VĂŚlg en side

Den cyklende jordemoderen i Røjle

Jordemoder Karen Dorthea Andersen tog i 1902 imod 65 børn i Vejlby Kommune. NÌsten alle fødsler forløb godt, men hun oplevede ogsü ulykkelige udgange pü det, man kalder lykkelige omstÌndigheder. I 1902 forÌrede en kreds af borgere hende en cykel, sü hun lettere kunne tilse sine patienter.

Af Poul Christensen

Notitser i Middelfart Avis den 7. og 8. juni 1902.

I begyndelsen af juni 1902 blev det nemmere for distriktsjordemoder Karen Dorthea Andersen at passe sit arbejde. Hun havde fået en cykel. En række af sognets beboere havde alle efter evne skillinget sammen til ”dette for en jordemoder særligt nyttige befordringsmiddel”, som Middelfart Avis skrev.

Erfaren jordemoder

Karen Dorthea Andersen var i 1902 en erfaren jordemoder. Hun var født i 1838 og flyttede fra Jordløse til Røjle Mark inden 1870 sammen med sin mand og to børn. Manden var drejer og brystsyg (sikkert tuberkulose) og døde i 1880. Hun var i folketællingen i 1870 registreret som ”Gjordemoder” og var således begyndt som jordemoder inden 1870. Det var ret almindeligt, at enker eller kvinder, der var gift med svagelige mænd, blev jordemødre, så de kunne forsørge sig selv og eventuelt familien – og ikke ligge sognet til last.

Midt i 1700-tallet begyndte man at gøre mere for at bistü fødende kvinder og pü den müde nedbringe antallet af dødsfald büde blandt fødende kvinder og nyfødte børn. Der blev bl.a. oprettet en jordemoderuddannelse i København. De uddannede jordemødre virkede i et distrikt og var ansat af amtet. Karen Dorthea Andersen arbejdede i Vejlby Kommune. Hun fik en beskeden fast løn, som blev suppleret med brugerbetaling og sikkert ogsü naturalier. I 1902 blev hun sat til 30 øre i indkomstskat. Det er cirka samme beløb, som flere skrÌddere, drejere, smede og arbejdsfolk betalte. Hun havde dog rüd til at have ansat en husassistent, viser folketÌllingen i 1901.

Skindødt drengebarn

Næsten alle 65 fødsler i kommunen i 1902 forløb normalt. Kun i tre tilfælde var der problemer, kan man se i jordemoderprotokollen. Natten til den 11. maj 1902 blev en barsk oplevelse for træskomandskonen i huset på Vejlby Mark og for jordemoder Karen Dorthea Andersen. Vandet gik ved 23-tiden. Trods venten og pressen kunne barnet ikke blive forløst. De sendte bud efter doktor Martin i Middelfart, som blev kørt de ca. otte km til Vejlby Mark. Afslutningen på fødslen blev hårdhændet. Doktor Martin måtte bruge tang, da konen fødte et drengebarn, som der ikke var meget liv i. ”Skindød” har jordemoderen skrevet i sin protokol. Alligevel fik de mere liv i drengen. For en sikkerheds skyld sendte de bud efter pastor Larsen i Vejlby, som kom den følgende dag og hjemmedøbte drengen, som fik navnet Laurits Thorvald Hansen. Han var træskomandsparret femte barn. I 1904 fik parret yderligere en datter.

Den ”skindøde” dreng klarede skærene. Han kom ud at tjene efter endt skolegang. I 1925 boede han hos slægtninge Buggesgade 20 i Middelfart. Han var ugift og stod opført som tjenestekarl under erhverv i Folketællingen. Derefter kan han ikke umiddelbart spores.

Udsnit af jordemoderprotokol for Vejlby Kommune 1902.

Tragisk tvillingefødsel

Meget vÌrre var fødslen den 31. oktober om formiddagen. 20-ürige ugifte Ane var kommet hjem til sine forÌldre i Røjle Mose i, hvad der normalt er lykkelige omstÌndigheder. Sidst pü aftenen blev der sendt bud efter Karen Dorthea Andersen, og hun cyklede med jordemodertasken pü bagagebÌreren til husmandsstedet. 12 timer skulle der gü fra vandet gik, til Ane med en halv times mellemrum fødte to smü piger. Smü var de, for jordemoderen skønnede, at de var født to müneder for tidligt. Den ene døde allerede efter 1½ time, den anden efter 24 timer. De kunne übenbart ikke fü fat pü prÌsten og tyede til lÌrer Therkildsen i Strib, som hjemmedøbte begge piger, der fik navnene Anna og Kirstine. En ungkarl fra Fredericia blev udlagt som far, stür der i kirkebogen.

Det var flere tragiske fødsler det ür. Den 30. juli blev der født en dødfødt dreng, og en tvillingedreng født den 27. oktober døde den 13. december. Han mü have vÌret svagelig, for han var blevet hjemmedøbt.

Der kan ikke spores dødsfald i barselsseng ved at sammenholde oplysningerne i fødselsprotokollen med kirkebogen liste af kvindelige dødsfald i 1902. Det var ellers op gennem 1800-tallet en ikke ualmindelig dødsürsag.

Mon ikke befolkningen og isÌr de mange fødende kvinder har vÌret tilfredse med jordemoderens indsats og de forbedrede forhold, der var skabt. Det var nok ogsü baggrunden for, at de skillingede sammen til cyklen.

Jordemodertasken var en büde rummelig og praktisk, sammenklappelig lÌdertaske, som var let at bÌre og med mange smü hÌngelommer til de tilladte remedier, navlesaks, navlebind, snor, trÌstetoskop, lapisdrüber, borvand o.l. Derimod mütte jordemoderen ikke medbringe bedøvelsesmidler, sprøjter eller fødetÌnger. Det mütte kun bruges af lÌgen. Tasken med indhold fra ca. 1920 findes pü Medicinsk-Historisk Museum. (Foto: Medicinsk Museion, Københavns Universitet)

Trygt at føde

Det var altsĂĽ trygt at føde børn i Vejlby Kommune. SĂĽdan var det, da Ane Jeppesen pĂĽ Staurby Skovgaard den 21. juni fødte en dreng – bistĂĽet af den cyklende jordemoder. Bare to timer og et kvarter gik der, fra vandet gik, til drengen blev forløst. Ane og Peter Jeppesens dreng fik navnet Otto. Han fik en god landbrugsuddannelse, blev gift med Kirstine, og overtog gĂĽrden, først som forpagter og senere som gĂĽrdejer. Han engagerede sig i andelsbevĂŚgelsen, fik ledende tillidsposter i f.eks. Brugsforeningen og Ægcentralen i Vejlby Sogn. Efter Anden Verdenskrig blev Otto Jeppesen formand for Dansk Andels Ægeksport og medlem af Landbrugsraadets prĂŚsidium samt ridder af Dannebrog.

Fakta om jordemodervĂŚsen i Danmark

I 1500-tallet bestemtes det, at kirken/prÌsterne skulle varetage den praktiske og religiøse undervisning af jordemødre. De virkede isÌr i byerne. Pü landet var ofte nabokoner, som varetog den opgave som en del af landsbyfÌllesskabet.

I 1700- og 1800-tallet blev jordemoderordningen forbedret med mere uddannelse. Der var fokus pü at nedbringe børnedødelighed og den fødende kvindes død i barselsseng (typisk barselsfeber), men midler og viden var begrÌnset. I 1787 kom det første reglement for jordemoderskolen, hvor der var en lÌretid pü et halvt ür. I 1895 blev uddannelsestiden øget til et ür. Pü landet var jordemødre oftest enker eller koner, som var gift med en svagelig mand, eller ligefrem en fattig kone, som sognet sü kunne slippe for at give fattighjÌlp. Pü den müde kunne familien fü et udkomme. Den sidstnÌvnte kategori ønskede flere gürdmandskoner ikke at bruge.

Jordemødrene var omkring 1900 ansat af amtet. De fik en ret lav fast løn (pü landet højest 160 kr. om üret), og brugerbetaling efter indkomst. Mon ikke der ogsü faldt lidt naturalier af ved en del fødsler i velhavende hjem? Dette kvindefag var et lavtlønsomrüde. I 1902 blev Den Almindelige Danske Jordemoderforening stiftet. I 1914 blev jordemodervÌsenet reformeret i den ny lov. Uddannelsen blev forbedret og udvidet. I 1972 vedtog Folketinget en ny lov, der bl.a. betød centerordninger og fødeafdelinger pü sygehusene.

Ordet jordemoder kommer nok af, at fødsler fra gammel tid fandt sted på jorden, hvorfra jordemoderen løftede barnet op. Men ordet kan også have den oprindelse, at fødselshjælpersken bandt en gjord om den fødende eller svøbte barnet. I gamle kirkebøger og forordninger står der således ”Gjordemoder”.

Kilder:

Den Store Danske EncyklopĂŚdi

Mogens Osler: FødselshjÌlpens Historie

Helen Cliff: Jordemoderliv, 1992

Jordemoderprotokol for Vejlby Sogn fra 1862

FolketÌllinger og kirkebøger

Bønderne pĂĽ Staurby Skovgaard, 2015 – se: Brudstykker kapitel 5 | Poul C – Strib (poulc-strib.dk)

%d bloggers like this: