På bare to måneder i 1786 begravede præsten i Vejlby 14 børn, da en koppeepidemi hærgede sognet. En stor del af sognets børn blev ramt af den smitsomme sygdom. Nye banebrydende opdagelser i England betød, at man i begyndelsen af 1800-tallet begyndte at vaccinere mod kopper. Efter1810 kunne ingen i Danmark blive gift, hvis brudefolkene ikke var vaccinerede eller havde overlevet sygdommen.
Af Poul Christensen
Covid-19 epidemien er – måske – under kontrol i Danmark og i store dele af verden. På rekordtid har vi udviklet vacciner og fået vaccineret næsten alle voksne. Men det har kostet både milliarder af kroner og voldsomme indskrænkninger i befolkningens frihedsrettigheder.
Alt det med tvang og begrænsninger for at bekæmpe epidemier, der forvolder død og samfundsødelæggelse, er der intet nyt i. Sådan var det også for godt 200 år siden i Danmark. Dengang var sygdommen kopper, som hærgede i store dele af verden og kostede mange millioner menneskeliv, især børn var udsat.
Den meget smitsomme infektionssygdom var mest udbredt i de større byer, hvor mennesker boede tæt sammen. Men også landbefolkningen oplevede bølger af udbrud.
Vejlby Sogn ramt
I Vejlby Sogn på Nordvestfyn stod det slemt til i1786. Sognepræsten begravede mange, og der var flest børn. Alene i andet halvår i 1786 døde 24 mennesker, 18 af dem var børn. For 14 af dem skrev præsten i kirkebogen kopper som dødsårsag. Af de 14 var fem under et år.
Det første barn, der angiveligt led koppedøden var toårige Apollone på gård nr. 6 i Staurby, datter af Anders Hansen og Ane Kirstine Olsdatter. Hun døde 14. juli. Det sidste barn af de 14 døde to måneder senere den 15. september.
Dengang var indbyggertallet i sognet 1090. Ved folketællingen i 1787 var 30 pct. af befolkningen i aldersgruppen 0 til 14 år i landsbyerne Staurby, Røjle og Aulby. Hvis vi forudsætter, at samme fordeling gælder for alle sognets 1090 indbyggere, har der været ca. 327 børn i sognet. Godt fire procent af sognets børn døde således af kopper på bare to måneder. Op til 10 gange så mange børn kan have haft og overlevet sygdommen i den periode. Man regner med, at fra 10 til 25 pct. af de koppesmittede dør.
I årene 1787 til og med 1801 døde hvert år fra fem til 18 børn med flest i 1889 (14), 1794 (18) og 1798 (15). Dødsårsagen nævnes ikke i kirkebogen. Børnedødeligheden var stadig udbredt, men der har været en del koppedødsfald. Også voksne kan være døde af kopper.
Omkring 1786 har koppeepidemien uden tvivl hærget i det nordvestfynske område. Også Kauslunde Sogn var ramt med 12 døde børn ud af 15 dødsfald i 1786. I Roerslev Sogn døde i 1786 13 børn ud af 22 dødsfald. Med en enkelt undtagelse står der i kirkebøgerne ikke noget om dødsårsagen i 1786. Undtagelsen er femårige Anne fra Roerslev, hvor præsten skriver børnekopper.
I Middelfart ser vi det samme billede. I 1786 døde 39 personer. 24 af dem var børn. Helt galt var det fra september til december, hvor 17 af de 24 børn døde. Der står ikke noget om dødsårsag i kirkebogen. Men koppeepidemien har raset i byen i efterårsmånederne.
Udsnit af døde i Vejlby Sogn 1786. Præsten skriver med gotisk håndskrift. Appolone døde den 14. juli 1786.
| Hvad er koppesygdommen?
Koppesygdommen var i årtusinder en af de mest alvorlige infektionssygdomme verden over. Den smitter via udåndingsluft og sår. Den giver høj feber nogle dage efterfulgt af et blæreformet udslæt i ansigtet og på kroppen. Udslættet medfører skorpe- og ar dannelse i modsætning til den ubeslægtede og mildere børnesygdom skoldkopper. Dødeligheden var ofte 10-25 pct. Der fandtes flere arter. De to mest almindelige var: Variola Minor, som var mindre dødelig og Variola Major, som var langt mere alvorlig og dødelig. Kopper var en virussygdom, men det fandt man først ud af i begyndelsen af 1930’erne.
Foto: Koppepatient. Medicinsk Museum, Københavns Universitet |
Vaccine udviklet i England
Siden oldtiden har man kendt til at forebygge kopper ved at indpode lidt materie fra en koppeblære i et andet og raskt menneske. I 1700-tallet eksperimenterede man flere steder i de finere kredse i Europa med den måde at bekæmpe sygdommen på. Men det virkede ikke altid. Det kunne ligefrem fremkalde sygdommen med dødelig udgang. Så fandt en bonde i England ud af, at lidt materie fra køer ramt af kokopper havde en virkning. Hans egne børn lagde krop til denne behandling. Bonden havde bemærket, at malkepiger aldrig blev angrebet af kopper. Det viste sig, at de under malkningen optog koppematerie fra køernes patter i kroppen og blev immune over for menneskekopper. Det skulle blive en både mere nænsom og effektfuld måde at dæmme op for koppesygdommen hos mennesker. Den engelske læge Edward Jennerud gav en bog om sine eksperimenter og observationer i 1798. Hans teori var, at vaccination med kokoppematerie gav en livsvarig immunitet.[i]
Befolkningen var skeptisk overfor at få materie fra syge køer ind i kroppen. Engelsk satiretegning 1802 af J. Gillray, Wellcome Collection. Attribution-Noncommercial 4.0 International.
Latter og håb
Da Jenner præsenterede sine resultater i Royal Society i slutningen af 1700-tallet, blev han i første omgang leet ud. Men skeptikerne måtte give sig. Med bogen blev hans metode spredt ud over den ganske verden og skabte håb om at få bugt med sygdommen. Men almindelige mennesker brød ikke ud i jubel. Nej, de skulle ikke befængtes med ildelugtende materie fra en ko. Almuebefolkningen opfattede kopper som en uundgåelig børnesygdom, som bare skulle overstås. Og udviklede den sig til en epidemi med mange dødsfald, var det Guds svøbe.[ii]
I København blev der i 1801 oprettet en vaccinationskommission, og man begyndte at vaccinere efter Jenners metode. Her i landet, især i København, var der flere epidemier i begyndelse af 1800-tallet. Københavnske læger fik kokoppematerie og begyndte at indpode mennesker. Man havde også fundet ud af at tage materie fra modne kopper på vaccinerede mennesker og bruge det på andre. På den måde kunne man på en let måde hele tiden få kokoppematerie eller vaccine.
Det var ikke kun læger, der foretog indpodningen på det tidspunkt. Især præster, der havde tæt kontakt med deres måske skeptiske sognebørn, blev autoriserede. Op gennem de første 10 år i 1800-tallet blev 76.000 vaccineret. 31.400 af dem af præster.[iii]
Og hvad skulle man så kalde den behandlingsform: Det blev vaccination efter det latinske ord for ko: vacca.
| Podning/vaccination med kokopper
Podning foregik på den måde, at indpoderen skulle gnide det udvalgte sted på overarmen for at rense det. Derefter dyppede han spidsen af en lancet, penne kniv eller nål i vaccinevæsken og ridsede forsigtigt en én til to millimeter dyb og en til to centimeter lang rift. Hver arm fik et par snit. Han skulle være omhyggelig med at få væsken ind. På 4. eller 5. dagen efter podningen kom der en lille regelmæssig hævelse og en levende og skinnende rødme, der voksede. På 9. dagen dannedes en rosenrød strålekrans med lidt spænding og kløen i hævelsen, der nu var blevet blålig. Her kunne barnet få lidt feber og svage ildebefindende. Fra 12. dagen tørrede blæren ind, og en brun skorpe blev dannet. 9. og 10. dag var det bedste tidspunkt, hvis man ville punktere blæren og få vaccine til andre.[iv]
Blærer fra kokoppevaccination. Tegning fra ”En kovending”. |
Forordning om kopper i Danmark
I 1808 var der et omfattende koppeudbrud i København, som man havde bekæmpet bl.a. ved at tvangsvaccinere alle personer i husstande, hvor et medlem var blevet angrebet.
Den enevældige danske konge, Frederik den 6., beordrede i 1809 Det danske Kancelli til at lave et udkast til en forordning, så man kunne bekæmpe den frygtede koppesygdom i hele landet. Datidens eksperter foreslog, at man tvangsvaccinerede alle børn under to år. Men så drastisk endte det ikke.[v]
I 1810 udstedte kongen en forordning, der bl.a. betød, at ”ingen Præst maa foretage nogen Kopulation eller Ægtevielse, med mindre de Kopulerende, saavel Brudgom som Brud, beviisliggiøre, at de ere vaccinerede, eller have haft de naturlige Kopper”. Også kommende lærlinge, soldater m.v. skulle vacciners. Det var i praksis en form for tvangsvaccination.
Udbrød der en koppeepidemi, var der også vaccinationstvang: Naar de naturlige eller Børnekopper udbryde nogetsteds bør samtlige Beboere af den eller de Byer, hvor Smitten har viist sig, der ikke beviisligen have haft enten disse Kopper eller Kokopperne, uden Undtagelse strax underkastes Vaccinationen”.
Også ved konfirmation havde præsterne pligter: ”Naar Con firmander melde sig, som ikke ere vaccinerede eller have haft de naturlige Kopper, bør Præsterne formane dem til, enten strax eller saasnart mueligt at benytte det for deres Liv og Sundhed vigtige Forebyggelsesmiddel mod Koppesygdommen, som Vaccinationen tilbyder”.
Alt det satte gang i et vaccinationsprogram i hele landet, og det var gratis at blive vaccineret.
Forordningen anviste også, hvordan man skaffede vaccine: ”For at de beskikkede Medici og Chirurger altid kan have og vedligeholde frisk Indpodnings-Materie, skal dem paa Forlangende anvises nogle Subjecter til at vaccinere blandt de Børn i deres Embedskreds, som nyde offentlig Opdragelse, Undervisning eller Understøttelse, samt befindes at være sunde og ikke at have haft de naturlige Kopper”. Underklassebørn skulle levere materie, som andre kunne få glæde af. Men så blev de da vaccineret.
Den vaccinerede fik en attest på en vellykket vaccination. Den eller ar efter vaccination eller selve koppesygdommen var adgangsbillet til at blive gift, blive soldat, blive lærling m.m. – datidens ”covid-19-pas”.
Side i Vejlby Sogns kirkebog med konfirmerede 1716. Her har én af konfirmanderne, der er født i 1801, ”de naturlige kopper”. Der har altså været kopper i sognet i begyndelsen af 1800-tallet. Resten er vaccineret af sognefogeden i Staurby, i øvrigt Appolones far Anders Hansen (11-14), sognefogeden i Røjle (7), Liebmann i Baaring (8) og læge Boisen (10).
Sognefogeder vaccinerede
I 1814 begyndte præsten i Vejlby at skrive oplysninger om vaccinationer af konfirmander i kirkebogen. I en kolonne står der dato for vaccinationen og navnet på vaccinatør. De ældste datoer er fra 1808, og der er mange fra 1810. Man var altså begyndt at vaccinere før forordningen fra 1810. Man kan også se på listerne over konfirmander, at stort set alle fra 1814 var blevet vaccineret. Det var ikke kun districtchirurg Boisen i Middelfart, der vaccinerede. Også sognefogeder og lærere blev autoriseret til at vaccinere i Vejlby Sogn.
Da Ole Andersen, Apollones storebror og født i 1789, i 1820 blev gift med Maren Jørgensdatter, står der, at ”begge har haft de naturlige kopper”.
I årene 1819 til 1822 viede præsten i Vejlby 75 par, altså 150 personer. Af dem havde 124 eller 83 pct. haft kopper. 20, de fleste brude, var ifølge kirkebogen blevet vaccineret. Seks uoplyst eller usikre. Formentlig har de 20 haft deres vaccinationsattest med til præsten. De øvrige har smøget ærmet op og vist ar fra vaccinationen eller – og det er mange – ar fra selve sygdommen. De mange brudefolk, der har haft naturlige kopper, vidner om, at kopper var udbredt i de sidste 10-15 år i 1700-tallet.
Op gennem 1800-tallet var alle konfirmander vaccinerede, fremgår det af kirkebogen. Ligeledes kontrollerede præsten, at alle brudepar var enten vaccinerede eller havde haft kopper. Fra sidst i 1820’erne er der få notater om, at brudepar har haft kopper. Og fra midt i 1830’erne står der vaccineret ud for alle.
Side i Vejlby-kirkebogen med bl.a. Ole Andersens og Maren Jørgensdatters ægteskab. I kolonnen bemærkninger står der med gotisk håndskrift: Begge have havt de naturlige kopper. Nedenunder står der tre ligeledes (gentagelse af ovenstående). Dernæst nr. 13: Brudgom: har havt børnekopper. Bruden er vaccineret. De tre nederste: Nr. 1. Brudgommen har havt børnekopper. Bruden vaccineret efter attest af Boiesen 5. oktober 1816. Nr. 2. Brudgommen har havt børnekopper. Bruden vaccineret af Boiesen. Nr. 3. Begge havt de naturlige kopper.
Balladen i Vendsyssel
I Danmark lykkedes det at begrænse udbredelse af kopper i en del år, men der kom flere bølger rundt om i landet op gennem 1800-tallet. Ikke alle steder kunne eller ville man overholde reglerne. Det gjaldt f.eks. vendelboerne. I landsbyen Borup ved Hjørring havde der ikke været koppeudbrud i flere år. Men så skete det i 1824. Den lokale læge holdt sig striks til reglerne i 1810-forordningen om, at huset med den syge skulle spærres af og sættes under bevogtning, og at patienten skulle indlægges på sygehuset i Hjørring. Det sidste syntes familien var en vederstyggelighed og nægtede pure at sende barnet på sygehuset.
Lægen bad amtmanden om politiets hjælp til at gennemføre indlæggelsen. Det nægtede amtmanden. Myndighederne i København blev involveret. Tiden gik, og det endte med, at amtmanden beordrede nogle bønder til at holde vagt ved de nu tre huse i landsbyen, hvor der var koppeudbrud. Nogle dage efter kom lægen på besøg i landsbyen. Der var ingen vagter ved husene. Det regnede, og vagterne var søgt ind i husene med koppepatienter for at komme i tørvejr. Den ene af vagterne blev i øvrigt smittet.
Lægen fortsatte sin iver med at bekæmpe sygdommen. Da lægen også fik opbakning til at indlægge de syge, var epidemien overstået. Han fik også til sidst støtte fra de højeste myndigheder i hovedstaden til at vaccinere alle landsbyens indbyggere.[vi]
Senere koppeudbrud i Vejlby
I Vejlby Sogn har der i hvert fald i 1838 været tilfælde af kopper. I januar-februar døde fire mænd i deres bedste alder. Den 23. januar dør den 48-årige gårdmand på gård nr. 6 i Staurby Ole Andersen, der også var blevet sognefoged. Den 32-årig møllersvend Anders Nielsen, Aulby, dør den 14. februar, den 39-årige smed Jens Christensen, Staurby, den 21. februar og den 49-årige skolelærer Hans Hansen, Staurby, den 22. februar. Præsten skriver børnekopper som dødsårsagen. Ingen kvinder og ingen børn er ifølge kirkebogen døde af kopper i den periode. Og præsten har heller ikke gjort bemærkninger om koppedødsfald i årene før og efter 1838.
Vi ved fra kirkebogens oplysninger om gifte, at Ole Andersen og Jens Christensen har haft de naturlige kopper. Anders Nielsen blev vaccineret 21. juni 1813, da han blev konfirmeret i 1813, står der i kirkebogen. Hans Hansen er tilflytter, og da han i 1814 bliver gift i Dreslette Kirke er der ingen oplysninger om kopper eller vaccination.
Det er påfaldende, at møllersvenden er Ole Andersens nevø, og at de to øvrige døde er hans naboer. Der er tre til fire uger mellem Ole Andersens og andres død. Med sygdommens inkubationstid på 12-14 dage, kan Ole Andersen næppe have smittet dem. Men mange andre i sognet har givetvis haft kopper, der jo har en dødelighed 10-25 pct.
Også i nabolaget hærgede koppesygdommen i de år. I Middelfart døde fra 6. november 1836 til 6. marts 1837 tre kvinder fra 25 til 54 år, fem mænd fra 24 til 42 år og en spæd pige og en spæd dreng, i alt 10 personer. Ud for dem står der i kirkebogen: Døde af børnekopper.
De koppedødsfald tyder på, at såvel koppesygdommen som vaccination ikke gav livslang immunitet. Det blev også diskuteret i sundhedsfaglige kredse i midten af 1830-tallet. Flere lod sig frivilligt revaccinere, og alle rekrutter fik det påbudt. Men revaccination blev ikke påbudt.[vii]
I 1871 kom der påbud om vaccination af alle børn, inden de begyndte i skolen som syvårige. Denne tvangsvaccination fortsatte til 1977. Frem til 1895 podede man med materie fra barn til barn. Derefter brugte man lymfe, der var udvundet ved indpodning af kokopper på sunde kalve.[viii]Officielt erklærede verdenssundhedsorganisationen WHO kopper for udryddet på verdensplan i 1980. Mange danskere går i dag rundt med et lille koppear på overarmen.
Og de fleste voksne danskere og millioner verden over har fået covid-19-vaccinationer i overarmen mindre end to år efter det første coronaudbrud i Wuhan i Kina i december 2019.
Kilder:
En kovending: Koppevaccinationen og dens udfordringer i det danske samfund omkring 1800. Gerda Bonnerup. Aarhus Universitetsforlag 2001.
Kopper i Vendsyssel. Siden Saxo årgang 18 nr. 4 2001. Gerda Bonnerup.
Pastor Blichers besvær med vaccinationen i 1807. Dansk Medicinskhistorisk Årbog 2011. Gerda Bonnerup.
Danmark fik vaccination ved semitvang, artikel i Politiken 20. februar 2021.
Artikler i Den Store Danske.
Kirkebøger og folketællinger fra Vejlby Sogn m.fl.
Forordning om koppevaccination, 3. april 1810 (danmarkshistorien.dk)
Dansk Medicinskhistorisk Årbog 2005 – Det sidste tilfælde af kopper i Danmark. Henrik Permin, Palle Petersen og Niels Højby.
Tak til medicinskhistorisk forsker, postdoc Anne Hagen Berg, SDU, Odense, for råd og vejledning.
[i] En kovending s. 30 – [ii] Kopper i Vendsyssel s. 14 – [iii] Pastor Blichers besvær med vaccination i 1807 s. 38 – [iv] En kovending s. 33 – [v] Danmark fik vaccination ved semitvang – [vi] Kopper i Vendsyssel s. 10 – [vii]En kovending s. 131 – [viii] Dansk Medicinskhistorisk Årbog 2005 s 116
Artiklen er bragt i Vends 2021.