Vælg en side

Likvideringen af en stikker

Gestapo og danske stikkere er ved at optrevle den vestfynske modstandsbevægelse i månederne før Anden Verdenskrigs afslutning. En gruppe frihedskæmpere fanger Gestapos mand og har kun et valg. De fanger Gordon Torp og dømmer ham til døden.

Research: Poul Erik Pedersen – Tekst: Poul Christensen

Der var ting, som modstandsmanden, Niels Byskov Ovesen fra Staurby, ikke så gerne fortalte om. Det gjaldt ikke mindst likvideringen af Gordon Torp, der fandt sted torsdag den 19. april 1945 kl. 21.55 ved Båring Vig-stranden ud for gården ”Klintholm”.

Byskov og hans kammerater i modstandsbevægelsen var stillet over for dilemmaet: At aflive et menneske eller at risikere, at en selv og ens kammerater blev arresteret, tortureret og henrettet eller sendt til en nazistisk koncentrationslejr.

Niels Byskov Ovesen. Født 1920 i Staurby. Landmand og medlem af den vestfynske modstandsbevægelse. En af de personer, som har ydet den største indsats for den vestfynske modstandsbevægelse. Var med til mange våbenmodtagelser og var i ildkamp med en tysk patrulje ved Udby i februar 1945. Stillede sin gård til rådighed som hovedkvarter for den vestfynske modstandsbevægelse i de sidste krigsmåneder. Han fortsatte efter krigen med at drive sin gård. Har skrevet og fortalt om modstandsbevægelsen, bl.a. et foredrag i Vejlby-Strib Lokalhistoriske Forening i 1995, se Bavnen 2005/1. Døde i 2003. (Foto: Poul Erik Pedersen 1997, mindepladen for modstandskampen til venstre for døren)

Vi springer knap seks år frem til første juledag 1950. Havets bølger, vind og vejr har taget et stykke af klint og strand. 20-årige Anker Jørgensen fra Vejlby Skov og en kammerat har lige spist julefrokost og strækker ben nede på stranden i det kolde og overskyede vejr.

– Se, der ligger da en død mand dér i sandet, siger han.

De ser to brune sko stikke ud til hver sin side bag en høfde. Med sin knortekæp pirker Anker Jørgensen til den ene sko, og de ser, at hele foden brækker af. De skynder sig hen til fisker Frederik Petersen, der bor i nærheden, og han ringer til politistationen i Middelfart.

Anker Jørgensen og kammeraten hjælper politiet og de tilkaldte Falckfolk med at grave liget op. Det har en grålig frakke på, og det mangler hovedet. De finder bl.a. en sort dokumentmappe med en bog i samt en hat. Liget bliver sammen med frosset sand og isstykker drejet om på en båre og ført til kapellet på Middelfart Sygehus, og det bliver undersøgt på politiets tekniske afdeling i Odense. Senere bliver det for politiets regning begravet på Assistenskirkegården i Odense.

De lokale aviser skriver om det mystiske ligfund, som ”synes at være en mand, der er druknet forrige sommer”. Der står ikke noget om, at hovedet mangler. Men politiet er klar over, hvem det er. Det her skal dysses ned, så kort tid efter krigen. Det gælder også det kranie, som to lokale fiskere et halvt år før havde fået i deres garn ud for stranden samme sted.

Anker Jørgensen må også konstatere, at man ikke skal tale mere om den sag, da han nogle dage efter cykler til politistationen i Middelfart. Han er nysgerrig efter at få at vide, hvem han har fundet. Så meget får han dog ud af betjenten: ”Er Frede Jørgensen ikke din farbror. Han ved besked”. Farbroren ejer ”Klintholm” og var som frihedskæmper med, da Gordon Torp blev fanget og likvideret.

Anker Jørgensen. Født i 1930 i Vejlby Skov. Fandt Gordons Torps lig, da han var hjemme på juleferie i 1950. Kom som dreng og ung på ”Klintholm” og fik indblik i modstandskampen. Blev uddannet ved jernbanen og arbejdede i Røjle og på Assensegnen. Flyttede efter giftermål til Odense. Arbejdede i teknisk afdeling på Odense Sygehus til sin pensionering i 1993. Har bevaret sin tilknytning til fødeegnen via sit sommerhus ved Vejlby Fed. (Foto: Poul Christensen, 2009)

Modstandsfolkene er under pres

I foråret 1945 omfatter den vestfynske modstandsbevægelse ca. 420 bevæbnede personer, svarende til et kompagni. De fleste er i de såkaldte ventegrupper, der skal træde til som undergrundshær, hvis det kommer til åben krig her i landet. Der er få fuldtids frihedskæmpere. De er gået ”under jorden” og udfører sabotage-aktioner og bekæmper de tyske aktiviteter.

Når engelske flyvere nedkaster våben, deltager op til 60 personer til at opsamle og køre våbnene væk. Mange af dem er politifolk, som er gået ”under jorden” den 19. september 1944, da besættelsesmagten opløste det danske politi. Premierløjtnant Ole Justesen er leder af den vestfynske modstandsbevægelse.

Modstandsfolkene kan se, at krigen snart er forbi, men er presset. Efter at en planlagt nedkastning natten mellem den 9. og 10. februar 1945 ikke kan gennemføres på grund af dårligt vejr, kommer det til ildkamp med tyskerne ved Udby.

Gestapo sender stikkeren og lokkeduen, Nina Methea Danielsen, til byen, og hun får kontakt med læge Møller Nielsen og isenkræmmer Mayntzhusen. Hun udgiver sig som indblandet i noget illegalt og søger hjælp. Flere modstandsfolk må derefter gå ”under jorden”.

Presset er så stort, at man anmoder om godkendelse til at likvidere ni navngivne personer fra Vestfyn, som man anser for stikkere og tyske håndlangere. Den 25. februar skriver middelfartledelse: ”Vi haaber meget snart at faa Meddelelse om, at vi kan begynde Udrensningerne. Luften er tyk heroppe”.

Knud Arent. Født 1919 i Fredericia. Kom på kant med sin familie og meldte sig som tysk SS-soldat i 1943. Deserterede ret hurtigt uden at have været i kamp. Levede i foråret 1945 under jorden som skovarbejder i Erholm-skovene ved Aarup. Var på en eller anden måde kommet med i en modstandsgruppe i Aarup, hvor han blandt andet deltog i våbenmodtagelser. Blev idømt otte års fængsel efter krigen og benådet i december 1948.Indhold her

Knud Arent. Født 1919 i Fredericia. Kom på kant med sin familie og meldte sig som tysk SS-soldat i 1943. Deserterede ret hurtigt uden at have været i kamp. Levede i foråret 1945 under jorden som skovarbejder i Erholm-skovene ved Aarup. Var på en eller anden måde kommet med i en modstandsgruppe i Aarup, hvor han blandt andet deltog i våbenmodtagelser. Blev idømt otte års fængsel efter krigen og benådet i december 1948.

Knud Arent plaprer op

Fredag aften den 6. april 1945 bliver der drukket tæt ved et bord i krostuen på Bred Kro. Her sidder Knud Arent på 26 år. Han lever ”under jorden” som skovarbejder i Erholm-skovene og er – eller snarere har været – med i en modstandsgruppe i Aarup.

Den dag har han siden middag drukket sammen med tre andre på Industrihotellet i Aarup. Ved aftensmad-tid hyrer fulderikkerne en bil til Bred. I krostuen plaprer Knud Arent op om, at han er med i det illegale arbejde og om jernbanesabotage. Han praler af, at han ved, hvor der er gravet våben ned, og at han selv har en maskinpistol og pistol.

Senere rejser han sig ved bordet og dingler over til et bord tyske soldater, der er udstationeret i Bred for at bevogte stationen og jernbanen. De får den samme historie.

Klokken ni stormer Gestapo ind i krostuen og anholder drikkelaget. Gestapo har samtidig hentet skovfoged Karl Egelund Jensen og skytte Villy Pedersen til kroen. Knud Arent bliver iført en tysk militærkappe og med en spade i hånden tvunget til at grave efter våben i skoven. Derefter viser han vej til flere modstandsfolk i Aarup, som Gestapo arresterer. De endevender modstandsfolkenes hjem og finder papirer, som indeholder oplysninger om modstandsbevægelsen i Middelfart.

De tre drikkebrødre slipper fri. Men Gestapo kører om morgenen Knud Arent og modstandsfolkene til Husmandsskolen i Tarup ved Odense, Gestapos fynske hovedkvarter, hvor de bliver forhørt og mishandlet. Skovfogeden går tilsyneladende fri. Gestapo sender de øvrige fire anholdte modstandsfolk til Frøslevlejren, hvor de bliver frigivet den 5. maj. Knud Arent bliver håndlanger for Gestapo.

Gordon Torp. Født 1916 på Frederiksberg. Syv år senere døde faren, og moren måtte forsørge en søskendeflok på seks. Kom på kostskole i København. Som 10-årig flyttede han til sine bedsteforældre i Frederikssund. Efter sin konfirmation kom han ud at sejle til 1935, hvor han startede som kunsthåndværker i København. I 1938 tog han på vandreturen til bl.a. Frankrig, hvor han meldte sig til Fremmedlegionen. Han blev syg året efter og forlod Fremmedlegionen. Blev igen sømand og vendte i november 1939 tilbage til København. Arbejdede i 1940 i Norge for et tysk firma, hvorfra han stak af, og kom tilbage til København, hvor han arbejdede som kunsthåndværker. Han kom ind i småkriminalitet og fik i 1941 en dom på 80 dages fængsel for hæleri, salg af stjålne cykeldæk. Kom i forbindelse med en illegal gruppe i København, som bl.a. fremstillede falske identitetspapirer og nummerplader til biler. Gruppen blev afsløret den 3. maj 1944. Han blev anholdt. Via Horserød havnede han i barak 15 i Frøslevlejren. Frigivet den 17. februar 1945 til Birkedal-gruppen. Likvideret den 19. april 1945.(Foto: Poul Erik Pedersens affotografering fra politiets arkiver)

Gordon Torp bliver stikker

Gordon Torp, en knap 29-årig københavnsk sømand og kunsthåndværker, kender også Frøslevlejren indefra. Gestaspo har optrevlet den modstandsgruppe i København, han er medlem af, og han bliver sendt til Frøslevlejren. Men han har også flirtet med tyskerne og været hæler.

På Politigården i København huserer den danske nazist, Ib Birkedal Hansen, der som leder af Birkedal-gruppen bekæmper modstandsbevægelsen. Birkedal ser, at han kan bruge Gordon Torp. Den 17. februar 1945 beordrer han ham til at tage til København og indfinde sig på politigården, værelse 116. Her får Gordon Torp et tilbud, han ikke kan sige nej til med det synderegister, som han slæber rundt på. Med et løfte om løsladelse og god betaling starter Gordon Torp sin karriere i Gestapos afdeling 4–2A, afdelingen for sabotagebekæmpelse, der gør i stikkeri, arrestationer, tortur og hævn.

Han skal nu jagte illegale våben og opsnuse oplysninger om modstandsbevægelsen, først i København. Han udgiver sig som frihedskæmper, og det lykkes ham flere gange at lokke unge modstandsfolk hjem til sin bopæl og få fat i deres våben og stikke dem til Gestapo. Sammen med andre gennemfører han en halv snes røverier, som skaffer ham penge og omsættelige cigaretter. Sortbørshandel holder han sig heller ikke fra.

Stikkeren kommer til Middelfart

I påsken først i april sender Birkedal Gordon Torp til Fyn, hvor det ikke lykkes at afsløre modstandsfolk, men han når at være med til et røveri hos en læge i Odense.

Lørdag den 14. april kommer Gordon Torp igen til Odense, nærmere bestemt til Gestapo-hovedkvarteret på Husmandsskolen. Her får han de papirer, som Gestapo fandt i Aarup, da de ransagede de tre modstandsfolks hjem. Han får ordre til at udgive sig som frihedskæmper og skal skaffe navne på vestfynske frihedskæmpere. Han får også en seddel, som fulderikken på Bred Kro, Knud Arent, har skrevet stilet til Leo Schmidt, Gordon Torps nye identitet. Knud Arent fortæller ham, hvad han ved om den vestfynske modstandsbevægelse og de lokale forhold, så han kan være godt rustet til opgaven.

Tirsdag den 17. april henter Birkedal og Nina Methea Danielsen Gordon Torp på Husmandsskolen. Hun kender også Middelfart fra sit besøg tidligere på året. De tre forlader Husmandsskolen i en aluminiumsgrå Opel Kaptajn, stjålet fra en garage i Hellerup, og kører vestpå mod Middelfart. De sætter Gordon Torp af ved Centralhotellet på hjørnet af Østergade og Jernbanegade (i dag Rådhus Poppen). Han får besked på at aflægge rapport om sine aktiviteter til Birkedal søndag den 22. april kl. 10 udenfor banegården i Kolding. Hvis det møde ikke lykkes, skal Gordon Torp møde op ved banegården i Odense hver fulde time fra kl. 10 mandag den 23. april.

Ib Birkedal Hansen. Født 1909 i Århus. Var sømand og forsøgte sig med fejlslagne forretninger. Blev i 1939 idømt tre måneders betinget fængsel for bedrageri. I 1943 tog han til Tyskland og kom ind i Gestapo, hvor han steg i graderne og endte med at blive den højst placerede dansker i Gestapo. Kendt for at bruge systematisk og voldsom tortur under forhør. Det gav ham i modstandskredse navnet ”Tæve-Hansen”. Flygtede efter krigen til Tyskland, men blev pågrebet i 1947 og dømt til døden for sine forbrydelser under krigen. Han blev henrettet i 1950 som den sidste landsforræder. Peter Øvig Knudsen har skrevet bogen ”Birkedal”, der udkom i 2004. (Foto: Poul Erik Pedersens affotografering fra politiets arkiver)

Nina Methea Danielsen. Født 1917 på en gård på Ringkøbingegnen. To år senere døde moren, og familien flyttede en del rundt i landet. Via forskellige kontorjob blev hun sekretær hos en ingeniør i København. Levede et dramatisk liv med bl.a. sexskandaler. Fik kontakt med danske Gestapofolk, blev stikker, lokkedue og Ib Birkedal Hansens kæreste. Blev efter krigen idømt 16 års fængsel. Benådet i 1950. (Foto: Poul Erik Pedersens affotografering fra politiets arkiver)

Valdemar Andersen. Født 1915 i Middelfart. Uddannet kontorassistent i Middelfart Kommune. Med i modstandsbevægelsen. Overassistent på rådhuset til han i 1977 blev pensioneret. Kasserer i fagforeningen HK. Døde i 1979. Sønnen Torben tog ikke skade af turen i zinkbaljen til Staurby og har udlånt dette private billede fra 1945 af sin far.

Modstandsfolkene handler hurtigt

Det er sandsynligvis Aarup-papirerne, der bringer tyskerne og Gordon Torp på sporet af modstandsmanden, kommuneassistent Valdemar Andersen i Middelfart. Gordon Torp falder i snak med hotelkarlen og får tilsyneladende listet flere oplysninger ud af karlen. I hvert fald dukker Gordon Torp op på kommunekontoret på Gasværksvej, men får at vide, at Valdemar Andersen ikke er på arbejde. Derefter banker Gordon Torp på døren på privatadressen Østergade 49, anden sal. Han præsenterer sig som Schmidt og foregiver, at han kommer fra en kammerat, som er gået ”under jorden”, og at han skal bede Valdemar Andersen om at fjerne nogle papirer. Videre overrækker han den seddel, som Knud Arent har skrevet til Leo Schmidt. Gordon Torp siger også noget forblommet om, at Valdemar Andersen skal møde ham om aftenen bag en lagerbygning i byen.

Valdemar Andersen giver straks besked videre til sine kammerater om, at der er fare på færde. Man er klar over, at Gordon Torp er yderst farlig og sidder inde med en viden om personer i modstandsbevægelsen.

De handler hurtigt. Gordon Torp gør intet for at skjule sit besøg. På hotellet renser han sin pistol på hotelværelset, mens stuepigen er til stede. Nogle modstandsfolk får kontakt med Gordon Torp, og de aftaler at mødes næste morgen kl. ni ved trinbrættet i Staurby Skov ved den nordvestfynske jernbane.

Valdemar Andersen, hans kone Erna Elise, og deres lille baby, Torben, må over hals og hoved gå ”under jorden”. De cykler om aftenen med Torben i en zinkbalje på en bagagebæger ud til lærer Erik Petersen i Staurby, der leder en modstandsgruppe. Her opholder de sig nogle dage, indtil der igen bliver ro i byen.

Frihedskæmperne fanger stikkeren

Om morgenen den 18. april forlader Gordon Torp Centralhotellet. Han traver med en hat på hovedet og iført brune sko og grå overfrakke ud af byen mod Strib. Hans hånd griber godt fat om en sort dokumentmappe.

I det skjulte følger et par modstandsfolk med.

Ude ved trinbrættet i den sydlige udkant af Staurby Skov står skibsbygger Børge Larsen og venter. Andre modstandsfolk gemmer sig bag det grønmalede venteskur og bag træer og buske i skovkanten. Det er ved at gå galt, for der er tyske flygtninge i Andelsskolens park tæt ved, og de er nysgerrige efter at se, hvad der foregår. Modstandsfolkene i buskadset må genne dem væk med deres pistoler. Gordon Torp drejer fra Strandvejen og går op ad Skærbæksmøllevej. Han krydser jernbanesporene og svinger til venstre ad stien langs sporene og nærmer sig Børge Larsen ved trinbrættet. Pludselig springer modstandsfolkene frem med ladte pistoler og overmanden Gordon Torp. De fører deres fange ind i skoven til den nærliggende grusgrav, hvor en bil venter. De kører ud til sommerhuset ”Vigen” ved Vejlby Fed, som tilhører overlæge Himmelstrup, der i 1945 er formand for frihedsrådet i Brande. I huset bor fire modstandsfolk: Skibstømrer Børge Larsen, direktør Fritjof Sejersen, mekaniker Arne Nørgaard og skibstømrer Christian Christiansen som er gået ”under jorden” efter Nina Mathea Danielsens Middelfart-besøg.

Støttemærkat, som modstandsbevægelsen solgte.

Modstandsgruppen havde udstyr til at håndtere fanger. Billedet en angiveligt taget i april i sommerhuset ”Vigen”, hvortil Gordon Torp blev ført. Foto fra ”Mor Ingrids gæstebog”.

Nørgaard skyder under forhøret

Modstandsfolkene visiterer Gordon Torp og finder på ham og i hans dokumentmappe:

En tysk militærpistol ladt med ni skud. En håndgranat af engelsk fabrikat. Et politiskilt Rbtj 10-661. En del ammunition til pistolen. En tegnebog med: Et legitimationskort lydende på kunsthåndværker Leo Schmidt, to beslaglagte skrivelser med modstandsbevægelsens fortrolige informationer, nogle hotel- og taxaregninger, nogle små trykte blanketter med påskriften ”Der kommer en dag efter denne. Pris 1 kr.” (et illegalt støttemærke) og 140 kr. i kontanter.

Ole Bernhard Grill Justesen. Født 1916. Uddannet officer og kom som premierløjtnant med i modstandsbevægelsen, efter at besættelsesmagten i august 1943 opløste hæren. Sommeren 1944 chef for modstandsbevægelsen på Vestfyn. Fortsatte efter krigen i hæren, hvor han mest arbejdede ved Fynske Livregiment i Odense. Sluttede karrieren som oberstløjtnant. Døde i 1978. (Foto: Historiens Hus Middelfart, 1945. Ole Justesen taler ved afsløringen af mindepladen på Ove Byskov Ovesens gård i Staurby). (Foto: Historiens Hus, Middelfart)

Ole Justesen og Fritjof Sejersen indleder forhøret, men får ikke så meget ud af fangen ud over navn, fødselsdato og erhverv, som bliver opgivet som søfyrbøder og kunsthåndværker. Han bor hos sin mor i København. Gordon Torp nægter ethvert tilhørsforhold til Gestapo, men så lyder der et brag lige bag hans hoved. Arne Nørgaard er kommet til at trykke på aftrækkeren på sin pistol, og en kugle borer sig ind i trævæggen. Det får Gordon Torp til at tale. Han fortæller, at han er tysk politimand og er kommet kørende til Middelfart sammen med Ib Birkedal Hansen for at skaffe navne på modstandsfolk til Gestapo.

Senere ankommer en politimand, der er gået ”under jorden” og gennemfører en ”mere professionel afhøring”. Det får Gordon Torp til at redegøre for hele sit levnedsløb. Han giver også oplysninger om en række personer med tilknytning til Birkedal-gruppen og andre i København, som går tyskernes ærinde. Han tilstår, at han ville have udført det pålagte arbejde med at skaffe navne på frihedskæmpere i Middelfart og angive dem til Gestapo. Modstandsfolkene skriver en forhørsrapport, som de læser op for Gordon Torp. Han godkender teksten og underskriver rapporten.

Udsnit af den seks sider lange forhørsrapport med Gordon Torps underskrift. Rapporten er betegnet ”Modstandsbevægelsens politistation i … den 19. april 1945”.

De dømmer ham til døden

Modstandsfolkene dømmer derefter Gordon Torp til døden. Da det bliver mørkt, forlader en gruppe mænd sommerhuset. De går ned på stranden, drejer til venstre og får den kølige, friske vind ind i ansigtet. De følger stranden fire hundrede meter nordpå.

De binder et tørklæde for Gordon Torps øjne. Et pistolskud overdøver et kort øjeblik bølgernes brusen mod stranden, og Gordon Torp falder om. Mændene begraver liget og går tilbage til sommerhuset. Senere skriver de i en rapport til fynsledelse: ”Vi har nu afværget Tyskernes første Forsøg paa at trænge dybere til Bunds i Sagen fra Aarup”.

De gengiver kort hændelsesforløbet og skriver, at ”hidkaldte fagfolk har pumpet ham helt til Bunds”.

Meddelelsen er underskrevet af ”Jens”, og han anmoder om, at en række oplysninger videregives til andre i modstandsbevægelsen. Det sker blandt andet for at ”ramme den førende Landsforræder”, Ib Birkedal Hansen.

Gestapo gør klar til hævn

Birkedal må se langt efter Gordon Torp ved banegården i både Kolding og Odense. Men han får fat i et illegalt blad, som omtaler likvideringen. Onsdag den 2. maj opsnapper modstandsfolk i Odense en samtale mellem Hauptmann Ib Birkedal Hansen fra Politigården i København og gestapochef Dohse i Odense, som nu er flyttet til Grand Hotel i Odense, efter at engelske flyvere har bombet Husmandsskolen.

– Jeg kan oplyse Dem om, at Frøslev (dæknavn for Gordon Torp) er død, myrdet i Middelfart. De har først forhørt ham og derefter skudt ham ned, siger Birkedal.

– Hvorfra ved De egentlig alt det, spørger Dohse.

– Fra et illegalt blad.

– Jeg kommer over i den anledning med det første, i hvert fald inden søndag, men De skal nok få besked. Tak, slutter Birkedal.

Han kommer ikke til Odense, for befrielsesbudskabet lyder blot to dage derefter. Birkedal og Gestapo når ikke at gennemføre hævnaktioner med død og ødelæggelse på Vestfyn til følge.

Der når heller ikke at komme tilladelse til at likvidere de ni navngivne vestfynboere, som står på middelfartsledelsens dødsliste.

Det var Niels Byskov Ovesen glad for. For som han sagde i 1997:

– Så ville det have været mig, der skulle gøre det.

Den 20. juli 1945 indberettede modstandsstyrkerne i Middelfart efter fynsledelses pålæg, at Gordon Torp var blevet likvideret. Det registrerede Rigspolitiets Rejseafdeling og skrev i journalen: Nærmere enkeltheder foreligger ikke. Sagens akter beror i Fynsregistraturen. Henlægges 6.10.45.

Det er stadig uopklaret, hvad der skete med Gordon Torps hoved.

Efterskrift:

Aflivning af en myte

Myten om, at en stikker blev skudt og begravet ved fremspringet ”Sylen” i Vejlby Skov kan ikke dokumenteres.

”Sylen” ligger ca. 450 meter nord for det sted, Anker Jørgensen fandt liget i 1950. Desuden skal man går 150 meter i en cirkel for at komme op på ”Sylen”. Som han husker stranden og klinterne mellem ”Sylen” og findestedet dengang, har det været vanskeligt at forcere den strækning, fordi der var en større lerudskridning, og vandet enkelte steder gik helt op til klinterne. Det er usandsynligt, at frihedskæmperne er gået længere end 470 meter fra sommerhuset til findestedet om aftenen den 19. april 1945.

Niels Byskov Ovesen sagde i 1997, at ”Gordon Torp desværre blev begravet for tæt på skrænten”. Et politidokument i Justitsministeriets arkiv taler om, at liget er ”nedgravet i Røjle Klint, der senere er skredet”. Det taler for, at graven lå oppe på en lav skrænt nær findestedet ud for gården ”Klintholm”, og at havet har taget den skrænt.

Anker Jørgensen mener, graven lå på stranden ved høfden, hvor han fandt liget. Han begrunder det med, at liget lå med dokumentmappen under den ene arm, og det var iført en frakke. Sådan kan det ikke ligge, hvis det er skredet ned fra skrænten.

De høfder, der var ved findestedet i 1950, er for længst væk, og findestedet ligger i dag under vand.

Poul Erik Pedersen – og hans kilder

Født 1941 i Kustrup. Maskiningeniør og arbejdet i energiselskaber, senest hos Dong Energy, hvorfra han sommeren 2011 er gået på pension. Har altid interesseret sig for besættelsestidens historie. Begyndte midt i 1990’erne at grave oplysninger frem fra aviser og arkiver og at tale med flere aktører. Førte i 1997 flere samtaler med modstandsmanden Niels Byskov Ovesen, Staurby, som han fik et fortroligt forhold til.

Poul Erik Pedersen er overbevist om, at Byskov fortalte om likvideringen af Gordon Torp, for at den side af modstandsbevægelsens aktiviteter skulle komme frem til offentligheden. Det kan ske nu, flere år efter hans død.

Poul Erik Pedersen betegner sig om amatørforsker i besættelsestidens historie og har en omfattende dokumentation for indholdet af denne artikel.

Artiklen er skrevet som en fortælling uden specifikke kildeangivelser til de enkelte begivenheder og personer. Se kildefortegnelsen efter artiklen. Vi prøver at komme så tæt på de virkelige hændelser som muligt, ud fra de tilvejebragte kilder..

De vigtigste kilder

Artikler i Middelfart Venstreblad.

Fritjof Sejersens skrevne beretning fra modstandsarbejdet (Middelfart Byarkiv/Historiens Hus).

Samtaler med Niels Byskov Ovesen i 1997.

Samtaler med Anker Jørgensen i 2010.

Middelfart Politimester. Anmeldelsesjournal 1948-1951. Løb. Nr. 127-128.

Sagen mod Birkedal Hansen-gruppen, 1945, Odense Købstads Politimester.

Kartoteker og register vedr. Birkedal Hansen sagen 1945, Odense Købstad Politimester.

Rigsarkivet:

Forsvarets arkiver nr. 1010.016. Besættelsestidens historie, beretninger fra officerer. Oberstløjtnant O. B. G. Justesen.

Modstandsbevægelsens Region IV (Fyn ) Emneordnede sager, 1944-1950.

Justitsministeriets 6. kontor, journalsager 1947-1967, journalsag 1951, j.nr. 348.

Justitsministeriets 5. kontor, journalsager 1947-1967, journalsag 1951, j.nr.502.

Artiklen er blevet bragt i Bavnen nr. 2, 2010

 

 

%d bloggers like this: