Af Poul Christensen
Vi vaccinerer på livet løs i disse coronatider. Folketinget vedtog for nylig en ny epidemilov, som skal ruste Danmark til fremtidige sundhedskriser. Den lov indeholder ligesom den gamle begrænsninger i den personlige frihed. Planerne om i særlige tilfælde at tvinge mennesker til at lade sig vaccinere blev dog opgivet i den nye lov.
Alt det med tvang og begrænsninger er der intet nyt i. Sådan var det også for godt 200 år siden i Danmark. Dengang var sygdommen kopper, som hærgede i store dele af verden og kostede mange millioner menneskeliv, især børn var udsat.
I Vejlby Sogn på Nordvestfyn stod det slemt til i 1786. Sognepræsten begravede i andet halvår 24 mennesker. 16 af dem var børn, hvor præsten for de 14’s vedkommende skrev kopper som dødsårsag.
Et af de børn var to-årige Apollone på gård nr. 6 i Staurby. I de følgende år dør færre børn, men i 1789 er tallet 14, i 1794 18 og i 1798 15. Dødsårsagen nævnes ikke, men kan skyldes kopper. Også voksne kan være døde af kopper.
16 børn svarer til knap fem procent af de 0-14-årige i sognet. Da man regner med, at fra 10 til 30 procent af de koppesmittede dør, har en stor del af børnene og sikkert også nogle voksne haft sygdommen.
I 1700-tallet begyndte man at indpode en smule koppematerie i raske mennesker. Men det virkede ikke altid. Det kunne ligefrem fremkalde sygdommen med dødelig udgang. Så fandt man i England ud af, at lidt materie fra køer med kokopper var en både mere nænsom og effektfuld måde at dæmme op for koppesygdommen hos mennesker. Malkepiger blev nemlig aldrig angrebet af kopper. Det viste sig, at de under malkningen optog koppematerie fra køer i kroppen og blev immune. Og hvad skulle man så kalde denne behandlingsform: Det blev vaccination efter det latinske ord for køer: vacca.
Her i landet begyndte man at vaccinere med kokoppematerie i begyndelse af 1800-tallet. Et masseudbrud af kopper i København bekæmpede man ved bl.a. at tvangsvaccinere alle personer i samme husstande, hvor et medlem var blevet angrebet.
Datidens eksperter foreslog, at man tvangsvaccinerede alle børn under to år. Men så drastisk endte det ikke. I 1810 udstedte kongen en forordning, der bl.a. betød, at ”ingen Præst (må) foretage nogen Copulation eller Ægtevielse, med mindre de Copulerende, saavel Brudgom som Brud, beviisliggiøre, at de ere vaccinerede, eller have haft de naturlige Kopper”.
Det betød, at kunne brudefolkene ikke fremvise en vaccinationsattest eller ar fra vaccination eller fra selve sygdommen, kunne de ikke blive gift.
Allerede i 1808 kom der gang i vaccinationerne i Vejlby Sogn. Det var ikke kun districtchirurg Boiesen i Middelfart, der vaccinerede. Også sognefogeder og lærere blev autoriseret.
I 1814 begyndte præsten at notere oplysninger om vaccination af konfirmanderne i kirkebogen. Man kan se, at stort set alle konfirmander i Vejlby blev vaccineret. Det var et omfattende vaccinationsprogram, der blev rullet ud i hele landet.
Præsterne skulle også holde styr på, om brudeparrene var vaccineret eller havde haft sygdommen. Da Ole Andersen, Apollones storebror, i 1820 blev gift med Maren Jørgensdatter, står der i kirkebogen, at ”begge har haft de naturlige kopper”. De har således begge overlevet koppesygdommen.
I årene 1819 til 1822 viede præsten 75 par, altså 150 personer. Af dem havde over 80 procent haft sygdommen. Det underbygger, at koppeepidemien i sognet sidst i 1700-tallet var udbredt.
Det lykkedes at begrænse sygdommen i et par årtier, men der kom flere bølger op gennem 1800-tallet. Det ramte Ole Andersen, selv om han havde haft sygdommen. Han døde i 1838, 48 år gammel, og præsten skrev i kirkebogen om dødsårsagen: Børnekopper.
I 1871 kom der påbud om vaccination af alle børn, inden de begyndte i skolen. Denne tvangsvaccination fortsatte til 1977. Officielt blev kopper erklæret udryddet i Danmark i 1980. Mange danskere går i dag rundt med et lille koppear på overarmen.
Og venter på endnu et par stik, så vi kan få styr på coronaepidemien.