Karen Christensens liv var hårdt, og det påvirkede også hendes omgivelser. Men havde hun levet nogle årtier tidligere, havde det været meget værre. Sindssyge var blevet anerkendt som en sygdom, og samfundet tog vare på de ramte. Karen fra Vejlby tilbragte 57 år på Middelfart Sindssygehospital.
Af Poul Christensen
Onsdag den 2. april 1902 ligger Karen Christensen henslængt i en vindueskarm. Hun har revet gardinet ned, og noget af hendes tøj er revet i stykker. Hun er tvær og vrissende, når lægen taler til hende. Dagen lang bestiller hun ingenting.
Det er en dag som så mange andre, siden hun blev indlagt på Middelfart Sindssygeanstalt for anden gang i 1896. Lægerne har for længst opgivet at helbrede hende. Nu bliver hun opbevaret her. Vejlby Sogneråd betaler årligt 200,75 kr. for hendes ophold på 3. klasse. Yderligere to beboere, den ene dog kun i to kvartaler, fra sognet er indlagt på anstalten. Den samlede udgift er 497,30. I december måned modtager sognerådet refusion af statskassen for tre sindssyge på 241,07 kr., så sognerådets udgift bliver på 256,23 kr.
Kvinder på Middelfart Sindssygehospital ca. 1890. (Foto: Middelfart Byarkiv)
13. oktober 1902 betalte Vejlby Kommune 50,60 kr. til Sindssygeanstalten i Middelfart for Karen Christensen.
Karens liv går i stykker
Karen skal være glad for, at hun ikke levede nogle årtier før. For så var hendes skæbne nok at blive gemt væk på et usselt loftskammer eller planket inde i et aflukke i stalden. Måske kunne hun ende i en dårekiste på fattiggården eller på en anstalt sammen med åndssvage.
Der skete store fremskridt for de sindssyge i sidste halvdel af 1800-tallet, da sindssyge netop blev anerkendt som en sygdom, og der blev bygget sindssygehospitaler landet over.
Hvordan kunne det gå til, at Karen havnede dér?
Karen blev født i 1865 som nr. tre af fem børn på et lille husmandssted. Hun gik i skole, hvor hun fulgte godt med, men var dog ikke særlig lærenem. Allerede som 10½-årig kom hun ud at tjene og havde forskellige pladser i sognet.
I januar 1992 går noget galt, da hun begynder på en ny plads som malkepige på en gård. Karen er nu blevet 27 år. Hun kan ikke med sin madmor. Karen begynder at blive lunefuld og pirrelig. Hun kan nægte at udføre det pålagte arbejde, bliver tavs og indesluttet. Hun oplever, at madmor er urimelig og truer hende en dag med en økse og siger, hun er en skidt tøs. Det ender med, at Karens far kommer og henter hende hjem.
Her går det ikke bedre. Hun får et tilfælde af hallucinationer, og viser med tegn, at hun ønsker at dø. Familien må give op. Karen bliver indlagt på den ret nye sindssygeanstalt i Middelfart, hvor lægerne tager imod den rødmossede og kraftigt byggede bondepige. De noterer, at der er flere tilfælde af tungsind i den nærmeste familie og betragter hendes sygdom som arvelig. På hospitalet får hun ro. Men hendes tilstand bliver ikke nævneværdigt forbedret i det halvandet år, hun er dér. Ved udskrivningen på prøve i 1893 beskriver lægen hende som tvær, trodsig og ikke svarende på tiltale. Hun er passiv; kun når moderen besøger hende, liver hun op og kan tale fornuftigt med hende.
Varig indlæggelse
Hjemme igen har Karen det bedre. Hun tager del i arbejdet på husmandsstedet, men hun bliver let fornærmet og søger ensomhed på lange spadsereture. I efteråret 1894 mister hun af og til lysten til at arbejde, og i begyndelsen af 1895 er alt arbejde ophørt. Hun sidder dagen lang tavs og tvær, lige med undtagelse af en overdreven renlighedssans. Den går ud over gulvet i hendes kammer, som hun skurer igen og igen.
Det bliver værre. Hun begynder at slå ting i stykker, spiser kun lidt og bliver noget afmagret. I november får hun et voldsomt anfald. Hun viser heftig vrede og slår ting, hun kommer i nærheden af, i stykker. Hun beskylder sine omgivelser for at stjæle hendes penge. Forældrene får tilkaldt lægen fra Middelfart. Hun sidder med et ængsteligt stirrende blik og nægter at tale med ham. Hun bliver dog roligere, men er tavs, flygter for fremmede og skurer ideligt sit gulv. Kun moderen kan hun tale med.
Men forholdet til moderen går også i stykker. Hun får igen et voldsomt anfald, angiveligt fordi hun ser, at moderen kigger ind til hende gennem vinduet udefra. Hun flygter, da lægen ankommer. Hun bliver fanget, og hun svarer med grimasser på hans spørgsmål.
Karen bliver igen indlagt på Middelfart Sindssygeanstalt i maj 1896. Lægerne kan ikke få kontakt med hende. De kan ikke gøre andet end at opbevare den nu 31-årige Karen, som i en periode også skal mades af en opsynspige.
57 år på hospitalet
Karen får det tilsyneladende lidt bedre i de kommende år, men er fortsat tavs og umedgørlig. Hun spiser næsten kun flydende mad. Det tidligere gode forhold til moderen er væk. Når hun kommer på besøg, vil datteren ikke tale med hende. Hun begynder at slå ting i stykker, smadrer ruder med sine bare næver.
Sådan er situationen også i 1902 og de følgende mange år på hospitalet, som i 1911 skiftede anstalt ud med hospital i navnet. Først omkring 1940 bliver hun roligere, men er pjanket og kåd og kan finde på at smække med dørene. Hun er også blevet en gammel kvinde på 75 år, der kan nyde godt af det begyndende velfærdssamfund og har modtaget aldersrente i 10 år. Karen dør i oktober 1949, 84 år gammel. 57 år tilbragte hun på Middelfart Sindssygehospital.
Middelfart Sindssygehospital ca. 1900. (Foto: Middelfart Sindssygehospital)
| Middelfart Sindssygeanstalt og psykiatri i Danmark kort fortalt
Midt i 1800-tallet begyndte læger at tro på, at mange sindssyge kunne helbredes. De sindssyge havde hidtil opholdt sig hos deres familier eller var anbragt på anstalter ofte under usle forhold. Galskab var ikke længere en tilstand af forhekselse eller en straf fra Gud, fordi man havde ført et slet liv. Det var en sygdom. Der blev bygget sindssygehospitaler. Set med datidens øjne var det et stort fremskridt. I 1884 overgik ansvaret for sindssyge fra kommunerne til staten. Middelfart Sindssygeanstalt var et af de mange hospitaler, der blev bygget. Det blev indviet i 1888 og havde plads til 351 patienter. Bortset fra lægerne og enkelte sygeplejersker var personalet ikke uddannet. Der var 28 opsynskarle og 31 opsynspiger, som blev ledet af to mandlige og to kvindelige overopsynsfolk. Karlene og pigerne levede i bogstavelig forstand sammen med patienterne og måtte ikke gifte sig. Arbejdsdagen var lang og hård. Lønnen var dårlig. Der var stor udskiftning. I 1896 blev anstalten udvidet, så der var plads til 700 patienter. Den fungerede som en by med vandværk, vaskeri og køkken. Gasværk, kapel og kirkegård. Køkken- og frugthaver. Patienterne var inddelt i tre forplejningsklasser. De få på 1. og 2. klasse havde ret til at gå i deres eget tøj, de spiste i pæne spisestuer. Patienter på 1. klasse fik dessert efter middagsmaden. Langt de fleste tilhørte 3. klasse, som fik enkel og simpel mad. Lægerne opdelte sygdommen i udefra og indefra kommende årsager. Alkoholisme og syfilis var udefra kommende årsager, men sindssyge i familien var indefra kommende årsager. Det blev brugt til at stille diagnosen og finde den rette behandling. Af 194 ny indlagte patienter i 1900 havde 77 melankoli, 65 sløvsind, 40 mani og 12 forrykthed. Blandt årsagerne var sindssygdomme i familie den helt dominerende med 116 patienter. Andre årsager var druk (31 tilfælde), puberteten (23), overgangsalder (13), religiøs påvirkning (13), senilitet (13) for at nævne de vigtigste. Når en patient blev indlagt, talte patienten med en læge og blev derefter holdt i fuldkommen ro. De skulle blive i sengen og blev fulgt af læger, til de fik det bedre. Det gjorde nogle, som derefter blev overflyttet til en mere åben afdeling og vænnet til livet udenfor. De deltog i et arbejdshold, indtil lægerne kunne udskrive dem. Men andre fik det ikke bedre. De urolige fik beroligende medicin og f.eks. varme bade. Efter et år blev de patienter overflyttet til afdelingen for kroniske patienter. Her blev de opbevaret, til de døde. I årtierne efter indvielsen skete flere udbygninger, og personalet begyndte at få en beskeden uddannelse. Op gennem 1900-tallet blev såvel behandlingsmulighederne og forholdene for de ansatte forbedret. Middelfart Sindssygeanstalt, senere Sindssygehospital, blev en af Middelfarts store arbejdspladsen. Kilde: http://www.middelfart-museum.dk/fra-daare-til-patient
|
Kilder: Karen Christensens sygejournal