Af Poul Christensen
Præcis den 30. januar 2010 kl. 14.56 kreerede Grete den måske sidste sneengel på vores lille græsplæne i Skovlunden i Strib. De billeder, jeg tog den gang, så jeg forleden, og det satte gang i gang i tankerne, nu hvor vintrene er stort set sneløse som følge af klimakrisen.
Jeg tror, at alle voksne har oplagret i deres hukommelse den knirkende lyd, når man går i et lag nyfaldet sne. Og det overvældende lys, når den lave vintersol kaster sine stråler på et snedækket landskab. Vi bliver betaget af de svævende snefnug, der i buende baner daler ned fra himlen, og vi husker at have lavet flotte snemænd og kastet mange snebolde.
Selve ordet sne lyder godt. Når det forbindes med et andet ord, danner det smukke og billeddannende ord: snekrystal, snehule og de allerede brugte: snemand, snebold, snefnug og sneengel.
De ord får mig også til at tænke på mine barndomsoplevelser med sne i nordøstfynske Dræby i 1950’erne. Kælkebakken på åsen mellem Dræby og Kertinge Nor, hvor vi susede ned langs et skel med meget sne, lavede forhøjninger på de tværgående driver, så vi liggende på maven på kælken svævede i luften. Op på bakken igen, en tur mere, mange ture. Og så sidst på eftermiddag kom vi hjem med frosne næser og isklumper uden på uldvanterne. Trætte var vi, når vi efter den herlige kælketur sad ved køkkenbordet og drak en kop varm kakao.
Jeg husker snedriver højere end mig selv. Sneen havde for vane at lægge sig i en høj drive hen over Møllevej lige ud for Agerhøjgaards mødding. Når vejen blev ryddet, foregik det med skovle, og sneen blev kastet op på begge sider af vejen. I disse kæmpe snebunker gravede vi huler, hvor vi kunne gemme os. Et år blev det til to sneborge på hver side af vejen, og så føg det med snebolde hen over vejen.
Snemænd lavede vi, når sneen var til det. Vi startede med en snebold, som vi rullede i tøsneen, som satte sig omkring bolden, der blev større og større. Disse kæmpe snebolde baksede vi oven på hinanden og til sidst en mindre bold øverst til hoved. Krop, ben, arme og hoved blev formet lidt til. En gulerod blev næse, to stykker koks eller kul øjne, et stykke af en kæp mund. Den stod som en skulptur i haven, inden snemanden bukkede under for regn og tøvejr.
Og så var der sneboldkampe. Blev man ramt, skulle det selvfølgelig hævnes.
Senere i livet kommer flere erindringer med sne, og de er knap så forherligende. Som dengang omkring 1970 jeg i kraftigt snevejr på vej hjem til jul landede i grøften. Hverken min lille røde Morris Maskot eller jeg kom ikke noget til, men ventetiden på Falck var lang og kold. Og så de store snestorme, der lukkede veje og skoler og hindrede folk i at komme på arbejde i store dele af landet. Militære bæltekøretøjer blev ambulancer til bl.a. fødende kvinder. Driver kun ligefrem spærre folk inde i deres huse.
På mere kolde og snerige breddegrader kunne sne også være livsfarlig. Der har været laviner i bjergegne, der har smadret og dræbt. Vandrere er i snestorme faret vild og er frosset ihjel.
I Danmark kommer vores forhold til sne til udtryk i vores sangskat. B.S. Ingemanns ”I sne står urt og busk i skjul” handler om, at lyset vinder over mørket. Det bliver igen forår, eller er det paradiset, han tænker på? Den forgængelige sne forvandles til noget, der er bedre.
”Der er ingenting i verden så stille som sne”. Sådan synger vi i Helge Rodes sang fra 1896. Ikke bare stilhed, ”der tysser blidt på de stemmer, som for højlydt taler”.
Også renhed:
”Der er ingenting i verden af en renhed som sne,
svanedun fra himlens hvide vinger.
På din hånd et fnug
er som tåredug.
Hvide tanker tyst i dans sig svinger”.
Og sneen mildner:
”Tys, du lytter, til det tavse klinger.
O, så fin en klang,
sølverklokkesang
inderst inde i dit hjerte ringer”.
Sådan skriver poeten.
Videnskabsmænd bekræfter poetens udsagn. Den svenske professor i miljøhistorie, Sverker Sölin, beretter i sin populærvidenskabelige bog, ”Sne” (på dansk i 2025) om, hvad forskere har fundet ud af.
Et snelag har en lyddæmpende virkning. Fem centimeter på et landskab reducerer lyden til det halve. Sneens stilhed virker beroligende. Mængden af stresshormoner i kroppen aftager. Der begås færre forbrydelser, viser forskningen.
Sne har sine lyde. Det knirker, når man i koldt vejr går i sne. Så er iskrystallerne ekstra sprøde, og når de brister, opstår der en friktion; jo koldere, desto lysere og klare tone.
Hvor der er sne, er der lys. Selv om natten kan lidt lys fra himlen får det til at lyse fra den snedækkede jord. Og midt på dagen i solskin, er lyset stærkere end på en træløs ørken. Og så er det, at man må knibe øjenlågene godt sammen, selv bag solbriller.
Sne er vanddampe i de øvre luftlag, der bliver afkølet, når de bevæger sig opad. Vanddampen kondenseres til fine flade iskrystaller med en seksarmet struktur. De iskrystaller varierer efter temperatur, luftfugtighed og andre atmosfæriske forhold. Er det f.eks. meget koldt, danner de klassiske, symmetriske snestjerner med oftest seks arme. Man mener, at hvert enkelt iskrystal er unikt. Et snefnug er en samling af iskrystaller. Er det nogenlunde vindstille, daler det ned med fem kilometer i timer, svævende, i snoede baner.
Det klassiske iskrystal ved lav temperatur. (Foto: Free Public Domain Illustrations)
Sverker Sölin har ikke kun et videnskabeligt forhold til sne. Han er opvokset i det nordlige og snerige Sverige og har også et lidenskabeligt forhold til den hvide masse. Han har lavet mange sneengle og har et hav af sneoplevelser bag sig. I sin bog ”Sne” filosoferer han over fænomenet: ”Engle af sne er et smukt billede på håb og forgængelighed. På menneskelig længsel efter en anden og bedre tilstand og på, at vi drømmer om at have den inden for rækkevidde”.
Sölin ser sneenglens opgave i vores liv ”som menneskets måde at besværge fremtiden på og styrke os i vores opgave med at forbedre. Med blikket op mod stjernehvælvet over mig, med moralloven inden i mig og med hele Jordens under mig, dækket af dette skrøbelige, bløde hvide tæppe af forgængelighed, besværger jeg med min simple englegestus ordskabens kræfter og viser med mine klodsede vingeslag, at Jorden kan blive et paradis”.
Sölin er som naturvidenskabsmand optaget af den menneskabte og dybt alvorlige opvarmning af jorden, som truer vores eksistens, hvis opvarmningen ikke bliver stoppet.
Klimaændringerne betyder, at der næppe kan laves sneengle i Danmark i mange år. Men jeg håber og tror på, at mine børnebørns børn kommer til at lave sneengle, ligesom deres oldemor lavede en sneengel i 2010.
Den 12. marts 2025
Poul Christensen, Skovlunden 69, Strib, 5500 Middelfart. T 2124 6820. poulc@stribnet.dk