Vælg en side

Brudstykker kapitel 2

”….. ser det i foråret 1819 ud til at gå godt for familien på gård nr. 6. Der er, hvad der skal være i stuehus, stald og lo. Og det er en ung familie med mod på livet.

Her bor Ole og Ane Kirstine. Endnu et barn er på vej. De har fæstet en pige, måske to, og et par karle.

Billeder fra Fjelstedgården i Den Fynske Landsby. Nogenlunde sådan kan det have set ud på gård nr. 6 i Staurby i 1819. (Foto: Poul Christensen)

I storstuen (den øverste stue) står en stor alkoveseng med husets fineste over- og underdyner samt hovedpuder og hørlærredslagner. Der hænger bl.a. en pyramide (amagerhylde) på væggen. Der er en egekiste og en fyrredragkiste med dele af den unge kones udstyr: lagener, bordduge og håndklæder.

Dagligstuens vigtigste møblement er langbordet med to fyrretræsbænke om langs væggene i en vinkel. Her spiser familien og tjenestefolkene deres måltider. Der er to stole og et kandeskab. På væggene, på hylder og i skabe er der gryder og potter, et messingbækken, flere lysestager i tin og messing, strygejern i både messing og i jern, en jernbismer og meget andet husgeråd.

Sovekammeret er også en finere stue. Her står et fyrretræsbord og fire stole samt en lænestol. Der er to sovesteder med forhæng, der er udstyret med uldne over- og underdyner samt hovedpuder og lagner i god kvalitet. I kammeret opbevares 12 tinkrus og mere husgeråd.

I mellemstuen er der et fyrretræsbord med skab, et mindre bord og fire træstole. Også her er der et sovested med forhæng, dog med dyner og lagner af en ringere art.

Bryggerset bliver brugt til mere end ølbrygning. Her bliver også mælken bearbejdet. Fløden bliver kærnet til smør. Inventaret er bl.a.: Et bord, tre mælkebøtter, kar og baljer, to malkespande, en lille messingkedel, en bryggerskedel af messing, trug, tønder og 36 tinbøtter. Man må formode, at der også har været en ovn, hvor pigerne har bagt det daglige brød, som er en hovedbestand af den mad, man spiser. I ølkammeret er der bl.a. tønder og ankre samt et maltekar. Øl er en almindelig drik på en gård på den tid. Vandet var ofte udrikkeligt.

Endelig er der pigekammeret med et opslået sovested med uldne dyner og blårlærredslagner. I pigekammeret står der to hornlygter.

På loftet er der mere husgeråd og uldlager, og flere rokke er sat derop efter vinterens brug. I huggehuset er der huggeblok, sav og økser, hammer og bor, spande og to forke. I vognporten står en jagtvogn (til persontransport), som er vurderet til hele 50 rigsbankdaler.

Heste er der formentlig fem af. De skal ikke bare trække plove, harver og vogne på gården, men skal også arbejde på stamhuset. Derfor hører hesteholdet, redskaber, seletøj, arbejdsvogne og andet udstyr til stamhuset og er en del af fæsteaftalen.

I kostalden, der grænser op til hestestalden, står ni køer, der skal malkes to-tre gange om dagen. Desuden et par kvier og nogle kalve.

Svinestien er lille. Der går en so, og så er der et par fedesvin. Nok til, at der kan komme sulemad på bordet, og til, at der kan sælges en fedegris indimellem. Der er syv får og lige så mange lam samt tre gæs, der har fået seks gæslinger.

Og mon ikke det spirer og gror i kål-, humle- og frugthaven. Græsset er grønt og frodigt i toften. Kornet har gjort markerne grønne de fleste steder, her hvor vi er kommet ind i maj måned.

Kvinderne (i voksfigurer) gør klar til et måltid med et grødfad midt på bordet på Fjelstedgården i Den Fynske Landsby. (Foto: Poul Christensen)

Døden i barselsseng

Den 11. maj får Ane Kirstine veer og føder endnu en søn. Men noget går galt, gruelig galt. Den unge kone bliver syg og dør den 19. maj. Enkemanden med to spædbørn må tage den tunge tur til præsten i Vejlby. Den 24. maj bliver Ane Kristine begravet, samtidig med at den lille dreng bliver døbt og får navnet Jørgen.

Der bliver skiftet efter Ane. Skifteforvalter Plambeck på Hindsgavl møder efter reglerne op en måned efter dødsfaldet med to vitterlighedsvidner, sognefogederne Hans Rasmussen og Anders Pedersen, for at gøre boet op. De opgør værdien af inventaret i de forskellige rum, fra storstue over køkken og pigekammer, huggehus og stalde. Derfra ved vi, hvad rummene er udstyret med af inventar, udstyr, dyr m.v. Vi ved også, at de har 99 rigsdaler til gode hos en Christen Johansen i Middelfart, et gammelt tilgodehavende fra 1798, og vi har Oles æresord på, at ingen har noget at fordre i boet.

Trods alt skal livet gå videre, og det kommer det til på gård nr. 6. Den 6. oktober 1819 bliver Ole gift med 22-årige Maren Jørgensdatter, Ane Kristines lillesøster. Ægteskab mellem svogre og svigerinder kunne ellers indtil få årtier siden kun ske ved dispensation, men nu var den gamle bestemmelse afskaffet”.  —

Ole udbygger gården og bliver som sin far sognefoged. Men han dør af kopper i 1838, kun 48 år gammel. Enken Maren overtaget fæstet med den ældste søn som bestyrer. I 1853 får hun en aftægtskontrakt, der detailleret beskriver, hvad hun har krav på at få af sin stedsøn Anders.

Bønderne på Staurby Skovgaard – lokalhistorie og landboliv i 240 år – fortalt gennem seks generationer i samme familie. Bogen er på 74 sider og udkom i 2015, udgivet af Vejlby-Strib Lokalhistoriske Forening. Et mindre restoplag sælges nu for 50 kr. pr. eksemplar. Kontakt: johannes.gregersen@stribnet.dk – eller ring på 2139 3275.

%d bloggers like this: