Hugin og Munin
Jeg har billedet inde i hovedet. En stregtegning af en enøjet, vikingelignende olding, der sidder på en kæmpe træstol, nærmest en tronstol. På hver af hans skuldre sidder en ravn. Det må have været i en skolebog, jeg havde i Dræby Skole for 50 år siden. Lærer Svendsen fortalte om Odins budbringere, Hugin og Munin, og har sikkert digtet lidt til.
Nu står de på skænken i stuen, de to fugle, hvis navne betyder tanke og erindring. Jeg tror, de flyver ud hver morgen og snapper de sidste tidender op. Om ikke af anden grund, så af gammel vane. Og det er slet ikke sådan, at jeg prøver at blive opdateret af dem, som Odin blev det. Nej, jeg er såmænd også en simpel budbringer. Her skal de bare leve deres ravneliv.
Jeg måtte have dem. Også fordi deres skaber, keramikeren Jac Hansen, er født nøjagtig samme dag og år som jeg og havde dem udstillet på Keramikmuseet Grimmerhus i Middelfart den dag, jeg holdt min 60’s fødselsdag dér og opdagede dem.
For mig er ravnen ikke kun den mytologiske fugl, der forsynede Odin med al viden om, hvad der skete på denne jord, men også fuglen i danernes røde flag, før Dannebrog fik det hvide kors.
Den kulsorte fugl har også et mindre flatterende ry bl.a. som en ulykkesfugl, der varsler krig og død. Men sådan er mine ravne slet ikke, så vidt jeg ved.
Ravnen blev næsten udryddet her i landet i 1800-tallet. Den blev opfattet som et skadedyr, der tog lam og fasaner. Det gør den altædende ravn nok også, især hvis dyrene er døde i forvejen eller er svage. Den har jo sin naturlige plads i naturen.
Ravnen blev forfulgt med gift og kugler, indtil den i 1922 fik fred igen. Da var der kun få par tilbage i det genvundne Sønderjylland. De bredte sig heldigvis, selv om det er gået langsomt.
Jeg så ravne første gang på en tur til Æbelø en sommerdag først i 1990’erne. I en lysning midt på øen hørte jeg først de hæse skrig: kraak, kraak, kraak, og de mere klangfulde: Klong, klong, klong. Så kom flokken af gæve flyvere – nok forårets kærnefamilie – og lavede luftakrobatik for mig.
En sen onsdag eftermiddag her i oktober i min ridetime red vi op mod Katrineberg på Røjlehalvøen. Den lave sol skinnede på blåsorte skyer i nordøst og på de gyldne efterårsfarver på bakketoppen. Over den svævede to ravne.
De begyndte en kåd luftleg. Snart tæt sammen, så et drabeligt dyk, og væk fra hinanden i store buer, der gav opdrift. Og forfra, igen og igen.
Jeg tænkte: Det er nok mine to ravne, der lige skulle have luft under vingerne, mens den gamle var væk.
November 2005
Poul Christensen