Fra 1937 til 1949 var gården ”Klintholm” ved Vejlby Fed rammen om en fornøjelig, afslappende og oplevelsesrig ferie for byernes borgerskab. Asta Jørgensen styrede med fast hånd mad og vask, servering og sommergæsternes velbefindende.
Af Poul Christensen
Frede har kørt høstvognen ind på gårdspladsen på ”Klintholm”. Blakken og Graasak står stille, mens gæsterne myldrer frem med tæpper og puder. Tidligere på dagen har de været ude i skoven efter bøge- og kaprifoliegrene, som de har flettet ind i hjulene og udlægget oven på vognen.
Damerne er i sommerkjole og herrerne i mørk habit. Asta snakker med gæsterne og dirigerer. De to piger bærer gryder med rødgrød og en spand jerseymælk ud. Det og dybe tallerkner og skeer i en kurv sætter de i bunden af vognen.
Herrerne hjælper damerne op i den høje vogn. Først op på en gammel stol og så en fast hånd oppe fra ladet. Hvin og kvikke bemærkninger fyger gennem luften. Gæsterne klumper sig sammen på tværbommene, som de blødgør lidt med puder og tæpper. En vifter med et dannebrogsflag. Kassen med højskolesangbøger er der også.
– Så er vi klar til at køre, kundgør Asta og overdøver snakken på vognen.
Som den sidste kæmper hun sig op i vognen. Frede rykker let i tømmen og klikker: Djeø, djeø. De to vallakker sætter vognen med sommergæsterne i gang. Jernhjulene knaser i gruset ned ad indkørslen, mens selskabet bryder ud i sang.
Klar til aftentur i løvpyntede høstvogne. Frede sidder foran i vognen med en cigar i den ene hånd og tømmen og en kørepisk i den anden. Bagved naboen Carl Møller Rands heste og høstvogn. Ca. 1942.
En foretagsom dame
Det var Asta Jørgensens idé at lave sommerpension på den 20 tønder land store gård ”Klintholm” med udsigt over Båring Vig og omgivet af skove, slugter og en fin strand. Et godt sted for velhavende byboere, der gerne ville væk fra kunder, elever og personale og få ladet op i en uges tid. Bade, dase, gå ture, få serveret god mad, indånde masser af frisk luft.
Asta, der er født i 1901, havde lært husholdning og arbejdede som husjomfru på herregårde. Her stod hun for den daglige husførelse, som kunne omfatte 30-40 personer. I en periode arbejdede hun på et mejeri i Island.
Sidst i 1930’erne fik hendes forældre, Karen og Jens Jørgensen, brug for hendes hjælp hjemme. Ugifte Asta nærmede sig 40 år og var en foretagsom dame. Der skulle ske mere på ”Klintholm” end at passe forældrene og stå for den beskedne husholdning på gården. Det kunne der heller ikke komme så meget løn ud af. En sommerpension kunne give Asta en indtægt.
Hendes far og en af dennes brødre indrettede værelser på stuehusloftet. Den østlige ende af laden blev inddraget, og der blev lavet tre dobbeltværelser.
Maden skulle kokkereres på jernkomfuret i køkkenet. Måltiderne indtages i den store stue. Hun indrykkede annoncer og udsendte brochurer, der skulle få gæsterne til at komme. En udgave af brochuren lokker: ”Fra tidlig Morgen vajer Dannebrog fra Flagstangen i Haven, medens Fuglesangen fra Skoven og Bølgernes sagte Klukken mod Strandbredden nynner en ægte dansk Sommer.” ”Alt: Gaarden, Markerne, Skoven, Stranden tilsmiler Sommergæsten, hvis Velbefindende ligger alt og alle paa Sinde.”
Asta Jørgensen (tv) på en bænk sammen med en veninde, frøken Elmegaard. Asta beskrives som en handlekraftig kvinde, der også kunne herse med sit personale. Der kunne f.eks. falde en omgang skældud til nevøerne Anker og Erling, hvis de en søndag lå for længe under dynen og ikke havde hentet morgenbrødet hos bageren i Kustrup til tiden.
Luftfoto af ”Klintholm” inden pergolaen i haven blev bygget. Hønsehuset ligger i haven til venstre for stuehuset. Ca.1939.
”Sommerlyst” havde fem dobbeltværelser til gæster. Huset er en flygtningebarak fra første verdenskrig, som har været opsat i Værløse. Den blev i ca. 1928 købt og opsat af kristelig organisation i Odense på en lejet grund på ”Klintholm”. Organisationen drev sommerkoloni for udsatte børn og unge. Asta købte barakken i april 1940. Naboen, murermester Svend Olsen, rev det rådne træværk ned og gav facaden en gang kalkmørtel på hønsenet. Facaden blev malet gul og brun som bindingsværk. ”Sommerlyst” står stadig ved ”Klintholm” og bruges som sommerhus. Huset har nu en facade af træ. 1940.
Karen Klintholm og Anker Jørgensen, kusine og fætter, har bidraget til artiklen med erindringer, fotos og beretninger. Anker Jørgensen, søn af Marie og Aage Jørgensen, et født på en naboejendom og har som dreng oplevet Sommerpensionat Klintholm. Karen Klintholm, datter af Johanne og Frede Jørgensen, er født på ”Klintholm”. Her er de fotograferet en aprildag i 2009 ved pergolaen, som blev flyttet fra haven og har tjent som depotrum. (Foto: Poul Christensen)
Ideen slog an
I 1937 kunne Asta åbne dørene for de første gæster. Ideen slog an. Flere gæster var så glade for opholdet, at de kom igen året efter.
I 1940 overtog sønnen, Frede, som stadig var ugift, gården. Asta blev hans husbestyrerinde og fik lov til at fortsætte sommerpensionatet. Der blev indgået en aftale om, at hun måtte drive sommerpension i 10 år.
Samtidig var Anden Verdenskrig brudt ud og Nazi-Tyskland havde besat Danmark. Det hindrede ikke gæsterne i at valfarte til ”Klintholm”. Det gav også mulighed for at udvide. 100 meter fra Klintholm lå en barak, som blev brugt til feriekoloni. Den aktivitet satte krigen en stopper for, og Asta overtog og renoverede barakken, som blev indrettet med fem værelser. ”Sommerlyst” blev den kaldt. På en auktion på Billeshave indkøbte hun senge, dyner og servantesæt til værelserne. Så var der i alt plads til godt 20 gæster.
Pladsen i den store stue blev for trang. I 1942 stod pergolaen færdig i haven. Den blev bygget af tuja-stammer fra Staurby Skov. Den havde plads til 40 spisende gæster og gav god ly for en regnbyge. Mad og service kunne nemt langes ud gennem vinduet i stuehuset. Jens havde ændret vinduet, så træstykket mellem de to vinduer kunne tages af og hægtes på igen. Naboejendommene stillede også værelser til rådighed. På en af dem boede Fredes bror og svigerinde, Aage og Marie Jørgensen. Familien, heriblandt sønnerne, Anker og Erling, flyttede ud af stuehuset. Med et par primusapparater, et bord og nogle stole var roehuset køkken og spisestue og laden soveværelse. Sommergæsterne kaldte stedet ”Lille Klintholm”.
På ”Klintholm” sov Asta i et lille rum i det tidligere hønsehus i haven. De unge piger, der hjalp til, sov i et andet. Karen og Jens beholdt deres soveværelse i stuehuset, men efter at Jens var død i 1942, flyttede Karen ind i hønsehuset til Asta om sommeren. Hønsehuset fik også et navn, ”Karensminde”, efter Karen. Fredes sommersovested var karleværelset i gavlen over stalden.
De unge piger hjalp til med rengøring på værelserne og servering. De havde daglig omgang med gæsterne, og der faldt som en del af deres løn gode drikkepenge af. Et par nabokoner assisterede i køkkenet. Nevøerne, Anker og Erling, rendte ærinder. Frede gav en hånd med, når gæsterne skulle hentes eller køres en tur. Han havde ellers nok at gøre med sine jerseykøer, sit landbrug og sin mælketur. Asta styrede myndigt det hele, og man så hende også tidligt om morgenen iført gummistøvler og en gammel kittel i færd med at tømme lokumsspandene.
Frede har hentet gæster på Røjle Station i ponyvognen med hesten Graasak. Ca.1947
Mad og oplevelser
Når gæsterne var ankommet, blev de indlogeret på værelserne, der var udstyret med servantesæt med en kande vand til den daglige personvask og en potte under sengen til natlige fornødenheder. Ellers var der gammeldags das, som lå bag gården.
Fra klokken 8 til 9½ indtog man havregrød, blødkogte æg, kaffe og te. Kokken 12½ blev der kaldt til frokost, en varm ret og et veldækket koldt bord samt kaffe. Middagen blev serveret kl. 18. To retter på hverdage og tre om søndagen. Byboernes vaner med den varme mad om aftenen herskede om sommeren på ”Klintholm”. Senere blev det dog ændret. Dagen sluttede med aftenkaffe eller -te med hjemmebagte kager.
Sæsonen begyndte først i juni og sluttede først i august. Prisen for en dag var 6,50 kr. Senere steg den til 8,50 kr. Dertil kom drikkepengene. De fleste var på ”Klintholm” i en uge. De kom med toget til Røjle Station, hvor Frede hentede gæsterne med deres oppakning i ponyvognen. Der blev daset, læst og slappet af i havemøblerne i den store have. Man tog ned til stranden. Mange gæster gav en hånd med, når høet skulle bjerges. De tog med Frede ud til kreaturerne i Møllemaen, hvor de var på græs hele sommeren, og de fulgte Asta ned til fisker August Pedersen i Båring Vig for at købe rødspætter til middagen. August Pedersen blev også hyret til at sejle en aftentur til Båring Skov Badehotel. Han spændte kutteren for to bundgarnsjoller, som fragtede selskabet frem og tilbage, mens de drak kaffe og sang. En anden obligatorisk tur var den med hest og vogn, rødgrød og højskolesangbøger rundt på Røjlehalvøen.
Gæster på stranden. Bagved ses de to omklædningsskure. Et til damer og et til herrer. Et stykke derfra skjult i skoven var der et ”skovdas”. Asta sidder til venstre i første række. 1942.
Frihedskæmper tæt på afsløring
Det var en broget skare af gæster, der kom. De var byboere med pæne indkomster. Par og enlige. Nogle med et barn eller to. Forretningsdrivende, skolefolk, højere funktionærer – det bedre borgerskab. Enkelte viste sig at være med i modstandsbevægelsen og kom tilbage, da de måtte gå ”under jorden”. Frede tog gerne imod dem. Han var selv modstandsmand og opbevarede på ”Klintholm” våben og sprængstoffer til sabotage.
En af frihedskæmperne var kaptajn Brøndum fra Odense, der var indehaver af Brøndums Herremagasin i Odense. Han gik ofte op på en lille høj i skoven vest for ”Klintholm”. Her havde Jens i sin tid sat en gammel kirkebænk op, så man kunne sidde og nyde udsigten ud over Kattegat. Der sad kaptajn Brøndum med en pibe tobak og ”kiggede efter befrielsen”. Asta og Frede så op til ham, og de kaldte højen ”Kaptajnens Høj”.
En dag mod krigens afslutning buldrer en åben, tysk militærbil ned ad vejen mod ”Klintholm” og ind på gårdspladsen. Ud springer tyske soldater. En officer hamrer på hoveddøren. Frede er ikke hjemme. Inde i stuehuset får Asta sin mor ud på dasset, så hun ikke skulle komme til at røbe noget. Karlen, Finn Larsen, fra et husmandssted på Klintholmvej, er der også.
Tyskerne vil beslaglægge gården til at huse tyske flygtninge. Officeren siger, at værnemagten har set, at der drives gårdpension. Han kigger sig omkring i stuehuset og tæller værelserne op.
Om der er flere værelser? Jo, der er også nogle i laden. Han går derover med sit følge. De ser værelserne i stueplanet og går op ovenpå til gavlværelset.
– Det er tjenestepigens værelse, lyver Finn, der ved, at en frihedskæmper gemmer sig bag døren.
– Hvad er det så for nogle fedtstøvler, der står der ved døren, spørger officeren.
– Det er hendes kæreste, som er på besøg, fortsætter Finn.
– Nå, så er det bedst, at vi lader dem være, konkluderer officeren.
Tyskerne opdagede ikke, at ”Klintholm” blev brugt af modstandsbevægelsen, og der kom ikke tyske flygtninge. Gården var for lille til det formål. Danske sommergæster kunne fortsat nyde ferien på ”Klintholm”.
Sankt Hans Bål ved Klintholm Strand 1942. Et par sommergæster passer bålet. Anker Jørgensen står lige bag hesten med sin bror Erling foran hestens bagben. Hele familien er til stede sammen med sommergæster og bl.a. fisker Pedersen og hans hund, Freja. Dengang var der en bred sandstrand. 1942.
Krigsår med opfindsomhed
De mange gæster satte store mængder mad til livs i løbet af en sommer. Meget kom fra ”Klintholms” stalde og køkkenhave. Kartofler, grøntsager og bær. Fredes jerseykøer gav mælk og fløde. Slagteren kom cirka en gang om ugen og stak en kniv i halsen på en gris. Så var der frisk kød, rullepølse, blodpølse og fedtegrever til gæsterne. Noget blev røget og saltet. Det og andre fødevarer blev opbevaret i kælderen i stuehusets nordende.
Støbejernskomfuret var i brug fra morgen til aften. Der skulle koges æg, vand til kaffe og te, og til de mange gange opvask i dagens løb. De bagte franskbrød og kager i ovnen. De brasede og kogte kartofler, stegte flæskestege, frikadeller og rødspætter.
Asta havde sædvanligvis to koner til at hjælpe sig i køkkenet. Det var bl.a. Kirstine Hansen, hvis far var træskomand, og Maren Vaskekone fra Vejlby Fed.
De vaskede også sengelinned, håndklæder og viskestykker. Det blev kogt i gruekedlen. Sæbe var ikke til at opdrive under krigen. Det lavede de selv af selvdøde grise. Det skulle man også bruge slagteren til. Indvoldene skulle ud, inden grisen kom i gruekedlen og blev gennemkogt i vand med kemikalier som sæbesten og parfumestoffer. Det eneste faste stof, der var tilbage af grisen efter kogningen, var tænderne. Den var blevet til en fast, vellugtende hvid-grå fedtmasse, man kunne skære af.
Det var under krigen med mangel på mange nødvendige ting til en husholdning og med rationering, så man kun kunne få beskedne mængder brød, sukker, mel, kaffe og -erstatning, gryn, osv. Gæsterne supplerede med mærker, men Asta måtte bruge alle sine kreative evner for at finde erstatninger for mange af de varer, der ikke var til at opdrive. Hun lavede roesirup til at søde med. Hun tørrede rabarberstilke og brugte dem som rosiner. Den brune lagkage blev rost, men det var ikke kakao, men soja, der gav den mørke farve. Hun ristede bygkorn i ovnen og malede dem på en hånddreven kværn. Det blev til kaffeerstatning.
Selvom tiderne var hårde, var der megen munterhed, når der var sommergæster på ”Klintholm”. Der blev sunget danske sange. Der var fest og dans. Enten kom en spillemand, eller man brugte en grammofon, der skulle trækkes op med et håndtag efter hver plade. Gæsternes kreative evner kom også til fri udfoldelse. Anker Jørgensen husker fra sine drengeår en sankthans aften:
Omkring 100 mennesker, sommergæster og naboer, sidder i græsset og lytter til mandskoret fra Røjle Taarup. 16-18 sortklædte mænd med hvide huer lader sangen flyde ud over ”Kosletten” – en lysning på en skråning i skoven ved ”Klintholm” – mens lærer Hornbeck dirigerer. Koret står på en scene forneden i den amfiteaterlignende lysning.
Teatermaler Rudolf Henriksen fra Odense er gæst i denne uge og har lavet og dekoreret kulisserne på scenen. Efter sang og taler går forsamlingen ned ad skrænten til stranden, og der bliver sat ild til sankthansbålet. Pludselig kommer et dyr svævende ud af skoven oppe på skrænten. Det bevæger sig ned mod bålet, hvor det stopper nogle meter foran en høj træstang ude i vandet. Bålet har nu godt fat, og luerne når dyret – eller er det en heks – som bliver til en ildkugle og forsvinder i vandet. Folk klapper, og lærer Hornbeck, mandskoret og hele forsamlingen istemmer Holger Drachmanns Midsommervise og Lange-Mülles Kornmodsglansen.
Gæsterne spiser i pergolaen med plads til 40 gæster. I forgrunden en af de unge piger og Kirstine Hansen.1944.
En festlig ferieuge i 1946
Trods krig og besættelse kom der mad på bordet hver dag. Lettere blev det efter krigen.
I 1946 giftede Frede sig med Johanne, som var sygeplejerske og leder af spædbarnshjemmet på ”Billeshave”. Det betød, at Asta ophørte med at være husbestyrerinde, men det blev aftalt med hende, at hun, som aftalt i 1940, kunne komme om sommeren og drive pensionatet. I den resterende del af året arbejdede hun på hoteller som oldfrue og receptionist.
Sommergæsterne fortsatte med at komme til ”Klintholm”.
Gæsterne stimler sammen på græsplænen foran pergolaen. Klokken nærmer sig halv et denne lørdag den 7. juli 1946. Pigerne, Helene og Emmy med kælenavnet frøken Smil, har været en tur ude på marken for at plukke blomster til middagsbordet. De har dækket op til de 24 gæster. På de hvide duge står der tallerkner, knive og gafler, glas og kander med vand. Og markbuketter med kornblomster, valmuer og græsser.
Inde i køkkenet har Asta og de to koner styr på maden. Forretten brødsuppe med jordbær, kirsebær, blommer og flødeskum står klar på anretterbordet i køkkenet.
Asta byder til bords, og gæsterne sætter sig på stole og bænke. Vinduet ud til haven er åbnet og brødsuppen langes ud og serveres i pergolaen.
Pigerne tager ud og kommer ind med hovedretten: Medisterpølse. Den livlige snak forstummer et øjeblik, mens man sætter kniv og gaffel i Astas hjemmelavede medisterpølse.
Mætte forlader selskabet pergolaen og overlader oprydning og opvask til Helene, Emmy, Asta og konerne.
Deltagerne 30. juni-7. juli 1946
Madplanen 30. juni-7. juli 1946
Denne sidste feriedag for gæsteholdet bestod aftensmaden af blodbudding med fedtegrever samt smørrebrød. Det ved vi, fordi S. Wiborg Madsen sendte en beretning til ”de glade Deltagere i Ugen på Klintholm”. Han roser i sit skrift alt og alle: ”Fra Søndag Morgen straalede Solen og forskønnede Skov og Strand. Og på en forunderlig Maade blev Selskabet fra første Færd rystet sammen. Ofte gik turen til den dejlige Strand, hvor unge som gamle boltrede sig i det friske Kattegatvand og muntert sloges med de mange Vandmænd.”
Søndag eftermiddag var der storstilet ringriderfest på stranden og om aftenen hyggeligt samvær med sang og musik ved aftenkaffen.
Mandag morgen gik en festkomité i gang med at planlægge aftenens store havefest. Flaget gik til tops til ”Der er ingenting, der maner”. Der var æggevæddeløb. Direktør Albert Hansen optrådte som cirkushest i fri dressur styret af ”Kaptajn Jesper”. Forsamlingen sang den til lejligheden skrevne sang. Der var ”boksekampe”. Efter en gang jordbær med fløde ”forbløffede Jensigne fra Brugsen med sine fynske talegaver og fremsagde en række muntre viser og remser”. Derefter gik dansen på gårdspladsen, og den ”straalende aften sluttede med Baal og Aftensang på Stranden”.
Tirsdag var stegende hed. Nogle gæster gik til Røjle Klint, og dagen sluttede igen på stranden.
Onsdag aften kørte Frede og gårdejer Rand selskabet til Stutterigården. Høstvognene var udsmykket med grønne grene. På Stavrshoved serverede Asta stikkelsbærgrød med fløde. På hjemturen i sommeraftenen afløste den ene sang den anden.
Aftentur i høstvognene. Klintholm havde to heste og en vogn. Når der var gæster til mere end en vogn, lånte man heste og vogn på nabogården hos Karl Møller Rand. Han havde i øvrigt en ”gummivogn” – den var lavet med et understel af en gammel Chevrolet-bil, der havde bevaret sine gummihjul. Den er dog ikke med på dette billede. 1945.
Torsdag aften gik turen til fods til Hannes Pensionat i nabolaget og videre gennem skoven. På skrænterne nød de den storslåede udsigt over Kattegat.
Fredag aften drog en mandedelegation ud efter jordbær. De måtte selv plukke de røde bær, som de ”sejrsstolte” drog til ”Klintholm” med, hvor ”Damerne i Fællesskab deltog i Pilningen”.
Lørdag var sidste feriedag med afslutningsfest. Festen blev indledt med, at ”Neptun i Herr Direktør Albert Hansens Skikkelse steg op af Havet sammen med to Svende – Arkitekt Steen og Mester Christensen”. Selskabet gik derefter i samlet trop til jordbærbordene i pergolaen. Der var dans i ”Sommerlyst”, hvor frøken G. Thuesen holdt en munter skolestue, og der blev sunget en lejlighedssang, hvor alle deltagerne fik et par velvalgte ord med på vejen.
Til slut blev der ikke sparet på ordene i takketalerne fra gæsterne, og Asta fik overrakt en Gong-gong med følgende ord indskrevet i gæstebogen:
”En Klintholm-Uge af højeste Rang
Desværre mod Enden lakker,
Med Solskin og Latter – Humør og Sang
Gik Tiden saa livligt Dagen lang, –
Nu til Afsked vor ”Madmor” vi takker.
Med Spøg og med Skæmt Tiden her vi fordrev,
Hver Time paa Dagen et Minde blev.
Her var Ture til Strand – til Klint og til Skov,
En høstvognsnattur – og Jordbær-”rov” –
Jo, paa Klintholm man Ferien nyder.
Derfor en Gong-Gong Frøken Jørgensen faar,
Til Brug for Gæster i kommende Aar,
– og til Minde om os, naar den lyder.”
Gong-gongen fra 1946 eksisterer endnu i Anker Jørgensens sommerhus i Vejlby Fed som et minde om de glade sommerdage på Sommerpension Klintholm. (Foto: Poul Christensen)
Det gik mod enden
Sommerpensionatet fortsatte, men ikke uden problemer. Det var hårdt for de nygifte at flytte ud til et værelse og fælles dagligstue med gæsterne i ”Sommerlyst” i to sommermåneder. Søgningen tog nok også af i årene efter krigen, hvor mulighederne for sommerferie for borgerskabet blev øget bl.a. som følge af, at bilerne igen kørte. Asta ville gerne fortsætte ud over den aftalte 10-årige periode, men måtte bøje sig. Sommerpension Klintholm lukkede i 1949. To år før døde Karen, Astas og Fredes mor.
Asta fik en stilling som leder af FDB’s kantine i København. Da hun blev pensioneret i 1966 flytter hun ind i sit nybyggede hus ”Hjørnehuset” på hjørnet Tårupvej og Korsbjergvej i Røjle, hvor hun boede til sin død i 1985.
Her levede hun et aktivt pensionistliv og var midtpunktet for sin familie, som hun samlede omkring sig. Karen og Anker husker deres fasters altfavnende væsen og hendes gode mad, som hun lavede livet igennem.
Frede og Johanne Jørgensen drev ”Klintholm” videre. Frugtplantagen blev udvidet, og jerseykøerne fortsatte med at give spandevis af god, fed mælk.
Artiklen er skrevet på grundlag af interviews med Karen Klintholm og Anker Jørgensen, brochure om Sommerpension Klintholm samt Frede Jørgensens og bureauindehaver S. Wiborg Larsens skriftlige beretninger.
Karen Klintholm har udlånt private fotos.
Juni 2009, Poul Christensen
Bragt i Bavnen nr. 2 2009