Vores forfædre ofrede sværdet til guderne for snart 3000 år siden. Hvordan krigerens sværd lige havnede på den matrikel, hvor Bjarne Hansen i dag bor, kan man kun gisne om.
Af Poul Christensen
Da Bjarne Hansen så et metalstykke rage ud af en jordbunke, kunne han ikke forestille sig, at han havde fundet et stykke særdeles velbevaret danefæ. Faktisk var han dengang slet ikke klar over, hvad danefæ var.
– Jeg troede først, det var et stykke jern. Der var en klump hård jord om en del af metalstykket. Da jeg havde skyllet jorden af, dukkede et sværd frem, fortæller Bjarne Hansen.
Han gik straks ind til sin kone og fortalte, at han lige havde fundet et bronzesværd.
– Ja, det er godt med dig. Du finder jo så meget, lød svaret.
– Selv var jeg lidt i tvivl. Det kunne jo være en kopi af et eller andet. Og dengang i 2012 havde jeg travlt med at bygge mit hus færdigt, så sværdet blev pakket ind i et par gamle uldsokker og har ligget i kælderen indtil for nylig.
Bjarne Hansen i december 2019 med det velbevarede ca. 2800 år gamle bronzesværd, der blev ofret til guderne. (Foto: Niels Martner)
Som lige lavet
Men så kom det frem igen, da Bjarne Hansen blev gjort opmærksom på, at det nok var danefæ og skulle afleveres. Han fik kontakt til museumsinspektør Mogens Bo Hansen, Odense Bys Museer, som netop har med fynsk danefæ at gøre.
I dag – december 2019 – kan Bjarne Hansen godt se, det er et flot eksemplar.
– Det er næsten, som om det lige er lavet, og det er så skarpt, at man kan skære sig på det, siger finderen, som også har benyttet lejligheden til at læse om bronzealderen og oldtiden.
– Jeg bor i dag på et sted, hvor mine forfædre har været aktive i mange tusinde år. På grunden har jeg fundet mange pilespidser og andre forarbejdede flintesten – og så nu et bronzesværd. De lokale kalder stedet ”Pletten i Strib”, en lille høj, som altid har været et godt udsigtssted ud over Lillebælt. Tænk, jeg bor på et sådan forhistorisk sted, siger Bjarne Hansen.
Begge sider af Strib-bronzesværdet. Museumsinspektør Mogens Bo Hansen beskriver det sådan: 65,5 cm langt grebspidssværd, fuldt bevaret på nær få millimeter af odden og afstødning af æggen ved overgang klinge/greb. Klingen har her en markeret skulder, som indikerer, at stykket er opskærpet. På det bredeste sted ses en tværgående aflejring på klingen, som indikerer, at stykket har været deponeret med organisk greb. Klingen er stedvis spejlblank og glat, andre steder let angrebet. Der er få ridser og skrammer fra flytninger i jorden. (Foto: Niels Martner)
Flot og velbevaret danefæ
Mogens Bo Hansen tog selv turen til Strib for at hente sværdet en december-dag sidste år.
– Det er et meget flot og velbevaret grebsspidssværd fra ca. 800 år f.v.t. og er således ca. 2800 år gammelt. Netop fordi det er så intakt, er det et sjældent fund, siger han og tilføjer, at det til foråret overgår til Nationalmuseet i København til danefævurdering, og der er ingen tvivl om, at det bliver erklæret for at være danefæ.
Museumsinspektøren er usikker på, hvordan sværdet er havnet på Bjarne Hansens matrikel i Strib, og da der i forbindelse med husbyggeriet er foretaget udgravninger og omflytninger af jord, er det særlig vanskeligt.
– Sværdet har umiddelbart mosepatina i form af blanke overflader. Men der er ikke er tegn på vådbundsaflejringer på findestedet i skrænten umiddelbart ud til Lillebælt. Det er derfor muligt, at noget af jorden, eller i hvert fald sværdet, kan være tilført stedet fra et område med tørveaflejringer.
– En anden mulighed er selvfølgelig, at det oprindeligt har været nedlagt på plateauet ud til Lillebælt. Under alle omstændigheder er der utvivlsomt tale om en offerhandling.
Gave til guderne
Sværdet dateres til yngre bronzealder, ca. 800 f.v.t. og dermed et par hundreder senere end de to sværd fra Røjle Klint, der blev nedlagt i et hus på en boplads. I yngre bronzealder blev alle kremeret, og man fik ikke våben som sværdet med i graven. I stedet blev de lagt i moser, ved kildevæld og i nogle tilfælde på tørt land som gaver til guderne.
Sværdet er et såkaldt grebspidssværd af en type, som på dette tidspunkt blev lavet over store dele af Europa.
– Der er ingen tvivl om, at det et hjemligt stykke – måske endda lavet lokalt på Nordvestfyn, men af metaller sydfra. Selve håndtaget har været lavet af organisk materiale, der for længst er rådnet bort, men der ses et aftryk på grebet. Det viser, at der var et sådant til stede, da det blev lagt i jorden. Det kan have været lavet af træ eller horn, og i nogle tilfælde ses indlægninger af beg eller harpiks for at fremhæve mønstre. Den tilhørende skede har været lavet af træ – der er eksempler på hassel – og foret med skind.
– At det ikke bare har været et sværd til pynt, viser den tydelige opskærpning af æggene. Om det har deltaget i egentlige kampe, eller kun været brugt til rituelle kampe, kan vi selvfølgelig ikke sige, men at sådanne kampe har fundet sted, kan vi se på helleristningerne, fortæller museumsinspektøren.
Tilhørt lokal kriger
Hele det nordvestfynske landskab har været ret tæt beboet i yngre bronzealder. Det ved vi dels fra en række gravfund med urner med brændte ben og bronzegenstande, men også fra fund af bopladser i forbindelse med udgravninger rundt omkring i landskabet. Der er således fundet bronzesværd ved Røjle Mose, Katrinebjerg og Røjle Klint. Men Stribsværdet er det absolut mest velbevarede.
– Sværdet var det ultimative mandssymbol i bronzealderen, og vi kan også se, at nogle sværd havde højere status end andre. Grebspidssværdet tilhører de mere jævne sværd. Det er nok mere krigerens end høvdingens sværd. Men det var antagelig langt fra alle mænd i den våbenføre alder, der ejede et sværd som dette, mener Mogens Bo Hansen.
Befolkningen dengang var bønder. Agerbruget var udviklet med faste agersystemer, og de havde husdyr, hvor ikke mindst får spillede en vigtig rolle. Større landsbyer boede man ikke i, men mindre klynger af gårde. En sådan har formentlig ligget ved Røjle Klint omkring 2000 år f.v.t., synes udgravninger dér i 2010 at vise. Fiskeri har bronzealderfolket også bedrevet. Men hvordan kunne de skaffe midler til at erhverve bronzen?
– Alt metal skulle hentes ind ude fra. Hvad der gik den modsatte vej, kan vi kun gætte på, men rav fra de fynske kyster har i hvert fald ikke kunnet finansiere den bronzemængde, som findes på øen. Handel og udveksling i forhistoriske samfund er imidlertid meget komplekst, hvor det med at bytte varer kun var en del, mens indgåelse af alliancer, udveksling af ”gener”, teknologi og know-how var andre og nok lige så vigtige parametre. Det er også i det lys, man skal se de lange kontaktlinjer ned i Europa på den tid, siger Mogens Bo Hansen.
Det kan Egtvedpigen være et eksempel på. Flere forskere mener, hun er indvandret fra det nuværende sydlige Tyskland.
Nu i rette hænder
Finderen Bjarne Hansen er i dag glad for, at bronzesværdet er kommet i rette hænder os arkæologer og museumsfolk.
– Det er er en skøn fornemmelse, at jeg med fundet har medvirket tilføje ny viden om vores fælles lokale historie, siger han.
Og så glæder han sig til at gense ”sit” sværd, når det engang i 2021 bliver udstillet på danefæ-udstillingen i Kongernes Jelling.
| Bronzealderen
Bronzealderen i Danmark dækker perioden fra ca. 1800 til ca. 500 år f.Kr. De første ca. 700 år kalder man ældre bronzealder, og de sidste ca. 600 år yngre bronzealder. Bronzen er en legering af kobber og tin, som er kommet hertil som handelsvare overvejende fra Centraleuropa, hvor metallerne er udvundet. Bronzen er brugt til genstande, der både har haft en rituel/statusmæssig og en praktisk betydning. Man mener, at Danmark i bronzealderen har været opdelt i en række mindre høvdingedømmer, der indbyrdes har konkurreret. Det var et overvejende bondesamfund. Omkring en tredjedel af jorden blev brugt til landbrug. Af de mere spektakulære kultfund kan nævnes: Bronzehjelmene fra Veksø nær Ballerup ca. 900 år f.Kr. Lurer fra kort før 1000 år f.Kr. Solvognen fra Trunderup Mose i Odsherred og kultøkserne fra Egebak ved Roskilde ca. 1400 år f.Kr. (Kilde: wikipedia.org og Store Danske). |
| Danefæ
Danefæ er genstande fra fortiden, der kommer til veje som jordfund i Danmark, og som er forarbejdet af ædelt metal eller i øvrigt er af kulturhistorisk værdi, herunder mønter. Den, der finder danefæ eller får danefæ i sin besiddelse, skal aflevere det, idet danefæ tilhører staten. Loven om danefæ kan spores tilbage til middelalderen. Nationalmuseet administrerer denne lov, der sikrer, at vigtige fund fra Danmarks fortid bliver bevaret for kommende generationer. Ordet danefæ betyder oprindelig på oldnordisk ”dødt gods”. Den første stavelse er senere sat i forbindelse med betydningen ”de danskes”. (Kilde: Nationalmuseet og Ordbog over det danske Sprog). |
Skrevet januar 2020. Artiklen har været bragt i Bavnen nr. 1 2020.
Læs mere om bronzealderen i Bavnen:
Christensen, Poul: Bronzesværdene fra Røjle Klint. 10:1, 1-6: https://issuu.com/svendankjarnielsen/docs/bavnen_2010_nr._1
Brodal, Jesper: Arkæologerne fandt oldtidshuse ved Røjle Klint. 11:1, 20-22: https://issuu.com/svendankjarnielsen/docs/bavnen_2011_nr._1
Lundø, Michael Borre: Staurby Skovs glemte høje. 17:2, 2-7.
Christensen, Poul: Endnu et bronzesværd fundet ved Røjle. 19:1, omslagets bagside.
.