Vælg en side

Lille ildfugl

Jeg har fået en ny gæst i min have – sommerfuglen lille ildfugl med et vingefang på 2,5-3 cm. Jeg fangede den med mit camera den 26. august 2022, da den med sin korte snabel sugede nektar i de næsten afblomstrede mynter. Og den er svær at fange, for den er en hurtig og urolig flyver. Den lander på en blomsterstand, og en-to-tre så nogle hurtige rundture, inden den lander igen. Det er en almindelig dansk sommerfugl, som flagrer rundt fra maj til begyndelsen af oktober. Den lille ildfugls larver, som overvintrer, lever især på planter som syre, havesyre og rødknæ. Hen på foråret forpupper de sig, og den færdige sommerfugl kommer på vingerne i maj. De foderplanter har jeg ikke i min have, men syre vokser i grøftekanter i nabolaget. Jeg håber lille ildfugl bliver fast gæst i mit krydderurtebed.