Vælg en side

De 21 sognefogeder i Vejlby-Strib ca. 1770-1973

Fra 1770’erne til 1973 var sognefogederne politiets og domstolenes forlængede arm i lokalområdet. Alle på nær én var gårdmænd/landmænd, og alle udpeget blandt sognets fremmeste personer, eller som der står i lovgrundlaget: ”de skikkeligste, redeligste og mest kyndige mænd blandt sognets almue”.

Af Poul Christensen

I 1807 rasede Napoleonskrigene i Europa. Englænderne krævede den danske flåde udleveret og var gået i land i Nordsjælland. Danmark forberedte sig på krig. Det skete også på Nordvestfyn. Batteriet i Strib var allerede i 1801 blevet bemandet; nu skulle det udbygges. De lokale bønder havde pligt til at stille med heste, vogne og mandskab til et større gravearbejde. De to sognefogeder, Anders Hansen, Staurby, og Hans Rasmussen, Røjle, havde til opgave at organisere dette arbejde. 104 vogne med karle og heste sørgede for at køre jord væk. Bønderne havde desuden forrettet en del ”forefaldende kongeægter”, skrev de to sognefogeder den 5. december 1807 til amtmand Wedell. For jordkørslen bad de om 138 rigsdaler og 4 mark. Desuden berettede batteriets kommandør Nestor de Bretteville, at Vejlby Sogn har leveret 64 vogne med strøgods.

Den 28.12.1807 kom pengene fra København, men de fik kun 104 rigsdaler. Det mente man, der tilkom de bønder, som havde kørt denne ægtkørsel.

Batteriet i Strib først i 1800-tallet. (Tegning: Vejlby-Strib Lokalhistoriske Arkiv)

Det at organisere ægtkørsel var blot en af sognefogedernes opgaver. De skulle også organisere indkvartering og bespisning af de soldater, som bemandede batteriet og dér få ”nødtørftig Øl og Mad mod Betaling”. De franske og spanske hjælpetropper fik på deres vej over Fyn i 1807 husly på gårde i landsbyerne. Sognefoged Hans Rasmussen blev desuden udnævnt til kystanfører og underbefalingsmand for Vejlby Sogn kystmilits.

Anders Hansen og Hans Rasmussen blev formentlig beskikket til sognefogeder midt i 1790’erne. Anders Hansen har givetvis været en dygtig landmand, som havde også Stamhuset Hindsgavls bevågenhed. Som 28-årig overtog han fæstet på gård nr. 6 i Staurby, som den tidligere fæster havde forsømt. Det skulle Anders Hansen rette op på med bistand fra Hindsgavl. I 1777 fik han en sølvske fra Hindsgavl. På bagsiden af skaftet er graveret: ”Fra Hindsgavl Flittighedshilsning for Pileplantning. Til Anders Hansen i Staurby. 1777”. Skeen er udstyret med smukke ciseleringer. Han har formentlig fået skeen for arbejde, han har udført på Hindsgavl.

Sølvskeen findes i dag på Middelfart Museum. (Foto: Poul Christensen)

To distrikter

Omkring år 1800 er de store landboreformer gennemført. Ligestilling af gårdene (fået ens størrelse), ophævelsen af stavnsbåndet, udskiftningen (hver gård får et samlet areal og landsbyfællesskabet ophæves) og udflytningen af gårde fra landsbyen. Hver gårdmand kan nu selv bestemme, hvornår der skal sås og høstes, og hvad han vil dyrke. Hindsgavl ejer fortsat de fleste gårde i Aulby, Kustrup og Staurby, og gårdmændene dér er fæstebønder. I Røjle og Vejlby er flere blevet selvejere, fordi hovedgården Billeshave har været nødt til at sælge gårde af økonomiske årsager. Der er optimisme og fremgang, Napoleonskrigene har givet gode kornpriser. Men det varer ikke ved. I 1814 slutter Napoleonskrigene og Danmark går bankerot.

Efter 1791-forordningen er Vejlby Sogn opdelt i to distrikter: Nordre, der omfatter Vejlby, Røjle, Billeshave og Strib. Søndre, der omfatter Kustrup, Aulby og Staurby.

Udsnit af kort over Hindsgavl gods sidst i 1700-tallet.

Kort om sognefogeder

Sognefogeder har fungeret flere steder i Danmark siden 1500-tallet. Men sidst i 1700-tallet skulle det med Christian den 7.s Anordning af 13. August 1791 udbredes. I alle egne i landet skulle der beskikkes duelige mænd af bondestanden til at være sognefogeder. Amtmændene foretog beskikkelsen, og sognefogederne skulle være en af de ”skikkeligste, redeligste og mest kyndige Mænd blandt Sognets Almue”. Sognefogeden blev en slags lokal politimyndighed, der skulle udføre øvrighedens befalinger og holde øje med, at der var god orden i sit sogn. Han skulle således advare og formane folk, der forså sig ved ulovligt krohold, drikkeri og slagsmål. Han skulle arrestere folk, der blev grebet i forbrydelser af grovere art som drab og tyveri og melde det videre til herredsfogeden. Sognefogederne skulle også medvirke i syns- og skønsforretning ved fæsteskifte og skifter efter dødsfald. Sognefogeden var fritaget for visse pligter, som ellers var pålagt bønderne, f.eks. medvirke i kongerejser, arbejde ved veje og kirker, og sognefogeden fik et salær, når han skulle foretage udpantning. Sognefogederne virkede under den lokale herredsfoged, som også indstillede kandidater til amtmanden.

Normalt blev sognefogeder dengang også lægdsmænd. De stod for udskrivningen af soldater og bestyrede lægdsrullen, fortegnelsen over karlene i sognet, som stod til rådighed for landmilitsen.

Sognefogederne blev således regeringens og administrationens vigtigste tillidsmænd ude i sognene.

Senere – formentlig i 1887 – fik sognerådet mulighed for at indstille kandidater til amtmanden, men kunne ikke kræve, at amtmanden fulgte indstillingen. Først i 1923 blev det slået fast, at sognerådet skulle indstille tre personer til stillingen til amtmanden, som indhentede erklæring om kandidaterne fra den lokale politimester. Amtmanden udpegede så den person, han mente var bedst egnet. Sognefogederne blev udstyret med politiskilt og en kasket.

De første sognefogeder

Der har været sognefogeder i Vejlby Sogn før 1791-forordningen. Ved folketællingen i 1778 står 51-årige Peder Berthelsen, Røjle, opført som sognefoged. Han dør den 13. april 1795 og må være afløst af Hans Rasmussen.

Anders Hansen dør i 1814 og efterfølges af gårdfæster Anders Pedersen, Staurby. Denne gjorde boet op, da Anders Hansens søn Ole Andersens kone døde i barselsseng i 1819. Han var også sognefoged i 1829, da han som enkemand gifter sig igen.

Men Ole Andersen registreres som sognefoged ved folketællingen i 1834. Han når ikke at være sognefoged i mange år, for han dør i 1838, da en opblussen af sygdommen kopper rammer ham.

Igen krig og ægtkørsel

Den næste i rækken af sognefogeder i søndre distrikt var igen en Staurby-gårdfæster, Christian Holger Jørgensen, som formentlig tiltrådte i 1838. Han fungerede som sognefoged og lægdsmand i en længere årrække, frem til først i 1860’erne.

Som sognefoged under tre-årskrigen 1848-1850 har han ligesom sin kollega i det nordre distrikt, Jørgen Hansen, Røjle, organiseret en del ægtkørsel. De danske tropper i Fredericia blev belejret af tyske tropper. Fra skibsbroer i bl.a. Strib blev der fragtet forsyninger til Fredericia, og sårede soldater blev samlet på et lazaret på herregården Billeshave. Det krævede heste, vogne og mandskab. De har også kørt med krudt og kugler. Vejlby Kirke fungerede som ammunitionsmagasin og var lukket for kirkelige handlinger. Sognefogederne skulle også organisere indkvartering af soldater på gårdene.

Christian Holger Jørgensen stoppede omkring 1861, og gårdfæster Niels Jørgensen, Aulby, blev ny sognefoged.

I nordre distrikt blev Hans Rasmussen i ca. 1832 afløst af gårdejer Jørgen Hansen, Røjle. Han fungerede til omkring 1860, hvor gårdejer Niels Jørgensen, Vejlby Munkegaard, tog over.

Ægt

Ordet ægt er afledt af age (køre) og er betegnelsen for bøndernes pligtkørsel. Fæstebønderne havde også pligt til at køre for herremanden. Omfanget blev oftest nedfældet i fæstekontrakterne. Pligten gjaldt også arbejdskørsel for det offentlige ved f.eks. vejarbejde.

Fra gammel tid havde befolkningen pligt til at transportere kongen og hans følge rundt i landet, kongeægt. Også embedsmænd i stat, amter, herreder og i kirken havde jordbesiddere med hartkorn og byernes borgere pligt til at køre for. Grundlaget for administrationen af ægter er en kongelig ”Forordning angaaende Fribefordringsvæsenet i Danmark” af 26. juni 1846. Bønderne fik en godtgørelse for ægterne, men pengene kom fra skatter, som de selv betalte. Godtgørelsen var den samme som vognmandstaksten for mindre postvogne.

Omfattende ægtkørsel i 1864

Krigen i 1864 blev også mærkbar på Vestfyn, og de to Niels Jørgensen-sognefogeder fik meget at se til hen over foråret og sommeren.

Rekvisitionerne på ægtkørsel begyndte at indløbe allerede i februar 1864, og da året var omme, havde sognefoged Niels Jørgensen, Aulby, sørget for, at knap 1000 militære ægtkørsler fordelt på 37 bønder i Aulby, Kustrup og Staurby blev gennemført. Alle kørsler registrerede han i en protokol. Der var oplysninger om dato og antal kørte mil, hvad de kørte med, hvem der var modtager, og hvem der udførte kørslen.

Uddrag af Aulby-sognefoged Niels Jørgensens protokol.

Danmark var i krig med Preussen og Østrig, og hæren havde taget opstilling ved Dannevirke, men havde 5.-6. februar trukket sig tilbage til Sønderborg og Dybbøl Skanserne samt til fæstningen i Fredericia og andre steder i Jylland.

Det betød, at hæren i Fredericia skulle have forsyninger fra fynssiden, hvor der i Strib og ved Båring Vig blev anlagt militære skibsbroer. Store mængder soldater blev fragtet over bæltet først i april og videre sydpå for at komme til Dybbøl for at styrke forsvaret dér. Men Dybbøl Skanse faldt i den 18. april 1864 og resten af hæren trak sig tilbage til Als. Natten mellem den 28.-29. april rømmede hæren med mest muligt udstyr Fredericia og blev fragtet over til fynssiden. Nu frygtede man, at preusserne ville sætte over Lillebælt og søge landgang på Fyn. Der blev derfor i al hast bygget magasiner til opbevaring af krigsmateriel og bygget forsvarsanlæg langs lillebæltkysten.

Alt det krævede hen over foråret og sommeren vogne til transport af alskens krigsudstyr, byggematerialer, brød til soldater og havre til heste og af soldater, såvel raske som sårede.

Preusserne valgte i stedet at gøre landgang på Als den 9. juni, og resterne af den danske hær måtte flygte og blev sejlet over til Fyn. Der blev indgået en våbenhvile og fredsforhandlinger endte med, at Danmark mistede hertugdømmerne og dermed hele Slesvig.

Det betød, at de militære ægtkørsler ebbede ud hen over sommeren 1864.

Også sognefogeden i det nordre distrikt, Niels Jørgensen, Munkegaard, fik til opgave at organisere kørslerne i sit distrikt. Formodentlig har det haft samme omfang som i nabodistriktet. De øvrige sognefogeder på Vestfyn måtte ligeledes påtage sig denne opgave, og omkring 1.000 vestfynske bønder måtte stille med vogne, heste og mandskab i 1864.

Det var en travl periode for de to sognefogeder med samme navn. De skulle desuden varetage sognefogedembedets øvrige opgaver: Fungere som lokalt politi, gøre boer ved skifte op, udpante hos skyldnere. Desuden var begge medlemmer af sognerådet. Ved årets udgang fik de tildelt Dannebrogordenen hæderstegn for deres særlige indsats.

Dannebrogordenen hæderstegn
blev indstiftet 28. juni 1808. Det kunne tildeles ”enhver, der ved klog og redelig Stræben for Brødres Vel og ved ædel Daad i en engere (begrænset) Kreds har gavnet Fædrelandet”. Korset, der er helt af sølv, bærer samme motto eller valgsprog som Ridderkorset og bæres i samme slags bånd uden roset på venstre kjoleopslag.

Det blev typisk givet til embedsmænd af lavere rang, f.eks. sognefogeder, overlærere, stationsforstandere, rådmænd, postmestre, fyrpassere etc., og som en tillægsudmærkelse i Dannebrogordenen.

Dannebrogsmændenes Hæderstegn blev også tildelt veteraner fra Treårskrigen og 2. Slesviske Krig i en særlig udgave, hvor hullerne mellem kronens bøjler ikke var udskåret.

Dannebrogsmændenes hæderstegn. (Foto: Public Domain, Nationalmuseets Samlinger)

De to sognefogeder skulle også holde styr på sognets hunde og tyende fra fremmede sogne og udlandet. Fra sidst i 1880-tallet skulle sognefogederne indskrive hunde og deres ejere i en protokol. I en tyendeprotokol skulle sognefogeden notere den enkeltes navn, fødested og -dato, dato for tilgang, kom fra hvilket sogn/købstad, tjenestested her, tidspunkt afgang og til sogn/købstad. Den opgave overtog sognefogederne i 1883 fra sognepræsterne. I 1924 blev den opgave overtaget af Folkeregistret.

Mere om Niels Jørgensen, Munkegaard

Han var en respekteret og ledende skikkelse i sognet. Han var også medlem af sognerådet og dets formand i flere perioder samt medlem af amtsrådet. Han var bl.a. formand for den lokale haglskadeforsikring, han optrådte ofte som dirigent ved generalforsamlinger og som stiller for moderate venstrekandidater til Rigsdagen. Han var også initiativtager til en indsamling, da tømrer Rasmus Nielsens hus blev et rov for luerne. Tømreren havde netop opsagt sin brandforsikring og havde ikke nået at nytegne en forsikring i et andet selskab. ”For at søge denne Nød afhjulpen, tillader vi os at bede Egnens ærede Beboere om at yde en Skærv til atter at hjælpe Familien på Fode”, skriver han sammen med sognepræsten og Middelfart Avis’ redaktør. Alt det fremgår af artikler i Middelfart Avis, som altid betegner ham som sognefoged og Dannebrogsmand.

Niels Jørgensen, Munkegaard. (Foto: Skannet fra familiefoto udlånt af Grethe Andreasen)

Fest for den gamle sognefoged

Efter 40 år sognefogedgerning valgte Niels Jørgensen i 1900 i en alder på 74 år at overlade gerningen til yngre kræfter. Det blev en afsked, der vidnede om hele egnens respekt for og taknemmelighed overfor den gamle sognefoged. Onsdag den 21. juni mødte en deputation bestående af gårdmand Bertel Jørgen Christensen, Munkegaard, gårdmand Niels Juhl, Kushøj, Vejlby, gårdmand Søren Pedersen, Røjle, og particulier (rentier) Rasmus Mathiesen, Billeshave Skov, op hos Niels Jørgensen og overrakte en gave fra distriktets beboere for hans virksomhed. Gaven bestod af en polstret lænestol, en gyngestol, et kaffeservice, en bakke med tilhørende karaffel og glas samt et fajance-drikkekar med sølvlåg, forsynet med indskriften: ”Med Tak for nidkær 40 Aars Virksomhed”.

Øvrighedspersonerne i Vends Herred, assessor (og herredsfoged) Møller, herredsfuldmægtig Fønss og overbetjent Bosse mødte op med fotos af de tre herrer, samlet i ét billede. Formentlig en kostelig gave dengang i fotografiets barndom.

Den 11. juli 1900 blev Niels Jørgensen hædret ved en festmiddag i Røjle Forsamlingshus. Han var flankeret af sine foresatte, assessor Møller på hans højre side og politiassistent Bosse på hans venstre side. I alt 80 mennesker, som han havde haft berøring med, bænkede sig ved bordene klokken fem. Den ene hyldesttale fulgte den anden. Her er et udpluk:

Assessor Møller: ”.. han har ikke bare udført sine Pligter som Sognefoged, men har forstaaet at optræde på en så hensynsfuld Maade, at det et lykkedes ham at afvæbne den Bitterhed, der tit og aldeles ubeføjet opstaar mod enhver, hvis Opgave det er at sørge for, at Lovens bud overholdes”.

Niels Jørgensen: ”Som Sognefoged har jeg kun gjort min Pligt, at det er sket paa en for Herredskontorets og Sognets Beboere tilfredsstillende Maade, kan jeg kun takke Gud for”. Han takkede for gaver og for indbydelse til denne fest. ”Ikke hele min Virksomhed er gaaet med det gode. Jeg har maattet tage adskillige ved Vingebenet. Men enhver, der under min Sognefogedgerning har vist mig Velvilje, bringer jeg min bedre Tak”.

Redaktør Eilersgaard, Middelfart Avis: ”Niels Jørgensen har vist et Eksempel, der burde tjene til Efterligning for enhver, som faar betroet en Gerning”.

Mejeribestyrer Møller: ”Da jeg første Gang traf sammen med Niels Jørgensen, fik jeg Indtrykket af, at han var en streng Mand, men jeg kom snart til en Erkendelse af, at han var præget af Frisind, og at han satte den personlige Frihed meget højt. Det er heldigt, når dette forenes med Embedsmanden”.

Man kan undre sig over, at radikalt orienterede Middelfart Venstreblad kun helt kortfattet skriver, at ”der i Aften er Fest for forhenværende Sognefoged Niels Jørgensen” Til gengæld skriver bladet en hædrende nekrolog, da han dør i april 1909. Der står bl.a.: ”Alle Forretningerne og Bestillingerne har han røgtet med Dygtighed og Flid. Niels Jørgensen levede et bramfrit Liv. Han var af den gamle Skole og gik altid klædt i hjemmelavede Vadmelklæder enten han gik hjemme paa Gaarden eller var til Møder ude omkring”. Nekrologen slutter: ”Et rigt og virksomt Liv er her nu afsluttet”.

Som sognefoged blev han afløst af gårdejer Hans Jørgen Hansen, Vejlby Lindegaard.

Niels Jørgensen, Aulby

 Niels Jørgensen, Aulby. (Foto: Vejlby-Strib Lokalhistoriske Arkiv)

 De to Niels Jørgensen-sognefogeder virkede i en periode med store forandringer. Faldende kornpriser gav landbruget problemer, som man bl.a. løste med omlægning til animalsk produktion. Således blev Røjle Mejeri oprettet i 1885. Det var også en tid, hvor andelsbevægelsen og højskoler slog an.

Niels Jørgensen, Aulby, døde i juni 1895 70 år gammel. I en nekrolog i Middelfart Avis fremhæves hans indsats i 1864, som blev belønnet med Dannebrogordenens hæderstegn. Han fratrådte dog som sognefoged allerede i 1877 og blev afløst af gårdfæster Peder Rasmussen, Staurby.

1864-veteran blev sognefoged

En af sognefogedens opgaver var at sikre god ro og orden i sognet. Det indebar at holde øje med omstrejfende personer uden fast bopæl og arbejde. De skulle arresteres og sendes hjem. Det blev en opgave for Peder Rasmussen.

”Politiassistent Bosse og jeg anholdt mange tyske Haandværkssvende, som betlede, og som indbragtes til Middelfart Arrest og hjemsendtes efter udstaaet Straf. (…) engang anholdt vi ikke mindre en 20”.

Det er Peder Rasmussens egne ord, som han skrev i en levnedsbeskrivelse i 1927, da han i en alder på 92 år var blevet udnævnt til Dannebrogsmand. Den udnævnelse skyldtes ikke hans sognefogedgerning, men at han var veteran fra krigen i 1864. Når udnævnelsen kom så sent, skyldtes det, at man efter genforeningen i 1920 begyndte at opsøge endnu levende veteraner også dem fra det nu igen danske Nordslesvig og tildelte dem sølvkorset.

Peder Rasmussen blev i januar 1864 indkaldt til 19. Regiment og overflyttet til garnisonen i Fredericia. Da garnisonen blev rømmet i marts, vendte han tilbage til fynssiden, men i egentlig kamp kom han ikke.

Peder Rasmussen var i en periode medlem af sognerådet, og efter sognefogedperioden brandfoged og snefoged.

I sine sidste år levede han et stille liv, skriver han i levnedsberetningen. Da han fyldte 90 år i 1925, var hans gamle 6. kompagni tilfældigvis på vej forbi Staurby. De gjorde holdt på gården og spillede musik for den forhenværende menig nr. 589 og gik forbi ham i parademarch – til stor glæde for den gamle veteran. Peter Rasmussen døde 24. april 1929.

92-årige Peder Rasmussen med hæderstegn i 1927. (Foto: Skannet fra levnedsbeskrivelsen)

Niels Rasmussen Jensen, Aulby

I 1885 overtog gårdfæster Niels Rasmussen Jensen bestillingen og virkede til 1901. Han

måtte som pantefoged rykke ud 19 gange eller 1,3 gang pr. år, dog med en koncentration af sager om underholdsbidrag midt i 1880’erne. I alt 15 sager drejede sig om fædre, der ikke havde betalt deres bidrag. Det var flere tjenestekarle, en drejer, en fisker og en skomager. En tjenestekarl og drejeren optrådte flere gange Med en enkelt undtagelse var der ikke noget af værdi, som sognefogeden kunne pante, og han og de to vidner måtte forlade skyldnerens bopæl med uforrettet sag. Undtagelsen var skomageren i Kustrup, der skyldte to gange 25 kr. i alt 50 kr. i underholdsbidrag til to børn. Her var der indbo af værdi, der kunne dække de 50 kr. og 66 øre, som beløbet kom op på med tillæg af et udpantningsgebyr på 66 øre. Skomageren var på arbejde i Fredericia, og hans kone måtte se på, at sognefogeden gjorde pant i en kommode til en værdi på 6 kr., et klædeskab til 12 kr., et bogskab til 10 kr., en sofa til 20 kr. og et rundt bord til 12 kr.

I februar 1892 troppede Niels Rasmussen Jensen op hos gårdfæster Peder Rasmussen, Staurby Vestergaard. Han skyldte 144 kr. og 48 øre i provstitiende, men ville kun betale 142 kr. og 55 øre, som han betalte på stedet. Han var uenig med herredsfogeden om grundlaget for beløbet og fik sin protest indført i panteprotokollen. Sognefogeden måtte derefter pante en sølvbelagt pibe, som blev vurderet til 12 kr., og skyldneren af differencen på 1 kr. og 93 øre fik den sædvanlige formaning om, at skyldneren ville ifalde straf, hvis han bortfjernede den pantsatte genstand.

En anden sag om uenighed er fra oktober 1892 og angik sognerådsformanden, Peder Jensen, Kustrup. Herredsfogeden havde bifaldet, at et krav fra Stamhuset Hindsgavl på 17,50 kr. for fliser til Vejlby Kirke skulle inddrives. Striden handlede om, hvorvidt det var fliser til reparation eller fliser til noget nyt. Sognerådet mente, opkrævningen var ulovlig og en protest blev skrevet i protokollen. Med et udpantningstillæg på 65 øre, hvorefter det samlede beløb blev18,15 kr., tog sognefogeden sognerådsformandens jernpengeskab til en værdi af 90 kr. i pant. Hvordan den sag endte, fortaber sig i det uvisse. Den nævnes ikke i sognerådsprotokollen.

Peder Jensen blev selv sognefoged og pantefoged i 1908.

Endelig måtte Niels Rasmussen Jensen tage en arbejdsvogn til en værdi på 40 kr. i pant hos en gårdmand i Kustrup, han skyldte 18,62 kr. i kongelig skat.

Jacob Hansen Kristiansen, Kustrup

Jacob Hansen Kristiansen. (Foto udlånt af Grethe Andreasen)

Derefter fulgte fra 1901 til 1908 gårdfæster Jacob Hansen Kristiansen, Kustrup. I sin ret korte sognefogedperiode fik han fire udpantningssager fra herredsfogeden. De tre sager endte med, at der ikke var noget at pante. I den fjerde tog han en Fraugdeplov i pant hos en gårdmand, som havde nægtet at levere og køre langhalm til kommuneskoler og fattiglemmer. Han fik indført sin protest i protokollen.

Han var også mæglingsmand i tyendesager. Den 10. juli 1902 forsøgte han at forlige kammerjunker Fønss, Billeshave, med røgteren, Frederik Morell, som var utilfreds med forholdene på gården. Han kritiserede den iltre kammerjunker, som havde overfaldet og slået røgteren. Han var dagen før gået til politiet i Middelfart for at anmelde kammerjunkeren, selv om denne havde gjort det klart, at det betød bortvisning. Sognefogedens forsøg på mægling var forgæves. På gårdspladsen kom det til et kraftigt verbalt sammenstød mellem de to kamphaner. Tilbage på Billeshave smider kammerjunkeren håndfast røgteren ud. Han går igen til Middelfart og køber en æske tændstikker. Om aftenen er han tilbage på Billeshave. Han sniger sig ind i staldbygningen og op på halmloftet. Her stryger han en tændstik, og staldbygningen står i flammer. En karl når ikke ud i tide og bliver så forbrændt, at han dør et par dage senere. Røgteren blev pågrebet den følgende dag og blev dømt til forvaring på Sindssygeanstalten i Middelfart.

Det er en dramatisk sag. Langt de fleste, som er indført til forligsprotokollen, handler rømmede tyende og uenighed om løn og arbejdsforhold.

Endnu en Dannebrogsmand

Jacob Hansen Kristiansen dør i 1908, og gårdfæster Peder Jensen, Kustrup afløser ham. Her ser man, hvordan en sognefoged bliver udpeget. Sognerådet havde indstillet Peter Jensen, møller Jørgen Olsen Andersen, Aulby, og gårdfæster Hans Peter Jørgensen, Staurby. Altså én fra hver af de tre landsbyer. Beboere fra Aulby og Staurby havde indsendt en støtteadresse om at få en af en af deres egne. Amtmanden valgte at udnævne Peder Jensen.

Peder Jensen, Kustrup. (Foto: Vejlby-Strib Lokalhistoriske Arkiv)

I 1929 blev Peder Jensen præsenteret med stillingsbetegnelserne sognefoged, amtsrevisor og landsvæsenskommissær, da han blev udnævnt til Dannebrogsmand. Begrundelsen var, at han i 10 år havde været amtsrevisor samt sognefoged og lægdsmand siden 1908.

Peder Jensen har skrevet en levnedsberetning, som opbevares i Ordenskapitlet. Man kan fornemme, at han ligesom de fleste sognefogeder var en fremtrædende person i sognet og har varetaget mange offentlige hverv ud over at være sognefoged. Når man lister Peder Jensens hverv op, får man den tanke, at han ikke har haft meget tid til at passe sin landbrugsbedrift.

Han blev gift og overtog sin mors gård i 1885. Det år fik den 28-årige Peder Jensen sit første offentlige hverv som stævningsmand. I december 1888 blev han valgt til sognerådet, og var sognerådsformand fra 1891 til 1894. I 1893 blev han valgt til vurderingsmand for umyndige og andre under offentligt tilsyn med stående midler i Vends Herred. Det hverv udførte han i mange år. I perioden 1895 til 1898 var han medlem af Vejlby Sogns Skolekommission. Fra 1895 til 1901 var han sekretær for to sognerådsformænd. 1902 blev han revisor i Røjle Mejeri og varetog den opgave til 1925. I 1903 valgte sognerådet ham til vurderingsmand til ejendomsskyld for kommunens andet vurderingsdistrikt, igen et hverv han udførte i en årrække. I 1905 blev han efter indstilling fra Assens Amtsråd udpeget til landvæsenskommissær for Assens amt (retsinstans med en dommer og to lægdmænd, der afgør sager om vandløb, læhegn og vejrettigheder på landet). Og så 1908 blev han sognefoged og lægdsmand.

I 1909 blev han valgt ind i bestyrelsen for Vends med flere Herreders Landbo Spare og Lånekasse i Nørre Aaby. I 1912 blev han igen sekretær for sognerådsformanden og varetog den opgave til 1921. I 1917 blev han af sognerådet valgt til formand for det såkaldte kornnævn, som fungerede under Første Verdenskrig (skulle kontrollere at brødkorn ikke blev brugt til foder).

I 1919 blev Peder Jensen valgt til amtsrevisor for kommuner og legatregnskaber for sognekommunerne i Assens Amt. Endelig i 1929 blev han af Landbrugsministeriet beskikket til stedfortræder for formanden for Ålegårdsnævnet i Assens Amt.

Efter 1929, hvor han blev Dannebrogsmand varetog han mange af de opgaver. Flere af hvervene har givetvis været lønnet.

Nye tider for pantefogeden

Peder Jensen udførte 61 udpantningsforretninger i sin sognefogedperiode. I de første år fra 1905 til 1914 var der ni sager, der hovedsageligt drejede sig om underholdsbidrag og skyldig skat. Under Den første Verdenskrig var der stilstand på det område. Først i 1921 gik det løs, nu med sager, der vidner om, at det danske samfund var under forandring. Der var kommet nye genstande, man kunne tage pant i. Stamhuset Hindsgavl, der ejede stort set alle ejendomme i dette distrikt, var gået fallit. Fæstere havde købt de huse og ejendomme, de boede i. Nu kunne de pantsættes. Og så var der de smarte forretningsfolk.

I november 1922 mødte Peder Jensen med to vidner op hos frøhandler Boesen på gården Karensminde. Han skyldte 66 kr. i motorafgift. Kontanter havde han ikke, så sognefogeden gjorde udlæg i ”motorvognen”, som der står i protokollen, der blev vurderet til 2000 kr. Ordet bil var endnu ikke nået til Staurby.

I april 1923 fik proprietær Matzen i Staurby Skov besøg. Han havde ikke betalt afgiften til Statstelegrafvæsenet. Matzen var ikke hjemme. Da sognefogeden ville gøre pant i et radioapparat, stillede hans kone med bevis på, at der var oprettet særeje, og at hun ejede alt bohave. Så Peder Jensen måtte forlade boligen med uforrettet sag.

Nu kommer ejendomshandler Autzen på banen. Han købte i 1918 Staurby Skov og solgte den året efter til proprietær Matzen, men beholdt arealet langs med lillebæltkysten. Han begyndte at sælge byggegrunde og anlagde Strandvejen som sin private vej. Det kom der en masse ballade med retssager ud af.

Hen over sommeren 1923 mødte Peder Jensen flere gange op hos Matzen, som var på vej til at gå fallit. Autzen var en af de store kreditorer. Han overtog igen skoven som ufyldestgjort panthaver i 1923. Nu kom Autzen i økonomiske vanskeligheder, og det fortsætter i flere år. Sognefogeden og to vidner er på besøg og taget store dele af Autzens bohave i pant: En skrivemaskine, et radioapparat, et klaver, borde og stole, en sofa med Chesterfield-betræk og meget mere.

Det faldt sammen med den store økonomiske krise omkring 1930, hvor mange andre end byggematadoren ikke kunne betale deres skatter, forsikringspræmier m.m. Sognefogeden måtte træde til som pantefoged og gjorde pant i flere ejendomme. Autzen klarede skærene. Han fortsatte med at sælge grunde og bygge huse til salg langs Strandvejen.

Peder Jensen blev giftefoged, da en ny ægteskabslov i 1922 åbnede for, at landets sognefogeder kunne foretage borgerligere vielser. Det var dog først i 1928 han foretog den første vielse. Der var to andre det år og en i 1933.

Peder Jensen døde i januar 1936, 78 år gammel. I 1933 var han blevet afløst af Jens Madsen Jensen, Aulby Vesterdal.

Hans Jørgen Hansen, Vejlby Lindegaard

Nu vender vi blikket mod nordre distrikt, hvor Hans Jørgen Hansen var sognefoged fra 1900 til 1927.

Hans Jørgen Hansen ca. 1892. Han er født og vokset op på Røjle Nygaard. Blev i 1892 gift med Maren Hansen fra Vejlby Lindegaard. (Foto: Udlånt af Annette Bargmann Radoor)

En sognefogeds opgaver var mangfoldige. Ret sjældent var det at udføre kontante politiopgaver som f.eks. arrestationer. Den 13. april 1924 var Hans Jørgen Hansen i aktion. Seks drenge var flygtet fra Braaskovgaard ved Vejle (en opdragelsesanstalt for ”forbryderiske og forsømte drenge fra 16 til 21 år). De havde overfaldet og kneblet opsynsmanden. De fire blev hurtigt fanget. De to stjal en båd i Fredericia, sejlede over Lillebælt og blev set på Vejlbykanten. Sognefogeden tog affære og arresterede de to, som imidlertid benægtede at være de to flygtninge. Men Hans Jørgen Hansen ”lod sig ikke narre”, som der står i Middelfart Venstreblads artikel, og fik sendt de to tilbage til Braaskovgaard.

Hans Jørgen Hansens politistav, som oldebarnet Hans Jørgen Lindegaard har arvet. Mon ikke den var med, da sognefogeden arresterede de to Braaskovgaard-drenge. (Foto: Hans Jørgen Lindegaard)

Maren og Hans Jørgen Hansen holdt sølvbryllup den 30. september 1917. En af de mange gaver var en sølvpokal med denne inskription: ”Erindring fra Herredsfoged, Fuldmægtig, Politiassistenter, Lægsmænd, Sognefogeder i Vends Herred – 1892 – 30.9. – 1917”. Den 35 cm høje pokal blev overrakt af borgmester Steffensen, Middelfart, og tre sognefogedkollegaer. (Foto: Hans Jørgen Lindegaard)

Hans Jørgen Hansen var i en årrække branddirektør (tegner forsikringer, foranstalter brandtaksationer og vurderinger af brandskade og fører tilsyn med de forsikrede bygninger) i det lokale distrikt af Østifternes Brandforsikring. I mere end 25 år var han vurderingsmand i Fyns Stifts Kreditforening.

Han foretog fem vielser i 1923-24.

I familien er han omtalt som meget hjælpsom. For eksempel hjalp han folk med at skrive skøder og andre juridiske dokumenter.

At Hans Jørgen Hansen var vellidt og respekteret af distriktets beboere, kom til udtryk, da han i 1925 havde 25-års jubilæum som sognefoged. Deres gave var et flot bordur i glaskuppel og et lykønskningstelegram med læderomslag: ”(Vi) har lært at paaskønne den Måde paa hvilken Du udøver Din Gerning … Tak for Din altid elskværdige og hensynsfulde Optræden”. Og så optræde 265 navne/husstande på gavegiverne fra Vejlby og Vejlby Mark, Vejlby Skov, Røjle og Bøgelund, Røjle Skov, Røjle Mark og Mose, Billeshave og Røjle Skov og Strib. Langt de fleste husstande bortset fra dem i Strib står på listen.

 

Side i lykønskningstelegrammet, affotograferet af Hans Jørgen Lindegaard.

Gaven fra beboerne, et bordur med glaskuppel, er bortkommet, men oldebarnet Hans Jørgen Lindegaard har dette uskarpe billede af det.

Hans Jørgen Hansen, ca. 1940. Han er oldebarn af sognefoged Hans Rasmussen (1795-1832). (Foto affotograferet af Hans Jørgen Lindegaard).

I 1927 blev han nødt til at sælge Lindegaard. Han havde uden at få sikkerhed ydet et større lån til en mand på egnen, som gik fallit. Familien flyttede til nybygget hus, Lindely, over for gården. Samme år fratrådte han som sognefoged. Hans Jørgen Hansen døde i 1957 90 år gammel.

Nye retningslinjer i 1929

I 1929 udkom Haandbog for sognefogeder. Her gennemgås alle opgaver og regler. Samfundet har ændret sig siden 1791. Tidligere opgaver som ægtkørsel var ophørt, og nye var kommet til. Det blev præciseret, at sognefogederne skal føre en dagbog og en kassebog. I dagbogen skal indføres alle henvendelser til sognefogeden med oplysninger om sagens art, og hvad sognefogeden har foretaget sig.

I kassebogen indføres alle indtægter og udgifter. Dog ikke visse gebyrer, som tilfalder sognefogeden personligt. Politimesteren kontrollerer sognefogedens regnskabsførelse.

Eksempel på en side i dagbogen fra Haandbog for Sognefogeder. Bemærk der er mangeartede sager.

Sognefogeden er fortsat det lokale ordenspoliti, der skal føre tilsyn med f.eks. beværtninger og løsgængere. Involveres sognefogeden i større forbrydelser som drab, vold og tyveri skal sognefogeden anholde den pågældende og straks videregive mistænkte til politiet.

Desuden har sognefogeden en række opgaver, der har med retsplejen og domstolene at gøre. Det drejer sig om udpantning for at gennemtvinge gennemførelsen af en dom eller anden retskendelse. Først i 1900-tallet kom der mange flere pantesager, der drejede sig om ubetalt skat, afgifter m.v. til det offentlige.

Sognefogeden foretager skifter i mindre boer. Det er fastholdt med en ny skiftelov i 1874. Sognefogeden kan lade sig beskikke til stævningsmand. Men både politibetjente og sognefogeder kan i straffesager foretage forkyndelser uden beskikkelse.

En hundelov fra 1925 giver landets sogneråd mulighed for at bestemme, at hunde skal være forsynet med et hundetegn, der er påført årstal og et nummer, på hundens halsbånd. Sognefogeden opkræver en hundeafgift.

Ifølge ægteskabsloven fra 1922 påhviler der sognefogeden pligter ved lysning. Han skal udstede en attest på, at alle betingelser for giftermålet er opfyldt. Og han bliver giftefoged for par, der ønsker en borgerlig vielse.

For flere af disse opgaver får sognefogeden et gebyr eller salær. Fra 1857 har sognefogeden fået en fast løn, som dengang udgjorde fra 40 til 200 kr.

I 1903 blev beløbet fordoblet til fra 80 til 400 kr. Det er senere reguleret ad flere gange.

Bestillingen som sognefoged er borgerligt ombud, som enhver borger havde pligt til at påtage sig i mindst tre år.

Jørgen Rasmussen, Røjle Nygaard

­­Jørgen Rasmussen. (Foto: Vejlby-Strib Lokalhistoriske Arkiv)

Jørgen Rasmussen var engageret i sognets foreningsliv. I en årrække var han formand for Røjle-Staurby Elektricitetsværk og Vejlby Sogns Venstreforening. Han var også medlem af sognerådet og sognerådsformand fra 1912 til 1921. Han blev sognefoged i 1927 og beklædte posten til 1946.

Han udførte de sædvanlige sognefogedopgaver som udpantninger og opkrævninger af bøder Han foretog cirka en vielse om året, og han udstedte hundetegn.

Et hundetegn fra 1928 på karton 6×4 cm. Der betales afgift, men der er endnu ikke lhundetegn, der kan sættes på hundens halsbånd. (Affotografering af hundetegn, der lå i nordre distrikts hundeprotokol)

Den 12. juli 1946 kom Middelfarts politimester Beckett på besøg på Røjle Nygaard. Den nu 78-årige Jørgen Rasmussen havde søgt om at blive fritaget for hvervet, og det havde Amtet nu bevilget. Politimesteren takkede Jørgen Rasmussen for et godt arbejde gennem 18 år og kunne samtidig indsætte afløseren Aksel Pedersen i hvervet.

Aksel Pedersen, Margrethesminde, Røjle

Aksel Pedersen engang i 1950’erne. Måske taget på kommunekontoret i Røjle. (Foto: udlånt af Lene Sørensen)

Aksel Pedersen blev sognefoged i nordre distrikt i 1946 og fungerede til 1973.

Han mødte en dag i 1947 op i Vejlby Brugs for at opkræve en bøde af brugslærling Poul Andersen, som havde kørt uden lys på sin cykel. Det blev hans første møde med sognefogeden. Det skulle blive til mange flere, for nogle år senere blev sognefogeden hans svigerfar.

Senere i 1960 bad Aksel Pedersen svigersønnen køre med i sin Ford T, når han skulle ud at opkræve bøder.

– Man ved aldrig, hvem man møder, var hans bekymring, fortæller Poul Andersen. Men bodyguarden blev ude i Ford’en og kom ikke i funktion.

Aksel Pedersen var både i 1940’erne og i 1950’erne medlem af sognerådet, valgt af Venstre. I flere perioder var han Indre Missionsk medlem af Vejlby Menighedsråd.

Vandrende svende søgte også sognefogeden på Margrethesminde, hvor de sov i kostalden. Men noget for noget. Aksel Pedersen stod tidligt op og vækkede dem, og så fik de besked på at muge ud i kostalden, fortæller barnebarnet Lene Sørensen. Efter dette morgenarbejde kom de ind til morgenmad og hjemmebrygget øl.

Udstedelse af hundetegn hørte med til sognefogedens arbejde. Men det fik han hjælp til, husker Poul Andersen. En anden ansat i Vejlby Brugs bad ham om at forny et hundetegn.

– Det var hans datter på ca. 15 år, der førte protokollen. Hun stillede de krævede spørgsmål om hunden. Da hun spurgte om hundens køn, blev vi begge røde i hovedet.

Men den unge brugslærling kom tilbage til brugsen med hundetegnet.

Aksel Pedersens sognefogedkasket blev nok mest brugt til uautoriserede formål som her i 1961 på Margrethesminde, hvor barnebarnet Lene leger sognefoged. Hun husker sin morfar som ”fuld af skæg”. Børnebørnene flokkedes omkring ham, når vi var sammen, fortæller hun. Og han var god til at fortælle historier for børnene, både nogen han kunne udenad og nogen, han selv digtede. (Foto: Udlånt af Poul Andersen)

Jens Madsen Jensen, Aulby Vesterdal

Vi er tilbage i søndre distrikt, hvor Jens Madsen Jensen blev sognefoged i 1933. Han var i en årrække medlem af bestyrelsen for Røjle Mejeri og var formand for Vejlby Brugsforening fra 1933 til han døde i1948. Her er endnu et eksempel på, at sognefogedgerningen bliver i familien. Jens Madsen Jensen var søn af Niels Rasmussen Jensen.

Niels Pedersen, Elmelund i Kustrup

Niels Pedersen ca. 1942 (Foto udlånt af Grethe Andreasen).

 I 1948 overtog gårdejer Niels Pedersen, Elmelund i Kustrup, hvervet som sognefoged i søndre distrikt. Han havde erfaring som sognerådsmedlem for Venstre og var en aktiv mand, der blandt andet var en af initiativtagerne til oprettelsen af Kustrup Friskole og var skolens formand i en periode.

Han var bror til Aksel Pedersen, Røjle, der blev sognefoged i det andet distrikt. Dermed var to brødre sognefogeder i de to distrikter. Og brødrene var børnebørn af sognefoged Niels Jørgensen, Munkegaard.

Niels Pedersens datter, Agnes Andreasen, har flere erindringer om faren.

Når der kom farende svende til byen, blev de henvist til sognefogeden. På flere gårde var man bange for at have dem natten over, for de røg og brugte ild. Men på Elmelund fik de lov til at overnatte i laden, efter at de havde afleveret deres tændstikker. Om morgenen kom de ind og fik morgenmad og, hvis de ville havde det, en madpakke. En farende svend kvitterede for opholdet på en ganske upassende måde.

– Og så en morgen var der en af de her frie fugle, der syntes, at gårdens kaninhold også skulle ud i det fri og ikke være lukket inde i små bure. Han åbnede alle lågerne og gik sin vej. Så måtte vi indfange alle kaninerne, husker Agnes Andreasen.

Datteren fortæller, at hendes far var betænksom over for mennesker, der ikke havde det så godt. Når kornet var høstet, blev marken ikke revet med en hesterive for at få tabte kornaks med. Dem fik naboparret med 12 børn og en far ofte uden arbejde lov til at sanke, så de havde foder til deres høns. Og når de på gården havde slagtet til jul, fik den børnerige nabofamilie en kurv med kød.

Det hørte med til sognefogedens opgaver at opkræve amtsskatter, indkassere bøder og foretage udpantninger. Det kunne være svært for Niels Pedersen, når folk ikke kunne betale. Men, som der stod i en avisartikel, da han i 1962fyldte 70 år, havde han ”altid et trøstende ord til sine ”ofre””.

Når hundeejerne i januar skulle forny hundetegn, var der ryk-ind på Elmelund. Datterdatteren, Grethe Andreasen, har ”arvet” restbeholdningen af tegnene fra 1963.

Hundetegn fra sognefogeddistrikt 36 1963. Tegnene er forsynet med fortløbende numre.

 

Niels Pedersens sognefogedkasket. Politiskiltet og kasketten med emblemet foran på pulden var de ydre tegn på, at sognefogederne var myndighedspersoner. Kasketten har barnebarnet Niels Jørgen Toft Pedersen arvet og udlånt til artiklen.

Niels Pedersen døde i 1968 og var i 1965 blevet afløst af gårdejer Henning Edvard Hansen, Elkærsminde, Staurby.

Henning Edvard Hansen

Allerede da han tiltrådte var det begyndt at tynde ud i sognefogedernes opgaver. Således overgik de politimæssige opgaver til politiet. Sønnen, Carl Gerhard Hansen, husker, at farens sognefogedsopgaver var overkommelige, og farens sognefogedkasket lå altid på hattehylden i entreen. Kasketten måtte han beholde, da ordningen ophørte i 1973, og Henning Hansen kørte ind til politimesteren i Middelfart og afleverede politiskiltet, pengekasse, dagbøger, regnskabsbøger m.v. – og takkede af.

Henning Hansen ca. 1965. (Foto udlånt af Carl Gerhard Hansen)

Stribs første sognefoged, Arnold Andersen

Strib havde hidtil hørt under kommunens nordre distrikt, men blev i 1928 et selvstændigt nordre distrikt, og stiftamtmanden udpegede ostehandler Arnold Andersen til sognefoged. Han var også lægdsmand, stævningsmand, pantefoged, strandfoged, auktionarius, brandfoged og vurderingsmand, altså syv fogedfunktioner, remser sønnen, Arne Schmidt Andersen, op i sin artikel om faren i Bavnen 2000 nr. 1.

Strib havde dengang 1200-1500 indbyggere og var den folkerigeste del af Vejlby-Strib kommune. Kriseårene betød, at flere ikke kunne betale deres regninger og skat. Jernbanen og færgerne bragte også kriminelle elementer til Strib. Så det var et byrdefuldt arbejde, sognefogeden gik ind til. Dertil kom, at der ofte var slagsmål i luften, når der lørdag aften var bal på badehotellet. Der var godt nok en landbetjent i Strib, men han måtte kalde på forstærkning hos sognefogeden. Faktisk søgte Arnold Andersen efter tre år om at blive fritaget for gerningen. Det blev afslået, og han måtte fortsætte. Nye problemer kom til, da Lillebæltsbroen blev bygget. En stor arbejdsstyrke kom til området. Det kunne man også mærke i Strib. Politiet kunne ikke altid hamle op med dem, når der var slagsmål i luften og husspektakler, og måtte søge hjælp hos sognefogeden. Arne Schmidt Andersen beretter i artiklen om flere mere dramatiske episoder, som faren blev kaldt ud til.

Den 24. januar 1945 var der også dramatik i luften. Sognefogeden sekunderet af sin søn skulle foretage en udpantningsforretning hos en vognmand i Strib. Han ville ikke udlevere de pantsatte effekter, og der opstod et skænderi, beretter Middelfart Venstreblad. Arnold Andersen følte sig nødsaget til at trække sin knippel for at understrege, at det var alvor. Den opbragte vognmand forsynede sig nu med en økse, truede sognefogeden og smed ham ud, dog uden at bruge øksen. Da han ydermere nægtede at udlevere sognefogedens cykel, blev der tilkaldt forstærkning fra politiet i Middelfart. Vognmanden blev arresteret og sigtet for trusler mod embedsmand i funktion – en ganske alvorlig sag, der kunne give en fængselsstraf på flere år.

I grundlovsforhøret dagen efter forklarede vognmanden, at der var opstået en ret så ophidset situation. Det var ikke hans hensigt at bruge øksen til at slå med, men kun at bruge den i selvforsvar, da sognefogeden trak kniplen. I retsmødet dagen efter, kom det frem, at vognmanden ”har betydelige vanskeligheder og hans nerver har været under et hårdt pres”. Det vidste Arnold Andersen, og han rakte forsonende hånden ud og var indstillet på, at denne affære kunne bilægges, hvis vognmanden gav ham en undskyldning for sin opførsel. Han beklagede, at han ikke tidligere havde søgt en sådan løsning. Den chance greb vognmanden, og sognefoged og vognmand gav hinanden hånden i rettet. Statsadvokaten skulle nu vurdere, om der skal rejses tiltale, men det ventes, at det ikke vil ske, beretter Middelfart Venstreblad.

Der var også fredelige opgave som borgerlige vielser og udstedelse af hundetegn.

En regnskabsbog viser, hvad Arnold Andersen fik i løn og godtgørelser. I 1942 opgør han indtægter og udgifter således:

Sognefogedløn                                                                                    300,00

Lægdmandsløn                                                                                      30,00

Gebyr hundetegn                                                                                 121,00

Gebyr vielser                                                                                          10,00

Gebyr dommerkontoret (stævninger)                                                    25,00

Forkyndelsesgebyr                                                                                 18,50

Gebyr amtsstueskatter                                                                           27,65

Gebyr 3. udskrivningskreds (vedrører lægsmandsgerningen)               46,67

Telefongodtgørelse                                                                                76,67

Rejsegodtgørelse                                                                                     6,00

I alt indtægter                                                                                    691,49

Herfra trækkes udgifter:

Telefonabonnement                                                                            141,40

Konvolutter                                                                                             3,90

I alt udgifter                                                                                       145,30

Nettoindtægter                                                                                   546,19          

Arnold Andersen fortsatte som sognefoged til 1946.

Arnold Andersen med sognefogedkasket ca. 1940. (Foto: Vejlby-Strib Lokalhistoriske Arkiv)

Georg Jensen, Stribgaarden

Proprietær Georg Jensen efterfulgte Arnold Andersen i 1946. Han havde fået en grundig landbrugsuddannelse på flere større gårde og havde flotte skudsmål fra sine pladser. Han blev forvalter på godset Marienlyst på Falster og mødte her Anne Marie Hansen, som stod for mad og husholdning. De blev gift i 1932 og overtog proprietærgården Vierne Søndergaard ved Hårby. I 1944 købte de Stribgaarden.

Svigerdatteren Karen Marie Jensen kom meget på gården fra 1961, da hun blev kæreste med sønnen Erik. Svigerfaren havde et politiskilt, men han udførte ikke egentlige politiopgaver, det tog landbetjent Hartung sig af. Han havde ligesom sin forgænger syv fogedfunktioner. Som stævningsmand fik han fem kr. pr. stævning, husker hun.

Som giftefoged havde han travlt i 1957-1958.

– Han foretog ikke mindre ned 11 borgerlige vielser, mens sognepræst Tiedemann kun havde nogle få. Det var populært at blive gift hos sognefogeden. Brudeparret og vidnerne fik et glas vin. Han nærmest udkonkurrerede provsten, griner Karen Marie Jensen, der er klar over, at denne familiehistorie næppe holder. Ifølge ægteskabsjournalen for sognefogeden i Strib udstedte han ni attester på vielser i Strib Kirke og ni attester på vielser hos sognefogeden. Ifølge kirkebogen viede Tiedemann 20 par de to år. Andre myndigheder havde udstedt attester på forskellen på 11.

Strib-sognefogedens ægteskabsjournal side 53. Sognefogeden skulle udstede attest på, at alle regler for giftermålet var opfyldt (kolonnen yderste til højre). Kolonnen før viser, hvem parret ønsker at blive viet af.

Det hørte også med til sognefogedens opgaver at udstede nye hundetegn, men det tog hans kone sig af.

Karen Marie Jensen husker sin svigerfar som retfærdig og hjælpsom. Han lod f.eks. landevejens farende svende overnatte i stalden, men betingelsen var, at de skulle aflevere deres tændstikker. Georg Jensen stillede flere gange op på en Venstre-liste ved sognerådsvalg, dog uden at blive valgt.

I sine unge dage var Georg Jensen danmarksmester i brydning. Selv om en kræskade stoppede bryderkarrieren, bevarede han en bastant kropsbygning.

– Han havde en fremtoning, der indgød respekt, men hans øjne var glade og venlige, husker svigerdatteren.   Skal hans krojern med?

Georg Jensens søn arvede farens knojern. De har næppe været i brug, for der var en landbetjent i Strib, som tog sig af de politimæssige opgaver. Det er usikkert, om de har hørt til det formelle sognefogedudstyr. Udlånt til fotografering af Karen Marie Jensen.

Sognefoged Georg Jensen med kasket i haven på Stribgaarden i sommeren 1972. I baggrunden hans kone, Anne Marie Jensen. (Foto udlånt af Karen Marie Jensen)

Ordningens ophør i 1973

I 1973 var det slut med sognefogedordningen; dog med undtagelse af nogle småøer, hvor der stadig fungerer sognefogeder. Det danske samfund gennemgik efter Anden Verdenskrig store ændringer inden for alle områder. Kommuner og politiet fik flere opgaver og blev udbygget. Kommunalreformen reducerede i 1970 antallet af kommuner fra 1098 til 277. Politiet var blevet landsdækkende på tværs af kommuner. Antallet af politikredse blev reduceret og tilpasset de nye storkommuner.

Sognefogederne var trods det, at de skulle være blandt ”de skikkeligste, redeligste og mest kyndige mænd blandt sognets almue” ikke uddannede til at varetage de mere og mere komplicerede politimæssige og administrative opgaver, som fulgte med de store ændringer af det danske samfund. 

Sognefogeder i Vejlby-(Strib) 1770’erne-1973

Nordre distrikt – Vejlby, Røjle (og Strib)

Gårdmand Peder Bertelsen, Røjle. Før 1778-ca. 1795

Gårdmand Hans Rasmussen, Røjle. Ca. 1795-ca. 1832

Gårdmand Jørgen Hansen, Røjle. Ca. 1832-ca. 1861

Gårdmand Niels Jørgensen, Vejlby. Munkegaard. Ca. 1861-1900

Gårdejer Hans Jørgen Hansen, Vejlby. Lindegaard. 1900-1927.

Gårdejer Jørgen Rasmussen, Røjle. 1927-1946

Gårdejer Aksel Pedersen, Røjle. 1946-1973

Søndre distrikt – Kustrup, Aulby og Staurby

Gårdfæster Anders Hansen, Staurby. Ca. 1795-1814

Gårdfæster Anders Pedersen, Staurby. 1814-ca. 1833

Gårdfæster Ole Andersen, Staurby. Ca. 1833-1838

Gårdfæster Christian Holger Jørgensen, Staurby. 1838-Ca. 1861

Gårdfæster Niels Jørgensen, Aulby. Ca. 1861-1877

Gårdfæster Peder Rasmussen, Staurby. 1877-1885

Gårdfæster Niels Rasmussen Jensen, Aulby. 1885-ca. 1901

Gårdfæster Jacob Hansen Kristiansen, Kustrup. Ca. 1901-1908

Gårdfæster Peder Jensen, Kustrup. 1908-ca. 1933

Gårdejer Jens Madsen Jensen, Aulby. Ca.1933-1948

Gårdejer Niels Pedersen, Kustrup. 1948-1965

Gårdejer Henning Edvard Hansen, Elkærsminde, Staurby.1965-1973

Strib (vestre distrikt)

Ostehandler Arnold Andersen, Strib. 1928-1950

Proprietær Georg Jensen, Stribgården. 1950-1973

 Kilder: Artikler i Middelfart Avis og Middelfart Venstreblad. Håndbog for sognefogeder 1929. Forordning om Sognefogeders Beskikkelse, deres Embeds Forretninger og Belønninger af 11. November 1791. Bønderne på Staurby Skovgaard. Poul Christensen, 2015. Vestfynske bønders ægtkørsel i 1864. Vestfynske bønders ægtkørsel i 1864 – www. poulc-strib og Bavnen 2014 nr. 2. Folketællinger fra 1774. Kirkebøger Vejlby og Strib sogne. Ægteskabsjournal Vejlby sognefoged, nordlige distrikt. Ægteskabsjournal Vejby sognefoged, sydlige distrikt. Ægteskabsjournal Strib sognefoged. Panteprotokol Vejlby sogn søndre distrikt. Rigsarkivet. Tyendeprotokol, Vejlby sogn Nordre distrikt. Middelfart byarkiv A661. Hundeprotokol, Vejlby sogn Nordre distrikt. Middelfart byarkiv A661. Krigen om Strandvejen I og II. Knud Madsen. Bavnen 2010 nr. 2 og 2011 nr. 1. Staurby Skovs historie. Knud Madsen. Bavnen 2016 nr. 2.

Tak til: Karen Marie Jensen, Annette Bargmann Radoor, Lene Margård Pedersen, Grethe Andreasen, Agnes Andreasen, Lene Sørensen, Poul Andersen, Carl Gerhard Hansen, Ib Gorm Pedersen, Hans Jørgen Lindegaard, gode folk på Vejlby-Strib Lokalhistoriske Arkiv og Middelfart Byarkiv, mfl.

Artiklen er bragt i Bavnen nr. 2 2024 og nr. 1 i 2025.