Vælg en side

Det kostede mulkt at pjække i skolen

Når der var travlt på gårdene, kom børnene ikke altid i skole. Mange syntes for 120 år siden, at det var vigtigere at lære at arbejde end få skolelærdom, især når det drejede sig om fattige børn. De forsømmelser var ulovlige og kostede fra 12 øre til en krone pr. dag i mulkt. Fokus på Vejlby Skovskole.

Af Poul Christensen

Hver dag noterer lærer Poul Rasmussen, Vejlby Skovskole, i dagbogen, hvem der er fraværende – eller har forsømt undervisningen, som det hedder. Og grunden til forsømmelsen er ikke ligegyldig. Den skal læreren også kende. I én kolonne registrerer han forsømmelser på grund af sygdom. I den næste, når forsømmelser har en anden grund. Det kan være snestorm, ufremkommelige veje, smitsom sygdom i hjemmet og andre lidt elastiske grunde til at blive hjemme. Og så er der en tredje: Ulovlige forsømmelser. Når lærer Rasmussen skriver en dato ind i denne kolonne, vanker der mulkt (bøde) til enten barnets forældre eller husbond, hvis barnet er tjenestedreng eller -pige.

Disse forsømmelser skyldes nemlig børnearbejde i skoletiden. Det har siden skoleordningen i 1814, hvor der blev indført undervisningspligt i syv år, været forbudt. Og der har siden været en konflikt mellem behovet for at få udført landbrugsarbejdet og skolelovens bestemmelse om undervisningspligt – børnearbejde contra børnenes kundskaber.

Lugning var almindeligt børnearbejde. Det mente mange var mere rimeligt end at gå i skole. (Tegning fra Punch 1884, Det kongelige Bibliotek)

Lærer Poul Frederiksen var lærer på Vejlby Skovskole fra 1879-1922. Han var seminarieuddannet. Fik i 1902 skolekommissionens karakter: flittig og duelig. Flere af hans kollegaer kunne bryste sig med et ”meget” foran de to ord. Lærer Rasmussen havde i en årrække et bijob som regnskabsfører for Røjle Andelsmejeri. Det gav i 1902 et godt supplement på 400 kr. til lærerlønnen. (Foto fra sognetavle ca. 1920)

Vejlby Skovskole var en af de skoler, som blev oprettet ved skoleordningen i 1814, og den fungerede til 1955, da Bøgelundskolen blev indviet. Bygningen fra 1890 kan i dag ses på Bolsvej 27. I 1902 havde skolen 70 elever fordelt på yngste og ældste klasse med hver 35 elever, der gik i skole hver anden dag. (Foto fra sognetavle ca. 1920)

131 ulovlige forsømmelser

I 1902 kunne lærer Rasmussen lægge disse ulovlige forsømmelser sammen til tallet 131 dage, og de var især fordelt på de ældste elever. Det var almindeligt, at mest drenge af arbejdsfolk og husmænd fra 10-års alderen kom ud at tjene på en gård. Også gårdmændenes egne børn deltog tidligt i arbejdet på gården. Selv om skolen var lukket i høstmåneden august, og børnene gik i skole hver anden dag, så var det fristende i en travl periode at få arbejdet på gården udført.

Lærerne registrerede hver dag i dagbogen, hvem der var mødt, og hvem der forsømte samt årsagen til forsømmelsen. Her ses dagbog for Vejlby Skole maj, juni og juli 1902. Nr. 11 Anders Andersen havde mange ulovlige forsømmelser.

Sognerådet ordner listerne

Hver anden måned skulle lærer Rasmussen – ligesom hans fire kolleger på Vejlby Kommunes øvrige skoler – udfærdige en liste i to eksemplarer over alle forsømmelser. Dem afleverede han til sognerådsformand Schmit på Stribgaarden. Det var sognerådets opgave at gennemgå listerne og tage stilling til, om der f.eks. var formildende omstændigheder, så nogle forsømmelser ikke skulle medføre mulkt. Det kunne f.eks. være et fattigt barn, der måtte arbejde hjemme, hvis faren var syg. Sognerådet kunne også eftergive idømt mulkt.

Det arbejde overlod sognerådet dog til et udvalg, der i 1902 bestod af sognerådsformanden og sognerådsmedlemmerne Søren Pedersen og A.H. Mathiesen. Det skulle ”ordne” (som der står i protokollen) forsømmelseslisterne.

De 113 ulovlige forsømmelser på Vejlby Skovskole blev i 1902 ordnet på den måde: 89 medførte mulkt på i alt 25,15 kr. Hertil kom 12 forsømmelser på 1,57 kr., som var talt med i 1902-regnskabet, men endnu ikke var opkrævet, da man gjorde kommunens regnskab for 1902 færdigt.  To slap for mulkt på i alt 50 øre. 10 forsømmelser til et mulktbeløb på 1,33 kr. blev eftergivet. Det gav kommunen en indtægt på 26,72 fra Vejlby Skovskole. Kommunens samlede indtægter på mulkt – eller bøder, som der står i regnskabsbogen – for skoleforsømmelser blev 111,66 kr. En beskeden post, der udgjorde 0,8 pct. af kommunens indtægter.

Mulkten inddrives

Kommunen havde ansat den 42-årige ungkarl og kontorist Rasmus Jørgen Nielsen, Røjlejordemoderen, Karen Dorthea Andersens søn, til at inddrive mulkten. Det fik han en løn på 35 kr. om året for.

Hvis mulkten ikke kunne inddrives, fordi der f.eks. var tale om fattige mennesker, som hverken havde penge eller noget at udpante, ja, så kunne faren eller husbonden risikere at skulle afsone mulkten bag tremmer i nogle dage. Det er sket op gennem 1800-tallet, dog i beskedent omfang, men ingen i Vejlby Kommune kom af den årsag i fængsel i 1902. Undersøgelser fra flere stedet i landet dokumenterer, at mulktordningen havde social slagside, at det mest var fattige mennesker, der holdt deres børn hjemme for at arbejde.

Omfattende administration

Der var mere administration af mulkt. Skolekommissionen skulle påse, at mulktordningen blev forvaltet efter reglerne. Den bestod af sognepræst Vilhelm Larsen som ”født” formand samt de to gårdmænd sognerådsmedlem A.H. Mathiesen, Røjle, og tidligere sognerådsformand Jakob H. Kristiansen, Kustrup.

Det ene eksemplar af forsømmelseslisterne sendte sognerådet videre til Vends Herreds skoledirektion, som kontrollerede administrationen. Hvert år skulle skolekommissionen – og det var i praksis præsten – udarbejdede en skoleberetning. Heri fik hver lærer karakter, der var oplysninger om børnetal, antal skoledage, om antal forsømmelser og deres art samt mulktbeløb. Præsten sendte beretningen til Skoledirektionen i Vends Herred, der havde provsten som formand. Her gennemgik man beretningen for at se, om der var administreret korrekt. Skoledirektionen skrev alle herredets skoleberetninger ind i et nyt skema med eventuelle bemærkninger. Det blev sendt til Ministeriet for Kirke og Undervisningsvæsenet, hvor 2. kontor foretog en sidste kontrol. Der er ingen eksempler i arkiverne på sager om forkert administration fra Vejlby i 1902.

Fravær tæt på landsgennemsnit

Den ulovlige forsømmelsesprocent for Vejlby kommune i 1902 var 1,5 procent af antal børn gange skoledage. Men der er variationer. I skolerne i Vejlby Kommune fra 0,6 procent (Staurby Skole) til 1,8 procent (Vejlby Skole).

Der findes ikke tilsvarende opgørelser på landsplan det år. Men i Merløse-Tuse Provsti på Midtsjælland var den procent 1,8 i 1902 med ret store variationer på de enkelte skoler. I 10-året op til århundredeskiftet lå fraværsprocenter for ulovlige forsømmelser på skolerne i fire provstier fordelt ud over landet på typisk fra lidt under en til fire. Der er således grund til at tro, at det ulovlige fravær ligger tæt på en landsgennemsnit.

Lærer Rasmussen fortsatte i mange år med at føre de ulovlige forsømmelser ind i dagbogen. Vi skal frem til 1970, før denne bødeordning blev afskaffet.

Kort om mulkt for skoleforsømmelser

Med skoleforordningen fra 1814 fulgte også regler om mulkt for ulovlige forsømmelser. Formålet var at sikre, at børnene nu også gik i skole og lærte det, de skulle. Forordningen indførte undervisningspligt fra børnenes 7. til 14. år. Der var lovlige forsømmelser som sygdom og ufremkommelige veje. De ulovlige var først og fremmest forsømmelser, fordi forældrene og husbonden, hvis barnet var tyende, holdt det hjemme for at arbejde. Der var godt nok taget hensyn til landbrugets behov for arbejdskraft, når skolens ferier blev lagt, og der var også mulighed for mindre skolegang i landbrugets højsæsoner. Reglerne var ret upræcise, og læreren og et stykke ind i 1800-tallet skolekommissioner, sogneråd samt provstiets skoledirektion havde mulighed for at fortolke reglerne. Men der blev opkrævet mulkt hos forældre og husbonder op gennem 1800-tallet.

Der findes eksempler på, at man mente, at det var vigtigere at lære fattige drenge at passe kreaturer end at gå i skole. Den gruppe børn, som havde flest ulovlige forsømmelser, var børn af husmænd og arbejdsmænd. Der var en markant social slagside. Der er også eksempler på, at sognerådsformanden blev parat til at eftergive mulkt, når han som opkræver kom rundt i fattige hjem og kunne se, at de ikke havde råd til at betale mulkten.

I 1889 blev reglerne strammet op og gjort klarere. Det betød, at man lokalt ikke længere havde vid mulig for at fortolke reglerne. Det var man ikke tilfreds med i sognerådene, som jo mest bestod af gårdmænd, der godt vidste, hvad en daglejer kostede. Men det var med til at reducere omfanget af de ulovlige forsømmelser.

I 1899 vedtog rigsdagen en ny skolelov. Igen var der diskussion om reglerne. Rigsdagen var domineret af bønder, som var betænkelige ved, at man ude på gårdene skulle til at ansætte mere arbejdskraft specielt i de travle perioder for landbruget. Det er et spørgsmål om billig arbejdskraft på den ene side og hensynet til børnenes opdragelse og uddannelse på den anden. Reglerne blev gjort mindre strikse og de lokale instanser fik mere at skulle sige. Det skete i den tid, da provisorietiden var ved at rinde ud og en demokratisk holdning begyndte at vinde indpas. Samtidig var den almindelige velstand øget og presset på at bruge billigt børnearbejde aftaget.

Ifølge 1899-loven blev satserne for mulkt fordoblet. En ulovlig forsømmelse kostede 12 øre. Ved gentagelser inden for en periode blev satserne fordoblet til 25 øre, 50 øre og en krone.

Sådan var satserne i 1902.

Ikendelse af mulkt for ulovlige skoleforsømmelser fortsatte op gennem 1900-tallet. Medhjælperloven fra 1921 gjorde børnearbejde i skoletiden forbudt og strafbart. Loven har givetvis lagt en dæmper på omfanget af børnearbejde. Ifølge skoleloven fra 1937 skulle forældre til skulkende børn indkaldes til et møde, hvor de kunne forklare sig. Sagen kunne derefter slutte med en advarsel, eller der ”kan ikendes de pågældende en bøde på 1 kr. for hvert barn og hver dag”. Opkrævning af den slags bøder ophørte i 1970 ved lov nr. 235 af 27. maj 1970 om ændring af lov om folkeskolen.

Kilder: Bønder, skole og demokrati, 1973, Gundhild Nissen. Skoleloven, lov af 24. marts 1899 med tilhørende cirkulærer. Skoleberetninger fra Vejlby Kommune 1902.