Vælg en side

Den kolde krig ved Billeshave (oliekoldkrigslageret)

Fra 1966-74 blev der bygget et olieberedskabslager på et stykke jord ved den tidligere herregård, Billeshave. Her blev opbevaret over 60.000 m3 olie og benzin. Det skulle holde Danmark i gang, hvis krigen kom. Der var meget tys-tys om koldkrigslageret.

 Af Poul Christensen

 I 1965 tog husmand Hans Christensen for sidste gang kartofler op og høstede kornet på sine godt 12 tønder land ved den gamle herregård, Billeshave. Da overtog Foreningen Danske Olieberedskabslagre (FDO) ejendommen. Prisen på 190.000 kontante kroner, kunne han ikke sige nej til. Den offentlige vurdering lød på 90.000 kr.

Entreprenørmaskiner begyndte at grave store, dybe huller i den sandede jord. Så kom betonbiler og læssede tonsvis af beton af. Lastbiler kom med tunge stålplader. Det blev til tykke, armerede vægge rundt om underjordiske ståltanke med plads til de enorme mængder olie og benzin. Grunden blev indhegnet med pigtråd over det grove metalnet. Der blev plantet hurtigt voksende grantræer og andre træer og buske på arealet, så de snart skjulte, hvad der gemte sig dér.

Sådan så det nord-vestre hjørne af depotarealet ud i mange år. Her fotograferet i 2007. (Foto: Poul Christensen)

Indgangen til depotet, fotograferet i 2007. (Foto: Poul Christensen)

Midt i den kolde krig

Under Suez-krisen i 1956 opdagede den vestlige verden, hvor afhængig den var af olieforsyninger fra det urolige Mellemøsten. Dette gjaldt i høj grad Danmark, som skulle importere al olie. Ledende embedsmænd i centraladministrationen forberedte løsninger. Danmark var kommet i gang efter Anden Verdenskrig, og det krævede mere olie og energi. Landbruget blev mekaniseret. Industrien producerede mere og mere. Der kom biler på vejene. Husene fik oliefyr, vaskemaskiner og køleskabe.

Det gik også op for politikerne på Christiansborg, at hele landet ville gå i stå, hvis oliestrømmen stoppede i en krisesituation – eller endnu værre, hvis den kolde krig blev varm.

Et embedsmandudvalg, Lorentzen-udvalget, afgav sidst i 1950’erne en betænkning om oprettelse af civile beredskabslagre. Men det forslag faldt ikke i politikernes smag. Bl.a. var der modstand mod, at forbrugerne af olie og benzin skulle betale en øre pr. liter for at finansiere beredskabet.

I 1959 fremsatte statsminister H.C. Hansen et lovforslag i Folketinget om et civilt beredskab. Alle Folketingets partier minus Danmarks Kommunistiske Partis fem mandater vedtog denne bemyndigelseslov lige før jul i 1959, og kong Frederik den 9. stadfæstede loven den 23. december, derfor fik den navnet lillejuleaftensloven.

Lovens lagde op til foranstaltninger, ”der skal have til formål at fremme landets samlede forsvar, herunder at sikre opretholdelsen i krigstid af regeringens funktioner, og af den statslige og kommunale forvaltning, opretholdelsen af ro og orden, styrkelse og udnyttelse af landets produktionsevne og transport- og kommunikationsapparat samt sikring og fordeling af forsyninger af enhver art”. En af bestemmelserne var, at der skal oprettes beredskabslagre til olie og benzin.

I 1950’- og 1960’erne blev tone og handling i den kolde krig voldsommere; øst og vest – Sovjetunionen og USA – førte krig på ord og ideologi. Det i sig selv var faretruende nok for Danmark. Nogle få hundrede kilometer syd for landet, i Berlin, stod øst og vest konfrontatorisk over for hinanden. I august 1961 lukkede DDR sektorgrænsen og byggede den 150 km lange Berlin-mur om Vestberlin.

Endnu værre var truslen om en atomkrig. Den var reel, som det på dramatisk vis kom til udtryk under Cuba-krisen i 1962.

I januar 1964, godt tilskyndet af Cuba-krisen, besluttede politikerne på Christiansborg at handle. Handelsminister Hilmar Baunsgaard brugte bemyndigelsesloven fra 1959 og udstedte en bekendtgørelse, der skulle føre planerne om olieberedskabslagre ud i livet. Det blev overladt til den nyetablerede Foreningen af Danske Olieberedskabslagre at står for oprettelsen og driften af et antal lagre i hele landet. Olieselskaberne stod bag denne forening. Landets bilister og olieforbrugere skulle betale en afgift, der finansierede anlæg og drift af lagrene. Nu skulle det gå hurtigt.

 

Cubakrisen

Under Cubakrisen i efteråret 1962 var verden på randen af en atomkrig. Sovjetunionen havde bygget missilinstallationer med raketter i Cuba og sejlede bl.a. gennem Storebælt med mere krigsudstyr til USA’s sydlige nabo. Det var bl.a. SS-4 Sandalmissiler, som var i stand til at fremføre atomvåben, der kunne nå Washington og andre strategiske mål i USA. Den 22. oktober var udkigsposten på Langelandsfortet med til at opdage sovjetiske fragtskibe lastet med materiale til raketter i Langelandsbæltet. Samme dag talte USA’s præsident John F. Kennedy til den amerikanske befolkning. USA blokerede med krigsskibe al trafik til og fra Cuba og krævede, at Sovjetunionen fjernede anlægget og raketterne samt standsede yderligere leverancer. Der udspandt sig en nervekrig, som endte med, at Sovjetunionens leder Nikita Khrusjtjov lovede at fjerne anlægget og udstyret mod, at USA lovede ikke at invadere Cuba. Søværnets Operative Kommando sendte tidligt om morgenen den 24. oktober dette nu afklassificerede telegram til de militære NATO-chefer. Danskerne opdagede som nogle af de første, at de sovjetiske skibe var begyndt at vende om – her fragtskibet Krasnograd med motorkøretøjer som dækslast. Spændingen var aftagende. Khrusjtjov overholdt aftalen og fjernede krigsudstyret i de følgende måneder.  (Telegram fundet i Forsvarets Efterretningstjeneste, nu på Koldkrigsmuseum Langelandsfortet)

 

 

Fakta om FDO

Foreningen Danske Olieberedskabslagre, FDO, blev oprettet i 1964 for at sikre forsyningssikkerheden for olie i tilfælde af krig eller forsyningskriser. Baggrunden var samfundets næsten totale afhængighed af olie samt de daværende oliekriser, bl.a. Suez-krisen i 1956. Det var midt i den kolde krig, hvor der blev lagt vægt på at opbygge et civilt beredskab inden for alle samfundets sektorer. FDO blev etableret og drevet i et nært samarbejde mellem oliebranchen og energimyndighederne. Der blev oprettet 15 B-beredskabslagre (underjordiske lagre til brug i krigssituationer) og senere tre større M-lagre (overjordiske lagre til brug ved forsyningskriser). De var fordelt ud over landet.
FDO ejer både tankanlæg og lagerbeholdningerne. FDO er en selvejende institution organiseret som en forening.

Indtægterne er kommet fra en afgift på køb af benzin og olie. FDO’s udgifter finansieres i dag ved et vederlag i kr./m3 fra alle lagringspligtige selskaber.

I dag skal der i Danmark være olielagre svarende til ca. 81 dages forbrug. Heraf ligger FDO med ca. 57 dage, mens olieselskaberne selv ligger med resten.

 

Sognerådet anviste arealer

Antagelig i slutningen af 1964 fik Vejlby-Strib Kommune en henvendelse fra FDO om at anvise arealer, hvor der kunne bygges et lager. Det skulle placeres et sted, hvor der kunne ind- og udskibes olie. Her kunne havnen i Strib bruges. Og lageret skulle ligge i en vis afstand fra større bymæssige bebyggelser og gerne i et kuperet terræn, så det med beplantninger let kunne skjules. Et olielager var jo et bombemål i en krigssituation, og lageret skulle være et såkaldt B-lager, som netop skulle bruges i tilfælde af krig.

Tilsyneladende havde sognerådet ingen betænkeligheder og henviste i første omgang til tre placeringer:

Ejendommen Linddalslund, der med småbakker ligger omkranset af Strib Landevej, Rudbæksmøllevej, Strandvejen og Røjle Mose – i dag Plejecentret Rudbækshøj.

Ejendommen Røjlemosevej 110, et kuperet areal, der mod syd grænser op til Røjlemosevej og mod vest til Provstskovvej i det nordvestlige Strib.

Et areal af Stribgårdens jord, formodentlig hvor Chr. Dannings Vej-kvarteret er i dag, mellem Ny Billeshavevej og Billeshavevej (nu en sti) ved fodboldbanen.

Alle tre områder lå uden for Stribs daværende bymæssige bebyggelse.

Direktør Albert Larsen, FDO, og direktør Christian Mathiesen fra det rådgivende ingeniørfirma, Oilconsult, besigtigede i slutningen af vinteren arealerne. De opsøgte Georg Jensen, Stribgården, som godt ville sælge et stykke jord. Det var sidst i marts det foretrukne areal, men Boligministeriets kommitterede i byplansager stoppede den mulighed, fordi man mente, at det kunne kollidere med mulige planer om byudvikling i Strib. Samme melding kom fra kommunens byplanrådgiver, der ligesom den kommitterede fandt de to øvrige steder egnede.

Så kom turen til Verner Hansen på Lindalslund. Det var et oplagte sted, tæt på havnen. Det betød beskedne udgifter til rørledninger. Åbenbart spillede det ingen rolle, at det lå op til de planlagte boliger på Møllebakken og klos op ad det yderste areal af Møllebakken-udstykningen, hvor Strib Vandværk netop havde fundet gode drikkevandskilder og havde fået myndighedernes tilladelse til at bygge et nyt vandværk.

Direktør Albert Larsen var kendt for at kunne tale med alle slags mennesker. Men at overtale Verner Hansen til at sælge kunne han ikke. Det på trods af flere møder, ganske favorable tilbud og truslen om ekspropriation som en sidste mulighed.

Ejendommen Røjlemosevej 110 blev også droppet af ukendte årsager. Også en del af Guldbjerggaards jord øst for Staurby Skov – i dag fodboldgolf-bane – var på tale, men den placering stoppede Handelsministeriet, som havde det overordnede ansvar for beredskabslagrene. Yderligere et sted var formentlig inde i billedet, inden Albert Larsen bankede på hos Mary og Hans Christensen skråt over for Billeshave. Her lykkes det at få en købsaftale ca. 1. juli 1965, og de nødvendige tilladelser kom på plads.

Her kan man se de tre første forslag fra Vejlby-Strib Kommune til placering af olielageret. 1. Ejendommen Lindalslund. 2. Ejendommen Røjlemosevej 110. 3. Areal på Stribgårdens jord. Det kom til at ligge på Billeshavevej lige uden for billedet (4), dér hvor pilen peger hen. 5. Strib Havn. Guldbjerggaard øst for Staurby Skov og uden for billedet var også på tale. (Foto: Strib Vandværk/Danisk AirPhoto 2010)

Sagen hemmelig og fortrolig

Den 30. juli 1965 gav Vejlby-Strib Kommune FDO en principiel tilladelse til at placere depotet på ejendommen ved Billeshave. Selv om alt dette foregik i al hemmelighed, rygtedes det.

Den 6. august 1965 berettede Middelfart Venstreblad, at Strib Havn skal være indskibningshavn til et olieberedskabslager. Dagen efter vil avisen vide, at ”marsvinestationen må vige for det hemmeligt beredskabslager”. Selve lageret skal graves ned tre km inde i landet, men avisen kan ikke fortælle hvor. Alle instanser, lige bortset fra Landbrugsministeriet, har godkendt placeringen, og sognerådet er godt tilfreds med placeringen. Direktør Albert Larsen, FDO, siger til avisen: ”Vi så helst, at beredskabslagrene etableres, uden at nogen som helst fik kendskab til det. Alt materiale vedrørende sagen er hemmelig og fortrolig. Men det lader sig næppe gøre at skjule det helt”. Derfor bekræfter han, at der skal være et lager, uden at komme med yderligere oplysninger.

FDO og foreningens rådgivende ingeniørfirma, Steensen & Varming i Hellerup, arbejdede på højtryk med at omsætte planerne til tegninger og beskrivelser. Også i kommunen havde kommuneingeniør Poul Olsen Andersen travlt. Den 4. oktober satte han og sognegårdsformand Aage Warming deres navne under et brev, der gav tilladelse til, at der kan anlægges en olieledning mellem havnen og lageret ved Billeshave.

Den 10. november var ingeniørfirmaet klar med første del af projektet, og det søgte kommunen om tilladelse til at opføre: En tank på 10.000 m3 og to på 5.000 m3 til benzin og olie. Et generatorhus. En vagtbygning. Tre læsseramper. Hegn og låger.

Hen over vinteren og foråret blev detail-projektet gjort færdigt, og tilladelserne kom på plads. Projektet blev senere udvidet med en fjerde tank på 10.000 m3.

En stor byggeplads

Foråret 1966 blev Mary og Hans Christensens ejendom en stor byggeplads. Parret var da 70 og 68 år og havde aftalt, at de kunne blive boende på ejendommen. De kunne se, at der blev gravet dybe huller til tankene, der skulle have en indvendig højde på otte meter. Tankenes sider skulle bestå af mindst 30 cm dobbelt armeret beton med mindst fem millemeter indvendig stålpladebeklædning forankret i betonen. Taget skulle være af samme slags armeret beton. Bunden skulle også være af beton med en tykkelse efter bundforholdene og skulle dækkes af mindst seks millimeter tykke stålplader. Der skulle være dræn under tankene for at undgå vandtryk på undersiden af tankene. Tankene blev dækket med et jordlag.

Ved indgangen fra Billeshavevej blev der bygget en vagt- og personalebygning og ved siden af et brandbassin med 30 kubikmeter vand.

Generatorhuset var en vigtig sikkerhedsforanstaltning i en krisesituation. Det indeholdt to dieselgeneratorer, som kunne trække en reservepumpe. Den skulle sikre, at der kunne leveres olie, hvis den offentlige elforsyning svigtede. Også denne bygning skulle dækkes med jord og opføres i beton som et ”beskyttet” hus med vægtykkelse og armering som tankene.

Til sidst blev det hele hegnet ind. Over trådværket blev der trukket tre rækker pigtråd.

Røre på havnen

På Strib Havn skabte projektet røre. For at havnen kunne tage imod tankskibe, skulle den moderniseres. Havnens nordlige del ved den nye metalvarefabrik, El-tin, var moderniseret, men anlægget ved det nuværende klubhus (de gamle færgeleje tre) var der ikke gjort noget ved, siden færgerne stoppede i 1935.

Her lagde Marsvinestationen, der forskede i den lille hval, beslag på en del af havnen. Marsvinestationen frygtede det postyr, der ville komme, når havnen skulle udbygges, og der kom store, larmende tankskibe. Men så galt gik det ikke.

Arbejdet på havnen blev udført sommeren 1966. Havnen skulle dog ikke uddybes. Det inderste træværk op til klubhuset blev delvis fornyet, og der blev lavet flere kraftige pullerter (fortøjningsstolper), som skulle holde tankskibene på plads.

Samme år gik et entreprenørfirma i gang med at grave en rende fra havnen langs med vejene op til lageret og nedlægge de metalrør, der skulle transportere olien. Rørledningen sluttede ved et fordelingssted inde på beredskabslageret. Herfra blev olien eller benzinen i ledninger pumpet hen til de forskellige tanke.

Olieberedskabslageret fuldt udbygget 1974, tegning efter FDOs oversigtsplan. 1. Indgang fra Billeshavevej. 2. Vagtbygning og brandbassin. 3. Tank 1, 10.000 m3. 4. Tank 2, 5.000 m3. 5. Tank 3, 5.000 m3. 6. Tank 4, 10.000 m3.  7. Tank 5, 10.000 m3. 8. Tank 6, 10.000 m3. 9. Tank 7, 10.000 m3. 10. Jorddækket smøreolielager, 800 m2. 11. Fordelingssted til tankene. 12. Generatorhus. 13. Tre læseramper. 14. Landbrugsejendommen (senere fjernet). 15. Bassin til opsamling af vand fra dræn og overfladevand. 16. Vandhul på det laveste sted, hvortil overfladevand løb ved regnskyl o.lign. De buede streger er højdekoter. (Tegning fra byggesagen i Middelfart Kommune)

Vagtbygning-personalehus med køkken, spisestue, toilet og soverum. Brandbassinet foran rummer 30 kubikmeter. (Foto: Poul Christensen)

Rørledningen fra Strib Havn ender i denne ”manifold”, hvorfra olien og benzinen fordeles til de enkelte tanke. (Foto: Poul Christensen)

Stien ned til en af de syv underjordiske tanke efteråret 2012. De jorddækkede tanke hæver sig lidt over terræn. Fra drænlag under tanken til toppen af jordlaget er der ca. 10 meter. Tankene skulle beplantes, så ”de i videst muligt omfang vil falde ind i omgivelserne”, som det hed i en beskrivelse. (Foto: Poul Christensen)

Den første olie kom

I sommeren 1967 kom det første tankskib til Strib Havn og pumpede sin olielast de tre km op til lageret. Men den næste tanker kunne ikke få olie, fordi seksdagskrigen mellem Israel på den ene side og dets nabolande på den anden side havde raset i juni og havde stoppet olieforsyningen til Europa. I løbet af efteråret kom der mere olie, samtidig med at olielageret fortsatte med at bygge tanke.

Middelfart Venstreblad forsøgte at finde ud af, hvad der foregik, men arbejdet var mørkelagt, og medarbejderne på byggepladsen havde fra efterretningsvæsenet fået besked på, at det var fortroligt, siger en medarbejder til avisen. Direktør Albert Larsen, DLO, nøjedes med at sige, at udvidelsen er beordret af Handelsministeriet.

Palle Søndergaard Christensen, Strib, arbejdede i Mobil Oil dengang. Det var et af mindre olieselskaber, som kun skulle levere én skibsladning til lageret. De brugte et Herning-rederi, som havde mindre skibe med tilstrækkelig pumpekapacitet til at pumpe olie det tre km og 22 meter op til lageret. Han husker, at Mobils hovedkontor udsendte en besked til alle medarbejdere om, at de ikke måtte omtale for nogen, at Mobil leverede olie til lageret. Det skulle være hemmeligt.

– En bombe dér, og vi røg med

Ingrid Nielsen boede i ejendommen skråt over for beredskabslageret. Hun husker godt, da lageret blev bygget.

– En dag kom Mary og Hans over til os og fortalte, at de var ved at sælge huset, og at der skulle være olielager. Det var vi ikke så meget for. Hold da op, hvis de smed en bombe dér, så røg vi jo med. I starten snakkede vi meget om det. Men vi kunne jo ikke gøre noget, fortæller Ingrid Nielsen, der fra sin stue i dag kan se over til lageret på den anden side af vejen.

Knud Warming, sognerådsformand Aage Warmings søn, passede dengang farens gård, hvis jord stødte op til lageret. Gennem den familiemæssige relation var han udmærket klar over, hvad der foregik.

– Faren for os blev vendt flere gange derhjemme, siger Knud Warming.

Det var kun få år efter Cuba-krisen i 1962, hvor verden var tæt på en atomkrig, så de var på det rene med risikoen hjemme på gården Abelonelund.

– Men så meget kunne ske. Lillebæltsbroen og Fredericia var også mål. Vi var bevidste om risikoen, men frygtede ikke, at det skulle gå helt galt.

Heller ikke den miljømæssige risiko med f.eks. udslip af olie var aktuel.

– Det var en anden tid dengang, hvor der ikke var offentlighed om sådanne sager, og hvor man slet ikke var bevidst om miljøet som i dag, siger Knud Warming.

Men han husker, at der var en olieforurening nogle år senere, hvor lageret var i skudlinjen.

Olieforurening i 1969

I vinteren 1969 blev tre vandbrønde ramt af en olieforurening, alle naboer til olielageret.  Ingrid og Henry Nielsens var en af dem. Her var der dog kun tale om en bagatel, husker Ingrid Nielsen. Også en af Strib Vandværks brønde ved Røjlemosevej var der olie i. Myndighederne tog det alvorligt og lukkede straks brøndene, og man gik på jagt efter synderen.

Flere pegede på det nyanlagte olieberedskabslager som synderen. Her lå jo mange millioner liter olie, som kom dertil gennem en rørledning fra Strib Havn, og Middelfart Kommune fik sit vand fra den nærliggende Staurby Skov. Direktør Albert Larsen, FDO, var fåmælt i sin afvisning. Middelfart Politi satte jagten ind på forureningskilden og fandt olie i endnu en brønd i nabolaget og i overfladevandet umiddelbart i nærheden af lageret.

Beredskabslageret afviste igen – nu i tv-avisen – at være kilden. Olielageret er konstrueret sådan, at udsivning er umulig, fastslog direktør Albert Larsen.

Forureningssagen nåede næsten hysteriske højder med stormøde på Byggecentrum i Middelfart, flere indslag til TV-avisen og spørgsmål til ministeren i Folketinget.

Først i maj kom resultatet af Sundhedsstyrelsens undersøgelser. Der var ikke olie i vandprøverne fra brønden ved Røjle Mose og brøndene ved Billeshave. Det undrede de lokale myndigheder, for et laboratorium i Odense var kommet til det modsatte resultat.

Mens diskussionerne fortsatte, blev olielugten i de lukkede brønde mindre. Beredskabslageret klarede frisag i hvert fald i medierne, og i løbet af efteråret gik sagen i sig selv – uden at kilden til forureningen blev fundet. En førende ekspert, Odenses vanddirektør G.O. Andrup var nok nærmest ved at afsløre synderen, da han på mødet på Byggecentrum i marts 1969 sagde:

– Der sløses uhyggeligt meget med olie, som spildes fra tanke, servicestationer, jordbrug og veje.

Olielageret var åbenbart også blandt dem, der sløsede. Knud Warming har en klar erindring om, at der dengang blev ført vand gennem en slange fra vandhullet på lageret til en grøft for enden af farens mark, som dér stødte op til lageret. Fra denne grøft løb vandet i drænsystemet mod Staurby Skov og Staurby Mose.

– Der var en hinde på vandet i vandhullet, som kom af olie, men jeg kan ikke sige, hvor meget olie, der var tale om, siger Knud Warming.

Det har ikke været muligt at få adgang til FDOs og den nedlagte Vejlby-Strib Kommunes papirer om sagen. Politiets rapport om olieforureningen kan ikke findes på Landsarkivet i Odense. Men pensioneret driftsmester Knud Mathiesen siger, at han, siden han blev ansat i 1974, ikke har observeret olierester i overfladevandet, hverken i bassinet midt på arealet eller i vandhullet. Inden vandet når bassinet, løber det gennem en olieudskiller. Sådan var det også fra starten i 1967. Efter udvidelsen først i 1970’erne blev vandet pumpet gennem en rørledning ned til vandhullet, når der var meget overfladevand.

– Det er også hændt i min tid, at der har været så meget vand i hullet, at der var nødvendigt at føre det videre til Warmings dræn, og det er sket efter aftale med Aage Warming og kommunen, siger Knud Mathiesen.

Et projekt til knap 100 mio. kr.

Først i 1970’erne blev lageret udvidet. Der blev udgravet til en underjordisk bunker på 800 kvadratmeter. Her skulle opbevares 4.200 stk. 200 liters dunke med smøreolie og andre olieprodukter til mindre forbrugere i en krisesituation. Og der blev bygget yderligere tre jordtanke på hver 10.000 m3, så den samlede kapacitet var 60.000 m3 plus beholdningen af dunke i bunkeren. De samlede anlægsudgifter til anlægget ved Billeshave og arbejdet på havnen og ledningen kostede ifølge Svend West Hansen, DLO, knap 100 millioner kr.

Den oplagrede olie udskiftes ifølge DLO’s driftsmester Ib Laursen med visse mellemrum, der kan variere fra et til op til 10 år efter oliens kvalitet. Det sker for at sikre, at olien hele tiden er fuldt brugbar. Så løb olien den anden vej ned til Strib Havn, hvor den blev pumpet på en tanker. Et nyt skib kom med frisk olie, der blev pumpet til den tomme tank på lageret.

Olielageret ved Billeshave er ikke blevet brugt i nogen krisesituation. Selv den store forsyningskrise i 1973, hvor der var bilfrie søndage, blev klaret uden, at olie og benzin fra nogen danske lagre kom i brug. Ifølge direktør Svend West Hansen er der kun brugt olie og benzin fra danske beredskabslagre i forbindelse med internationale kriser to gange: Golf-krigen i 1991 og Katrina-orkanen i USA i 2005.

Ude ved Billeshave voksede grantræer og buske op og skjulte lageret. Intet skilt fortalte, hvad der gemte sig bag stål- og pigtråd og den stedsegrønne bevoksning. Men lokalbefolkningen vidste udmærket, hvad det var. Som tilflytter kunne man hos naboer og bekendte få at vide, hvad det var. Men det lå i luftet, at det skulle man ikke snakke for meget om, erfarede denne artikels forfatter sidst i 1970’erne. Koldkrigslageret blev det kaldt.

Under oliekrisen i 1973 sparede man på forbruget af olie og benzin med flere bilfrie søndage. En enkelt cyklist har her hele det ellers stærkt trafikerede strøg, Hans Mulesgade i Odense, for sig selv. I Danmark klarede vi også den krise uden at gøre brug af beholdningerne i beredskabslagrene. (Foto fra Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Odense Stadsarkiv)

Krigstruslen forsvandt

I løbet af 1980’erne begyndte Nordsøolien og -gassen at brænde i danskernes fyr og motorer. Danmark blev i det store og hele selvforsynende og mindre afhængig af Mellemøsten, hvor uro og konflikter dog fortsat påvirkede oliepriserne og den globale forsyning.

Da Berlinmuren faldt i efteråret 1988, og Sovjetunionen derefter gik i opløsning, stoppede den kolde krig. Det fjendebillede, som havde været herskende siden Anden Verdenskrig, var væk.

Også den teknologiske og logistiske udvikling fik betydning for, hvordan fremtidens beredskabslagre skulle indrettes og placeres. For eksempel var det langt billigere og mere praktisk i driften at placere dem tæt ved et olieraffinaderi.

Beredskabslageret ved Billeshave blev taget ud af drift i 1999. Den væsentligste grund var, at transportomkostningerne var store, da kun mindre tankskibe kunde anløbe Strib Havn. For sidste gang løb olien tilbage til Strib Havn, og lastbiler hentede de mange 200 liters tromler fra bunkeren. Tankene blev renset, men olieledningen til Strib Havn blev bevaret indtil videre.

Den sidste olie – fra beredskabslageret blev hentet af tankeren Vitta Theresa i maj 1999. En ledning førte olie fra brønden på havnen via lejderen op i skibets tank, der kunne rumme ca. 1.000 tons, så det tog nogen tid at tømme lageret. (Foto: Knud Mathiesen)

I 2006 blev anlægget udbudt til salg. Flere bød på det. Entreprenørfirmaet Davidsen og Partners, Fredericia, var højestbydende. Det udviklede et boligprojekt, Oliedepotet, som blev præsenteret i 2008. Der skulle bygges boliger oven på de syv tanke, som skulle indrettes til parkeringskældre. Også rækkehuse og en børnehave var der plads til. I alt mellem 80 og 110 boliger. Men den økonomiske krise satte en stopper for byggeplanerne. Entreprenørfirmaet gik konkurs, og FDO ejer fortsat beredskabslageret.

I vinteren 2012-13 blev det sidste arbejde med at demontere lageret afsluttet. Rørledningen blev renset med en ”rensegris” – en skumgummiagtig børste – der flere gange blev kørt gennem ledningen, der blev forseglet i begge ender. Brønden på havnen blev fjernet. Olieberedskabslageret ved Billeshave er en saga blot. FDO har sat arealet med installationer til salg.

Brønden ved Strib Havn oktober 2012. Oprindelig lå den ved det nuværende klubhus, men blev flyttet et par hundrede meter mod fyret. Her er dysser, så man kan føre olie fra et tankskib gennem den ca. tre km lange rørledning til oliedepotet ved Billeshave – og omvendt. Brønden er nu fjernet og olieledningen forseglet i begge ender. (Foto: Poul Christensen)

Ifølge plan- og byggechef Jørgen Knudsen, Middelfart Kommune, er arealet udlagt til boligområde, men det forslag til lokalplan, der skulle muliggøre byggeprojektet i 2008, blev stillet i bero. Da depotet er nedlagt, og da kommunen kun er bekendt med en mindre olieforurening, er der ingen restriktioner som følge af, at der har været olielager på grunden. Også den begrænsning, at der ikke må bygges mindre end 300 meter fra ”risikovirksomheden” olieberedskabslageret er ophævet.

Artikel til Bavnen, Vejlby-Strib Lokalhistoriske Forenings blad, august 2013

Kilder:

Forslag til Lov om det civile beredskab, fremsat den 11. marts 1969, med bemærkninger.

Bekendtgørelse nr. 21 om beredskabslagre af mineralolieprodukter.

http://www.ens.dk/undergrund-forsyning/forsyningssikkerhed/beredskab-oliekriser

FDO’s jubilæumsskrift 1989.

Knud Warming, Strib.

Tidligere sognerådsformand Aage Warmings papirer om sagen.

Teknisk Forvaltning, Middelfart Kommune: Byggesagen fra 1965.

Artikler i Middelfart Venstreblad.

Tingbogsoplysninger.

Koldkrigsmuseum Langelandsfortet.

Strib Vandværk i 100 år, 2011.

Driftsmester Ib Laursen, FDO, som også har vist rundt på lageret i oktober 2012. Direktør Svend West Hansen, FDO, og pensioneret driftsmester Knud Mathiesen, FDO.