En af landets mest spektakulære kriminalsager kommer nu frem i lyset. Det sker, når Poul Christensens bog ”Den fuldendte forbrydelse – kriminalsagen Breving i Middelfart 1957-61” udkommer ca. 23. november på Forlaget Historia.
Det er en journalistisk fortælling om sagen, som udspandt sig i Middelfart for 60 år siden. Den 30. december 1957 ca. kl. 23.30 sejler skibsbygger Erik Breving ud på Lillebælt i sin motorbåd Schott. Han vil sejle den 800 meter hen til Gammel Havn i Middelfart. Motoren går i stå, og båden driver ud midt på bæltet. Da Breving igen får startet motoren, løber den løbsk, og der sker en eksplosion. I et nu er båden omspændt af flammer.