Vi er midt i den konfliktfyldte provisorietid. Estrup-regeringen udsteder provisoriske lov, som venstreflertallet i Folketinget boycutter. 13-årige Marius fra Silkeborg synger en forbudt sang og bliver idømt 10 piskeslag. Læge Drejer i Nr. Aaby gør i en artikel i redaktør Claudius Madsens, Middelfart Avis, grin med provisorietidens urimeligheder. Herredsfoged Holm, Middelfart, sørger for, at de to skal ryge i fængsel i en måned.
Af Poul Christensen
Middelfart Avis’ redaktør og udgiver bekæmpede med sin spidse pen Højre-konseilspræsident Estrup og hans politik op gennem 1880’erne. Selv om Danmark havde fået en fri forfatning og indført trykkefrihed, var landet slet ikke et demokrati og retssamfund, som vi kender det i dag. Der blev indført foreløbige (blev kaldt provisoriske) love, som Folketinget nægtede at godkende og derfor mente var ulovlige. At kritisere – ja, og gøre grin med – Estrup og regimet var faktisk gjort ulovligt med en foreløbig lov og derfor en ganske farlig sag. Det måtte Claudius Madsen sande i 1886.
Redaktør Claudius Madsen. Født 1825. Uddannet typograf. I 1857 udgiver af Lille Belts Tidende eller Middelfart Avis. Frivillig under treårskrigen og afgik som løjtnant. Meldte sig igen til tjeneste i 1863 og hjemsendt som kaptajn i 1865. Fra 1870 blev Middelfart Avis dagblad. Han bekendte sig som venstremand, kæmpede for frihed og ret. I 1898 afhændede han sin avis, som da havde 1100 abonnenter. Døde 1906. (Foto: Middelfart Byarkiv)
Læge Johan Valdemar Drejer som ældre. Født 1853. Cand.med., læge i Nørre Aaby, senere distriktslæge i Ringsted og direktør for Zoo i København. Død 1924. (Foto affotograferet fra Naturens Verden 1924)
Godsejer J.B.S. Estrup var konseilspræsident (statsminister) fra 1875 til 1894. (Foto: Det kongelige Bibliotek)
Harme i befolkningen
Vi befinder os i den såkaldte provisorietid, hvor partiet Venstre havde flertal i Folketinget og mente, at kongen skulle udpege en regering af det største parti i Folketinget. Men kongen udpegede ministre fra Højre, som havde flertal i Landstinget, som kun de højst beskattede mænd havde stemmeret til, og som udover de valgte godsejere, velhavende borgere, ledende embedsmænd o.lign. bestod af kongeudnævnte medlemmer.
Det vakte harme og stor utilfredshed i store dele af befolkningen. Mange nægtede at betale skat. Der blev dannet riffelforeninger, som også skulle forberede, at modstanden mod regimet kunne tage til. Venstreaviserne gjorde grin med Estrups særlige politi, De blå Gendarmer, som med en foreløbig lov bl.a. skulle holde øje med oprørske elementer.
Faren skulle piske drengen
Så skete der det i Silkeborg, at byens spidser på kongens fødselsdag den 8. april havde inviteret byens fattige børn på en gang gratis mad på Hotel Silkeborg og for at ”indprente børnene loyalitet og ærbødighed for deres konge”. Godt mæt ude på gaden kvitterede 13-årige Marius ganske uærbødigt med den forbudte vise: ”Ned med Estrup, Scavenius og Ravn’ (to sidstnævnte Højre-ministre). Drengen blev meldt til politiet, som iværksatte en omfattende afhøring af Marius’ far og de kammerater, som også var med til den godgørende fødselsdagsbespisning på byens fine hotel. Det kom bl.a. frem, at Marius har lært sangen hjemme i arbejderhjemmet. Det var en skærpende omstændighed, da retten afsagde dommen. Drengen skulle ikke kun have 10 piskeslag, men hans far skulle svinge pisken.
En betjent mødte op i hjemmet for at sørge for, at dommen blev eksekveret. Men faren var angiveligt bortrejst. I stedet overtog en nevø opgaven. Først forsøgte han at slå drengen med et ris, hvis ender var sammenbundet, men betjente greb ind og snittede båndet over. Så gjorde nevøen tegn til at slå drengen med tøjet på. Igen greb betjenten ind og beordrede bukserne af.
Et ironisk forslag
Den sag gav anledning til, at venstrepressen i hele landet skrev om begivenheden. Den 6. juni 1886 bragte Middelfart Avis en artikel med overskriften: ’En overvejelse i anledning af de 10 slag ris’. Det blev foreslået, at der udstedes en foreløbig lov med denne formulering: ”For Forseelser mod Konge, Fædreland, Provisorier, begået af Børn under kriminel Lavalder, bøder Forældre eller i Mangel af sådanne Bedsteforældre, Oldeforældre osv. i opstigende Linje”. Og artiklen fortsætter: ”Så slipper Børnene for ømme Bagdele, Samfundet for ophidselse, Regeringen kan ramme de virkelige Skyldige, og alle kunne være glade, tænk Engang, endnu gladere end vi allerede er ved det mageløse Regime, vi har nu”.
Artiklen var underskrevet -r-r.
| § 3 i den provisoriske lov af 2. november 1885
Den, som i Tale eller Skrift, henvendt til Publikum i Almindelighed eller ti! Forsamlinger, eller iøvrigt paa en den offentlige Ro og Orden faretruende Maade ophidser Klasser eller Dele af Befolkningen til Had og Forbittrelse eller til Voldsgjerninger imod andre Klasser eller Dele af den, straffes med Fængsel. § 86 i 1866 grundloven |
Lægen og redaktøren forklarer sig
Det var for meget for byfoged Holm. Allerede den 15. juni modtog Claudius Madsen et brev fra byfogeden om at stille til at afgive forklaring om en formentlig overtrædelse af den foreløbige lov af 2. november 1885, der bl.a. forbød at lægge regeringen for had.
Artiklen var skrevet læge V. Drejer i Nørre Aaby, der ligesom redaktøren var venstremand og indædt modstander af højre-regimet. Han ville ikke dække sig bag redaktørens ryg og havde meddelt byfogeden, at han havde skrevet artiklen.
Begge forklarede sig overfor byfoged Holm. Drejer fortalte, at han var blevet oprørt over, at et barn kunne straffes på den måde med ris. Han skulle have luft for sine oprørte følelser. Derfor havde han skrevet artiklen. Han erkendte at have villet vække harme over, at lovgivningen indeholdt en sådan afstraffelse af børn. Men han benægtede at have villet ophidset politiske meningsfæller til had og forbitrelse mod regeringen. Der var tale om en satirisk og ironisk artikel, der skulle latterliggøre den fremgangsmåde, der blev brugt mod drengen.
Redaktør Madsen erkendte at have læst artiklen, inden den kom i avisen. Han fandt ikke, at indholdet ophidsede til had, og han havde ikke tænkt på, at artiklen kunne pådrage nogen et ansvar.
Claudius Madsen skriver ironiske vers
Mens byfogeden forberedte retssagen mod skribenten og redaktøren, skrev Claudius Madsen syvs vers om den slemme dreng i Silkeborg. Han genfortæller ironisk sagen og slutter:
Men ingen dreng i landet
Tør synge visen mer,
Thi glæden den er blandet,
Når man på enden ser.
Vi elsker alle klangen
Af den – naturligvis,
Men ak, ministersangen
den koster ti slag ris.
Læge Drejers artikel har tilsyneladende ikke ført til optøjer med ophidsede modstandere af Estrup og provisorietidens love. Middelfart Avis har i hvert fald ingen beretninger herom.
Byfoged i Middelfart Johan Heinrich Holm. Han var også herredsfoged i Vends Herred, kongeudnævnt borgmester i Middelfart og dommer i byen. (Foto: Middelfart Byarkiv)
Tiltalen rejses
Som retssystemet var indrettet dengang, bliver afhøringerne og sagens akter, her først og fremmest avisartiklen, overgivet til en advokat, kaldet aktor. Det kan sidestilles med en anklager i dag. Det blev prokurator Schmidt, Odense. Han udformer anklagen og fremstiller sagen.
Læge Drejer tiltales for med artiklen i Middelfart Avis at have overtrådt § 3 i ”Foreløbig lov af 2. november 1885” og redaktør Madsen for meddelagtighed i denne overtrædelse ved at bringe artiklen i sin avis. Aktor mente, at forfatterens hensigt var at fremkalde harme mod den lovlig bestående tilstand i landet. En sådan harme kunne udvikle sig til had og forbitrelse.
Aktors anklageskrift blev derefter oversendt til en defensor, der svarer til nutidens forsvarer. Han skulle kommentere sagen på de anklagedes vegne. Defensor blev sagfører Brandt, Middelfart. Han fremhævede, at ”foreløbig lov af 2. november 1885” må ”anses for forfalden”, fordi Folketinget har forkastet den, altså den er ugyldig.
Thi kendes for ret
Retsmødet fandt sted den 30. juli. Aktor og defensor læste deres fremstillinger op, hvorefter dommeren afsagde dommen. Thi kendes for ret: ”De Tiltalte bør istraffes en Måneds simpel Fængsel”. (Simpel fængsel var den mildeste form for fængselsstraf, og var kendetegnet ved, at den indsatte ikke var undergivet sædvanlig fangekost). Dommer var byfoged, herredsfoged og borgmester Holm, som også har underskrevet dommen i protokollen.
I dommen skriver Holm bl.a.: ”Det skønnes nu ikke rettere, end at hele Indholdet af den påklagede Artikel, uagtet det i denne fremsatte Forslag til en provisorisk Lov umiskendelig må anses for velegnet til efter Forfatterens Hensigt, at kunne fremkalde Harme mod den lovlig bestående Tilstand i Landet, altså også mod de Dele af Befolkningen, der opretholder denne, og det har ligget uden for hans Rådighed at forhindre, at sådan Harme kunne gå over til Had og Forbittrelse”.
En måneds fængsel omstødt
Begge dømte appellerede dommen med henvisning til, at de var dømt efter en bestemmelse, som Folketinget ikke har godkendt, og derfor var de dømt på ulovlig vis.
Landsoverretten gennemgik sagen og frikendte den 1. februar 1887 både læge Dreyer og redaktør Clausen. I modsætning til byfoged og dommer i Middelfart fandt Overretten ikke, at artiklen ”kan tilsiges at ophidse Klasser eller Dele af Befolkningen til Had eller Forbittrelse imod andre Klasser eller Dele af samme”. Heller ikke den provisoriske lovs bestemmelse om ”at fremsætte eller udbrede opdigtede eller forvanskede Kjendsgjerninger for derved at gjøre Statens Indretninger eller Regjeringens Foranstaltninger forhadte eller foragtelige” kan anvendes, fastslog Landsoverretten. Den pålagde det offentlige at betale sagens omkostninger både i Byretten i Middelfart og i Overretten.
Claudius Madsen fortsatte sin kritik
Under retssagen havde byfoged Holm sagt, at Middelfart Avis hver eneste dag indeholdt ting, som i givet fald kunne betyde tiltale mod redaktøren.
Trods byfogedens advarsel og med medvind efter Landsoverrettens frifindelse fortsatte Claudius Madsen med at lægge spalteplads til kritiske artikler om Estrup-regimet. Bl.a. blev der gjort grin med Estrups særlige politikorps De blå Gendarmer, som huserede med en lille garnison i Strib. En handlede om, at et par gendarmer stjal hyldebær i en fattig kones have. En anden om en gendarm, der blev overrasket på et pigekammer og tog flugten gennem et gavlvindue. Men byfoged Holm rejste ikke flere sager.
Mange andre steder i landet var retssager. En af de mest kendte for at trodse højre-regeringen gik ud over Venstre-lederen C. Berg. Gennem et cirkulære havde regeringen pålagt politiet at overvære politiske møder.
Herredsfogeden i Holstebro havde sat sig på tribunen ved et møde med C. Berg som taler. Berg nægtede at tale, så længe herredsfogeden sad dér. Mødets to ledere opfordrede herredsfogeden til at forlade tribunen. Da han ikke gjorde det, førte mødelederne ham med fast håndfast hen til trappen. Det kostede dem seks måneders fængsel for vold mod politiet. Berg fik også seks måneders fængsel som anstifter af vold mod embedsmand i funktion. De dømte blev fejret ved flere folkefester.
Provisorietiden ebbede ud op gennem 1890’erne, og i 1901 blev parlamentarismen slået fast. En regering må ikke sidde med et flertal imod sig, og Danmark fik sin første venstreregering.
Kilder: Middelfart Avis, artiklen 6. juni 1886 og 3, februar 1887. Dagbladet i Silkeborg, artikler sommeren 1886.
Provisorisk tillæg til straffeloven 2. november 1885.
Domsprotokol 1882-91, Middelfart Byfoged, sag nr.8 1886.
Domsprotokol for kriminelle sager ved 2. instans, sag 154/1886, i Landsoverretten.
Claudius Madsen, soldat og journalist, udgivet 1963, Åge Petersen.
De blå gendarmer på Strib, Poul Christensen. Bavnen nr. 1 2012.
Artiklen er bragt i Vends 24.Bogen med lokalhistorie fra Nordvestfyn koster 85 kr. Bestil hos MOLF: bogohoyer@gmail.com