √łvede de to numre og samlede op p√• tidligere. Men det kunne ende anderledes, n√•r noget drillede. Det kunne tage meget tid at sl√• et nummer fast. Orkestermedlemmerne husker, de arbejdede seri√łst, selvom der stod en kasse pilsnere p√• bordet til hver √łveaften.

Hen p√• efter√•ret havde de et repertoire, som de turde afpr√łve offentligt. Premieren var l√łrdag den 8. december 1979 p√• restaurant Snogh√łjgaard i Snogh√łj.

Orkestret blev annonceret som ‚Äônavnl√łs‚Äô. Jonas var den, der pr√¶senterede numrene, og s√• kom navnet helt naturligt: Papa Borres Jazzkapel.

РHelge var samlingspunktet, og vi kaldte ham for sjov ’papa’. Han var den, der tog sig af det praktiske og holdt sammen på det hele. Han var også kapelmester. Jeg tror, vi alle har levet godt med det navn, siger Jonas.

Det gik godt. De havde mod på at fortsætte. De fik lavet et logo, som blev brugt i annoncer og trykt på de bluser, de havde på, når de spillede.

¬†Papa Borres Jazzkapel med fuld bemanding ved en √łveaften i Rona ca. 1980. Fra venstre: Helge Borre, Bob Ekman, Jesper Moesb√łl, Olav Jonassen, Ole Risak, Niels Madsen, Bjarne Kingo og Birger Jensen. (Foto: Hans Henrik Brandt)

Olav Jonassen og Niels Madsen i en pause ved orkestrets premiereaften den 8. december 1979 p√• restaurant Snogh√łjgaard i Snogh√łj. (Foto: Hans Henrik Brandt)

Jul i Strib 21.12.80. Efter optoget julejazz i brugsen. Fv: Klarinetten, som Bjarne Kingo spiller p√•, Birger Jensen med ryggen til, Jesper Moesb√łl p√• harmonika, Ole Risak, Helge Borre og Olav Jonassen. (Privatfoto udl√•nt af Helge Borre)

Orkester med vedtægter

Der var allerede flere aftaler om at spille. Derfor skulle de ogs√• tage stilling til, hvordan orkestret skulle drives √łkonomisk. De vidste godt, at skattev√¶senet ogs√• l√¶ser annoncer.

Orkestret blev gjort til en forening med vedt√¶gter og det hele. Alle honorarer gik i foreningens kasse. Orkestermedlemmerne spillede uden honorar, men fik d√¶kket udgifterne til tr√łjer og jakker, transport og fort√¶ring. Det gjaldt ogs√• fort√¶ringen, n√•r de holdt √łveaftener.

P√• den √•rlige generalforsamling valgte medlemmerne kapelmester, kassemester og kalendermester ‚Äď og revision. Paragraf 10 sl√•r fast, at ‚ÄĚhvis foreningen opl√łses, overg√•r dens midler og ejendele til ‚ÄôBl√• Kors‚Äô‚ÄĚ. Jo, de hyggede sig over en √łl eller flere. Det jokede de med p√• bedste mandemaner. I revisionsbem√¶rkninger til regnskabet kunne der f.eks. st√•: ‚ÄĚForbruget af danskvand er steget bet√¶nkeligt i dette regnskabs√•r‚ÄĚ. Det blev konstateret, at der er k√łbt for 4.272 kr. hos Karen k√łbmand, og det tilf√łjedes: ‚ÄĚDet er da vist ikke vores skyld, hvis hun holder op‚ÄĚ. Det √•r, 1982, var indt√¶gterne 41.100 kr.

I 1980 spillede Papa Borres Jazzkapel til 16 arrangementer. I 1981 til 14, og i 1982 til 22. I de f√łlgende √•r f√¶rre sluttende med ni i 1987.

De spillede til 1. maj-arrangementer, p√• H√łjskolen Brog√•rden, til private fester, firmafester hos f.eks. det lokale skattev√¶sen, til havnefest i Kerteminde, p√• Restaurant Skovlyst i Svanninge Bakker. Der var koncerter for mange, og optr√¶dener hjemme i folks dagligstuer. Jazz Festivalerne i Strib var noget for sig.

Jazzfestivaler og juleoptog

Den f√łrste festival l√łb af stablen den 14. maj 1980. Grethe Madsen, Niels‚Äô kone, og hendes nabo, Kamma Pedersen, tog initiativet. De fik flere med, og kl. 20 begyndte de at s√¶lge billetter a 20 kr. i idr√¶tshallen. Der var lavet en forh√łjning til orkestret med et dansegulv foran. I begge ender af lokalet var der sat borde og stole op. Der var blevet syet syrenfarvede duge til bordene. Tomme vinflasker blev til lysestager til de levende lys. Der var indk√łbt √łl, vand og vin i rigelige m√¶ngder.

Papa Borres Jazzkapel var husorkestret. Ved det f√łrste arrangement spillede ogs√• Balslev Savv√¶rk som g√¶steorkester. Til de f√łlgende arrangementer var der altid inviteret et g√¶steorkester.

Den f√łrste jazzfestival blev en succes, og den gav et mindre overskud, da orkestre, annoncer og forsamlingshus var betalt. Bel√łbet blev overf√łrt til Strib Amat√łrerne, som overtog det praktiske arrangement af jazzfestivalerne. 12 gange har folk fra Strib og omegn jazzet igennem, inden r√¶kken af fester sluttede den 6. november 1987.

Papa Borres Jazzkapel blev ogs√• fast inventar ved juleoptoget i Strib. De sad p√• vognen gennem byen og fr√łs med anstand, mens de pr√łvede med kolde fingre at f√• musik ud af deres instrumenter. S√• gjorde det godt at komme ind i brugsens baglokale og blive varmet op med en lille en og fylde brugsen med jazzmusik til gl√¶de for juleindk√łbende stribbonitter.

Et √•r havde der v√¶ret snestorm op til optoget. Da de havde pakket instrumenterne sammen i brugsen, gik orkestret i samlet flok op ad Strib Landevej, der var indsn√¶vret af snedriver p√• begge sider. De muntre musikere registrerede, at der k√łrte en bil bag dem. De s√• ogs√• ud gennem √łjenkrogene, at det var en politibil, som ikke kunne komme forbi. Vi g√•r videre og lader som ingenting, fik de aftalt. De opdagede, at betjentene satte det bl√• blik i gang. Pludselig vendte otte Papa Borre Jazzkapel-musikere sig om og omringede politibilen.

– Hvad vil I give for at komme forbi?

Betjentene var klar over, hvem de forfulgte, og enden på samtalen med ordensmagten blev, at orkestret blev hyret til at spille ved Middelfart Politis personalefest.

P√• F√¶r√łerne maj 1983. Fv: Bjarne Kingo, Bob Ekmann, Helge Borre, Olav Jonassen, Niels Madsen, Ole Risak, Mogens Haltou og Jesper Moesb√łl. (Foto: Hans Henrik Brandt)

Den 1. juni 1982 hos Leif og Sus Nielsen til kobberbryllup. Der blev både spist og spillet. Fv: Sus Nielsen, Birger Jensen, Niels Madsen, Olav Jonassen, Bjarne Kingo og Helge Borre. (Privatfoto udlånt af Helge Borre)

I den syvende himmel

Selv om medlemmerne af Papa Borres Jazzkapel var til fest og farver, blev der ogs√• udf√łrt et seri√łst √łvearbejde, der gjorde orkestret bedre. De var ikke professionelle musikere, men det kunne lykkes at spille, s√• harmonierne var klare, og kor og improvisationer hang godt sammen.

En nat i maj 1983 i ’Perlen’ i Tórshavn gik Papa Borres Jazzkapel i gang med ’High Society’. Lige pludselig skete der det, at det hele bare hang sammen.

– Vi var et √łjeblik i en helt anden verden, i den syvende himmel. Vi kiggede p√• hinanden, og jeg fik g√•sehud, fort√¶ller Jonas.

Det var orkestrets musikalske h√łjdepunkt.

РVi kan alle huske den situation, hvordan det præcis var. Det er nok til, at man bliver ved, siger Jonas.

Helge husker det også tydeligt:

– S√•dan noget sker sj√¶ldent, og det fik os til at f√łle, at vi var gode musikere. Det gav et gevaldigt kick.

Papa Borres Jazzkapel var med bas og klarinet taget p√• otte dages tourn√© til de nordatlantiske √łer. Her spillede de hver nat gratis i jazzklubben i T√≥rshavn, der holdt til i en nedlagt lagerbygning med navnet ‚ÄôPerlen‚Äô. De spillede ogs√• i forretninger, i g√•gaden, i √łlklubber, p√• det fine ‚ÄôHotel F√łroyar‚Äô og i Radiohuset. Der skulle skaffes indt√¶gter til rejsen, mad og ophold.

Fiasko med prinse-jazz

Det musikalske h√łjdepunkt i T√≥rshavn skulle snart blive efterfulgt af en dundrende fiasko.

Claus Ahlefeldt p√• Egeskov Slot ringede. Om Papa Borres Jazzkapel kunne spille l√łrdag aften den 30. juli? Der havde netop v√¶ret fint komsammen p√• Gr√•sten Slot. Nu skulle der v√¶re ny fest p√• Egeskov med de unge prinser Joakim og Frederik og en hel masse b√łrn af grever og andre high society-folk. Han syntes, det kunne v√¶re sjovt med noget jazz til dem.

De sagde ja, og det var Jonas, som skulle klare det praktiske med at samle folk midt i sommerferien. Han ringede og ringene til det ferierende orkester. Med et par musikere fra Odense lykkedes det til sidst at samle et orkester.  Lars fra Strib Turistfart samlede dem op, og orkestret indfandt sig i god tid denne varme sommeraften på slottet, så de kunne være klar til som aftalt at spille for de unge mennesker kl. 20.

– Men der var ingen prinser og greveb√łrn. De kom i busser ved ottetiden, hvor vi havde gjort os klar i danselokalet. I det tilst√łdende lokale i stalden skulle de unge mennesker f√łrst spise. Vi blev ogs√• budt p√• mad. To frikadeller med kartoffelsalat og en enkelt √łl. Mogens Haltou, der er kok, var med som trommeslager. Han kunne lugte sig frem til, at de unge inde ved siden af fik okseh√łjreb, fort√¶ller Jonas.

Det tog tid. I ventetiden l√¶rte musikerne Piet Heins bambuslabyrint i parken at kende som deres egen bukselomme. Endelig ved 23-tiden ville de unge danse. Papa Borres Jazzkapel lagde ud med kendingsnummeret ‚ÄôNyboders pris‚ÄĚ med de fleste unge p√• dansegulvet. Men kun til dette nummer.

– Var vi heldige, var der kun nogle f√• par p√• dansegulvet, og det var et stort gulv. Vi gjorde vores bedste, men der var ikke noget at g√łre, siger Jonas.

Pausen blev fremskyndet. De unge var hurtige til at sætte et musikanlæg op ude på gårdspladsen. Der blev skruet op for larmende rockmusik, og her gik dansen i sommernatten.

Det var ikke til jazzmusik, de unge p√• Egeskov Slot ville danse. Papa Borres Jazzkapel fors√łgte efter pausen igen at s√¶tte dansen i gang inde i laden, men forg√¶ves. Ved et-tiden kom den befriende foresp√łrgsel, om de havde noget imod, at musikanl√¶gget leverede musikken i danselokalet.

– Vi m√•tte vente til kl. to, hvor vi havde aftale med Lars om at blive hentet. Det gjorde, at vi blev mere selektive, n√•r vi fik en foresp√łrgsel, fastsl√•r Jonas.

Honoraret var 2500 kr., og busturen kostede 1464 kr.

Papa Borres Jazzkapel spillede ved indvielsen af Sparekassens udvidelse i sommeren 1982. FV: Bjarne Kingo, Bob Ekmann, Niels Madsen, bag NM Birger Jensen, Ole Risak, bag OR Peter Chris, Helge Borre og S√łren Ejstrup. (Privatfoto udl√•nt af Helge Borre)

Fællesskab i musikken

Man kan sp√łrge, hvordan s√•dan en gruppe af meget forskellige mennesker kunne holde sammen gennem flere √•r. H√łjskolel√¶rere, en elinstallat√łr, salgschef, kunstmaler og depotbestyrer.

– Vores interesser og holdninger var vidt forskellige. Det kom ogs√• til udtryk nogle gange. Hvis vi til en √łveaften begyndte at diskutere holdninger, is√¶r efter et par √łl, s√• gik tiden med det i stedet for at √łve. Vi kunne ligefrem komme op at sk√¶ndes. Hvis vi holdt os til at √łve ‚Äď til musikken ‚Äď s√• havde vi det sjovt, siger Jonas.

Det afg√łrende var, at de kunne lide hinanden trods forskellighederne. Og s√• havde de det ‚ÄĚafsindigt sjovt sammen, fordi de var f√¶lles om musikken‚ÄĚ, som Jonas siger det.

Det kom f.eks. til udtryk i indbydelser til hinandens f√łdselsdage. De var skriftlige, og en slutter s√•dan:

‚ÄĚDa I selv de sidste to √•r har pr√¶get festlighederne ved at medbringe en flaske til det kolde bord, vil det ikke st√łde os, om denne tradition bliver videref√łrt‚ÄĚ.

Jo, stemningen var h√łj, n√•r de m√łdtes, men ogs√• f√łdselsdagene endte ‚Äď efter det kolde bord og snapsen ‚Äď med, at de spillede musik.

Instrumenterne kom ogs√• frem, n√•r de k√łrte til og fra arrangementer i Strib Turistfart-bussen. Ja, i flyveren til F√¶r√łerne havde de de mindre instrumenter med i kabinen. Det var dengang Erik Grips fortolkning af ‚ÄôVelkommen i den gr√łnne lund‚Äô var et hit. Den sang alle i flyet flere gange, selv kaptajnen og styrmanden i cockpittet var med i koret.

De blev ikke kun gode kammerater, men ogs√• hinandens fortrolige. De var alle omkring de 40 √•r med de personlige kriser p√• hjemmefronten, som kan h√łre den aldersgruppe til. M√•ske for dem fremmet af det meget spilleri.

– Der var √łveaftener, hvor vi lod instrumenterne st√•. Det var dejligt, at vi kunne l√¶gge √łre til hinandens problemer, hvad enten det var knas i parforholdet eller et d√łdsfald t√¶t p√•, siger Jonas.

N√•r de spillede koncerter, kunne medlemmerne straks registrere, hvis en af kammeraterne ikke havde fortalt, at der var noget galt. Musik, og m√•ske mest rytmisk musik, er en m√•de at f√• f√łlelser ud p√•. De kommer ud gennem instrumenterne.

– Jeg har t√¶nkt meget over denne side af vores virke. Vi havde et f√¶llesskab i musikken, som bandt os sammen trods vores forskellighed. Selvf√łlgelig var der nogle i gruppen, der var t√¶ttere p√• hinanden end andre. Men generelt havde vi meget forst√•else for hinandens problemer. Og det kittede os godt sammen, siger Jonas.

Den oprindelige gruppe holdt sammen, men det var n√łdvendigt at indkalde erstatning en gang imellem, for at orkestret kunne spille med fuld bes√¶tning. De nye var: Mogens Haltou, kok og trommeslager, Christian Klemmensen l√¶rer og kontrabasspiller og Mogens Andersen fra Taulov p√• klaver. Desuden var der en r√¶kke g√¶stemedlemmer.

I 1983 rejste Helge til Gr√łnland og boede d√©r i en √•rr√¶kke. Christian overtog bassen og Ole kapelmestertjansen.

Jonas mener, at Papa Borres Jazzkapel n√•ede sit musikalske h√łjdepunkt omkring midten af 80‚Äôerne. De havde √łvet sig gennem flere √•r og havde mange arrangementer. De var sikre i et halvt hundrede numre.

РDa havde vi en standard, som vi godt kunne være bekendt, siger Jonas.

Der var forskel p√• de enkeltes jazzkunnen. Jonas fremh√¶ver afd√łde Ole Risak p√• klarinet, som var skrap b√•de i kor og til improvisationer. Ogs√• Bob p√• tr√¶kbasun. De to tilsammen havde et godt drive.

Efter otte √•r gik Papa Borres Jazzkapel p√• pension. Det skete med et afskedsbal i Strib Forsamlingshus. Her fotograferet lige f√łr ballet den 6.november 1987. Fv: Birger Jensen, Niels Madsen, Olav Jonassen, Bob Ekmann, Ole Risak og Christian Klemmensen. (Foto: ¬†Hans Henrik Brandt)

Afslutning med manér

I 1987 begyndte gruppen at dr√łfte fremtiden.

– Vi havde forskellige behov. Nogle ville gerne forts√¶tte og g√łre mere ud af det. Andre kunne ikke f√• det til at h√¶nge sammen med hjemmefronten, siger Jonas.

Det endte med, at der blev indbudt til et afskedsbal i idrætshallen den 6. november 1987.

Papa Borre-drengene ville slutte med man√©r og m√łdte op i smoking. En time f√łr ballet kom alle, der havde v√¶ret med til at spille i orkestret gennem √•rene, til en sildemad og en snaps samt sk√•ltaler. Alle havde instrumenter med og aftenen kulminerede med en k√¶mpe jamsession med 20-25 mand p√• scenen.

Det synes Jonas var den rigtige måde at slutte på.

– For nogle √•r siden m√łdte jeg en dygtig musiker, som havde spillet sammen med os nogle gange. Han sagde: ‚ÄĚJeg har ikke m√łdt nogen jazzmusikere som jer. Musikalsk var I ikke de st√łrste vidundere, men I kunne noget, som andre ikke kunne. I kunne underholde og lave sjov‚ÄĚ. Jeg tror, at hemmeligheden bag Papa Borres Jazzkapels succes ligger her. Vi kan kalde det g√łgl, der d√¶kkede over vores musikalske uform√•en, men det virkede, siger Jonas.

Et af g√łglnumrene var sleeping jazz. N√•r det gik rigtig godt ud p√• de sm√• timer i idr√¶tshallen, kunne gejsten sive ud af musikerne p√• forh√łjningen. Tempoet faldt til et s√łvndyssende niveau. Jonas og Ole gik i kn√¶ og faldt om p√• ryggen med benene ud over scenekanten og med banjoen og klarinetten p√• maven. Publikum slow-dansede til et slumrende orkester, der dog snart gik op i tempo, s√• de to liggende v√•gnede op til d√•d. Det endte med, at alle igen gav den hele armen ¬≠‚Äď p√• forh√łjningen og p√• dansegulvet.

Og så gik de street parade med ’When The Saints Go Marching in’ mellem de dansende og rundt mellem bordene i lokalet. Det kunne hjemmepublikummet i idrætshallen lide.

Efterlod Papa Borres Jazzkapel en formue til Blå Kors, da de gik på pension og nedlagde foreningen?

Nej, den var helt blanket af. De sidste penge blev brugt på afskedsfesten og et skrift med presseomtale, billeder og tegninger til alle, der havde spillet i orkestret gennem årene.

Men de stoppede ikke helt. Der har flere gange om året været bud efter Papa Borres Jazzkapel, som hele tiden genopstår med lidt skiftende besætninger. Som f.eks. til endnu et afskedsbal den 5. oktober 2007 i Strib Forsamlingshus.

Her var S√łren Andersen ogs√• med. Nu omkring 25 √•r √¶ldre end i de glade dage f√łrst i 80‚Äôerne. Han dansede knap s√• vildt som dengang.

РJeg tror, at Papa Borres Jazzkapel og jazzfestivalerne var en af de aktiviteter, som var med til at få Strib til at blomstre op i 80’erne efter mange år som en lidt hensygnende by. Der var kommet mange tilflyttere til byen, og mange af dem var sammen i idrætshallen til jazz og en glad aften, siger han i dag.

For forel√łbig sidste gang spillede Papa Borres Jazzkapel ‚ÄôNyboders pris‚Äô, da S√łren Andersen og andre trofaste fans tog hjem ‚Äď nu inden det var blevet midnat.

Papa Borres Jazzkapel i forsamlingshuset den 5. november 2007. Fv: Birger Jensen på trommer, Bob Ekman på trækbasun, Peer Vinge på trompet/cornet (udenbys forstærkning), Helge Borre på banjo, Olav Jonassen på banjo, Erland Larsen på sopransax (udenbys forstærkning), Christian Klemmensen på kontrabas og Bjarne Kingo på klarinet. (Foto: Kaj Henningsen)

Denne artikel er skrevet p√• baggrund af interviews med Helge Borre, Olav Jonassen og S√łren Andersen 2008 samt avisartikler, Papa Borre Jazzkapels regnskabsb√łger m.v.

November 2008, Poul Christensen, e-mail: poulc@stribnet.dk

%d bloggers like this: