Vælg en side

Holocaust. Erindring om noget grusomt, som vi aldrig må glemme

”Livets gnist” var bogens titel. Den er skrevet af den tyske forfatter Erich Maria Remarque, som i 1930’erne tog afstand fra Hitler og nåede af flygte fra NAZI-Tyskland. Bogen handler om en fanges liv i en af de nazistiske kz-lejre. Nr. 509 er fangens identitet. Han forsøger at overleve i dette vanvid af menneskelig fornedrelse og ondskab.

Efter sommerferien i 1960, da jeg var fyldt 16 år, begyndte jeg i første præliminærklasse på Nørregades Friskole i Odense. Gennem skolen og nye kammerater havde jeg fået øje på en ny verden for mig. Det var allerede begyndt på et efterskoleophold på Ringe Efterskole vinteren 1958-59. Nu talte vi meget om Anden Verdenskrig, nazisme og den danske modstandsbevægelse. Og vi læste bøger om det.

I sensommeren 1961 var klassen på en tur ned igennem Tyskland, Belgien og Frankrig (Paris). Vi besøgte Lager Belsen ved Hannover. Engelske soldater befriede denne KZ-lejr. Alle bygninger blev fjernet. Titusindvis døde her, endnu flere sendt herfra til de egentlige udryddelseslejre. Rundtom på det store areal var rejst sten ovenpå massegravene med tekster: Hier ruhen 5000 Tote. Hier ruhen 10.000 Tote.

I sommeren 1969 var jeg på en VU-tur til Prag. ”Det tjekkoslovakiske forår” var brutalt slået ned af Sovjetunionen. En dag lejede vi en bil og kørte til Theresienstadt. En tysktalende morlil viste os rundt på denne såkaldte mønsterlejr, hvortil bl.a. de danske jøder, der ikke nåede at flygte til sikkerhed i Sverige, kom.

Sovesal i Theresienstadt.

Krematoriet i Theresienstadt.

I 1971 deltog jeg i et dansk-polsk ungdomsseminar i Polen. Vi besøgte Auschwitz i det sydlige Polen, nok en af mest grusomme KZ-lejre. I dag kan jeg kun finde billedet af indgangen til denne udryddelseslejr med teksten: Arbeid macht frei. Jeg tog også billeder af et gaskammer, stakken af afklippet menneskehår, stakken af fratagne briller, krematorieovne. Billederne sidder den dag i dag umisteligt fast på nethinden.

I sommeren 1991 aflagde jeg sammen med min yngste datter, Anne, et besøg i KZ-lejren Neuengamme ved Hamborg. Vi gik dvælende rundt og så mindesmærker og rester af bygningerne. De fleste af de 6.000 danskere, som tyskerne sendte i koncentrationslejr, kom til Neuengamme eller en af dens underlejre.

Desværre er forbrydelser, der kan minde om holocaust ikke stoppet efter Anden Verdenskrig. Sovjetunionens Stalin har sendt millioner af påståede politiske modstandere til død og elendig i lejre i Sibirien. Hutuer myrdede i 1994 løs på tutsier i afrikanske Rwanda, mens FN lukkede øjnene. Det gjorde FN også i Srebrenitsa i 1995, da serbiske styrker likviderede 8.000 bosniske muslimer. Islamisk Stat fremfærd i Mellemøsten er barbarisk. Kina kuer millioner af muslimske uighurere i Xinjiang i det nordvestlige Kina. Og hvad har Putins Rusland gang i?

Vi skal oplyse kommende generationer om disse uhyrligheder. Noget så grusomt mod menneskeheden, hvad enten det skyldes race, religion eller anden måde at tænke på end magthaverne, må bekæmpes. Kan vi dog ikke lære noget af historiens grusomheder?

Marts 2022 Poul