Vælg en side

Modstandsmanden på Klintholm

Frede Jørgensen deltog i våbennedkastninger og sabotager under Anden Verdenskrig. Våben og sprængstoffer var gemt på gården, som også gav husly til frihedskæmpere på flugt. Det hele begyndte i foråret 1944, da kaptajn Brøndum fra Odense bankede på. Han var flygtet fra Gestapo. På gården i Vejlby Skov organiserede kaptajn Brøndum og premierløjtnant Ole Justesen den vestfynske modstandsbevægelse.

Af Poul Christensen

En forårsdag i 1944 ankom kaptajn Otto Christian Brøndum til gården Klintholm i Vejlby Skov. Forpjusket må han have været. Han bankede på og blev genkendt.

– Må jeg være her et stykke tid, spurgte han.

Det sagde gårdejer Frede Jørgensen straks ja til. Kaptajnen og hans familie havde de to foregående år været gæster på Klintholms sommerpension, som Fredes søster Asta drev på den afsides beliggende gård tæt ved skov og strand.

Netop den afsides beliggenhed var vigtig for Brøndum, som også havde tillid til familien Jørgensen på Klintholm. Kaptajnen fortalte, hvad der var sket. En dansker havde stukket ham og fortalt Gestapo, hvor han opholdt sig i Odense. Aftenen før var Gestapo rykket ud for at arrestere ham på hans bopæl. Mens hans kone lukkede op, flygtede Brøndum ud ad en havedør, alt imens tyske soldater var ved at omringe huset. En af dem opdagede ham og skød flere gange – dog uden at ramme. Det lykkedes Brøndum at slippe væk og komme til Klintholm på Nordvestfyn næste dag.

Gården Klintholm i Vejlby Skov 1939. (Foto udlånt af Karen Klintholm)

Kaptajn Brøndum hjalp til med forefaldende arbejde på Klintholm. Her kløver han brænde ved brændeskuret en forårsdag i 1944. Familien Jørgensen så op til kaptajnen, som yndede at sidde på en bænk på en høj, hvor der var udsigt over Baaring Vig. Man sagde, at Brøndum spejdede efter befrielsen. Højen blev siden kaldt Kaptajnens Høj. (Foto: Byarkivet Middelfart)

Kort tid efter dukkede premierløjtnant Ole Justesen op på gården. Ledelsen af den fynske modstandsbevægelse havde udset ham til at samle de vestfynske modstandskræfter, der allerede fandtes, og udbygge bevægelsen. Han og Brøndum havde været med i flere sabotageaktioner i Odense.

I juni måtte de dog flytte fra Klintholm, da gæsterne på sommerpensionen indfandt sig. De flyttede til Svendstrup, hvor Asta og Fredes morbror, gårdejer Johannes Rasmussen, gav dem husly. De fik også kontakt til gårdejer Niels Byskov i Staurby, som lagde gård til den vestfynske modstandsbevægelses hovedkvarter indtil den tyske kapitulation den 5. maj 1945. Niels Byskov blev en central skikkelse i modstandsbevægelsen.

Det er uvist, hvornår Brøndum forlod Vestfyn. Ifølge Frihedsmuseets modstandsdatabase indgik han i modstandsgruppen Holger Danske i København. Kaptajn Brøndum blev sammen med 4.600 officerer og værnepligtige interneret, da besættelsesmagten den 29. august 1943 afvæbnede den danske hær. Det lykkedes ham at flygte til Sverige og blive optaget i Den danske Brigade. I 1944 vendte han illegalt tilbage til Danmark med dæknavnet Jensen.

Frede Jørgensen i garderuniform 1936. (Foto udlånt af Karen Klintholm)

Dette Klintholm-sommerhus lå godt skjult i en lille skov langt væk fra alfarvej. Det var et godt skjulested for frihedskæmpere på flugt fra besættelsesmagten. Også værelserne på selve gården husede modstandsfolk. Klintholm blev f.eks. et midlertidigt hjem for Middelfarts politibetjente, da tyskerne den 19. september 1944 gik i aktion mod det danske politi. Middelfartbetjentene nåede at komme i sikkerhed og undgik at blive sendt i tyske koncentrationslejre. De fleste betjente indgik i modstandsbevægelsen. De boede i sommerhuset og fik blandt andet tiden på Klintholm til at gå med at sy tøj til deres børn. (Foto udlånt af Karen Klintholm)

24 containere dalede ned

Det var helt nærliggende for Frede at gå ind i det illegale arbejde i modstandsbevægelsen. Justesen gav ham den opgave at oprette tre grupper i Vejlby-Strib området. Se listen forneden..

Frede kendte mange og kunne let finde folk til de to grupper. Den tredje var sværere, for han kendte kun få i Strib. Blikkenslager Rehr var en af dem, han kendte. Rehr var indstillet på at være med og ville finde pålidelige folk til en gruppe. Fredes deling kom på plads i løbet af efteråret 1944, og Frede fik dæknavnet Mikkel.

Det var småt med våben i begyndelsen. Frede havde været soldat i livgarden og havde derfor en vis erfaring med våben. Han fik overdraget en maskinpistol, som han lærte de øvrige at bruge.

Hen på vinteren kom der gang i våbennedkastningerne, og dermed kom der våben og meget mere udstyr til modstandsfolkene. En af nedkastningerne foregik den 5. marts 1945 ved avlsgården til Erholm ved Aarup. Her var Frede med. Om aftenen blev kodeordet ”Jørgen” meddelt fra BBC-London. Frede beretter:

”Efter at Ole Justesen havde modtaget kodeordet, blev en 20-30 mand alarmeret. Vi blev stoppet i en lastvogn og var alle svært bevæbnet. Vi vidste jo ikke, om vi kunne risikere at ryge ind i tyskerne. Da vi kom til stedet, blev vejene deromkring bevogtet, og hen på natten kom maskinen. Stavlygterne blev tændt, og efter at have kredset en gang over området, kom containerne i hurtig rækkefølge, hængende i hver sin faldskærm. Vi kunne nøje følge hele forløbet på grund af fuldmåne, så det blev et uforglemmeligt syn”.

24 containere og en pakke med pistoler dalede ned fra himlen. Modstandsfolkene havde kun én lastbil, og den havde ikke plads til alt det nedkastede. Derfor gemte de flere containere i skoven og hentede det sidste den følgende nat. Lastbilen kørte de til en gård i Harndrup, hvor modstandsfolkene brugte natten til den lyse morgen til at pakke våben og sprængstoffer ud. Mandskabet måtte blive på gården den følgende dag, til det blev mørkt igen.

Lastbilen, som de brugte, var kort tid inden nedkastningen, ”hugget” hos Falck i Middelfart. Det vil sige, at nogle modstandsfolk hentede bilen, som tilhørte korn- og foderstoffirmaet Wiboltt i Middelfart. Den blev kørt til Klintholm, hvor firmanavnet blev malet over med sort maling. Den følgende dag blev Falck-folkene hentet af Gestapo og ført til afhøringer på Grimmerhus i Middelfart. De sagde blot, at de var blevet tvunget til at udlevere bilen og gik fri.

Denne nedkastning forsynede modstandsbevægelsen med 174 karabiner, fire bazookaer, otte maskingeværer (af mærket Brengun), 20 tromlerevolvere, 19 ni mm-pistoler, 400 håndgranater, 40 gammonbomber (en slags håndgranat), 30 pakker plastisk sprængstof, 48 forbindingspakker og fire flonelruller.

Frede Jørgensen (tv) med medlemmerne af sin deling fotograferet efter befrielsen den 5. maj 1945.  Carl Møller Rand, stående nr. 2 fra højre. Bent Vejlby Hansen, stående nr. 4 fra højre. Ejner Rasmussen, knælende længst til højre. Wagner Rehr, knælende nr. 3 fra venstre. Erik Svendsen, knælende nr. 4 fra venstre. Erik Larsen (senere Daugaard) nr. 4 fra højre. Med på billedet er 19 af delingens 20 medlemmer.  (Foto: Lokalhistorisk Arkiv for Strib og Røjleskov Sogn)

Her er Fredes deling 12 med 20 navne. Listen er skrevet omkring befrielsen og brugt til fordeling af vagter og opgaver den 5. maj. Ifølge en opgørelse i Ole Justesens arkiv bestod deling 12 den 1. maj 1945 af 17 mand, hvoraf syv havde været soldater. De var udstyret med fem karabiner (kort riffel), et maskingevær og to pistoler. Den vestfynske modstandsbevægelse under ledelse af premierløjtnant Ole Justesen nåede op på 413 mand. De fleste sabotagehandlinger skete i Middelfart og ikke mindst på den vestfynske del af jernbanen.

Sabotage i Strib

Således forsynet med våben og sprængstof, kom der mere gang i sabotageaktionerne på Vestfyn. Gruppen i Strib havde fundet ud af, at en maskinfabrik i Strib fremstillede maskindele til tyskerne og reparerede tyske lastvogne. Frede søgte gennem Justesen den fynske modstandsledelse om tilladelse til at sabotere fabrikken. Tilladelsen kom, og de gik i gang med at planlægge sabotagen godt hjulpet af en med kendskab til fabrikken.

Fabrikken lå ganske tæt ved husholdningsskolen (det tidligere badehotel), som var overtaget af tyskerne, så der var mange tyske soldater i nærheden. Det gjaldt om at gå forsigtigt til værks. Det skulle ske den 12. april, og de mødtes hen på aftenen. Gruppen vidste, at der var en dansk sabotagevagt. Han skulle efter reglementet gå en runde om fabrikken hver time. De ville pågribe ham ved den side, der vendte bort fra husholdningsskolen. Men han udeblev. De ventede og ventede. Til sidst besluttede modstandsfolkene at trænge ind i vagtrummet, hvor de bandt og kneblede vagten. Sprængstoffet anbragte de på maskinerne og på motorblokken på en lastbil, som blev brugt af værnemagten. Modstandsfolkene fik vagten i sikkerhed udenfor og forsvandt, da bragene lød.

Dagen efter kunne Middelfart Venstreblad berette: ”I Nat ved 1,30-Tiden indfandt revolverbevæbnede Mænd sig paa Friis’s Maskinfabrik i Strib, hvor de overmandede Sabotagevagten og bandt ham. Kort efter at han var anbragt et Stykke fra Fabrikken, begyndte en Række Eksplosioner, og i Løbet af 20 Minutter lød fem-seks kraftige Brag. Det viste sig, at en Bil, der var til Reparation samt to Generatorer var blevet ødelagt ved Eksplosionerne, hvorimod Fabrikkens Maskiner ikke havde taget nævneværdig Skade. Derimod var der adskillige Huller i Vægge og Tag, der var lavet af lette Materialer, og alle Vinduer var blæst ud”.

Også vognmand B. i Strib, stod på modstandsbevægelsens liste over værnemagere. Han havde i længere tid kørt arbejdere fra Strib og Middelfart til og fra tyske arbejdspladser i Jylland. Samme nat satte gruppen en stopper for hans hjælp til tyskerne. En bombe smadrede hans Bedford-lastbil og ødelagde hans garage. Frede ledede begge aktioner.

Sabotørerne skyndte sig væk og tog hjem. Frede fandt sin cykel, men stoppede i udkanten af Strib ved et højt træ. Han gemte cyklen og klatrede op i træet, hvorfra han havde udsigt over Strib. Her sad han, til der var faldet ro i byen, og han kom sikkert hjem til Klintholm.

Tyskerne beslaglagde husholdningsskolen i 1943. Her ses tyske soldater ved Lille Sofiehøj. (Foto: Lokalhistorisk arkiv for Strib og Røjleskov Sogn)

Fredes deling nr. 12 havde også kig på torpedoerne og affyringsramperne på Strib Nordstrand og havde sendt rapporter om dem. Men det var åbenbart ikke vigtigt, og Frede erfarede senere, at skulle de ødelægges, så skulle det ske med bombefly.

I de sidste måneder af besættelsen blev Klintholm brugt til opbevaring af våben, sprængstof og andet udstyr til modstandsfolkene. I flere perioder fik også modstandsfolk på flugt husly hos Asta og Frede Jørgensen.

Frede Jørgensen (th) sammen med premierløjtnant Ladegaard-Mikkelsen efter befrielsen den 5. maj 1945. (Foto: Lokalhistorisk Arkiv for Strib og Røjleskov Sogn)

Vild jubel 4. maj

Anden Verdenskrig nærmede sig sin afslutning. Den 4. maj om aftenen var en stor gruppe modstandsfolk, først og fremmest politibetjente, samlet på Klintholm.  Frede beretter:

”… ved 9-tiden kom meddelelsen fra London, at de tyske tropper havde overgivet sig. Der blev vild jubel. Min søster begyndte spontant at synge ”Der er et yndigt land”, og vi andre stemte i. Vi følte, at det var et af de største øjeblikke i vort liv. Vi syntes, at vi på en eller anden måde skulle have luft, at vi skulle foretage os noget, så vi greb vore maskinpistoler, gik udenfor og skød glædessalut ud over Baaring Vig. Denne voldsomme kanonade kunne høres viden om, og hidkaldte betjentenes chef, politiassistent Vonge Nielsen, der bebrejdede vores opførsel, fordi tyskerne først ville kapitulere næste morgen kl. 5. Til straf beordrede han opstillet et maskingevær, der kunne beskyde vejen, hvis der kom ubudne gæster. Betjentene måtte så skiftes til natten igennem at opretholde vagtberedskab ved dette gevær indtil kl. 5, hvor de iførte sig deres politiuniformer og kørte til Middelfart for at genoptage deres politimæssige funktioner”.

Travl 5. maj med et drama

Frede havde fået besked på at rykke til Strib med sin deling til bevogtningsopgaver. Det skulle ske sammen med en gruppe fra Middelfart, og Stribgården var mødestedet. Den 5. maj kl. 5 om morgenen ankom Fredes gruppe og blev præsenteret for premierløjtnant Ladegaard-Mikkelsen, som havde kommandoen over styrken.

Der blev sendt folk ud til at bevogte alle indfaldsveje til Strib, så trafikken til og fra byen var under kontrol. Senere på morgenen kom turen til værnemagerne, som blev hentet i en åben lastbil, godt bemandet med modstandsfolk. Kriminalbetjente, der var gået under jorden, havde udarbejdet lister over de såkaldte værnemagere og fik til opgave at arrestere dem. I alt 139 mænd fra det vestfynske område blev hentet og i første omgang interneret på Kabelfabrikken i Middelfart. Desuden hentede andre modstandsfolk 42 kvinder. Otte mænd og ni kvinder var fra Strib og omegn.

Da de skulle hente en værnemager i en villa på Rolighedsvej, som lå tæt på husholdningsskolen, opstod der en farlig situation. Frede skriver, at tyskerne på husholdningsskolen åbenbart ikke kunne lide, at vi kom så tæt på. Det kunne Frede godt forstå, fordi for dem var vi jo nogle ”lede partisaner”, som han udtrykker det. Tyske soldater strømmede ud og gik i stilling med deres geværer. Frede og hans folk sprang af bilen og gik også i stilling. I 10 minutter lå de overfor hinanden med fingrene på aftrækkerne. Så kom den medfølgende politibetjent ud af huset med værnemageren. Modstandsfolkene sprang hurtigt på lastbilen og kørte bort fra farezonen.

De hentede også maskinfabrikanten. Han havde søgt tilflugt hos tyskerne på husholdningsskolen, men vendte tilbage. Også vognmand B. var blandt dem, som måtte tage turen til Kabelfabrikken i den åbne lastbil.

Var de internerede værnemagere?

Fabrikanten kom for retten i Middelfart den 14. juni. Det kom frem, at han havde eksporteret frørensningsanlæg for ca. 150.000 kr. af en ordre på ca. 200.000 kr. til Tyskland. Han mente, at det arbejde var ”helt neutralt”, og han havde påtaget sig det uden tvang. Derimod havde han følt sig tvunget til at reparere tyske lastbiler. Det havde indbragt ham 10-12.000 kr. Fabrikanten hævdede, at han ikke havde søgt tilflugt hos besættelsesmagten; han ville blot forhøre sig om, hvad der var sket. Han havde nemlig ikke hørt om kapitulationen, da han om morgenen blev hentet.

Fabrikanten blev derefter varetægtsfængslet og først løsladt den 25. juli. I august blev sigtelse om værnemageri frafaldet ”under hensyn til, at sigtede havde siddet interneret og varetægtsfængslet i 80 dage”.

Fabrikanten følte sig uretfærdigt behandlet og indbragte sagen for Oprejsningsnævnet for Odense Amt med krav om 250 kr. for lidelse og tort og 9.500 kr. for formuetab. Nævnet kunne dog ikke tage hans begæring om oprejsning til følge. Det skete med en kendelse af 10. juni 1947.

Vognmand B blev sigtet for værnemageri. Sagen var uafsluttet den 19. februar 1946, hvor han stadig var fængslet. Det har ikke været muligt at skaffe yderligere oplysninger om sagen.

Tilbage til deres daglige dont

Efter nogle dage forlod modstandsfolkene Stribgården og blev overflyttet til Strib Skole. Den 10. maj fejrede man i Strib befrielsen med optog gennem byen og flere taler. Derefter kunne de fleste tage hjem til deres daglige dont. Enkelte blev tilbage. Der var stadig bevogtningsopgaver, bl.a. af et stort antal tyske flygtninge, som var indkvarteret på Strib Gamle Banegård, koncertsalen m.m.

Asta Jørgensen

Fredes søster, Asta, var som han på det tidspunkt ugift og virkede som husbestyrerinde på gården. I et par sommermåneder drev hun sommerpension, hvor alle gårdens værelser og sommerhuse var fyldt med feriegæster. Men hun var også en del af modstandsbevægelsen. F.eks. sørgede hun for mad til de mange, som i kortere eller længere perioder boede i skjul på gården. Mange våben, sprængstoffer og andet udstyr, der blev kastet ned til modstandsbevægelsen, blev kørt til Klintholm i den ”stjålne” og overmalede Wiboltt-lastbil. Efter en vellykket våbenmodtagelse, kom der folk, der skulle rengøre våbnene for fedt. De skulle også bringes ud til grupperne på Vestfyn. Det sørgede bl.a. inseminøren for. Han havde jo tilladelse til at køre bil.

Der var tit livlig aktivitet på Klintholm, beretter Frede og tilføjer: ”Min søster sagde, at hun havde et problem, og det var, at hun aldrig vidste, hvor mange der skulle laves middagsmad til”. Hun var med i modstandskampen, idet hun husede og bespiste danske sabotører og stod således last og brast med os andre, skriver Frede.

Asta Jørgensen ca. 1946. (Foto udlånt af Karen Klintholm)

Efter befrielsen modtog Asta et diplom fra Den vestfynske Modstandsbevægelse som tak ”for Hjælp og Indsats i Kampen – den Kamp, som sikrede Danmarks frie Fremtid”. (Affotografering: Lokalhistorisk Arkiv for Strib og Røjleskov Sogn)

Staurbyguppen

I det nordvestfynske område var der også en særdeles aktiv gruppe i Staurby med lærer Erik Petersen som leder. Den deltog i flere sabotageaktioner, bl.a. sabotagen mod Røjlegrisen ved viadukten ved Strib Landevej den 15. februar 1945. Der skete stor materiel skade, og den tyske besættelsesmagt kunne ikke bruge banen i fire dage.

Den gruppe led et tab lige efter befrielsen 5. maj ved Bolbro. En gruppe modstandsfolk fra Middelfart var i en lastbil kørt mod Odense for at være med til at fange flygtende Hipofolk. Modstandsfolk fra Odense deltog også i jagten og havde taget opstilling ved ruinerne af Odinstårnet i Bolbro.  Da de så lastbilen med civilklædte køre imod dem, troede de, at det var Hipofolk og begyndte at skyde. Niels Byskovs forkarl, Børge Nielsen, blev ramt af en kugle. Han blev kørt til amtssygehuset i Odense, men hans liv kunne ikke reddes.

Det var det eneste tab af liv, de vestfynske modstandsfolk var udsat for. Men det kunne være gået galt flere gange. Ved en annonceret nedkastning natten mellem den 9. og 10. i marts 1945 ved Ronæs udeblev flyet. På vej hjem blev en lastbil fyldt med modstandsfolk mødt af en tysk bil med soldater, som spærrede vejen ved Udby. Modstandsfolkene besluttede at skyde sig igennem. Det lykkedes. Ved træfningen blev en tysk soldat dræbt. Modstandsfolkene valgte at sprede sig og tage flugten hjem enkeltvis hen over marker og stier i nattens mulm og mørke. Det lykkedes alle at komme hjem i god behold. Frede var med til den nedkastning, men var angiveligt ikke med i lastbilen.

Stikkerlikvidering

Hen på vinteren 1944/45 øgede Gestapo indsatsen mod modstandsbevægelsen. En tvivlsom modstandsmand i Aarup havde på et værtshus været lidt for åbenmundet om våbennedkastningerne i området. Det hørte nogle tyske soldater, som alarmerede Gestapo. De foretog flere arrestationer og fik fat i papirer om den vestfynske modstandsbevægelse. Gestapo sendte en stikker, Gordon Torp, til Middelfart i et forsøg på at optrevle modstandsbevægelsen. Han fik kontakt med modstandsfolk, som imidlertid lokkede ham i en fælde ved Nordvestfynske Jernbanes trinbræt ved Staurby Skov. Her blev han overmandet og ført til et sommerhus ved Vejlby Fed, bare et par hundrede meter fra Klintholm. Han kom under skarpt forhør og indrømmede sit forehavende. En gruppe modstandsfolk dømte ham til døden og eksekverede dommen på stranden nedenfor Klintholm kl. 21 den 19. april 1944. Faren var drevet over. Sådan da, for der var en risiko for en hævnaktion mod civile.

Uanmeldt tysk besøg

Også på Klintholm var det ved at gå galt. En sensommerdag i 1944 kørte en bil med tyske officerer ind på gårdspladsen, skriver Frede. Han opholdt sig i haven og løb ned mod skoven for at varsko Ole Justesen, som opholdt sig i sommerhuset. Han havde netop fået besøg af sin kone og deres to små piger. Desuden var der en del våben og ammunition gemt under noget halm i laden. Inde i huset bredte uroen sig. Asta fik sin gamle mor ud på dasset, så hun ikke kom til at røbe noget.

Det viste sig, at tyskerne havde hørt, at der var sommerpension på Klintholm, og var på udkig efter steder, hvor mulige tyske flygtninge kunne opholde sig. Karlen Finn Larsen, som ikke var involveret i illegalt arbejde, men vidste, hvad der foregik, viste officererne rundt. De talte værelserne i stuehuset og spurgte, om der var flere værelser. Hvad der så skete, lader vi Fredes nevø på naboejendommen, Anker Jørgensen, berette i artiklen om Sommerpension Klintholm:

– Jo, der er også nogle i laden.

Han går derover med sit følge. De ser værelserne i stueplanet og går op ovenpå til gavlværelset.

– Det er tjenestepigens værelse, lyver Finn, der ved, at en frihedskæmper gemmer sig bag døren. 

– Hvad er det så for nogle fedtstøvler, der står der ved døren, spørger officeren.

– Det er hendes kæreste, som er på besøg, fortsætter Finn.

– Nå, så er det bedst, at vi lader dem være, konkluderer officeren.

Tyskerne opdagede ikke, at Klintholm blev brugt af modstandsbevægelsen. De syntes, at stedet var for lille til flygtninge og kørte deres vej.

Ørkenrotter og en håndlanger

Lige efter befrielsen rullede et andet militært køretøj op ad indkørslen og ind på gårdspladsen. Det var en gruppe britiske ørkenrotter fra den militære enhed, som havde kæmpet mod tyskerne i Nordafrika. Tre officerer og nogle menige var på vej mod Sjælland og manglede et sted at sove. De havde først henvendt sig på Herregården Billeshave, hvor der ikke var plads. Tilfældigvis var Asta på besøg, og hun tilbød straks overnatning på Klintholm, nu var værelserne jo ledige. Og hun bød på aftenkaffe, hvor de britiske soldater fortalte om deres oplevelser.

Frede fik yderligere en opgave på falderebet. En kæmner fra Silkeborg havde været tysk håndlanger. Efter befrielsen var han i tysk officersuniform flygtet sydpå i håb om, at han kom over grænsen sammen med de tyske soldater. Men den gik ikke, da han skulle vise legitimation. Han blev arresteret, men slap fri. Ved Fredericia stjal han en båd, og den drev i land ved Røjle Klint. Frede blev tilkaldt, og han sørgede for, at kæmneren blev anbragt i arresten i Middelfart. Senere idømtes han fire års fængsel.

Frede Jørgensens deling blev opløst senere i maj 1945. Lagerbeholdningen af våben, ammunition og andet illegalt gods, herunder 28 faldskærme, blev afleveret til politiet. Danmark var atter frit, og Frede blev igen landmand på fuld tid.

Frede modtog diplom som et synligt bevis for udvist ”god Landsmandsgerning over for Politiet i Middelfart, da dette fra 19. September 1944 til 5. Maj 1945 var ”under Jorden””.

Kilder

I 1984 afleverede Frede Jørgensen sine erindringer og notater om sit virke i modstandsbevægelsen. De ligger til grund for denne artikel tillige med:

  1. Avisartikler og notater 1944 og 1945, samlet i: http://striib.dk/om%20strib%20under%20besaettelsen.htm
  2. Artiklen i Bavnen nr. 2 2010: Likvideringen af en stikker af Poul Christensen og Poul Erik Pedersen.
  3. Harriet M. Hansen: Middelfart under besættelsen i Vends 2005.
  4. Middelfart Byarkiv: Nr. A912 Modstandsstyrkerne I Middelfart og nr. C1068 Fridtjof Sejersen.
  5. Oprejsningsnævnet for Odense Amt, interneringssager. Fabrikantens sag.
  6. Politiets Efterretningstjeneste, Centralkartoteket. Fabrikantens og vognmandens sager.

 Tak til Fredes datter, Karen Klintholm, for medvirken.

Artiklen har været bragt i Vends 20. Microsoft Word – Salgsplakat VENDS20 – Kopi (middelfart-museum.dk)