Vælg en side

Røjle Elværk i 54 år

Det lille elværk blev oprettet af fremsynede gårdmænd i 1908 og nåede at forsyne gårde, huse og virksomheder med strøm og kraft til 1962. 54 år med en enorm udvikling i landet og i energiforbruget. Og med mange problemer, især to krige. Det lukkede som et af de sidste små værker i Danmark. Stordriften havde taget over.

Af Poul Christensen 

Heste og dampmaskiner var i begyndelsen af 1900-tallet de almindeligste kraftkilder på Røjlehalvøen. Hestene gik rundt i en hesteomgang og fik gennem tandhjul og udvekslinger kværne og tærskeværker til at fungere på gårdene. Og dampmaskinen på Røjle Mejeri trak smørkærnen. Indendørs belysning sørgede olie- og petroleumslamper for. Kun i byerne var der kommet elværker, som leverede strøm til huse, forretninger og virksomheder.

I 1908 ville en kreds af overvejende gårdejere i Vejlby Sogn oprette et elektricitetsværk for Staurby, Røjle, Brogårde og Munkgaard og indkaldte til en stiftende generalforsamling den 8. august i Røjle Forsamlingshus. Det skulle være et andelsselskab.

42 andelshavere fra starten

Initiativtagerne havde forberedt mødet godt. De havde besøgt naboelværker og lyttet til deres erfaringer. De havde også udarbejdet et forslag til vedtægter. 42 andelshavere havde indmeldt sig. 28 gårde ønskede elektrisk kraft til maskiner og tærskeværk. De resterende andelshavere var håndværkere og husmænd. Alle andelshavere havde tegnet sig for over 400 lamper. Dermed var der grundlag for at gå i gang.

Forslaget til vedtægter blev vedtaget. Formålet var at oprette et elektricitetsværk i Røjle og at drive det færdige værk. Det var et andelsselskab med solidarisk hæftelse; ”… udgifter i anledning af anlægget afholdes af et lån, for hvilket alle andelshavere garanterer én for alle og alle for én”. Der var bestemmelse om udtræden. Man skulle f.eks. betale sin andel af selskabets gæld. Generalforsamlingen, hvor hver andelshaver havde én stemme, var selskabets højeste myndighed.

Gårdejer Søren Pedersen fra Røjle blev formand for bestyrelsen. De øvrige bestyrelsesmedlemmer var: gårdejer Jørgen Rasmussen, Røjle, gårdejer Rasmus Petersen, Lundsbjerg, gårdfæster Hans Peter Jørgensen og gårdfæster Mads Jørgen Jensen, begge Staurby. De tre første var grundtvigianere. De to sidstnævnte kom fra missionske gårde. Elværket skulle omfatte alle i det ellers kirkeretningsmæssigt opdelte samfund. Det er uden tvivl missionsfolkene, der i paragraf 6 i værkets vedtægter har fået med, at værket ”så vidt muligt ikke må arbejde om søndagen”. Om der var lukket for strøm om søndagen, melder bestyrelsesprotokollen ikke noget om.

Elpriserne var fra begyndelsen: Til lys og drivkraft 3 øre pr. hektowatt (1/10 af kilowatt) og til kraft 3½ øre pr. hektowatt. Leje af måler kostede 30 øre pr. måned.

Strøm inden nytår

Bestyrelsen fik til opgave at købe en grund og sørge for anlægsarbejdet, og værket skulle stå færdigt inden årets udgang.

Man bemærker, at Vejlby ikke er med i det foreløbige navn. Her var lysten til at indgå i et sådant selskab ikke stor. Man kan ane, at den gamle sognehovedstad med kirke følte sig forbigået. Skulle Røjle, der lå midt i sognet, nu have både mejeri og elværk? På den stiftende generalforsamling blev det besluttet ”at forhandle med beboerne i Vejlby om at slutte sig til foreningen”.

Værket kom til at ligge på en grund lidt øst for Røjle, som gårdejer Hanne Petersen, Røjle, solgte fra. Det kom altså til at ligge på Vejlbysiden af Røjle. Værket blev bygget og dieselmotorer og andet udstyr købt og monteret. Der blev opført master med kobberledninger ud til andelshaverne. De skulle selv bekoste kabler til stald og lade samt til stuer.

Flere fra Vejlby var kommet med. Også enkelte fra Aulby, men de måtte betale ekstra på grund af det lange ledningsnet. De lå i øvrigt i det yderste område, som værket kunne nå. Et jævnstrømsværk har en rækkevidde på 5-6 km.

Husmand Chr. Torndahl Christiansen, Røjle, blev ansat til at passe værket. Lønnen var 540 kr. det første år, derefter steg årslønnen til 600 kr. Skræddermester Kristian Petersen, Staurby, blev måleraflæser.

55 andelshavere, heriblandt Røjle Mejeri og Forsamlingshuset, er noteret i protokollen den 18. december 1908.

Anlægget blev finansieret af et lån på 70.000 kr. til 4½ procent rente med pant i bygninger og udstyr, som partikulier Robert Bajer, Strib, ydede. Nørre Aaby Sparekasse udlånte 30.000 kr. Senere blev der optaget flere mindre lån.

Man må formode, at værket begyndte at levere strøm inden årets udgang. Der findes ingen oplysninger herom i protokollen eller i aviserne. Men Margrethe Jepsen fra Brogårde har fortalt, at de fik lys hos hendes forældre juleaften 1908, dog kun med en lampe. Hun fortæller videre, at værkføreren, Chr. Torndahl Christiansen, blinkede med lyset nytårsaften som en hilsen. Det hele var så nyt.

En dieselmotor trak en generator, som lavede strøm. Der blev også opladet et batteri, som leverede strøm om natten, hvor forbruget var beskedent. Der var to dieselmotorer på værket.

Røjle-Staurby Elværk kom i gang. Dette billede af elværkets gavl er dog 1950’erne.

Fakta om elektricitet i Danmark

Fra 1905 til 1914 blev der oprettet elværker i mange sogne. Det var overvejende andelsforetagender, som man også kender fra mejerier. En dieselmotor drev en generator, som producerede jævnstrøm, der blev sendt ud gennem ledningsnettet til andelshaverne. Det skete med en spænding på 110 volt til belysning og 220 volt til kraft til motorer. De små værker havde en begrænset rækkevidde på fem-seks km.

Under Første og Anden Verdenskrig var der problemer med at få brændsel, og man måtte ty til alternative løsninger som f.eks. turbiner ved vandløb og brug af tørv og tjære som brændsel. Der blev lagt begrænsninger på strømforbruget.

Gennem årene steg strømforbruget. Elværkerne i byerne blev udvidet og kom til at forsyne oplandet. I 1930 var der ca. 500 små værker på landet, hvoraf de fleste jævnstrømsværker.

Efter Anden Verdenskrig blev der bygget store kulkraftværker for at klare den store stigning i elforbruget. De små jævnstrømsværker var ikke længere tidssvarende og blev nedlagt. Via transformerstationer blev vekselstrøm fra kraftværkerne og større byværker ført ud til forbrugerne i selv de fjerneste egne af landet.

De store forandringer er fortsat i nyere tid med øget styrke. I dag producerer få store værker som f.eks. Ørstedværket i Skærbæk (tidligere Skærbækværket) og mindre kraftvarmeværker strøm, men bruger stadig mindre mængde fossile brændstoffer som kul, olie og gas. Vindenergi er i voldsom vækst.

Danmark er sammenflettet med Norge, Sverige og Tyskland, når det gælder vores strømforsyning. Det er via et vidtforgrenet net af elkabler og ledninger. Derfor er den strøm, vi bruger i dag, en blanding af dansk strøm, vandkraft fra de norske elve, svensk a-kraft og tysk kulkraft. Forbruget er ifølge Energinet fordelt med følgende procenter: Vind 40, kul 17, biobrændsel 14, vand 12, naturgas 7, affald 4, atomkraft 3, sol 2 og olie 1.

Jævnstrøm: Strømmen går i en retning. Ulemper: Kort transportafstand og kræver kraftigt ledningsnet med kobberledninger.

Vekselstrøm: Strømmen bevæger sig hele tiden frem og tilbage i ledningsnettet. Fordele: Kan transporteres over lange afstande og kræver et ikke så kraftigt ledningsnet.

Jævnstrøm kræver kraftigere afbrydere, og der er større risiko for kortslutninger med en stikflamme. Derfor har jævnstrøm været skyld i mange brande.

Watt er en fysisk måleenhed for strømmens effekt. En kilowatt svarer til ca. 1,36 hk.

Volt er strømmens spænding.

 

Flere andelshavere gav udfordringer

I de følgende år kørte værket stabilt, og der kom flere andelshavere. I 1912 blev taksterne reguleret. Andelshaver med både lys og kraft: 2 øre pr. hektowatt. Andelshaver med kun kraft: 3 øre pr. hektowatt. Desuden betaltes 1,50 kr. årligt pr. lampested (dem var der 1200 af) og 10 kr. pr. motorhestekraft. Der er tale om en omlægning, hvor afgiften for forbrug sænkes, og afgiften på enheder øges.

I 1913 var der 80 andelshavere med 1277 lampesteder og 165½ hestekræfter i motorerne hos andelshaverne. De fleste var fra Røjle og Staurby, men også nogle fra Vejlby og enkelte fra Aulby. Langt de fleste var gårde, som fik både lys og kraft. I de kommende år meldte flere andelshavere sig ind.

1913 var også året, hvor bestyrelsen overvejede, om værket blev drevet på den rigtige måde. Antallet af andelshavere var fordoblet på fem år. Bestyrelsens arbejdsbyrde, især formand og kasserer, var stor. Der var maskiner og teknik. En mulighed var at få strøm fra Middelfart, hvor der i 1910 var oprettet et kommunalt elværk. En anden mulighed var at bortforpagte selve anlægget og elproduktionen til en virksomhed med forstand på de sager.

Det endte med en forpagtning, tilsyneladende ud fra det ræsonnement, at der var investeret mange penge i bygninger og elværk. Den 7. marts 1914 indgik bestyrelsen en forpagtningsaftale med fabrikant R. Andersen i Nørre Aaby. Den løb i 30 år og var uopsigelig. Bestyrelsen overdrog bygninger, maskiner og udstyr, master og ledninger til fabrikant Andersen. Han forpligtede sig til at vedligeholde hele anlægget, så det var fuldt funktionsdygtigt, og til at producere strøm til nuværende og kommende forbrugere. Fabrikanten betalte 5.000 kr. som et engangsbeløb og fik to øre pr. hektowatt strøm og en kr. pr. forbruger om året til vedligeholdelse af motorer. Dermed var bestyrelsen fritaget for den daglige drift af elværket.

Første verdenskrig

Men der skulle komme problemer. I 1914 brød Første Verdenskrig ud. Danmark forholdt sig neutral. Men det blev svært at få brændsel til motorerne.

Man måtte ty til alternative energikilder, nemlig kul, som blev brugt i en kulfyret sugegasmotor. Kullet blev i en generator omdannet til gas.

I foråret 1917 var den helt gal, da det var svært at få kul. Bestyrelsen indførte forbud mod at male korn med el i perioder. Den indgik også en aftale med gårdejer Marcussen på Aulby Møllegaard om at bruge Mølleåens vand til at drive en turbine, som kunne supplere elværkets produktion. Fabrikant Andersen skulle etablere anlægget. Noget gik galt, og bestyrelsen var utilfreds med fabrikanten og mente, at vandspildet var alt for stort. Desuden udtalte bestyrelsen sin misbilligelse overfor fabrikanten for et for stort kulforbrug på selve elværket. Tre bestyrelsesmedlemmer trak sig i protest. Bestyrelsen overvejede igen at få strømmen leveret fra Middelfart og fik også en pris på, hvad det ville koste. Men efter forhandling med fabrikant Andersen endte det med, at han fortsatte forpagtningen.

Gårdbrande

I april 1916 brændte Jens Madsen Nielsens gård i Staurby. Det blev noteret i bestyrelsens protokol. Bestyrelsen fritog gårdejeren for at betale til værket, til der var kommet en ny måler op på den nybyggede gård. Mange brande dengang skyldtes stikflammer fra kortslutninger med jævnstrøm. Der var flere gårdbrande i området. I 1920 brændte Anders Bertel Petersens gård, en af de tre Brogårde, og Staurby Vestergaard.

Vi kan se, at bestyrelsen var klar over problemet med jævnstrøm og ildebrande. Flere gange i de følgende årtier er der overvejelser om at skifte til vekselstrøm og få strømmet leveret fra Middelfart. Myndighederne prøvede også at forebygge brande. F.eks. inspicerede repræsentanter fra brandforsikringsselskaberne medlemmerne i 1921 og konstaterede, at nogle målerledninger var defekte og skulle udskiftes. Bestyrelsen overvejede at udskifte til ledninger, der også kunne bruges til vekselstrøm, men endte dog med at fastholde jævnstrømmen.

I 1918 blev Viggo Sørensen ansat som bestyrer på værket.

Mellemkrigsperioden

Efter krigen kørte elværket tilsyneladende uden store problemer. Dog var der nogle bump på vejen. En nytårsaften ved 21-tiden gik lyset mere eller mindre ud hos andelshaverne. Det viste sig, at dynamoen på anlægget ved Aulby Mølleå var gået i stå. Et tøbrud havde forøget vandstanden i åen så meget, at det var løbet ind i rummet, hvor dynamoen var installeret. En remskive havde kastet vand over dynamoen og de elektriske instrumenter, så det hele blev kortsluttet. Det tog nogen tid at få vandet ud og tørret rummet.

Der kom stadig nye andelshavere til, og forbruget steg. Elpriserne blev justeret flere gange. I 1921 blev det nødvendigt at købe øget maskinkraft. Fabrikant Andersen havde fået en dieselmotor på 80 HK på hånden, som blev købt for 15.000 kr., som fabrikant Andersen som forpagter skulle forrente og afdrage.

I 1931 var der igen behov for en ny maskine, og det besluttedes at købe yderligere en 80 hk dieselmotor og optage et lån på 27.500 kr.

Egnens gårdejere var ikke længere den største gruppe af andelshavere. Mange husejere, som var lønmodtagere, var blevet andelshavere. På generalforsamlingen den 29. januar 1934 tog man en henstilling om ikke at holde generalforsamling før efter kl. 19 til efterretning, ”da arbejdsmænd ikke kan møde om eftermiddagen”, som der står i protokollen.

I 1938 havde værkpasser Viggo Sørensen 20-års jubilæum og blev tillige 60 år. Han fik en gave i form af en cigarkasse til 20 kr. Formanden, Jørgen Rasmussen, der havde været med i bestyrelsen fra starten, fik en gave på 35 kr.

Anden Verdenskrig

I 1939 trak det op til krig i Europa. Det kunne betyde, at det igen blev vanskeligt at få brændstof. De danske myndigheder forberedte sig på, hvad der kunne ske. Det gjaldt f.eks. et krav fra Elektricitetsrådet om, at elværkerne skulle anskaffe en olietank og fylde den med olie. Den 6. maj 1939 besluttede bestyrelsen at imødekomme dette krav, som kostede 12.000 kr.

Anden Verdenskrig kom, og Danmark blev besat af Nazi-Tyskland den 9. april 1940. Allerede den 3. maj måtte bestyrelsen indføre begrænsninger i at bruge strøm. Røjle Mejeri fik påbud om ikke at bruge den store 14 hestekræfters motor, og motorer på to hesterkræfter og derover måtte kun bruges fra kl. 9 til 11 og igen efter kl. 17. Senere kom der flere begrænsninger.

Mod slutningen af vinteren 1941 var det slut med at få olie. Dieselmotorerne kørte på tjære, som var ganske besværlig at arbejde med. Bestyrelsen ville se, hvordan det så ud, når det blev forår. Den 26. februar stillede ingeniør Andersen fra forpagterfirmaet i Nørre Aaby problemstillingen sådan op: Man kunne sikkert få tjære i endnu et år. Skulle han vælge mellem en maskine til gas eller få højspænding udefra, ville han vælge den sidste mulighed.

Bestyrelsen var mest opsat på, at strømmen fortsat blev produceret på værket. Den undersøgte også, hvad en vindmotor eller propelmølle, der drev en dynamo, ville koste. Bestyrelsen besluttede desuden at anskaffe et større batteri med det samme.

I august kom der et tilbud fra F.L. Smidth & Co A/S på en vindmotor, der kunne drive en 60 KW jævnstrøm dynamo. Det var noget af en kolos. Vingehjulet havde en diameter på 15½ meter, og det skulle stå på et 24 meter højt tårn. Prisen var 60.600 kr.

Betingelsen for at få strøm fra Middelfart var, at Røjleværket skulle afholde alle udgifter til ledninger, transformator og omformere samt udgifter til vedligeholdelse, som Middelfartværket skulle udføre. Endelig skulle Røjleværket betale en pris pr. kw efter en indviklet beregning, som ser ud til at være elprisen i Middelfart tillagt 25 %. Bestyrelsen skønnede, at det ville betyde, at prisen ville stige fra 11,2 øre til 15 øre pr. kw. Nu anbefaler bestyrelsen tilslutning til Middelfart. Vindmotoren var for dyr og for usikker i drift.

Det tilsluttede generalforsamlingen sig den 19. august 1941. Der blev indgået en ny aftale med firma Andersen i Nørre Aaby om forpagtning til 1944. Til at finansiere omlægningen blev der optaget et lån på 52.000 kr. i Middelfart Sparekasse til 4½ % over 30 år.

Kogagers beretning

Unge Aage Kogager arbejdede som medhjælper på Røjle Elværk et års tid i begyndelsen af krigen. Det fortæller han om i sine erindringer:

”Maskinparken bestod af to dieselmotorer og en gammel kulfyret sugegasmotor. Der var ingen dieselolie at få, så den ene dieselmotor stod stille, og det gjorde den anden dieselmotor også det meste af tiden. Det var en tocylindret dieselmotor, der var ombygget til at kunne køre på kultjære, men den stod for det meste stille, idet driften på tjære var meget usikker, og vi havde tit montører til at reparere på den.

Det var altså i realiteten sugegasmotoren, der opretholdt strømleverancen. Det kunne i korte perioder være nødvendigt at afbryde strømmen til en del af forbrugerne.

Det var et beskidt arbejde med kulstøv, og især tjæren var noget svineri, og jeg var allerede dengang miljøbevidst, men kunne ikke gøre noget”.

Aage Kogagers arbejde var at passe sugegasmotoren med at fyre, smøre og regulere, hvad der skulle reguleres på. Den skulle også rengøres ind imellem.

”Det var nødvendigt, at maskinen kørte på fuld ydelse, fra den blev startet om morgenen, til den blev stoppet sent på aftenen. Om natten stod værket stille, og så var det batteriet, der leverede strømmen. Det var vigtigt at få maskinen i gang om morgenen, når bønderne begyndte at malke”.

Aage Kogager fortæller også, at når der kom montører, så skulle de have en øl eller to, og så var det medhjælpernes job at hente øl hos købmanden. Selv drak han kun sodavand. Det øldrikkeri syntes de missionske bønder ikke om.

Viggo Sørensen blev kaldt Trisse-Sørensen, og værket blev i øvrigt i folkemunde kaldt trisseværket.

Aage Kogagers tid på værket i Røjle ophørte, da selskabet besluttede at få strømmen fra Middelfart Elværk i 1941. Der blev opstillet en såkaldt kviksølvdampensretter til at omdanne vekselstrømmen fra Middelfart Kommunale Elværk til jævnstrøm.

Bestyrer Sørensen havde 25-års jubilæum og fik 29. januar 1943 overrakt et stueur. Aftalen med Middelfart Kommunale Elværk fungerede godt, men brændselssituationen blev værre. Middelfart varslede, at det kunne blive nødvendigt at gå over til damp, og det ville øge elprisen. Bestyrelsen øgede priserne med det samme for at undgå efterbetalinger.

Værket kom gennem de sidste krigsår. Ingeniørfirma Andersen drev fortsat værket, nu med et-årige kontrakter.

Nye tider efter krigen

Viggo Sørensen gik på pension i 1946. Efter de fem onde år ville bestyrelsen drive værket videre og selv begynde at producere strøm igen. Der blev holdt møder med ingeniørfirma Andersen, som havde en medarbejder til den ledige bestyrerstilling, Aksel Jensen. Han stammede fra et lille husmandshjem på Sjællands Odde og var via ægteskab med fynske Anna havnet i Nørre Aaby. Selv om han var ufaglært, mente ingeniør Andersen, at han var manden til stillingen. Han blev ansat fra 1. april 1946, og selskabet købte huset overfor værket til bestyrerbolig, hvor Aksel Jensen flyttede ind med sin familie. Årslønnen blev fastsat til 450 kr.

Den 180 hk motor fra Møller og Jochumsen.

Nu var der også kommet gang i samfundshjulene efter krigen. Elforbruget steg. Bestyrelsen ønskede at købe en ny og kraftig maskine og fik et tilbud på en 180 hk 3 cylinders motor fra Møller og Jochumsen til 69.000 kr. Der var livlig diskussion på generalforsamlingen den 2. november. Det var mange penge. Og skulle man ikke vente på at få vekselstrøm, som var fremtidens løsning. Men der var stort flertal for at følge bestyrelsens forslag, som også betød, at Middelfart Kommunale Elværk ikke længere skulle levere strømmen. Maskinen blev købt, men først leveret sommeren 1947 og taget i brug noget senere. Endnu et lån blev optaget. Samtidig bliver den lille maskine lavet om til natkørsel for at spare batteriet. Først i 1948 ophørte samarbejdet med Middelfart.

Der kom flere andelshavere, og forbruget var stærkt stigende efter krigen. Fra 1947 til 1952 var elproduktionen steget fra 100.000 til 245.000 kwt.

Selv om Aksel Jensen ingen uddannelse havde, blev han en kompetent elværksbestyrer. Det var så at sige et heldøgnsjob. Værket leverede strøm hele døgnet. Han havde en medhjælper, som kunne afløse ved bl.a. ferier.

Sønnen Kaj Jensen fortæller, at faren havde et voltmeter i et glasskab i stuen. Når spændingen faldt, lyste en pære, og når det var rigtig slemt, ringede en klokke, så var det med at komme over på værket i en fart og øge spændingen. Hans træsko stod et bestemt sted, så han i det mørklagte hus kunne hoppe i dem og løbe over vejen i nattøj.

Og spændingen kunne svigte. Det skete f.eks., hvis der blev brugt meget strøm. Så kunne mejeribestyrer Olsen ringe og skælde elværksbestyreren ud, når smørkærnen gik for langsomt. Men forbrugerne skulle melde, når de skulle bruge meget strøm til f.eks. at kærne smør eller tærske på en gård, så bestyreren kunne indstille maskinen. Det var de ikke altid flinke til, heller ikke mejeribestyrer Olsen, fortæller Aksel Jensen.

Vejlby Skov Skole havde en 16 mm stumfilmfremviser. Den brugte lærer Graversen, når han viste film i Vejlby Missionshus om aftenen. Når Aksel Jensen satte værket på natspænding, gik fremviseren i slow motion. Problemet var ikke større, end at Graversen måtte over til en nabo og låne en telefon og ringe til Aksel Jensen. Han satte så spændingen op i en time ekstra, så filmen kunne vises i et normalt tempo. Det fortæller lærersønnen, Jens Erik Graversen.

Andre kan huske, at billedet i fjernsynet i fjernsynets barndom i 1950’erne blev en smal stribe, når de på gårdene begyndte aftenmalkningen.

Der var meget for Aksel Jensen at styre. Han supplerede sin løn med indtægter fra et elsalg på værket. Her kunne man købe pærer, sikringer, elkogere m.m. Opfindsomheden var stor, f.eks. udnyttede han det varme vand til at lave en lille badeanstalt i hjørnet af maskinrummet. Han satte en krydsfinerplade i vinduet og et forhæng for, og så var der varmt brusebad for et beskedent beløb.

Elværksbestyrer Aksel Jensen ved tavlen på værket i 1963.

Elværkets butiksvindue ca. 1963.

Aksel Jensen deltog også i vedligeholdelsen af elnettet. Det gav en ekstra skilling. Når han trak de tunge kobberkabler, brugte han en trisse – anordning med en kraftig gearing, så han kunne spænde kablerne på plads.

Igen nej til Middelfart

Spørgsmålet om at få vekselstrøm spøgte stadig. En række fynske elværker og kommuner var også gået sammen og havde oprettet Fynsværket ved Odense, som skulle producere strøm i stor stil. Det stod færdigt i 1953. Middelfart Kommunale Elværk havde tilsluttet sig Fynsværket, som efter 1954 leverede al strøm til Middelfart.

På generalforsamlingen i 1954 blev det forkastet at få vekselstrøm fra Middelfart. Men det var et knebent flertal og få fremmødte. Der var ni stemmer imod og otte for. Men det var nødvendigt at øge produktionen for at klare den øgede efterspørgsel, nu hvor der rigtig var kommet gang i økonomien i Danmark bl.a. som følge af den storstilede Marschalplan. Amerikanske dollars skulle genopbygge det krigshærgede Europa. I Danmark betød det bl.a., at endnu flere og større motorer kørte i landbrug, håndværk og industri, og lamper og alle mulige elektriske hjælpemidler gjorde deres indtog i hjemmene – radioer og fjernsyn, frysere og køleskabe, komfurer og røremaskiner.

Røjle Elværk købte nu en 150/200 hk B&W motor med tilhørende dynamo for 66.000 kr. til at dække fremtidena behov for strøm.

180 kw B&W – noget af en kolos.

Brand på madrasfabrikken

Tirsdag den 4. januar 1955 ved 20-tiden udbrød der en voldsom brand på Madrasfabrikken FREM i Røjle. Der blev omgående sendt bud efter Aksel Jensen. Han vidste med det samme, hvad han skulle: Klippe mastsikringen over og dermed afbryde strømmen til den brændende bygning. Skete det ikke, var der risiko for, at brandfolkene kunne få strøm gennem sig og blive slået ihjel. Med den lange stige på skulderen og en boltsaks i hånden styrtede han de par hundrede meter hen til fabrikken. Han satte stigen op mod gavlen til den brændende bygning, hvor ilden bragede og buldrede. Taget var allerede styrtet sammen. Han kravlede op ad stigen og kunne lige nå over til masten, hvorfra ledningen gik ind til fabrikken.

Falckredderne råbte, at han skulle ned, og det skulle være nu. Han nåede at klippe og afbryde strømmen. Han skyndte sig ned og væk med stigen. Og så styrtede gavlen sammen.

Den eksplosionsagtige brand lagde fabrikken i aske på bare halvanden time. Fabrikant Anker Kristiansen oplyste til Middelfart Venstreblad, at ”årsagen til branden formentlig stammer fra elektriciteten”. Nogle dage senere oplyste politiet til avisen, at brandårsagen ikke med bestemthed kan opklares. Men alt peger på en kortslutning.

Jubilæum

Værket kørte og producerede i 1955 273.00 kwt. I 1956 var det øget til 383.000 kwt.

I 1958 havde værket eksisteret i 50 år, og det skulle fejres. Bestyrelsen lejede Røjle Forsamlingshus, hvor det hele begyndte i 1908, og indbød til spisning. 290 andelshavere tilmeldte sig, og det var nødvendigt at ”tilbygge” forsamlingshuset med et telt. Flæskesteg og is, øl og vand dertil og kaffe bagefter. Der blev holdt taler og udbragt flere ”leve elværket”, som man jo gør ved sådanne jubilæer. Og så spillede musikken til dans. Ifølge avisreferatet sluttede festlighederne ved midnatstid.

Den sidste bestyrelse 1963. Fra venstre: Tømrermester Aksel Sørensen, Røjle, Niels Brøndgaard, Brøndgaard, Røjle, Johannes Jepsen, Brogårde, og Olaf Clausen, Staurby Højgaard.

Røjle Staurby Elværk 1963

Røjle Staurby Elværk ca. 1960. Det var i døren i gavlen en vogn med mælkejunger stoppe, da et par heste løb løbsk engang sidst i 1950’erne.

Mod enden

Feststemningen varede ikke længe. I september 1959 brændte Peder Bjerregaards gård – den udflyttede Aulbygård tæt ved hovedvejen. Han ville udtræde af Røjle Elværk og have vekselstrøm fra Middelfart. Men han skulle efter vedtægterne betale sin andel af værkets gæld, og det regnede bestyrelsen på. 1.246 kr. blev prisen for at træde ud. Presset for at få vekselstrøm steg. I september år efter kom der et krav om vekselstrøm fra en af de store forbrugere, Madrasfabrikken FREM, som jo brændte fire år tidligere. Fabrikant Anker Kristensen ville anskaffe nye og større maskiner og havde brug for sikker strømforsyning.

Bestyrelsen måtte igen i lag med Middelfart Kommunale Elværk med forhandlinger, der skulle føre til, at Røjle Staurby Elværk nu med 220 forbrugere og 175 andelshavere skulle lukke og slukke. Det tog tid.

Den 18. december 1961 var der ekstraordinær generalforsamling, der besluttede med 74 stemmer for og 13 imod at overgå til vekselstrøm fra Middelfart.

Røjleværket skulle bygge otte transformerstationer og ombygge lavspændingsnettet til vekselstrøm. Middelfart skulle udbygge højspændingsnettet til de otte transformerstationer. Når hele omlægningsarbejdet var færdigt til brug, overtog Middelfart hele Andelsselskabets anlæg og sørgede for den fremtidige vedligeholdelse. Elforbrugerne skulle betale Middelfartværkets normale priser.

Ingeniørfirma Andersens og Sønner, Nørre Aaby, ombyggede ledningsnettet og opsatte transformerstationerne. Det kostede 258.000 kr., som blev finansieret ved et lån.

Bestyrer Aksel Jensen blev opsagt og fratrådte i maj 1963 med et halvt års løn som gratiale. Bestyrerbolig og maskiner og andet inventar blev solgt. Røjle-Staurby Elværk var et af de sidste små fynske elværker, som blev nedlagt.

Andelsselskabet med den ændrede opgave tog navneforandring til Røjle-Staurby m.fl. byers El-forsyning. Ved nedlæggelsen var der en restgæld på et lån i Middelfart Sparekasse på 267.000 kr., som skulle afvikles i de kommende år med 27.000 kr. årligt. Det ændrede selskab modtog ca. 28.000 kr. hvert år til det formål fra Middelfart. Den afsluttende generalforsamling blev holdt i Røjle Forsamlingshus den 2. februar 1979. 70 mennesker mødte op og blev beværtet med en anretning, da de havde godkendt beretning og regnskab, der viste, at gælden var betalt.

Kilder: Røjle-Staurby Elværks protokol. P.S. Feddersens optegnelser. Arkivalier i Middelfart Byarkiv. Avisartikler.

Tak til forhenværende Elværksbestyrer og elinstallatør Helge Borre for vejledning om eltekniske forhold. Fotos: Middelfart Byarkiv og sønnen Kaj Jensens private album.

Artiklen har været bragt i Bavnen 2019 nr. 2, Vejlby-Strib Lokalhistoriske Forenings blad.

%d bloggers like this: