Vælg en side

Vestfynske bønders ægtkørsel i 1864

Mere end tusinde vestfynske bønder måtte tage deres tørn med militære ægtkørsler. Alene 37 bønder i Aulby, Kustrup og Staurby kørte knap 1000 kørsler med krudt og kugler, havre og brød, soldater og alskens militært udstyr. Vestfyn var bagland for de danske tropper i Fredericia. Der blev bygget magasiner og forsvarsanlæg ved Lillebælt. Der var mange soldater og flygtninge, der skulle have husly og mad. Vestfyn var mærket af krigen

Det er stadig mørkt, da Anders Hansen Olesen kravler ud af alkoven på sin gård i Staurby om morgenen den 10. april 1864. Igen har sognefoged Niels Jørgensen i Aulby tilsagt ham til ægtkørsel. Han forsømmer ikke forårsarbejdet i marken denne gang, for det er søndag, men at komme helligdagen i hu og holde den hellig, kan han heller ikke. Pligten kalder.

Han og karlene giver to heste seletøj på og spænder dem for arbejdsvognen. Hans kone, Abelone, kommer ud med en fyldt madtejne. Han kravler op på agebrættet og hypper på de to heste. Han kører ud gennem porten, drejer til højre ad indkørslen og kommer op til Strib-vejen. Her drejer han igen til højre og rumler mod Strib, mens dagen gryr. Han ser flere vogne foran og bag. Ved Færgegården i Strib kan han se over til den belejrede fæstningsby. Han ser, at der er skibe ude på Lillebælt. Han drejer ned ad hulvejen mod den søndre skibsbro. Her vrimler det med soldater, og der anløber fortsat både fyldt med soldater med geværer og oppakning. Kommandoer lyder gennem morgenluften. Soldaterne forlader hurtigt bådene og tager opstilling på stranden sammen med de andre. Der er efterhånden kommet mange ægtvogne; gårdmænd og karle sidder på agebrætterne og venter. Bagfra kommer fortsat vogne i en lind strøm.

Det er dele af 8. Infanteribrigade, der sættes over bæltet fra Fredericia. Situationen i Dybbøl bliver mere og mere kritisk, som preusserne kanonerer skanserne sønder og sammen. Den danske hærledelse har derfor besluttet at forstærke de forsvarende soldater med 8. Brigade på godt 3000 mand. Denne brigade har efter tilbagetrækningen fra Dannevirke opholdt sig i Fredericia, som østrigske tropper har belejret. Det er en vognfuld af dem, Anders Hansen Olesen skal køre til Assens denne forårssøndag.

Alene fra Vejlby Sogns søndre sognefogeddistrikt har Niels Jørgensen tilsagt 28 gårdmænd, men der er også kommet vogne fra andre distrikter. Op imod 200 vogne skal der til for at fragte 1500 mand sydpå, og det skal gå hurtigt.

Kortegen sætter i gang. 4½ mil eller 34 km fremme ligger Assens. De når byen, hvor andre bønder tager over. Det er bl.a. de 56 bønder, som de to sognefogeder i Haarby Sogn, Morten Lindegaard og Anders Holmegaard, giver besked om at møde i Kjøng syd for Glamsbjerg den 11. april om morgenen kl. fem for at køre til Faaborg. Herfra sejles soldaterne til Als. 8. Brigade når frem til Dybbøl og deltager i de sidste dages kampe, inden Dybbøl falder den 18. april.

Anders må været kommet hjem til sin gård i Staurby godt ud på aftenen den søndag – med en tom madtejne.

Ægtkørsel 1864. Billedet viser en bonde, der kører fjendtlige soldater, formentlig østrigske besættelsessoldater et sted i Jylland. Vognen er en såkaldt holstensk vogn, som blev brugt til både landbrugs- og persontransport. Den udgik i sidste halvdel af 1800-tallet. En vogn af samme type, dog i mere elegant udførelse, står i dag i vognporten på Fjelstedgården i Den fynske Landsby. Det er således sandsynligt, at de vestfynske bønder også har kørt med sådanne vogne, men de fleste har været stive fjælvogne. (Fra bogen 200 Træsnit 1864)

Ægt

Ordet ægt er afledt af age (køre) og er betegnelsen for bøndernes pligtkørsel. Fæstebønderne havde også pligt til at køre for herremanden. Omfanget blev oftest nedfældet i fæstekontrakterne. Pligten gjaldt også arbejdskørsel for det offentlige ved f.eks. vejarbejde.

Fra gammel tid havde befolkningen pligt til at transportere kongen og hans følge rundt i landet, kongeægt. Bemærk, at Morten Nielsen bruger udtrykket ”kongeægt” i sin dagbog. Også embedsmænd i stat, amter, herreder og i kirken havde jordbesiddere med hartkorn og byernes borger pligt til at køre for. Grundlaget for administrationen af ægter er en kongelig ”Forordning angaaende Fribefordringsvæsenet i Danmark” af 26. juni 1846. Den gjaldt antagelig også for de militære kørsler i 1864. Bønderne fik en godtgørelse for ægterne, men pengene kom fra skatter, som de selv betalte. Godtgørelsen var den samme som vognmandstaksten for mindre postvogne.

I perioden fra 19. februar til 18. september kørte Anders eller en af hans karle 33 ægtkørsler af forskellig længde og varighed. De korte tog fra mindre end en halv dag, de lange en hel dag eller mere, for der var også mange ægter, der strakte over 12, 24 eller sågar 48 timer, hvor bonden skulle står til rådighed med en vogn og to heste. Alene i Niels Jørgensens sognefogeddistrikt, der omfatter Aulby, Kustrup og Staurby, har han omhyggeligt skrevet over 1100 kørsler ind i protokollen.

I Vends Herred (dækker ca. Middelfart Kommune i dag) har ca. 950 bønder kørt godt 16.000 ægter, 23.000 mil eller 173.000 km. Hertil kommer ca. 5.000 dage, hvor de hjemme skulle holde en mand, en vogn og to heste klar til at rykke ud med kort varsel. I herrederne syd for og vest for har der også været et betydeligt omfang ægtkørsel.

Krigen 1864 kort

Den første slesvigske krig 1848-50 endte nærmest uafgjort. Den danske helstat blev bevaret, men spændingerne mellem tysk og dansk fortsatte. I november fik Danmark en ny forfatning, der skulle gælde for kongeriget og Slesvig, men ikke Holsten. Det bragte Danmark på kollisionskurs med stormagterne, de tyske stater og hovedparten af borgerne i hertugdømmerne.

Den danske hær tog tidligt i 1864 opstilling ved Dannevirke, mens preussiske og østrigske styrker nærmede sig Ejderen. Den 1. februar var krigen i gang. Den 5. og 6. februar trak den danske hær sig tilbage fra Dannevirke. En del til Dybbøl skanser, en del til fæstningen i Fredericia og andre steder i Jylland. Preusserne belejrede Dybbøl og begyndte at skyde fæstningsværket i stykker, mens østrigske soldater besatte det meste af Jylland og belejrede Fredericia. Også her blev de danske forsvarere beskudt, og der var flere træfninger. Mange civile i byen flygtede over bæltet til Middelfart og Strib. Den 18. april indledte preusserne et stormangreb på skanserne i Dybbøl. Skanserne faldt, og den danske hær trak sig tilbage til Als.

Den 28. april forlod hæren med mest muligt udstyr Fredericia og blev sejlet til Fyn.

Den 12. maj indgik parterne en våbenhvile, og der blev indledt fredsforhandlinger i London. De brød sammen. Våbenhvilen udløb den 26. juni. Allerede natten til den 29. juni sejlede tusindvis af preussiske styrker over Alssund. Flere kom til øen i dagens løb, og de danske forsvarere måtte flygte og blev sejlet til Fyn. Danmark var reelt slået, og man frygtede, at fjenden vil sætte over Lillebælt og fortsætte krigen på Fyn. Den 20. juli blev der sluttet en foreløbig våbenstilstand. Den blev permanent først i august, og nye fredsforhandlinger i Wien begyndte. Denne gang måtte Danmark acceptere et tysk diktat og mistede hele Slesvig, Holsten og Lauenborg til Tyskland, da fredstraktaten blev underskrevet den 30. oktober.

Mindst 1570 danske soldater mistede livet, og mange blev krigsinvalider.

Et mylder af vogne

Dagen efter, den 11. april, var der hektisk aktivitet ved den næsten færdige militære skibsbro ved Baaring Vig. Her blev den anden halvdel af 8. Brigade sat i land. Niels Jørgensen havde beordret 17 af sine bønder hertil. Endnu flere var kommet fra andre distrikter. Blandt dem, der var sejlet hertil, var løjtnant og senere kaptajn og forfatter Vilhelm Dinesen og hans 9. regiment. Det kan man læse om i hans bog Fra 8. Brigade.

Ifølge Niels Jørgensens protokol kørte bønderne soldaterne til Gribsvad – knudepunktet hvor Odense-Middelfart landevejen krydser Assens-Bogense landevejen. Her har andre bønder taget over og kørt sydpå. Nogle soldater har åbenbart overnattet i Indslev natten til den 12. april, for gårdmand Morten Nielsen, Vesterdal ved Kauslunde, mødte ved Indslev Kro kl. seks om morgenen. Han beretter i sin dagbog:

”Der mødte i alt 300 vogne. Soldaterne havde overnattet i byerne deromkring og kom straks derefter med klingende spil. Det var l. Bataljon af hvert af det 9. og 20. Regiment (8. Brigades to regimenter), næsten alle jyder. Langt om længe kom vi afsted. Turen var ualmindelig interessant, thi soldaterne var ved godt mod. Der var en ypperlig ånd herskende. Vittighederne regnede ned, de sang og støjede. Det eneste, der var i vejen, var, at et par officerer, oberstløjtnant Scholten og major Sperling, var i dårligt humør og gav dette luft på en lidet opbyggelig måde. Jeg kørte med sidstnævntes oppasser og ordonnans, to jyder. Min vogn var den næstsidste i hele rækken, og jeg var ikke kommet langt fra Gribsvad, før de første vogne kom tilbage. Derfra og lige indtil midtvejs mellem gyden til Ørsted og om efter Vedtofte var et rigtigt mylder af vogne, thi der var 600. Jeg fik allersidst læsset af, og da jeg ikke kunne komme til Vedtofte at bede, som var min bestemmelse, rullede jeg hjem (til forældrene på Elleruplund i Tommerup sogn) og vil blive der i nat”.

Blandt dem, der kørte de to regimenter sydpå, var 56 bønder fra Haarby sogn. Sognets to sognefogeder, Lars Rasmussen og Lars Pedersen, sendte den 12. april 56 vogne til Ørsted syd for Aarup. De kørte sammen med mange andre vestfynske bønder turen til Faaborg med løjtnant Dinesen, nogle sure officerer og mange syngende soldatere.

Stillingen ved Lillebælt i juli 1864. Kortet viser placeringen af de talrige skanser og batteriet, som blev anlagt mellem Strib og Føns Odde med angivelse af skudretningen. Især frygtede man, at fjenden ville forsøge at sætte over Lillebælt enten fra Stenderup via Fænø eller ved den smalleste del vest for Snoghøj. (Kort fra Fredericia Fæstnings Historie, bind 3)

Krudt til Kauslunde Kirke

De første ægter begyndte i februar. Det var mest transport af syge soldater, der var blevet sejlet over bæltet fra Fredericia. Østrigske tropper havde sat fæstningsbyen under belejring og beskydning. Det førte også til en strøm af flygtninge over bæltet fra sidst i marts til slutningen af april.

Også på Fynssiden var der mange soldater. Der blev anlagt skibsbroer i Strib og ved Baaring Vig. Herfra var der livlig trafik til og fra Fredericia med soldater og heste, udstyr og proviant. Der blev bygget et magasin ved landevejen ved Kauslunde. Det blev brugt til artilleri og indkvartering af soldater. Kauslunde Kirke blev indrettet til hærens krudtkammer, og der blev sat lynafleder på kirken, så et lyn ikke skulle få det hele til at eksplodere.

Man forberedte sig på, at krigen kunne brede sig til Fyn. Alt det krævede transport af alt fra krudt og kugler til havre til heste og brød til soldater, tømmer og udstyr, og af militærpersoner fra højere officerer til syge, menige soldater. På herregården Billeshave var der indrettet lazaret. Den 22. april kørte 11 bønder hver et læs krudt fra skibsbroen i Baaring Vig til Kauslunde Kirke.

Ganske voldsomt blev det sidst i april, da hærledelsen besluttede at rømme Fredericia. I dagene fra 26. til 28 april blev der til Middelfart, Strib, Baaring Vig og Bogense overført 13.500 soldater, over 600 heste, kanoner, krudt og kugler. Alle disponible skibe på Fynssiden var i brug.

Udsnit af sognefoged Niels Jørgensens protokol. Nr. 35 er Anders Hansen Olesen, Staurby. Major Gerlach, 4. Dragonregiment, har rekvireret de mange ægtkørslerne fra Strib den 10. april, da 8. Brigade blev sejlet over Lillebælt. Kvitteringsnummeret er 45. Det er ikke lykkedes at finde kvitteringerne i arkiverne. Protokollen blev skrevet ud fra myndighedernes kørselslister. Her var alle pligtige gårde fra herregårde til husmandssteder opdelt på kørselshold og tildelt kørsler efter antal hartkorn. En hu

Det vrimlede med soldater

Den 28. april mødte Anders Hansen Olsen på sin 9. ægtkørsel om morgenen ved broen ved Baaring Vig. Hvad han skulle fragte videre og hvorhen, ved vi ikke, men Morten Nielsen kom først på eftermiddagen:

”Ved middagstid fik jeg ordre til kongeægt og skulle møde ved Båring Vig-bro uopholdelig. Det var 8. ægt. På vejen derned vrimlede det af soldater. I Kauslunde af 21. Regiment og i Vejlby af 19. Regiment. Ved selve broen var der et storartet mudder med alle de sager, som er ført over fra Frederits. Der var artilleri, redskaber, proviant osv. Dampskibe, deriblandt Fulton, gik uafladelig frem og tilbage medbringende resterne af vore sager derovre. En stor mængde vogne var tilsagt til at køre rundt omkring.

Jeg begyndte at køre brændevinstønder, men det ville ikke gå. Lidt efter fik jeg ordre til at køre til Hindsgavl med bøssemageren og hans tøj. Men det skulle vente indtil det næste dampskib, og det varede længe. Endelig kom det og bragte en officer af 21. Regiment, løjtnant de la Porte, som også ville med vognen, og så kørte vi. Vi kørte ad Vejlby til, igennem Middelfart, hvor regimentets stab lå. Det var en næsten romantisk tur, især fra Middelfart. Her hørte jeg nemlig, at nævnte regiment i morgen skal til Jylland og lande ved Helgenæs, og dertil, at løjtnanten, som jeg kørte med, var en ægte dansk mand og ved godt mod, var munter og livlig”.

Landbrugsarbejdet blev forsømt

48-årige Anders Hansen Olsen var fæstebonde på en almindelig dansk gård på ca. syv tønder hartkorn – godt 40 tønder land god jord. Omfanget af ægtkørsel var betinget af hartkorn. Bønderne på de store og gode gårde skulle køre mest. Enkelte af Anders’ kolleger i sognefogeddistriktet har kørt lidt mere end ham. Ca. 12 af de 49 bønder har kun kørt få ægtkørsler. Det har været husmænd med kun lidt jord. Den store byrde har ligget på de 37.

Anders og hans karle har udført 33 ægtkørsler. Det har været korte ture, der har varet en halv dag, og lange turen, som nok har været en hel arbejdsdag. Dertil kommer de længere vagter i vognparker og på torvet i Middelfart. Desuden – og det er ikke registreret i protokollen – har han flere dage i perioden fra 26. juni til 20. juli fået besked på at rykke ud med en mand, en vogn og to heste med 10 minutters varsel, dag og nat.

På Anders’ gård har der været tre karle; en af dem kan meget vel være indkaldt til hæren. Han har med stor sandsynlighed rådet over fire arbejdsheste og en plag/unghest samt to arbejdsvogne. Når han kørte ægt, var mindst en fjerdedel af arbejdsstyrken væk, halvdelen af gårdens trækkraft og gårdens arbejdsvogne. Det gik ud over arbejdet i marken. Høet blev måske ikke kørt hjem, den dag det var tørt; det samme gjaldt kornet i høsten. Det sled også på vogne og heste. Den militære ægtkørsel var en pligt, der havde forrang frem for alt. Til gengæld modtog han en godtgørelse for indsatsen.

Morten Nielsens dagbog indeholder ikke et eneste suk over hans pligt til at udøve denne gerning. Han måtte i øvrigt som så mange andre også lægge gård til indkvarteringer af soldater, som også forstyrrede det daglige arbejde.

I Jylland tvang den østrigske besættelsesmagt bønderne til ægtkørsel. Det tog flere steder et voldsomt omfang, og heste, mandskab og materiel led overlast. Det blev ikke honoreret, men efter krigen fik bønderne en erstatning.

De militære skibsbroer i Strib (tegningen her er en af dem, formentlig den søndre i Strib) og den ved Baaring Vig blev brugt til at overføre tropper og forsyninger til fæstningen i Fredericia, og modtage flygtninge og soldater med kanoner og andet udstyr, da Fredericia blev rømmet i slutningen af april. Især udgik mange ægtkørsler i Niels Jørgensens protokol fra Baaring Vig-broen, der lå for enden af vejen, der i dag går ned til Vejlby Fed Campingplads. (Fra bogen 200 Træsnit 1864)

Frygten for tysk invasion

Den 12. maj blev der indgået våbenhvile. Det standsede arbejdet med at udbygge forsvarsanlæggene på Fynssiden. Men der blev arbejdet på højtryk med at lave planer for en stribe nye batterier langs kysten fra Føns Odde til Strib. Inde i landet, uset af fjenden på Jyllandssiden, kunne hæren foretage visse arbejder som at gøre tømmer klar og lave fundamenter til kanoner.

Fredsforhandlingerne i London brød sammen. Våbenhvilen ophørte den 26. juni. Nu blev udbygningen af batterierne langs kysten i al hast afsluttet. Bag Lundagergaard på Svendstrup mark (golfklub i dag) blev en baraklejr med plads til ca. 1500 soldater gjort færdig. Man begyndte også at opføre en mindre, tilsvarende lejr ved Røjle. Det arbejde blev dog ikke fuldført.

Det gav et fortsat behov for ægtkørsel. Hovedopgaven var at stille enten på torvet i Middelfart eller i Kauslunde, hvor magasinet var omdannet til vognpark. Her skulle de være klar til de opgaver, der var. Kom den tyske invasion, skulle bønderne hurtigt køre soldater og udstyr til et givet kampområde. I Kauslunde skulle der hele tiden står 200 vogne klar til brug.

Niels Jørgensen, gårdfæster i Aulby og sognefoged. Han sørgede for, at bønderne i hans distrikt fik besked om kørsler, og han førte protokollen over alle kørsler. (Foto: Lokalhistorisk Arkiv for Strib-Røjleskov sogn)

På vagt i vognparken

Anders Hansen Olesen havde den 27. og den 29. juni 24 timers vagter i Kauslunde.

Den 25. juni, dagen før udløbet af våbenhvilen – var Morten Nielsen i Middelfart, og vi følger hans kørsler i de kommende dage:

”Endnu aldrig har jeg set sådant syn i Middelfart. Næsten for hver dør holdt en vogn. Hele byen var som et kaos. På vejen myldrede der af tropper til hest og til fods, af vogne, både civile og militære. Straks efter at jeg var kommet hjem, fik jeg et par andre heste for og kørte til Kauslunde, hvor jeg troede, vi blot skulle i almindelig ægt, men det slog fejl. Det var ved en vognpark, 3. Divisions vognpark, at jeg skulle møde. Når jeg bliver afløst er uvist, man siger om 3 dage. Imellem 150 og 200 vogne står her.

26.6.: Våbenhvilen udløb altså i nat!

Natten gik forresten godt. Det var et yndigt vejr. Ved solens opgang kørte jeg tillige med flere vogne til Ronæs Bro efter havre, som jeg kørte til 7. Brigades magasin i Asperup. Kl. 4 var jeg atter på pladsen.

27.6.: Kl. l var jeg med at køre til Middelfart til feltbageriet i Adelershus efter brød, 300, til magasinet i Kauslunde.

28.6.: Flytningen fra Middelfart vedvarer. I dag er der kommet 2 læs fra købmand Møller. Hans husjomfru, en jomfru Petersen, er kommet hertil, og når bombardementet begynder, kommer alle handelsbetjentene også. Atter i dag måtte vi i ægt.

29.6.: Als er taget, det er det tordenbudskab, vi i dag hører fra alle kanter. Atter i ægt med en lang vogn på parken ved Kauslunde, i aften kl. 8 og i morgen aften ved samme tid at afløse den med en kort. Min indkvartering rejste i eftermiddag. Vi får ingen i stedet. 2 læs humle fra Middelfart og et klaver er ankommet hertil. Jomfruen spiller på klaveret, som om alting var glædeligt.

30.6.: Kl. 8 blev jeg afløst og kørte også hjem. Der var kommet 16 læs flyttegods fra Middelfart, såvel af købmand Møllers som skolelærer Tybjergs tøj. Skolelærer Tybjerg, hans kone og svigerinde, en frøken la Cour, er ankommet og bliver hos os for det første.

Omtrent kl. 11 rejste jeg (til vognparken) og skal nu stampe i sølen i 24 timer. Denne gang med vogn nr. 124, i går 69 og de to første dage nr. 43.

Mon tyskerne kommer i nat?

1.7.: Jeg blev afløst i aften kl. 8 og kørte nok så gladelig hjem. Jeg gjorde ingen ture”.

Middelfart by var også i farezonen for tysk angreb. Derfor flygtede indbyggerne ud af byen. By- og herredsfoged Møller slog sig ned på Roerslev Mølle.

Men tyskerne gjorde landgang på Als. Det skete natten til den 29. juni. Resten af den danske hær dér måtte flygte til Fyn, hvor hele den danske hær efterhånden var samlet.

Ville tysken komme til Fyn og blev Vestfyn en ny kampplads? Den 9. juli udsendte Armeens Overkommando fra hovedkvarteret i Ejby en dagsbefaling. Den øverstkommanderende, general Steinmann, opildnede sine soldaterne: ”Lad ingen Anstrengelse være Eder for stor! Indlad Eder ikke paa lang Skyden, men kast Fjenden med Bajonetter i Havet, naar han forvovent skulde have overskredet det!”.

Kystbevogtningen blev udbygget. Der blev gravet løbegrave ved stranden og udlagt miner.

Lorens Schmidt var prokurator i Middelfart. Assens Amtsstue hyrede ham midt i februar til at ”foretage forretningerne med ægtkørsler i Vends Herred”. Schmidt står også som rekvirent af mere end halvdelen af ægterne i Niels Jørgensens protokol. Også forskellige militærenheder som arbejdsbataljonen i Middelfart rekvirerede ægtkørsler. (Foto: Middelfart Byarkiv)

Kørslerne fortsatte hele sommeren

Ca. 311 ægtkørsler udførte Niels Jørgensens bønder fra 1. juli til 2. august. Anders Hansen Olesen tog otte. En stor del af dem var lange vagter på torvet i Middelfart. Andre var at køre med havre til hærens mange heste, med tømmer, syge soldater til et lazaret og hærens udstyr til og fra magasiner flere steder i området.

Den 20. juli indgik parterne en våbenhvile frem til den 31. juli. Det betød ikke, at de vestfynske bønder kunne høste i fred og ro. Ægtkørslerne fortsatte. Krigen var nok tabt, men risikoen for, at tyskerne invaderede Fyn, var ikke drevet over.

Alene i dagene omkring månedsskiftet juli-august registrerede Niels Jørgensen 52 ægtkørsler, der udgik fra Baaring Vig-broen. Mange af dem gik til et magasin i Haarslev på Nordfyn. Dette er bare ægtkørsler fra ét sognefogeddistrikt. Alle egnens bønder var i gang.

Den 3. august blev våbenstilstanden permanent. Krigen var slut. Dele af hæren tog til Sjælland, andre dele blev spredt ud over hele Fyn, men der var stadig mange soldater og heste, som skulle have brød og havre. Også meget militært udstyr blev flyttet rundt. En stor del af ægterne gik til torvet i Middelfart, hvor bønderne blev dirigeret til de forefaldende kørsler.

Anders Hansen Olesens udførte sin sidste ægt mandag den 19. september, og det var en tur til torvet i Middelfart. Men også i månederne derefter måtte flere bønder køre ægtkørsler, dog i beskedent omfang.

Ægtkørslerne var en belastning for bønderne, men de mærkede også krigen på andre områder. En søn eller en karl blev indkaldt og kunne ikke hjælpe til på gården. En del af dem kom ikke hjem eller kom hjem som invalider. Der opholdt sig store kontingenter soldater på egnen. De skulle indkvarteres og bespises, ligesom hærens heste skulle fodres. Også store hærenheder på gennemrejse skulle have natlogi og mad. Lader og loer skulle tømmes og bruges til opbevaring af militært udstyr. Afgrøderne på markerne blev beskadiget. Bønderne fik dog kompensation for disse ydelser, også når noget blev ødelagt.

Kilder:

Niels Jørgensens protokol over militære ægtkørsler i Vejlby Sogn søndre sognefogeddistrikt 1864. (Overdraget til Byarkivet i Middelfart).

Erik Husted, Fredericia Fæstnings historie, bind 3.

En vestfynsk bondes indtryk og oplevelser under krigen i 1864, Fynske Årbøger 1989, Morten Vesterdal, hvori Morten Nielsens dagbog er gengivet i uddrag i nudansk sprogbrug.

Div. dokumenter i Vends Herreds arkiv: dokumenter vedr. krigen 1864, og i Assens Amtsstues arkiv: kørselssager, kørselslister, opgørelse over ægtkørsler i 1864 og kopibog.

Armeens Overcommando, dagsbefalinger 1864, lånt af Fyns Militærhistoriske Samling, Odense.

Artikel har været bragt i Bavnen nr. 2 2014:

%d bloggers like this: