I slutningen af 1800-tallet tager nordvestfynske Peder Jørgen Poulsen en tur gennem det danske retsmaskineri. Sylow-kommissionen har fået til opgave at undersøge og om muligt at dømme i 150 henlagte brandsager. En af dem drejer sig om Peders gård i Viby på Vestfyn, der brændte den 19. april 1884. Byfoged og dr.jur. Sylow har stor succes med at få arresterede husmænd og gårdmænd til at tilstå – med metoder, der hører hjemme i politistater.
Artikel i serien ”Mennesker og liv i Vejlby Sogn 1902”. For mig begyndte historien med disse tre linjer i protokollen for sognerådet den 25. september 1902: |
Af Poul Christensen
Mandag den 21. oktober 1895 nærmer to granvoksne, sortklædte skikkelser sig Peder Jørgen og Bodil Poulsens hjem på Asperup Mark få km nord for Nørre Aaby Station. Overbetjent Valdemar Petersen fra Sylow-kommissionen har taget toget fra Odense til Middelfart og opsporet, at Peder og Bodil er flyttet til Asperup Mark. Han og politiassistent Bosse fra Vends Herred tager nu toget til Nørre Aaby. Fra stationen går de nordpå. Med sig har Petersen arrestordrer for brandstiftelse til både Peder og Bodil.
Op gennem 1880’erne og 1890’erne havde der landet over været en række gårdbrande, som var under mistanke for at være påsatte, men der manglede beviser. De lokale myndigheder henlagde sagerne, men sendte oplysninger om dem til Justitsministeriet. Ministeriet besluttede at få disse sager undersøgt og om muligt pådømt. Der blev nedsat en særlig kommissionsdomstol under ledelse af dr.jur. Sylow, der var byfoged i Korsør. Han havde allerede fået flere gårdmænd og husmænd til at tilstå, at de havde sat ild til deres ejendomme for at få fingre i forsikringspengene. Nu kom turen til tre brande i Assens Amtsrådskreds.
Sylow har oprettet kvarter på rådhuset i Odense og fået lov til at benytte byens fængsel. En af brandene var sket i Viby sydøst for Middelfart knap 12 år tidligere. Overbetjent Petersen oplæser arrestordrerne. Peder farer op og protesterer voldsomt. Overbetjenten kan se, at Bodil er gravid og tør ikke arrestere hende. Han tilkalder den lokale jordemoder, madam Ditlevsen, men hun er ikke hjemme. Det ender med, at Bodil går fri i denne omgang, men Peder tager han med i toget til Odense, hvor han indsættes i arresten kl. 22.
| Peder Jørgen Poulsen
Født den 02.05.1855. Søn af husmand og tømmermand Poul Knudsen Hansen og Maren Rasmusdatter, Vejlby. Ved folketællingen i 1870 er han 14 år og er medhjælper med tømmer. Gift i Vejlby Kirke 1879 med Bodil Marie Rasmussen, født 15.02.1858 i Vejlby. Parret får syv børn. De nygifte flytter til Viby og fæster i 1881 gården på matr. 11a, der hører under Wedellsborg. Den 19. april 1884 brænder den firelængede gård på 3½ tønder hartkorn (ca. 30 tønder land) i Viby. Peder får udbetalt assurancesummen og bygger Viby Nygaard ude på marken. I maj 1893 opgiver han fæstet pga. dårlig økonomi. Familien flytter til Asperup Mark, hvor Peder køber et husmandssted på knap fem tønder land, matr.nr. 23. Den 21. oktober 1895 bliver Peder arresteret og kommer for en Sylow-kommissionsdomstol. |
Peders gård i Viby brænder
Lørdag den 19. april 1884 brænder Peders fæstegård i Viby. Det er bagedag, og Bodil har tilkaldt en husmandskone, Ane, til at bage. Hun tænder op i bageovnen i bryggerset ved 7.30-tiden. Peder er efter davre ved godt syv-tiden kørt ud på marken sammen med Anes mand, Nis, for at så havre. Lidt før klokken otte opdager Bodil, at der falder gnister ned fra loftet over bageovnen. Hun løber ind i stuehuset efter sine to små børn. Ane og tjenestepigen henter vand, men det forslår ikke.
Peder og Nis opdager ude på marken, at det ryger fra landsbyen. De kører hjem og ser, at gården står i flammer. En tjenestedreng får køerne ud af stalden. Flere brandsprøjter kæmper forgæves, hele gården på nær et lille grisehus nedbrænder.
Allerede ved 13-tiden kommer birkefuldmægtig C. Heiden, Wedellsborg Birk, og holder brandforhør.
Peder fortæller om morgenens begivenheder på gården. Han blev opmærksom på røgen, da han såede havre uden på marken. Peder kender ikke årsagen til branden, men han gør opmærksom på, at bageovnen og skorstenen var meget gamle. Der var en revne foroven i ovnen, og han ville udskifte både ovn og skorsten til sommer.
Ane fortæller også om den gamle bageovn, som har slået en revne. Hun ”var mest tilbøjelig til at antage, at ilden på en eller anden måde er kommet fra ovnen, men bemærker dog, at der var så lidt ild på dengang, at hun synes, at det kun vanskeligt kan tænkes, at den kan være kommet derfra”.[1]
Brandfoged Lars Jørgensen oplyser, at skorstenene blev synet som sædvanlig i oktober sidste år. Forårssynet er endnu ikke afholdt. Bryggersskorstenen er gammel, men så solid nok ud, og der blev ikke givet brugeren noget tilhold. Han kan ikke sige noget om årsagen til branden.
Brandfogeden anser Peder for ”en hæderlig og respektabel mand, men han kan vel ikke kaldes en velstående mand, men han har dog heller ikke nogensinde bragt noget i erfaring, der lader formode, at han sad i trykkende kår. Han føler sig overbevist om, at hverken brandlidte eller hans husstand med forsæt har foranlediget ilden”.[2]
Sognefoged Morten Nielsen erklærer sig enig med brandfogedens bemærkninger om Peders hæderlighed og økonomiske forhold og tilføjer, at ”han ikke er bragt noget i erfaring, der tyder på, at ilden er påsat, men snarere at ulykken er foranlediget ved uforsigtighed ved indfyringen i bageovnen”.[3]
Nis bliver ikke afhørt.
Birkefuldmægtig Heiden kører derpå hjem til birkekontoret i Kællingebjerg. Inden aften er brandtomten ryddet.
Viby otte-ni km syd for Middelfart omkring 1900. A. Her lå Peder Jørgen Poulsens gård inden branden i 1884. B. Viby Nygaard, som blev bygget efter branden. C. Jorden (rød) langs med Assensvej, der hørte til Peder Jørgen Poulsens gård, matr. 11a. (Kort: Geodatastyrelsen)
Rygter og nyt forhør
Der går ikke mange dage, før folk begynder at snakke. Der er jo noget med, at Peder synes, at bygningerne er gamle og gerne vil bygge en ny gård. Man har også hørt, at han opførte sig underligt på vej ud til marken på branddagen. Rygterne når også Asperup Brandforsikringsselskab, som henvender sig til birkedommer Th. Schroll, Wedellsborg Birk, i Kællingebjerg.
Han indkalder til et yderligere politiforhør den 11. juni kl. 10. Sognefoged Morten Nielsen: Jo, folk snakker, det er jo en gratis måde at få nye bygninger på. Formentlig er der en sprække i ovnen lige under loftet. Noget ild er trængt gennem sprækken og har antændt noget brandbart, som kan være faldet ned fra loftet. Sognefogeden siger, at Peders økonomiske forhold er gode og tilføjer, at han ”i det hele taget ikke er meget godt lidt i sognet i al fald af en ikke ringe del af beboerne”.
Husmand Nis Hansen kommer nu i forhør. Han og Peder opdager røgen ude på marken. Peder begynder at græde, da det på vej hjem går op for ham, at det er hans gård, der brænder, fortæller han. Hans forklaring understøtter, at ilden er opstået gennem en sprække i ovnen. Direkte adspurgt siger han, at han er ”sikker på, at ilden ikke kunne være påsat af hans husbond, for han så ham så godt som hele morgenen”.
Så bliver det Peders tur. Han gentager forklaringen om sprækken i ovnen og siger bl.a., at rotter eller rottehunden på rottejagt på loftet kunne være årsagen til, at noget brandbart er drysset ned gennem loftsfjælene til sprækken. Det brandbare kunne være noget gammelt hør, som lå dér. Han benægter bestemt, at ”han eller hans kone har foranlediget ilden”. Protokolteksten bliver læst op og godkendt.
Birkedommer Schroll mener herefter, at ”den viste mistanke mod brandlidte og dennes hustru savner enhver fornuftig begrundelse”.
Han sender en afskrift af forhørsprotokollen til amtmanden i Odense, som videresender den til Justitsministeriet.
Peders økonomi skranter
Peder bygger en ny gård ude på sin mark, men har ikke orden i sine pengesager. I 1887 mangler han penge i en sådan grad, at han udsteder en panteobligation til sin storebror Rasmus Hansen Poulsen på Viby Mark. Han pantsætter store dele af besætningen og løsøret, alt sammen opgjort til en værdi af 1200 kr. Det redder ham tilsyneladende ud af en knibe, men løser ikke problemet. Han har flere gældsposter. Bl.a. skylder han penge til provst C. Gleerup på Ronæs Præstegård. I foråret 1893 giver han op. Han tager turen til Wedellsborg Godskontor og får en aftale om, at han opgiver fæstet.
Han køber nu et husmandssted på Asperup Mark og flytter dertil med sin familie. Han får angiveligt 6.000 kr. i kontanter ud af fæstegården, som han bruger til at betale sin gæld. Men der er ikke penge til deres nye hjem. Han køber ejendommen for 6.850 kr. og skriver under på en panteobligation på 3.000 kr. Resten skal forfalde senere. Her lever Peder og Bodil med deres seks børn. Peder bruger antagelig også sine færdigheder som tømrer for at sikre familien indtægter. Sidst på foråret 1895 konstaterer de, at Bodil er gravid med deres syvende barn
Peder nægter sig skyldig
Dagen efter arrestationen i hjemmet på Asperup Mark møder Peder kommissionsdommer Sylow første gang i retslokalet på rådhuset i Odense. Det sker den 22. oktober 1895 kl. 9.30. Overbetjent Petersens rapport om anholdelsen bliver oplæst. Sylow meddeler Peder, at denne er sigtet for forsætligt af have bevirket branden. Peder erklærer sig uskyldig. Da Sylow finder det nødvendigt under sagen at sikre sig tiltaltes tilstedeværelse og at afskære ham fra andre, dekreterer han arrest på hans person – altså fængsel i isolation.
Protokollen bliver underskrevet af Sylow, hans juridiske hjælper G. Nellemann og som vidne af politibetjent Andersen, som arbejder for kommissionsdomstolen sammen med overbetjent Petersen. Der er ikke andre til stede, ingen forsvarer eller anden form for bistand. Peder bliver ført tilbage til sin fængselscelle.
Den 30. oktober kaldes Peder igen til retten med de samme personer. Han får stillet ét spørgsmål; om han tilstår at have sat ild på gården. Han svarer nej.
Ildebrandskommissionerne sidst i 1800-tallet
I løbet af 1880’erne og 1890’erne ophobede sig i Justitsministeriet ca. 150 brandsager, som var under mistanke for at være påsat, men de lokale myndigheder havde ikke beviser, så de kunne rejse en tiltale. Der blev efter kongelig resolution nedsat en kommissionsdomstol, som havde mere ekspertise og pågåenhed end de lokale dommere.
Kommissionsdomstole går tilbage til Chr. 5. Danske Lov og enevælden. De er gennem tiderne blev brugt til særlige sager. Det har rigskansler Griffenfeldt i 1676 og Struensee i 1776 måttet sande. Efter junigrundloven i 1849 blev kommissionsdomstole af mange reformvenlige, især venstrefolk, kritiseret. Det var også kommissionsdomstole, som forhørte og dømte flere, som satte sig op mod Estrup-regeringen i provisorietiden.
Men nu skulle der gøres noget ved de mange brande, som nok havde en sammenhæng med dårlige tider for landbruget med lave kornpriser inden overgangen til mere animalsk produktion. Det var typisk gårdmænd og husmænd og deres koner, der var under mistanke som brandstiftere for at få assurancebeløbet udbetalt.
Byfoged, dr.jur. Nicolaj Christian Herholdt Sylow i Korsør blev en central skikkelse som forhørsleder og dommer i knap 150 sager, hvoraf langt de fleste førte til tilståelse og dom.
Byfoged, dr.jur. N.C.H. Sylow. (Foto: Kgl. Biblioteks billedsamling)
Sylow blev udsat for stærk kritik for sine metoder. Sammen med sine betroede politifolk, som blev ledet af overbetjent Valdemar Petersen, udsatte han varetægtsfængslede mistænkte for bestandige forhør for at fremtvinge en tilståelse. Lykkedes det ikke, kom arrestanten tilbage i cellen, hvor man lod ham ”sidde på bekendelse” – det skulle nok lykkes til sidst. Ofte var konen også mistænkt og fængslet. Det blev brugt til at fremkalde en tilståelse hos manden. Et groft eksempel herpå er en sag fra Gylling i Aarhus Amt. Manden og konen med et lille barn var fængslet. Konen blev presset til at beskylde manden for forholdet, men hun nægtede. Hun blev løsladt efter 39 dage, men det fik manden ikke at vide. En anden kvinde med et barn blev placeret i en celle, så manden kunne høre barnegråd. Han endte med til sidst at tilstå.
Arrestanter blev også udsat for grove verbale overgreb under forhør og i cellen. Noget af det kom frem i offentligheden. Venstreaviserne skrev kritisk om det. Det førte til injuriesager. I marts 1896 rejste Venstre sagen i Folketinget, hvor partiet havde flertal. Venstremand og senere landbrugsminister Ole Hansen beskyldte Sylow for kun at forfølge fattige husmand, gårdmænd og dermed ligestillede. Sylow behandlede sine arrestanter meget hårdt, efter sigende noget nær barbarisk. Han arbejdede i det skjulte og brugte sine betjente som retsvidner, således at offentligheden ikke havde adgang til at kontrollere hans adfærd. Ole Hansen påpegede videre, at der var mange uskyldige mellem arrestanterne, som den hårde behandling var særlig umenneskelig overfor. Dertil kom, at den kreds af mennesker, som anholdelserne gik ud over, ofte var udsat for økonomisk ruin.
Højre-justitsminister J.M.V. Nellemann i kongens Estrup-regering affærdigede alle anklager. Der var ingen højere retsinstans, der havde underkendt kommissionsdomstolenes domme. Kritikken på det politiske plan fortsatte i de følgende år, men det løb ud i sandet. Det var før systemskiftet i 1901, hvor venstreflertallet i Folketinget overtog regeringsmagten, og parlamentarismen blev gennemført.
Vi har stadig en slags kommissionsdomstole, som dog efter 1954 ikke kan afsige domme, og som siden 1999 hedder undersøgelseskommissioner. Nyere eksempler er Tamilsagen, Farum-sagen (Peter Brixtofte) og PET-kommissionen.[4]
Overbetjent Peter Valdemar Petersen arbejdede for Sylow-kommissionerne. Han var genstand for megen kritisk omtale i pressen for sin deltagelse i behandlingen af brandsagerne. Blev dannebrogsmand i 1889. (Foto: Skannet fra Politihistorisk Selskabs årsskrift 1894, fra Det kgl. Biblioteks billedsamling)
At Sylows virksomhed virkelig satte sindene i bevægelse, vidner denne tegning af Alfred Schmidt om. Teksten lyder: Sylow kommer. (Blæksprutten 1895)
Retsplejen i 1800-tallet
Retssagen mod Peder Jørgen Poulsen foregik efter andre regler end i dag. En dommer udstedte en arrestordre. Peder kom i grundlovsforhør inden 24 timer efter anholdelsen. Den regel blev indført med juni-grundloven i 1849 og gælder stadig. Her var også en bestemmelse om, at retsplejen skulle adskilles fra forvaltningen, og der skulle indføres offentlighed og mundtlighed i retssager. Det skete dog først med retsplejeformen af 1916, der trådte i kraft i 1919.
Da Peder blev fængslet i Odense, var det uden tidsbegrænsning, og han var overladt til sig selv uden adgang til en sagfører. Han havde også pligt til at udtale sig ved forhørene og sige sandheden. Det samme var gældende for hans kone, som dog ikke nåede at blive fængslet. I selve retssagen var en aktor (en beskikket sagfører) – en slags anklager, der gennemgik sagen og indstillede straffens størrelse. En defensor (også en beskikket sagfører) optrådte som forsvarer, der søgte efter formildende omstændigheder og indstillede til mildest mulige straf. Det hele foregik på grundlag af det skriftlige materiale, som politiet/forhørsdommeren tilvejebragte. Defensor indhentede ikke oplysninger fra anklagede eller vidner. Sagen sluttede med, at den myndighed, der havde tilvejebragt materialet, dømte. Kommissionsdomstolens dom kunne ankes til Højesteret.
Flere kommissioner arbejdede i sidste halvdel af 1800-tallet med en reform af retsplejen, men deres forslag strandede på grund af provisorietidens politiske kamp mellem Venstre, der havde flertal i Folketinget, og Højre, der havde flertal i Landstinget og sad på regeringsmagten med kongens støtte.[5]
Betjentene afhører vidner igen
Den 6. november er der på ny retsmøde. Overbetjent Petersen har med betjent Andersen som vidne været i Viby, hvor han nu knap 12 år efter branden har afhørt Ane og Nis Hansen. Hans rapport fremlægges. Nis husker nu, at Peder sad bag i vognen, så han kunne se gården, da de kørte ud til marken. Det forekom Nis, mens de kørte, at Peder udtalte, at der endnu ikke var gjort ild til bagning. Men ellers fastholder han sin forklaring fra 1884. Nis har ingen bestemt mening om, hvorledes ilden er opstået.
Ane gentager sin oprindelige forklaring og tilføjer, at hun føler sig overbevist om, at ilden ikke hidrører fra nogen uforsigtighed fra hendes side, og kan ej heller tro, at ilden kan hidrøre fra ovnen, da der næsten ingen ild var i denne. Hun kan nu huske en ordveksling med Bodil.
”Uh, der falder jo ild ned fra loftet”, udbryder Bodil, da hun ser gnister falde ned. Ane siger: ”Men hvad siger du, Bodil Marie, der er jo næsten ingen ild i ovnen”. Forhøret slutter med, at Ane også siger, at gården var gammel. Navnlig var stuehuset meget dårligt, og arrestanten sad også hårdt i det. Nis kunne næsten aldrig få sin løn. Både Nis og Ane siger, at Peder og Bodil aldrig har bevæget dem til at afgive urigtige oplysninger om branden.
Peder uden kontakt med familien
Videre fremlægges en erklæring fra distriktslæge M. Seligmann, Middelfart, som har tilset Bodil den 31. oktober. ”Da hun venter sin nedkomst i slutningen af november, vil det efter mit skøn ikke kunne tilrådes at anholde hende, hvorimod hun, da hendes helbredstilstand i det hele er god, uden skade vil kunne tage til Middelfart for at afhøres, hvilket så helst måtte ske i løbet af den nærmeste fremtid”, skriver han.[6]
Derefter bliver Peder fremstillet for retten. Han nægter stadig. Det gør han også den 14. november og den 23. november og den 29. november og den 6. december.
I hele perioden har han næppe haft kontakt med sin familie. Han ved dog, at Bodil skaffer et lån på 300 kr. af ham, de købte husmandsstedet af. Den 6. november underskriver Peder i arresten en panteobligation på beløbet. Han ved formentlig ikke, hvordan Bodil og børnene klarer sig, når forsørgeren er væk. Om Bodil har født. Om Bodil snart bliver fængslet.
Peder tilstår
Den 9. december 1895 tilstår han. Hændelsesforløbet bliver omhyggeligt nedskrevet i forhørsprotokollen.[7]
Peder har forsætligt bevirket, at hans fæstegård i Viby nedbrændte den 19. april 1884. Han sad ”meget trykket i det”, navnlig var han plaget af en gældspost, han havde til garver Greve i Middelfart på 1000 kr., men han havde også en hel del anden løs og generende gæld.
Den morgen var Peder oppe på loftet sammen med Nis for at måle havre til såning. Nis forlod først loftet. Da Peder var ene på loftet, slog den tanke ned i ham at klare sig ud af sine pekuniære vanskeligheder ved at brænde stedet af og få assurancesummen.
Han gik ned i stuen og tog et tællelys af ca. fem tommers længde. På komfuret i spisestuen tog han en æske tændstikker. Derefter gik han op på loftet over bryggerset. Peder vidste, at der snart efter skulle bages, og for at det skulle se ud, som om ilden var opstået tilfældigt, når der blev tændt op til bagning, tog han nogle knipper hør, som lå på loftet og anbragte disse lige over bageovnen. Mellem knipperne stillede han lyset, som han antændte. Udenom stillede han noget hør, således at det brændende lys ikke kunne ses. Peder tænkte så, at lyset ville antænde hørren, når det brændte ned, og den brændende hør ville forplante sig til stråtaget bare en alen borte.
Derefter gik han ubemærket ned og kørte ud på marken sammen med Nis. Men der skulle gå en halv times tid ude på marken. Nis sagde, at nu var hans kone kommet og var begyndt at fyre, og kort tid efter kunne de se, at det ikke bare var røg fra en skorsten. De kørte hjem, og da de kunne se gården, så de en bred røgsøjle fra gården.
Dommeren spurgte, om Peders kone var medvirkende til branden. Peder fastholdt, at hans hustru var fuldstændig uden lod eller del i branden, og han havde heller ikke senere betroet sig til hende. Derpå blev han ført tilbage til arresten.
| Uddrag af almindelig borgerlig straffelov af 1866
§ 280. Sætter Nogen Ild paa Huus eller Skib, enten det er hans eget eller en Andens, under saadanne Omstændigheder at han maatte indsee, at Andres Liv derved udsattes for aabenbar Fare, eller det skeer for at befordre Oprør, Plyndring eller anden saadan Forstyrrelse af Samfundsordenen eller for at forvolde en udstrakt Ødelæggelse, straffes den Skyldige med Tugthuusarbeide ikke under 8 Aar; dog kan Straffen, hvis Nogen ved Ildebranden omkommer, stige til Livsstraf. § 281. Sætter Nogen ellers Ild paa anden Mands Huus eller Skib, ansees han med Strafarbeide fra 2 til 12 Aar. – Lige Straf er den undergiven, som for at besvige Brandforsikringen eller i anden retsstridig Hensigt sætter Ild paa eget Huus eller Skib eller paa anden Mands Huus eller Skib efter dennes Begjæring eller med hans Samtykke; dog kan Straffen i disse Tilfælde under formildende Omstændigheder, navnlig hvor Huset er afsides beliggende og ikke beboet af Andre, nedsættes til Strafarbeide i 1 Aar. – Til Huus bliver at henføre ikke blot de ganske eller tildeels beboede eller til Beboelse indrettede Bygninger med de dertil hørende Udhuse, men ogsaa Kirker, Møller, Fabriker, Magasinbygninger og alle andre Bygninger, som med dem kunne sættes i Klasse.[8] |
Peder giver fuldmagt til sin bror
Nogle dage efter får Peder besøg. Formentlig har familien fået besked om, at han har tilstået og står til en længere fængselsstraf. I hvert fald underskriver Peder den 13. december en fuldmagt til sin lillebror, Niels Jørgen Poulsen, Vejlby Mark, til at administrere og sælge ejendommen på Asperup Mark. For at broren ikke skal få tab, får en han en panteret på 3.500 kr., ligesom han får fuldmagt til at optage lån.
Den 20. december fremstilles Peder igen for retten. Husmand Nis Hansen og hans kone Ane, brandfoged Lars Jørgensen og sognefoged Morten Nielsen har været til et nyt forhør ved politiretten i Wedellsborg Birk den 18. december og fået Peders tilståelse og forklaring læst op. De godkender deres tidligere forklaringer, men nu vedgår både brandfogeden og sognefogeden, at ”branden også har været dem mistænkelig”.
Peder har ingen bemærkninger til de oplæste rapporter. Han tilføjer, at han fik udbetalt assurancesummen. Den brugte han til at bygge den nye gård, som han i øvrigt anvendte et yderligere beløb til.
Den 25. december føder Bodil deres syvende barn, en pige. Den 7. januar 1896 døber sognepræst Lassen den lille pige i hjemmet, og hun får navnet Anna.
Den 8. januar 1896 fremstilles Peder igen og får oplæst flere rapporter. Hans kone, Bodil, udebliver fra et retsmøde på Tinghuset i Middelfart den 30. december, fordi hun har født den 25. december. Den almindelige Brandforsikring for Landbygninger kræver 7.043 plus fire kr. i omkostninger og Landejendomsbesiddernes Brandassuranceforening 3.302,24 kr.
Sluttelig skønner dommer Sylow det ”ufornødent at opholde sagen yderligere for at kunne afhøre arrestantens hustru”. Bodil går således fri for forhør.
Dermed slutter sagen i denne Sylow-kommission. Peder tiltales for brandstiftelse, og påkendelse af sagen skal ske i en ny kommissionsdomstol.
Peder får sin dom
Justitsministeriet opretter med kongelig resolution endnu en særlig kommissionsdomstol til at pådømme i de tre sager fra Assens Amtsrådskreds. Sylow bliver den ene dommer og dr.jur. Johannes Ipsen, dommer i den Kongelige Landsover- samt Hof- og Stadsret, bliver den anden. Han virker som dommer i mange af disse brandsager.
Justitsministeriet beskikker de to københavnske prokuratorer Lehmann til aktor og Mundt til defensor. De får sagens akter. Aktor skriver en sagsfremstilling og indstiller, at Peder dømmes efter straffelovens § 281 og skal betale erstatning til forsikringsselskaberne. (Defensors aktstykke findes ikke). De to dommere idømmer Peder to års forbedringshusarbejde efter § 281 om brandstiftelse uden dødsfald. Peder skal betale erstatning til de to forsikringsselskaber. Han skal desuden betale sagens omkostninger, herunder salær til aktor på 30 kr. og til defensor 20 kr.
Den 4. februar opsøger to stævningsmænd Peder i arresten i Odense. Han føres ud og er således ”personlig løs og fri for bånd og tvang”, da de forkynder dommen, og ”på tilsigelse erklærede han sig tilfreds med den ham overgåede dom”. Peder ønskede ikke at appellere dommen.
Den 18. februar 1896 ankommer Peder til Vridsløselille Forbedringsanstalt.
I isolation i fængslet
Nogenlunde sådan har Peder set ud. Tegning i Peders side i stamrullen på Vridsløselille Statsfængsel.
Peder oplever næppe nogen blidere behandling, da han har skiftet arresten i Odense ud med cellen i forbedringsanstalten på Vridsløselille Mark. Anstalten blev taget i brug i 1859 og blev drevet efter det såkaldte ”Philadelphia-system”.[9] Dette indebar en total isolation af fangerne døgnet rundt med det formål, at de skulle have tid og mulighed for at angre deres synder og forlige sig med Gud. Næsten al tid blev dermed tilbragt i fængselscellen. Hvis en fange skulle færdes uden for cellen, skulle han bære en maske, der beskyttede ham mod at blive genkendt af de andre fanger. Denne masketvang blev opretholdt frem til 1924, hvorefter det blev frivilligt, om man ville bære maske eller ej. Enhver samtale og kontakt fangerne imellem var forbudt. Således blev fangerne i skolen og i kirken placeret i små båse, hvorfra de kunne se lærerne eller præsten – men ikke hinanden. Isolationsprincippet blev bevaret et godt stykke ind i 1900-tallet.
Ved ankomsten bliver Peders data indført i stamrullen, hvor han som fange nr. 150 får en side. Han er 67 ¾ tommer høj (177 cm), har stærke lemmer, brune øjne og gråsprængt hår. God sundhedstilstand. Medbragte 9 kr. og 55 øre. Skikkelig og angrende. Græder og ler på en gang. Man tegner hans ansigt i profil på siden i stamrullen.
Peder kan se frem til at tilbringe de næste godt halvandet år her, idet fængslingstiden i Odense på næsten fire måneder trækkes fra de to år. Der er ikke notater om, at han har modtaget eller sendt breve.
Udsnit af Peders side i stamrullen på Vridsløselille Statsfængsel. Familien har formodentlig ikke vidst, at Peder har trukket tilståelsen tilbage og påstår, at han blev tvunget til at tilstå.
Isolationen af fangerne på forbedringsanstalten var total. Når de var uden for deres celle, fik de en maske på. (Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund)
Kirkerummet i Vridsløselille Statsfængsel. Hver enkelt fange sad i en boks uden kontakt med medfangerne. (Foto ukendt årstal, Lokalhistorisk Samling Albertslund)
Bodil søger om benådning
Hjemme på Asperup Mark er Bodil på fallittens rand. Der har været en kontakt, inden Peder blev overført til Vridsløselille. Peder har nok fået at vide, at Bodil vil søge om benådning. For provst Gleerup i Ronæs, som også er sognepræst i Udby Sogn, skriver allerede den 7. februar 1896 en støtteerklæring til en ansøgning om benådning. Her skriver han, at han har hørt fra folk, der har besøgt ham i fængslet i Odense. Senere får Bodil også en støtteerklæring fra sognerådet i Asperup-Roerslev Kommune og sognepræst S. Lassen, Asperup Præstegård. Der går nogle måneder, inden hun den 21. august skriver ansøgningen. Den er angivelig skrevet på ”Asperup Mark” og er på foliopapir stemplet med 65 øre.
”Til Kongen”, indleder hun brevet. Hun beskriver kort, hvad der skete den 19. april 1884, da hendes mand satte ild på gården.
”Han har således handlet i høj grad overilet og i en fortvivlet sindstilstand næppe rigtig tænkt over, hvad han gjorde”, skriver hun. Hun redegør for sin fortvivlede økonomi.
”Jeg og vore syv børn, af hvilke de seks er ukonfirmerede, og den yngste et halvt år gammelt, savner i højeste grad min mand og vor forsørger, idet det os tilhørende husmandsjord på Asperup Mark – andet ejer vi ikke – umuligt kan yde os blot tilnærmelsesvis det allernødvendigste til mig og mine børns underhold”. Der er en pantegæld på 4.300 kr. i ejendommen. ”Og da brandforsikringsselskaberne for kort tid siden foretog udlæg for det ved dommen tilkendte erstatningsbeløb, og jeg og børnene således havde udsigt til at blive husvilde, lykkedes det mig ved et par slægtningens hjælp at forskaffe yderligere til låns 1000 kr. foruden omkostninger til udbetaling til brandforsikringsselskaberne, der mod denne udbetaling velvilligt frafaldt resten af deres krav. Ved denne ordning opnåede vel jeg og mine børn at blive boende i ejendommen; men da denne tillige derved blev behæftet med gæld til dens værdi, og vi derfor langtfra er i stand til at leve af dens udbytte, trænger jeg og mine børn således i ganske overordentlig grad til at få min mand hjem til at arbejde for vort udkomme, og i det hele yde os støtte i vores sørgelige og trange stilling”.
Hun slutter: ”Jeg vover derfor herved allerunderdanigst på egne og børnenes vegne at bønfalde Deres Majestæt om, at den resterende eller dog nogen del af straffetiden allernådigst må blive min mand eftergivet.
Allerunderdanigst
Bodil Marie Poulsen, født Rasmussen”.[10]
Præster og sogneråd støtter
Bodil vedlægger erklæringen fra provst Gleerup. Han skriver bl.a.: ”Jeg har anset ham (Peder Jørgen Poulsen) for en hæderlig mand, noget for rask i sin tale og sine beslutninger, men ærlig. At han var i gæld til mange, var bekendt nok; men hans redelighed viste sig ved, at han, da han afstod sin gård og rejste til Asperup, betalte med de penge, han fik for afståelsen, sin gæld her i sognet, der iblandt også til mig”.
” At han dengang afbrændte sin gård (….) må have været en ulykkelig beslutning, fattet i overilelse som midlet til at komme ud af en trykkende gæld; siden har han angret det dybt (….) Hans kone og syv børn, hvoraf kun en er konfirmeret, ville (…) nedsynke i den dybeste fattigdom, når de mangler deres forsørger. For hans hæderlige families skyld ville jeg meget ønske, at hans straf – to års forbedringshusarbejde – kunne blive allernådigst formildet, og når det er, som mig berettet, at den nød han har gennemgået, har haft en gavnlig virkning på ham, at han (….) , nu er bleven et andet menneske, så vil det vistnok kunne håbes, at han vil påskønne, om nåde kunne gå for ret, og blive et hæderligt medlem af samfundet for eftertiden”. [11]
Sognepræst S. Lassen tilslutter sig provst Gleerup udtalelse. Sognerådsformand H.P. Hansen, skriver: ”Peder Jørgen Poulsen, der har boet her i kommunen i tre år, har i den tid været en ordentlig og skikkelig mand. Efter sognerådets kendskab til ham, er det vor fulde overbevisning, at den begåede handling er sket i fuldstændig overilelse”.
Peder nægter sig nu skyldig
Ansøgningen går nu via herredsfoged Møller i Vends Herred og amtmanden i Odense Amt til Justitsministeriet, som begynder en sagsbehandling. Der indhentes udtalelser fra alle de myndigheder, der har eller har haft med sagen at gøre. Sylow afviser benådning, mens amtmanden i Odense ingen indvendinger har. Fængselsinspektøren oplyser, at fangen opfører sig godt i enhver henseende, men kan ikke anbefale benådning.
Han vedlægger en redegørelse af 10. november fra fængselspræst Joh. Munck. Denne betegner Peder som en godmodig, noget udvortes (opfarende) mand, der har sonet sin straf på en stilfærdig måde. Han har også læst en del under sit fængselsophold.
Og så tager sagen en drejning: ”Han nægter imidlertid sin forbrydelse, idet han anfører, at han kun sagde ja, fordi det ideligt (altid) af betjenten blev sagt ham, at han aldrig slap fri, fordi arrestforvarerens kone sagde ham, at folk havde siddet i arresten i flere år, og fordi andre arrestanter kom ind til ham og sagde det samme. Endvidere blev der truet med, at hans kone, som ventede en nedkomst, skulle arresteres. Da han tilmed under kommissionsdomstolen aldrig blev forhørt om, hvorledes branden var opstået, men kun fik spørgsmål, om han ville bekende eller ej, tabte han omsider modet og forklarede som i dommen anført. Som følge heraf skal jeg ganske henstille sagen”.[12]
Fængselsinspektøren sender materialet gennem overinspektøren for fængselsvæsenet. Denne betegner fængselsinspektørens indstilling som korrekt, men ”henstiller, om ministeriet under hensyn til, hvad der af fængselspræsten refereres om pågældende fanges motiver til at afgive tilståelse, for hvilken han er dømt, ikke desto mindre måtte finde anledning til at søge udvirket benådning, hvortil fangen erkendes for værdig”.
En brøsig og udspekuleret stedsøn
Nu må Justitsministeriet indhente nye kommentarer fra Sylow. Han mener 14. januar 1897, at fangens umodenhed er grunden til, at han over for præsten erklærer sig uskyldig. Han tilbageviser beskyldningerne. ”Manden har (…) rimeligvis hele tiden været på det rene med, dels at hustruen netop ikke blev anholdt, fordi hun var frugtsommelig, og dels at der var al rimelighed for, at hun ville blive anholdt, når hendes tilstand tillod det, såfremt sagen ikke forinden var oplyst”.
Sylow indhenter en rapport fra overbetjent Valdemar Petersen, som skriver den 6. januar 1897:
”Videre mindes jeg ikke at have talt med fangen om hustruen, langt mindre truet ham med, at hun skulle arresteres. Når fangen siger, at betjentene ”ideligt” sagde til ham, at han ”aldrig slap fri”, da er det ikke sandt. Jeg har ikke udtrykt mig således; men da det anses som givet, at fangen var gerningsmanden, har jeg utvivlsomt ladet ham forstå, at dommeren vist ikke lod ham slippe for det første. – Fangen har ord for at være en brøsig (han var ikke så lidt brøsig (umedgørlig af væsen) over for mig, da jeg anholdt ham) og udspekuleret stedsøn (brugt i overført betydning med ukærlig, nedsættende betydning), og at han af de før anførte grunde, selvom de var fuldstændig rigtige, skulle have tilstået at have brændt sin fæstegård af den 19. april 1884, når han virkelig ikke havde gjort det, kan ingen få mig til at tro”.[13]
Den 25. januar 1897 skærer Justitsministeriet igennem og skriver til Bodil, at man ”tilkender hendes andragende om benådning for manden”.
Fri, men æreløs mand
Men først den 18. juni 1897 forlader Peder Vridsløselille Forbedringsanstalt som en fri mand, men æreløs. For brandstiftelse bliver opfattet som en vanærende handling; det betyder f.eks., at Peder er frataget retten til at stemme ved valg, til at vidne og til at få alderdomsunderstøttelse. Han kommer hjem til sin familie.
Det er lykkedes hans bror at sælge ejendommen på Asperup Mark den 24. august 1896, tilsyneladende uden tab. Bodil og de seks hjemmeboende børn får lov til at blive boende på ejendommen i en periode.
Åbenbart beslutter Peder og familien at begynde på en frisk. Han køber i oktober et lille hus i Vejlby. Peder begynder som tømrer og pumpemager – det håndværk, han lærte i sine unge år hjemme hos sin far. De har sandsynligvis levet i små kår, for Peder optræder ikke på skattelisterne som en, der betaler lejlighedsskat (af indtægter og formue) i de år.
Æresoprejsning
Den 25. september 1902 sidder husmand og pumpemager Peder Jørgen Poulsen på underretssagfører Philip Hansens kontor i Middelfart og skriver et brev. ”Til Kongen”, sådan indleder han sin ansøgning om æresoprejsning. Ret beset er det sagføreren, der fører pennen og sætter ordene i bedste kancellisprog ned på det gullige folioark med et stempel til 65 øre.
Peder må igen lade sig konfrontere med det frygtelige, der skete i foråret 1884 og i de følgende år, for ansøgningen skal indeholde et resumé af den sag, der førte til den vanærende dom på to års forbedringshusarbejde.
Peder har nu kvittering på, at han har betalt 1.213,25 kr. af på sin gæld og har fået en akkord, så han ikke skylder mere. Han skriver, at han efter afsoningen bosatte sig i Vejlby. Her købte han en ejendom, hvor han siden har boet med sin familie.
”Det har i de forløbne år været min bestræbelse at genvinde mine medborgeres agtelse, og det er min overbevisning, at dette også er lykkedes mig”, skriver han og henviser til en attest fra tre pålidelige personer, som bevidner, at Peder, siden han i 1897 flyttede til sognet, i enhver henseende har ført en ulastelig vandel.
”Det er mit inderlige ønske nu at erholde den ved lov af 3. april 1868 hjemlede æresoprejsning, hvorfor jeg tillader min at søge Deres Majestæt om, at sådan allernådigst må blive mig meddelt. Jeg er 47 år gammel.
Allerunderdanigst
Peder Jørgen Poulsen”
Attesten fra de tre pålidelige mænd: Lærer Nielsen i Vejlby, sognepræst Vilh. Larsen og sognefoged Hans Jørgen Hansen.
Kongen bifalder
Inden ansøgningen om æresoprejsning når kongen, skal den igennem hele bureaukratiet. Først forelægges den sognerådet i Vejlby Kommune, som den 30. september anbefaler, at kongen giver Peder Jørgen Poulsen æresoprejsning. Sagfører Hansen i Middelfart overbringer ansøgningen med bilag til herredsfoged Møller, som giver den sin anbefaling. Han sender den videre til amtmanden over Odense Amt, som også giver ansøgningen sin anbefaling, inden han sender den til Justitsministeriet i København.
Her går en sagsbehandler i gang med sit arbejde. Han indhenter en udskrift af dommen fra 1896 og en udtalelse fra kommissionsdomstolen, som ikke har noget at erindre mod en æresoprejsning. Han tjekker, at alle formalia med tidsfrister og erklæringer, som loven kræver, er overholdt. Han skriver på et konceptark en fremstilling af sagen med resumé af dommen og noterer, at alle formalia er overholdt. Han slutter med en indstilling til kongen om at bevilge æresoprejsning. Men en overordnet embedsmand har en række rettelser, som skrives på konceptarket. Sagen ender på justitsminister Albertis skrivebord. Han godkender sagsfremstillingen og indstillingen. Det er formentlig ham, der forelægger sagen for den 84-årige kong Christian 9., som bifalder indstillingen den 20. november 1902, og der skrives et notat på sagen.
Derefter skriver Justitsministeriet et brev til Peder. Under teksten, som giver ham æresoprejsning, står kongens navn – Chr. R. – sammen med justitsminister Albertis underskrift. Det sendes til amtmanden i Odense, som sender det videre til herredsfogeden i Middelfart, som så kan sende eller overbringe den gode nyhed til Peder Jørgen Poulsen, at han har fået æresoprejsning.
Uddrag af Justitsministeriets konceptark, hvor kong Christian 9. bifalder indstillingen. Det er dog næppe kongen selv, der har skrevet noten i konceptarket, snarere er det den overordnede embedsmand, som har skrevet kongens note af fra indstillingsskrivelsen til kongen.
Peder arbejder som tømrer, til han bliver pensionist og aldersrentenyder. Han flytter til et hus på Vejlby Fed. Da han dør den 2. januar 1933, 77 år gammel, noterer præsten i kirkebogen, at parret bor på Vejlby Fed, og at Peder Jørgen Poulsen er forhenværende tømrer.
Kilder og litteratur
Betænkning angående fortabelse af rettigheder som følge af straf, afgivet af straffelovskommissionen 1938.
Dansk meteorologisk årbog 1884.
Dokumenter i sagen om æresoprejsning: Justitsministeriet, journalsager 1848-1967, 1902 J.nr. C7395.
Dokumenter vedr. ansøgning om benådning: Justitsministeriet, journalsager, journalnr. Y4969, 1896. (Akter om gennemførelsen af benådning/strafafkortningen mangler).
Dokumenter vedr. domstolskommissionen 1896: Odense Amt, indkomne sager 1896, N85.
Dokumenter vedr. kommissionsdomstolen: Justitsministeriet, journalsager, journalnr. X5001 nr. 16, 1895.
Folketællinger og kirkebøger.
http://www.krim.dk/undersider/historiske-regler/1866-straffelov.pdf
Middelfart Avis april 1884 og januar 1896.
Pante- og skødeprotokol, Vends Herred og Wedellsborg Birk.
Petersen, Karl Peder: I kommissionens kløer. Kommissionsdomstolenes – dansk forvaltnings særlige undersøgelses- og domstolsinstanser, 2002. (http://www.themis.dk/synopsis/docs/Artikler/I_kommissionens_kloer.html)
Smith, Jørgen: ”Ildebrandskommissionen. Hvem var Sylow?”, I: Politihistorisk Selskabs årsskrift 1984, s. 29-69.
Stamrulle, Vridsløselille Statsfængsel, fange nr. 150, 1896.
Viby Nygaards historie, fæstebrev, indsamlet af Nr. Aaby, Udby og Føns’ Lokalhistorisk Arkiv, som også har bistået med tydning af dokumenter med gotisk håndskrift.
Wedellsborg Birkedommer, politiprotokollen 1884.
Wikipedia (Herstedvester Statsfængsels historie).
Artiklen har været bragt i Fynske Årbøger 2017 og Vends 19.
Noter
[1] Dokumenter vedr. kommissionsdomstolen: Justitsministeriet, journalsager, journalnr. X5001 nr. 16, 1895.
[2] Op.Cit.
[3] Op. Cit.
[4] Smith, Jørgen: ”Ildebrandskommissionen. Hvem var Sylow?”, I: Politihistorisk Selskabs årsskrift 1984, s. 29-69 og http://www.themis.dk/synopsis/docs/Artikler/I_kommissionens_kloer.html
[5] Smith, Jørgen: ”Ildebrandskommissionen. Hvem var Sylow?”, I: Politihistorisk Selskabs årsskrift 1984, s. 29-69.
[6] Dokumenter vedr. kommissionsdomstolen: Justitsministeriet, journalsager, journalnr. X5001 nr. 16, 1895.
[7] Op. Cit.
[8] http://www.krim.dk/undersider/historiske-regler/1866-straffelov.pdf9 Wikipedia (Herstedvester Statsfængsels historie).
[9] Wikipedia (Herstedvester Statsfængsels historie).
[10] Dokumenter vedr. ansøgning om benådning: Justitsministeriet, journalsager, journalnr. Y4969, 1896.
[11] Op.Cit.
[12] Op. Cit.
[13] Op. Cit.