Vælg en side

Af små kår, et rigt liv

Svend Olsen voksede op på fattige husmandssteder i et indremissionsk hjem. Han var dygtig i skolen. Kom ud at tjene som 14-årig og klarede sig godt. Fik også et godt øje til Kirsten, men hun blev pludselig ringforlovet med forkarlen. Svend blev soldat og fik endelig sin Kirsten. Parret købte et husmandsbrug i Vejlby Skov, og Svend blev murer. Parret fik 10 børn. Kirsten passede køerne og landbruget, mens Svend passede sit murerarbejde. Der var sygdom og besværligheder i familien. En inderlig gudstro prægede deres liv. De holdt således søndagsskole i deres hjem i over 40 år.

Af Poul Christensen (bearbejdning af Svend Olsens erindringer)

Om artiklens tilblivelse

Artiklen bygger på Svend Olsens erindringer, som han skrev i 1968-69. En del er udeladt. Flere passager er skrevet sammen. Andet er skrevet lidt om, uden at indholdet er ændret. Hvor der står ”Svend Olsen:”, er teksten Svends egne ord.

Afsnit 1 – Barndom på husmandssteder

Kattestedet var ikke noget rart sted. Det var en ejendom på Kustrup Mark med Kustrup Mølle og Fælleshåb som nærmeste nabo. Selvom der hørte 14 tønder land til, kunne boelstedet ikke skaffe mad på bordet og tøj på kroppen til Svend, hans seks søskende samt hans far og mor. Bygninger var ret nye efter en brand. Da de tidligere beboere var i gang med storvasken, kom en kat ind i bryggerset. Den kom for tæt på gruekedlen, så der gik ild i pelsen. Den rædselsslagne kat styrtede ud i laden og antændte noget halm. Sådan lyder i hvert fald historien om branden.

Den nye bygning bestod af én længe. Beboelse i den østre del. Midt i lå bryggerset. Her fra indgang til stalden og laden. Svend husker ikke, der var køer i stalden. Der var nogle svin og to heste. Det var tomt og fattigt.

Det blev Svend Olsens andet barndomshjem i 1894.

Kneb med varme og mad

Svend blev født i Odense den 29. august 1887, søn af Niels Olsen og Kirsten Sørensen. Forældrene havde mødt hinanden i Bogense, blev gift den 2. september 1876 og bosatte sig i Odense. Parret fik syv børn, hvoraf Svend var nr. fem. Niels ernærede sig som ”småkører”, altså en slags vognmandsforretning med to heste.

I 1894 flyttede de til en noget andet tilværelse på landet. Svend husker, det var et dårligt landbrug, der måske også gav lidt udbytte, fordi faren ikke havde landbrugserfaring og næppe havde kapital til at sætte landbruget i gang. Han begyndte at sælge fisk, som han købte af fiskerne på Blanke Strand. Senere fik han sammen med en Jørgen Slagter et arbejde med at afgrave en bakke mellem Blanke og Roerslev. Det skete med skovl og spade. De købte to tipvogne til at transportere jorden i. Det gav også arbejde til Svend og Jørgens søn. De kørte hver en hest, som trak tipvognene. Jørgen læssede på vognene, og Svends far tippede vognene og fordelte jorden på den dæmning, de lavede.

Børnene gik i skole i Vejlby. Det var en lang gåtur i al slags vejr.

Svend fortæller: Heldigvis boede enken Ane Skræjs i et lille hus ved skolen. Navnet fik hun, fordi hendes mand havde været skrædder. Hun var en god kone, som så sin glæde i at tage sig af os skolebørn. Hun tog imod vort våde og kolde tøj, og når vi var færdige i skolen, hjalp hun os i tøjet igen, og så var det tørt og varmt. Hun har nok fået lidt penge fra forældrene for sit arbejde. Vi børn var glade for Ane.

Den første vinter var særlig hård med sne og frost. Det kneb med varme og mad. Svend husker ikke, at han er gået sulten i seng, men han tror, at det har hans mor mange gange den vinter. Selvom hun ofte var syg, gjorde hun alt for sine børn og sin mand.

En dag Svend kom hjem fra skole, var han både sulten og forfrossen, så humøret var ikke det bedste. Han fik øje på en krage ude i haven.

– Se, der sidder en krage, udbrød han.

– Ja, kan I fange den, så skal jeg stege den til jer, sagde moren.

Bror Jakob og Svend var heldige med deres kragejagt, og de fik varm mad og lidt kød den dag.

Udsnit af kort fra ca. 1900. A. Barndomshjem Kustrup Mark, Kattestedet. B. Vejlby Skole. C. Barndomshjem i Tokemade. D. Hjulspor til huset i Tokemade begynder her ved sognefoged Niels Rasmussens gård. E. Aulby Damgaard. (gstkort.dk)

Smørrebrød fra Hindsgavl

De boede kun et par år på Kattestedet. Familien kunne ikke få sit udkomme. De solgte boelstedet og lejede et hus i Tokemade, som stamhuset Hindsgavl ejede. Man kom til det fra Bogensevej lige vest for Aulby på en vej eller rettet et par hjulspor på vestsiden af Tokemade, som var et engareal omkring Aulby Å.

Der hørte ¾ tønderland til det stråtækte hus i en længe med en lille lade/stald på to fag. Senere blev der tillagt to tønder land god jord og et engareal af samme størrelse. Nu kom der mere gang i landbruget. Der kom to køer ind i stalden. Der var får, høns, ænder og gæs. Hønsene gav æg. Ænder og gæs blev slagtet og solgt. Ulden blev bytte med vadmelsklæde til tøj. Så blev der sendt bud efter en skrædder, som syede tøj til børn og voksne. Beboelsen blev også forbedret. Et komfur afløste det åbne ildsted. Der blev støbt et cementgulv og muret en skorsten.

Helt godt var det ikke. Svends mor var tit syg, og der kom besøg af en læge fra Middelfart. Han var til fods og skød genvej hen over markerne fra Aulby Damgaard. Der var blevet oprettet en hjælpekasse, som betalte lidt af lægeregningerne.

Svend fortæller: Det mest spændende for vi drenge var den tid, da græsset blev slået og stakket. Så kom de kørende i stive vogne fra Hindsgavl. Det var en forvalter, der skulle lede arbejdet. Det var som regel en broget flok. Husmændene var de mest solide; de forstod at slibe en le, så den kunne skære, og de forstod at bruge den. Det var ikke mange af de unge karle dygtige til, men de arbejdede med højt humør.

Det, der særligt optog os, var at være med, når de holdt spisepause. Der var rigeligt både af mad og drikke. Flere kurve med dejligt smørrebrød med hjemmelavet pålæg, kødpølse og ost. Der var en tønde øl og efter tidens skik også brændevin. Når det var middag, kom der en vogn med middagsmaden. En mand havde den bestilling mellem måltiderne at gå rundt med øllæglen (lejlen): en lille flad og rund trætønde med et hul i. Når man var tørstig, satte man tønden for munden og drak. Den gik fra mand til mand og blev flittigt benyttet. Det var godt hjemmebrygget gammeløl.

Vi drenge fik mange gode mellemmadder. Det var en interessant tid, hvor der skete noget hver dag.

Hofjægermesterens venlighed

Svend har et andet minde:

Far skulle have bud til Hindsgavl om et eller andet. Det blev mig, der måtte tage turen – en lang spadseretur. Jeg har aldrig været en af de mest frimodige, så jeg var ret beklemt ved det hverv. Men det blev en oplevelse, som jeg ikke har glemt. Da jeg nåede gården og var kommet forbi slottet, fik jeg øje på en ældre statelig herre med jægersæt, brun jakke med spændetamp, hat med fjer og lange støvler. Da han så mig, stod han stille og ventede på mig. Jeg var klar over, at det var hofjægermesteren (Niels Basse Fønss). Jeg hilste og gav ham sedlen. Da han havde læst den, begyndte han at snakke med mig og sagde så:

– Kom du her min dreng, du kan nok trænge til at få noget at styrke dig på efter sådan en tur.

Jeg fulgte ham, og vi kom til borgerstuen. Nu kunne jeg sætte mig der, så ville der snart komme noget mad. Derpå sagde han farvel og gik ud. Det varede ikke længe, inden der kom en ung pige med smørrebrød og øl. Det smagte godt, og jeg gik glad hjem. Nu havde jeg set og talt med hofjægermesteren.

 

Brændevinens svøbe

Svends far havde fået styr på landbruget og var blevet medlem af husmandsforeningen. Engang var Svend med ham i Bogense til en fest, hvor forfatteren Johan Skjoldborg holdt foredrag. Svends mor havde også fået det bedre.

Svend var god i skolen. Specielt var han glad for at læse. Hans far var allerede som 8-9 år kommet ud at tjene og havde ikke gået så meget i skolen. Hans læsefærdigheder var derfor ikke særlig gode. Det blev således Svends opgave at læse højt for faren om aftenen. Det var både ugens nyheder, bøger og kristelige skrifter. Det husker Svend som hyggelige stunder, hvor hans mor med sine flittige hænder altid var i gang med noget. Svend købte også bøger som Onkel Toms Hytte og Robinson Crusoe.

Svend kan godt se, at hans fars liv havde været hårdt. Moderløs som seksårig. Ud at tjene som dreng og klare sig selv.

Svend: I de tider var det almindeligt, at karlene fik brændevin til maden. For mange blev det en vane, som det blev svært at bryde med; det blev det også for far. Selvom en flaske brændevin kun kostede 27 øre, kunne det blive en belastning. Far gik aldrig ud for at nyde spiritus, og hjemme havde mor en god måde at omgås ham på. Jeg husker ikke, der af den grund har været konflikter i dagligdagen. Men for mange hjem var drikkeriet en katastrofe.

Nogle år senere blev der et vældigt røre ud over landet. Der var en bevægelse i gang for at få lagt en stor skat på brændevin, så folk ikke kunne få råd til at købe den. Selvfølgelig satte det sindene i bevægelse, og megen bitterhed kom til orde. Der blev skrevet i aviserne om den lille mands snaps. Men loven blev vedtaget og en flaske snaps kom til at koste over 20 kr. Så var der lukket af.   Far tog beslutningen til efterretning og vandt sejren, men det var en drøj omgang.

Svend skoletid på syv år var ved at være slut. Han havde let ved at læse sine lektier. Han E

endte med at sidde som nr. et i ældste klassen. Eleverne hos lærer Nielsen i Vejlby Skole sad på rad og række efter karakterer ved de to årlige eksamener.

Vejlby Skole ca. 1900. Lærer Nielsen med et barn sidder på trappen ind til lærerboligen. En gruppe skolebørn sidder på trappen ind til skolestuen. (Foto: ??)

Ved eksamen 21. oktober 1901 på Vejlby Skole havde Svend den højeste gennemsnitskarakter blandt drengene i ældste klasse og sad som nr. et. Lærer Nielsen har noteret, hvad eleverne kom op i i de forskellige fag. (Udsnit af eksamensprotokol for Vejlby Skole)

En religiøs drøm

Svend gik også i søndagsskole. Han lærte salmerne udenad. Han mindes med glæde julefesterne i Vejlby Missionshus og udflugterne om sommeren. Han husker også sin konfirmation i efteråret 1901 som en stor festdag.

Konfirmationen var også adgangen til de voksnes rækker. Fremtiden var sådan set fastlagt for den fattige husmandssøn. Ud at tjene. Sådan tænkte Svend også.

En dag efter konfirmationen kom lærer Nielsen på besøg for at høre, hvad Svend nu skulle. Han foreslog, at Svend efter nogle år som karl på en gård læste til lærer.

Svend: Det lød jo meget godt. Det var endnu for tidligt. Jeg syntes heller ikke, at jeg dengang havde lyst til læsning, og økonomisk var det jo uden for mulighedernes grænse.

Allerede dengang var Svend religiøst vakt.

Svend: Jeg havde i denne overgangstid af og til nogle ejendommelige drømme. Det var, som om jeg vågnede ved at høre mig selv tale til en forsamling, altid over et religiøst emne eller et bestemt ord fra Biblen. Det undrede mig, og det gjorde, at jeg tænkte meget over de ting, som optog mig, når jeg sov. Jeg regner ellers ikke med drømme, men her var noget ud over det almindelige, og det var med til at gøre Gud til en virkelighed i mit liv.

Afsnit 2 – Karl på gårde og soldat i Odense

 Efter konfirmationen blev det hurtigt skiftedag. Svend: Den 1. november 1901 fulgte mor mig til min første plads hos en gårdmand i Aulby, som hed Hans Hansen, og hans kone hed Kirsten. Det var unge folk med tre børn. Vi blev godt modtaget. De var gode og venlige mennesker, som jeg blev glad for at være hos.

Dengang var der mange folk på gårdene. Her var to piger, en karl og mig som dreng. Desuden hjalp to husmænd til i høst, ved efterårsarbejdet og om vinteren med tærskearbejdet. Det var gamle bygninger i bindingsværk og med stråtag. Staldene var upraktisk indrettet, og arbejdsforholdene var upraktiske, men det svarede vel til den tids landbrug.

Her var fire heste, hvoraf den ene var en hoppe med føl. Det var spændende, når sådan et lille dyr kom til verden. Kreaturbesætningen bestod af otte køer foruden en del ungkreaturer samt en svinebesætning. Her havde jeg mit arbejde med pasning og rengøring eller hjælp med alt muligt, hvor jeg kunne gøre nytte.

Den første morgen havde jeg en lille oplevelse. Karlekammeret lå i forbindelse med hestestalden med indgang fra fodergangen. Der var et vindue ud til gårdspladsen. Møblerne bestod af et bord og to stole. I det ene hjørne af værelset stod en dobbeltseng af brædder fastgjort til væggen. Her sov jeg sammen med karlen, som hed Hans.

Husbond kom om morgenen og kaldte, og så troede jeg, det var meningen, at vi skulle op. Så jeg kravlede ud af dynen og skrævede over Hans for at springe ned på gulvet. Men det var halvmørkt, og da jeg ville sætte den ene hånd på fodenden af sengen, smuttede hånden, og jeg landede på gulvet så lang, jeg var. Det er en noget kedelig begyndelse, men heldigvis slog jeg mig ikke, men Hans kom op i en fart.

Det var pigernes arbejde at malke køerne tre gange om dagen, sidste gang kl. otte om aftenen. Først derefter havde de fri og kunne bruge tiden, som de selv syntes.

Arbejdsdagen var lang. Om sommeren fra kl. fem morgen til kl. syv aften, om vinteren fra klokken seks morgen til seks aften, men så havde vi spisetiderne ind i mellem og om sommeren en times middagspause.

Alsidigt arbejde året rundt

Når efterårsarbejdet, roeoptagning og pløjning samt andre småting som kartoffeloptagning, fåreklipning, slagtning af både gris og lam var tilendebragt, så var det tid at begynde på tærskning af korn. Så var alle samt to husmænd i arbejde.

Der var ingen motorkraft, men en hesteomgang med tre heste for til at trække tærskeværket. Det var drengens eller lillepigens bestilling at drive hestene. Efter tærskningen skulle halmen bæres bort og sættes op på lofterne over staldene. Senere skulle kornet renses på en maskine, der blev betjent med håndkraft, derefter fyldes i sække og bæres over gårdspladsen og op på loftet over stuehuset, for så siden, når det skulle bruges igen, fyldes i sæk og bæres ned igen. Når vi hen på vinteren var færdige med tærskningen, var det tid til at sørge for brændsel til næste års forbrug. Hegnene i markskellene skulle hugges, træerne i haven skulle også have en omgang og flere læs træ hentes hjem fra skoven. Alle grenvæksterne skulle bindes i knipper til at fyre med under vaskekedlen. Det faste træ blev savet med håndsav og kløvet og stablet i store stabler. Det var en æressag at kunne sætte en brændestabel sådan, at den kunne stå uden at falde sammen til Sankt Hans Dag. Det var i kolde og blæsende dage et ubehageligt arbejde.

Kraftfoderet var ikke dengang klar til brug, når vi fik det hjem. Oliekagerne kom i ret store plader. Den første vinter sad jeg og knuste dem med en hammer på en sten. Det var et trivielt arbejde. Især solsikkekagerne var meget hårde. Den anden vinter fik vi en kagebrækker, det vat et fremskridt, selvom den skulle trækkes med håndkraft.

Foråret var en travl tid både i haven og i marken. Det gik ikke så hurtigt med heste og de redskaber, som dengang var i brug. Især var det et stort arbejde med en roemark. Ikke alle havde en roesåmaskine, men der var en husmand, der havde en til udlejning. Der var forskellige konstruktioner til en eller to rækker. Det samme med tilfældet med radrensere til hestekraft. Udtyndningen tog også sin tid. Det foregik på den måde, at en gik først og blokkede rækkerne. Derefter kunne børn kravle og pille de små planter ud, så der kun var én tilbage. Noget lignende omstændeligt var det også med optagningen om efteråret.

En ny tjenestepige

Høsten var interessant. I 1902 var det meget sent og besværligt på grund af meget regn og fugtighed. Maskinerne var ikke gode, det var en gammel aflægger. Det gik nogenlunde, når det var tørt, men det år høstede vi med le. Karlen og to husmænd brugte mejetøjet. Begge pigerne og jeg bandt negene efter hver høstkarl. Husbond satte negene sammen. Den 4. oktober kørte vi det sidste læs korn i hus. Til sammenligning erindrer jeg, at vi året efter var færdig med høsten i juli måned.

Den 1. maj rejste Johanne, og i hendes sted fik vi Hans’ søster Kirsten. Vi havde gået i skole sammen, så vi kendte hinanden, men jeg anede ikke, hvor meget hun skulle komme til at betyde for mig. Senere hen på vinteren havde vi mange hyggelige timer sammen. Jeg sad tit om eftermiddagen og knuste kager til køerne. Så kom børnene, som hun skulle passe, og der var liv og glade dage. Vi var jo børn alle sammen.

Det var også det år, vi havde den store julestorm, som huskedes i mange år. Hans og Kirsten havde fridag. Jeg var sammen med manden om aftenen i hylende storm ude at dække taget, hvor stormen lavede huller i stråtaget.

Svend deltog i møderne i missionshuset i Vejlby. Hver tirsdag aften var der møde i ynglingeklubben, om sommeren blev møderne flyttet til søndag morgen kl. 8.

Den 1. november 1903 sagde Svend sin plads op. Han ville prøve noget nyt og have mere i løn. Det første år havde han fået en løn på 120 kr., den steg til 140 kr. det andet år. Han havde haft det godt og pladsen havde givet ham venner for livet.

Svends anden plads

Svend anden husbond var ungkarl, hvis søster var husbestyrerinde. Svend var fodermester, og forkarlen hed Jørgen. De to knyttede også et venskab for livet. Andenkarlen var på Svends alder og ”en skikkelig fyr, men det skortede lidt på renligheden”. Han sov med underbukser og strømper på. Ham var Svend ikke glad for, for det var hans sovekammerat. Forkarlen havde sin egen seng, de to yngste karle måtte dele en seng i karlekammeret på loftet over hestestalden med opgang fra foderloen. Der var vinduer ud mod svinestien, så luften var ikke altid lige god. Møblementet bestod af tre stole, et bord og to senge.

Husbond blev regnet for at være en dygtig landmand, men var også af og til lidt vanskelig og skældte ud. Det gik dog aldrig ud over Svend.

På gården var der en stor og god besætning med en foreningstyr, en stor svinebesætning med orner til avlsbrug. Der var fire-fem heste, to følhopper og en hingst. Der var altid rigeligt med arbejde til fodermesteren. Når kornet var kørt ind, blev køerne efter en gammel skik sluppet løs ude på marken, så de kunne afgræsse stubmarkerne. Det var Svends arbejde at sørge for, at de ikke kom på steder, hvor de ikke måtte. Det blev nogle lange og triste dage, syntes han.

En overraskende ringforlovelse

Efter halvandet år kom der en ny tjenestepige: Kirsten, som Svend havde tjent sammen med i Aulby. Hun afløste Anne, som efter Svends opfattelse levede et noget udsvævende liv.

Svend: Det var, som om der kom en renere luft omkring os. Det betyder så meget i den daglige omgang og samværet også på en arbejdsplads, som en bondegård jo er. Hjemmet var præget af Indre Mission, men det fik ikke samme betydning for mig som hjemmet i Aulby.

Svend var med i KFUM, som altså kun var for mænd. Pigerne havde deres pigeforening. Selv julefesterne holdt karle og piger hver for sig.

Hen på efteråret i 1905 skete der noget overraskende for Svend. Forkarlen Jørgen og Kirsten var taget til byen og kom hjem som ringforlovede.

Svend: Hvordan de så ubemærket var blevet enige om det, kom som et sjok for os andre, som var sammen med dem til hverdag. Jeg havde ellers sådan i det skjulte begyndt at se lidt venligt til hende. Hun var en god pige. Nå, de var begge to mine gode venner, og der havde aldrig været talt noget imellem os i den retning, så vi faldt snart til ro igen.

Den 1.november 1905 rejste Jørgen til en større gård på Koldingegnen, og Svend blev forkarl. Lønnen var steget til 240 kr. om året plus drikkepenge for at passe hingsten. Det regnedes dengang for en stor løn. Der var også meget fysisk hårdt arbejde, som at bære tunge kornsække på nakken over gårdspladsen og op ad en stige til kornloftet. Det gav Svend en rygskade.

Den 1. november 1906 tog Kirsten afsked med os og flyttede til en gård i Staurby. Der kom en ny pige, Trine, men ”det var ikke noget oplivende moment i tilværelsen her på stedet”, beretter Svend.

I foråret 1906 var Svend på session og blev taget til dragon, som han havde ønsket. Planen var at blive på gården til han blev indkaldt, og så blive i hæren som underofficer.

Svend Olsen i uniform ca. 1908. (Foto udlånt af Ruth Jørgensen)

Dragon i Odense

Den 6. marts 1907 mødte Svend op på rytterkasernen i Odense sammen med 100 andre unge fra hele landet. Han kom et på hold under oversergent Povlsen, en ældre herre, ret fyldig, rundansigtet med et kraftigt overskæg og en rød næse. De blev fordelt på 18 senge med madrasser på stuen. De fik tæpper og lagner og skulle lære at rede senge. Der var mad nok, men Svend syntes, at det kneb lidt med tilberedningen. De kunne købe øl og kaffe i Tutten, men det var ikke hver dag, der var råd til det. Lønnen var 20 øre om dagen det første halve år. De skulle også selv sørge for lange støvler, undertøj, strømper og pudsesager.

De første tre måneder var skoletid. De begyndte kl. halv seks om morgenen i stalden. Hestene skulle gøres rene, ikke strigles med en strigle, men med en halmvisk. De mugede ud, skar hakkelse, vandede og fodrede hestene. Derefter kunne de selv blive vasket og få morgenmad. Så kom turen til belægningsstuerne og opholdsrum med sengeredning og rengøring.

Om formiddagen var der gymnastik og ridning. Efter ridningen skulle hestene gøres i stand, og var de svedige, skulle de gnides med halmviske. Om eftermiddagen var der våbenbrug og teori. Om aftenen tvungen pudsning: støv, uniformknapper, sabel og gevær. Lørdag formiddag stod også på pudsning, først i stalden af sadeltøj og hovedtøj; derpå uniform og udrustning. Klokken kunne let blive 10, inden der var ro på pudsestuen.

Søndag formiddag var der udgangsparade, ledet af en officer. Der skulle ikke ret meget til, før en rekrut blev knaldet, og så røg udgangstilladelsen.

En ny verden for Svend

Alt var nyt for Svend, der ret hurtigt vænnede sig til de nye forhold, og han lærte sine kammerater at kende. Han syntes dog, at ”luften af og til kunne blive tung og lummer. Ikke alle historier, der blev fortalt, var helt stuerene, og der blev bandet meget, også blandt befalingsmændene”. Svend fandt sammen med tre kammerater, som var KFUM’ere.

Svend havde forestillet sig, at han ville melde sig til korporalskolen, måske for at blive i tjenesten. Men en morgen vågnede han med smerter i sin ene fod. Der var en rift, og der var blod på lagenet. Der var kommet et glasskår i sengen. Der var gået betændelse i såret, og han kom på hospitalet. Da såret var ved at være lægt, fik Svend ansigtsrosen og kom på epidemiafdelingen. Da han var helbredt og smittefri, var hans kammerater færdige med skolen og de, som skulle på korporalskolen, var udtaget.

Svend indhentede det forsømte. Dagene gik med eksercits, ridning og forskellige øvelser.

Svend: Det kunne være festligt, når eskadronen en skøn sommermorgen med musik i spidsen red gennem gaderne ud på eksercerpladsen, hvor vi tilbragte formiddagen med forskellige øvelser.

Tur til Borris

Hen på sommeren tog regimentet til militærlejren ved Borris til skarpskydning. Den første dag red de til Kauslunde. Svend blev indkvarteret på den yderste gård mod Aulby. Han fik lov til at besøge sine forældre.

Svend: Ud på aftenen kom to unge piger, som ville hilse på mig. Det blev en morsom og interessant aften. De to piger tjente på samme gård i Staurby, og jeg kendte dem begge. Kirsten havde været der, siden hun forlod den plads, hvor vi tjente på samme tid. Nu var der sket det, at Jørgen havde hævet forlovelsen, og jeg havde bemærket, at jeg var hende ikke helt ligegyldig, hvad også denne aften bestyrkede mig i. Sådan en aften går jo alt for hurtigt. Jeg fulgte pigerne til Staurby. Det trak op til torden, og det begyndte at regne. Da bygen var forbi, skulle jeg til at finde til Kauslunde. Nu var pigerne enige om at følge mig på vej. Det blev på den måde ud på de små timer, inden jeg fandt ind og kom i seng.

Den næste dag red regimentet videre over Staurby og Strib. Derfra sejlede færgen dem til Fredericia. Herfra skulle hele regimentet, heste, udstyr og mandskab med tog til Horsens. Det var en del af øvelsen at få heste og udstyr på jernbanevogne. Ved aftenstid nåede de Nørre Snede. Her fik de ordre på at tage byen med storm. Fjenden måtte vige for overmagten. Næste dag nåede de Borris. Skydeøvelser tog et par dage, de skød både til hest og til fods.

Kærlighed og glæde

På vejen hjem til Odense overnattede Svend igen i Kauslunde. Han besøgte igen sine forældre.

Svend: Det var en aftale, at Kirsten ville komme og hilse på mig. Hun svigtede da heller ikke, og vi havde en god og interessant aften. Privatlivet er nu alligevel hyggeligere end det militære. Denne gang var Kisten alene. Da vi sagde farvel til mor og far, var det en selvfølge, at jeg fulgte hende til Staurby.

Svend: Det var en dejlig september aften med en vidunderlig stjernehimmel med Nordstjernen, Karlsvognen, både den store og den lille. Ja, heller ikke Mælkevejen manglede, og i Øst var en rigtig klar aftenstjerne. Ja, det var en rigtig aften, hvor elskende hjerter kunne mødes i ungdommens rene kærlighed, og i det dejlige lysthus under de tindrende stjerner kunne opleve, at hjerte imod hjerte slår af kærlighed og glæde. Her hvor alt var stille, gav vi hinanden vort ja og sluttede den kærlighedens pagt, som skulle binde os for livstid. Det var en hellig stund. Gud var vort vidne, og vi følte os under hans velsignelse. Vi lagde vor fremtid i hans hånd. Da var der ved at være køligt i lysthuset, og vi måtte sige hinanden farvel. Vi var to lykkelige unge, som nu kunne gå hver til sit med et løfte om snarligt gensyn. Næste dag nåede vi til Odense, og hermed var en meget interessant og spændende tur til ende.

Lærte at elske mit folk

Svends rekruttid var forbi. Dagene gik med træning, ridning og våbenbrug. Næste sommer var Svend heldig, da hans kompagni blev udtaget til at deltage i et stort militærstævne i København. De blev indkvarteret på husarkasernen og brugte husarernes heste. Opvisningen foregik ude på Amager Fælled. Der var øvelser både til fods og til hest. Forskellige former for patruljering og skydning. Svends gruppe vandt konkurrencen i patruljeskydning, og hver soldat fik et sølvbæger.

Svends søn arvede sølvbægeret.

Denne indkaldelse sluttede med en efterårsmanøvre på Sydfyn og i Nordsjælland. Svend blev hjemsendt den 8. oktober 1908.

Svend: Jeg var ikke ked af at være soldat, men tog det som en selvfølge. Jeg så og oplevede Danmark på en anden måde end før og lærte at elske mit folk. Jeg lærte mange mennesker at kende, at der er mange måder at leve ungdomslivet på, mange forskellige fristelser at kæmpe imod. Megen synd og råhed går i svang, men også meget smukt kammeratskab. Også blandt befalingsmænd finder man mennesker bag uniformen, men frem for alt gemmer jeg erfaringen af, at Gud er trofast. Han holder fast, som han har lovet.

Fik arbejde blandt ”børster”

Efter 19 måneders soldatertid nød Svend igen af være en ”fri mand”, der igen havde ansvaret for, hvad han skulle bruge tiden til. Han havde ikke lyst til at fortsætte med landbrugsarbejde og søgte forgæves at blive portør ved Statsbanerne. Han fik arbejde i en købmandsgård i Odense og lejede et værelse på KFUM.

Den 1. april 1908 rejse han hjem til huset i Tokkemade. Han søgte arbejde ved Nordvestfynske Jernbane, som var ved at blive anlagt. Her gjaldt det om at kunne bruge en skovl og en gravegreb. Hvis man ikke kunne læsse sin tippevogn nogenlunde samtidig med de solide og øvede karle foran, så blev man fyret. Svend klarede opgaven. Kollegerne var dels folk fra egnen og dels ”børsterne”. De sidstnævnte var grundstammen i arbejdsstyrken – et eget folkefærd, som rejste fra det ene større anlægsarbejde til det andet.

Svend skovlede jord på tippevogne ved arbejdet fra Middelfart og gennem Staurby Skov. Længere ude mod Røjle fik han lettere arbejde med at regulere grøfter og skråninger og gå formanden til hånde. Det arbejde var han glad for, men så kom der en indkaldelsesordre til tre ugers efterårsmanøvre i oktober. Efter de tre uger sluttede hans værnepligt på i alt 21 måneder.

Afsnit 3 – Familie- og voksenliv

Skovl og spade blev igen Svend Olsens arbejdsredskaber. Efter hjemsendelsen i 1908 gjaldt det om at finde et arbejde og tjene nogle penge, og så skulle det forlovede par planlægge fremtiden.

Svend boede hjemme, og Kirsten arbejdede som husbestyrerinde for en enkemand i Nr. Aaby. De havde en opsparing på 500 kr., men det var ikke meget at købe hus og stifte hjem for. Så blev en mindre ejendom på Røjle Mark, tæt ved Strib, sat til salg for 6.000 kr. (Den lå på nordsiden af den nuværende Sofiendalvej langs med bækken). Den købte Svend og overtog den den 1. oktober 1908. Indboet kom på auktion. For få kroner købte hans gryder og andet køkkengrej. To borde gav han en kr. for. Samme pris kostede nogle stole pr. styk.

Så kaldte soldatergerningen igen. Svend blev indkaldt til efterårsmanøvre i flere uger til den 1. november.

Brylluppet blev fastsat til den 10. november. Der var ikke tid til mange forberedelser. De gjorde huset rent, hængte gardiner op og placerede de sparsomme møbler. Senge med madrasser og et par dyner fik de af Svends forældre. Kirstens søskende gav den et spisebord og seks stole.

Svend: Da det var fordelt i de forskellige værelser, så det meget hyggeligt ud, og med tanken om, at de nu skulle være vores hjem, glædede vi os til fremtiden.

Brylluppet

Torsdag den 10. november var en regnvejrsdag. Heldigvis havde Svend fået en ven til at køre sig til Vejlby, hvor festen skulle holdes. Han havde ovenikøbet en lukket vogn – en slags karet – så han kunne komme tørskoet til festen, som begyndte kl. 12 med frokost.

Svend: Kl. 14 skulle vi være i kirken. Da det nu var nogenlunde tørt vejr, tog vi den korte tur derhen til fods. Kirsten og brudepigerne kom kørende i vennens karet. Svigermor tog det mere fornødent at blive hjemme, men trods alt blev det for os to en virkelig højtidsstund, da vi for Herrens alter gav hinanden hånd og løfte på at være tro, og vi fik Herrens velsignelse med os.

Svend: Efter hjemkomsten til Kirstens hjem var det hyggeligt at samles ved kaffebordet. Der var kommet hilsener, lykønskninger og gaver. Eftermiddagen og aftenen efter middagen forløb på en stilfærdig måde. Der blev som altid ved sådanne lejligheder drøftet mange forskellige ting, og ungdommen var med til at sætte lidt kulør på tilværelsen. De gjorde afslutningen skøn og uforglemmelig for os to, der var midtpunktet. Der blev ikke holdt taler, men der blev sunget flere samler og sange. Til sidst sang vi den dejlige aftensang ”Når for Jesus dagen endte, med sin møje, nød og strid, mod Betania han vendte, trætte fod ved aftenstids”.

Efter festlighederne tog det nygifte par hjem til det nye hjem – Gydeled – hvor der hverken var lys eller varme. Svend havde også fået en omgang migrænehovedpine.

Svend: Det blev en kold indgang til vores hjem, men trods alt var det alligevel den dag, vi havde set frem til med stor forventning. Vi var unge og uerfarne på mange områder, og jeg tør også sige, at vi ikke begyndte med store tanker om egen dygtighed og regnede heller ikke med, at vi skulle udrette noget stort. Vi var et par almindelige mennesker, som hver for sig havde oplevet Gud som en virkelighed. Og i tro til Hans forjættelse og i forvisningen om, at det var Ham, der havde givet os til hinanden, skulle vi nu tage det liv op, som han ville lægge det tilrette for os.

Kirsten ca. 1920.

Svend bliver murer

De ryddede op og satte i stand. Svends far forærede dem en kviekalv, det var begyndelsen til en lille besætning. Svend begyndte igen at arbejde ved jernbanen. Derefter fik han arbejde som murerarbejdsmand hos en mester, de kendte. Det var hårdt arbejde at bære tunge mursten op til svendene. Det begyndte at give problemer i Svends ryg. Han fik en aftale om at komme i murerlære. Det tog to år, og lønnen var 25 øre i timen. Om sommeren var arbejdsdagen 10 timer fra kl. seks til seks aften ½ times frokost og 1½ times middag.

Hjemme fik de gang i landbruget. Den første sommer i 1911 var tør, og høstudbyttet på den sandede jord beskedent. Den 16. august kørte de sidste korn i hus. Dagen efter fødte Kirsten en sund og velskabt dreng. Det skabte glæde i hjemmet, men også mere arbejde. Drengen ville sove om dagen, ikke om natten. Det blev dog bedre.

Svend var med til at bygge Røjleskov Kirke i sommeren 1914 og var blevet udlært. Men så udbrød Første Verdenskrig den 31. august.

Første Verdenskrig bryder ud

Det betød, at Danmark mobiliserede. Svends bror, Peter, hørte til de årgange, som skulle indkaldes med det samme. Han tjente på en gård ved Vejle og skulle hurtigst muligt til København. Svend tog til Strib for at prøve at få kontakt med ham, når han kom med toget.

Svend: Det var en stille og skøn aften, men den stemning, der herskede, kan ikke beskrives. Færgerne sejlede ustandselig fyldt med mennesker, civile og militære. Der var mange udlændinge, men der var flest unge mænd, der skulle møde ved hæren. Det var en underlig stemning. Mange græd, ingen vidste, hvad det ville ende med. Omkring midnatstid fik jeg øje på Peter og talte lidt med ham, inden han kørte mod København.

Det var spændende dage, og ingen vidste, hvor tyskerne ville begynde krigen. Den 4. september så det heldigvis ud til, at den øjeblikkelige fare for Danmark var ovre. Tyskerne var gået ind i Holland og Belgien på vej mod Frankrig, og det var frygtelige historier, der kom derfra. Der blev holdt aftengudstjenester i landets kirker, og folk strømmede til. Folk havde fået en alvorlig skræk i livet.

Svend bliver indkaldt

I Danmark blev der oprettet sikringsstyrker, og her måtte de ældre årgange med. Lige før jul fik Svend sin indkaldelse og skulle møde den 8. januar 1915 på Husarkasernen. Det var ikke noget glædelig indbydelse. Værst var det for Kirsten, som skulle være alene med to små børn, for den 3. september havde de fået en lille pige – Kirstine. Et ældre naboægtepar hjalp hende, men økonomisk hjælp var der ikke noget af, selv om staten jo tog manden fra hjemmet.

Nogle behjertede mennesker oprettede en hjælpekasse, hvor man kunne søge hjælp. Svend søgte og fik 30 kr. om måneden.

Svend kom igen i uniform, og nu var sablen skarpslebet og de udleverede patroner skarpe. Der var alvor i situationen. Han kom til Vedbæk nord for København, hvor han skulle have kystvagt.

Svend: Det var en kold vinter. Men vi havde det godt. Vi var fire, som var indkvarteret i en rigmandsvilla. Vi boede i kælderen og fik god forplejning. Vi gik vagt og øvede våbenbrug. Senere blev vi flyttet til Hørsholm. En stor slotslade var indrettet til stald og ridehus. Mandskabet sov i en sovesal på et hotel, hvor vi også spiste.

Den første indkaldelse varede 2½ måned. Svend måtte dog afsted igen efter blot to uger, og det var ved at blive forår.

Svend: Det var for meget for Kirsten at stå med børn og dyr alene. Landbruget kunne ikke blive passet, som det skulle. Vi trøstede os med og glædede os over, at vi ikke var med i krigen.

Efterhånden kom der mange rationeringer på fødevarer, belysning og brændsel. I stalden måtte vi klare os med en tælleprås i en gammel staldlygte og i stuerne med en lille natlampe, som dårligt kunne lyse så meget, at vi kunne læse avisen.

Kirsten bliver syg

Året efter den 18. februar i 1916 måtte Svend igen tage turen til Hørsholm. Krigen var kommet tættere på, for tyskerne ville lægge miner ud i Storebælt. Kirsten fulgte mig til toget i Strib kl. tre om morgenen. Der var en nervøs stemning i toget. Men faren drev over, og Svend kom hjem igen, da det var blevet forår og såtid. Det blev en god sommer og en god høst. Kirsten og Svend havde brug for indtægterne.

1917 blev derimod et skæbnesvangert år.

Svend: Vinteren var hård med frost og sne. Den 26. januar blev Anna født, og ikke længe efter blev Kirsten alvorlig syg med en slem årebetændelse først i det venstre ben og senere i det højre. Benene blev lagt i stativer, så hun kunne næsten i røre sig. Der kom en sygeplejerske hver dag, og lægen var der ret ofte. Sygeplejersken, Karen hed hun, kom gående fra Bøgelund, hvor hun boede. Hun var en god hjælp.

Jeg kan slet ikke huske, hvordan vi klarede det. Der var jo også den lille Anna, som skulle passes og pusles om. Indimellem så det ret håbløst ud. Kirsten brors kone fra Dybdal i Røjle, Kirstine, kom af og til og hjalp os med det, som var værst for mig, nemlig at passe lille Anna. Men så en dag tog Kirstine Anna med hjem og havde hende til april. Ved den tid havde Kirsten fået det bedre og var blevet fri for stativerne, men det tog nogen tid, inden hun kunne gå igen.

Svend kunne ikke nå at passe landbruget, som han gerne ville. Midt i det hele fik han igen en indkaldelsesordre. Svend fik lægen til at skrive en attest, som han sendt med en ansøgning om udsættelse på grund af sygdom. Han fik udsættelse og søgte trøst og glæde i ”det kristne samfund, der er en virkelighed og en forunderlig rigdom”.

Herfra kom også hjælp. En dag kom fabrikant Rasmussen og frue og tog lille Anna med hjem. De optog hende i deres familien i en måned.

Svend: Det gik langsomt med Kirstens helbredelse, ja, hun blev aldrig mere den samme og fik mærker deraf for altid. Det var svært for hende, at hun ikke kunne tage fat, som hun gerne ville. Med tiden fik hun kræfterne tilbage, og vi kom igen ind i en nogenlunde normal gænge.

Svend havde droppet at arbejde hos fremmede og ville have mere ud af landbruget. Priserne var blev ganske gode. Han lejede fire tønder land af en naboenke. Men så kom der igen en indkaldelsesordre. Han søgte igen om udsættelse og fik det.

Ved slutningen af 1917 stod det nogenlunde klart, at tyskerne ikke kunne vinde krigen, men den varede med alle dens grusomheder til 11. november 1918.

De flytter til Vejlby Skov

Kirsten og Svend talte nu om at flytte. Kirsten var aldrig faldet rigtig til i Strib. Hun hørte mere til på landet. Svend ville også gerne have en ejendom med bedre jord.

En dag kom der en køber, og samtidig kunne de købe en ejendom på fire tønder land i Vejlby Skov. Den skulle dog gøres meget i stand. De flyttede først i november og fik den nogenlunde i orden til jul. De overtog en ko, og Svend købte en mere. En hest havde de med. Da de flyttede fra Strib, kom venner med gaver.

Vejlby Skov var et ”gammeldags landbosamfund med landmænd, gårdmænd og husmænd”. Her følte Kirsten sig hurtigt hjemme, og de fik nye og gode naboer. Svend havde kun en enkelt gang været i Vejlby Skov, inden de købte ejendommen, og syntes, det var ”et trist sted så langt ude i sognet”. Men nu boede de dér, og han ændrede sin opfattelse.

Nu hørte de til Vejlby Kirke, og de kom i Vejlby Missionshus, hvor både Kirsten og Svend havde gået i søndagsskole og oplevet gode ungdomsår. De faldt godt til der og fik gode naboer i Vejlby Skov.

I februar 1919 fik de endnu en datter, Margrethe.

Svend: Så skete der noget, som fik afgørende betydning for vores tilværelse. Vi savnede en søndagsskole. Vi ville gerne have, at vores børn, sammen med mange andre børn heromkring, skulle have den mulighed, som vi selv havde haft. Der var for langt til Vejlby. Gud greb ind i vores tilværelse og gjorde det klart for os, at her var en gerning, som han ville betro os. Efter noget betænkningstid sagde vi ja. I februar 1920 begyndte vi og holdt ud til 1960. (Se senere afsnit om Søndagsskolen).

Maleri ca. 1920 af ejendommen på nuværende Klintholmvej.

 Frugtavl og guldbryllupper

Svend var interesseret i frugtavl og deltog i et oplysningsmøde. Han blev medlem af Foreningen Dansk Frugtavl og fik konsulentbistand til at gå i gang. Der blev plantet æble- og pæretræer, stikkelsbær, ribs og solbær og senere jordbær. Nogle af de gamle bønder trak på smilebånd, da Svend plantede frugttræer på den bedste jord. De skulle passes og plejes, beskæres, gødes og sprøjtes. Et ret krævende arbejde for hele familien, men det kom til at give gode indtægter.

Murskeen tog Svend igen fat i og blev ansat hos sin læremester, murermester Larsen. Kirsten havde fået det bedre og var hovedarbejdskraften derhjemme, dog med sygedage indimellem.

I maj 1926 havde Kirstens forældre været gift i 50 år. De var flyttet til Bogense og boede i en lille lejlighed der. Kirsten og Svend tilbød at lægge stuer til deres guldbryllup, de havde jo trods alt mere plads. Der blev holdt en fin fest for familien, gamle naboer og venner i Bogense.

I september var det Svends forældres tur til at holde guldbryllup. Også den fest blev holdt hos Kirsten og Svend med børnene som arrangører.

Syge forældre rykker ind

Forældrene var blevet gamle, og der kom sygdom til. I foråret 1927 fik faren en mindre hjerneblødning, men kom sig nogenlunde. I løbet af sommeren blev moren svækket af åreforkalkning, og nu kun de ikke længere klare sig selv. Svend mødtes sammen med en bror hos forældrene først i december.

Svend: Jeg nåede derhen hen på eftermiddagen. Det var svært at se mor og far, de var helt slået ud og kunne ikke mere være alene. Det havde forværret situation, at en søster, Margrethe, havde været hjemme og havde rådet dem til at søge ind på fattiggården (Fælleshåb). Det var jo den eneste måde, man dengang kunne hjælpe gamle mennesker, der ikke længere kunne klare sig selv, hvis ikke børnene tog sig af dem. Broren og hans kone mente ikke at have plads til forældrene. Mor græd. Jeg kunne ikke være med til at sende mine forældre på fattiggården.

Jeg måtte til en telefon og tale med Kirsten. Vi fik talt om det. Det var svært for Kirsten at sige ja, hun havde jo meget at se til, og plads var der ikke meget af. Men vi kunne ikke sige nej. Selv om vi ikke den dag kunne se, at det var en opgave, Gud lagde hen til os, og ikke kunne gøre det med glæde, så kunne vi ikke gøre andet. Hvor var jeg ked af det for Kirsten.

Broren kørte forældrene og Svend til Vejlby Skov.

Svend: Det var en underlig hjemkomst at se mor og far i den situation, og Kirstens og børnenes modtagelse af os. Jeg tror ikke, at Kirsten fik sagt sit sædvanlige velkommen, men gennem et bedrøveligt ansigtsudtryk, var der alligevel et lille smil.

De fjernede de fleste møbler fra den lille stue, hvor de satte en seng ind, og her kunne et par gamle trætte mennesker få ro og hvile.

Ejendommen i Vejlby Skov med frugtplantage – nok fra 1930’erne.

Økonomiske vanskeligheder

Med årene var det blevet en stor familie med seks børn. Nu med et par bedsteforældre var der 10, når alle var samlet. De to ældste børn var konfirmeret og var ude at tjene hos fremmede.

Om vinteren var der ikke meget murerarbejde, og af og til var det småt med pengene. En vinter havde de pådraget sig en gæld på i alt 500 kr. til brugsforeningen og mølleren for foderstoffer. Svend havde brug for en kautionist for at få et lån i sparekassen. Det gik hans far med til, og de to tog sammen til sparekassen og fik det ordnet.

Nyt tøj var der ikke råd til. De fik brugt tøj fra venner og mennesker, de slet ikke kendte. Kirsten reparerede og lappede tøjet.

Svend: Selv om det var ydmygende at tage imod hjælp på den måde, lærte vi at sige tak og undre os over Guds godhed.

Det var en hård vinter. Svends far faldt godt til, med moren var det vanskeligere. Hun følte nok, at hun var til besvær. Svend brødre var flinke til at komme på besøg.

Morens kræfter svandt, og hun døde i efteråret 1928. Hun var klar over, hvor det bar hen, og hun sagde mange gange ”Gud velsigne dig, Kirsten”.

Faren boede hos dem, til han døde i 1933. Svend husker mange gode aftenstunder sammen med sin far, hvor han læste avisen højt for ham, de talte sammen om dagens oplevelser og religiøse emner og lyttede til det krystalapparat, som de havde anskaffet.

Svend: Det blev en svær tid for Kirsten med begravelsen, og hvad dermed følger. Nu var vi løst fra den opgave, der var lagt hen til os. Let havde den ikke været, men jeg tror ikke, at vi ønskede den foruden. En dag mange år senere sad Kirsten i sin stol i stuen i dybe tanker. Jeg spørger: Hvad sidder du og tænker på? Jeg tænker på, at jeg vist ikke altid har været så god ved din far, som jeg skulle have været, svarer hun. Jeg sagde, at hun ikke behøvede at være ked af det. Men så sagde hun: Jeg tænker også på, at din mor flere gange sagde: Gud velsigne dig, Kirsten, og det er jeg glad for.

Børneflokken i 1932: Fra venstre: Kirstine med Ruth på armen, ukendt, måske en kusine, Grethe, Gudrun (Tut), Anna, (foran) Inger og Niels Jørgen.

Svend og Kirsten ved sølvbrylluppet i 1935.

Afsked med deres ældste søn

Kirsten og Svend kunne glæde sig over, at en børneflok var vokset op. De ældste kom ud at tjene. Frugttræerne gav pænt udbytte, men det var også krisetid for landbruget. Svend arbejdede som murer hos en murermester i Middelfart og senere på Kabelfabrikken i Middelfart, hvor der var meget byggeri i de år. I 1935 fejrede Kirsten og Svend sølvbryllup. Det blev den sidste fest, hvor de havde alle deres børn omkring dem.

Sønnen Johannes, som var blevet udlært gartner, skrantede noget og kunne ikke klare et gartnerarbejde. Han ville gerne være lærer, men så skulle der penge til, og dem havde de ikke. Men gode venner ydede ham et lån. Han bestod optagelsesprøven på Haslev Seminarium, men efter et år kom der bud om, at han var alvorlig syg og indlagt på sygehuset.

Svend var på det tidspunkt også syg med en dårlig ryg og Kirsten tog alene af sted til Haslev. Det viste sig, at sønnen led af en alvorlig blodsygdom. I maj besøgte Svend og Kirsten deres søn på sygehuset.

Alle var klar over, at de skulle tage afsked med hinanden.

Svend: Vi hilste på hinanden. Om det var med et smil eller med gråd, ved jeg ikke, men jeg husker, hvad det for ham drejede sig om. Det første, han spurgte om, lå i dette spørgsmål. Far, passer det, er det sandt og rigtigt, hvad præsten siger, at der skal ikke mere til end tro for at blive frelst?

Her stod jeg over for min store dreng og skulle svare på det mest alvorlige af alle spørgsmål, som vi mennesker kan blive stillet overfor.

Ja, Johannes, det er sandt. Det er ikke mine eller dine tanker, det kommer an på, men hvad der står i biblen. Den, der tror, har et evigt liv.

Det blev en gribende afsked. Johannes sagde farvel med disse ord: Hils mine søskende og alle dem, jeg kender og sig til dem, at ser de mig ikke her, så kan de møde mig hjemme hos Jesus.

En af de første dage i juni sov Johannes ind.

Igen må de tage sig af syge forældre

I efteråret 1939 blev Kirstens forældre, som boede i Bogense, ramt af sygdom. Kirstens bror og svigerinden var flyttet til Odense og kunne ikke tage sig af dem. En søndag i februar året efter kom beskeden, at de ikke kunne være alene længere. Om Kirsten og Svend ville tage sig af dem? For anden gang tog de imod gamle og trætte mennesker. En kold vinterdag flyttede de ind i den store stue.

Svigerfaren faldt hurtigt til og var glad og vel tilpas. Svigermoren var urolig. De måtte mange gange op og hjælpe hende om natten. Svend vidste godt, at svigermoren ikke satte pris på sin svigersøn, hun ville jo ikke deltage i deres bryllup for mange år siden. Men nu, hvor hun trængte til hjælp, ville hun helst have hjælp fra svigersønnen.

Svend: Hun udtalte sin glæde over, at jeg var god imod hende. Det var mig en glæde, at vi var nået så langt. Jeg havde fået en stor løn for det, jeg har gjort for hende i den korte tid, hun fik lov til at være hos os.

Hun døde en morgen midt i marts. Derefter sygnede svigerfaren hen og døde en måned senere.

Svend Olsen i 1941.

Anden verdenskrig

Det var trukket op til ufred i Europa, og i efteråret 1939 begyndte Anden Verdenskrig. Den 9. april 1940 var en sorgens dag for Danmark. Fra morgenstunden larmede tyske flyvemaskiner i i luften over Vejlby Skov. Svend hørte i radioen, at tyskerne havde besat Danmark.

Svend: Vi var ikke mere et frit folk, men måtte rette os efter tyskerne. Det var en smertelig oplevelse. Alt arbejde gik i stå. Min nabo var i marken og var begyndt at harve. Jeg gik hen til ham og sagde, hvad der var sket. Han begyndte at græde. Der blev ikke harvet mere den dag.

Det blev fem lange år med rationeringer og tyske tropper i landet.

Svend synes, at det var et sørgeligt kapitel at de se mange danskere, der meldte sig til som tyskernes hjælpere. Han har også afsky for dem, der arbejdede for tyskerne med at anlægge flyvepladser og fæstningsanlæg.

Der blev stille i stuen, da de hørte frihedsbudskabet den 4. maj 1945 om aftenen. Det var et uforglemmeligt budskab. På naboejendommen Klintholm lød der skud. Det var glædesskud fra lokale frihedskæmpere, som holdt til dér. De skød også raketter af.

Svend: Vi gik hen til naboen, som vi havde delt sorgen med den 9. april. Nabokonen havde gemt kaffebønner til denne fest. Åh, hvor vi nød det. Jo, det var festlige dage.

Svend og datteren Ruth med en Jersiekalv og to-køer ca. 1943 sammen med sommergæster på naboejendommen Klintholm.

Svend og Kirsten ca. 1950.

Kirsten og Svend har samlet alle børn i 1955. Fra venstre: Fra venstre: Kirstine, Anna, Grethe, Arne, Niels Jørgen, Ellen, Ruth, Gudrun og Inger.

Svend bygger selv deres sidste hjem

Både under krigen og i efterkrigstiden havde Svend gode indtægter fra sin frugtplantage. Børnene voksede op og flyttede hjemmefra. De fik kærester og blev gift. Kirsten var mærket af sin årebetændelse. Frugtplantagen begyndte at blive for meget for dem. De blev begge ældre.

I 1955 blev Vejlby Skov Skole på sat til salg. Kirsten og Svend besluttede at købe den og sælge deres hjem gennem mange år. Den 1. oktober flyttede de og fik den indrettet. De fik god plads til deres søndagsskole i den tidligere skolestue. Svend begyndte igen som murer, og de deltog begge i det kirkelige arbejde på egnen. I sommeren 1960 kunne de fejre guldbryllup.

Kirstens helbred blev dårligere, og nu blev skolen for stor for Kirsten og Svend, da alle børn var fløjet fra reden i 1957. Men hvor skulle de tage hen? En foreslog, at Svend byggede deres nye hjem. Den ide kunne Svend ikke slippe.

Svend: Nogle af børnene sagde, at jeg var et gammelt pjank. En aften sad jeg og læste i Ordsprogenes Bog, hvor der står: Fuldfør din gerning udendørs, gør dig færdig ude på marken og byg dig siden et hus. Det slog mig, at her var svaret.

De købte en grund på Bolsvej, og her byggede Svend huset, som de flyttede ind i den 15. december 1965.

Her skrev Svend sine erindringer på en skrivemaskine i vintermånederne 1968 og 1969. I sommeren1969 blev Kirsten alvorlig syg og døde den 26. august. Svend døde 1979 som 92-årig.

Kirsten og Svends datter Ruth Jørgensen, Middelfart, har stillet Svends erindringer til rådighed for Bavnen, ligesom hun har udlånt en række billeder.

Kirsten og Svends søndagsskole

Som stor dreng drømte Svend om, at han en dag skulle tale til en forsamling. Han var ikke i tvivl om, at det var med i Guds plan med ham. I 1920 gik den drøm i opfyldelse.

Søndag den 5. februar 1920 fyldte 25 glade børn den ryddede stue i Kirstens og Svends hjem. Provst Vibe Petersen i Vejlby havde været en stor støtte i forberedelserne. Søndag efter søndag lukkede de deres hjem op for områdets børn. Svend læste op og fortalte. Der kom missionærer, egnens søndagsskolelærere og præster. Der blev sunget salmer og bedt bønner. Børnene kom ud og lege og tilbage til saftevand og kage. Flere forældre hjalp Kirsten. Der blev holdt juletræsfester og sommerfester samt arrangeret sommerudflugter. Hundredvis af børn har fået gode oplevelser og god lærdom gennem årene.

25 års jubilæet i 1945 blev en festdag. Festlighederne måtte deles i to afdelingen på grund af mange deltagere. I de sidste år fik Kirsten og Svend hjælpe fra yngre kræfter. 40 års jubilæet blev holdt i maj 1960. 30 børn og 60 voksne var bænket ved festligt opdækkede borde i skolestuen i Kirstens og Svend hjem. Det stod imidlertid klar, at der ikke var nogen til at overtage opgaven, og søndagsskolen ophørte den følgende sommer.

Svend: Dette arbejde havde i mange år grebet stærkt ind i vores tilværelse og vores færden blandt de mange hjem her. Vi havde mange venner, og mange hjem stod åbne for os i lyse og mørke stunder. Mange lejligheder fik vi til at bringe en hilsen fra den Gud, som så kærligt havde taget sig af os, og som havde betroet os den skønne og ansvarsfulde gerning.

Artiklen har været bragt i Bavnen nr . 1 og 2 2017 og nr. 1 2018.

%d bloggers like this: